Crazy he calls me..

Tid: Klokken er lige slået midnat

Sted: Ved den gamle galeanstalt..

Vejr: Mørkt, skummelt, en svag buldren går igennem de mørke skyer imens støvregn falder fra dem

Omgivelser: Ingen.. I hvert fald ikke af hvad øjet kan se



"Nogen folk trækkes bare til sådanne steder.." mumlede en hætteklædt person lavt for sig selv, stående udenfor galeanstaltens ødelagte låge, der hang ved hængslerne og ikke engang kunne holde dyr ude længere, eller inde for den sags skyld.
Skyerne var gledet pludseligt over himlen for blot nogle minutter siden. Før havde den store, næsten fulde måne været ude, kastet sit blå skær på alt, levende eller dødt, indtil dens lys blev kvalt i mørket fra tordenskyerne, der i blide strømme sendte tonsvis af små regndråber ud, knap store nok til, at de kunne mærkes på huden. Ingen vind var at mærke, dertil havde heller ingen lyde sneget sig ind på området. Ingen dyr raslede i græsset, ingen grene der knækkede fra fodtrin, ikke engang vejrtrækningen fra den hætteklædte person kunne høres i stilheden.. Den var næsten øredøvende.
Personen, en kvinde, Douleur for at være præcis, trak hætten ned fra ansigtet. Hendes lange, sorte hår omkransede hendes blege ansigt med dets glatte lokker. Langsomt og roligt blev det fyldt med små glimtende regndråber, ligesom hendes tøj allerede var blevet dækket af dem. Hun var iført en kort, mørklilla kjole med sorte detaljer, sorte, forrevne netstrømpebukser der var ved at gå helt fra hinanden, og så et par høje, sorte støvler, der var sunket en anelse ned i jorden, blødgjort af de dråber der havde ramt den. Hun hævede sit ansigt en anelse, så hendes pandehår gled til siden og hendes mørke øjne blev mere synlige, indhyllet i et sort lag makeup, der kun fik hendes hud til at se mere blev ud, end den måske egentlig var.
Bygningen her, en gammel galeanstalt, virkede som det perfekte sted for hende at tilbringe natten, hjemsøgt eller ej. Ny i byen havde hun brug for et sted at være for natten, da ingen kendte hende, og derfor næppe stolede nok på hende til, at lukke hende ind i deres hjem. Hun havde ingen penge til at tage på hotel, og selvom det hurtigt kunne ordnes med et par mord, så trak dette sted mere i hende, mere end at tage et par hurtige liv. Et svagt smil bredtes om hendes smalle læber, før hendes krop blev sat igang, og hun med langsomme, rolige skridt gik ind igennem den ødelagte låge. Hun lod en hånd glide ned over det kolde metal, da hun gik forbi lågen. En knitrende lyd under hendes støvle fik hende til at kigge ned. Hun havde trådt på en tom ølflaske. Her måtte have været nogle unge for noget tid siden, sikkert på fuldetur forbi stedet, for at skræmme deres venner. Hun kneb øjnene svagt sammen og fortsatte blot langs med den overgroede sti ind til selve bygningen. Hun endte foran de store dobbeltdøre og kiggede op langs med dem. Der var en anelse mos på den. Det måtte være længe siden, at stedet havde været i god stand. Der kom sikkert næsten aldrig nogen her mere, ikke en tanke der gjorde hende det mindste på tidspunktet. Hun havde nok brug for lidt tid til at vænne sig til byen, prøve at blande sig ind mellem folkene, så de ikke mistænkte hende for noget. Det skete sjældent, at folk troede slemt om hende, da hun ofte havde en klassisk uskyldig udstråling. De skulle dog ikke tro for lidt om hende, så kunne de komme galt afsted.
Douleur tog fat i håndtaget, trykkede det ned og åbnede langsomt døren..

