BegivenhederPlot ⤋
Vi befinder os i en fiktiv by, kaldet Di Morga, som er beliggen i Frankrig. Dette sted, vrimler med forskellige væsner, hvis eksistens er ukendt for den omgivende verden, der ikke er klar over de mange racer der befinder sig i verdenen udover nogle typiske mere kendte: Vampyrer og Varulve. I denne by lever de forskellige væsner side om side med hinanden. Dette resulterer i forskellige slag imellem disse, som ofte leder til et større tumult i byen. Tidsperioden er i vor nutid, placeret i Frankrig.
Seneste emner
Nyheder
Mulig race ændring på Engle og Djævle i deres oprindelse. Vigtigt at få det læst, og deltaget i valget om denne ændring skal ske!
Mest aktive brugere denne måned
Statistik
Der er i alt 512 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er ziko41
Vores brugere har i alt skrevet 255494 indlæg i 12833 emner
Den sidst registrerede bruger er ziko41
Vores brugere har i alt skrevet 255494 indlæg i 12833 emner
I fuldskabens klare lys...
Vie La Mort :: Off Game :: Archives
Side 1 af 1
I fuldskabens klare lys...
af Gæst Søn 6 Maj 2012 - 21:40
Sted :: I de lange, dunkle gader.
Tid :: Langt over midnat, men solen er endnu ikke fremme. Omkring 03:15.
Vejr :: Det er mørkt og hedt; varmen presser på og truer med et tordenvejr.
Det var sjældent at Crowley blev involveret i større slagsmål, men når han gjorde, så satte han også sit præg. Det havde været en hyggelig fest, op til det punkt, hvor han fik et slag på hovedet. De tre store mænd var kommet uden en invitation, hvilket havde vækket uro i forsamlingen af glade unge mennesker. Da de tre ukendte, dernæst begyndte at skabe problemer, blev vagten tilkaldt. Crowley og de få venner han var taget til fest med, havde ikke haft nogen interesse i at blande sig... Ikke før vagten blev slået i gulvet, that is. De tre store fyre havde slået hårdt. Ganske hårdt. Crowley var trænet i selvforsvar, men når man først har fået en del alkohol indenbords, så forsvinder både balance, styrke og intellekt. De havde fået klø, mere eller mindre.
Det var ikke så ofte, at Jon Crowley lod sig distrahere, og han kunne ærligt talt ikke huske hvad det var, der havde ladet ham tage imod så åbenlyst et slag. Noget måtte have taget hans opmærksomhed, det var han sikker på. Han var for stolt til at tro, at han blot havde ladet en anden mand slå på sig. Men none the less så havde han forladt slagsmålet med et flækket øjenbryn og en frustreret mine. Nogle af festens andre deltagede havde truet med at ringe til politiet, men i en blanding af instinkt, alkohol og vrede, havde hverken Crowley eller hans kammerater taget den anden gæsts ord alvorligt. Det lykkedes dem nogenlunde at tage to af de tre fyre, men den sidste - som mest af alt mindede om et bjerg med ben - så ikke ud til at have nogle problemer med de mange slag de mindre mænd kastede over ham. I sidste ende havde sirener og blå blink været overalt, og Crowley var smuttet fra scenen. Han skulle ikke nyde noget af politiet.
Manden pressede håndfladen mod øjenbrynet, for at stoppe blødningen. Han var stadig ganske langt hjemmefra, men havde ikke været i stand til at få fat i en taxa. Telefonen var død. Irritationen summede i hans forslåede krop. Benene var ømme, energiniveauet var lavt og depressionen var tung. I det øjeblik Crowley spottede en lille, usle trappe, satte han sig straks på det næst-nederste trin. Han lænede sig forover og pressede fortsat hånden mod riften i panden, som stadig lod blodet strømme roligt ud. Ville det aldrig stoppe? Han burde komme væk herfra - hjem, hurtigt. (OOC: Først nu gik det op for mig, at din karakter er vampyr...)
I frustration, flåede Crowley en lang slip af sin plettede skjorte, og bandt den hårdt henover panden, skråt over det forslåede ansigt. Hænderne blev tørret af i bukserne. Han tog en dyb indånding og mærkede den varme luft. Lidt regn ville være godt, tænkte han, og ønskede i et kort øjeblik at gaderne måtte blive oversvømmet.
Det var, som havde himlen hørt hans bøn, for kort efter faldt regnen roligt fra himlen, i små klukkende lyde, som en medfølende latter.
Tid :: Langt over midnat, men solen er endnu ikke fremme. Omkring 03:15.
Vejr :: Det er mørkt og hedt; varmen presser på og truer med et tordenvejr.
Det var sjældent at Crowley blev involveret i større slagsmål, men når han gjorde, så satte han også sit præg. Det havde været en hyggelig fest, op til det punkt, hvor han fik et slag på hovedet. De tre store mænd var kommet uden en invitation, hvilket havde vækket uro i forsamlingen af glade unge mennesker. Da de tre ukendte, dernæst begyndte at skabe problemer, blev vagten tilkaldt. Crowley og de få venner han var taget til fest med, havde ikke haft nogen interesse i at blande sig... Ikke før vagten blev slået i gulvet, that is. De tre store fyre havde slået hårdt. Ganske hårdt. Crowley var trænet i selvforsvar, men når man først har fået en del alkohol indenbords, så forsvinder både balance, styrke og intellekt. De havde fået klø, mere eller mindre.
Det var ikke så ofte, at Jon Crowley lod sig distrahere, og han kunne ærligt talt ikke huske hvad det var, der havde ladet ham tage imod så åbenlyst et slag. Noget måtte have taget hans opmærksomhed, det var han sikker på. Han var for stolt til at tro, at han blot havde ladet en anden mand slå på sig. Men none the less så havde han forladt slagsmålet med et flækket øjenbryn og en frustreret mine. Nogle af festens andre deltagede havde truet med at ringe til politiet, men i en blanding af instinkt, alkohol og vrede, havde hverken Crowley eller hans kammerater taget den anden gæsts ord alvorligt. Det lykkedes dem nogenlunde at tage to af de tre fyre, men den sidste - som mest af alt mindede om et bjerg med ben - så ikke ud til at have nogle problemer med de mange slag de mindre mænd kastede over ham. I sidste ende havde sirener og blå blink været overalt, og Crowley var smuttet fra scenen. Han skulle ikke nyde noget af politiet.
