Coming home

Tid: Omkring 14 tiden
Sted: Lufthavnen, ankomsthallen
Vejr: En smule regn, en anelse køligt og overskyet.
Omgivelser: En del, der venter på deres familie og venner til at komme hjem.

Caspian stod afventende i ankomsthallen i den mellemstore lufthavn. Alle menneskerne omkring ham gjorde ham utilpas, men han ville ikke lade Milo tage hjem selv. Han havde savnet sin elskede så meget gennem de sidste 7 uger, at han gerne trodsede menneskemængder for at komme ham i møde.
Heldigivis havde han fået anskaffet sig et kørekort siden han fik synet igen og havde derfor ikke behøvedes at trodse regnen. Dog var det mørke hår stadig fugtigt og man kunne sagtens spotte sporene efter den korte tur fra parkeringspladsen og ind i ankomsthallen på den sorte læderjakke.
Den løse, sorte t-shirt hang løst om hans spinkle krop og han følte et større behov for at ryge en cigaret. Men informationstavlerne fortalte ham, at bagagen fra Milos fly var begyndt at køre på båndet, så han ventede. I det mindste havde han en kop kaffe, det var da en trøst.
Det slog ham pludselig, at hans tankegang var helt forskruet. Han skulle jo se sin elskede blonde engel om lidt! Var det ikke nok?
Et skævt smil brød frem på hans læber og han måtte erkende, at Milo var bedre end både kaffe og cigaretter. Og så også lige alt andet i hele verden.

En ung kvinde bevægede sig mod ham. Caspian kunne kun lige opfange hendes bevægelser ud af øjenkrogen, men der var ingen tvivl om at hun var på vej mod ham. Hun bar en kop kaffe fra Starbucks i den ene hånd og en dyr Mulberry pung i den anden. Hun var egentlig køn med det lange, naturlige brune hår og de blege læber, den simple makeup og de blå øjne.
Hun stoppede op, da de fik øjenkontakt og blev helt genert, da Caspian sendte hende et smil. Hun stod nogle sekunder, inden hun så fortsatte sin gang mod ham. Denne gang med let spidsede læber og mere bevidst om sine bevægelser. Hofterne vrikkede og en hver anden ville nok have fundet hende mere eller mindre uimodståelig.

"Har jeg set dig et eller andet sted før? Du virker bekendt!" var de første ord der forlod den unge piges læber. En blanding mellem et grin og et fnys kom over Caspians læber.
"Hvilken icebreaker at fyre af.. Men nej, det tvivler jeg på.." svarede han uden egentlig at virke særligt interesseret. Han var nemlig ikke interesseret i hende - men nogle piger bed blot bedre på, når de fik en udfordring.
"Oh well, du ligner bare én jeg så på forsiden af et blad.." svarede hun, med lige så meget gåpåmod som før.
"Anyway, jeg er Isabella!" forsøgte hun sig igen, hun lod ikke rigtig til at bemærke hvordan Caspian spejdede mod udgangen, der hvor de nyankommende rejsene ville komme ud.

Milo trippede utålmodigt, idet efter at have småløbet af sted stoppede op i ankomsthallen. Han spejdede efter Caspian og på trods af den tætbefolkede hal, tog det ham ikke mere end et par sekunder at spotte sin elskede. Han stod og snakkede med brunhåret pige – hvem hun så end var. Milo mindedes ikke at have set hende før, men nu havde han jo også været væk hjemmefra i syv uger, så det var klart, hvis Caspian i mellem tiden havde fået sig nogle nye bekendtskaber.

Et smil gled over hans læber. Nå, det kunne vel også være komplet lige meget, hvem hun var eller hvem hun ikke var. Så længe Caspian bare var her, var han lykkelig.
Han trådte nærmere i et noget mere behersket tempo, end han ellers ville have gjort, da tilstedeværelsen af pigen gjorde ham en anelse forlegen, så han faldt ikke ligefrem Caspian om halsen, da han endelig nåede hen til dem. I stedet stoppede han op og kiggede lidt fra den ene til den anden, før et meget tamt, ”hej” forlod hans mund.

Det virkede så underligt, det her. Hvad sagde man dog til sin elskede, man ikke havde set i syv uger?
Tiden uden Caspian havde været hektisk de sidste mange ugers begivenheder taget i betragtning, men alligevel havde det føltes som en evighed. Hvis det ikke var, fordi hans forlovede lignede sig selv på en prik, kunne han have svoret på, at de havde været adskilt i et helt år. Mindst.


(bleh)

Caspian så ikke Milo før end at han var helt tæt på. Den unge brunette sendte den lyshårede engel et uforstående blik, men smilet på Caspians læber var ikke til at tage fejl af.
I et kort øjeblik undrede han sig over, hvorfor hans elskede Milo kun var kommet med så tam en hilsen. Men da gik det op for ham, at det nok var hende der Isabellas tilstedeværelse der gjorde ham genert. Den stakkels engel havde aldrig rigtig været den bedste i større menneskemængder - det var ingen af dem.