//må logge ^^'//

//Smarte x'D Ses så :b //

mørket gemte ham godt som ven i nøden. der han langsom fulgte hendes mindste bevægelse, på dette øde sted, med den gammel bygning i baggrund som kort ledte hans tanker hen på en gammel anstalt af en slagt, måske ligefrem en for sindssyge? rayflos mørke, næsten sorte øjne
så igen på kvinden, mens et langsom skævt smørrede smil kom op på hans læber, som ikke ses på grund af det stor sorte tørklæde, der også skjulte resten af hans ansigt, så det egentlig kun hans øjne som kunne ses, som to skinnede mørke saltvandperler. ved hans ene behandsket hånd lå en pistol med lang løber, der smukt var udsmykke med sølv, men som næsten ikke kunne ses for de mørkebrune forrevne stykker stof, der lå omkring den, som en slange, der snog sig omkring sit bytte. rayflo gemte sig et sted, hvor han vidste at hendes sanser ikke opfange ham, eller hans lugt. han slikkede kort sine læber, vidste ikke hvor længe han havde fulgt hende. vel lige siden den forgrædte kvinde, havde henvendt sig, med ønsket om hævn for et mord. normal lyttede han ikke til græde kvinders bøn, men hende her ville ikke gå, før han opgivende havde givet sit ja, (så hjalp også den pose guldmønter, hun havde smidt på bordet) til at han kigge på sagen, men kvinden kendte hverken navn eller alder, det eneste hun give var en beskrivelse, en beskrivelse, der passede på kvinden, han nu fulgte inde fra mørke, men han skulle lige være helt sikker på at det var hende, han søgte, før han slog til..
for han var allerede eftersøgt for så meget selv..

Douleur vandrede med rolige skridt indenfor døren, uvidende om person der betragtede hende på afstand, med ukendte hensigter for hende. Hvad end hun var blevet beskyldt for, så kunne det ikke være sandt, da hun kun var ankommet til byen den selv samme dag, og ikke havde snakket med andre end en ung pige, som hun i hvert fald ikke havde gjort noget ved, men det bekymrede jo heller ikke hende, da hun ikke vidste noget om denne kvinde, der havde beskrevet hende som en morder. Hun var godt nok morder, men næppe for det drab denne kvinde havde tanker om..
Hun lod sig blik glide rundt, da hun var nået indenfor. Hun trykkede på en lyskontakt, men intet skete, intet lys brød det tætte mørke der lå over stedet, både udenfor og inde. Hun stod i en lille hall, hvor nogle gamle frakker hang, som besøgende måtte have glemt. Støv lå på alting, en vase på et bord, fyldt med døde blomster, stod også derinde. Det var tydeligt at se, at stedet havde været forladt i noget tid. Da hun vendte blikket ned, så hun dog en svag antydning af fodaftryk i støvet på gulvet. Folk havde nok været nysgerrige efter hvad der lå i mørket, hvordan stedet så ud, måske hvilke værdigenstande der kunne ligge tilbage fra dengang. Hun tvivlede nu på, at noget som helst af værdi kunne findes derinde.
Douleur gik roligt videre, gik igennem en døråbning, hvor selve døren var røget af hængslerne og lå fladt på gulvet på den anden side. Hun trådte roligt hen over den, hendes fodtrin på det gamle træ gav genlyd ned ad gangen, hun var kommet ud på. Der var døre på hver side af gangen, nogle med flere låse ned langs med dørkarmen, andre med fine malede blomster på. Nogle af de gale mennesker derinde havde nok opført sig bedre end andre, at de havde fortjent et mere frit værelse. Stedet lignede næsten et gammeldags hospital, hvilket man vel også næsten kunne kalde det, et hospital for sindsyge.
Hun vandrede hele vejen ned ad gangen, forbi gamle malerier på væggene, deres glas så støvede at billedet ikke engang kunne ses længere. Hendes blik blev ikke engang trukket af de mange værelser på gangen, hun kiggede lige frem for sig, ned mod de så dobbeltdøre for enden med store glasruder på, den ene med et stort hul i ruden og revner fra det også. Hun gik igennem dørene, nåede ud i et lille fællesrum, hvor hun havde tænkt sig at hvile. Der stod nogle bløde stole og et par sofaer, samt et gammelt, meget lille tv, som nok kun havde vist sort hvid. Det var jo trods alt et gammel sted.
I en af stolene, som stod med ryggen til Douleur, sad der en person. Hun kunne se en sygeplejerske hue fra toppen af ryglænet. Hun gik hen foran stolen, kiggede ned på det gamle skelet klædt i en hvid kittel. Gad vide hvad der var sket for hende? Hun vendte sig blot om igen, gik så hen til den nærmeste sofa og smed sig ned på den, med den ene arm henover ryglænet. Hun kiggede hen på sygeplejersken, hvis kæbe var gået af led på den ene side. "Kommer du her tit?" spurgte hun med et udtrykløst ansigt og vendte ansigtet på skrå

