Vampires and werewolfs.

Sted: Olivias lejlighed
Tid: En time før solen står op.
Omgivelser: Beskrevet i emnet.
Vejr: Underordnet.

Olivia fik med besvær skubbet døren op til lejligheden, med Grin i armene. Det store bæst var tungt at bære på og det gjorde det ikke nemmere, at dørene var smalle. Hun gad ikke engang tage sine sko af, hun gik direkte mod badeværelset. Lejligheden lignede ikke de mange andre i området, der var flotte mahognidører, dyre møbler i stuen og kridhvide vægge. Møblerne i stuen bestod af en mørk sofa, polstret med noget blødt mørkerødt stof. I sofaen lå der pænt opstillede puder, der alle matchede hinanden og sofaen. Foran sofaen stod et eksklusivt træbord, hvor der lå et par blade der alle var pænt spredt ud i en vifte, samt en fjernbetjening. Overfor bordet og sofaen stod der et stort fladskærmstv, der sjældent blev brugt. Det var der bare. På væggene hang der et par bogreoler og nogle malerier. Alle malerierne var ægte Van Gogh. En kunstner, som Olivia beundrede. Hun elskede alle billederne, som hun havde indsamlet gennem sit liv. På reolerne stod der udelukkende bøger. De var alle gamle og slidte, men stadig velholdte. Hun havde fordrevet meget tid med at læse og der stod værker af både Sigmund Freud og L. Ron Hubbard. Hendes interesser spændte bredt.

Men de var ikke længe i stuen, for kursen gik mod badeværelset og de høje hæle klikkede mod det rene trægulv. Hun skubbede den mørke trædør op til badeværelset og trådte ind på de sorte fliser. Badeværelset var både enkelt og overdådigt. Midt i det hele stod der et badekar med løvefødder af gulv. For enden var der en række borde, med en marmorplade som overflade. Her var der indbygget to vaske samt et spejl, det hang dog på væggen. I hver side af vaskene stod der en buket blomster, nyplukkede og friske. Der duftede af lavendel.

Olivia lagde forsigtigt den sårede Grin på det varme gulv, for derefter at begynde at tage tøjet af ham. Hun nåede at få bukserne af ham, inden hun rejste sig for at tænde for vandet i badekaret og smed sine sko. De havde efterladt et spor af mudder fra hoveddøren og helt herind. Men hun havde andre ting i hovedet og kun en time til at nå det hele. Imens karet langsomt blev fyldt op, tog hun resten af tøjet af den forslåede hund. At han var nøgen foran hende og hun kun sad i undertøj, blev der ikke gjort noget ud af. Hun fik ham op i karet med det varme vand og slukkede så, da det var fyldt. Det rene vand blev hurtigt snavset af ham og hans krop, men inden under skidtet gemte der sig mere end blot urenheder.

Hun satte sig på knæ ved siden af karet, i den ende hvor hans hoved var og begyndte forsigtigt at vaske hans ansigt. Hendes omsorg kom bag på hende selv. Hvad havde hun egentlig gang i? Men tanken blev hurtigt skubbet væk igen, da hun rakte ud efter shampooflasken og begyndte at sæbe hans hår ind. Måske han rent faktisk var noget værd, når han blev ren? Et svagt smil spillede på hendes læber og hun så tilfældigt hen mod uret. Kun 25 minutter igen. Damn.
Det tog hende ikke mange sekunder før end at hun havde bidt hul på sit håndled og satte det for hans mund. Han måtte drikke en smule blod for at heale hurtigere. Men hun orkede ikke engang at forklare ham det, hun håbede blot på at han ville drikke af det.

Grin havde forholdt sig tavs hele vejen, på grund af Olivias hjælpsomhed. Han havde således brugt hele turen, også forbi den gloriøse stue, ind til det delikate badeværelse, med det gyldne kar. Først var hans tanker strøget forbi det friske minde, om hendes forskellige reaktioner. Hun havde været en hård nød at knække, idet hun i starten var iskold. En kvinde, der ikke nød af naturens åbenlyse følelser.
Men efterhånden havde han kunne finde på noget, en tom trussel, der havde fremprovokeret et par arrige, spottende ord fra hendes mund. Så en kort tvangsbevægelse, der havde skiftet scenariet fra n kvalmende indendørs stank, til frihedens interessante dufte og aromaer!

Grin hostede let, da Olivia begyndte at fjerne det ulækre stof fra hans krop. Det rev ham ud af hans tanker, og han stirrede endnu tavst på hende, idet han blev lagt ned i det lune vand.
Det fik en kriblen til at kravle hen af hans hud, og hårene rejste sig, når de lå oven vande. Han rettede sig til, og prøvede at få mest muligt ned under varmen. Han indrømmede tavst sin glæde, men på en måde så Olivia ville kunne høre det, med en modvillig taknemmlighed.

”It's.. Nice of you. To do this for.. Me.”

Hendes fingre gled igennem hans hår, og det fik Grin til automatisk at bøje hovedet bagud, så nakkehvirvlerne knækkede et par gange. Det havde virkelig været en barsk tur, at blive slynget igennem luften på den måde, og så lande på ubarmhjertig jorde. Hans blik faldt på det venstre ben, der nu slappede en anelse mere af. Den var sandsynligvis forstuvet.
Mere nåede han ikke rigtigt at betænke, før den metalliske blod igen syntes at slå sig imod hans tunge. Men denne gang, var den sød, på en underlig måde. Det fik Grin til at lukke øjnene, tage et blidt tag om Olivias arm, idet han nærmest kærligt lod tungen gøre såret rent.
Som en hund, der ønsker at gøre noget godt igen.

Da han var færdig, lod han med halvt lukkede øjne blikket glide imod Olivias ansigt, for at smile. Men ikke stort. Bare et smalt, venligt smil, der virkede alt for menneskeligt. Alt, alt for menneskeligt. Det sorte hår klæbede sig til hans overraskende slanke hals. Kroppen var maskulin, men på en måde, der ikke var for overdreven.
Grin lignede mest af alt en charmerende forretningsmand, der hver dag nød en løbetur i det fri.

Olivia strøg ham blidt over kinden, da hun havde vasket hans hår og fået sæben ud igen. Da han åbnede munden for at takke hende, tyssede hun blot på ham og plantede et forsigtigt kys nær hans mundvig. Han var helt anderledes som han lå der, helt ren. Han virkede faktisk en smule tiltrækkende. Et genert smil strøg over hendes læber og hun følte sig en smule fortumlet. Det havde så sandelig været en underlig aften, hun havde aldrig troet at hun skulle sidde her, med det dumme bæst i sit badekar. Alt imens at han lå der og blev renset for skidt og snavs, tænkte hun over hvad det var der egentlig var sket. Men hun kunne stadig ikke gennemskue hvorfor han dog havde kunne trænge ind til hende. Hun plejede at være umulig at komme ind til og alligevel havde dette nu rene væsen banet sig vej ind mod hendes iskolde hjerte.

