Insanety is not enough

Sted :: den gamle galeanstalt
Tid :: Det nærmer sig midnat og en kold og trist måne er højt på himlen.
Omgivelser :: Den mørke galeanstalt i sig selv er lidt af et syn, omkring den er en gammel have der ligner en kirkegård og et gammelt kroget kastanjetræ spreder uhygge for enhver der går forbi.
Vejr :: det er skyfrit og overraskende varmt, der er ikke brug for jakker eller andet tungt tøj.

Steder var ikke et han brød sig om, ikke fordi det var uhyggeligt for ham, enhver måtte vide han havde stået overfor ting, der var så meget værre at han ikke sådan kunne gøres bange mere. Han brød sig bare ikke om det fordi det lå afsides og ikke mindst fordi det altid lykkedes for folk at overraske ham på dette sted, ikke destro mindre havde han været nødsaget til at blive her og overveje situationen som den var i landet. De mørke folder i hans ansigt og den blege knyttede næve sagde alt, han savnede at sidde på magtens tinde med tusindevis af folk under sig, der kunne adlyde ham blindt i alt han sagde og gjorde, men de tider var forbi. Hans penge, hans titel og ikke mindst hans våben var væk, kun en fraktion af hans mænd var stadig i landet og af dem var det endnu færre der formentligt stadig var loyale overfor ham.
Alexander hamrede i bordet med den knyttede næve så det lettede fra jorden og landede igen med et brag der fik de dårlige vinduer til at dirre. Manisk stirrede han ned på det blanke stykke papir som om det rummede hele verdens hemmeligheder, men det var som sagt bare blankt. Han havde lyst til at blive hysterisk og smadre hele stedet bare for at gøre noget, men selvbeherskelse gjorde at han alligevel ikke kunne få sig selv til at gøre det, det var under hans sidste rest af værdighed at bruge sine kræfter på at rive en gammel rønne fra hinanden.
Han pustede ubrugt luft ud igennem munden og rettede sig op mens han tørrede håret tilbage over hoved, hans fingre sitrede i afmagt og vrede over at han ikke længere havde den samme magt som før. Alexander fik et bestemt udtryk og rettede på hans bukser, et par hvide camouflage, dernæst børstede han støvet af hans støvler og det sidste af den sorte tanktop.

Alexander bevægede sig rastløst fra rum til rum for at sikre sig der ikke befandt sig nogen derinde og da han var sikker slog han sig ned på en gammel sofa og viftede opgivende med armene. Hvis han bare kunne få sine penge tilbage så var alt i orden, men hvordan i alverden skulle han få koderne og de mange registreringer tilbage? Intet menneske på jorden kunne huske dem alle og de eneste kopier han havde haft var forsvundet da han blev fanget i Karls krop... En ting han endnu ikke havde fundet ud af, var hvor længe han egentlig havde siddet fanget i sortelverens skrøbelige krop. Han viftede igen med armene, der var vel ikke andet at gøre end at skabe det hele fra bunden igen, den eneste forskel var bare at denne gang havde han til verdens ende til at finde ud af hvordan det skulle gøres, men som alting ville det tage tid og sidst havde det taget ham 26 år at skabe sit våbensmuglings imperie.
Modløst begyndte han at tænke over hvad han skulle gøre først og hvor lang tid det ville tage ham at få styr på de små detaljer, han gøs over hvor rusten han var til micromanegement.

Natteluften bar på en særpræget og distinktiv duft, i aftenens mulm og mørke. En duft der fik selve natten til at sitre med en næsten elektrisk følelse, der borede sig igennem hele den falde færdige anstalt. Selvfølgelig havde stedet ingen problemer, med selv at vække ubehag, hos diverse mennesker og magiske væsner. Det var jo trodsalt en forældet og faldefærdig galeanstalt, der nu ikke længere husede andet end vrede og uafklarede spøgelser. Dog var stemningen i Maison de Fous betydelig anderledes i aften, det var som om der gemte sig noget mere håndgribeligt bag de klaprende og knirkende døre. Som om hver afsides liggende krog, gemte på en skygge; der historien så velkendt gemte på et monster.

