Who dat girl?

Sted: I en 2-plans lejlighed i en stor, høj betonklods af en bygning.
Omgivelser: En del unge mennesker, og der kommer konstant flere ind af døren.
Tid: Den store ur-viser nærmer sig snart tolvtallet, så kl. er snart 23:00.
Vejr: Det er helt stille, og så er det ret lunt, taget i betragtning af tidspunktet.

En sorthåret, rimelig bleg fyr var hoppet op i den hvide lædersofa, hvor han - balancerende med to vodka shots, én i hver hånd - dansede med tre andre til Manian's Dance Dance der buldrede ud af en enorm ghettoblasters højtalere. Den ene pige fik skubbet til ham med hoften, så glassene smuttede ud af hænderne på ham, som var de våde, glatte sæbestykker. "Se nu, Lola, din luder!" vrissede han, men fastholdt det brede smil, der svagt blev afspejlet i hans mørke blågrå øjne. Den farverige tøs trak blot på skuldrene og udstødte et sukret ups, samtidig med at hun sendte ham et undskyldende smil, inden hun optog sin vilde dans. Shayne, som den halv-langhårede dreng hed, smuttede ned fra sofasædet, passede meget på med ikke at komme til at træde på nogen af skårene fra de to, nu ødelagte shotsglas. Hans blik gled henover den mindre katastrofe, der lå spredt på gulvet, og efter en sum tids grublerier, kom han frem til en løsning. Med den ene fod fejede han forsigtigt det splintrede glas ind under sofaen, var omhyggelig med at få alt med, hvornæst et selvtilfredst smil for en kort stund spillede på hans mund, inden han nikkede anerkendende.
Omsider var han blevet sytten år. Det havde han gået og ventet på hele året. Stort set alle hans venner var allerede fyldt år, men nu var det endelig hans tur. Der var ikke just specielt meget, der indikerede, at dette var en fødselsdagsfest, udover et par enkelte flag her og der. Men alt det med kagemand og små, intime selskaber var ligesom ikke rigtig særlig fedt længere; og gaverne havde udelukkende bestået af penge. Han havde ikke vist, hvad han skulle ønske sig. Njoo, en hund havde i op til flere år stået øverst på ønskelisten, men hans papfar var ekstremt allergisk overfor hundehår, faktisk næsten alle slags dyrepels, så dét havde altid været et stort no-go. Det var der jo ikke så meget at sige til. Ligemeget hvad han sagde, ville de vinde. To imod én. Løbet var kørt for længst, og det var han skam selv ganske klar over.
Shayne hev ned i den blå supermands-hættetrøje, som han nærmest aldrig tog af og scannede hurtigt lokalet med blikket, før han luntede hen til bordet, der var overfyldt med alle mulige flasker og dåser. Alt indehold alkohol, pånær et par juice kartoner, som var gemt væk bag vodkaen. Mens han overvejede, hvad han skulle tage, fik han fundet et papkrus og stillede det fra sig lige foran på bordet, efter at have skubbet nogle grønne øl-dåser til side. Han endte til sidst med at hælde det sidste vodka ned i glasset og åbnede efterfølgende for en appelsinjuice, som han blandede oveni den gennemsigtige, stærke væske, der allerede var i kruset. Alt dét fik han med en lynenes hast bældet, og snurrede dvaskt rundt, da én eller anden prikkede ham på skulderen. "Der er altså kommet ret mange. Jeg tror, vi skal til at låse døren ..." sagde en rødhåret, spinkel pige en smule tøvende og gjorde tegn med hovedet i retning af entréen. Shayne så lidt fraværende på hende med et særdeles bøvet smil, før han åbnede munden, som skulle han sige noget, men i stedet for ord, kom der en højlydt bøvs. Rødtoppen rynkede kortvarigt på næsen, tydeligvis frastødt af hans reaktion på hendes bemærkning, men blødte få sekunder efter op i et dæmpet grin. "Så charmerende du er," sagde hun med en stemme, der dryppede af sarkasme, og rystede en anelse på hovedet over ham. "Tjak, jeg ved det, jeg ved det!" svarede han mumlende, var åbenlyst ikke helt upåvirket af al den alkohol, han havde indtaget på aftenen, men andet ville også have været underligt. "Ej øh ...nej! Det' fint! Aaalle må komme ind! Jo flere jo bedre! Du v- ... hey, det er min sang det der!" Han drejede kroppen en halv omgang, og hørte slet ikke efter, da pigen fablede om det nu var en god idé, og om hvad hans forældre ville sige til det. Dét ville han ikke bryde sit, meget slørede og omtågede, hoved med. Det måtte hans fremtidige-jeg tage sig af, når hans forældre en gang kom hjem, og så det kaos, der var opstået i lejligheden. Efter at have smidt det tomme papkrus fra sig blandede han sig atter med mængden, og greb fat en eller to piger, som han straks begyndte at svinge rundt med.

Man kunne allerede høre larmen ude fra gaden. Især som denne mørkhårede pige kom ud af den gule taxa. Hendes blik blev hurtigt sat op mod den lejlighed der tydeligvis udsatte naboerne for skriveblokader over alle klagerne denne aften. Det så i hvert fald ud til at være der hvor at der var mest gang i den. Og som en eller anden fik åbnet et af vinduerne blev den høje musik bare højere. Hun så sig kort over skulderen som et par drenge fik sjosket sig ud af bilen og videre hen mod hende. Et sted vidste hun ikke hvorfor hun var gået med til at tage til den her fest. Og kendte hun overhoved værten? Hun kunne mærke den pludselige nervøsitet sætte sig som en klump i halsen på hende. Men den syntes hurtigt at forsvinde som en arm blev lagt omkring hendes skuldre og en ånde der bare råbte alkohol nåede hendes næse. Til hendes held var denne aften startet med en lille starter så hun var løsnet lidt op. Dog ikke nær så fuld som hendes følgesvende.
Bassen bragede og dunkede med det samme Autumn i hovedet som hun var trådt indenfor. Følte sig allerede rimelig presset mellem folk i rummet. Det var længe siden hun havde ladet sig være med til det her. Men alligevel var det meget hurtigt almindeligt for hende. Bare et par skridt gennem mængden og så det næste hun kunne huske var at hun stod med et af de råde plastikkrus i hånden. Fyldt med noget hun faktisk ikke helt vidste, hvad var. Men det smagte godt og det var lidt som om at det også meget hurtigt forsvandt igen. Gutterne var allerede væk. Og hun stod ganske alene i en fremmedes hjem. Hun kunne svagt mærke en panik stige i hende og meget hurtigt fik hun vendt kruset på hovedet og slugt den sidste slurk af hvad det nu var hun havde blandet sammen. Hun tog en dyb indånding og i hurtige bevægelser fik hun samlet sit lange mørke hår i en hestehale og med en elastik blev den siddende. Hun rettede kort på den store gennemsigtige skjorte og derefter den blå top, med supermandslogoet på, indenunder. Det var ikke kun et sær tilfælde at se hende med næsten bare arme men hende ben var også blevet luftet i dag ved hjælp af et par shorts. Og med hjælp fra en fantastisk dækcreme var arene ikke særlig tydelige.
Den lille djævel fik nemt sniget sig ind igennem mængden igen og der gik ikke længe inden hun fik musikken ind i den lille krop. Det føltes nu godt at bevæge sig igen. Og rusen gjorde nok oplevelsen bedre. Hun fulgte ikke helt så meget med i hvad der skete omkring hende og uden rigtig selv at lægge mærke til det stod hun og dansede ubetydelig tæt op ad en af de bredskuldrede drenge fra sportsholdet. Det var nok et held at hun havde ladet brillerne ligge derhjemme. Hendes lille dans stoppede brat som hun følte en ryg støde mod hendes og hun pludselig følte sig rimelig klodset og ude af balance. Med lidt held fik hun dog genvundet den og samtidig drejet omkring. For kun at stå ansigt til ansigt med denne længe sorthårede dude. Hendes blå øjne blev ganske kort spærret overrasket op og hun et øjeblik stirrede. ”Det må du virkelig undskylde.” Det var først efter den sætning at det slog hende hvem han egentlig var. Hun havde set ham før. ”Åh! Du må være Shayne! Tillykke!” fik hun så råbt videre og mens hun fik ført en hånd ved mod hendes ene baglomme formede sig et lille sødt smil sig på hendes læber. ”Her!” Hun fik hurtigt rakt ham det enkle kort mod ham og det var tydeligvis en typisk gave. For enden af nogle pengesedler kunne ses i kanten af det lukkede fødselsdagskort. Det var lidt akavet men alkoholen der allerede var på vej til at tage lidt over hende gjorde det helt okay.

"Hallo hwaa tror du liiij' du har ganggg i?" snøvlede han, da ét eller andet, meget tænkeligt en person, stødte ind i ham, hvilket automatisk fik ham til at slippe sit tag rundt om de to tøser, der var mindst lige så berusede som ham selv, drejede rundt i sådan en fart at han nær havde mistet balancen, og var faldet bagover. Alting syntes at være blevet enormt utydeligt, som om han var hylet ind i en tyk tåge, der gjorde det umuligt for ham at se, og han måtte blinke med øjnene et par gange, før det forsvandt, bare en smule. Det tog ham lidt tid, inden han fandt ud af, hvad der helt præcist skete, og hvad hun, pigen foran ham, havde sagt til ham, men efter at have kørt det hele gennem, i hovedet, fattede han det omsider - og hans blik blev straks rettet mod den kuvert, med penge, hun rakte hen imod ham. "Åårh you shouldn't have!" kvidrede han med en forvrænget, tilsukret stemme, hvornæst han slog let ud i luften med hånden, inden han tog brevet ud af hænderne på hende, og skyndte sig at proppe det ned i den ene lomme på sine bukser, så han ikke fik forlagt det.


Hv-hva'? Shayne kneb hårdt øjnene sammen, netop som en skarp solstråle fandt vej ind ad et af vinduerne, og ramte ham i ansigtet, som fluks blev fortrukket i en utilfreds mine. "Mooor, sluk for solen..." mumlede han døsigt, og var åbenlyst stadigvæk dybt inde et sted i drømmenes verden, men vendte dog så, pludseligt, i et sæt tilbage til den grusomme virkelighed, der ikke just var et kønt syn. Fuckfuckfuckfuckfuck! Det havde han fuldstændig fortrængt, åhgudåhgudåhgud ..... han var så død, når hans forældre kom hjem klokken ... klokken! Hvor længe havde han sovet!? I et spjæt faldt han ned fra sofaen, som han allerede havde været ved at falde ned af, eftersom det kun havde været lidt over halvdelen af hans krop, som rent faktisk lå på den. Hvis han mor, og især hans stedfar, fik det her kaos at se, ville han uden tvivl ikke få lov til at være alene hjemme igen - nogensinde. Ikke før han var flyttet et andet sted hen. Ved hjælp af hænderne, placeret med håndfladen nedad, mod gulvet, fik han først skubbet sig selv op at sidde og følgende rejst sig op på lidt usikre ben. Med to knyttede næver fik han gnedet det meste søvn ud af de blodsprængte øjne, som viste klart tegn på at han da ikke havde sparet på alkoholen, hvorpå han næsten havde gabt kæberne af led. Puuuha, han skulle både have nået at rydde op og børstet tænder, så han kunne få gjort kål på den stygge drageånde, som stank langt væk af spiritus, før hans forældre kom ind ad døren. Hvordan i al verden skulle han nå at få alt det her af vejen? Det så mest af alt ud som et bombet lokum, med tomme papkrus, chips poser and what-else, der lå og flød overalt. Det virkede totalt uoverskueligt, og han ville meget hellere bare ignorere det eller udskyde det til senere, og så bare lægge sig til at sove igen, men han vidste godt, at han ikke ville have en chance for at rydde alt det her lort op, medmindre han startede med det omgående. Hvad fuck var det også sket? Selv en hel flok fuldvoksne aber ville ikke kunne have nået at rode det så meget til, som de, åbenbart, havde kunnet. Faktisk, hvis han skulle være ærlig, kunne han ikke rigtig huske noget fra den 'lille' fest, han havde holdt, og han kunne heller ikke mindes at de andre var gået. Det måtte have været efter, han var faldet i søvn. Sikke nogle kønne venner han havde sig ... Kunne de ikke godt have blevet og hjulpet til med at gøre rent? Nåh, han måtte vel hellere se at komme i omdrejninger. Med et tungt suk bøjede han lidt ned i knæene for at samle det første, ødelagte, papkrus op, for at finde ud af, det lå i en pøl af klistret væske, som der tilsyneladende var nogen, der havde spildt, og så bare ladet det være. Svin. Shayne gryntede misfornøjet, og fortsatte i samme dovne tempo med at opsamle alt skraldet, med et temmelig opgivende udtryk i det ret blege ansigt. Det havde nærmest en askegrå nuance, og han så ikke ud til at have det alt for godt - det lod til at blive en slem omgang tømmermænd. Men, tømmermænd eller ej så var det oprydning det stod på nu, om han så måtte gøre det, mens han brækkede sig i lårtykke stråler. Apropos at brække sig ... Han gøs svagt, blot ved tanken om hvordan toilettet så ud efter sådan en omgang, og han aftalte med sig selv, at det nok var bedst, hvis han gemte det til sidst. Der var ingen grund til at gøre hans kvalme endnu værre, end den var i forvejen. For at gøre det hele en anelse nemmere, bestemte han sig for, at sætte noget musik på; det gjorde det lidt mindre kedeligt, når man hørte en god sang imens. Han nåede dog ikke særlig langt, før han brat, og med et rimelig overrasket ansigtsudtryk, stoppede op, da han nær var snublet over en pige, som havde valgt at slå lejr midt på gulvet i hans stue. Det var åbenbart ikke alle, der var taget afsted. "Øhh..." Hun så ikke ud til, at hun ville vågne op indenfor den næste time. Skulle han vække hende? Han lod øjnene vandre henover hende, frem og tilbage, nogle gange og følte kort at tiden stod stille. Det burde han jo nok. Det ville ikke gå, hvis der lå en komplet fremmed teenage-pige i stuen, når de andre kom hjem. Eller vent ... fremmed? Havde han egentlig ikke set hende før, ét eller andet sted? Hun virkede pludselig så underlig bekendt, men han kunne ikke rigtig komme på, hvor han havde set hende, ikke de første gange han forsøgte i hvert fald. Det var helt sikkert ikke fra arbejde. Måske havde han set hende ude i byen før? Meget muligt. Så stor var byen vel heller ikke, og hun måtte vel som det mindste have nogle af de samme venner som ham, siden hun var her og havde kunnet finde herhen, i går aftes ... eller hvornår hun nu var dukket op. JO! Det slog ham som et lyn fra en klar himmel, og han kunne med det samme huske hende fra parallelklassen. Skolen. Det var dér, han havde set hende selvfølgelig! Dog kunne han ikke rigtig huske at have snakket med hende før, og hvis, havde det ikke været mere end højst en høflig hilsen eller nik på gangen, eller ude i gården. Der var heller intet navn, der poppede op, uanset hvor mange gange han så prøvede på at gennemgå de andre elevers navne. Han rystede ubevidst på hovedet, og fik viklet sig selv ud af sit tankespind - hvad lavede han? Der var slet ikke tid til at stå her og blomstre! Så... så han måtte vel hellere se at få liv i hende. Lidt tøvende satte han sig langsomt ned på hug, efter længe at have overvejet hvordan han skulle vække hende, og sørgede for at have et fast tag i alt det skrammel han havde i den ene hånd, hvornæst han brugte den frie til først at skubbe let til hende, prøvende, inden han så blev mere bestemt. "Vågn op...vågn oo-op!"