Hun betragtede ham alt imens hans hoved gled bagud og hun hørte de truende knæk fra hans nakke. Årh, stakkels lille pus. Hun håbede på, at hendes blod ville have stor nok effekt på ham til at han ville være nogenlunde på toppen igen i morgen. Han manglede blot søvn og mad.
Hendes grønne øjne faldt på hans ben og en bekymret rynke dukkede frem på hendes pande. Hun burde studere det ben noget nærmere når han var oppe af badet. Men først skulle hun styre hans indtag af sit blod. Det var en underlig følelse af hans læber mod den tynde hud ved det sarte håndled. Blodet der strømmede fra hendes blodåre til hans mund og ind i hans system. En enkel, klagende lyd kom over hendes læber. Men det var ikke af smerte. Hun havde intet imod følelsen, hun kunne bare ikke holde den tilbage.

Hans greb om hendes arm og hans tunge mod hendes hud fik hende langsomt til at slappe af igen. Det var egentlig slet ikke så slemt at skulle dele sit blod med en varulv. Da han var færdig trak hun dog sin hånd til sig igen, for at tjekke mærkerne. Der var to små huller, men de var allerede ved at heale. Heldigvis.
Hans smil opfangede hun hurtigt, inden hun begyndte at få ham op af karet igen. Tiden var ved at løbe ud og hun skulle også selv i bad. Heldigvis var der intet vindue på badeværelset og det lå lige overfor trappen ned til soveværelset i kælderen. Hun fik ham relativt hurtigt op og tørret, hvorefter hun bar ham ned i sin seng. Det var heldigvis en 1 1/2 mands seng, så der ville være plads til dem begge. Hun skyndte sig at putte ham under dynen og gav ham et kys på panden, inden hun kylede den ødelagte kjole fra sig og løb op på badeværelset.

Vandet i bruseren tændtes og hun brugte maks 5 minutter under de varme stråler inden hun slukkede vandet igen. Følelsen af at være ren fik hende til at smile og hun smed det mudrede undertøj til vask, for derefter at finde et par sorte trusser frem. Med dem og så en morgenkåbe over sig, gik hun ned til soveværelset igen. Det våde, røde hår var sat op med en klemme og de røde læber var helt blege. Hendes øjne var ikke længere indrammet af et tykt lag mascara og hun begyndte at se normal ud. Klokken var nu 6:24 og der var kun få minutter til at solen ville bryde mørket.
Olivia smed morgenkåben hen på den lænestol, der stod i hjørnet af værelset og krøb så selv ned under dynen til Grin. Det slog hende, at hun stadig ikke kendte hans navn.

”Jeg hedder Olivia..” hviskede hun, hun var ikke sikker på om han var vågen eller ej. Men nu fik han da chancen for at lære hendes navn at kende. Hun lod forsigtigt en ren, ligbleg finger køre ned over hans kind. Hun tøvede lidt, men rykkede så helt tæt ind til ham. Hun lod hovedet hvile mod hans bryst og lukkede øjnene i. Det var rart at sove i armene på et andet væsen og især når det var den nyvaskede varulv, som hun for 90 minutter siden kunne have slået ihjel. Årh, som tingene dog udspillede sig til noget man slet ikke havde regnet med.

Grin var paf. Simpelthen overvældet af vampyrens pludselige humørskift, der havde svunget sig i en drastisk bue, - fra enorm vrede, til en form for passioneret venlighed. Hun havde virkelig ramt hans logik så hårdt, at selv da hun på en aldeles ydmygende måde bar ham over til den luxuriøse seng, stirrede han bare forbløffet på hende. Han havde ikke ligefrem regnet med det her. Overhovedet ikke..

”He... Ahahahahaha!”

Grin tog sig blidt til maven med de lysebrune hænder, da ironien igen syntes at blotte sig for dem. Denne gang var han den uforstående, og hun den, der med et par få bevægelser, kunne gøre ham fuldkommen tavs. Hans øjenbryn skød helt op i panden, og latteren rungede i det middelstore værelse, med det kulturelle indhold. Men da latteren blev til en tavs hikken, snøftede han kort, og lod håndryggen tørre næsetippen. Vandet havde igen fyldt hans øjne, men denne gang var der ikke den mindste form for rædsel eller sørgmodighed at spore i dem. Han havde oprigtigt moret sig over det ironiske rollebytte.

Olivias kys på Grins pande havde været nærmest været mere overvældende, end alt det andet. Hun begyndte frivilligt at berøre hans, godt nok rene, hud. Han slog blikket ned, og lod tavst fingrene mærke stedet, hvor hun havde kærtegnet ham. Det var stadig muligt at bemærke den midlertidige kulde, hendes mund havde givet panden.

Den behagelige sagte lyd af vand, der slår imod marmorgulv, standsede. Det fik Grin til at løfte blikket igen, så han kunne få alle detaljer med. Han regnede ikke med at hun var nøgen, men selv en køter havde vel lov til at håbe?
Hun trådte igen ind, med en stadigt forbløffende aura af ekstremt skønhed, hvilket selvfølgelig fik Grin til at ranke ryggen lidt. Men han faldt hurtigt sammen, med et klagende piv, da der lød et smertefuldt knæk fra den. Selv blodet fra Olivia, havde ikke været den største hjælp i kampen mod rygsmerterne. Desværre.
Han kneb øjnene sammen, men nægtede stædigt at gå glip af vampyrens former, et eneste sekund. Det fik selvfølgelig 'hvalpen' til at dirre, men Grin fik hurtigt styr på det, ved at stjæle en af de små puder, og dække dyret derved.

Olivia gjorde netop det, der gjorde det ufatteligt svært at være en som Grin. Han måtte bruge begge hænder til at afbryde det lidenskabelige hyl, der havde været sekunder fra at bryde forbi hans læber. Den lille 'hvalp' voksede en anelse, men heldigvis for Grin, ikke nok til at skubbe puden væk fra sig. Da hun lænede sig ind til Grin, fik det ham til at ryste en smule. Ikke kun fordi Olivia var pænt kølighudet, men bare den nære kontakt, hun ønskede. Han var på ingen måder vant til det her!

Så da Olivia fortalte sit navn, tiltede han hende til siden, så hun ville have stirret op i luften hvis den enorme dyne ikke havde dækket dem fuldkommen til, og lod munden nære sig hendes øre. Han hviskede til hende, imens at fingrene lod til at klatre op langs hendes overarme, i et forsøg på at mærke hende mest. Hun havde virkelig gjort et eller andet, for at gøre ham ivrig.
Måske for ivrig.

”G... Karon. My last name is Richi.. But I like to be called Grin, because it fits me. Don't you think so too?”

Han smilte bredt, på en legesyg hvalpe-glad måde, selvom mørket fra dynen normalt ville skjule det. Heldigvis, tænkte han stille, var vampyritas kendt for at kunne se tydeligt i mørket. Andet ville også havde været mærkeligt.

