Insanety is just another word for Normal (Dante)

Sted: Terre - Baren
Vejr: Overskyet & en smule frost, meget lidt dis her og der
Tid: 19:34 - Aften
Omgivelser: Runde borde, runde bænke om bordene med rødt belag, bartenderens lange bord, to små, nærmest usynlige ruder.

Endeløs pludren, stanken af øl og mandesved trængte igennem luften som en kold skid. Den stak enhver i rummet en sanselig lussing, der trængte igennem kød og knogler, for at havne det mest irritable sted. Der hvor alt bare var skod. Der, hvor store mænd ville bryde sammen og græde, hvis bare den var hård og fæl nok.

Døren af træ blev smækket op. I midten var et tydeligt mærke af jord og snavs, et fodaftryk, af et par Dr. Martens støvler. Det havde et specielt mønster, hvis lige kun var på den højre sko, hvilket personen også bar. Hun trådte indenfor, med masser af blikke imod hendes egne, grå, kolde, gennemtrængende fæle øjne. De gennemborede alles med en uhyggelig klang, der hurtigt smadrede gæsternes og bartenderes interesse for den indtrådte. De lange slanke fingre fandt kanten af hætten og fjernede den fra håret, så det glansede sort imod den golde, ligblege hud. Men det var kun spidserne der var ravnesorte, resten gik over i en speciel kviksølv agtig farve, der ligesom fik hende til at ligne en af de der statister i filmen "zombie land".

Hun gik dybere ind i hyttens mere kuldegysende, trænge hjørner og smækkede hurtigt røven i et slidt sæde. Begge støvler knaste sig imod gulvet og næverne var knyttet, bankede sig ned i bordets overflade og tiltrak sig endnu engang blikke, igen kun for en kort stund. De grå øjne skar sig over stedet, hun slog et par gange i bordet med den ene knyttede næve. Fandt ingen reaktion fra gæster, bartenderen eller tjenerne. Bankede igen. Tåspidsen af støvlerne hamrede nervøst og frustreret imod gulvet, som ville hun finde på at sparke bordet op, i en bevidst reaktion fra ventetiden. Nu blev næven knaldet i bordet så alle blikke faldt på hende. De grå øjne lynede og fik kontakt med den mindste, og mest bange, tjener. En lille, rødhåret dværg, der skyndte sig imod hende med fumlende fingre og nervøse blikke kastet til alle sider, bare ikke imod hende. Da tjeneren endelig var fundet sig foran hende, kastede hun med hovedet let til side i et tyndt fnys, der indikerede hendes irritation.
"Nå? Bliver det snart til noget med lidt vodka, smølf? Eller skal jeg kaste dig langs rummet for at få lidt service" Hendes stemme var hård, beordrende. De grå øjne udstrålte stor grad af seriøsitet og dog en let barnagtighed, fra sin slet skjulte spøg. Tjeneren forsvandt hurtigt hen af rummet og ind i et, der ved dørens åbning, indhyllede hytten i en kvalm stank af bedøvende lugte fra vin, vodka, snaps og resten af tingende under kvalifikationen 'Dødbringende rent alkohol'.
Imens at sekunderne gik, sad hun og spekulerede på hvem hun skulle udvælge idag. Nyt sted. Ny by. Nye ofre.
Et lille smil klatrede sig op af hendes kinder, afslørede i sit blik de få tanker, der gik igennem hende. De grå øjne, holdningen og selve smilet var dybt sadistiske og humoristisk påfaldende med en sindsygs, der har fundet et stykke legetøj. Men hvem skulle sige hende imod? Hun var jo stukket af samtlige gange fra forskellige landes fængsler og psykiatriske afdelinger.. Hun kunne bare godt lide at slagte. Slagte mennesker.

Vejret udenfor var ikke noget at råbe hurra for. Frost og en overskyet himmel? Nej tak, så hellere være indenfor.
Og det var netop, hvad Dante havde tænkt sig at være. Desværre for ham var han så langt væk hjemmefra, at det næsten bedre kunne betale sig at finde et andet sted at opholde sig end at gå den lange vej tilbage til hans ydmyge lille lejlighed.
Det tætteste sted var baren. Det var normalt ikke et sted, han kom ofte – og hvorfor mon. Knægten var kun femten år og langt fra gammel nok til at købe noget i baren. Måske en cola, men den slags solgte de vist ikke her… Det var ikke engang sikkert, de ville lukke ham ind, men hvad… stedet vrimlede med halvgamle, hårdarbejdende mænd, der ikke havde andet sjov i livet end at drikke sig fulde, så det burde være let at forsvinde i mængden bag deres ølmaver. Ingen ville ligge mærke til, at en mindreårig rendte rundt derinde. Det var jo heller ikke, fordi han ville drikke noget – han ville bare nyde varmen derinde for en stund.