Historien tro, var skyggerne inde i galeanstalten ikke bare skyggerne fra diverse ødelagte møbler og lamper, nej i aften var de skygger blevet erstattet. Erstattet af levende og stærkt kontrollerede skygger, der uden tvivle ville være dødbringende, hvis ikke holdt under skarp observation. Væsnet bag, det fuldente skyggespil, var ingen anden end Felicía. Kvinden der havde fået så fin en smag, for Di Morga's mest hjemsøgte og forstyrrede seværdighed.

Hun var kommet for at hente resterne af gårsdagens middag, som hun så pænt havde lagt ud; kropsdelene lå i de forskellige hjørner, organerne hang fra de høje lysekroner og som altid; havde hun gemt hjertet godt væk.
Det havde en næsten terapeutisk virkning på Felicia, at hører pulsen fra sine forskellige ofre, hver gang hun vendte tilbage til Maison de fous. Dog havde hun hurtigt mistet lysten til det, da der nemlig var noget der interesserede hende en anelse mere end det stadig bankende og foruroligende beroligende lyd af det pulserende hjerte hun havde gemt væk.
Aftenen havde bragt en anden gæst til galeanstalten; en vampyr og det havde vakt Felicía's nysgerrighed.

Af den grund, havde hun manipuleret de forskellige skygger i de mange rum, til at afslører den anden gæsts lokalitet; da skyggerne i praksis virker som en forlængelse af Felicía's eget syn.
Et markeret smil bredte sig roligt på de bodorøde læber, det var tydeligt hun ville lave lidt sjov med sin nye intetanende legekammerat.

Felicía lod sine hænder falde langs sine sider, før hun roligt begyndte at hviske.
Hviske ord hverken det menneskelig, eller umenneskelig øre ville kunne forstå. Ord som, selv andre vampyrer, ikke ville være i stand til at tyde; nemlig de ord og den gave, hendes klan var blevet tillagt.
Små sorte skriftegn, begyndte at manifesterer sig på hendes håndled og gled videre op af hendes arme, rundt om hendes nakke og til slut ned af hendes kinder. Tegne dækkede, en stor del af hendes krop, men var kun synlige på hendes hænder og hals. Felicía's øjne forblev dog de samme, det eneste der forandrede sig ved dem var: det katteagtige iris, der havde erstattet hendes normale.

Hun forlod ikke den skygge hun var i, men fremmanede i stedet med en rolig håndbevægelse en mørk masse, der langsomt formede sig til en kopi af Felicía, bare i menneske format. Hun skubbede hende ud af skyggen og kopien begyndte at vandre imod vampyrens lokalitet. Hvorefter Felicía observerede sin kopi fra skyggerne, hun var mest nysgerrig efter vampyrens reaktion; det var jo trodsalt en meget fast magi hun havde brugt, så der var ingen chance for at dukken ville fordufte i røg.

Alexander kiggede dovent på en flue som vimsede rundt oppe under loftet, den dansede med sig selv og landede så den kiggede med hoved nedad mod ham. Roligt men sikkert hev Alexander en nål ud af den ukomfortable sofa og kastede med uoverbevisende lyst nålen mod fluen, han ramte ved siden af, men lyde da nålen borede sig ind i loftpladen var den af en fodbold der ramte en væg. Hanselv anså ikke længere sin styrke for unormal, de fleste i landet havde en evne der var langt over dem han havde, for eksempel var magi ikke en ting han mestrede på nogen som helst måde, selvom han selvfølgelig havde prøvet. Nej han var ikke skabt til små raffinerede angreb eller at skabe glæde ved at lave et lille tryllenummer, han var skabt som en menneskelignende kampvogn der tromlede henover enhver modstand.
Alexander smilede svagt for sig selv over hans sammenligning med en kampvogn, selvhøjtidelighed og et ego der var over noget andet de fleste nogensinde havde hørt om var ting der prægede hans natur på en obskur måde. Han tappede med foden på enden af sofaen, han kunne høre hvordan den gav sig hver gang han gjorde det, om ikke så længe ville den bare falde sammen.