Olivia kunne ikke lade være med at smile svagt, da det lod til at hun nu endelig fik ham slået lidt ud af kurs. At hun selv var helt ude af kurs, var en anden sag. Hun var dybt overrasket over sig selv og sine reaktioner. Hun havde troet, at hun kendte sig selv ud og ind, men varulven havde skubbet hende længere ud end hun nogensinde kunne have drømt om. Det, der dog overraskede hende mest var, at hun ikke havde noget imod det. Hun lod sig frivilligt blive ført over sine grænser og ind på ukendt land, uden så meget som at rynke på næsen. Bæstet i hendes seng var spændende, fascinerende og frastødende. Men samtidig tiltrækkende og dejlig.

Normalt ville hun aldrig dele seng med sådan en som ham. De fleste hun delte seng med var forudsigelige fyre, hvis skønhed kunne måle sig med hendes. Hun nød at betragte noget flot, især når det var et andet væsen. Dog var det for det meste mennesker og så endte hun med at bide dem. Det var en forbandelse.
Det havde dog ikke altid været sådan, der var gået mange år før end at hun begyndte at udfolde sig seksuelt. I de første 200 år havde hun stædigt holdt fast i troen på, at man ikke skulle have sex udenfor ægteskab. Men da hun nærmede sig de 200 år som vampyr, måtte hun affinde sig med at skulle bryde sit princip, sin tro. Hun havde gennem tiden indledt flere forhold, der dog aldrig havde holdt mere end et par år. Hun kedede sig for meget i menneskers selskab og derfor søgte hun udad.

Hans latter fyldte hendes øregang, men hun kunne ikke tillade sig at stoppe op for at lytte. Hun havde travlt hvis hun skulle nå i seng, inden solen gik ned. Så længe den var oppe, havde hun svært ved at holde sig vågen og selvom hun var i ly for stjernens brændende stråler, følte hun sig svag. Hans snøften fik hende derimod til at kaste et blik mod ham, men hun sporede ingen sorg eller angst. De grønne øjne studerede hans grundigt, inden hun lod det gå. Hun ville på ingen måde skræmme ham eller gøre ham ked af det.

Hun regnede egentlig med at han sov, da hun kom ned til soveværelset igen. Det burde han i hvert fald. Hun var godt i gang med at sortere det tøj som lå på lænestolen, da en klagende lyd kom fra ham. Hendes hurtige blik fik ham hurtigt studeret. ”Du burde ligge stille og sove..” mumlede hun med en hovedrysten, inden hun opgav tøjet og gik hen til sengen. Lige over sengens hovedgære hang der et kors. Det var lavet af simpelt træ og bunden var formet som en spids. Det var altså et potentielt våben der hang lige over hendes hoved hver dag.

Da hun krøb ned under den sorte dyne, for at ligge sig ind til ham, mærkede hun 'hvalpen' tæt ved sit ben. Det fik hende til at rejse sig for at gå hen til tøjskabet igen. Det var egentlig kun en brøkdel af hendes tøj der hang derinde, resten hang i et større walk-in closet et andet sted i huset.
Her fandt hun en stor t-shirt, som hun trak over hovedet. Imens hun stod med ryggen til ham, blev arret på hendes ryg tydeligt. Det var dog ikke et almindeligt ar, da dette var fyldt ud med sølv. I lyset fra loftet glitrede det og syntes næsten smukt. Det gik fra hendes hals og ned over ryggen, helt ned til hendes lænd. Der var kun et enkelt ar og det var ikke specielt tykt. Det var næsten som om at hendes ryg var opdelt i to, splittet af den sølvfarvede stribe.
Arret blev dækket til af t-shirtens bløde bomuld, inden hun igen gik hen til sengen for at putte sig ind til ham.

Hans rysten fik hende til at rynke panden, men trætheden fik overmandet hende og hun lod hovedet synke ned mod hans bryst. Lyden af hans hjertes pumpen og åndedræt var sød musik i hendes ører. Hun lod sig langsomt falde til ro, til de lyde. Den regelmæssige pumpen af blod rundt i hans system fik hendes øjne til at glide i og et svagt smil spillede på hendes læber.

”I prefer Karon..” hviskede hun søvnigt og krøb endnu tættere ind til ham. Hans fingre mod sine overarme fik hende til at gyse. Varmen var behagelig og hun havde egentlig savnet at have et varmt og levende væsen så tæt på sig.

En utilfreds brummen kom fra hende, da hun kom i tanke om at hun havde glemt at slukke lyset. Besværligt fik hun vredet sig ud af deres omfavnelse og lænede sig ind over ham, for at trykke på kontakten ved sengebordet. Langsomt fik hun mavet sig længere og længere ind over ham. Til sidst lå hun med maven mod hans, skråt indover for at nå den fjerne kontakt. Hvorfor skulle den også sidde så langt væk?
Olivia forsøgte at rykke tilbage, men hendes elegance og udmattelse gik desværre ikke hånd i hånd. I stedet endte hun med at ligge direkte oven på ham. Et svagt smil tegnede sig i mørket og hun lænede sig uendeligt langsomt ned, for blidt at kysse hans læber. En sitren gik igennem hendes krop og hun følte sig næsten helt menneskelig igen – bare for et kort øjeblik.
Hans ryg ville sikkert beklage sig højlydt over at hun sad på ham, så hun skyndte sig at slippe hendes læber og glide ned ved hans side igen. Med en undskyldende brummen puttede hun sig ind til ham og lukkede øjnene i.

Han følte en let skuffelse, da hun iklædte sig noget tøj. Men han forbandede også sin igen halvkorte, behårede hvalp, der havde haft lidt for meget adrenalin i blodet. Bogstaveligt talt. Men den følelse blev hurtigt skyllet væk igen, da Olivia praktisk talt kravlede på Grin. Han tog bare et par dybe indåndinger, og nød til fulde hendes uagtsomme nærkontakt til ham. Hvalpen vrikkede optimistisk med kroppen, i de mange sekunder, hvor hun på en måde 'gned' sig imod ham. Fy for den, hvor kunne tøsens endnu aktive 'sexy aura' gøre ham ophidset. På mere end bare én måde.

Men desværre var det ikke kun Olivias krop og sind, der syntes at give op. Det blev sværere for ham at holde øjnene åbne, selvom han normalt aldrig brugte sine øjenlåg, men til sidst vandt søvnen kampen. Grin faldt i søvn, før han nåede at bemærke det lille snigkys, Olivia havde plantet på hans læbers skrøbelige, tynde skind. Men det havde hvalpen, da den med et sidste vrik, skrumpede ind igen efter en 6 minutters tid. Den savnede virkelig dens personlige yndlings-aktivitet:
Sex.