Åh ha. Hvilken vidunderlig drøm. Eller var det en drøm? Det virkede bare så virkeligt på en unaturlig måde. Alt var klarere end når hun gik rundt i virkeligheden. Her var meget rarere. Her var intet ondt der kunne gøre hende ondt. Ikke fysisk i hvert fald. Her følte hun ikke direkte smerte. Ikke så vidt hun kunne huske i hvert fald. Hun ville meget hellere være ibland forbandede blomster og monster i stedet for at få natteligt besøg af uhyret udenfor hendes vindue. Bare tanken begyndte at gå hende på. Endda i hendes drøm. Det var hende drøm og hun ønskede bestemt ikke denne mand der. Det hele begyndte at føles mere fjernt. Som blev hun trukket væk fra sin fantasi. Virkelig ubehageligt.
”Mmhmpf..” En lille utilfreds lyd begyndte nu at komme fra hende alt imens at hendes ansigt fortrak sig lige sådan. Sammen med alle de andre typiske tegn på at søvnen var blevet overvundet. Hendes øjenlåg sitrede forsigtigt og man skulle lige til at tro at hun kunne slå øjnene op hvert eneste øjeblik. Men det eneste der rigtigt endte med at ske var endnu en utilfreds mumlen. Pludselig drejede hun så bare om på den anden side for at ligge. For at kunne sove videre i freds. Hun var tydeligvis træt. Men hun nåede ikke rigtigt helt over på den anden side idet hun kunne mærke noget blive hamret mod hendes ene hånd. Eller det var nok rettere hendes hånd der blev hamret ind i det der mest af alt føltes som noget blødt. Og hårdt på samme tid. Hun vågnede med det samme og åbnede brat sine øjne. Hun lå først og stirrede hen over gulvet hun lå på så fik hun endelig set sig over skulderen. For så at få øje på denne dreng der mere eller mindre sad ved siden af hende. Hun lå ligeledes og bare stirrede på ham med det unormalt klare blå øjne. Det var så her at hun endelig fattede hvad der var sket. Eller i hvert fald hvad der var sket i de seneste minutter hun var vågnet op. ”Oh!” udbrød hun og i en både elegant og hurtig bevægelse kom hun mere op og sidde. Og af en eller anden grund ad hun nu med sin front mod denne dreng. ”Ramte jeg dig!? Er du okay!? Gør det ondt!?” Hun panikkede nærmest som havde hun lige spiddet ham med en kniv og der lå blod over alt. Hun blinkede hurtigt et par gange men det var nu mest for at få sat sine kontaktlinser på plads igen så hun faktisk kunne se noget. Nu vidste hun hvorfor man aldrig, ALDRIG skulle sove med den slags siddende i. Det gjorde jo nærmest ondt. Og var mest lige så ubehageligt som at vågne fra sin drøm.
Hvor var hun egentlig? Hun kunne ikke lade være med at se sig omkring. Hun sad midt i det største rod hun nogensinde havde set før. Det var et kaos. Og lige den eneste plads hvor der ikke lå hverken skrald eller spildt junk var lige i det område hun tilsyneladende var faldet i søvn. Underligt. Som om det bare var blevet skubbet væk fra hende. Mærkeligt. Atter så hun mod drengen. Kørte forsigtigt en hånd gennem sit uglede mørkebrune hår som før bare have siddet i totter ned over hendes kønne blege ansigt. Hun skulle lige til at åbne munden igen for at sige noget men som et lyn fra klar himmel slog en stærk smerte ned i hende. Den havde placeret hovedsageligt omkring hendes hoved. Det pressede ubetydeligt meget omkring hendes tindinger som blev to skuer boret ind i hende. Hendes ansigt fortrak sig med det samme i et pinefuldt udtryk og hun lagde med det samme en af sine kølige hænder mod sin pande, som virkede rimelig kogt, og pressede til der hvor det gjorde ondt. Men hovedpinen så ikke ud til at ville gå væk. Den var faktisk så stærk at hun ikke engang lagde mærke til hvor ondt det gjorde omkring de hudafskrabninger der var opstået på hendes knæ og albuer. Og for slet ikke at snakke om det meget lille snit på hendes kind der nok var kommet fra et glasskær. ”Hør. Har du ikke en eller andet..hvad hedder det…smertestillende…hovedpinepille?” Det var nok lidt uklart men hendes blide stemme prøvede i det mindste at få noget forståeligt frem. Det var da utroligt! Hvad havde hun lige lavet i går? Og i nat? Hun havde selv svært ved at huske noget. Og det var nok ikke helt noget hun var vant til. Og det værste var at hun umådeligt gerne ville kunne huske hvad der var sket under festen i stedet for så mange andre traumatiserende minder.

Wow, hun måtte være træt, for de virkede slet ikke som om, han kunne få kontakt til hende, uanset hvor hårdt han ruskede i hende, i et forsøg på at få vækket hende, så han kunne få smidt hende ud herfra i en fart. Tiden tikkede, og han havde mere travlt nu, end han kunne mindes at have haft, nogensinde før. Det gibbede i ham, idet hun rørte på sig og en af hendes hænder tilfældigt ramte ham, da hun ville vende sig om på den anden side; højst sandsynligt for at sove videre, som om stuegulvet var det mest behagelige sted i verden, hvilket han dog stærkt tvivlede på. Han fik næsten et chok, over den pludselige bevægelse, da hun lynhurtigt fik sat sig op, hvorpå hun fluks overøsede ham med spørgsmål, om hans velvære, og lød nærmest helt panikslagen; men han havde slet ikke tid til at høre efter. Det eneste han kunne fokusere på, i dét øjeblik, var de to abnormalt blå øjne, der sad i hendes hoved, og syntes at lyse alt andet op. Ganske vist havde han også selv blå øjne, men aldrig havde han set nogle, der var havde en så klar blå farve. Det begyndte at prikke svagt i hans kinder, og han tog kort efter sig selv i at stirre måske lidt for meget, på hende, hvornæst en rødmen med det samme trådte frem på hans kinder, og hele vejen over næseryggen. "Nn...nej det er helt fint. Jeg mener, nej øh, du..." prøvede han forgæves, men hans tunge blev ved med at slå knuder på sig selv, så han ikke kunne formet én eneste sætning og endte med bare at droppe det, for at undgå at kludre endnu mere i det, og gøre situationen mere akavet end den allerede var. Shayne bed sig lidt hårdt i underlæben, som han tykkede en anelse nervøst på, og slog forlegent blikket ned i gulvet, som om det var det mest spændende i hele verden, selvom han mest af alt havde lyst til at fordybe sig i hendes øjne, igen. Genertheden blev dog få sekunder efter vasket væk, da virkelighedens bølge kom farende og skyllede indover ham, mindede ham om hvad det egentlig var, han havde været i gang med, før hans opmærksomhed var faldet på pigen, han endnu ikke havde fået sat et navn på. Som en springfjeder skød han op fra det rodede gulv, og så et kort sekund helt fortvivlet ud, da han atter fik udsyn til hele stuen, der stadigvæk sagtens kunne forveksles med en losseplads, men blev så atter forhindret i at fortsætte sin oprydning, idet lyden af pigens stemme lød, for anden gang i form af at spørgsmål. "Har du ondt i hovedet? Jo, selvfølgelig. Vent der så finder jeg lige noget!" svarede han, og havde været ved at snuble over ordene op til flere gange, fordi han snakkede så hurtigt, inden han hev i den ene mundvig og sendte hende et lidt kejtet, usikkert smil, hvorefter han på uld strømpesokker skøjtede ud i køkkenet, hvor han som det første fik smidt det skrald, han havde i hånden, ud. Hovedpinepiller... hvor var det nu, de havde dem? Det måtte være på badeværelset, ovenpå. Det var også der hans værelse var. Gad vide hvor meget, der var foregået dér? Han gøs lidt, og blev enig med sig selv om, at han nok hellere måtte få skiftet lagenet på den, og smidt det andet til vask i en fart. Men, først skulle de piller findes. Med overarmen fik han dovent skubbet døren indtil badeværelset op, hvor der ventede ham en grim overraskelse. Hans ansigt fortrak sig i væmmelse, øjeblikkeligt som han trådte indenfor i rummet, og blev mødt af en ækel stank, der ikke var til at tage fejl af. Bræk. Nogen, måtte have glemt at trække ud, men i det mindste havde de da ikke ramt ved siden af toilettet, vis bræt stod åbent. Shayne lagde en hånd halvt op for munden og klemte næsen sammen med pege- og tommelfingeren, for at lukke af for den opkast-fremkaldende lugt, imens han bevægede sig hen til kummen, hvornæst han trykkede knappen ned, så der blev skyllet ud. Derpå drejede han en halv omgang rundt, og tog fat i håndtaget på et hvidt skab, der hang ovenover håndvasken, hvor han fandt bøtten med panodiler. Hmm, hvor mange skulle han tage? En var for lidt, men var to mon nok? Og var tre for meget? Efter en del overvejelse besluttede han sig for, at to piller nok var passende - måske skulle han også selv tage nogen, nu hvor han var i gang. Han hældte to ekstra piller ud i håndfladen, som han selv tog og slugte dem med noget vand fra hanen, før han satte den hvide bøtte på plads i skabet, og forlod rummet. Måske... måske skulle han bare fortælle sine forældre sandheden. Det var jo alligevel umuligt at få ryddet alt det ragelse af vejen, inden hans mor og stedfar kom hjem og opdagede det. Så, måske skulle han bare forberede sig på at få en ordentlig skideballe, og så tage de konsekvenser der nu måtte følge. "Whoo...!" udbrød han højlydt, da han nær havde skvattet ned ad trappen, men nåede dog at gribe fat i gelænderet, og forhindrede sig selv i at ryge på røven. Puh det var tæt på. Det var som om, et tykt tæppe havde snoet sig stram rundt om ham, og gjorde det til en umulighed for ham, at bevæge sine legemer ordentligt, det gjorde i hvert fald ondt. Næsten, som hvis han havde haft blå mærker over det hele. Var han ved at blive syg? Eller var det bare en ekstra slem omgang tømmermænd? Muligvis det sidste, for han havde på fornemmelsen, at det havde gået vildt for sig i nat, og for at gøre det værre, kunne han stadigvæk intet huske, udover det fra starten af aftenen, før det var blevet alt for voldsomt. Han rystede kort på hovedet, for at ryste alle de overflødige tanker væk, så han kunne komme videre, og vadede ind i køkkenet igen - vand. Hun skulle have et glas vand, til at skylle pillerne ned med.
"Her, øh... jeg stiller det bare på bordet." Han fik skubbet nogle ubrugte papkrus til side, og satte den halvt fyldte kop med postevand fra sig dér, med de to piller liggende ved siden af; og så stod den på oprydning igen-igen-igen.