Manden pressede håndfladen mod øjenbrynet, for at stoppe blødningen. Han var stadig ganske langt hjemmefra, men havde ikke været i stand til at få fat i en taxa. Telefonen var død. Irritationen summede i hans forslåede krop. Benene var ømme, energiniveauet var lavt og depressionen var tung. I det øjeblik Crowley spottede en lille, usle trappe, satte han sig straks på det næst-nederste trin. Han lænede sig forover og pressede fortsat hånden mod riften i panden, som stadig lod blodet strømme roligt ud. Ville det aldrig stoppe? Han burde komme væk herfra - hjem, hurtigt. (OOC: Først nu gik det op for mig, at din karakter er vampyr...)
I frustration, flåede Crowley en lang slip af sin plettede skjorte, og bandt den hårdt henover panden, skråt over det forslåede ansigt. Hænderne blev tørret af i bukserne. Han tog en dyb indånding og mærkede den varme luft. Lidt regn ville være godt, tænkte han, og ønskede i et kort øjeblik at gaderne måtte blive oversvømmet.
Det var, som havde himlen hørt hans bøn, for kort efter faldt regnen roligt fra himlen, i små klukkende lyde, som en medfølende latter.
Gæst- Gæst
Sv: I fuldskabens klare lys...
af Gæst Søn 6 Maj 2012 - 22:14
De små regnslag der faldt imod hendes vindue, vakte liv i det ellers så tomme hus. Den ellers så harmløse regns raslen, lød næsten som et haglslag i det store hus. En skikkelse lå langs spisebordet, kedsommeligt legende med et glas vin. Hendes lysebrune lokker faldt hende for øjnende, øjnende som alt i alt mindede om en kats. Dog i dette tilfælde og i denne tilstand, mere en killing end en kat. Hun tog det sidste slurk af glassets indhold, før et gabende suk undslap hende; med en legende bevægelse kastede hun glasset op og lod det lande på sin pegefinger. Et smil bredte sig på de ellers så markerede kindben og hun små lo.
”Velkommen tilbage Felicía, velkommen tilbage.”
Og sikke dog en fin velkomst fest det var. Hun havde ikke nævnt for nogle at hun var flyttet tilbage til Di Morga, ikke at der overhovedet var en sjæl tilbage fra hendes tid i byen længere. De fleste originale bosatte, var enten døde i den grusomme første krig mellem vampyrer og varulve eller anden krigen imellem dæmoner og engle. Selvfølgelig havde der været mange flere krige siden da, det var jo trods alt Di Morga der var tale om. Stedet der tiltrak død og ødelæggelse som blomster tiltrækker bier.
I et splitsekund så det ud som om glasset svævede i luften, før det med en høj skinger lyd ramte det ellers så fine magnolia-gulv. Felicía kiggede ikke en eneste gang på glasset, men over mod sin hoveddør. Hun kiggede med et blik, der tydeligt sagde hendes opmærksomhed var blevet fanget. Et blik der for hendes vedkommende kun kunne komme af en ting: blod
Hun lukkede øjne og tog en rolig indånding, og nøjagtigt som hun havde regnet med; spandt den euforiserende duft sig rundt om hende som et varmt tæppe. Et smil bredte sig endnu engang på hendes læber, denne gang tiltalte det hende dog mere end sidst. Hun rejste sig let op fra det lange bord og børstede sin sorte oversized T-shirt, for den smule støv der nu kunne være. Hun strakte sig kort og gabte let, før hun begyndte at gå over imod døren. Felicía var ikke ligefrem klædt i fest tøj, tværtimod bar hun ikke andet end en sort oversized T-shirt og nogle shorts med skriften: Bite Me.
Da hun endelig kom over til døren, lod hun sit håndled hvile let på håndtaget før hun trak ned og åbnede døren. Felicía’s øjne vandrede ned imod person, der så roligt sad på hendes dørtrin; hun kunne ikke undlade at smile, mens hun granskede ham med hovedet let på skrå.
”Godaften?”
Hendes stemme lød spørgende, med et lettere nysgerrigt smil afspejlet i de ellers så dragende øjne.
”Velkommen tilbage Felicía, velkommen tilbage.”
Og sikke dog en fin velkomst fest det var. Hun havde ikke nævnt for nogle at hun var flyttet tilbage til Di Morga, ikke at der overhovedet var en sjæl tilbage fra hendes tid i byen længere. De fleste originale bosatte, var enten døde i den grusomme første krig mellem vampyrer og varulve eller anden krigen imellem dæmoner og engle. Selvfølgelig havde der været mange flere krige siden da, det var jo trods alt Di Morga der var tale om. Stedet der tiltrak død og ødelæggelse som blomster tiltrækker bier.
I et splitsekund så det ud som om glasset svævede i luften, før det med en høj skinger lyd ramte det ellers så fine magnolia-gulv. Felicía kiggede ikke en eneste gang på glasset, men over mod sin hoveddør. Hun kiggede med et blik, der tydeligt sagde hendes opmærksomhed var blevet fanget. Et blik der for hendes vedkommende kun kunne komme af en ting: blod
Hun lukkede øjne og tog en rolig indånding, og nøjagtigt som hun havde regnet med; spandt den euforiserende duft sig rundt om hende som et varmt tæppe. Et smil bredte sig endnu engang på hendes læber, denne gang tiltalte det hende dog mere end sidst. Hun rejste sig let op fra det lange bord og børstede sin sorte oversized T-shirt, for den smule støv der nu kunne være. Hun strakte sig kort og gabte let, før hun begyndte at gå over imod døren. Felicía var ikke ligefrem klædt i fest tøj, tværtimod bar hun ikke andet end en sort oversized T-shirt og nogle shorts med skriften: Bite Me.
Da hun endelig kom over til døren, lod hun sit håndled hvile let på håndtaget før hun trak ned og åbnede døren. Felicía’s øjne vandrede ned imod person, der så roligt sad på hendes dørtrin; hun kunne ikke undlade at smile, mens hun granskede ham med hovedet let på skrå.