… 7 timer senere ~ Cirka kl. 7:23 om aftenen …

En ubehagelig dunken vækkede Grin op fra drømmelandet, hvor han havde været i gang med at voldduske fjorten forskellige damer. Bare i det forkerte hul. Han tog sig med et lavt piv til panden, og prøvede at åbne øjnene, selvom søvnen tydeligt havde klistret øjenlågene sammen. Men til sidst lykkedes det ham, og en følelsen af chok lammede hver en muskel i Grins krop. Han havde ingen idé om, hvor han befandt sig, eller hvorfor i det hele taget.

Det var først, da han lod blikket glide til den anden side af sengen, at minderne skød igennem hans kranie. Kirken. Vampyrtøsen. Hendes interessante reaktioner. Følelsen af mudder og blod i munden. Hendes pludselige 'lidenskab'.
Tankerne bragte et dystert smil, der bredte sig til hver side af hans kinder. Øjnene glimtede dyrisk, i det tætte mørke, hvor solen var gået helt væk igen. Det var tydeligvis starten på natten, og Olivia ville kunne gå rundt i sikkerhed igen.

Imens han sad der, en smule fortumlet over de friske minder, begyndte en skummel idé at trykke hans endnu velholdte, dyriske sind. En idé, der ville gøre ham helt ør af latter. Så han udførte den, med en uhyggelig finesse.

Hans fingre fandt frem til det tøj hun var iklædt, og med utroligt bevægelser, gled den væk fra hendes krop, og direkte ned på det finvaskede gulv. Så gik han videre til de blonde, franske trusser. Det fik en enkelt svedperle til at vise sig på hans pande. For hvis hun sov let, ville hun vågne. Men hvis hun sov tungt, ville han endelig få lingeriet ned på gulvet også.
Grin løftede sig langsomt, lagde albuen på sengekanten, og lod derefter kinden hvile imod håndfladen. Et provokerende, lystigt smil havde domineret hans ansigt, imens han bare ventede på, at hun ville vågne op. Når hun gjorde, ville han med en klar, og dog lidt søvnig stemme, udtale en dybt ubehagelig sætning:

”You did great last night. Wild, but soft. You were like a wolf, in a sheep disguise.. Huhuhu..”

Olivia bemærkede godt den livlige hvalp, men hun kunne ikke gøre så meget ved det nu. Desuden skulle der mere til før end at hun ville knalde med en som ham. Han skulle virkelig stramme sig an, før end at hun lod sig lokke til at have sex med ham. Han var sikkert voldsom og ubehagelig, to ting som hun bestemt ikke brød sig om.
Det var måske heller ikke helt gennemtænkt at hun gned sig op af ham på den måde. Hun kunne have bedt ham om at slukke lyset eller brugt den anden kontakt ved døren. Der var bare længere. Hun kunne også have rejst sig op, men det havde hun ikke lige orket.

Da hun var på vej tilbage på sin 'plads' opdagede hun, at han var faldet i søvn. Fjollede ulv. Men hun forstod hans udmattelse og udnyttede det blot til at krybe helt ind i favnen på ham. Hendes hoved hvilede på hans bryst, lige ud for hans hjerte og den regelmæssige banken fik hende langt om længe lullet i søvn. Hendes ene hånd hvilede på hans mave, hvor en enkelt finger uopmærksomt nussede hans bløde maveskind ved navlen. Et smil bredte sig over hendes læber og hun sov skønt.

------

Olivia sov stadig trygt, da Grin vågnede. Hun havde for vane at sove lidt længe, så der ville nok gå et stykke tid før end at hun vågnede op – med mindre ulven besluttede sig for at vække hende. Det var sjældent et smart træk, da hun let blev gnaven hvis hun ikke sov som hendes krop nu bestemte.
I løbet af natten var hun gledet ud af hans favn og lå sammenrullet i fosterstilling, med ryggen mod ham. Det røde hår lå bredt ud som en vifte på puden, og de små krøller viste sig. Hun var ikke altid lige glad for krøllerne og glattede det gerne, for at undgå dem.

Den t-shirt som hun havde iført sig, var gledet en smule op og blottede hendes blege mave. I navlen sad et lille smykke, som hun med besvær havde fået igennem. Hun havde haft smykket i en del år nu. Det var en helt normal stav, der buede en smule. Men for enden hang der et vedhæng, formet som et kors.
Det matchede korset, der hang om hendes hals. Hun havde faktisk utroligt mange smykker med kors, både halskæder, øreringe, ringe, bælter, brocher og mange andre ting, hvor korset var repræsenteret.

Hans varme fingre mod hendes kolde krop fik hende til at vågne, men kun halvt. Hun åbnede øjnene på klem, men sov stadig indvendigt. Hvad havde han mon gang i? Hun mærkede hvordan hendes t-shirt blev ført over hovedet på hende og lukkede øjnene i igen, da hun nu lå med bar overkrop. Det lange ar på hendes ryg var igen tydeligt og vendte mod ham, som hun lå der.

Olivia mærkede hvordan hans fingre nu bevægede sig nedad. De fik fat i hendes trusser og begyndte at hive dem af hende, da hun pludselig vendte sig om. Det tog hende lidt længere tid end normalt, før end at hun sad ovenpå ham med et greb om hver hånd. Han ville godt kunne bevæge sine arme, hendes greb var ikke særligt stramt.
Han havde nået at få hendes trusser næsten helt af, så de nu kun hang om hendes ene ben, og hun sad faretruende tæt på 'hvalpen', nu hvor hun sad overskrævs på hans mave. De grønne øjne strålede af legelyst, men også af irritation. Hvorfor skulle han dog gøre sådan noget, når hun sov så godt? Fjollede hund.

”As if I would ever believe that.. I would never make love to you..” snerrede hun, men med en drilsk undertone. Hun var egentlig ikke vred, bare lidt irriteret over hans handling. I det mindste var hans hænder rene, så hun ikke var blevet beskidt igen.
Hendes tommelfinger kærtegnede let hans håndled på venstre hånd, alt imens hun vurderede ham. Hvad ville hans næste træk være? Ville han tvinge hende til noget? Højest sandsynligt ikke. Hvis han ville have hende, skulle der ikke tvang til. For lige nu var hun den stærkeste, eftersom han stadig var ødelagt efter i går.

Selvfølgelig var hans drilske plan slået fejl, men det betød jo ikke, at kampen var slut. Han ændrede, med vilje, hele sit udtryk. En sørgmodighed, der kærtegnede det tavse smil, hans triste øjne understregede. Han lignede ikke en der ville græde. Bare en, der lige var blevet dybt såret mentalt, og som alligevel prøvede at se 'okay' ud.
Af en mærkelig grund, havde Grin altid haft en uhyggelig skuespillers talent for at skifte humør, som han ønskede. Som spillede han flere forskellige roller, der aldrig lignede hinanden. Kun et kendetegn, prydede hans emotionelle udtryk; smilet.

”Of course you wouldn't..”