Omsider! Det var rent faktisk lykkedes! Med tempoet på fuld speed havde han nået at få ryddet op, sådan da. Der var i hvert fald ikke noget rod, der var synligt mere, og dét var godt nok, til at starte med. Nøj hvor var han udmattet nu, for ikke at snakke om svimmel. De hovedpinepiller havde slet ikke haft nogen virkning overhovedet. Han sukkede dybt, så hans brystkasse nærmest løftede sig helt op til hans hage, og tog sig ømmende til panden, som dunkede noget så frygteligt. Åwrr... hans forældre kunne træde ind ad døren hvert øjeblik det skulle være nu, men i det mindste var han færdig - pånær at han mest af alt lignede noget katten havde slæbt med ind; og den blåøjede pige endnu ikke var gået. Det var bare så svært at få sagt til hende, at hun skulle smutte, især når hun ikke var på dupperne. Men, han kunne vel bare sige, at det var en ven fra skolen, der var kommet over for at være sammen? Det var jo ikke engang løgn - ikke alt af det, at least. Hun var fra skolen... og de havde set hinanden før. Så, på en måde var de venner... ik'? Selvom den eneste rigtige pige-ven han havde haft var flyttet for længst, og havde været den største betonlebbe, der var til at finde, men derfor kunne han da sagtens have en pæn pige med hjem, ik' også? En rødmen blussede kortvarigt op i hans ellers blege ansigt, ved den sidste tanke. Nej han var ikke vant til at omgås med det modsatte køn, eller sit eget for den sags skyld. Måske var det let nok når han var fuld, men det var også noget andet. Alle ens hæmninger blev fjernet, når man drak, og når han var ædru, havde han altså en hel del af dem; og han vidste også godt, at der kun var kommet så mange folk, på grund af festen - ikke ham. Han var ikke just den populæreste dreng på skolen, og havde fået en skæv start, hvilket bestemt ikke havde været nemt, eftersom han først var begyndt i klassen nogle måneder efter de andre, fordi han havde måtte skifte skole. Der var to fra klassen, han snakkede en smule med, men ellers var der ingen. Hans andre venner gik stadigvæk på hans gamle skole, og den lå mindst 50 km væk, i en helt anden by, så de eneste tidspunkter han kunne se dem, var i ferierne, hvis hans mor eller stedfar (meget tvivlsomt) ellers ville køre ham. Shayne kløede sig fraværende på den ene kind, og sjoskede med lidt tøvende skridt hen til den stadig navnløse pige, med et anspændt smil og et flakkende blik. "Øhm... jeg tænkte på at... jeg mener... hvis du vil så... altså... måske ku' vi... hænge lidt ud sammen og..." Mere nåede han ikke at sige, før lyden af en dør der går op lød ude fra entréen, og derefter et par stemmer der diskuterede højt om, at det da var for ringe, at det skulle være så svært at finde én enkelt parkeringsplads i den her by. "Åh det er mine forældre..." sagde han, lidt henkastet, og med et tilført, nervøst grin, hvorpå han diskret tog en dyb indånding og vendte sig om, så han stod med fronten til sin mor, da hun kom trippende ind i stuen på sorte stiletter, og i det stiveste puds. "Heej mor..." mumlede han lavmælt og blev med det samme overfaldet med en masse kys på kinden og et kram, der ikke rigtig blev gengældt, fra hans side. "Hej min skat, har du haft det godt?" pippede hun med et, efter hans mening, alt for sukkersødt smil, og aede ham let på kinden, men han skyndte sig at skubbe hendes arm, samt hånd, væk. "Jaaerh mor....." svarede han sammenbidt, rød i hele hovedet, og undgik for alt i verden at se hen på pigen fra skolen - men det gjorde hans mor derimod. "Jamen Shayne, du har da ikke fortalt, at du fik pige-besøg?" sagde hun, lidt for begejstret, og var ét stort smil, da hun rakte hånden frem imod hende for at hilse. "MOR......." Shayne knyttede automatisk hænderne, og klemte så hårdt, at hans knoer nærmest blev helt selvlysende hvide. Hans mor trak hånden til sig og så et øjeblik helt forvirret ud, men fattede så endelig hans hentydning og forsøgte at redde det med et fjantet grin, der endte i et endnu større smil end før. "Åh undskyld, I vil gerne være alene, ja, selvfølgelig. Så smutter jeg lige ud i køkkenet og laver noget te," sagde hun og blinkede alt for åbenlyst til ham, inden hun trissede afsted, med retning mod det lille køkken, hvor hans stedfar for længst havde søgt hen, og inden døren derindtil blev lukket nåede han at opsnappe nogle ord fra hans mors mund, som blandt andet indeholdt hans navn og 'kæreste'. Han skar kort tænder, hvornæst han lukkede øjnene i et langt blik og pustede diskret ud, for at komme af med al den negativitet der havde hobet sig op inde i ham, og drejede sig efterfølgende om mod sin... kæreste. "Det var så min mor..." fortalte han med et dæmpet toneleje og pegede sig over skulderen med tommeltotten, hen mod køkkenet, før han slog hænderne sammen foran sig og nikkede langsomt med hovedet, mens han ihærdigt prøvede at komme på et ordentligt emne, at snakke om, men den akavede tavshed gjorde ham helt tom for ord. Hvorfor skulle han også være så genert? Nogengange ville han ønske, at han var som de andre drenge i klassen. De var aldrig bange for at sige noget, og begyndte ikke at svede som en gris eller stamme, bare der var en pige, som talte til dem. Den røde farve i hans ansigt var endnu ikke forsvundet, og han havde allermest lyst til at kravle ned i et musehul og gemme sig, men han tog sig sammen, forsøgte at ignorere den brændende fornemmelse i sine kinder og åbnede i munden. "Vil du med op på værelset? Jeg har fået det nye Zombie Slayer til PS3...?" lokkede han, og kunne have slået sig selv, men bed sig i stedet for i kinderne. Som om en som hende ville det. Ja, godmorgen. Hvad havde han gang i? Han var virkelig ikke god til det med piger...

Autumn sad stadig med en stærk smerte siddende omkring hovedet. Det var ikke fordi hun aldrig havde haft hovedpine før man denne slags var overraskende for hende. Og normalt fik hun det ikke når hun drak. Hun kunne dog også normalt styre sig. Så hun forstod ikke hvorfor hun egentlig stadig var der. Og hvorfor hun intet kunne huske. Havde hun slået hovedet under en af de forbistrede lege de andre havde leget? Meget muligt. Det var den eneste acceptable forklaring til hendes umodne opførsel de sidste mange timer. Hun så med det samme op idet menneskedrengen igen kom til syne og slentrede hende mod hende. Eller næsten. Hun så hvordan han placerede både et glas med vand og pillerne fint ved siden af. ”Tak.” sagde hun forsigtigt og stadig med en lille pivende stemme. Hun følte sig lidt ynkelig i øjeblikket. Men samtidig var det nu dejligt at han ikke bare havde smidt hende ud. Ganske forsigtigt begyndte hun endelig at rejse sig op fra gulvet. Hun følte sig en smule stiv i starten men efter et par skridt fik hun sin kropslige smidighed tilbage igen og gik nogenlunde ordentligt. Da hun nåede bordet med det smertestillende tøvede hun ikke med at først tage en slurk vand, så putte pillerne i munden og sluge dem sammen med endnu en slurk vand. Åh vand. Det var skønt med noget vand. Dejlig koldt vand. Det var længe siden hun havde haft denne følelse af at få kølig væske ned gennem hendes hals. Som om hun ikke havre drukket noget i rigtig lang tid. Som om hun havde gået rundt ude i ørkenen i dage uden væske. Hun fik hurtigt tømt glasset og første der tog hun sig tid til at se sig omkring. Hun scannede stuen og fik hurtigt øje på drengen. Hun stod bare og gloede på ham. Betragtede ham. Hun prøvede at genkende ham. Men af en eller anden grund faldt hun var i staver. Og der gik lidt tid inden hun kom til sig selv. ”Lad mig hjælpe..” fik hun så sat imens hun satte glasset fra sig på bordet. Alt der her rod ville han umuligt kunne klare alene.

Wow! Dette rum var faktisk en stue. Det havde hun ikke rigtigt kunne se for alt det skrald der havde ligget på gulvet, borde, stole og vinduer. Hun tog det sidste strøg med den våde karklud hen over den sidste klistrede plet, der var kommet af noget alkohol. Alkohol havde jo sukker i sig. Så derfor var det nok det var så forbandet klistret. Hovedpinen var mere eller mindre væk nu. Det var enormt dejligt. Det var virkelig som om at ti tons var blevet taget af hendes skuldre. Og hun kunne tænke lidt mere klart. Pyh! Hun løftede sin ene hånd, der stadig have et greb om kluden, og kørte håndryggen hen over sin pande for at fjerne den smule sved der havde samlet sig under hendes pandehår. Rengøring havde været som en stor svamp der havde absorberet al hendes energi. Det var ikke direkte hårdt. Men hun var nok bare slet ikke vant til det. Et smil begyndte nu at komme frem på hendes bløde læber. Et tilfreds smil. Hun havde aldrig rigtig gjort dette før. Ikke andet end den hurtige rengøring af hendes værelse. Så det her havde været anderledes. Hun var stolt af sig selv. Og tænk at hun havde, kunne holde til det.

Autumn så efter hans forældre som efter en kort hilsen gik videre ud i køkkenet. Og hun var ikke specielt diskret med sit stirrende blik. Hun så ikke beundrende men forundrende på dem indtil de forsvandt. Hvor længe siden var det egentlig hun havde… Hun stoppede sine tanker med det samme. Hun kunne ikke lade sig tænke på forældre. Sådan som hendes liv havde fortrukket sig var det lidt svært. Idet hans forældre ikke var at se mere rettede hun med det samme de blå øjne mod drengen ved siden af sig. Kiggede lidt på ham som skulle hun til at sige noget men han kom hende i forvejen. Det kunne nok komme som en overraskelse den måde som hun nærmest lyste op over at høre hvad hans dejlige stemme spurgte om. ”Har du det nye Zombie Slayer! Oh my god!” udbrød hun med den sædvanlige muntre stemme. Hun lød rimelig overgearet men ikke meget. Hendes øjne syntes at lyse mere og hun havde med det samme vendt sin front mod ham så hun endte med at så som et lille barn der lige havde fået at vide at hun måtte få en lille hundehvalp. ”Det vil jeg vildt gerne! Jeg har selv ikke nået at få prøvet det endnu.” Hun tog sig selv i at være lidt for fornøjet og som forventet begyndte en lille rødligglød at samle sig omkring hendes kinder. Og den blev kraftigere imens hendes smil bare voksede til et af de store søde smil hun besad. ”Plus. Jeg har allerede sagt ja til at hænge ud.” Hun blinkede kort og drillende til ham inden hun lagde hovedet en smule på skrå. ”Nåh ja! Jeg er Autumn for resten. Og går du ikke i.. F-klassen, ik?” Nu vidste hun hvorfor han virkede så bekendt. Hun mente nok han havde set ham før. Og det var tilsyneladende også ham der havde holdt festen eftersom det var ham der boede her. Hvilket et dejligt sted. Lidt andet end hendes hjem der lige bestod af et soveværelse og et badeværelse. I det mindste havde hun et karbad.

What!? Shayne spærrede en smule forskrækket, men også positivt overrasket, øjnene op over hendes reaktion til hans invitation om at smutte op på hans værelse, og spille. Det havde været et totalt sats, og han havde ikke i sin vildeste fantasi troet, at hun ville sige ja - men der kunne man bare se. For første gang - i hendes selskab - blev begge hans mundvige hevet op ad i et bredt, oprigtigt smil, og blottede kort sine tænder i ansatsen til et grin, som dog ikke blev til mere end et meget svagt fnis, der mest af alt lød som om han havde fået noget i den gale hals. Det havde han godt nok ikke regnet med; at en som hende kunne være interesseret i den slags, og åbenbart allerede kendte til det - spillet altså. Med lidt beherskelse fik han tonet smilet en anelse ned, og til sidst var det ikke meget mere end en lille trækning i den ene mundvig. Men, det varede ikke mere end 5 sekunder, før smilebåndet atter blev trukket lidt i, ved hendes næste ord og det lille blink, som tilmed fik varmen, og den røde farve, til at stige betydeligt i hans kinder, så hans ansigt igen fik en stærk, næsten rosa, rød farve. I det mindste var han ikke den eneste, som rødmede. Det hjalp i hvert fald lidt på det, at hun også havde fået lidt rødere kinder. Han bed sig distræt i underlæben, og løftede den ene hånd, der blev ført hen til den modsatte arm, hvor han kløede sig men i stedet for at trække hånden til sig bagefter, lod han den blot blive dér, og tog blidt fast rundt om albueledet. Autumn. Det var et specielt navn. Specielt, men flot. Han kendte i alt fald ikke særlig mange med dét navn, faktisk ingen. Ja det ville så sige indtil nu. Lidt åndsfraværende nikkede han forsigtigt med hovedet, da hun spurgte ham, om det ikke var rigtigt, at han var fra F-klassen. Jo, det gjorde han. Og hun var elev i 2.G. Det vidste han, fordi han havde set hende gå ind og ud af dén klasse et par gange, når han tilfældigvis havde passeret det lokale. Det var ikke fordi han bevidst var gået forbi, i håb om at se hende, neeej. Pfffff. Pjat. Det føltes som om hans ansigt brændte. Okay måske havde han højst en eller to gange taget nogle ture på hendes gang med vilje, men det var ikke ens betydning med at det var for at få et glimt af hende. Okay måske en mikro lille smule - og hvad så? Var det så mærkeligt? Og det var altså ikke for at være en klam stodder, eller noget som helst i den dur. Han havde tit, med jævne mellemrum, forsøgt at komme i kontakt med hende, men det var aldrig rigtig lykkedes for ham, for hver gang havde hans generte væsen taget over, og han var blevet fuldstændig mundlam og set ud som en kogt hummer i fjæset. Der var bare et eller andet over hende, der havde haft en mystisk, magnetisk effekt på ham, uden han helt vidste hvad det var; og han kunne stadigvæk ikke præcist sætte fingeren på, hvad der gjorde det. Det var faktisk lidt pinligt, nu hvor han tænkte over det, selvom det nok var noget underligt noget, at blive flov over. Han skulle bare lære at slappe lidt af, og ikke tænke så meget over tingene, så ville det hele heller ikke være så besværligt, når han konstant skulle være bekymret for hvad andre sagde og tænkte om ham. So far, var det jo gået rimelig godt, sådan da. "Jeg hedder Shayne," præsenterede han sig selv, og skulle lige til at række hånden frem imod hende, men skyndte sig at trække den til sig; et håndtryk var alt for formelt, og det ville bare være sært. Årrg nu gjorde han det igen. Hvorfor var det så svært, bare at være sig selv og så skide hul i, hvad hun syntes? Okay det var måske ikke helt ligemeget, lige præcis med hende. Det var især vigtigt for ham at give hende et godt førstehåndsindtryk af ham selv, og nu hvor han endelig havde fået en chance for det, ville han helst ikke fucke det op. "Nåå men... skal vi så ikke smutte op på mit værelse?" Han var allerede på vej ud i køkkenet - som man uheldigvis skulle gennem for at komme hen til den trappe, der førte op til hans rum - i midten af sætningen, og så kort hen på hende over den ene skulder.