”Godaften?”
Hendes stemme lød spørgende, med et lettere nysgerrigt smil afspejlet i de ellers så dragende øjne.
Gæst- Gæst
Sv: I fuldskabens klare lys...
af Gæst Søn 6 Maj 2012 - 22:31
Jon Crowley var som altid optaget af noget helt andet. Enten var det en mindre elektronisk genstand, et andet menneke eller hans egne tanker. I dette tilfælde, var det sidstnævnte. Den kølende regn dulmede den dunkende smerte i hovedet, og her på trappetrinnet sad han da egentlig ganske udmærket. Hans øjenlåg var tunge - træthed fulgte altid alkoholen, mindede han sig selv om, men det var for sent. Han var fanget i søvnens net - ikke helt sovende, men ikke vågen nok. Nu da hans tanker var frie af dagens dødelighed, trak de ham tilbage til scenariet en time forinden. Han så sig selv slå og blive slået. Han så flasker blive slået rundt. Han var ikke sikker på, hvorfor gulvet manglede, eller om det skete indendørs. I den drømmelignende tilstand han befandt sig i, tænkte han ikke så meget over tingene. Han bemærkede dog den ringbeklædte knytnæve, der sendte ham i gulvet med hovedet først. Der lød et brag da han ramte jorden.
Crowley for sammen, da døren helt synkront med drømmens larm, åbnede bag ham. Han sad et øjeblik ganske forvirret; havde han hørt noget? Var der nogen bag ham? Ville han være for paranoid, hvis han vendte sig for at se? Heldigvis behøvede han ikke vende sig, for personen bag ham gjorde opmærksom på sin tilstedeværelse. Jon rejste sig straks og vendte sig om, for at se stemmens ejermand i øjnene. Hans vaklende ben, og den korte sorten for øjnene, blev ignoreret så vidt muligt.
"Godaften." svarede han høftligt tilbage. Hans stemmeføring var ganske behersket, trods hans tilstand. Der var lys bag hende, hvilket henlagde kvindens ansigt i mørke. Han kunne ikke fokusere på hende, som det var, og manglen på lys gjorde det ikke lettere.
"Jeg beklager, jeg ville ikke--" han stoppede sig selv. Hvad ville han ikke? Sove på trappen? Det ville være en løgn.
"Jeg håber ikke jeg vækkede Dem, frue. Frøken." Crowley tog sig til hovedet og missede med øjnene. "Hør, De kan vel ikke ringe efter en taxa til mig, kan De? Jeg har været i--" Han genovervejede ordet "slagsmål" og valgte at dæmpe situationen lidt. "Jeg blev overfaldet. Jeg tror de har taget min telefon." Tanken om at komme hjem i en varm, blød seng var for betagende til, at han kunne forholde sig til hele sandheden. Han mindede sig selv om, at han måske skulle droppe den overdrevne høflighed. En bizar bivirkning ved alkohol.
"Hvis det ikke er for ubelejeligt, selvfølgelig."
Crowley for sammen, da døren helt synkront med drømmens larm, åbnede bag ham. Han sad et øjeblik ganske forvirret; havde han hørt noget? Var der nogen bag ham? Ville han være for paranoid, hvis han vendte sig for at se? Heldigvis behøvede han ikke vende sig, for personen bag ham gjorde opmærksom på sin tilstedeværelse. Jon rejste sig straks og vendte sig om, for at se stemmens ejermand i øjnene. Hans vaklende ben, og den korte sorten for øjnene, blev ignoreret så vidt muligt.
"Godaften." svarede han høftligt tilbage. Hans stemmeføring var ganske behersket, trods hans tilstand. Der var lys bag hende, hvilket henlagde kvindens ansigt i mørke. Han kunne ikke fokusere på hende, som det var, og manglen på lys gjorde det ikke lettere.
"Jeg beklager, jeg ville ikke--" han stoppede sig selv. Hvad ville han ikke? Sove på trappen? Det ville være en løgn.
"Jeg håber ikke jeg vækkede Dem, frue. Frøken." Crowley tog sig til hovedet og missede med øjnene. "Hør, De kan vel ikke ringe efter en taxa til mig, kan De? Jeg har været i--" Han genovervejede ordet "slagsmål" og valgte at dæmpe situationen lidt. "Jeg blev overfaldet. Jeg tror de har taget min telefon." Tanken om at komme hjem i en varm, blød seng var for betagende til, at han kunne forholde sig til hele sandheden. Han mindede sig selv om, at han måske skulle droppe den overdrevne høflighed. En bizar bivirkning ved alkohol.
"Hvis det ikke er for ubelejeligt, selvfølgelig."
Gæst- Gæst
Sv: I fuldskabens klare lys...
af Gæst Søn 6 Maj 2012 - 23:06
Hun mærkede et sug i maven af mishag, hvorfor havde hun ikke opdaget lugten af alkohol før duften af blodet? Der røg det måltid…
Hun studsede let over tanken, der var ikke noget hun hade mere end alkoholiseret blod. I hendes øjne var hans blod så godt som fordærvet, for i aften i hvert fald. Hvor langtid ville det tage? 8 til 9 timer før al alkohol var blevet neutraliseret og ikke længere var i hans blod.
Glem det Felicía.
Så tørstig var hun heller ikke. Hvem prøvede hun at narre, hun var tørstig! Hun havde ikke fået rent blod siden flyveturen hertil og det var nu næsten et døgn siden. Felicía’s blik faldt roligt på manden igen, hun var kommet til at space out og stirre ud imod de mørke gyder tæt på hendes bolig; i sine langetankestrøm og havde kort glemt (uden rigtig helt at glemme) alt om manden. Hun havde hørt brudstykker af hans historie, noget med at han var blevet overfaldet og dermed havde mistet sin mobil. Det var dog tydeligt for hende at det med ’overfaldet’ var ment i overført betydning. Med et venligt smil nikkede hun til hans ord.