Det tog ikke Caspian særligt lang tid før end at han glemte alt om sin nye 'veninde' og kastede sig om halsen på Milo. Han knugede den spinkle blondine ind til sig og begravede næsen ind mod hans hals. Langsomt lod han den søde duft af sin elskede trænge ind og hans øjne gled langsomt i, imens han genfandt følelsen af ro.
Han fungerede bedst når Milo var nær ham. De sidste 7 uger havde han ikke sovet så godt og han havde spist på underlige tidspunkter. Alt i hans hverdag var vendt rundt, nu hvor hans elskede var så langt væk. Men i nat ville han kunne sove trygt og roligt, hele natten igennem.

"Miles, elskede Miles... Jeg har savnet dig.." hviskede han og gned næsen kort hen af den tynde hud ved den unge engels hals. Et svagt grin kom over hans læber og han trak hovedet lidt væk fra ham, for at se sin elskede i øjnene.
"Lige så smuk som da du tog afsted.." mumlede han og lænede sig så frem igen, for at kysse ham. Han havde savnet de læber, savnet den favn hver evig eneste nat. Nu stod han her, med sin eneste ene i armene. Kunne han være andet end lykkelig?

Men kort efter at deres læber havde mødtes, skiltes de ad igen.
Caspian vendte hovedet mod Isabella, med et skævt smil. "Jeg beklager, men brunetter er ikke lige mig.." sagde han, inden han tog fat i Milos kuffert og begyndte at gå med udgangen, med sin elskede i den anden hånd.
"Hvordan var turen?" spurgte han lavmælt. Han følte ikke rigtigt, at hans tonefald fra før passede til stemningen. Det havde sikkert været svært at sige farvel til sin far, især med alt det der havde været mellem Milo og hans forældre.
Han ville aldrig selv kunne bære det, så det måtte være knusende for den blonde engel. Men måske var hans forhold til sine forældre slet ikke så godt? Han havde aldrig rigtig ville tale om dem, så det var svært at bestemme. Men Caspian håbede, at han ville være villig til at snakke lidt om dem nu.

Langsomt lod han tommelfingeren kærtegne Milos håndryg, mens de gik. Det var som om han var blevet hel igen, nu hvor han var hjemme. Det var egentlig en smule bizart, at de ikke engang havde kendt hinanden i et år og alligevel føltes det som om deres liv afhang af hinanden.
Caspian sendte ham et stjålent blik og smilede skævt. Det var tydeligt at se, hvor lykkelig han var. Han mærkede et sug i maven og det gik op for ham, at hvis han skulle undvære Milo i længere tid, ville han ikke kunne klare det. Det var selvfølgelig ikke noget den anden skulle vide, men som deres kærlighed var nu, ville han ikke kunne leve uden den.
"Jeg elsker dig.. Af hele mit hjerte.." hviskede han og løftede deres sammenflettede hænder op, for at kysse den andens håndryg.

Milo var glad for, at Caspian ikke tøvede med at slå armene om ham. Det brød den kæmpe bunke af akavet tavshed, der havde hobet sig op.

”Jeg har godt nok også savnet dig…” mumlede han ind imod Caspian, der snart efter rykkede sig lidt væk, så de kunne se hinanden i øjnene. Milos blik vandrede ned over hans elskede ansigts, der så ud præcis, som det havde gjort for en uge siden – med undtagelse af de mærke skygger under øjnene, selvfølgelig.
Tanken slog Milo, om Caspian mon havde haft problemer med at falde i søvn om aftenen. Det havde Milo i hvert fald selv haft, men om det var på grund af stress over tabet af sin far – hvilket han stærkt tvivlede på, da han ikke havde set manden i flere år – eller fordi han savnede sin elskede, var ikke til at sige.

Den andens kompliment fik ham til at smile lettere genert, og han gengældte kysset, pinligt bevidst om, at Caspians veninde stod lige ved siden af og så forvirret til.
Det var dog ikke længe, hun fik lov at stå der, før Caspian fik jaget hende på flugt. Hans kommentar var nær ved at få Milo til at bryde ud i latter, men han beherskede sig og sendte den stakkels pige et skævt smil, før han fulgte med sin forlovede.

Han anede ikke, hvordan han skulle beskrive turen. Det havde ikke rigtigt rørt ham, at hans far var død, for efter at have levet så mange år uden kontakt til ham, føltes han ikke rigtigt som en far for Milo længere. Det havde været noget helt andet at se hans mor, der nærmest havde kastet for på knæ og undskyldt for ikke at have turde tage kontakt til ham.
”Den var… sær,” svarede han afværgende. Det var ikke noget, han havde lyst til at snakke om her. Lige nu var han bare glad for, at han var blevet genforenet med sin Caspian.

”Jeg elsker også dig… Jeg har savnet dig helt sindssygt… ” hviskede han tilbage og gav englens hånd et klem.