Alexanders blik blev skarpt og dovenskaben blev med ét erstattet af overvågenhed, lugten af en anden vampyr havde ramt hans næsebor og han var nu klar på at det højest sandsynligt betød han blev iagttaget og at der inden længe ville blive gjort kontakt til ham. Han havde ingen intentioner om at lade sig blive overrasket, hellere møde modstanden lige på så de ikke fik chancen for at gøre første udfald.
I en hurtigt vending var han på benene, hans syregrønne øjne borede sig igennem det lette mørke og hans lange hugtænder kom frem med en lille hvæsende lyd. Han gik med hurtige skridt over mod døren, men nåede det ikke før en kvinde kom til syne foran ham, han kiggede kort op og ned af hende og begyndte at grine højlydt, "Hvem end det er der laver numre kom med en bedere illusion, gerne en der lugter af det den skal forestille", han grinede mens han uden at give klonen den mindste smugle opmærksomhed forlod lokalet for at kigge i et næste, "Kom frit frem, dine middelmodige tricks vil ikke påvirke mig, ved du hvem jeg er? Jeg er Alexander Lazarow, du burde kysse mine fødder og bede mig om tilgivelse mens du stadig har chancen". Alexanders ansigt var fortrukket i et glubsk smil mens han fulgte lugten af vampyr rundt i huset, det ville ikke vare længe inden han skælnede sig egen lugt fra en andens og kunne følge den som et kompas mod dennes gemmested.

Felicía iagtog sit legetøj, med en sådan fascination, at hendes pupiller automatisk blev smallerer når hun fokuserede på det. Dukken gik med forsigtige skridt, mens den lod en negl køre forbi sit håndled, så en rød stribe blod begyndte at glide ned af hendes hånd. Dukken var ikke bare en illusion eller skyggeskabt; den sugede styrke og næring ud af de døde væsner i galeanstalten og havde formået at bruge Felicía's sidste offer som en frisk blodbank. Felicía kunne ikke lade vær med at smile, da dukken åbnede døren og stod foran vampyren. Det splitsekund hvor han havde fået færten af hende, var det hun havde ventet på og at han instinktivt viste tænder, gjorde det kun sjovere for hende. Det var nemlig en mekanisme vampyrer havde en tilbøjelighed til at bruge, hvis de nu følte sig truet eller under angreb.

Dog blev hun, en anelse overrasket, da han begyndte at le. Det var nemlig en reaktion hun ikke havde regnet med. Specielt ikke, da hun normalt selv var ligeglad, med om hendes mad lugtede af menneske. Så længe hun kunne hører pulsen, dufte blodet og se de forskellige årer pumpe blod; ja så var hun tilfreds. Nu til dags var det jo også normen for mennesker, at drukne deres lugt, med diverse dyre parfumer, så hvad ville det gavne? Og da han gik forbi dukken, uden at skænke den et eneste tilbageblik, satte Felicía armene overkors, med hovedet let på skrå. Hun havde praktisktalt serveret ham et gigantisk glas blod, som han så bare havde valgt at ignorerer.

Da han begyndte at håne hendes hurtige lille kreation, var det hendes tur til at le. Felicía's latter kunne høres i de forskellige værelser, båret af de anstaltens mange dunkle skygger. Men det sted latteren var tydeligst, var det værelse vampyren lige var gået ud af, nemlig fra selve dukken. Dukkens leende motorik, var identisk til Felicía's, hvilket i en mindre grad afslørede hendes stærke psyke.
"Jamen dog, jamen dog"
Dukken rykkede sig ikke ude af flækken, den stod med ryggen imod vampyren og blikket rettet imod det knuste vindue. Et stilfærdig smil kom på dets læber, i det hun igen åbnede sin mund for at snakke sin mesters ord.
"Hvad for dig til at være så sikker på at det er en illusion?"