rayflo begyndte langsom at bevæge på sig, der han så hende smutte ind af døren.
han overvejede kort sit næste træk, før han med en fart, der ikke var menneskelig, hoppede op til rammen af et knust vindue, han kravlede ind med en smidighed, der egentlig kun var tillagt katte, han var en etage over sit bytte.
rummet der bredte sig for hans fødder, var støve. ude i den ene side, kunne man se skyggen af et stort firkantet medicinskab, der fylde lidt af den ene væg. over ved den anden side gemte sig en faldefærdig seng, med nedslidte læderrammer, til holde patienterne fast. han begyndte langsom at gå ind i det sær rum, hvor lugten af død fyldte hans sanser med kvalme, for dette her var ikke bare lugten lugten af døden, men også af fortabte sjæles ånde. rayflos blik gled langsom over til den ene side, hans hånd lagde sig ned ved siden af pistolen, parat til at trække den, hvis det bliv nødvendig. men det der mødte hans blik, var kun en gammel kørestol, der havde de samme former for læderramme som sengen, det eneste, der måske kun var ved den her, og som et øjeblik havde fået ham til at lægge sin hånd ved pistolen, var skygge af en bamse, der sad midt i stolen, med øjne, der virkede så store menneskelig i det. over det ene runde ører på den, hang en hjemmesyet lap i blomstrede stof.
rayflo gik langsom over imod den. løftede den med sine behandskede hænder, og så den i øjnene.
"hvad er din historie?" formede hans læber. han følte der var noget mærkelig over bamsen, noget dybt uhyggelig, ondskabsfuldt. rayflo så kort ned på sin ene hånd. vidste at han bare skulle tag handsken af, så fik han hele dens historie fortalt med ganske få ordrer.
men ønskede han virkelig det? hans øjne søgte tilbage til bamsens kolde døde sorte øjne, der et sted bar noget menneskelig over sig, som kunne den følge en med de skinne sorte øjne, hvert øjeblik, det skulle være. rayflo smed med et, den fra sig, så det ramte jorden med svagt bump, der fik støvet til at hvile op. han dreje med et omkring, og begyndte at gå hen imod døren med lydløse skridt.. han kendte ikke til del rygter, der gik om stedet. havde kun et arbejde fra underverden, der skulle gøres, hurtigst mulig, så han kunne vende tilbage til søvnløse tilværdsele igen. han åbnede langsom døren, der svagt gav en knirken fra sig.
han vendte sig kort om, gav bamsen, der lå med hovedet vendt imod ham i unaturlig vinkel, et nik, før han smuttede ud på den støve gang, med følelsen af at bamsen smilede ondskabsfuldt til hans ryg..

//sorry, har set alt for mange gyserfilm xD//

//Gyserfilm er gode ! xD Det går :b Satte selv lige en lettere dyster sang på, da jeg læste dit indlæg 8D Lever mig ind i det, uuh x'D //


