Crazy places attract crazy people.. I guess (Laiden)

Vejr: Stjerneklar aften.
Omgivelser: Ingen.
Tid: Lidt over midnat.
Sted: Udenfor Maison de fous.

Nogle gruopvækkende skrig, kunne høres længere fremme. Men de var ikke i sig selv, det mest forstyrrende. Det mest forstyrrende, var nok den blide latter kom efterfølgende. Det var tydeligvis ikke den samme stemme, da den ene nærmest druknede i frygt. Mens den anden, lød til at morer sig i allerhøjste grad. Efter et stykketid, stilnede al støjen af, selv latteren forsvandt. Men den blev hurtigt erstattet, af et dyrs knurren.

"Lad mig være!"

Skreg den grådkvalt stemme bønfaldende, i et næsten hulkende udfald for at redde sit liv. En stilhed faldt atter over stedet. Denne gang var det som om, omgivelserne også holdte vejret i spænding. Som om selve tiden stod stille og bare ventede på hvad det næstetræk skulle være. Og så kom det, det afventede sidste skrig. Skriget der symboliserede, afslutningen på en tilfredsstillende jagt og som nu også forseglede natten, med det tilbageblivende ekko. Luften bar på en syrlig elektrisk duft, der så stilfærdigt hang i natten; duften af sejr, død og erobring.

Efter noget tid, kom en sortræv med et mærkværdigt set øjne, listende med spor af
blod på sine poter. Det var en hun-ræv, smidig og på størrelse med en ulv; det var tydeligt at det ikke var en ’normal’ ræv. Men hvor mange ting var nu også normale her i Di Morga? Ræven satte pludselig i løb, igennem den tætteskov i nærheden af Maison de Fous. På mindre en et splitsekund, forvandlede den sorte ræv sig til en person.
En rank og lettere slank skikkelse, dukkede op på stien der førte fra skoven til Maison de fous. Hun lod kort blikket glide henover de blodige fingerspidser, med fascination malet i ansigtet, før hun vendte blikket imod det gamle faldefærdige galehus, der stod overfor hende.
Felicía, som var navnet på den ny-tilflyttede Deava, så sig nysgerrigt omkring. Hun havde hørt, at stedet skulle være et hot-spot, for ånder og diverse vrede væsner. Hendes umenneskelige nysgerrighed, havde altid været hendes svaghed. Hun kunne aldrig rigtig lade noget ligge, før hun med sine egne to øjne havde set det an. Hun håbede på måske at støde ind i et af spøgelserne der hjemsøgte stedet, eller i det mindste et menneske; så hun i hvert fald kunne få noget at drikke.

Felicía strakte sig kort med et mindre gab, før hun roligt spadserede videre imod galehuset. Af gammelvane, begyndte hun at lege med kanten af sin sorte oversize t-shirts, der så fint bar skriften Bite Me! Kunne der måske være hold i nogle af de mange rygter om galeanstalten? Efter at have læst, alle de nyhedsartikler angående indsattes pludselig og grusomme død, var der i hvert fald ikke andet at gøre. Felicía måtte på egen krop afprøve at tilbringe en aften i Maison de Fous.

Et lettere lystguligt øje havde øjet på denne sorte ræv der løbte ind i skoven, hvor det lettere blev til et menneske, eller hvad det end var? En lettere hvid ulv nærmede sig tættere på denne dame som mennesket havde former som, dette var Laiden i sin ulve form, da han var på jagt det kunne man tydeligt se på det blod som var sat sig fast i den hvide pels, ved munden.
Laiden nærmede sig tættere og tættere på, da han så at hun gik tættere på dette hus som havde så mange rygter som var rettere skræmmende, men det skræmte ikke ligefrem Laiden, han var mere bare efter på at få noget mad, istedet for det fyde som man fik når man handlede ind, selvom han nød og handle ind med frugter og det sunde som mange sagde, men han vidste godt til sidst at man skulle havde noget rigtig føde, men han vidste ikke hvilken slags føde, men det så ud som om denne dame var et nemt bytte, som hun gik der, uden at vide sikker på at der var en der forfulgte hende.
Laiden var tætter klar til at hoppe på hende, da det slog ham, at denne dame ikke var normal som ham selv? Laiden bakkede lettere tilbage, men dog, blot for at komme ind på en anden vinkel, han fik kommet hen ved siden for at gemme sig blandt træerne, og med et løb han hen mod hende op hoppede og fik bidt fadt i hendes hånd, men dog ville han gerne havde haft fået fadt på hendes hals, men så måtte han jo bare arbejde med at få hende ned, han hev i hende for at få hende ned i jorden for at få fadt i hendes hals, men han skulle være parat på alt hvad der kunne ske, og det var han blot også.
Laiden havde godt fadt i hendes arm, og man kunne nemt se på Laidens øjne at han ikke ligefrem var en normal ulv man så, den hvide pels var lettere lys, men dog med blod på fra sidste offer, han fik slippet grebet om hendes arm og var godt på vej til at bide efter hendes hals. For at han kunne få hende som sin frokost, som han gerne ville, men han vidste ikke om han var for hurtig eller for langsom?