Felicía opfangede hans forblændede blik over lyset i hendes gang og stue, og besluttede at åbne døren helt så han kunne komme ind. Hun stoppede dog lettere op i sin handling, uden helt at vise det. Inviterede hun virkelig et menneske ind, der hverken var drikkebart eller ved sine fulde fem? Lugten af alkohol var så tyk, at hun først regnede med at han ville være sober om eftermiddagen. Men af en eller anden grund stoppede det hende ikke fra at byde ham indenfor, med et venligt smil trak hun ham hjælpsomt ind. Han skulle jo nødig falde, eller for den sags skyld brækker sig udover noget; huset var jo ny renoveret før hendes ankomst.
”Du må hellere end gerne låne telefonen, men jeg tror ikke du skal regne med at der dukker en taxa op.”
Hun grinte, var han ligeså ny i byen som hun selv var? For selv om hun ikke havde været her længe, havde hun fulgt nyhederne. Mennesker havde fået udgangsforbud og måtte ikke træde udenfor hjemmet fire vægge efter midnat, hvis han satte sig i en taxa ville chaufføren sikkert prøve at sælge ham på slavemarkedet. Di Morga var virkelig blevet forværret, fra dengang hun forlod det og til nu.
Hun satte ham ind i stuen og hentede hurtigt sin mobil, hun kastede den imod ham så den endte på hans skød. Da en nysgerrigtanke strejfede hende.
Ved han overhovedet hvad jeg er? Eller er han så fuld at han næppe har opdaget det?
Hun satte sig på sofaen overfor ham og overvejede med spænding hvad hendes næste træk skulle være. Natten havde virkelig bragt hende, en sjov velkomstgave.
Hun studsede let over tanken, der var ikke noget hun hade mere end alkoholiseret blod. I hendes øjne var hans blod så godt som fordærvet, for i aften i hvert fald. Hvor langtid ville det tage? 8 til 9 timer før al alkohol var blevet neutraliseret og ikke længere var i hans blod.
Glem det Felicía.
Så tørstig var hun heller ikke. Hvem prøvede hun at narre, hun var tørstig! Hun havde ikke fået rent blod siden flyveturen hertil og det var nu næsten et døgn siden. Felicía’s blik faldt roligt på manden igen, hun var kommet til at space out og stirre ud imod de mørke gyder tæt på hendes bolig; i sine langetankestrøm og havde kort glemt (uden rigtig helt at glemme) alt om manden. Hun havde hørt brudstykker af hans historie, noget med at han var blevet overfaldet og dermed havde mistet sin mobil. Det var dog tydeligt for hende at det med ’overfaldet’ var ment i overført betydning. Med et venligt smil nikkede hun til hans ord.
Felicía opfangede hans forblændede blik over lyset i hendes gang og stue, og besluttede at åbne døren helt så han kunne komme ind. Hun stoppede dog lettere op i sin handling, uden helt at vise det. Inviterede hun virkelig et menneske ind, der hverken var drikkebart eller ved sine fulde fem? Lugten af alkohol var så tyk, at hun først regnede med at han ville være sober om eftermiddagen. Men af en eller anden grund stoppede det hende ikke fra at byde ham indenfor, med et venligt smil trak hun ham hjælpsomt ind. Han skulle jo nødig falde, eller for den sags skyld brækker sig udover noget; huset var jo ny renoveret før hendes ankomst.
”Du må hellere end gerne låne telefonen, men jeg tror ikke du skal regne med at der dukker en taxa op.”
Hun grinte, var han ligeså ny i byen som hun selv var? For selv om hun ikke havde været her længe, havde hun fulgt nyhederne. Mennesker havde fået udgangsforbud og måtte ikke træde udenfor hjemmet fire vægge efter midnat, hvis han satte sig i en taxa ville chaufføren sikkert prøve at sælge ham på slavemarkedet. Di Morga var virkelig blevet forværret, fra dengang hun forlod det og til nu.
Hun satte ham ind i stuen og hentede hurtigt sin mobil, hun kastede den imod ham så den endte på hans skød. Da en nysgerrigtanke strejfede hende.
Ved han overhovedet hvad jeg er? Eller er han så fuld at han næppe har opdaget det?
Hun satte sig på sofaen overfor ham og overvejede med spænding hvad hendes næste træk skulle være. Natten havde virkelig bragt hende, en sjov velkomstgave.
Gæst- Gæst
Sv: I fuldskabens klare lys...
af Gæst Søn 6 Maj 2012 - 23:37
Uden et ord blev døren åbnet. Han blev inviteret indenfor og kunne ikke drømme om nogensinde at takke nej for så godhjertet en gestus. De små trin, som han før havde siddet så let på, var nu en kamp at slæbe sig op ad. Men det lykkedes. Varmen fra huset omfavnede ham, skønt den ikke var så mærkbar i forhold til temperaturen udenfor. Regnen havde efterladt ham ganske våd og under normale omstændigheder ville han ikke have forladt entréen, af netop dén grund. Der var ingen grund til at slæbe vand ind i en anden persons hus. Lige nu tænkte han dog ikke over det.
Crowley var langt væk. Han havde ondt, han var træt og han frøs. Da han på vaklende ben blev ført ind i kvindens hjem, tog han ikke megen notits af møbler eller andet indhold - lyset fra lamperne blændede ham til en sådan grad, at han til sidst besluttede sig for blot at lukke øjnene helt. Det hjalp også lidt på svimmelheden, som han ikke var sikker på hvor kom fra. Da han blev placeret på en stol, kæmpede han en mindre krig mod sig selv, for at undgå at han lænede sig for meget bagover og gav sig til at sove. Ak, det var så fristende. Hun talte, og han forsøgte oprigtigt talt at høre hvert et ord, men den fuldstændige sætning var ham en gåde. Da han mærkede, og efterfølgende så, telefonen i skødet, lagde han dog to og to sammen.
"Ingen taxa? Åh, nånej. Det er jo Frankrig. Jeg kan se om jeg kan få nogen til at komme og hente mig." svarede han stadig en kende forvirret. Hvor var han overhovedet? Hvem skulle han ringe til? Det var muligt at ringe til nogle arbejdskolleger - han kendte et par stykker, som boede i nærheden - at dømme efter nabolaget -, men hvis han vækkede dem ville helvede bryde løs senere. Hans nærmeste kammerater havde deltaget i festen, og var sikkert knap nok selv hjemme endnu. Crowley stirrede på telefonen i et øjeblik, før han lagde den fra sig med et smil.
