Just a night..

Khá blev næsten væk i minderne om sin søn men blev revet tilbage til virkeligheden af hendes pludselige omfagnelse. Hun var til stadighed urørt over gravens kulde?
Han sagde med en sorg og dog en smule vrede i stemmen: "Det er venligt af dem men det er svært at finde lykke over det jeg gjorde den gang. Det gør ondt at huske tilbage, når man er klar over sin forbrydelse. De må ikke glemme jeg er trods alt forbandet. Den slags bliver man kun for grufulde forbrydelser. Jeg er ikke sikker på at de ville kunne lide at høre hvordan min søn døde. eller min søns mor..."

Khá havde aldrig fortalt den historie til nogen. Ikke uden at skulle kæmpe sig der fra eller dræbe. En del af Khá var nysgerrig om hendes motiv

"Jeg mener bare, at du måske skulle mindes om følelserne.. kærlighed, glæde osv. - jeg tror simpelthen ikke på, at de følelser ikke gemmer sig i dig et sted. Det er muligt at de gemmer sig godt, men de må være der..", svarede Giselle ham, og trak sig pludselig tilbage, bevidst over, hvor underlig hendes handling og pludselig omfavnelse må have været. Hun så lidt forlegent ned i gulvet, og kunne mærke rødmen brede sig i hendes ansigt.

Giselle måtte indrømme, at hun var enormt nysgerrig efter at vide, hvad der var sket med hans søn og alt det der. Men hun kunne simpelthen ikke få sig selv til, at udsætte den fremmede, for den smerte det måtte være, blot at tænke på det. Så hun lod vær', med at spørge ind til det.

"Måske skylder jeg dem at fortælle hvad der skete siden jeg reagerer som jeg gør frøken? Det er nok en stærk fortælling men ikke desto mindre sand. Hvis de da gerne vil høre om hvad der skete? De må ikke være flov frøken Giselle, jeg er bare ikke vant til at blive omfavnet. Folk flygter som regel fra mig eller holder afstand."

Khá rejste sig op og gik rundt lidt imens han kiggede på hende.

"De er danser forstår jeg. Jeg har ikke danset siden der var et hjerte der bankede i mig. "

"Du skylder mig det kun, hvis du selv ønsker at fortælle det. Gør det ondt på dig, skal du ikke gøre det", svarede hun ham, med et bekymret smil, hvorefter hun åndede lettet op, da han tilsyneladende ikke var fornærmet eller følte sig krænket over, hendes pludselige omfavnelse.

"Ja, det gør jeg", besvarede hun hans spørgsmål, hvorefter hun lyttede til, hvad han mere havde at sige.

"Så er det da på tide, at du gør det", smilede hun, da han sagde, at det var lang tid siden han sidst havde gjort det - sidst, var da han var i live. Smilende tog hun fat i hans kolde hånd, og lagde den på sin hofte, hvorefter hun lagde sin hånd på hans skulder. Derefter tog hans anden hånd i sin og lænede sig lidt ind mod ham, så de stod så tæt, som man nu skulle, når man dansede.
"Bare følg mig", sagde hun, og begyndte at føre den fremmede rundt på gulvet i hendes værelse. Normalt var det omvendt - manden der førte pigen, men ikke her.

Khá begyndte at føre Giselle. Selv om Khá var udød så var han en ferm danser.
Han havde ikke en overnaturlig men dog stadig en elegance i sine bevægelser

"Jeg må hellere fortælle dem det. Jeg havde en gang en speciel kvinde i mit liv. Vi havde en vidunderlig intim nat, og det resulterede i at hun blev med barn. Barnet blev født med mine evner men med menneskets frie vilje. Guderne var rasende og min sidste ordre fra dem var at jeg skulle dræbe kvinden og barnet."

Khá vendte sig væk fra hende og gik ud på altanen, man kunne tydelig høre at der var stor sorg i hans stemme men lige så stor vrede.

"Og de faldt begge for min hånd. Den gang var jeg ikke fri, så jeg kunne kun se til imens jeg holdt min søn og han blev brændt til aske af hellig ild imens hjertet stadig bankede i lille Matthew.... Det var sidste gang jeg var deres lakaj. Jeg brød de lænker guderne havde lagt. Sådan blev jeg forbandet...."

Khá var fyldt med sorg og tårerne ville trille i en lind strøm hvis tårekanalerne ellers virkede, men samtidig var han lettet over at det var blevet fortalt til nogen

Giselle smilede overrasket over, at den fremmede overtog føringen af dansen, og dansede videre sammen med hende. Hun lod sig føre, og måtte indrømme, at han var en ganske god danser. Det havde hun ved første øjekast af en eller anden grund ikke regnet med. Men hvorfor skulle man ikke kunne danse, bare fordi man var død..? Teknisk set, var det jo umuligt.. men alt var jo muligt i Di Morga.. det havde hun efterhånden lært.