Douleur kiggede hen på skærmen på det gamle tv. Støvet lå i så tykt et lag, at selv hvis tv'et virkede og var tændt, ville der ikke kunne ses andet end et svagt skær af de bevægelige billeder igennem støvlaget. Langsomt vendte hun blikket op imod loftet, da hun kunne mærke en andens tilstedeværelse. Var hun blevet fulgt efter? Et lille smil gled langsomt, dystert over hendes læber. Det kunne også være, at rygterne om en hjemsøgelse var ægte, og at det var et spøgelse, der betrådte etagen over hende? Med blikket rettet imod loftet rejste hun sig op, men en lyd fik hurtigt hende blik til at glide ned igen, hen på sygeplejersken. Hun betragtede hende i noget tid. Havde hendes ansigt ikke vendt den anden vej, for et minut siden? Hun kneb øjnene en anelse sammen og gik tættere på skelettet, bukkede sig ned foran det, og kiggede den ind i de store tomrum der engang havde rummet kvindens øjne. Intet kiggede tilbage på hende. Hun hævede et øjenbryn, rettede sig op, og begyndte at gå hen imod en dør i siden af rummet. Hun nåede dog kun en halv meter videre, før noget tog fat i hendes håndled. Hun vendte sig hurtigt om med en kniv i sin hånd. Det var intet levende, der havde fat i hendes arm, men sygeplejerskens skelet. Det holdt bare fast i hende, men sad ellers helt stille. Douleur trak armen til sig, og da hun gjorde det, sprang skelettet på sine fødder, og en hylende lyd kom fra dens benede hals, som en pint, døende sjæl.
Uden at vise nogen tegn på frygt eller overraskelse, svingede hun armen med kniven i hånden, og to sekunder efter, lå den døde kvindes hoved på gulvet. Hun sparkede så til skellettets mave, så hele kadaveret faldt sammen i en benet bunke indeni sygeplejerske uniformen. Så var stedet nok hjemsøgt alligevel. Hun kiggede op imod loftet igen. Nej, det var ingen død person, der listede omkring deroppe. Hun gik hen til døren, og fandt bag den en trappe, der både gik op og ned. Hun lagde en hånd på gelænderet og gik langsomt op af, med en følelse af, at nogen iagttog hende bagfra

mørket i gangen var tæt, der det ikke var nogen form for vinduer, kun mørke. normal frygtede han ikke mørket, der som regel var hans eneste ven, men her lå der ligesom noget dybt i skyggerne. det var ikke frygt, for den følelse var næsten ukendt for ham. følelsen kunne vel kun beskrives som mistro, fra hans side af. rayflo gik langsom ned af en gangen, mens han langsom trak sin ene pistol, han holdte ud i strakt arm, i det tilfælde, at der skulle komme noget ud af mørket, han ikke var forberedt på, for han stole ikke et sekund på det her sted, med den følelse af død, der lå over det hele. hans blik gled langsom ud til siderne med, mens han gik fordi den ene lukkede dør, efter den anden. gyset begyndte langsom at sætte sit præg på tingene. rayflo stoppede brat. følelsen af øjne, der så på ham, begyndte at krybe inden under, som edderkopper, der kravler over en om natten. han mærkede hvordan fortiden begyndte at danse for hans indrer blik. de skrig, der daglig løb på gangene, især om natten, hvor de skulle sove. når ydmygelserne fandt sted, når de gav dem det hvide snit, så de endte som skal uden hjerne, ud følelser. "det var frygtelig" han rav sig pludselig løs af disse minder, som ikke var hans, og farede omkring, med pistolen hævede. men der var ingen. han rystede svagt over den pludselig kulde, der var kommen over ham. mens hans øjne kort søgte rundt efter den lille barnestemmes ejermand, men ligesom det altid er, så var der ingen.. kun mørke. han så igen ned på sin ene hånd, vidste ikke rigtigt,
om han skulle prøver.. han blev med et opmærksom på at noget langsom kom op af en trappe? at noget var på vej imod ham..

//Okay, det her emne, erh, er det før eller efter det i domkirken med Ahngel ? xD For der bliver de jo præsenteret for hinanden, men kendte ikke hinanden i forvejen... Vi kan også sige, at det er en heeeeelt anden historie, for at gøre det mere simpelt ? x'D //