Døren til værelset knirkede klagende i hængslerne, som om den var flere hundrede år gammel, men det var vist også en ret gammel bygning, så helt nye var de døre heller ikke - og der var ikke blevet gjort meget ved den, selvom de i princippet kunne gøre, hvad de ville, eftersom det var en ejerlejlighed, selvfølgelig med nogle få regler, men ellers var der helt frit spil. Shayne skyndte sig at skubbe en bunke tøj - som blandt andet indeholdt boxershorts med Ninja Turtles på - ind under sin seng med foden, inden hun kunne nå at træde indenfor. Hvorfor var det netop det her rum, han havde glemt, at få ryddet op? Det var ganske vist ikke de andre, som havde rodet det til, næ det klarede han skam fint selv, men han var til tider lidt for god til det; og lidt for doven til at få sat alt i orden igen, så det endte normalt med at hans mor sørgede for oprydningen, fordi hun til sidst fik spat af det. Det hadede han, når hun gjorde. Kunne hun ikke forstå, at hun skulle holde nallerne fra hans ting? Måske kunne han bedst lide når de lå hulter til bulter, havde hun tænkt på det? Han sukkede lavt, og havde helt fortrængt, at han havde besøg men kom straks i tanke om det, ved lyden af fodtrin bag sig hvilket fik blæst hans spind af tanker i stykker, og bragte ham tilbage til den virkelige verden, som egentlig ikke var så værst i dette øjeblik. Ja, det skulle nok blive en god dag. Et lille smil fandt vej frem til hans svagt lyserøde, blege læber, idet han anerkendende nikkede diskret med hovedet, hvorpå han spankulerede hen til det eneste vindue i værelset og hev det sorte gardin, der nåede hele vejen ned til gulvet, til side. Han kneb per refleks øjnene sammen, da sollyset væltede ind af den lidt beskidte rude og skar ham i øjnene, for anden gang på denne formiddag, så han trak hurtigt for, igen - ellers ville det være umuligt at kunne se, hvad der foregik på TV-skærmen, når de skulle spille PlayStation. Var der varmt herinde, eller var det bare ham? "Er du klar til at blive tævet i Zombie Slayer III?" spurgte han med en drilsk, udfordrende undertone, i samme øjeblik som han tog fat i de to controllere, og rakte den ene til hende, som om det var et sværd, og de om lidt skulle til at nedkæmpe en hel hær af onde riddere, i et stort slag. Shayne smilede en anelse smørret, og han var ikke nær så rød i hovedet mere, nok fordi han havde travlt med alt muligt andet, og helt havde glemt alt om at være nervøs. Hans opmærksomhed blev flyttet over på den 40 tommer fladskærm, og fik sat spilskiven i PS3'ens disc-drive, der stod nede foran TV'et. Man kunne høre CD-rommen køre rundt, mens den blev loadet, og den sorte skærm kort efter blev slået over på den rigtige sekvens, hvornæst et billede af en vred horde af forrådnede zombier dukkede op på den store skærm. "De har egentlig ikke rigtig ændret så meget, altså ved selve plottet, udover at der selvfølgelig er kommet nogle nye baner, og bosserne er blevet en del sværere at klare, især hvis man har sat det på Master-difficulty. Men grafikken er hundrede gange bedre, og de har fået fikset problemerne med at man ikke kunne samle ting fra robo-zombierne. Gameplayet er også blevet meget mere brugervenligt, men det manglede også bare, for det gamle var noget rod og mega besværligt at finde rundt i, især den måde de havde organiseret kortene på, og så var det heller ikke alle genveje der virkede. Eller også er der bare et fejl i mit spil, men det er i hvert fald ordnet i det nye. Plus, har du hørt at de har snakket om at lave det til et CORPG? Beta-udgaven kommer i næste måned engang, allerede." Han kværnede løs, og kunne slet ikke stoppe igen, når han først var startet, men et brutalt brøl, eller snerren, hvad det nu var zombier gjorde, fik lukket munden på ham. Uden at se sig tilbage, eller vende sig om, vaklede han baglæns og standsede da sengekanten stødte mod hans knæhaser, lod sig næstefter falde bagover, ned i den uredte seng. "Start... yes... multiplayer... 60 Hz... high resolution, no subtitles...start, igen - vent pause!" mumlede han utydeligt, og lagde spilkonsollen ved siden af sig før han fik sat sig ordentligt op, og greb bagefter fat i det nederste af Supermands hættetrøjen, som der forresten var blevet spildt et eller andet på, som han med lidt besvær fik trukket over hovedet. Han måtte kort slippe trøjen med den ene hånd, for at tage fat i dén T-shirt, med Avenged Sevenfolds logo, han havde indenunder, så den ikke også røg med, og smed derpå den blå hættetrøje ned på det lysebrune trægulv. "Okay, you ready to kill some zombies?" Og med dét trykkede han ned på den spidsvinklede trekant, og satte dermed spillet i gang for alvor. Hans tommeltotter bevægede sig næsten så hurtigt, at det lignede, han trykkede på alle knapperne på én gang, og det varede sikkert ikke længe, før der begyndte at komme røg op fra controlleren. Argh måske alligevel ikke, men det gik i hvert fald stærkt, og hans øjne var som limet til skærmen, der var fyldt med levende døde, og hjernemasse.

Autumn trippede stille og roligt op ad trappen efter ham. Ligesom hun altid gjorde i skolen. De små hop op ad hvert trin. Eller hun plejede at gøre det før i tiden. Det var et stykke tid siden hun havde været rigtig i humør til den slags. Det var nu stadig en ting hun gjorde uden at tænke over det. Men det kom stadig an på hvordan hun lige havde det den dag. Hendes kropsprog fortalt altid en hel del. Hvis hun stod med det store smil var hun tydeligvis i et godt humør men hvis hun igen bare sad ved sit bord signalerede hun nok mest at hun ville være alene. Noget nogle fra hendes klasse ikke helt havde fattet.
Hun opdagede først ved de sidste skridt at hun ingen sko havde på mere. Nu var det kun hendes sokker der adskilte hendes bare fødder fra jorden. Og underligt nok var de ikke faldet det mindste ned fra deres plads over hendes knæ. Alt imens hun fulgte ham med oven på fik hun grebet en smule fast på hendes t-shirt der matchede Shayne’s med supermand-logoet. Forsigtigt og ganske lidt trak hun en smule ned i den og forholdt den der med armene strakte. Som var hun nervøs. Og det var hun ikke ligefrem. Eller jo. Hun var en smule nervøs for at være her. Ikke på grund af mennesket og heller ikke alt andet. Det var kun på grund af det at hun nu var et helt nyt sted. Og måske med en fremtidig ny ven. Det var sjældent hun mødte hans slags. Der var ikke mange af hendes klassekammerater der var som ham. Ja, faktisk var ingen som ham. Han havde et eller andet unikt over sig. Og så det at han rødmede så nemt ramte hende altid. Det var så sødt! Gjorde ham mere imødekommende. Det var egentlig trist hun først have mødt ham nu. Eller hun havde vel set ham et par gange på skolen. Men så heller ikke mere. Hun havde selv ikke taget sig sammen til at snakke til ham. Han havde tit syntes bare at komme forbi der hvor hun var når hun var i gang med alt muligt andet.

En hjertevarm latter lød så fra hende efter hans spørgsmål. ”You wish, little boy!” svarede hun blot igen med det samme drilske glimt i øjnene og tog imod controlleren som var det en ærefuld gave. Med det samme hun havde fået den i hænderne var det som om at hun ikke var nervøs mere. Den gav hendes kræfterne til at være afslappet. Eller så afslappet man nu kunne være når spændingen trak op i en. Og det så også ud til at være forklaringen hos Shayne. Hun glædede sig allerede idet loading skærmen kom frem. Og det var virkelig en fryd at høre ham tale. Og hun glemte helt at sige noget ellers. Lyttede bare. Åh hvor havde hun savnet det. Det at hele tiden være blandt person der syntes spil bare var noget, havde virkelig taget på. Dog betød det ikke at hun ikke vidste hvordan man spillede.
Hun satte sig til rette på sengen lige ved siden af Shayne og træk hurtigt den gennemstige skjorte op over skulderne igen eftersom den var faldet alt af. Hun fik i en elegant bevægelse sat sig i skrædderstilling og inden spillet nåede at starte fik hun taget elestikken ud af sit hår der alligevel næsten var faldet ud af sig selv. Og lod nu sit lange mørkebrune hår falde helt ned omkring hendes ansigt og udgjorde en anden pjusket frisurere. Og trods det var uglet så det stadig enormt blødt ud.
Lige ledes som ham var hendes øjne limet fast til skærmen. Dog var det ikke lige så stirrende. Hun vidste godt det var nemmere for hende at spille når hun havde briller på men lige nu var hun nød til at nøjes med hvad hun havde. Både hendes tommelfingre og pegefingre var sat på arbejde. De kørte ikke lige så hurtigt som hans men der var i hvert fald fart på. ”Duuude!” udbrød hun en smule utilfreds som rage mod spillet og den anden spiller. Hun sad stille og roligt og bed sig let i underlæben som bare fik en mere kraftig rosa farve. Hun sad en smule bøjet frem over og støttede næsten sine albuer mod sine ben men forholdt dem over for at have en bedre styring af controlleren.
”Fed t-shirt!” sagde hun så lige pludselig uden at tage øjnene fra skærmen og forsætter efterfølgende en del lavere. ”Vær’ klar vil at blive kvast?..” Et lille smil formede sig på hendes læber og efter blot få sekunder syntes det at gå meget bedre for hende. Som havde hun bare leget rundt med ham det første stykke tid.

”Aaah..” sagde hun tilfredst idet det foregående spil var mere eller mindre overstået. Og hun var endt på toppen af listen, med navnet Player Two, til at bevise det. Hun lænede sig med det samme bagud og med sine arme strækkende oppe over hovedet lagde hun sig helt ned på hans seng der var vidunderlig blød i forholdt til det gulv hun ellers havde sovet meget godt på. ”Det var godt. Så længe siden jeg sidst fik dræbt zombier!” Man skulle virkelig ikke skue hunden på hårene. Eller bogen på dens cover. Lidt efter satte hun sig så op igen og så atter mod Shayne med de blå bambi øjne. ”Jeg så ikke så meget af ’Jeg tæver dig’. Uh uh! Har du lyst til at spille noget andet måske? Har du nogle andre fede spil?” Hun havde glemt alt om at dette var første gang det faktisk havde snakket ordentligt sammen. Hun sad ellers bare der og smilede til ham og strålede som altid.

