Inconvinience of Dreams

Det var køligt samt mørkt og derfor var skoven nu stille, dyrerne sov tungt men dog ikke alle for det var nu nattens væsner kom frem fra deres skjul, en ung harre som endnu ikke sov hoppe stille rundt inde i den kolde skoven, men den stoppe dog brat da en pil ramte dens hjerte, hvorefter den stakkels harre faldt død om. Den døde harre blev samlet op og bragt med hen til en lille lysning hvor der både var en lille sø men også en lille hule, desuden stod der et lille bål og lyste op samt en søjle af røg skød mod himlen og en duft af brændt træ spredte sig.

Den person der havde skudt den stakkels hare, var en spinkel men høj elegant elver med langt ildrødt hår, samt gyldne øjne og en lys klar hud.
Hun var iført en grøn hættetrøje samt et par stramme brune læderbukser der viste hendes lage tynde ben, på fødderne bar hun et par brune lædersko. Dette var Nile og denne lille lysning var hendes hjem.

Hun begyndte let at flå haren hvorefter hun fjernede indvolene for så at såtte harren på et spyd som hang hen hover bålet ved hjælp af to andre pinde. Nile smilede let da hun betragte sit måltid hun havde ikke overvejet at folk ku finde hende på grund af røgen.

Ezra havde ikke mærket tiden skifte, men hen på aftenen, da regnen holdt op, kunne hun igen kunne rumme noget i sit øre hoved. Selvom det ikke nyttede, slog hun øjnene op og holdt vejret. Hun lyttede forbi fuglesang og knagende træer. Ignorerede den tunge duft af våd bark og følte udover følelsen af, at være fanget i et net. Et net af tyndt hår. Bag alt dette, hendes lille univers, sneg en ram duft af surhed sig ind på hende.

Hun kunne mærke musklerne trækkes sammen om næsen, da den rynkede, og den tunge luft mod de nøgne tænder og en prikken helt ude i fingerspidserne, som ventede på et tilflugtssted for den kolde natteblæst. Det bløde, våde græs under hende, spandt, da hun rejste sig på albuen.
Et åndedræt brød ud over hendes læber, men det var højere end naturligt. Et støn, et klageudbrud. Hun kunne mærke benmusklerne værke og armene ryste, da hun fra en stilling på fire ben, pludselig stod på to og spejdede ud i tomheden. Hørte, ventede, tog imod ethvert spor, som skoven gav hende for at finde udløseren til den sure lugt.

Ezra kunne næsten ikke vente med at gå på opdagelse, så snart hun havde fundet sin taske og fået den over skulderen, drog hun afsted. Uforsigtigt og ivrigt, men skarpt fokuseret. Til venstre løb en bæk, men et dybere ekko endnu tættere på vidnede om en bro. Ezra's hjerne arbejdede på overtid, for at finde en lysning i hukommelsen, og efter et parminutters utålmod og stilstand, opgav hun og trådte ud på broen og lagde sig på den møre, lappede jakke, hun havde bredt ud. Hun rakte hænderne frem, som om det ville hjælpe, at mærke det isnende vand mod de rystende hænder.

Hvor er strømmen? var en tanke, som Ezra havde i hovedet. Vis mig strømmen. bad hun, som et ønske, der snart blev fulgt op på. Strømmen hældte, et godt tegn for Ezra, der maste sig op at sidde og fjernede støvler og strømper, for at træde ned i bækken. Den mindste, hun hidtil havde bemærket. For enden af bækken, må der være en sø, tænkte Ezra, mens hun vadede gennem skarpe sten og spjættede, når der kom en fisk tæt forbi, og hvor der er en sø, er der folk.

Efter et stykke tid rejste hun sig op hvorefter hun forsvandt ind i hulen, men kom dog kort tid efter frem igen nu med en kniv i hånden samt en skål og talerken af træ som hun så lage på en sten, før hun så begyndte at skære et luns kød af den nu mører hare.

Nile førte kødet op til munden før hun så lukke øjne og bad en bøn for dette måltid men også for haren som måtte lade livet for at hun ku få mad, da bønen var ferdig slog hun øjne op og spiste roligt det møre kød imens hun lyttede til naturen.

Hun ku forneme langt inde i sit sind at der var en på vej dog ku hun forneme at denne person nok ikke var farlig*selskab*tænkte hun let hvorefter hun smilede let, før hun så endnu en gang skar en luns kød af for så at spise den stille og roligt imens hun nu blot ventede på om der nu også kom nogle. Nile ku jo ha taget fejl dog skete det sjeldent da hendes sanser aldrig rigtig løj for hende.