Hun hørte efter hans fortælling, og fik med det samme ondt af den stakkels mand. Hun havde regnet med, at han ville græde, for sorgen var så tydelig at høre i han stemme. Hun regnede med, at som følger af, at han jo var død, besad han ikke længere evnen til at græde.. hun fulgte med ham hen til Altanen og lagde beskyttende en arm om ham. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige, som på nogen måde, kunne gøre ham bare den mindste smule glad, men hun vidste tydeligt sin omsorg og medlidenhed med sit ansigt, sine handlinger og sine bevægelser.

"Det gør mig ondt", sagde hun blidt til ham.

Det er første gang jeg har fortalt det til nogen og de ikke er endt med at hade eller frygte mig endnu mere. Det er en rar fornemmelse. Den slags havde jeg helt glemt. Nok har jeg gjort nogle frygtelige ting men nu er jeg min egen herre.

Khá gik hen og studerede et billede på hendes væg og med nysgerrighed sagde han:

Fortæl om det her. Eller i det hele taget fortæl om hvordan det her prægtige hus er endt så stille og næsten forladt

Hun nikkede, og fulgte ham med blikket ind på hendes værelse igen, hvor hans opmærksomhed faldt på et billede på hendes væg. Hun smilede svagt, da han stillede spørgsmålet, og tænkte lidt over svaret. Det havde jo ikke bare altid været sådan, havde det..? Så længe hun kunne huske. Den eneste forskel var vel bare, at dengang hun var lille, og ikke kunne tage vare på sig selv, var der en barnepige i huset til at gøre det. Ind i mellem gik der også gartnere, rengøringsdamer osv. rundt i huset, og gjorde, hvad de var ansat til. De smilede til hende, og kaldte hende "frøken". Men de bemærkede aldrig rigtig hvad hun lavede, og hvem hun var sammen med. Men hun var vel også 16 år, og gammel nok, til at kunne tage vare på sig selv..

"Mine forældre har altid været utroligt velhavende. De ejer hver deres kæmpe firma, og tjener kassen.. De er aldrig hjemme pga. forretningsrejser både hver for sig og sammen. Og jeg har ingen søskende. Derfor er huset tomt.. Det har det altid været. Det føles tit som om, jeg bor alene. Nogle gange er det fint nok, andre gange kunne det være.. rart, at bruge tid sammen med mine forældre. Ikke, for at være utaknemmelig, eller noget. De giver mig jo alt..."

Hun pegede over mod en dør, som førte ind til et kæmpe walk-in closet, som var proppet med designertøj, designersko og designersmykker.. etc.

"Men ja.. jeg tror, du ved hvad jeg mener. Nogle gange savner jeg en dag med dem, i stedet for en ny Prada-taske."

Jeg tror jeg ved hvad de mener frøken. Jeg var selv en meget deprimeret mand efter det skete... Da mine følelser gik i glemmebogen, hev jeg mig selv op af det hul jeg var endt i. Men jeg lærte også mig selv at se verden på en anden måde. Se efter de ting der var skjult for folks opmærksomhed. Hvor simpelt det egentlig er at skabe liv i sit eget

Khá tog en diamant frem fra sin kappe og tog forsigtigt hendes hånd og førte hendes hånd op så hun holdte diamanten foran sine øjne

To ting ført sammen giver et helt nyt aspekt, et aspekt man kan nyde eller forundres over

inde i diamanten blussede en lille flamme op og det klare blå lys dansede rundt inde i diamanten og skabte et lille "lysshow" i hendes hånd

Han lød så klog, når han snakkede. Som om, han allerede havde levet sit liv, og vidste hvad der befandt sig på den anden side. Og det kunne hun vel på en eller anden måde, også have ret i. Han havde jo levet sit liv.. teknisk set, var han død nu. Og et helt års livserfaring, plus, den erfaring han havde fået sig som levende død, må have resulteret en næsten utømmelig viden om det meste her i livet. Det vigtige her i livet, rettede hun sig selv mentalt.

Hun smilede, og lod ham føre sin hånd. Kulden mærkede hun ikke så meget til mere - hun havde datet vampyrer, og kulden var vel i bund og grund den samme. Dødens kulde.. eller hvad man nu kaldte den.

Hun smilede, da hun så diamanten og den lille flamme i den, som blussede op, og dansede rundt, som et slags lysshow. Al den magi han havde.. hun havde aldrig rigtig været så tit på sådan noget før.. Og hun var i den grad imponeret.