Felicía's sænkede sit tempo en anelse, det kunne næsten tyde på hun havde fået det dårligt. Det lange lysebrunehår faldt hende for øjne, i det hun tog sig til hovedet. På afstand kunne det sikkert ligne, hun havde fået hovedpine. Men på tæthold, ville man spotte, noget helt andet. Nemlig det blanke smil, der roligt bredte sig på hendes markerede kindben. Hun havde for længst opdaget, at hun blev holdt øje med; selv da hun var i dyreform, havde hun fået færten af noget andet. Noget der ikke var menneskeligt, noget der også havde fået færten af hende.
De nu ravguldøjne, så ud til at have fået et næsten djævelsk glimt i sig. Hun mærkede rovdyret komme tætter og tættere på, så hun tog sine sikkerhedsforanstaltninger.

Hun rørte sig ikke ud af flækken, men lod i stedet hænderne falde langs sine sider. Hun lukkede øjnene, med et kortvarigt smil, før hun roligt begyndte at hviske. Hviske ord hverken det menneskelig, eller umenneskelig øre ville kunne forstå. Ord som, selv andre vampyrer, ikke ville være i stand til at tyde; nemlig de ord og den gave, hendes klan var blevet tillagt.
Små sorte skriftegn, begyndte at manifesterer sig på hendes håndled og gled videre op af hendes arme, rundt om hendes nakke og til slut ned af hendes kinder. Tegne dækkede, en stor del af hendes krop, men var kun synlige på hendes hænder og hals. Felicía's øjne forblev dog de samme, det eneste der forandrede sig ved dem var: det katteagtige iris, der havde erstattet hendes normale.

Da hun hørte dyret komme i løb, stoppede hun med at læse. I stedet blev hendes læber prydet, af et malkovisk smil der uden tøven fremviste hendes skarpe hjørnetænder. Hun mærkede ulven bide fat i hendes arm, hvilket fik hendes smil til at blive en smule større; han var faldet i fælden. Da hun mærkede ham hive i et forsøg på at rive hende rundt, satte hun af fra jorden i et fast spiralspring med ham som passager. Ligeså hurtigt som hun var kommet op i luften, dykkede hun med fuld fart ned igen. Hvis ikke man forstod hendes taktik, ville hendes udfald virke yderst farligt, men Felicía var ikke den der gjorde noget uden videre mening. Alt havde et formål, og det samme gjaldt for hendes lille flyvetur. Da hun var få centimeter fra at støde direkte ind i den hårde asfalt, blev hun ene og alene opslugt af sin egen skygge. Hvor upassende det end kunne se ud, kunne Felicía ikke lade vær med at le; hun ville se hvor meget han kunne holde til. Han ville sikkert overleve, med nogle brækkede knogler, asfalten var trodsalt ikke et blødt betræk.

Laiden havde ikke regnet med at han var kommet ind i en fælde, og med et mærkede han suset imaven han så på denne dame som havde fået ham op i luften og med et vidste han at han blev nød til at redde sig selv, ellers var han godt færdig når han faldt ned, han mærkede da de var på vej ned, med et kom et puff og der var røg og med et blev han denne mand i ejen skikkelse, en blå cowbøj skjorte, et par sorte bukser, og nogle nedslidte sorte convers all star, hans hår kunne man nemt se at han var godt udmattet, og hans øjne de var lige på hende, og med et sagde han nogle ord inde i hovedt, og grønt kom omkring ham da han landede på ast falten, han havde heldigt ikke brækket noget da han healede ham selv, men dog havde han taget skade med små rifter, han rullede lettere lidt væk fra der hvor han var landet.
Laiden pustede lettere udmattet ud, han havde godt nok trænet, men stadig det var veldig hårdt for ham dette, han vidste det var lang tid siden han sidst havde prøvet og heale sig selv, så derfor tog det meget hårdt på ham, han vidste ikke med denne dame men nu var i hvertfald væk, han så bag så og så denne bygning hun var på vej over mod, det var mystisk hvad hun skulle der, han kendte ikke engang til stedet hvad var det der var så underligt ved det?
Laiden fik et lettere sus, og fik sat sig op, så hans ben lå ud og hans arme styttede ham med at holde hans krop oppe, for ikke at ligge sig på ryggen, Laiden så sig om efter denne dame hvor var hun? Han blev lettere forvirret, og tænkte lidt om han skulle spørge om der var nogle men det ville også bare virke dumt? Eller ville det.
Laiden fik rejst sig op og børstet det meste af snavset væk fra sit tøj, og så rundt, hvorfor ikke bare finde ud af hvad huset var for noget hus, men han holdte dog øje med om damen ville komme igen og han ville nok ikke ligefrem tror at hun var taget væk, men nok var der et sted, han fik set sig omkring igen og gik få skridt og så sig om igen for at være sikker om hun var der, men han vidste det ikke.