I det han begyndte at remse sit navn og sin status op, blev Felicía's grin højere og hurtigt duplikeret af dukken. Troede han virkelig det ville påvirke hende? At hun nu ville falde for hans fødder og be om nåde? Hun sukkede sarkastisk, før hun igen tog ordet. "Be om tilgivelse? Sig mig Alexander Lazarow, hvem skulle tvinge mig til sådan en skamløs og utænkelig handling? Din hær måske?"
Et drillende smil spillede frem på hendes læber.
"eller hvad der er tilbage af den i hvert fald."
Felicía kendte godt sin legekammerat, hun havde læst op, på sin lektie før hun var vendt tilbage til Di Morga, og vidste ned til hver en læselig detalje, hvad der var sket i byen. Og selvfølgelig også hvilken plads Alexander havde haft i det.

Felicía begyndte at bevæge sig fra skygge til skygge, så hendes duft blev spredt endnu mere. Selv om det ville være, rimelig svært for ham at finde hende, eftersom hendes skygger var pålagt en magi der kunne opsluge enhver der tvang sig vej ind i dem.

Alexander smilede stadig da han fik igen af samme skuffe som han selv var kommet med, han begyndte at kunne lide personen der befandt sig i huset sammen med ham, han eller hun havde den samme glæde ved at lege med sit bytte som han havde, dog med den foreskel at der vidst ikke var tale om en jagt ligenu... eller måske var der, men ikke i den betydning som Alexander ofte brugte ordet i. Han smilede fortsat frem for sig, da han kunne mærke lugten af den anden vampyr blive spredt ud til hele resten af huset, det var tydeligt at denne bevægede sig igennem skyggerne eller mørket og nu gjorde alt for at maskere sin egen tilstedeværelse for at gøre tingene en anelse mere besværlige for Alexander.
Roligt begyndte han at vandre gennem en smadre stue og videre ud i hallen, her kiggede han lidt på det smadrede rum før han med et lige så stort smil som før råbte "Hvis du kender mig ved du at min hær ikke er nødvendig, jeg er mere end i stand til selv at holde mig i live og andre knapt så meget i live", Han viftede ivrigt med venstre hånd, "Og nu er det tid til en af mine tryllekunster!".

Idet Alexander havde sagt det, forsvandt han som om han aldrig havde været i rummet, lugten af ham ophørte, hans fodtrin forsvandt, kort sagt var det som om han aldrig havde været i rummet. Med sin udviklede evne til at gøre sig usynlig havde Alexander gjort det der formentlig ville irritere hans vært mest, han havde vendt bordet om, så det nu var hende der skulle finde ham og det var ikke fordi han havde gjort det svært, han havde flyttet sig mindre end en meter og sad nu på kanten af et bord med armene over kors og ventede på at der skulle ske et eller andet. Viste kvinden sig ville han gøre det samme og præsentere sig ordenligt, hun virkede som om hun fortjente en noget større del af hans respekt end han først lige havde troet han skulle.

Dovent vippede han med foden mens han lukkede øjnene og lyttede efter om nogen skulle komme ind på ham. Han drømte sig i et øjeblik væk til et andet sted, et godt sted hvor han havde haft alt det han kunne drømme om, de få måneder hvor han havde styret alt i Di Morga var noget han for altid ville huske som sin storhedstid, en storhedstid som han igen nok skulle sørge for ville vende tilbage. Det eneste problem som han dog kunne se var at han havde brug for støtter, støtter der ville have ham tilbage på tronen lige så meget som hamselv, men det burde ikke være svært, der måtte være andre der ikke brød sig om at en engel skulle regere landet.