Hans blege hånd skubbede den tunge trædør op, og en vammel stank og øl og sved slog ham i møde. Han var lige ved at fortryde sit valg om at gå ind i baren, men så huskede han sig selv på, at det trods alt var bedre end at rende rundt ude i kulden og sikkert blive forkølet, fordi hans påklædning ikke varmede spor.
Han fortsatte ind over det støvede trægulv, der knagede hult under hans fødder. Heldigvis så de fleste ud til at være i dyb samtale med hinanden om alverdens ting – han nåede lige at opsnappe noget om flyvende tallerkner fra en mand, han passerede – så kun de, der sad nærmest døren, drejede deres hoveder mod ham, men kiggede hurtigt uinteresseret væk igen. De fleste var vel nået til bunden af den afgørende øl mellem at være ædru og fuld, så de ville ikke kunne skelne ham fra en på deres egen alder.

Han udså sig hurtigt et bord. Blandt de mange mænd var der kun én kvinde, en gråøjet én med matchende gråt hår med sorte spidser. Hun så ikke ligefrem venlig ud, som hun sad der og kommanderede rundt med tjeneren, men i det mindste var hun ikke fuld endnu.
Han tog plads på en stol overfor hende og forsøgte at undgå hendes blik, idet han kiggede neutralt ud i rummet. Han havde ingne intentioner om at indlede en samtale, i hvert fald ikke med én, der lige havde truet en tjener… og alligevel kunne han ikke lade være med at sende hende diskrete blikke indimellem, nysgerrigt som han var. Hans hvide rævehale stak ud over den army grønne jakkes kant og svingede fredeligt bag ham, idet han lod sit blik glide over en mand, der vaklede hen imod døren. Det lykkedes ham at smadre ind i væggen to gange, før han endelig fandt dørens håndtag.

Et flygtigt, interesseret blik faldt på drengen. Læberne gik en smule nedaf, imens hun løftede hagen, kun lige så øjnene forsvandt halvt imens de begav sig til at undersøge ham. Han så ikke særlig gammel ud. Hun begyndte at fnyse og kiggede hurtigt på døren hvor tjeneren forsvandt, men endte med at sukke utålmodigt. Langsom.. Langsom... LANGSOM!

Hendes næver blev tydeliger knyttet og de grå øjne fandt veje til knægtens egne øjne, hvis opmærksomhed ikke lå på hende endnu. Igen trampede tåspidserne af støvlerne nervøst, irriteret, over tjenerens udulighed og stadigt længere fravær. Læberne slap hinandens favn og lod drøblen slippe et par ord, ligeså hårde som da hun havde talt til dværgen. Denne gang var de hadefulde øjne bare rettet imod drengen, hvis lave alder og ventetiden fra dværgen, gjorde hende lettere provokeret.
"Hvad fanden laver en lille tøs som dig, herinde i baren?" Blikket gled til siden, fangede billedet af regndråberne, der lige så stille begyndte at klatre ned af vinduet. Igen lod hun til at kræve et ekstra syn af drengen, så hun sendte ham et af sine hurtigere elevator blikke. Munden snoede sig og øjnene klemte sig hårdere sammen, som om han var selve pesten hun skulle beskytte sig imod. Hele den rastløse holdning og væmmelsen i ansigtets udtryk, blev understreget af de kommende ord, hun nærmest tvang sig selv til at udtale, uden også at kaste op.
"Ved du hvad kiddo.. Lad endelig vær med at svare. Din tilstedeværelse gør mig dårlig nok i forvejen" Hun åbnede øjnene mere og pressede to fingre imod tindingen, gned, for at fjerne smerterne fra hovedet. Egentlig var han et lovende bytte. At tage ud fra hans hår, ungdommelige tøj og den spinklere antydning af sorg under øjnene, fastslog hun at ingen ville savne ham. Men det var egentlig også en bagside... Ingen ville tage sig af ham død. Derfor ville hverken aviserne eller pressen overhovedet tænke på at nævne ham, og allermindst, hende. Hun ville have lidt sjov de første minutter, men der ville ikke blive spredt skræk overhovedet, selvom knægten pludselig var fars midt på gaden.

"Hvad hedder du, knægt?" Hendes fingre trommede utålmodigt imod bordet. De grå øjne klemte sig let for at se bedre på drengen, imens at de to øjenbryn anstrengte sig heftigt for at mødes, dog standset, af et par hudfolder. De andre omkring dem, især den lille tjener, var ligenu uklare og ude af hørevidde. Selv med de 3 mænd tæt på sig, overhørte hun samtlige ord, i hver deres sætninger. Selv da et par krus klirrede imod hinanden, koncentrerede hun sig kun om drengens ord, det tidspunkt han valgte at sige nogle. Alt i alt, hun var irritabel og meget hadefuld. Tjeneren var forsinket og det hjalp ikke spor, at denne frække knægt vovede at sætte sig ved hende, med sin forfærdelige stank af... Ræv?