Douleurs skridt havde snart ført hende til den næste etage. Følelsen af, at der var en anden person, en mørk en endda, blev stærkere end før. Jo, personen var heroppe, og ikke langt fra hende endda. Hun mærkede stadig følelsen af at blive iagttaget bagfra, og på grund af den, holdt hun sin kniv tæt ved hånden. Hun havde skubbet den op i sit ærme, så hun hurtigt kunne glide den ud i hånden til at angribe, hvis noget pludseligt kom. Hun trak vejret roligt, da hun nåede det sidste trin, og hun endte foran dørene til en gang. Her var der også de støvede ruder i dørene, så hun kun ville blive set som en mørk skikkelse, hvis nogen kiggede fra den anden side. Uden tøven satte hun hænderne til dørene og skubbede dem op, trådte et skridt indenfor. Da hun kiggede frem for sig i mørket, så hun nu den person, hun havde kunne mærke tilstedeværelsen af før. Et smalt smil bredte sig om hendes mørke, slanke læber. Dette kunne godt blive spændende, specielt hvis en hær af spøgelser pludselig dukkede op og angreb dem, hvilket hun lige kunne forestille sig i sin forvredne tankegang, oftest fyldt med død og morbide syner fra fortiden. "Hvem er du?" spurgte hun roligt. Hendes lyse kvindestemme genlød ned langs med gangen. Hun talte tydeligt, prøvede på ingen måde at skjule, at hun var der, ved at være stille. Hvem skulle også høre dem, andre end de døde, der i forvejen med sikkerhed havde fået færden af fremmede indtrængende. Hun havde jo allerede mødt synet af et genfærd, om man kunne kalde det skellet, der havde taget fat i hende

//skal vi hold på det er en helt anden historie? xD//

rayflo vendte sig i det samme, han hørte døren bag sig gå op. han så frem for sig med smalle øjne, der han hørte hendes spørgsmål. "jeg er mange ting, der kommer an på hvem, der spørger?" svare rayflo med skævt smil, mens hans øjne så på kvinden, der som en skygge kom ud af mørke. det slog ham hvor bleg hendes hud virkede i det, at hvis, der ikke hang den lugt af ondskab over hende, så ville han have troede at hun var et genfærd fra fortiden, ligesom alt det andet her. rayflo tog langsom et skridt frem imod kvinden, som egentlig han skulle jage, men som nu havde fundet ham, før han noget at finde ud af om det var hende, han skulle fange. stilheden herskede imellem, for han ventede på sit svar. selv ånderne på dette sted her, holdte inde, som kunne de også mærkede den ondskab, og mørke, der lå som en aura over det hele fra begge disse nattens skabninger. hans smil røg længere op, mens han, uden at tag øjnene fra hende, tog lidt af sit hvide hår bag det ene ører. nu var det op til hende om hun ville svare på.. hvilket han håbede på, så han kunne skyde hende lige bag efter, uden samvittighed..

//Det gør vi bare xD //


Douleur foldede armene på kryds under brystet, skød hoften til siden så hun stod i en lettere kritisk stilling, som om hun skulle til at klage over noget, som en sur mor. "Douleur er navnet" svarede hun køligt og kneb øjnene en anelse sammen. Hun lod armene hænge ned om siderne igen, rettede sig op og begyndte langsomt at gå imod ham. Hvert af hendes skridt kunne høres hele vejen ned ad gangen, den brød den nærmest dødelige tavshed, der lå over stedet. Hun kunne stadig mærke iagttagelsen fra andre væsener end ham. Det var som om de i tavshed så til, spændte på hvad der ville ske mellem de to. Et smalt, ondskabsfuldt smil bredte sig om hendes smalle læber. Hun havde en følelse af, at han ikke havde helt rene intentioner med mødet med hende. Som om det var planlagt, hvilket godt kunne være, da hun også tidligere have haft følelsen af, at noget fulgte efter hende, kiggede på hende. Det var sikkert ham, der havde fulgt hende, hun havde bare ikke lagt mærke til, at han havde fulgt hende helt dertil. "Og hvem er du så, der har fulgt efter mig?" spurgte hun med et let hævet øjenbryn. Hun havde en lyst til, at han havde planer for at angribe. Hun savnede en god kamp, da det snart var en del tid siden, at hun havde fået modstand. De sidste stykker, hun havde dræbt, havde bare været almindelige mennesker eller svage væsener, som hun kunne dræbe med et enkelt sving med kniven, og uden at skulle anstrenge sig på nogen måde. Måske ham her ville være en god udfordring