"På den anden side, så ville det være uhøfligt at vække nogen på denne tid. Hvor ligger det nærmeste hotel? Ligemeget. Jeg kan sagtens finde hjem herfra." insisterede han, trods han ikke ligefrem blev mødt af protest. Endelig vendte han blikket imod kvinden, som sad overfor.
"Undskyld jeg sådan forstyrrer midt om natten." mumlede han, pludselig opmærksom på sin uhøflighed. "Mit navn er Crowley." Introducerede han sig, som han fra barns ben havde lært at man skulle. Han betragtede hende indgående og forsøgte at sætte en finger på hvad han sad overfor. Han vidste udmærket, at man måtte træde varsomt - især i nattetimerne. Endnu en af de ting, han havde lært på den hårde måde. Kvinden overfor var ganske køn og ganske ung. Han skævede rundt og bemærkede, at han opholdt sig i et nydeligt hjem. Han lukkede øjnene og forsøgte at erindre, om han havde set spor af andre beboere i sin tur igennem huset. Han mindedes ikke at have set noget. Hverken sko eller jakker. En ung kvinde i et så fint hjem... Betød det noget? Hvem var den kvinde, der havde åbnet døren for en fuld og forslået mand, på denne tid af døgnet? Hvad var hun? Crowley var ved at få samling på tankerne, men den evige hoveddunken gjorde hans tanker langsomme og kluntede.
Jon Crowley blev normalt ikke så let bange, og de gange han blev det, skjulte han det ret godt. Han var blevet velsignet med et stenansigt, når det gjaldt følelser. Desværre var han også forbandet med en svaghed for alkohol, ligesom så mange andre var det. Den svækkede ham. Et skævt smil gled henover hans læber, hvorefter han rømmede sig og igen undskyldte lavmelt.
"Øh, jeg vil virkelig ikke være til besvær så..." han tøvede et kort øjeblik, førend han fortsatte sin sætning. "Jeg bør nok gå."
Crowley var langt væk. Han havde ondt, han var træt og han frøs. Da han på vaklende ben blev ført ind i kvindens hjem, tog han ikke megen notits af møbler eller andet indhold - lyset fra lamperne blændede ham til en sådan grad, at han til sidst besluttede sig for blot at lukke øjnene helt. Det hjalp også lidt på svimmelheden, som han ikke var sikker på hvor kom fra. Da han blev placeret på en stol, kæmpede han en mindre krig mod sig selv, for at undgå at han lænede sig for meget bagover og gav sig til at sove. Ak, det var så fristende. Hun talte, og han forsøgte oprigtigt talt at høre hvert et ord, men den fuldstændige sætning var ham en gåde. Da han mærkede, og efterfølgende så, telefonen i skødet, lagde han dog to og to sammen.
"Ingen taxa? Åh, nånej. Det er jo Frankrig. Jeg kan se om jeg kan få nogen til at komme og hente mig." svarede han stadig en kende forvirret. Hvor var han overhovedet? Hvem skulle han ringe til? Det var muligt at ringe til nogle arbejdskolleger - han kendte et par stykker, som boede i nærheden - at dømme efter nabolaget -, men hvis han vækkede dem ville helvede bryde løs senere. Hans nærmeste kammerater havde deltaget i festen, og var sikkert knap nok selv hjemme endnu. Crowley stirrede på telefonen i et øjeblik, før han lagde den fra sig med et smil.
"På den anden side, så ville det være uhøfligt at vække nogen på denne tid. Hvor ligger det nærmeste hotel? Ligemeget. Jeg kan sagtens finde hjem herfra." insisterede han, trods han ikke ligefrem blev mødt af protest. Endelig vendte han blikket imod kvinden, som sad overfor.
"Undskyld jeg sådan forstyrrer midt om natten." mumlede han, pludselig opmærksom på sin uhøflighed. "Mit navn er Crowley." Introducerede han sig, som han fra barns ben havde lært at man skulle. Han betragtede hende indgående og forsøgte at sætte en finger på hvad han sad overfor. Han vidste udmærket, at man måtte træde varsomt - især i nattetimerne. Endnu en af de ting, han havde lært på den hårde måde. Kvinden overfor var ganske køn og ganske ung. Han skævede rundt og bemærkede, at han opholdt sig i et nydeligt hjem. Han lukkede øjnene og forsøgte at erindre, om han havde set spor af andre beboere i sin tur igennem huset. Han mindedes ikke at have set noget. Hverken sko eller jakker. En ung kvinde i et så fint hjem... Betød det noget? Hvem var den kvinde, der havde åbnet døren for en fuld og forslået mand, på denne tid af døgnet? Hvad var hun? Crowley var ved at få samling på tankerne, men den evige hoveddunken gjorde hans tanker langsomme og kluntede.
Jon Crowley blev normalt ikke så let bange, og de gange han blev det, skjulte han det ret godt. Han var blevet velsignet med et stenansigt, når det gjaldt følelser. Desværre var han også forbandet med en svaghed for alkohol, ligesom så mange andre var det. Den svækkede ham. Et skævt smil gled henover hans læber, hvorefter han rømmede sig og igen undskyldte lavmelt.
"Øh, jeg vil virkelig ikke være til besvær så..." han tøvede et kort øjeblik, førend han fortsatte sin sætning. "Jeg bør nok gå."
Gæst- Gæst
Sv: I fuldskabens klare lys...
af Gæst Man 7 Maj 2012 - 0:23
Felicía mærke hans uvished, selv om de begge vidste at det sikreste valg ville være at blive, overraskede det hende ikke at han ville gå. Han var jo trods alt en mand og mænd kunne næsten aldrig, modarbejde deres stolthed. Hun sukkede og rystede blidt på hovedet af hans ord. At gå hjem kl 3 om morgnen, var for et menneske ensbetydende med at gå i døden. For ikke at tale om at dæmonerne her i kvarterets ry for at være ekstra grusomme imod mænd af menneskelig herkomst.