Hvad. Var. Gået. Galt? Med åben mund stirrede han lamslået mod skærmen, der var i gang med at lægge alle scorene sammen, og udregne en samlet sum point. Havde han lige fået tæv, i et zombie-dræbende actionspil af en... pige? Det tog ham lidt tid at få bygget alle murene i sin verden op igen, efter de var braset sammen, grundet dét nederlag han netop havde været offer for, og sad i lang tid bare og stirrede tomt ud i luften. Seriøst? Langsomt, som i en gyserfilm når hovedpersonen drejede hovedet for at stå ansigt til ansigt med sit værste mareridt, vendte han hovedet mod hende, og så måbende på den triumferende pige, som han førhen bare havde troet var en af de der pæne tøser, der fik tiden til at gå med, at udveksle sladderhistorier og... ja, lave en masse pige-ting. Men, der kunne man bare se, hvor meget fejl han havde taget. Ikke nok med at hun rent faktisk kunne lide at spille videospil, men hun var også røvgod til det, om han så ville indrømme det eller ej. "Du... du slog mig... hvordan gj-... nej..." Hans tale-evne var blevet kludret sammen til én stor knude, og det var enormt svært at få ordene ud, som om hans læber var blevet syet sammen og forhindrede ham i, at åbne sin mund. Det var ikke ingen hemmelighed, at han ikke var nogen god taber, og normalt ville han have flippet helt ud og forlangt en omkamp, men nu, kunne han ikke engang få fremsagt en sammenhængende sætning uden at lave rav i den. I stedet for at begynde at råbe og kyle konsollen ind i væggen, sendte han hende et... beundrende blik, og uden rigtig selv at bide mærke i det, spredte der sig et, lidt bøvet, smil henover hans læber, samtidig med at hans ansigt gradvist fik mere og mere farve, jo længere tid han kiggede på hende - og hun blev smukkere. Den sidste tanke skruede helt op for varmeblusset i hans kinder, og han skyndte sig at dreje hovedet den anden vej for at skjule sin rødmen, selvom hun nok allerede havde set det - ikke for første gang i dag og bestemt heller ikke den sidste. Hvor var det irriterende, at han altid blev så let rød i hovedet. Der måtte være et eller andet i vejen, med hans blodomløb i ansigtet... ja det måtte være det. Hendes rappe replik om, at han da vist ikke helt havde levet op til sin trussel om at tæve hende i spillet, fik ham kort til at bide tænderne sammen, og han skulle lige til, at forsvare sig selv med en spydig fornærmelse, men fik stoppet sig selv tids nok, før den blev lukket ud. "Du var bare heldig... og desuden er den her controller defekt!" løj han, i et, nok lidt mislykket, forsøg på at redde sin ære, som bedste gamer - i hvert fald i hans egen - online - omgangskreds - og prøvede på at opstille en surmulende, utilfreds mine, som dog hurtigt blev ødelagt af endnu et smil, der fik adskilt læberne, så et sæt brede, temmelig hvide tænder blev vist frem. Gudske lov havde han fået den åndssvage bøjle af for længst; dén han havde måtte trækkes med helt fra starten af 7. klasse til slutningen af 9. Uff, nej han ville slet ikke tænke på det. Livet i folkeskolen var bestemt ikke en tid, han havde været, eller var, glad for. Godt alt det var slut. Shayne så nærmest helt rædselsslagen ud, ved hendes næste to spørgsmål, og rystede med det samme på hovedet, som svar. "Naah, jeg tror vi har spillet nok nu!" erklærede han, mest af alt fordi han ikke vidste, om han kunne klare at tabe til hende endnu engang - selvom det selvfølgelig ikke var sikkert, men hun havde allerede vundet én gang så chancen var der, og den var rimelig stor, så hellere lade være og ikke risikere noget; ja det var nok bedst bare at stoppe, mens legen var go'. Han så på hende med et lidt kejtet smil, og løftede en hånd for at klø sig bag i nakken, hvor hans hår så småt var begyndt at krølle opad. Åh, skønt. "Vi kan høre noget musik?" foreslog han så pludseligt, efter et rums tid i stilhed, og rejste sig op fra den bløde, fjedrene seng med controlleren i den ene hånd, som han som det første lagde på plads, hvornæst han slukkede for både fjernsynet og PS3'en, nu hvor han var derhenne. "Kan du lide Papa Roach?" Hans hånd havde allerede taget fat i hans iPod, som blev sat til en højtaler, og han scrollede bagefter en playliste igennem, for til sidst at trykke 'play', da han nåede til sangen Time Is Running Out, skruede en smule ned for volumen, så man kunne høre hvad hinanden sagde uden at være nødt til at råbe, inden han vendte tilbage til sengen, og Autumn. Han smed sig først i den med et dæmpet 'aahhh', men lå der ikke i særlig mange sekunder, før han satte sig op, med knæene trukket op under hagen og armene lagt løst rundt omkring dem. Det var mærkeligt, alt det der var sket, og faktisk stadig var i gang. Det var ved at være lang tid siden, han havde været sammen med en, og selvom han ikke havde været sammen med hende, foruden oprydningen, i mere end en halv times tid, så følte han allerede, at han kendte hende, af en eller anden uforklarlig grund, men det var en rar følelse. De klikkede i hvert fald overraskende godt, efter hans mening og selvom det havde været lidt akavet i starten, var han omsider begyndt at slappe mere af og var ikke længere helt så anspændt. Han kunne endnu ikke rigtig fatte, hvad det egentlig var, der foregik, og det virkede en anelse surrealistisk, som om det var en drøm, men så alligevel ikke, for han vidste, at han var vågen. Det var han i alt fald ret sikker på. Dog ville han ikke prøve på at vække sig selv, ved at nive sin arm, for hvor sært ville det ikke være, så han ignorerede det bare, og fokuserede på ikke at bruge så meget tid på at spekulere over bagateller, og i stedet bruge sin energi på at leve i nuet, sammen med hende. Det var jo ikke hver dag han fik en chance som denne, og han vidste, han ville hade sig selv som pesten, hvis han forspildte den. "Sååå..." Mere kom der ikke ud af hans mund, før den afslørende lyd af et håndtag der blev presset varsomt ned, afbrød ham, og en velkendt skikkelse, eller nærmere hoved, åbnede døren på klem og tittede ind gennem den mellemstore sprække, inden den plakat-indklistrede dør blev lukket helt op og hans mor, til hans skuffelse, trådte indenfor med ét eller andet på et bakke-fad, lavet af træ. "Undskyld hvis jeg forstyrrer, men jeg ville bare høre, om dig og din søde veninde ikke ville have noget og nogle småkager? De er lige kommet ud af ovnen!" "NEJ MO-..." Han stoppede sit refleks-svar, da han hørte den sidste del, af det hun sagde. Det lød faktisk ikke helt så ringe endda. "Tjo... jo... det vil vi vel godt..." svarede han henkastet med et enkelt nik, og fulgte stift sin mor med øjnene, idet hun trådte helt indenfor i hans 'hule' for at stille fadet fra sig på hans sengebord, lavet af to bildæk stablet ovenpå hinanden og en glasplade som bordflade. Shayne blev siddende, som en statue, indtil hun havde forladt rummet, og døren var blevet forsigtigt lukket i efter hende. Dér, og først dér, stillede han sig på alle fire og kravlede målrettet hen den anden af sin seng, helt hen til den hvide væg, som han satte sig op ad og brugte som rygstøtte, hvorpå han hapsede en af de lune chocolate-chip cookies. "Jeg lover dig, du finder ikke nogen andre småkager, der er bedre end de her!" lovede han hende, før han førte en op til munden og fik næsten proppet den hele ind, så hans ene kind blev helt fyldt med kage-krummer. Han rødmede svagt, da han havde lidt besvær med at få spist den store bid, men det lykkedes dog til sidst, og skyndte sig straks efter at stikke en ny ind. "Hrrov ånsgyl... ve' du ha' en?" spurgte han, med kæften stoppet med småkage, og rakte skålen med dem frem imod hende, alt imens han prøvede at få sunket, samtidig med han forsøgte at fortrænge at smil, der rev voldsomt i hans mundvige, men måtte give op, øjeblikket før et yderst fjoget smil banede sig vej frem og prægede hans, rødmende, ansigt.

Autumn vidste ikke helt hvad der lige gik af hende i det øjeblik. Om det bar synet af hans rødmende ansigt eller hans forsøg på at stable sin ære på plads. Eller om det var begge dele. Men et eller andet sted steg der en form for glæde i hende der opgraderede hendes smil til nærmest det maximalle. Det var som om at et eller andet begyndte at boble i maven på hende og det snart ville koge helt over som et vulkanudbrud. Og lige idet den følelse steg op i kroppen på hende kunne hun ikke holde sig tilbage. Hun slap kontrolleren, ved siden af sig på sengen og sprang efterfølgende på ham. Eller lige næsten. Hun lagde sine arme om ham. Omfavnede ham på en måde. ”Åh! Prøv at se hvordan du rødmer!” Hun kunne virkelig ikke lade være med at kommentere det. Hun fik lagt sin ene hånd oven på hans hoved og strøg ham et par gange over hans sorte hår. Uglede det mellem hendes fingre inden hun så igen trak sig tilbage. Startede ud med et lille undskyldende blik men smilede endnu. Og den lille glød var skam også tydelig på hendes kinder nu. Og den strakte sig endda også en smule hen over hendes næseryg. Alle havde vel deres møde at rødme på. ”Og ja. Jeg var nok bare heldig. Du kan spille med den anden kontroller næste gang.” Det var mere eller mindre bare lidt ubevist at hun fik sagt næste gang. Det fik hende til at tænke lidt. Hun ville skam gerne have der kom en ’næste gang’. Det tvivlede hun ikke nu.

”Uh ja!” Selvom at hun ikke rigtig nåede at svare ham på hans spørgsmål inden der kom musik ud af højtalerne gjorde hun det nu alligevel. Og med det samme at hun hørte den gode musik var det igen som om at hun slappede mere af i hans selskab. Ikke nok med at han havde god smag i spil så havde han tydeligvis også god smag når det kom til musik. Og tøj. Nu hvor hun tænkte over det så han ikke så værst ud. Slet ikke. Han var høj og slank og hans øjne var fangende. Hun blev hurtigt trukket ud af tankespindet idet Shayne smed sig ned på sengen ved siden af sig så madresen lige gav noget bevægelse fra sig. Hun så mod ham og som altid kunne hun ikke lade være med at smile. Hvordan havde det været muligt at hun ikke have snakket med ham før? Det var jo næsten absurd. Hun kunne svagt mærke varmen pirre i hendes kinder. Det plejede de da ikke at gøre.

Ligeledes som Shayne fulgte hendes øjne moren som hun endelig fandt sin vej ud. Helt indtil døren var lukket helt i og idet hun kunne høre en svag gnaskende lyd. Det var nok mest det der fangede hendes opmærksomhed og det var det der gjorde hun atter så mod ham. En let latter fandt sin vej frem over at se ham sidder der med kagekrummer i hele ansigtet. Som et lille barn. Hun blev dog overrasket over at han faktisk gjorde sig den ulejlighed at tilbyde hende en. Ganske forsigtigt begyndte hun selv at kravle et lille stykke hen over sengen på alle fire. Mere stille og roligt end ham og nok lidt mindre målrettet. Forsigtigt rakte hun sin arm ud og fik fat i en af småkagerne. Det var underligt hvordan hun nærmest var nervøs. Hun var måske bare ikke vant til den slags. Hun så nok ud til at have venner i skolen men der var sjældent at hun faktisk gik rundt og kaldte dem det. Og af visse andre grunde var hun blevet mere alene. Hvorfor at hun blev så varm indeni bare over at han tilbød hende en småkage var en mærkværdig følelse. ”Tak.” Hun satte sig lidt bedre på sengen, der hvor hun var landet. Igen i skrædderstilling. Og fronten mod ham. Førte småkagen op til sin mund og fik taget en medium blid. Og allerede der lyste hende ansigt op. ”Wow! Du har ret. De er fantastiske!” Og hun var tilbage til den muntre Autumn. Hun tøvede ikke med at tage endnu en bid. Og en til. Og en til. Sluttede først var den var blevet fortæret helt og hun nu sad med en ny.
”Så det gik rimelig vildt til sig i går, huh?” Det var vel hendes forsøg på at starte en ny samtale op. Ikke at hun syntes at deres stilhed var akavet. Hun havde stadig nogle små spændinger i hovedet så det var bare afslappende. Hun lænede sig en smule tilbage og endte igen med at ligge ned. Hun strakte sine ben en smule og sørgede desperat ikke at ramme Shayne også selvom at der vidste sig at være god plads for hendes fødder så de kunne ligge der ved siden af ham som han nu sad op ad væggen. ”Det eneste jeg husker, var da du begyndte at lege jorden er giftig og hoppede rundt på borde, stole og nogle af de andre gæster. Eller jeg kan ærligtalt ikke huske om det var dig eller en eller anden.” Hun så lidt op i loftet imens hun tog små mini bider af sin cookie. Man lå enormt godt på hans seng. Og det var virkelig som om at den bare holdt hende nede så hun ikke ville kunne sætte sig op igen.

"Mmn, hun har vundet en bage-konkurrence med dem, så der er også en medalje til at bevise det!" fortalte han, efter han havde tygget af og der ikke var flere rester kage tilbage, i munden, hvornæst han ville række ud efter en ny en, men stoppede op midt i bevægelsen, da hun åbenbart havde fået den samme idé, hvilket resulterede i at han rødmede, igen, og trak hånden til sig. Det var stadigvæk, som om hun havde armene rundt om ham, og han kunne ikke lade være med at smile skjult af det. Det havde været en smule underligt, siden de nu ikke kendte hinanden så godt endnu, men det havde også været en enormt rar, lidt uvant følelse, som han sagtens kunne vænne sig til, og hans mave havde i et øjeblik føltes som om den husede en hel sværm af baskende sommerfugle. Hvis bare dem henne fra skolen kunne se ham nu, ha. De ville med sikkerhed ikke tro deres egne øjne. Shayne rykkede sig en lille smule tættere på sengekanten, per automatik, idet hun lagde sig ned på ryggen, ovenpå dundynen der lå henover madrassen, så der blev bedre plads til hende, og løftede efterfølgende en hånd op til munden, som han skærmede for, inden han fik hostet en krumme op, der var røget ned i den forkerte hals. Den lille historie hun fortalte om den vilde fest, som havde fundet sted i nat, fik ham kort til at spærre øjnene op, og han måtte atter hoste en gang eller to, men denne gang var det dog bare for at få løsnet stemmebåndet op. "Ej jeg håber ikke det var mig! Det var det ikke... eller, måske... faktisk kan jeg ikke huske specielt meget, for at være helt ærlig..." svarede han med et dæmpet toneleje, og rynkede panden i et tænksomt udtryk, prøvede at huske tilbage, og se, om der ikke var bare ét eller andet, han kunne komme i tanke om, men der var intet, der dukkede op. "Niks... jeg er helt blank," måtte han indrømme, og trak let på skuldrene, inden han skævede hen mod skålen med de nu mere afkølede småkager, som han snuppede en fra. Det ville ikke være et problem for ham, hvis han skulle leve af de her. Hov, han havde glemt alt om teen; men den dampede stadigvæk en kende, så den var i hvert fald ikke blevet kold endnu. Han fik hurtigt spist kagen, som krummede ned i sengen, tørrede diskret hånden af i sine bukser, som forresten godt kunne trænge til at blive skiftet ud med et par nye, hvorpå han tog fat i keramikkoppens hank med pegefingeren og førte den op til munden, hvor han først pustede på den lunkne væske, der duftede sødt med et snert af citron, og sippede forsigtigt af den. Men, teen hjalp ikke rigtig med at komme af med al den varme, der var indeni ham, og som kun blev forstærket, når han så på hende. Hans indre organer måtte koge i den sauna, som han følte sin krop var. Derfor satte han fluks koppen med te fra sig igen, ved siden af på bordet, og rettede dernæst alt sin opmærksomhed mod Autumn, som stadig lå og dovnede på hans seng. Mest af alt havde han bare lyst til at ligge sig ned ved hendes side, men af en eller anden mærkværdig grund, kunne han ikke få sig selv til at gøre det. Måske ville hun ikke have, at han lå så tæt på hende. Måske ville hun. En chance han dog var for usikker til at tage, så derfor blev han blot siddende, der hvor han var, og betragtede hende på afstand; selvom der egentlig ikke var specielt langt imellem dem, og han, hvis han ville, kunne række hånden frem og røre ved hende. Hendes hud så blød ud. Næsten helt porcelænsagtig som et eller andet fra et af de modeblade, hans mor ofte købte. Men det allermest fascinerende ved hende var og blev hendes øjne. Det var det første, han havde lagt mærke til - og ikke bare i dag. Det var noget, han for længst havde bemærket, fra første gang han havde set hende henne på skolen. Det var ikke til at undgå. De var så blå, så man skulle tro, at det var farvede linser, hun havde i. Han kunne stadigvæk ikke helt forstå, at hun virkelig var her, her i hans seng og så endda sammen med ham, af egen fri vilje. Hvorfor kunne han ikke regne ud, ligegyldigt hvor meget han prøvede. Der var jo intet særligt over ham, og han var bestemt ikke blandt de populære i skolen, så hvorfor gad hun overhovedet spilde sin tid på ham? Var der ikke en masse andre steder, med andre personer, hvor hun kunne være, eller havde hendes venner ikke travlt med noget andet, der forhindrede dem i at kunne være sammen med Autumn? Et svagt suk sivede ud mellem hans let adskilte læber, netop som han lod satte sig op på knæ og næstefter faldt forover, men før hans overkrop ramte madrassen rigtigt, stødte han albuerne mod den, så han med hjælp fra dém kunne holde sit hoved oppe, ved at hvile det i håndfladerne. "Hej..." sagde han stille, nærmest som en hvisken, og krøllede mundvigene op ad i et lidt genert smil, der bredte sig til hans kinder, i form af en rødlig glød - de brændte. Kinderne. Sådan føltes det i alt fald, eller også var det bare hans hænder, som var ualmindeligt kolde, og det tvivlede han altså på, for der var temmelig lummert herinde.