Han slog blikket ned, og brystkassen hævede sig, idet han indtog en frisk omgang luft. Så sivede den langsomt ud, hvilket fik hans brystkasse til at synke langt ind igen, idet han sukkede tungt. Grin lignede virkelig en, der faktisk var mentalt skadet. Men ikke på normale måde.
Han lignede en, hvis hjerte aldrig kunne samles igen.. Hvilket selvfølgelig bare var skuespil.

”No one has ever wanted to be with me. Why should they? Of course, you too, thinks I'm some kind of a S/M freak..”

Han løftede igen blikket, og stirrede med en glimtende tristhed på Olivias øjne. Han havde sikkert chokeret hende med hans reaktion igen.

”Or do you actually believe, that I too, can be sweet? Even if it comes to.. Making love”

Grin afventede høfligt, med en sitrende hånd – da Olivias kærtegnelse kildede helt forfærdeligt, hendes svar. Selvom han bare var en stupid løgner.. Var han en enormt professionel, stupid løgner.

// Undskyld det enormt korte svar! n_n //

Hans pludselige skift i humør fik hende til at rynke panden. Det var da bare for sjov – var det ikke? Olivia havde ikke troet at han kunne skifte humør på den måde, han virkede meget fast i sit humør og sine udtryk, så hvorfor skifte nu?
Selvfølgelig. Han havde alt at vinde ved at skifte nu. Han kunne forsøge at lokke hende til at have sex med ham, hvis han spillede sine kort rigtigt. Den ville hun ikke hoppe på, det nægtede hun. Hvis han virkelig var ked af det, ville hun blot gøre det hele værre. Men samtidig ville hun være i stand til at se det, når han reagerede på hendes ord og handlinger. Så ville det ikke bare fordufte igen.

Hun lænede sig ned mod ham, så hendes bryster stødte mod hans brystkasse og hendes ansigt var lige ud for hans. ”I make love with either beautiful men or men that I love.. I just don't do werewolfs..” hviskede hun, en anelse hånligt. Det var selvfølgelig kun for sjov, men hvor langt kunne hun drive ham ud?

Hun mærkede hvordan hans brystkasse hævede og sænkede sig regelmæssigt, indtil han sukkede. Hun så ikke ud til at hoppe på hans billige trick, men jo bedre han spillede rollen, jo mere overbevist blev hun om, at han ikke fakede det.
Dog havde hun taget en beslutning, så hun måtte følge den. Hun gav sjældent op når hun tog en beslutning. Så måtte det bære eller briste. Enten ville han fortsætte skuespillet eller også ville han droppe det. Det var enten sandheden eller en løgn, han fyrede af.

”Don't make any assumptions about me..” brummede hun og rettede sig langsomt op igen, hvis han ikke havde taget fat i hende. Grebet om hans håndled var knap nok til at mærke, så han ville uden problemer kunne komme fri. Hun troede da ikke at han var en eller anden s/m freak. Det ville heller ikke være et problem hvis han var.

Tristheden da han atter så på hende, ramte hende. Han lignede en lille hundehvalp, sådan en af dem man ikke kan stå for. Dumme varulv, hvad skulle hun så gøre nu? En idé strejfede hende og hun fik styrken til at stå imod det blik, han sendte. Et drilsk glimt strøg over hendes ansigt og hun lod sig langsomt glide bagud, mod 'hvalpen'.
Hun nåede akkurat at strejfe den, før end at hun stoppede op. Nu siddende ovenpå 'hvalpen'. Hun havde sluppet grebet om hans hænder og han ville, hvis han havde lyst, kunne gribe fat i hende og tvinge hende til at have sex med ham.

Hvis han ikke gjorde det, ville hun rejse sig igen, lige så hurtigt som hun havde sat sig og valse mod badeværelset med vrikkende hofter. Trusserne ville ligge på gulvet og hun ville rende rundt helt nøgen, lige foran næsen på ham. Et eller andet sted, drømte hun lidt om at han ville tage hende med storm, påkræve sig hendes krop og elske med hende. Men det ville sikkert ikke ske. Hvorfor skulle han dog det? Manden var jo så uforudsigelig som noget!

Grin nåede praktisk talt flåede sin underlæbe op, da Olivia besluttede sig for at drille hans mandlige lyster. Det var et helvede at mærke, hvor tæt på han var at kunne få noget lækkert samleje igen, men på den anden side, nægtede han at give sit skuespilleri op.
Men det blev alligevel droppet, det lille skuespil, da tøsen satte sig på hans skød. Mere skulle der ikke til, før at Grin fløj op, - på trods af de ubehagelig stød i ryggen.

Han lod hænderne gribe godt fat i hendes silkebløde hårtråde, og derved rykke hendes hoved en anelse tilbage, så halsen blev blottet på en måde, så hun ironisk nok lignede et vampyroffer. Nu overtog den barbariske side af ham, som normalt havde afsat lidt plads til humaniteten, men som nu skubbede den helt væk. Han blev på nuværende tidspunkt til et liderligt bæst.

”I'm not religious. But dear God; I want your vampyrita!”

Med en dyrisk knurren, lod han, hvis hun da ikke havde skubbet ham væk, tungen lave én lang savlstribe hele vejen fra hendes kraveben, til de kolde læber. Han ville trække hende nærmere, med et brutalt skub fra armene, - han vidste hun ville kunne tåle noget meget værre end dét, og begyndt langsomt at vælte hende ned på sengen. Et par ophidsede grynt blev udstødt fra hans næse, idet han ville nærmest 'kærtegne' Olivias lange ben. Han tænkte hverken på at være venlig, spille teater eller noget som helst andet, der ikke havde vampyren som hovedpunkt. Han viste sig fra den ærligste side han havde:
Den, der tit fik folk til at skrige, hvilken psykotisk køter han var. På en måde, havde de vel ret.

Grin tappede spændt fingrene imod Olivias bens blottede hud, hvis han da stadig havde fået lov til at sidde på knæ lige ovenover hende. Hvis ikke ville han sikkert sidde fortumlet i den anden ende af værelset, og tage sig til det hoved, som ville bløde i nakken.

Det hele kom an på, hvordan Olivia ville tage hans overraskende normale reaktion på drilleriet.

// Undskyld, hvis det er lidt kort ^^' //

Da Grin fløj op, strøg et smil over Olivias læber. Hun var dog noget tøvende, da hans ryg højest sandsynligt ikke ville kunne klare det. Hun lagde armene om ham og kærtegnede forsigtigt hans rygrad. Den havde fået et ordentligt slag. Skyldfølelsen skød gennem hende da hans greb fat om hendes hår og hun lænede hovedet tilbage, alt imens at han lod den barbariske side overtage. Hun følte ikke helt for at skulle have sex med ham nu, skyldfølelsen nagede stadig og hun havde svært ved at give slip på den.

Måske hun bare skulle lade ham få sin vilje? Ville det mon tage skyldfølelsen fra hende? Men så var spørgsmålet blot om hun ville gøre det mod sig selv. Ville hun kunne lade sig misbruge på den måde, uden så at føle skyldfølelse mod sig selv?
Nej, det ville hun ikke. Olivia havde altid været tro mod sig selv og det måtte hun fortsætte med at være. Lige meget hvor meget skyldfølelse hun følte overfor Karon, efter at have såret ham på den måde. Men skyldfølelsen som hun ville føle overfor sig selv, ville være langt større og ulidelig.