Nu vil jeg vise dig en meget speciel ting. Du er den første dødelige der har set ham. Jeg kan forme flammen som det passer mig. Du har vist mig en helt ny hengivenhed, så det er vigtigt for mig at du forstår hvad der har bragt mig til det jeg er nu

Khá vidste godt det kunne ramme ham selv det han havde tænkt sig, men måske var det på tide at gøre noget og konfrontere de dårlige minder. Han koncentrerede sig og flammen fra diamanten hoppede ud og voksede en lille smule i hendes arme, og flammen formede sig til en blå flammende figur af en lille smilende dreng. Drengen greb ud efter hendes finger og grinede lidt. Han var ikke en gang 3 måneder gammel.

Jeg kan bruge flammen til at vise mine minder. Det her er lille Matthew. min lille dreng. Han var mit livs lys inden de beordrede mig til det frygtelige....

Man var ikke i tvivl om at hvis Khá kunne græde så gjorde han det. Man var ikke længere i tvivl om at Khá smilede. i næsten et minut stod Khá og aede flammen

Giselle betragtede fascineret og interesseret på den blå, dansende flamme, som formede sig til et billede af en lille dreng på omkring 3-4 måneder. Hun smilede lidt ved synet af drengen, og kiggede derefter over på den fremmede igen, som for at se, hvordan han reagerede på det, der var foran dem. Han ville sikkert havde grædt, hvis han kunne, men alligevel smilede han. Ved synet af hans døde søn. Matthew, hed han. Hun tog hans hånd, som aede flammen, og holdt den i sin, imens hun kiggede ind i den fremmedes øjne. Eller der, hvor de skulle have været.

"Han ligner dig", sagde hun stille. Hun ville ikke sige "lignede". Det ville blot have været, at træde endnu mere i det faktum, at drengen ikke længere var blandt de levende.

Det er desværre også min egen skyld at jeg ikke har ham mere... Men min straf blev hans evige minde, men et jeg bærer med stolthed. Hvad dem selv frøken? Er der ingen speciel i deres liv? Nogen der får dem til at føle dem speciel?

Khá vidste udemærket hvordan det var at vandre i evigheden alene og det var ikke noget han ønskede for nogen. Men han kunne godt se hvordan hun kunne være behandlet skidt, da hun sikkert har søgt den nærhed hendes forældre burde have givet hende

Giselle kiggede ned på deres hænder, og rødmende slap hun hans. Hun tænkte lidt over hans spørgsmål, inden hun svarede. Hun vidste det ikke helt. Hun var vel på en eller anden måde speciel.. hun var rig. Det var der ikke så mange igen, der kunne prale af. Men på de følelsesmæssige plan, var hun ikke nær så beriget.

"Jeg har rigtig mange venner.. men på nuværende tidspunkt, ingen kæreste. Og mine forældre... ja, den historie, har du jo fået", svarede hun med et suk, og studerede diskret hans ansigt.

Khá smilede let og kiggede på hende, imens han frembragte en lille flamme der blev til en fugl der sad stille på hans hånd

Det er ikke min mening at virke nedladende, men det er trods alt noget man selv skal gøre noget ved. Jeg har vandret alene i 400 år. For at finde en speciel skal man lede, men samtidig være kritisk. Sig mig hvor mange af deres venner holder af dem for den de er og ikke deres smukke hus eller deres penge? Ville de være lige så åbenhjertet hvis de havde en lille lejlighed og et tomt køleskab?

Han lod fuglen forsvinde ud af vinduet og kiggede lidt ud af terrasse-døren og sagde næsten opløftet:

Jeg vil ikke bringe dem i dårligt humør, Jeg vil bare være sikker på at de folk der er dem nær er oprigtige. Gennem mit arbejde er jeg blevet rigtig dygtig til at kunne tyde mennesker. Jeg skulle jo straffe forbrydere og syndere så jeg blev ferm til at se om mennesker var oprigtige

Hun smilede over fuglen, og havde nærmest vænnet sig hans små magi-tricks, selvom det dog stadig overraske hende, at en fugl dukkede op på hans hånd på den måde.

"De venner jeg har, er skam oprigtige. Det tætteste af dem er.. Cam, Matt.." smilende nævnte hun de to tætteste venner, hun nogensinde havde haft. Cam var som en storebror for hende, og Matt var.. hun vidste det ikke. Ang. ham, havde hun nogle forvirrende følelser.

"Men du har ret, der er jo sikkert mange, der ikke ville have haft så meget med mig at gøre, hvis jeg ikke var rig eller hvis jeg ikke boede her"