For anden gang begyndte hun at le med den hjertevarme latter. Sådan en smule højere end når hun bare gav et lavt grin fra sig. Af en eller anden grund var der noget enormt dejligt i at bare høre ham kludre i det. Ikke at hun frydede sig over hans nervøse tilværelse. Hun var jo selv rimelig nervøs i øjeblikket også selvom hun ikke viste det frem. Hun havde nemt ved at skjule lige netop den følelse. I hvert fald i visse situationer. Og nu var hendes nervøsitet heller ikke ligefrem blevet sat i top. Hun var meget rolig omkring ham. Hun kendte ham ikke direkte super meget men han virkede dejlig bekendt så hun følte hun ikke kunne sige noget forkert. ”Nej okay! Det var nok ikke dig så. Jeg kan heller ikke se dig som en der hopper rundt på møbler and stuff.” sagde hun lidt mere stille og roligt efter hun var kommet over sin lille omgang med latter. Det var dejligt at le. Det havde hun altid vidst. Det var nok også derfor hun gjorde det så meget. Hun kunne næsten altid finde et tidspunkt når hun kunne bruge sine lattermuskler. Næsten! Der var selvfølgelig tider hvor hun ikke kunne få sig til det. Overhoved! Hun kom tilbage til den mere afslappede person som hun stadig bare lå og så mod loftet. Det af så behageligt det her. Ikke bare at ligge ned men også at være i samme rum som Shayne. Atmosfæren var så rolig. Noget helt andet end fra hendes hjem. Og det andet sted. Bestemt meget bedre end det. Alt var bedre end der! Det var der ingen tvivl om. Og hvilken skam at hun skulle have oplevet det. ”Det er også det eneste jeg rigtig kan huske. Resten er bare tåget og giver mig hovedpine bare at tænke på det.”

Autumn lukkede ganske let sine øjne i og trak vejret dybt. Indsnusede duften af te der fyldte rummet og overvandt lugten af indelukkethed. Det var ikke så sjældent at se et rodet værelse. Det var altid mere trygt. Selv havde hun knap så mange ting hun kunne rode med. Hendes skrivebord var altid fyldt med papir og hun delte sin seng med sin laptop. Eller lå der nok lidt tøj på gulvet og så var det hele ellers tilpas. Hun lavede jo ikke særlig meget der mere. Det var sjovere og bedre at komme ud lidt. Så hun ikke ville ende med at blive et lille væsen der hverken kan tåle eller tør gå udenfor en dør uden at dø af frisk luft og sol. Hun havde hørt om dem og det var det der havde fået hende til at tage med til hans fest. Og selvom hun nød hvad det havde udviklet sig havde det nok ikke været den bedste idé at feste som før. Hun burde stoppe med det. Det generede hende virkelig at hun ikke kunne huske specielt meget. Idet at madresen igen bevægede sig, blævrede nærmest, rettede hun sin opmærksomhed blind mod hvad der skete. Hun drejede sit hoved en smule og åbnede så atter hendes dybe smukke øjne. Hun spærrede dem en smule op over at opdage hvad der faktisk var sket. Han lå, der ved siden af hende. Og det var ikke ligefrem fordi der var to meter mellem dem. Hun så lettere overrasket på ham. Det her var en ting hun ikke var vant til. At have folk så tæt på sig uden at hun faktisk krammede dem. Men det var nu dejligt. Hendes kinder blussede med det samme op idet hun syntes at gå øjenkontakt med ham og hun ikke lade være med at gøre andet end at smile over hans lille hej. ”Hej.” hviskede hun tilbage til ham og smilte endnu stort. Hun nød øjeblikket et stykke tid men fik dog kort efter gjort kål på stilheden. ”Hey. Jeg tænkte på..Hvordan skal jeg sige det..” Hun holdt en lille pause og så væk fra ham mens hun tænkte mere over hvordan hun nu skulle bruge sine ord. Hun tog en dyb indånding og drejede så atter sit hoved og så direkte mod ham. ”Altså…Jeg vil bare høre..om..du…øh.. Vil du være min ven?” Åh! Det var sådan en uvant sætning. Og det var den eneste ting hun rigtig vidste man kunne bruge når man ville være sikker på at et venskab var startet. Hun smilede lidt bøvet og forsigtigt. Hun gik blidt sat sine tænder ned i sin underlæbe og afventede tålmodigt hans svar. Diskret krydsede hun sine fingre. Håbede på det bedste!

Spørgsmålet fik ham til at spærre sine øjne op på vid gab, hvorefter han blinkede gentagende gange med dem, som om han prøvede på, at få sat sine ikke-eksisterende kontaktlinser rigtigt på plads. Havde hun seriøst lige spurgt om det, han troede, hun havde? Og hvad var det overhovedet for noget, at spørge om? Det varede et stykke tid, før han helt fattede det, og åbnede som det første, langsomt, munden. "Øh... ja... jo... selvfølgelig vil jeg det," svarede han lidt fortumlet, men skiftede så sin ret forvirrede mine ud med et skævt smil. "Jeg vil... meget gerne... være din ven." Smilet voksede en anelse, og blev mere varmt og ægte. Hvis hans generthed ikke havde holdt ham sådan tilbage, havde han lagt armen rundt om hende og trykket hende ind til sig - men det var noget, han kun kunne i sine drømme. Dér var han nemlig ikke, som han normalt var, i den virkelige verden. I drømmene var han tusinde gange mere udadvendt, og han var ikke bange for at gøre noget som helst, ligegyldigt om det så omhandlede bekæmpelse af monstre, eller at kysse og kramme en sød pige. Det ville være rart, hvis han bare havde halvt så meget selvtillid, når han var vågen. Han var træt af, at hans manglende tro på sig selv, om at han var go' nok, altid skulle stoppe ham i en masse, men han havde snart lært at leve med det, og folk forventede heller ikke noget specielt af ham, så han behøvede ikke at skulle leve op til tonsvis af krav og forventninger. Henne på skolen, var han bare kendt som ham den lidt akavede, forlegne emo-taber, der aldrig sagde så meget som et ord. Hverken i timerne, eller uden for klasseværelset. Han holdt sig for sig selv, og sådan havde han det også bedst - lie. Nej. Det var ikke fedt. Det havde det ikke på noget tidspunkt været. Uanset hvor umage han var, med at forsøge at passe ind, så endte det hver gang som en fiasko, og han måtte vende tilbage til sin enspænder-agtige tilværelse. Okay han var ikke komplet venneløs, men som sagt så boede hans nærmeste venner minimum 50 km væk, og den anden halvdel af hans venner, var nogle, han havde mødt online, så om de var rigtige venner eller ej kunne vel diskuteres. Det var blandt andet en af årsagerne til, han brugte så meget af sin fritid foran computeren, hvilket hans mor ellers havde haft mange krige med, at prøve at vænne ham af med. Næ, se et fint vejr det er blevet, skal du ikke udenfor og gå en lille tur? Eller, Shayne skat, skal du ikke snart være sammen med en ven? Hvad med ham den lyshårede fyr fra din klasse, var han ikke sød? Det var altid det samme, og hver evig eneste gang måtte han svare nej og åh, de havde skam haft hundredevis af skænderier om det. Han var udemærket klar over, at han ikke var den mest populære i klassen, eller bare tæt på at være det, og nej han fik heller ikke de bedste karakterer, mest fordi lærene var en bunke røvhuller - efter hans mening - men han prøvede i det mindste og var det ikke det vigtigste? Åbenbart ikke, hvis man spurgte alle andre. Shayne virrede kort med hovedet, for at få rystet alle de ubehagelige tanker af sig inden de fik en alt for stor virkning på ham; det sidste han havde lyst til var at sidde og være en tudeprins foran hende. Så, han besluttede sig for ikke at skænke alt dét selv den mindste tanke mere i dag og koncentrerede sig i stedet for om noget helt andet. Hans blå øjne blev kørt hen på hende, efter i en god sum tid at have stirret stift ud i luften foran ham, og vovede for første gang at se direkte ind i hendes, der var endnu mere blå. Blå, lidt som en lagune. Jo længere tid han så ind i dem, jo sværere følte han det var, at se væk. Som om de havde en eller anden magnetisk effekt på ham, som ikke kunne brydes. Han tvang dog sig selv til at flytte blikket, i samme øjeblik som han på ny kunne mærke den kogende fornemmelse i sine kinder, og han forsøgte mislykket at undertrykke et smil, der lidt efter lidt formede sig på hans smalle læber og til slut endte ud som et lille tandsmil, hvorpå han skævede forlegent til hende, dog med et kækt glimt i øjet. De sidste toner fra sangen, han havde sat på, tonede ud i stilhed, og der var dernæst et par sekunders tavshed, før det næste nummer begyndte at spille. Det var en noget mere stille sang end den forrige, men, det gjorde ham intet, den var også meget nemmere at snakke til. Han smilede en smule fjoget til hende, alt imens han lidt fraværende nynnede med på introen. "Hey there Autumn, what's it like in New York City? I'm a thousand miles away but girl tonight you look so pretty, yeh you dooo. Times Square can't shine as bright as you, I swear it's truue!" sang han, med en dæmpet og rolig stemme, og måske var han ikke den mest øvede sanger, men det var svært ikke at synge med på sådan en god sang, skønt den efterhånden var ved at være rimelig gammel - men det var det meste, af det bedste musik. Musikindustrien var i hvert fald ikke på toppen for tiden, hvis man spurgte ham. Alle dem der fik mest opmærksomhed var blevet sovset totalt ind i autotune, med en højlydt bas for at overdøve deres patetiske forsøg på at synge en sang, der ikke havde mere en tre forskellige sætninger, som bare blev gentaget igen og igen, og igen. "Hey there Autumn, don't you worry 'bout the distance. I'm right there if you get lonely. Give this song another listen; close your eyes. Listen to my voice, it's my disguise... I'm by your side..." Tonelejet i hans stemme var blevet endnu lavere, og man kunne kun liiige høre ham, som om det var en af hans dybeste hemmeligheder, han hviskede. Han havde valgt, bare helt at ignorere den røde farve, der stadigvæk var til at se i hans ansigt, meget tydeligt endda, og sendte hende i stedet for blot et bredt smil. "Din te bliver kold..."

Allerede idet at hun hørte de første toner af sangen der nu erstattede Papa Roach genkendte hun sangen. Det var ikke tit hun hørte den med andre. Det havde altid været en af dem hun havde sat på når hun var alene og skulle skrive en stil eller to. Den gjorde altid hendes hoved mere klart. Men samtidig var det ikke ligefrem en af dem hun havde hørt flere tusinde gange. Den var stadig mere eller mindre ukendt. Hun vidste ikke engang hvad den hed. Hvad sangens titel nu var. Eller hvem der sang og havde skrevet den. Så meget var hun nu heller ikke inde. Det der kom mest bag på hende var idet at hun hørte hans stemme og så hendes navn. Ordene var så bløde og fulgte sangens melodi perfekt. Tydeligvis havde han hørt den mere end hende. Men hvad hun ikke helt forstod, var hvorfor han sang Autumn mens der i sangen blev sunget et helt andet navn. Det tog hende en lille sum tid inden hun faktisk fattede pointen. Det var nok det der virkelig fik hendes kinder til at blusse op mere end de nu ellers havde gjort i hans selskab. Hun så en smule fortumlet ud mens hun samtidig syntes at se en del forlegen ud mens hun bare lå der og så på ham som han sang nogle flere ord. Selvom at hans stemme ikke var som engleklang lød det stadig fortryllende i hendes ører af en eller anden grund. Det fangede hende. Gjorde hun ikke havde lyst til andet end at bare lytte videre. Men uheldigvis stoppede han igen efter det første vers. Hun var dog stadig i den lille drømmeverden han havde fået sendt hende ind i. Underligt egentligt. Men underligt på en fantastisk måde. Hun havde slet ikke forventet ham være som han var. Han var meget sødere og helt anderledes frem for hvad andre havde sagt. Ikke at hun havde troet på det men hun havde hun egentlig aldrig selv fået sig et indtryk af ham. Tydeligt at de fleste løj.