Mens hans sad og halvvejs døsede hen i sofaen, gik hun roligt hen i køkkenet, hældte en glasvand op og tog 2 piller frem. Da Felicía kom tilbage til stuen, prøvede hun af al magt ikke at grine; det virkede som om hendes gæst kæmpede for ikke at falde i søvn i hendes ellers så behagelige sofa. Med et lidt grinene smil, satte hun sig på hug foran ham, som for at granske hvor fuld han rent faktisk var. Hun gav ham forsigtigt glasset med vand og de to hovedpindspiller.
”Her, det vil hjælpe på hovedpinen og så vil tømmermændene heller ikke være så slemme når du vågner op.”
Hun gik tilbage til sin side plads, trak vinflasken med sig og fandt en kop frem. Hun lod et beslutsomt blik falde hen over sine tågede øjne, der næsten aldrig kunne blive fastlagt en bestemt følelse.
”Du kan overnatte her i aften, altså medmindre du vil fanges af den nærmeste slavehandler på din gåtur hjem?”
Sarkasmen var ikke ondt ment, men mere ment for kort at klare luften for hans snigende mistanke og måske endda frygt. Hun havde nemlig ikke i sinde at gøre ham fortræd, hvorfor vidste hun ikke rigtig. Måske ville hun bare gerne hjælpe, denne hersens fordrukne sjæl? Det var hvert fald ikke til at vide på nuværende tidspunkt, selv om det dog kunne se sådan ud.
Hun rystede igen på hovedet da han undskyldte for at have forstyrret hende, hun kunne ikke undlade at le. Hvad havde han forstyrret? Tjeneste folkene kom først i morgen eftermiddag, så indtil da havde hun ikke haft med andre end sig selv at holde medselskab.
”Du forstyrrede mig skam ikke, jeg kunne alligevel ikke sove. Så du behøver ikke undskylde.”
Hun nikkede med et kort smil, mens hun sippede til sit glas. Da han endelig præsenterede sig, gik det op for hende at hun heller ikke havde sat navn på hvem hun var. Hun kørte en finger igennem sit hår, forbavset over sin egen manér; eller mangel derpå og rakte ham hånden.
”Felicía, Felicía Cervantés, rart at møde dig Crowley.”
Hun fandt det et spøjst navn, men tydeliggjorde det ikke på nogen måde. Felicía begyndte så småt at ane, hans stigende bevidsthed om hendes ’ikke menneskelige-eksistens’. Da han insisterede på at gå, kunne hun ikke lade værd med at sukke. Hun var ikke vant til at håndtere mennesker, hun havde ikke været nød til det i meget langtid.
”Jeg har ingen grund til at gøre dig fortræd, så medmindre du har et dødsønske vil jeg insisterer på at du bliver her; i det mindste indtil du kan tænkte klart og slå fra dig hvis nogen nu prøver at overfalde dig igen.”
Hun lagde vægt på den sidste del af sætningen, vel viden om at han højstsandsynligt havde været i en slåskamp og ikke var blevet uretfærdiggjort ved et direkte overfald.
”Desuden.”
Hun satte armene overkors og hovedet på skrå, mens hendes blik var rettet direkte imod ham.
”Ville det være ekstremt uhøfligt af dem at, takke nej; nu hvor jeg har inviteret dig indenfor.”
Hun trak på smilebåndet og afventede hans response.
Mens hans sad og halvvejs døsede hen i sofaen, gik hun roligt hen i køkkenet, hældte en glasvand op og tog 2 piller frem. Da Felicía kom tilbage til stuen, prøvede hun af al magt ikke at grine; det virkede som om hendes gæst kæmpede for ikke at falde i søvn i hendes ellers så behagelige sofa. Med et lidt grinene smil, satte hun sig på hug foran ham, som for at granske hvor fuld han rent faktisk var. Hun gav ham forsigtigt glasset med vand og de to hovedpindspiller.
”Her, det vil hjælpe på hovedpinen og så vil tømmermændene heller ikke være så slemme når du vågner op.”
Hun gik tilbage til sin side plads, trak vinflasken med sig og fandt en kop frem. Hun lod et beslutsomt blik falde hen over sine tågede øjne, der næsten aldrig kunne blive fastlagt en bestemt følelse.
”Du kan overnatte her i aften, altså medmindre du vil fanges af den nærmeste slavehandler på din gåtur hjem?”
Sarkasmen var ikke ondt ment, men mere ment for kort at klare luften for hans snigende mistanke og måske endda frygt. Hun havde nemlig ikke i sinde at gøre ham fortræd, hvorfor vidste hun ikke rigtig. Måske ville hun bare gerne hjælpe, denne hersens fordrukne sjæl? Det var hvert fald ikke til at vide på nuværende tidspunkt, selv om det dog kunne se sådan ud.
Hun rystede igen på hovedet da han undskyldte for at have forstyrret hende, hun kunne ikke undlade at le. Hvad havde han forstyrret? Tjeneste folkene kom først i morgen eftermiddag, så indtil da havde hun ikke haft med andre end sig selv at holde medselskab.
”Du forstyrrede mig skam ikke, jeg kunne alligevel ikke sove. Så du behøver ikke undskylde.”
Hun nikkede med et kort smil, mens hun sippede til sit glas. Da han endelig præsenterede sig, gik det op for hende at hun heller ikke havde sat navn på hvem hun var. Hun kørte en finger igennem sit hår, forbavset over sin egen manér; eller mangel derpå og rakte ham hånden.
”Felicía, Felicía Cervantés, rart at møde dig Crowley.”
Hun fandt det et spøjst navn, men tydeliggjorde det ikke på nogen måde. Felicía begyndte så småt at ane, hans stigende bevidsthed om hendes ’ikke menneskelige-eksistens’. Da han insisterede på at gå, kunne hun ikke lade værd med at sukke. Hun var ikke vant til at håndtere mennesker, hun havde ikke været nød til det i meget langtid.
”Jeg har ingen grund til at gøre dig fortræd, så medmindre du har et dødsønske vil jeg insisterer på at du bliver her; i det mindste indtil du kan tænkte klart og slå fra dig hvis nogen nu prøver at overfalde dig igen.”