// undskyld længden//

Med lasede nerver og kuldegysninger, der sprang op og ned bag huden, begyndte Ezras humør at ændre sig. Det var et fjollet håb, hun holdt på, for selvom hun fandt kilden til surheden, hvad ville der så vente hende der? Ville det være som mange andre tilfælde, og blot være en spildt indsats? Eller ville denne gang blive anderledes? Dette møde var noget, der skete dagligt, og hun var snart vant til skuffelsen, men den var ikke blevet en selvfølge for hende. Ikke endnu.

Ezra forkastede tankerne, og engang erstattet med en humor, var de tavse. Modsat skoven, der gav så mange indtryk helt uden forbehold; papirstynd, ren luft, en klar serenade, når bækken slog et sving, den mos-agtige følelse mod fingrene, som var blevet kolde og en smule blå, som læberne.
Det, at hun lagde mærke til alt dette, gjorde hende vågen og oplivet, måske mere end hun havde været længe. Med udrettet ryg tvang hun sig fremad, trods strømmen hjalp hende på vej. For sent opdagede hun, at det gik brat nedaf og faldt.

Krapt vand skvulpede op på bredden, indtil Ezra fandt fæste, så hun kunne vente på, at krusningerne forsvandt. Det våde tøj fik hende til at ryste af kulde, og det allerede sammenfiltrede hår rullede sig sammen i små krøller.
Ikke så langt derfra var lyden af et vands fald klar og tydelig, som lyn i mørke, og håbet, hun først havde næret, vendte tilbage til hendes hjertekammer. Hun opdagede kun nu, at den sure lugt var blevet svagere. Ikke fordi hun var kommet længere væk, men fordi, der var andre, der overdøvede den i deres konkurrence om at blive bemærket.
Ezra snøftede og brummede. Og indså, at hun ikke var alene om at lave lyde.

Græsset klagede under hende, da hun vred sig en kvart omgang, og belastede hendes ryg. Hun var sikker på, at surheden kom herfra, men hun kunne samtidig konkludere, at hun var lidt blaseret. Overmæt fra indtryk, træt og våd, og - for en gangs skyld! - fandt sig selv ønskende natten ovre.
Men selv Ezra's styrkede sanser blev sat på prøve, for der var ikke meget, der afslørede sig selv ved væsenet nær hende. I et sidste forsøg på at genoplive sit døende humør, fiskede hun rundt i tasken, hun ikke havde sluppet i faldet. Ignorerende, hvad eller hvem, der så på.

Nile sad stille og spiste dog lytte hun grundigt da hun ku fornemme at personen var nær, hun drejede hovedet da hun hørte et bump og fik med det samme øje på en sølle kvinde *hmm sårede ?*tænkte hun kort.
Hun rejste sig op hvorefter hun kort forsvandt ind i hulen men kom hurtigt ud igen, nu med et grønt tæppe favnen, Nile gik forsigtigt hen mod personen ved bredden og da hun kom nær ku hun se en ung kvinde, som var gennemblødt af vand og som rystede af kulde" godaften, vær ikke bange jeg gør dig intet"sag hun roligt hvorefter hun rakte en hånd frem mod hende.

Hvis hun tog hånden ville Nile løfte hende op for så at lægge tæppet over kvindens skuldre, hun betragtede nysgerrigt denne nye gæst som var kommet til hendes hjem dog ku hun tydeligt se at hun måtte hjælpe hende. For denne kvinde så ud til ikke at være helt så frisk, man sku tro at nogle havde jagtet hende eller noget, dog håbede hun ikke på denne teori da hun ikke var typen der ku li at slå.s
"Kom med hen til bålet og få lidt varme samt mad, så kan jeg hente noget rent tørt tøj"sage hun venligt imens hun let slog ud med sin frie arm og pegede hen mod bålet som stadig brændte, man ku tydeligt dufte harens kød som stadig hang over bålet.

Nile var skam en elegant kvinde som gjorde alle ting let samt smidigt, næsten som en slange som snoede sig elegant af sted eller som en abe der svingede sig fra gren til gren. Hun lod de gyldne øjne vildlede roligt samt venligt på den stakkels kvinde. NIle smilede venligt”de kan også få en bid mad, har lidt here kød tilbage fra dagens fangst”sage hun let.