”Te?” Hun vågnede med et set fra sin fantasiverden og så lidt undrende på Shayne. Hvad mener han med te? ”Oh fuck!” udbrød hun så som om hun skulle nå et eller andet vigtigt. ”Min te. Jeg havde helt glemt den.” Hun fik nemt sat sig op ved hjælp fra hendes fantastiske mavemusker. Hun tog sig ikke af hvordan madresen fik det hele til at blævre. Det gjorde det en smule sværere for hende at kravle ordentligt hen til hans sengebord. Men det hele var allerede gået galt idet hun strakte sig hen over Shayne for at kunne nå en af kopperne med lunten te. Hun skulle ikke have haft så travlt. Hun kunne mærke hvordan hun mistede balancen og hun satte automatisk sin hånd ned på glaspladen. Eller næsten. Hun ramte ved siden af og i hvad der lignede en kølbøtte endte på ned op gulvet med et BUM! ”Aw..” mumlede hun en smule pivende og hun fik med det samme sat sin ene hånd mod et af sine knæ som havde taget det meste af faldet. Der var ikke gået hul på noget men den hudafskrabning der i forvejen var der gjorde nu igen ondt. Hvorfor havde hun også haft så travlt med at få fat på den åndsvage kop? Hun havde nærmest været i panik. Men nu havde hans øjne også før virkelig virket fangende. Som havde hun haft ingen mulighed for at kigge væk. Hvad var der dog gået gennem hendes hoved.
Stille og roligt så hun atter hen på Shayne med et lille fjoget smil og en usikker latter. ”Det må du undskylde. Jeg var vist lidt klodset.” Hvor var det pinligt! Hun var normalt klodset men hun havde aldrig rigtigt vist det for folk. På skolen var det eneste der kunne ske, at hun tabte sine bøger. Og selvfølgelig nu hvor hun væltede ned fra en seng, var det ham der fik lov til at være publikum. Hun ville ikke være overrasket hvis hele hendes ansigt var blevet tomatrødt. Også selvom hun prøvede at skjule det ved at smile.

Shayne bed sig smilende i underlæben, for at forhindre et fnis i at komme ud, og rullede om på den ene side, samtidig med at han trak benene lidt op, ved at bøje knæene, så hun bedre kunne komme forbi, da hun nærmest i desperation sejlede tværs henover dynehavet, for at få fat i teen. Det endte dog i fiasko, noget som han indtil nu ikke havde troet kunne ske for hende, og han skød med det samme op at sidde, i samme sekund som hun tumlede ned på det hårde trægulv i sin hast. "Er du okay?!" udbrød han, og var allerede på vej op fra sin seng for derefter atter at sætte sig ned - på knæ - denne gang overfor hende, nede på gulvet. "Her, lad mig se på det..." tilbød han, med en sagte stemme, hvorpå han førte hånden, lidt tøvende, hen til hendes, stoppede kort op i bevægelsen, men fortsatte så og tog blidt fast i dén hånd, der lå og hvilede mod hendes knæ, for at fjerne den derfra. Først studerede han tavst skrammen, som vidst hele tiden havde været der, men kommenterede det ikke, og da han løftede sit blik for at rette det op imod hendes ansigt, strejfede han med stor forsigtighed området rundt om hudafskrabningen, med fingerspidserne. "Gør det ondt?" spurgte han dæmpet, uden at flytte blikket fra hende, og rynkede øjenbrynene med en snert af bekymring malet i de blå øjne, der så alle andre steder hen, end ind i hendes, men en pludselig opstået forlegenhed omkring det, forhindrede ham i at gøre det. Sådan plejede det også at være; han havde normalt enormt svært ved at se folk i øjnene. Men, før da de havde ligget oppe i hans seng - forholdsvis tæt ved siden af hinanden - havde der intet problem været. Der havde det virket, som det letteste i verden, og nu kunne han ikke engang få sig selv til at se ind i Autumns øjne, i så meget som 3 sekunder. Hvorfor blev han så genert, igen? Han rødmede svagt, og trak hurtigt hånden til sig som ellers havde været placeret på hendes skadede knæ, hvornæst han, ved at skubbe sig selv op at sidde på hug med hænderne, fik rejst sig op. "Bliv der, jeg henter lige noget," sagde han stille med et lille, skævt smil, inden han trådte et skridt til den ene side og luntede hen til døren, som han lukkede op og følgende forsvandt ud af. Resten af vejen, skøjtede han henover den smalle gangs afslebne gulv, der førte hen til samme badeværelse, han tidligere havde været inde på, for at skaffe nogle hovedpinepiller til både ham selv og hende. Shayne puffede til den allerede halvt åbne dør, indtil toilettet, og sjoskede hen foran vasken, med det hvide skab hængende ovenover sig - dér hvor de havde stort set alt medicin inde, og førstehjælps udstyr. Netop som han skulle til at åbne det, standsede han, og lod sin hånd falde på plads igen, ned langs den ene side. Hans blik blev i stedet for rettet fremad, mod dét spejl der fungerede som lågen til skabet, og rynkede som det første lidt på næsen. Havde han seriøst set sådan ud hele tiden? Ved hjælp af vand fra hanen fik han gjort et par fingre våde, og prøvede at få lagt nogle strittende totter ned, men opgav, eftersom de blev ved med at poppe op og åbenbart ikke bare var sådan at komme af med. Et opgivende suk forlod hans læber, idet han atter åbnede op for hanen, bukkede sig næstefter ned og fyldte sine samlede håndflader med det kolde, rindende vand, som han brugte til at få vasket, og nedkølet, sit varme ansigt. Med lukkede øjne, for at undgå at få nogle af de løbende vanddråber i dem, slukkede han for vandet og hev op i den mørkelilla T-shirt, så det meste af hans blege mave kunne ses, og tørrede det våde ansigt af i den. Åh, det var rart at blive frisket lidt op. Han rystede kort på hovedet, samtidig med han blinkede hurtigt med øjnene et par gange, for at vågne yderligere, og kom så i gang med dét, der til at starte med havde været grunden til, at han var gået herud. At finde et plaster til Autumn. Det tog ham noget tid, før han fandt et, som han mente var en passende størrelse, men da han så omsider så et, skyndte han sig at rive et stykke og sætte alle pakkerne med med forbindinger og plastre i alle størrelser og former ind på plads. Tøffende, fik han slæbt sig selv den anden vej tilbage til sit værelse, hvor hun sad og ventede, og huskede at lukke døren i bag sig, så hans mors og stedfars højlydte samtaler ikke kunne nå derop, til dem. En smule usikkert sendte han hende et forsigtigt smil, og knælede foran hende, om hun så stadigvæk sad på gulvet eller var rykket op i sengen, trak papiret af plasteret og holdt det udstrakt med begge hænders pege- og tommelfinger, hvornæst han med tungen hvilende i den ene mundvig satte det henover hendes hudafskrabning; meget påpasselig med, ikke at komme til at trykke for hårdt ned på den. "Sådan der. Er det ikke bedre?" Han så smilede op/ned på hende, inden han slog blikket ned på knæet, hvor han ømt strøg det øverste led af pegefingeren henover det hvide plaster. "Nu er din te da i hvert fald blevet kold," sagde han med et lidt gavtyveagtigt glimt i øjet, kunne ikke dy sig for at blinke lettere drillende til hende, og for første gang glemte han helt alt om at rødme. Shayne kravlede selv op i den bløde seng der som altid hoppede let, på grund af de mange fjedre der var indbygget i madrassen, og krydsede benene i skrædderstilling så godt han nu kunne, med de stramme bukser. "Vil du spise med i aften? Jeg tror nok, min stedfar laver noget mexicansk."

Av! Hun fortræk sig hurtigt i en mere eller mindre pinefuldt trækning idet hans finger nærmede sig området om hendes lille skramme. Hun sagde ikke så meget til det men af refleks spjættede hendes krop ganske lidt. Bare for at sige at det faktisk stadig gjort ondt. Hun kunne aldrig lide den følelse. Og hun var ikke ligefrem heldig med at have en høj smertetærskel altid. Der var steder hvor smerten virkelig gik helt gennem. Men det var nok kun hende der kendte til det. Eller måske også en anden?
”Mm.” Hun nikkede bekræftende og så efterfølgende efter Shayne som han slentrede ud af værelset. Og hvad hun kunne se ud af døren, der endnu stod lidt åbent, gled hen over gulvet og forsvandt ud af en anden dør. Det var nu altid morsomt at se ham bare glide hen over gulvet som stod han på et eller andet board af en art. Det kunne bare altid få et smil frem på hende. Også selvom det ikke ligefrem var tæt hun så det. Hun havde nok kun set det en gang før i dag. Hun havde nok bare ikke tænkt over hvem det havde været den gang. Hvilken skam. Hvis bare hun havde taget sig sammen til faktisk at have sat mere en bare hej de gange de havde stødt ind i hinanden på skolen. Det havde jo ikke været fordi hun ikke ville snakke med ham. Hun havde nok bare haft så meget andet at tænke på at hun ikke havde overskuddet den gang. Og nu kunne hun mærke at hun slet ikke skulle bruge energi for at være sammen med ham. Hendes smil havde gradvist bare vokset under al den tid hun havde siddet og tænkt over det og igen kom den boblende fornemmelse i maven. Bare lidt mindre end før. Tilfredst lænede hun sit hoved tilbage så det nu lå på sengekanten. Og med lukkede øjne indsnusede hun duftene der var omkring hende. Det var hans duft. Eller næsten.
Igen var hun nød til at vågne da han kom igen. Med det samme rettede hun sit blik mod ham og smilede blot tilbage. Betragtede ham som han meget nænsomt fik sat plastret på hendes knæ og dækkede den lille skramme hun havde fået sig. Var det bare hende eller var der bare et eller andet specielt over ham der gjorde hun slet ikke blev træt af at være sammen med ham? Også selvom hun nok kun havde været omkring ham i nogle få timer. Hvad var klokken egentlig? ”Ja. Meget bedre. Tak.” sagde hun stille og roligt og smilede sødt tilbage til ham med hovedet en smule på skrå. Det var ikke fordi at plasteret på magiskvis helede hendes sår men det gjorde ikke så ondt mere.

”Mexicansk?” Igen lyst Autumn bare helt op og hendes øjne syntes bare at stråle mere. ”Jeg vil MEGET gerne spise med! Jeg elsker mexicansk!” Hun kunne faktisk ikke huske hvornår hun sidst fik det. Det var ikke så tit at hun endte med at få den slags. Det meste af hendes måltider bestod af rugbrød og pasta. Og andre færdigretter hun kunne finde. Hun kunne godt lave mad men hun var ingen mesterkok. Forsigtigt begyndte hun igen at bevæge på sig. Og ved hjælp fra sine arme kom hun op og sidde i sengen igen. Ved siden af Shayne. Med sine ben dinglende let fra sengens kant. ”Åhr! Jeg har bare ikke lyst til at komme i skole igen på mandag..” mumlede hun svagt for sig selv og lagde et kort øjeblik sit hoved til at hvile på hans ene skulder. Men hun rettede sig dog hurtigt op igen.

"Ååårh nej det gider jeg seriøst heller ikke! Plus, for at gøre det endnu værre, så har jeg først fri klokken 4," sagde han med en utilfreds rynken på næsen og blev næsten helt udmattet af bare at tænke på det, og han kom straks i tanke om, at han da vidst forresten havde nogle lektier, som han skulle have lavet, inden endnu en skoleuge startede. Hans brystkasse skød nærmest helt op til hagen, i et dybt suk, der klart afslørede, at han intet magtede, som havde det mindste med ordet 'skole' at gøre, og da slet ikke i dag nu hvor han havde hende på besøg - så måtte alt skolearbejdet sgu vente til et andet tidspunkt. Det gibbede svagt i ham, idet hendes hoved, dog kun i få sekunder, blev lagt mod hans ene skulder, og han så helt skuffet ud, da hun flyttede det derfra. For hans skyld, måtte hun hvile det dér, så længe hun ville. Hver gang hun rørte ved ham - eller han ved hende for den sags skyld, bare der var fysisk kontakt - spredte der sig sådan en lidt kildende, men rar, fornemmelse i maveregionen, og den fik ham til at smile som en sindssyg, men han forsøgte altid at holde det nede, så han ikke sad og lignede en eller anden jubelglad idiot. Tænk, at det her faktisk var ægte - og ikke bare en drøm, som han snart ville vågne op fra. Han fik pludselig en en underlig lyst til at grine, men beherskede sig dog for hvor sær ville hun ikke tro han var, hvis han sad og fnisede af ingenting? Hvad var der i vejen med ham?