(Rettet det med gennemblødte XD)

(… han kan jo umuligt være våd, og da slet ikke gennemblødt, når det ikke regnede udenfor før han kom ind? xD)

Et dybt suk forlod Dantes læber, da kvinden, han ellers så ihærdigt havde forsøgte at undgå at tale til, pludselig ville indelede en samtale, om end på en noget utraditionel måde. Han åbnede munden for at give hende et svar – lille tøs! - men lod hurtigt sine tænder støde sammen igen i en sammenbidt facade, da kvinden bad ham om ikke at svare. Nånå. Sure gamle kvindemenneske.
Hvad hun var så sur over, kunne han ikke lige regne ud, men han undlod at kommentere det. At dømme efter den måde, hun sad og trampede i gulvet og sendte utålmodige mod døren til baglokalet, lignede hun nærmest én, der kunne springe op hvert sekund det skulle være. Han turde næsten vædde alle sine penge på, at han ikke behøvede gøre andet end at vælte den tomme stol ved siden af sig, for at få hendes bæger til at flyde over.

Et tørt fnys lød fra ham, da kvinden pludselig forlangte at få hans navn at vide. Hans navn! Efter alt det lort, hun lige havde spyttet ud. Hun skulle tro, det blev løgn.
”Hvis du har så meget i mod mig, så find dog et andet bord!” sagde han i det, han selv mente var et nogenlunde hårdt og dog acceptabelt tonefald for en normal samtale. Han skulle i hvert fald ikke nyde noget af at sidde ved samme bord som en af de gamle, halvfulde grise. Det måtte hun gøre. Tanken strejfede ham, at det sikkert også var derfor, hun var kommet her; i håbet om at score en one night stand. Bare tanken var nok til at en kvalmende fornemmelse skyllede ind over ham, og han skubbede den lynhurtigt ud af hovedet igen. Men var det måske ikke derfor, at kvinder i hendes alder tog på bar?
Han purrede hurtigt op i det lyse hår, før han begravede sit ansigt i sine hænder. Ad, ad, ad… mennesker, og især kvindermennesker, var virkelig svære at gøre sig kloge på. Men måske var det også derfor, de blev anset for at være de svageste i samfundet.

Sintra kneb utilfredst øjnene sammen og undersøgte endnu engang knægten, hvis ord ikke rigtigt betød noget for hende. Javist ville hun normalt blive splitterravende gal og nærmest flå ham fra hinanden, men der var dog noget over ham, der fik sindet til at forblive dæmpet. Knoerne knyttedes igen, imens at væmmelsen i ansigtet blev erstattet af et fjernt undersøgende blik. Læberne spidsede sig, imens at øjnene var dyppet i forvirrelse og undertrykt bekymring. Støvlerne stoppede med at trampe aggrasivt, men slog over i en beroligende face, med små tip imod gulvet. Et par sekunder beholdte hun sit svage stoneface, da læberne igen slappede af og støvlerne helt standsede deres aktivitet.
De omkringsiddene vidste ikke, og heller ikke drengen formodentligt, at dette var mottoets sande betydning af stilhed før stormen. Alt omkring hende var neutralt, selv øjnene, der kuns vagt prydedes med sin typiske kulde. Forsvaret, der gjorde sig klar til angrebet. Nogle kaldte det et fejt træk, men hun kaldte det en god fælde. Hvis han bed på krogen, bemærkede han hendes stilfærdige ord, nøje udvalgt. Selv stemmen var afslappet og næsten helt venlig, hvilket nærmest ville forbavse hende selv.
"Undskyld kiddo, hvis jeg har fornærmet dig på nogle måder, med min mening" Hænderne fandt vejen ned til ulden gemt i lommerne, der kildrede og fik kroppen til at sitre let, under normale omstændigheder. Her var alt lukket ude. Enhver smag, duft, provokation, nydelse og logik. Selv hendes permanente sindsyge var udelukket, kun en tom skal af ventelse. Hun afventede svar, reaktion og bevægelse, i så fald tanker. Deraf lignede hun en nytteløs dukke uden snore til at hjælpe sig, nu på egen hånd, imod den barske verden. I dette tilfælde, var det eneste bemærkelsesværdige bevægende, det grålige hår imod kinderne og ikke øjnene. Der, hvor de for få sekunder siden, havde dækket pande og næse. Men nu, lå de blidt langs kinderne, skærmede ikke de udtryk hun ikke lavede. Den rynken på næsen, der ikke blev vist frem. Den negative holdning af mundens, hvis tilstedeværelse ikke var eksisterende. Bare, en tom skal.

((undskyld det korte indlæg ^^'))