Tankerne kørte stadig rundt da hans ord lød i det ellers tavse rum. Hun vidste udmærket godt, at han ville have hende, men det var kun hendes ydre han lod til at bryde sig om. Han virkede hungrende efter hendes krop, men Olivia var langt fra så nem. Hun mærkede hans tunge mod sin kraveben og lukkede langsomt øjnene imens at den varme tunge bevægede sig op mod hendes læber. Hun følte ikke at hun kunne bryde fri. Hvorfor skulle hun altid ligge under for mænd, hvorfor kunne hun ikke sige fra? Så længe hun kunne stå på begge ben og have overblik over situationen, så kunne hun nemt sige fra. Men når hun var nøgen og forsvarsløs, så kunne hun intet sige.

Hun lod sig trække ind til ham og tumlede ned i sengen. Hun gav ingen tegn på at nyde det, hun var blot passiv i hans arme. Hvis han havde en smule menneskelighed, så ville han kunne se at hun ikke havde lyst. Så ville han stoppe op og lade være. Men hvis han ingen menneskelige træk havde tilbage, ville han blot fortsætte.
Et eller andet sted ønskede hun, at være lige så vild efter det som ham. Hun havde intet imod denne side af ham. Men lige nu passede det hende bare ikke og så var det lige meget hvem han var. Hun kunne ikke gøre det.

Følelsen af at halsen snørede sig sammen og gråden pressede på fik hun undertrykket. Men der skulle ikke meget til før end at hun lå grædende i fosterstilling. Hvorfor var hun så svag, når han var der? Jo, hun var for det meste svag hvis mænd tog styringen, men hvorfor kunne hun ikke bare tage styringen? Det ville bare ikke gå.
Dumme hund, dumme Karon. Hvorfor skulle han være så uforudsigelig og svær at håndtere? Kunne han ikke bare være en helt normal mand, som hun vidste hvor hun havde? Det ville gøre livet lettere for hende. Han var en udfordring, en udfordring hun ikke var sikker på, at hun ville kunne klare. Hvis han ville, kunne han voldtage hende og efterlade hende fuldkommen ødelagt. Han havde magten til at knuse hende, lige nu. Og for dette, forbandede Olivia sig selv langt væk. Hun havde givet ham magten og havde håbet på et fredeligt væsen. Men det var ikke sådan tingene havde udfoldet sig.

Han fortsatte. Selvom hun tydeligvis hellere ville spille kort, end at have denne omgang samleje med ham, standsede det ikke Grin. Hans tanker var væk. Selvom de smertefulde slag, blev ved med at angribe hans skrøbelige ryg, blev han ved. Han var lystig. Han var grådig.
Og han nægtede, at lade tøsens kolde fødder stoppe denne mulighed.

Men det skulle der være noget andet, der ville. En detalje, Grin overså, selvom den var åbenlys. En kvalme gjorde hans mund ubehagelig, hvilket fik hans tunge til at slynge sig omkring, som en skør slange. Eller en ædlere del, der lige er vågnet, på grund af en tilfældig forbi passende tøs' udstråling.
Så da Grin var cirka to ryk fra en delikat samleje, med en ufrivillig Olivia, lød en brutal rumlen igennem værelset.

Hans mave knurrede simpelthen af sult, og det tærede Grin for de få kræfter, han havde fået fra Olivias drilleri. Derfor faldt han nærmest sammen ovenpå hende, med det bedende blik i hans endnu engang humane øjne. Han lod tungen trille udenfor læberne, så han mest af alt lignede en forpustet hund, og gnubbede håbefuldt hænderne imod hendes nakkesider.

”Hu.. Hungry.. I'm hungry.. Please.. Food?.. Give me some food..”

// .... Undskyld det enormt korte svar... o.o //

Olivia fornemmede tydeligt, at han ikke havde tænkt sig at stoppe, bare fordi hun ikke havde lyst. En tåre fik banet sig vejen ned over hendes kind og hun vendte hovedet væk. Hun bed sig hårdt i underlæben og klemte øjnene i, alt imens hun forsøgte at affinde sig med hvad der skulle ske. Hendes overbevisning om at han var mere end blot et dyr styret af lyster, faldt til jorden. Følelsen af at være beskidt trængte ind og hun fik en pludselig lyst til at flygte.

Men hun kunne ikke komme væk. Hans vægt tyngede hende ned og gjorde det umuligt for hende at komme fri. Hvad skulle hun gøre? Han var åbenlyst ligeglad med hende, hun var blot en dukke i hans arme. Hvordan kunne hun dog synke så dybt?
Hendes skuffelse og ydmygelse forvandlede sig til vrede og langsomt blussede gnisten i hendes grønne øjne igen. Hun var lige ved at bryde ud af hans greb, da en høj rumlen lød gennem lokalet. Hun undrede sig over lyden, men hendes ansigt forblev udtryksløst.

Han kollapsede ind over hende og blikket i hans øjne var lige ved at få hende til at droppe vreden. Men hun klamrede sig til den, lige nu var den alt hun havde. Til trods for at han nussede hende i nakken og bad hende om mad, fik hun vredet sig fri. Et par hysteriske tårer stod i hendes øjenkroge og hun fik slynget en morgenkåbe om sig.
”Get the FUCK out of my house!” råbte hun og pegede mod døren. Han skulle ud og det kunne kun gå for langsomt. Det klamme svin. Hun ville ikke være i nærheden af ham, han var virkelig alt hvad hun afskyede. Hun gøs og mærkede hvordan en blodrød tåre banede sig vej ned over hendes kind.

Han havde såret hende, sikkert uden at vide det. Hun ville ikke hjælpe ham mere, ikke når han bare misbrugte hendes venlighed. Han var udmattet og sulten, han ville ikke være noget problem at få ud. Men Olivia ville helst undgå at røre ved ham. Hun foragtede sig selv for at have været så tæt på ham, have rørt ved hans nøgne hud.

Han så tavst på hende, stadig halvt bedende, imens at hun åbent udtrykte sin foragt for hans udnyttelse af hendes venlighed. Surt show, tænkte han indeni, men havde ikke regnet med andet. Det var den normale reaktion de få væsner afgav, når de havde hjulpet ham, og han kun blev ved med at presse lidt mere hjælpsomhed ud af dem. Det var en typisk vane han havde, og Olivia var ikke en 'special case' denne gang.

Så da Grin havde fået pusten igen, løftede han sig langsomt op, med et par klodsede bevægelser. Kroppen var enormt stiv, lidt ligesom 'hvalpen' stadig var, og kiggede med det kendetegnende sindsyge smil.

”Oh. So it's only when I'm about to rape the shit out of you, that you actually wanna have me inside your sparkling house?"