Bank-bank. Døren knirkede beklagende, idet håndtaget blev presset ned, og hans mors skikkelse få sekunder efter kom til syne i døråbningen, med et undskyld-jeg-forstyrrer, lidt fjollet smil. "Så, I to. Der er mad nu," fortalte hun med den milde stemme, hun altid havde, og trissede atter nedenunder, så snart Shayne havde nikket, som et tegn på at han havde hørt det, og de nok skulle komme om lidt. Efter at have strakt benene ud, og rykket helt ud på kanten af sengen, drejede han hovedet en kende, således hans ansigt vendte ind mod Autumn, hvornæst han sendte hende et smil og nikkede en enkelt gang med hovedet i retning af døren, for at signalere, at hun skulle gå med ham. Uden at gøre mere, og stadigvæk uden et ord, rejste han sig langsomt op fra sin seng som om den holdt ham tilbage, og havde revet lidt i hans trøje, i et forsøg på at få ham til at sætte sig ned, igen. Med dovne skridt vadede han henover det kolde gulv, ud af døren over dørtærsklen, satte tempoet en tand op da han trådte ud på den lille gang og havde nær skvattet ned fra trappen, på fjerde trin, men fik med held genoprettet balancen og hoppede ned fra det sidste trappetrin. Han stod stille et stykke tid, hvor han tog en langtrukken indånding og indsnusede den duft af mad, der kom sivende ud fra køkkenet, inden han fortsatte derud, og sørgede for at tage den stol, som stod længst væk, fra hans stedfar, der allerede var i fuld gang med at spise. "Så kan jeg sidde her, og så kan din veninde, sidde ved siden af dig - åh, jeg fik vist forresten aldrig rigtig fat i dit navn?" Moderen stoppede op bag dén stol, der var placeret overfor Shaynes plads, og så hen mod Autumn, imens hun rakte højre hånd tværs indover bordet, for at hilse på hende. "Jeg hedder Alaine, og det her er min mand Stewe," præsenterede hun sig selv, og hans stedfar, med et kækt smil, før hun så omsider satte sig ned på den hvidmalede stol, hvorpå der lå en fin blomstret siddepude. Der kunne vidst ikke være den store tvivl om hvem der havde stået for indretningen, her i hjemmet. Der lød et lille klask, da Shayne lagde en madpandekage på sin tallerken, og faldt i et øjeblik i staver på skålene med grøntsager, men vågnede ret hurtigt op ved at ryste diskret på hovedet. Mærkeligt; han følte sig pludselig enormt træt skønt klokken ikke var meget mere end 7 om aftenen. Men okay, det var vel heller ikke så underligt igen, hvis man tænkte på, hvad han havde lavet i nat. Det var nok ikke specielt meget mange timer, han havde fået sovet. Han gned sig søvnigt i det ene øje med en knyttet hånd, samtidig med at hans anden hånd rakte ud efter en salattang, som han fik fisket diverse ting og sager op med, og da han var færdig med at fylde på, foldede han tortillaen sammen, hvilket resulterede i at noget af indholdet faldt ud på tallerkenen. Nåh, pyt. Per automatik tog han bestikket op i hænderne, dog blev han ikke længe efter enig med sig selv om, at det nok ville være lettere at spise med fingrene, men i bevægelsen på vej til at lægge kniven og gaflen fra sig ramte hans hånd ned i kanten af den dekorerede tallerkenen. Alt det, der var faldet ud af pandekagen, landede nede på de sorte og hvide linoleumfliser. "Hvad i al verden har du gang i knægt?!" lød det muggent henne fra stedfaren. "Det var altså ikke med vilje," mumlede Shayne knap hørligt og skubbede stolen halvt ud fra bordet, hvorefter Stewe straks var på banen, igen: "Kan du så se at få tørret det op!" kommanderede han, og slog i bordet for at understrege sin ordre. "Jaja, slap nu af." "Lille skat, gør nu bare som din far sig-..." Hans mor blev med det samme afbrudt, da Shayne skød op fra sin plads som et lyn, og nu var det hans tur til at slå i den stakkels bordplade. "HAN ER IKKE MIN FAR!!" råbte han, med et arrigt tonefald, og glemte i øjeblikket alt om Autumn. Han skubbede vredt til bordet, så hans mor nær havde tabt sin gaffel og kom med et forskrækket gisp, og i en kvik omdrejning snurrede han rundt på hælene, for derpå at marchere op på sit værelse, trampede bevidst ekstra hårdt på vej op ad trappen. Det kunne med garanti høres helt nede i køkkenet, hvordan han smækkede døren i bag sig; normalt ville han også låse den, men han havde allerede smidt sig i sengen, på maven, og med ansigtet begravet ned i hovedpuden, som han holdt rundt om. Tårene, der havde hobet sig op i øjenkrogen på vejen derop, brød nu dæmningen og gjorde lynhurtigt både hans kinder og pudebetræk helt fugtigt. Hvornår stoppede hun med det der? Stewe var, og ville heller aldrig-aldrig-aldrig nogensinde blive, hans far. Det var der ingen anden mand, der ville. Pladsen var ligesom allerede optaget, og den kunne ikke bare sådan erstattes af en eller anden tilfældig idiot, ligegyldigt hvor stor den diamant han havde sat på morens finger så var! Kunne hun ikke forstå det? Hans far havde altid været et meget følsomt emne, og han hadede, når det blev bragt op, især af hans egen mor, som udemærket godt vidste, hvordan det påvirkede ham. Han måtte kort løfte hovedet op fra pudens dyb for at kunne få luft, og slugte en stor mundfuld af den, ilten, inden han atter lod hovedet dratte mod den våde plet i midten af puden.

Autumn stoppede lidt foran døren til hans værelse. Stod lidt og bare lyttede. Hun tænkte over hvad hun kunne gøre. Skulle hun lade ham være så han kunne falde lidt ned selv? Eller hvad? Hun bed sig lidt i underlæben. Det havde været lidt af en kaotisk oplevelse og hun havde selv ikke nået at så spist nogen af den madpandekage hun havde fået lavet, før hun nærmest havde styrtet op ad trappen og havde efterladt hans mor til at tørre madresterne op fra gulvet. Tilsyneladende var Stewe ikke hans biologiske far. Og det hun kunne mærke i atmosfæren i det øjeblik var det tydeligt at han ikke accepterede at sin mor havde gift sig igen. Eller hvad man nu skulle sige. Hun tog en dyb indånding og lagde forsigtigt sin hånd på håndtaget. Håbede for alt i verden at han ikke havde låst den. Og til hendes held blev døren åbnet med et svagt klik og derefter nogle knirkende lyde. Hun stak hovedet en smule ind for at se til ham inden hun trådte helt ind i det rodede værelse og lukkede let døren efter sig. Igen stod hun lidt usikkert og så på ham. Det var ikke noget specielt behageligt syn at se ham ligge der, på sin seng, og græde. Det lød i hvert fald som gråd men lydende blev hele tiden kvalt af puden, hans ansigt var presset imod. Hun ville umådelig gerne trøste ham. Men hvordan var det nu man gjorde. Hun vidste hvordan man fik en lille pige til at stoppe med at græde og hun vidste hvordan man fik et lille dyr til at få det bedre. Men hvordan var det med en teenagedreng? Ganske forsigtigt nærmede hun sig sengen med lydløse skridt og afslørede først sin tilværelse igen da hun satte sig på sengekanten. Kun for så at kravle en smule tættere. ”Hey..” sagde hun svagt og med en blid opmuntrende stemme. Hun vidste virkelig ikke hvad hun skulle sige. Hun kunne jo se han ikke var okay og hun kunne jo ikke bare sådan kommentere på det med forældre eftersom hun ikke ligefrem boede sammen med hende mere. Hun så lidt væk fra ham men hun fik nu alligevel rettet de blå øjne mod ham igen. Og igen rykkede hun bare få centimeter tættere på ham. Bare så hun lige kunne lægge sin ene hånd oven på hans hoved. Forsigtigt og kærligt begyndte hun at stryge ham over det strittende sorte hår. Langsomt begyndte hun at lægge sig lidt mere ned og det endte med at hun nærmest lå i en kurve omkring hans overkrop. ”Now. Don’t cry..” hviskede hun stille og roligt til ham mens hun bare forsatte med at stryge fingrende gennem hans egentlig bløde hår. Hun syntes selv at få noget af den negative energi sendt ind mod hende og det var nok derfor hun blev så bekymret for ham. Hun kunne slet ikke lide at han havde det sådan. Hun trak selv vejret roligt og mere eller mindre afslappende og hun lukkede af og til sine øjne i. For så at åbne dem igen som et langvarigt blink. Efter få sekunder begyndte hun forsigtigt og svagt og nynne en lille melodi. Hun plejede ellers ikke og være typen der brød sig om at udtrykke en mere rytmik som sang men i dette tilfælde kom det helt naturligt til hende. Og så sang hun jo ikke. Det var blot få toner der kom ud af hendes lukkede mund. Hun krummede let sine tær og strakte dem ud igen. Krummede dem så igen og strakte dem ud igen. Det var lidt lige som når folk hele tiden vrikkede med deres fødder. Det beroligede hende.
Det var nu egentlig lidt underligt at sådan ligge her og trøste ham. Hun kendte ham jo ikke ligefrem super godt men hun gjorde hvad hun kunne. Og hun håbede det virkede. Og hun kunne jo heller ikke bare have haft lagt der alene. Hun ville ikke have været nogen god ven hvis hun bare var gået. Hun vidste godt det var personlige sager og affære med hans familie men hun kunne ikke slippe følelsen at hun var nød til at gøre noget. Bare et eller andet for at gøre det godt igen. Åh, hvor ville hun gerne se ham smile lige nu.

Selv før døren blev åbnet, kunne han, meget svagt, høre at en eller anden var på vej ind på hans værelse, takket være de knirkende gulvbrædder, som vidst var blevet lagt forkert, ude i den lille gang. Hovedet blev atter løftet fra puden, og han skulle til at råbe, at personen bare skulle skride af helvede til, da han så kom i tanke om Autumn, som jo også var her i huset, og der var større chance for at det var hende, end hans mor. Derfor lukkede han straks den halvåbne mund, snerpede læberne sammen de kun var to små tynde streger, og skyndte at gemme ansigtet ned i puden, så hun ikke kunne se ham. Well, ikke fronten af ham i alt fald. Det gav helt et sæt i ham, idet hun tillod sig at sætte sig ned ved siden af ham i den uredte seng, hvilket fik ham til at knuge puden endnu hårdere, som var den en stor bamse. Uden selv at tænke over det, holdt han vejret, fra første sekund hun med blide strøg begyndte at nusse ham i håret, og han ville egentlig have skubbet hendes hånd væk, men det var faktisk meget rart, så han lod hende bare blive ved. Efter lidt tid blev han dog tvunget til at trænge vejret, for overhovedet at kunne overleve, men han nægtede at fjerne hovedet fra puden, så han tog blot en ekstra stor, højlydt indånding ned i pudebetrækket, og åndede ud i små stød, som når man stortuder, og slet ikke kan få luft. Det var bare ikke på grund af tårene i hans tilfælde, som han mere eller mindre havde fået under kontrol; det var bare ikke det nemmeste i verden, at få luft via en bred, puffet dunpude. I kort tid virkede det næsten som om alle de triste, frustrerede følelser havde forladt hans krop, men hendes hviskende ord, der burde have været med til at trøste ham, og stoppe tårene, fik tændt for vandhanen igen, og lod til at have den stik modsatte effekt. Eller, det var ikke så meget ordene, men måden det blev sagt på - eller hvad? Det fik ham i hvert fald af en eller anden grund, til at græde helt ekstremt, og der kom hele tiden halvkvalte hulkelyde fra ham. Hvor han hadede ham selv, for det her. Omsider havde han fået chancen for, at lære hende at kende, og være sammen med hende, og hvad brugte han tiden på? At ligge i sin seng og tude, som en lille tøs. Hvad måtte hun ikke tænke om ham? Han følte sig virkelig ynkelig, og han havde mest af alt lyst til at gemme sig men der var ikke rigtig noget sted, han kunne skjule sig, og da slet ikke når hun sad der, ved siden af ham. Nej nu måtte han kraftedme tage sig sammen, og stoppe det tuderi! Det nyttede jo alligevel ikke, og det vidste han også godt; han havde bare haft brug for at få den eksplosion af følelser ud, som var sprunget i luften inde i ham, og så var der altså intet at stille op, andet end at lade tårene trille. Men som sagt, slut med alt det her, han måtte mande sig lidt op, og vise at han ikke behøvede hendes trøst! Okay... mest af alt, fordi han følte, at hvis han ikke snart fik en mulighed for at trække vejret ordentligt, så ville han blive dø af iltmangel. Lidt besværet fik han bøjet armene og placeret håndfladerne mod madrassen, efter at have sluppet puden, og løftede langsomt sin overkrop op, hvornæst han fik vendt sig halvt om, og følgende sat sig rigtigt op, med et lavmælt snøft. Det eneste der ikke var blevet løftet, var hans blik, som endnu var fæstnet til sengen, med det sorte lagen, fordi han ikke ville have, at hun skulle se, han havde grædt, selvom han jo godt vidste, at hun sagtens havde kunne høre det, og dermed havde gættet sig frem til det, så hvad var der at skjule? Han tørrede en smule vredt sine øjne med håndryggen, og snøftede et par gange mere, inden han så endelig hævede sit blik, der endte på Autumn, som åbenbart havde lagt sig ned, i sengen. Hvor længe havde hun gjort det? Det sidste overflødige vand i hans øjne, smuttede over kanten, og lagde sig lige under hans øjenvipper, efter han havde blinket en enkelt gang, som han nemt fjernede med tommeltotten og tørrede dén af i bukserne. Stilhed. Han hev kort efter vejret, som om han skulle til at græde igen, men det blev, heldigvis, ikke til noget, hvorpå han så lidt væk fra hende. Hans øjne var fuldstændig røde, både indeni og udenpå, rundt om dem, og de sved hver gang han blinkede, og havde øjnene lukket i længere tid. "Undskyld..." sagde han sagte, og trak bevidst på smilebåndet, hvilket resulterede i at det kom til at se ret falsk og halvhjertet ud, så det droppede han hurtigt igen. Han lod tavsheden hænge og summe lidt i luften, før han atter rettede øjnene mod hende og skilte sine læber ad, for at lukke nogle ord ud. "Nåå... men... du skal vel også snart hjem ikke?" Det var ikke så meget et spørgsmål; mere en hentydning til at hun skulle gå. Maden nedenunder havde han glemt alt om, men den var nok også for længst blevet kold, og ryddet af bordet, som ikke rigtig gjorde ham noget - han var ikke sulten mere. "Kom, så følger jeg dig ned til døren..." mumlede han en anelse utydeligt, men højt nok til at det burde være forståeligt nok, og rejste sig næstefter op fra sengen, i en sløv og langsom bevægelse, for så at slæbe fødderne hen ad gulvet, ud af værelset. Det var måske en smule uhøfligt, bare sådan at smide hende ud uden videre, og hun havde endda været enormt sød ved ham, men lige nu, orkede han simpelthen ikke at skulle underholde nogen, eller overhovedet at være i samme rum med en anden, heller ikke selvom det var hende den søde pige henne fra skolen. Han ville bare være alene, se en film eller to under dynen, og så smutte i seng, så den her dag kunne blive overstået.

//Out.