Hun lagde vægt på den sidste del af sætningen, vel viden om at han højstsandsynligt havde været i en slåskamp og ikke var blevet uretfærdiggjort ved et direkte overfald.
”Desuden.”
Hun satte armene overkors og hovedet på skrå, mens hendes blik var rettet direkte imod ham.
”Ville det være ekstremt uhøfligt af dem at, takke nej; nu hvor jeg har inviteret dig indenfor.”
Hun trak på smilebåndet og afventede hans response.
Gæst- Gæst
Sv: I fuldskabens klare lys...
af Gæst Ons 9 Maj 2012 - 12:10
Crowley havde svært ved at holde sig helt vågen, men han var dog ved at genvinde kontrollen over sine tanker. Det var et kendt faktum, at mennesker havde en tendens til at blive forholdsvis ædru, så snart de blev sat i en ubehagelig eller besværlig situation. Crowley havde selv oplevet dette, og havde fastslået at det måtte være en kemisk reaktion, der opstod et sted i hjernen. Han havde aldrig haft mulighed for at undersøge det.
Da hun pludselig var foran ham, med piller og vand, sendte han hende et mistroisk blik. Hvad nu? Hvad tilbød hun ham, og skulle han tage imod det? Han havde trods alt en dunkende hovedpinde, men han havde egentlig ingen logisk grund til at stole på kvindevæsnet foran sig. Pludselig hadede Crowley sin menneskelighed og sårbarhed. Det frustrerede ham, at han konsekvent skulle være svag og blød. Et offer, intet andet.
Hendes argumenter appelerede til hans fornuft. Han burde overnatte - chancerne for at hun ville gøre ham fortræd, var betydeligt mindre end chancerne for at hvad end der ville overfalde ham derude ville gøre det. Det eneste svar han gav hende, var en svag nikken.
"Din gæstfrihed er værdsat, frøken Felicía Cervantés." mumlede han usikkert og stirrede på pillerne i sin håndflade. Små hvide bæster, tænkte han, de kan enten hjælpe mig eller skade mig.
"Jeg takker for dit generøse tilbud, og giver dig ret; det ville være ekstremt uhøfligt af mig at takke nej, så jeg vil gerne sig ja tak. Mange tak." Trods han endnu var en smule våd og havde lidt kulde tilbagei knoglerne, så formåede hans stemmeføring at være fast og med en smule stolthed. Et smil fulgte hans ord og han nikkede til hende, som for at understrege alt han havde sagt.
Crowley havde under ingen omstændigheder et ønske om at dø i nat, og såfremt denne kvinde ville vise sig at være en trussel, så havde han selvtillid nok til at tro, at han ville have større chancer mod hende end mod nogen anden.
Da hun pludselig var foran ham, med piller og vand, sendte han hende et mistroisk blik. Hvad nu? Hvad tilbød hun ham, og skulle han tage imod det? Han havde trods alt en dunkende hovedpinde, men han havde egentlig ingen logisk grund til at stole på kvindevæsnet foran sig. Pludselig hadede Crowley sin menneskelighed og sårbarhed. Det frustrerede ham, at han konsekvent skulle være svag og blød. Et offer, intet andet.
Hendes argumenter appelerede til hans fornuft. Han burde overnatte - chancerne for at hun ville gøre ham fortræd, var betydeligt mindre end chancerne for at hvad end der ville overfalde ham derude ville gøre det. Det eneste svar han gav hende, var en svag nikken.
"Din gæstfrihed er værdsat, frøken Felicía Cervantés." mumlede han usikkert og stirrede på pillerne i sin håndflade. Små hvide bæster, tænkte han, de kan enten hjælpe mig eller skade mig.
"Jeg takker for dit generøse tilbud, og giver dig ret; det ville være ekstremt uhøfligt af mig at takke nej, så jeg vil gerne sig ja tak. Mange tak." Trods han endnu var en smule våd og havde lidt kulde tilbagei knoglerne, så formåede hans stemmeføring at være fast og med en smule stolthed. Et smil fulgte hans ord og han nikkede til hende, som for at understrege alt han havde sagt.
Crowley havde under ingen omstændigheder et ønske om at dø i nat, og såfremt denne kvinde ville vise sig at være en trussel, så havde han selvtillid nok til at tro, at han ville have større chancer mod hende end mod nogen anden.
Gæst- Gæst
Sv: I fuldskabens klare lys...
af Gæst Ons 9 Maj 2012 - 18:47
Felicía prøvede at holde masken og ikke bryde ud i latter, hun forstod hvor mistænksomt det kunne se ud. En fremmed kvinde der ikke bare lukker dig ind i sit hjem, men som også er så venlig at give nogle hovedpindslindrende.. Det kunne alt sammen se meget mistænksomt ud, selvfølgelig hvis ikke pillerne havde indgraveret et P; stående for Penodil. Hun smilte og rettede blikket, mod sit halv tomme vinglas.
Hvis bare hun havde offentliggjort sin ankomst til Di Morga, havde hendes bolig nu været fyldt til med diverse væsner og deres pulserende gaver, der alle ventede på at blive flået åben. Men nej, hun havde valgt en stille ankomst, en skyggelignende ankomst; som ikke havde andet at byde på, end et tomt hus med en vinkælder der endnu var fyldt med vin. Men når morgnen kom, ville den blive fyldt med den elskværdige røde væske der på umættendevis mættede hende.
Hun nikkede og gengældte hans smil, da han takkede hende for sin gæstfrihed. Det var skam heller ikke noget hun gjorde tit, faktisk havde hun aldrig inviteret et menneske ind i sit hjem. i hvert fald ikke et menneske, der havde overlevet og var kommet ud igen. Hun tog vinflasken, med et grin og hældte atter op i sit glas.
"Du burde virkelig være taknemmelig over at være fuld Crowley."
Hun smilte, mens hun sippede let til sin kop, hendes øjne fjernede sig ikke fra den fordrukne mand i hendes sofa. Hun rejste sig let og lagde glasset fra sig, før hun åbnede døren udtil den lange entre.
"For havde det ikke været for det, ville jeg ikke kunne garanterer for din sikkerhed."