Grin tiltede hurtigt halsen til siden, hvis Olivia da ikke var i gang med at kvæle ham til døde eller lignende, så en grusom knækken lød fra nakkehvirvlerne igen.

"Interesting, how slutty a vampyrita can get. Even towards a man, who isn't in her taste. Because you are disgusted. I can see it as clearly as if it was day. Like if I were some kind of dust, that'll ruin this places' glory”

Hun var ikke ligefrem blød, når det gjaldt at kaste folk igennem luften, et par timer før morgenen begyndte. Men det fik ham ikke til at miste det ugudelige smil, der malede hele det så velkendte ansigt.

Den Grin, der havde stået i kirken og kaldt en gammel dame for 'kælling', var tilbage.

Olivia rankede ryggen og betragtede ham rejse sig. Kunne han ikke forstå, at han bare skulle forsvinde ud af hendes liv? Hun havde begået en fejl, en fejl som hun fortrød bittert. Det sindssyge smil var kommet igen og hun indså hurtigt, at han var tilbage. Han viste sig at være det svin, som hun havde været tæt på at slå ihjel. Hvorfor skulle hun altid tro på det bedste i et hvert væsen? Hun var dum og naiv, det vidste hun godt. Men hun lærte stadig, livet havde meget og byde på og hun var langt fra perfekt.

”You should get out, before I hurt you.. You know that I am stronger than you, I can easily hurt you.. You'll get one chance to get out. Or else I will rip you apart..” advarede hun i et køligt tonefald. Der var ingen tvivl om at hun ville gøre det, raseriet i hendes øjne talte deres tydelige sprog.

”You are a sick freak, who actually thinks he can rape people and get away with it.. If I ever find out that you have tried something like that again, I will find you and rip your heart out..” tilføjede hun. Hun ville ikke lade nogen anden blive udsat for hans groteske behandling af kvinder.

Olivia lagde armene om sig selv og vendte hovedet væk, da han kaldte hende 'slutty'. Ordene trængte ind og slog hårdt, hårdere end hun gav udtryk for. Klamme svin. Hun havde blottet sig, droppet facaderne og havde stået forsvarsløs overfor ham. Det her var hvad han gav hende igen. Hun burde slå ham ihjel, hun burde ikke give ham en chance. Men hendes tro på Gud bød hende, at give ham en chance til.

”I'm not slutty, I am just naive.. You are a lost soul, trying to be as special as you can. But you are nothing, just one out of many others..” svarede hun.

”Futhermore, I am disgusted by the way you almost raped me. No woman would ever like that..” snerrede hun og mærkede hvordan det blev svære og svære for hende, at holde sig fra at rive hans hjerte ud.

”Get out or I will kill you.” sluttede hun af. Hun håbede, at han ville skride. Det ville blive et være rod hvis hun skulle rengøre hele lejligheden for blod og fjerne alle spor. Årh, det var altid så besværligt at komme af med et lig!

Lige så langsomt byggede facaderne sig op igen og hun murede sig inde bag en kold, hård og uigennemtrængelig væg. Han ville ikke kunne nå ind til hende, aldrig nogensinde igen. Han skulle holdes langt væk.

Med et tilfredst suk, rejste han sig helt fra sengen, ved at støde håndfladerne imod kanten. Det nu pjuskede, sorte hår klaskede tavst imod hans hals, idet han akavet bevægede sig imod døren. Ikke engang en sindssyg gut som Grin, ville risikerer livet på den måde. Lidt værdighed ejede man vel altid.

Selvfølgelig sårede ord som Olivias, hvis man da ikke havde en hjerne, som et dumt røvhul. Og det havde Grin, som bare lod tungen hænge ud mellem læberne, bare for at understrege hans ligegyldighed. Hendes ord var måske sande, men det gjorde dem ikke til særligt effektive angreb. Ønskede man at gøre Grin ondt, skulle der fysiske midler til. Og dem havde Olivia tydeligvis.

Han lod blikket glide imod Olivia flere gange, bare for at tirre hende en smule, med det provokerende smil. Det havde kun bredt sig mere, og dominerede næsten halvdelen af hans fjæs efterhånden. Han havde nærmest lige så smidige læber, som en slange. Men da han stod ved dørkammen, standsede han for en stund op.
Hvem sagde, at dette møde skulle ende så forfærdeligt kedeligt?

Ingen.

Og derfor drejede Grin om på hælen, i en klodset halv cirkel. Han lod hele den stadigt nøgne krop være direkte overfor Olivias, og denne gang sov 'hvalpen' trygt, idet han faldt.
Faktisk var det bare hans ene knæ, som stødte imod gulvet, imens at det andet stod bøjet. Grin havde i et hurtigt snuptag grebet Olivias hånd, med en blid kærtegnelse.

”I'm sorry for what I have done. For what I almost did.." En kort pause, inden han fortsatte sin 'prædiken'. "Olivia, do you wanna marry me?”

Grins øjne glimtede med en skræmmende seriøsitet, som om han faktisk mente sine ord. Som om han faktisk så Olivia, som en mulig kone. Han glædede sig tilgengæld oprigtigt til hendes reaktion. Hvordan hendes udtryk ville forandre sig.
Det var simpelthen for spændende.

En enkelt tåre trillede fra hendes øjenkrog. Den fulgte det blodrøde spor som de forrige tårer havde efterladt, dog ville denne tåre være den sidste. Alt imens han kom helt op og stå og gik mod udgangen. Hun var lettet, så behøvedes hun ikke at slå ham ihjel. Helt dum var han dog ikke. En stemme i hendes indre råbte ”good boy”, men hun undertrykkede den og fik skubbet den væk.

Hendes ord lod ikke til at trænge ind i hans tykke knold. Hvis de havde, ville han nok have været såret nu. Hun vidste, at hun havde ret og sandheden ramte altid hårdest. Desværre skulle der vidst fysisk smerte til, før end at han ville blive såret. Hun havde allerede såret ham, hans ryg bar vidst stadig et tydeligt præg af hendes behandling af ham den forrige nat.

Hun iagttog ham køligt, alt imens han så hen mod hende. Hendes ansigtsudtryk var fuldkommen blottet for følelser og hans provokerende smil rørte hende bestemt ikke. Hun havde forskanset bag en tyk, psykisk mur som han næppe trængte igennem.
Karon stoppede op og hun rynkede kort panden, hvad ville han gøre nu? Han vidste da godt, at hun ikke ville tøve med at slå ham ihjel hvis han ikke gik nu.

I lang tid stod han der, eller det syntes det at være. Tusind tanker noget at gå gennem hendes hoved, men hun kunne på ingen måde forudsige hvad han ville gøre. Det nøgne væsen foran hende syntes også at overveje situationen og hvad han ville gøre. Hvorfor skulle han også være så spontan? Nu havde hun lige affundet sig med at hun ikke skulle slå ham ihjel, så skulle han da ikke få hende til at ændre mening nu.

Olivia hævede et øjenbryn da han vendte om, han lod til at have besluttet sig for næste træk. Hun undgik bevidst at se andre steder hen end på hans ansigt og tiltede hovedet let på skrå. Hendes ansigt var igen blottet for følelse og han ville umuligt kunne gætte hvad hun tænkte på.
Hun havde heller aldrig gættet hvad han havde i tankerne, da han pludselig gik på knæ foran hende. Overrasket lod hun ham tage sin hånd og hun lignede et stort spørgsmålstegn.

De ord der kom over hans læber, havde hun aldrig nogensinde regnet med at høre fra ham. Alt imens undskyldningen brød stilheden, hævede hun et øjenbryn igen. Hvad var der dog galt med ham? Hvorfor skulle han dog undskylde? Hun havde ikke lyst til at tilgive ham, slet ikke.
Men hans næste spørgsmål trængte sig gennem hendes hårde facade. Det var det spørgsmål, hun altid havde drømt om at blive stillet. De kendte knap nok hinanden og alligevel var hun ikke i tvivl.

Der gik en lang række tanker gennem hende og hun forestillede sig mange forskellige scenarier. De fleste endte med, at hun begravede ham i haven og smed deres vielsesring efter ham. Men kunne det måske fungere? Mente han det overhovedet? Hvorfor ville han gifte sig med hende?


”Du vil gifte dig med mit ydre? Challenge accepted.. Jeg siger ja!” svarede hun. Hendes stemme var ikke glad, sådan som mange sikkert forestillede sig deres svar på dette spørgsmål ville være. Hendes var iskold og der var ingen ømhed mellem dem. De var udfordringer for hinanden – desuden ville Karon næppe gennemfører et bryllup med hende. Til trods for at hun ville se breathtaking ud. Hun glædede sig helt til at shoppe brudekjole.

Det var først efter disse tanker, at hun spurgte sig selv om det egentlig havde været et smart træk. Hun ville blive bundet til et bæst, hun nogle gange afskyede som pesten. Andre gange brød hun sig om mig. Men der var ingen kærlighed.
”Men som om du nogensinde vil gennemføre noget så dumt..” brummede hun og rev sin hånd til sig. Hun vidste ikke hvad hun mente med 'dumt'. Det kunne være hans dans med døden eller hendes valg af mand, hun var ikke helt klar over det.

Grins øjne blev så store som tekopper, lidt ligesom hunden i det der eventyr om soldaten med fyrtøjet, da Olivia svarede. Han havde regnet med alle andre svar, end lige netop dét. Hele kroppen var blevet stiv, og afslappet på samme tid. Det havde resulteret i et tavst knæk fra ryggen, og en underlig klaskelyd på gulvet, fra hans hænder, da de stødte imod marmoret.
Han havde næsten tabt underkæben, af chok.

”Wha.. Wha.. Did you.. Did you just... Whaaat?”

Grin tog sig til hovedet, idet en hel ulidelig flod af tanker strømmede igennem hans kranie. Han forstod på ingen måde, at denne koldblodige tøs, havde sagt ja til noget så latterligt. Det burde man ikke! Og det var også derfor, han var sekunder fra at afvise ideen med et stort grynt, da hendes næste sætning stoppede ham i det.

'Som om' var mere end nok, fra Olivias læber, til at Grins sædvanlige smil vendte tilbage. Det der altid havde for vane at vise sig, på en grotesk måde, når han fik en idé. Eller når lysten til at drille enormt længe, trængte sig på.
Hun skulle nok ikke havde sagt det, hvis hun ønskede at slippe for en som ham, skulle være hendes kommende ægtemand at være.

Med en hurtig bevægelse, kom han op at stå i sin fulde højde igen, cirka de 192 cm, inden han begyndte at gå indenfor igen. Han hviskede dog, da han vandrede forbi hende, med en drillesyg stemme ind i hendes øre. Hele hans krop og sind dryppede af energi.

”I caaaaan't wait to become your husband.. Sweetheart”

Med en tyk latter, traskede han imod det høje skab, han regnede for at indeholde tøj. Måske bare en lang trøje, han i det mindste kunne dække sig med.

Olivia fnøs hånligt over hans reaktion. Han burde ikke have spurgt hende om sådan noget, hvis han ikke kunne klare et svar. Hun havde ikke engang selv været sikker på sit svar, og da hun så endelig fik 'ja' over sine læber, blev hun mindst lige så overrasket.
Hun betragtede ham falde sammen og vendte siden til, i det lyden af hans håndflader mod marmoret lød i det tavse rum. Det var godt nok en bizar ordudveksling der var mellem dem. Hvis de endelig blev gift, så ville deres forhold springe op og ned.

”I said: yes..” gentog hun og rystede svagt på hovedet, inden hun gik hen til sengen og satte sig på kanten. Det var overvældende og samtidig super dumt. Langsomt lod hun sig synke tilbage i sengen og lukkede øjnene. Dumme, stupide Olivia. Hvorfor rodede hun sig ud i sådan noget her?

Karon virkede heller ikke synderligt tilfreds, han tog sig til hovedet og lod ikke til at forstå hendes svar. Hvad var også chancerne for at én som hende ville gifte sig med én som ham? Han skulle godt nok gennem noget af et make-over for at se ordentlig ud på deres bryllupsdag. Eller bryllupsnat. Årh, hun havde ellers altid drømt om et bryllup på en sommerdag, ved en smuk sø. Men det kunne hun ikke få. Så måtte hun finde på noget andet.. Hvis Karon ellers gik igennem med ideen!

Det var først nu det gik op for hende, at hendes 'udfordring' var det, der fik ham til stædigt at holde ved. Som om hun ikke havde gjort det svært nok for sig selv, hun skulle absolut gøre det værre.
Hun rejste sig fra sengen igen og trådte hen mod ham. Hans smil varslede ikke godt, men hun havde accepteret et liv med ham. Han ville ikke leve længere end et menneske, så hun ville slippe for ham om et par årtier, senest.

Da han rejste sig, måtte hun næsten læne hovedet bagover for at se op på ham. Med sine 165 cm var hun ikke synderligt høj, specielt ikke sammenlignet med ham. Men hun var ikke bange af den grund. Da han gik forbi hende, rakte hun ud og strejfede hans fingre med sine. I et kort øjeblik havde hun fat i hans hånd og et køligt smil spredte sig over hendes læber.

”You owe me a ring, daaaarling.” hviskede hun og smilet voksede en anelse. Han ville sikkert ikke have råd. Snart ville han vel have adgang til hendes formue. Damn, hun måtte sikre sig en privat økonomi, adskilt økonomi.

Det høje skab han gik mod indholdt både hendes tøj og tidligere elskeres tøj. Sikkert noget der passede ham. Skjorter og bukser, bluser, trøjer, underbukser. Hun havde alt muligt tilfældigt liggende, så han ville sagtens kunne klæde sig på.