Noget næsten djævelsk, kom hen over de i forvejen udsædvanlige, øjne men forsvandt hurtigt igen. Med et let smil, åbnede hun døren indtil værelset, tættest på udgangen; som bevis på hun intet ville ham.
"Du kan sove her i aften."
Hvis bare hun havde offentliggjort sin ankomst til Di Morga, havde hendes bolig nu været fyldt til med diverse væsner og deres pulserende gaver, der alle ventede på at blive flået åben. Men nej, hun havde valgt en stille ankomst, en skyggelignende ankomst; som ikke havde andet at byde på, end et tomt hus med en vinkælder der endnu var fyldt med vin. Men når morgnen kom, ville den blive fyldt med den elskværdige røde væske der på umættendevis mættede hende.
Hun nikkede og gengældte hans smil, da han takkede hende for sin gæstfrihed. Det var skam heller ikke noget hun gjorde tit, faktisk havde hun aldrig inviteret et menneske ind i sit hjem. i hvert fald ikke et menneske, der havde overlevet og var kommet ud igen. Hun tog vinflasken, med et grin og hældte atter op i sit glas.
"Du burde virkelig være taknemmelig over at være fuld Crowley."
Hun smilte, mens hun sippede let til sin kop, hendes øjne fjernede sig ikke fra den fordrukne mand i hendes sofa. Hun rejste sig let og lagde glasset fra sig, før hun åbnede døren udtil den lange entre.
"For havde det ikke været for det, ville jeg ikke kunne garanterer for din sikkerhed."
Noget næsten djævelsk, kom hen over de i forvejen udsædvanlige, øjne men forsvandt hurtigt igen. Med et let smil, åbnede hun døren indtil værelset, tættest på udgangen; som bevis på hun intet ville ham.
"Du kan sove her i aften."
Gæst- Gæst
Sv: I fuldskabens klare lys...
af Gæst Ons 9 Maj 2012 - 19:56
Crowleys hoved dunkede, og han havde mest af alt lyst til at kaste sig i en seng og sove til den lyse morgen. Dagstimerne havde en beroligende effekt - det var efterhånden det eneste tidspunkt, hvor et simpelt menneskeligt individ kunne vandre rundt i gaderne, uden at der blev kastet mange sultne blikke efter en. Han lod tungen glide henover læberne, og overvejede hvor længe der ville gå, inden pillerne gjorde en betydelig forskel for hans hoveds tilstand. Han tømte vandglasset som hun havde givet ham - vand ville uden tvivl hjælpe mere end noget andet. Han fulgte hende med øjnene og lyttede til hendes kryptiske ord. Han sendte hende et mistroisk blik, og var ikke sikker på om hun truede ham bevidst eller ej.
"Det er sjældent at alkoholprocenter redder liv," påpegede han med et skævt smil og et hævet øjenbryn. Han var ved at være klar over, at det var en farlig kvinde han havde med at gøre. Han lovede sig selv at sove kort, og gå så snart solen viste sig i horisonten. Han skulle ikke nyde noget - så snart blodet var ude af hans system, ville hun sikkert gøre fæle ting ved ham, og han havde sandelig i sinde at leve endnu en dag.
"Jeg takker igen," sagde han mildt og kæmpede sig på benene. Trods hans alkoholindtag denne aften, havde han formået at få banket en smule kontrol ind i hovedet og kroppen. Klædet om hovedet havde umiddelbart også stoppet blødningen og regnen havde gjort hans tanker klare. Han kastede et blik rundt i rummet en sidste gang, af sikkerhedsmæssige grunde, før han gik hen imod hende og døren. At få anvist et gæsteværelse var ikke noget han havde regnet med. En tæppe var alt han behøvede for at kunne sove, men hvis der var en tilhørende seng, så ville han ikke klage.
Crowley trådte ind i værelset, som han nu kunne tillade sig at kalde "sit". Han vendte sig imod hende og smildte mildt, på den måde, som kun Crowley kan smile.
"Jeg kunne ikke undgå at bemærke, at stuen så ganske ny-renoveret ud. Er du lige flyttet ind?"
"Det er sjældent at alkoholprocenter redder liv," påpegede han med et skævt smil og et hævet øjenbryn. Han var ved at være klar over, at det var en farlig kvinde han havde med at gøre. Han lovede sig selv at sove kort, og gå så snart solen viste sig i horisonten. Han skulle ikke nyde noget - så snart blodet var ude af hans system, ville hun sikkert gøre fæle ting ved ham, og han havde sandelig i sinde at leve endnu en dag.
"Jeg takker igen," sagde han mildt og kæmpede sig på benene. Trods hans alkoholindtag denne aften, havde han formået at få banket en smule kontrol ind i hovedet og kroppen. Klædet om hovedet havde umiddelbart også stoppet blødningen og regnen havde gjort hans tanker klare. Han kastede et blik rundt i rummet en sidste gang, af sikkerhedsmæssige grunde, før han gik hen imod hende og døren. At få anvist et gæsteværelse var ikke noget han havde regnet med. En tæppe var alt han behøvede for at kunne sove, men hvis der var en tilhørende seng, så ville han ikke klage.
Crowley trådte ind i værelset, som han nu kunne tillade sig at kalde "sit". Han vendte sig imod hende og smildte mildt, på den måde, som kun Crowley kan smile.
"Jeg kunne ikke undgå at bemærke, at stuen så ganske ny-renoveret ud. Er du lige flyttet ind?"
Gæst- Gæst
Lignende emner» Den klare himlen og den kølige luft... (Ami)
» Alle de mange slag i gyderne! Kan jeg mon klare dem?-Alice, Kelly
» Alle de mange slag i gyderne! Kan jeg mon klare dem?-Alice, Kelly
Vie La Mort :: Off Game :: Archives
Side 1 af 1
Forumtilladelser:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum|
|
|
» Athena Akademiet
» Maybe a freind? / Apolline
» The darkness - [Zakaroff]
» New experiences - [DuChance]
» Out of the ordinary - Nightrage
» Saint or Sinner? (Emnesøgning)
» Genkendelighed er farligt
» Music and alcohol - [Aleksei]
» Tilbage efter længere pause