Marco Polo (Åbent)

Sted: Lufthavnens security
Tid: Udenfor er solen gået ned for en time siden.
Vejr: Overskyet

Et kraftigt skydække havde sluppet tunge dråber ud over landingsbanen. På den anden side af lufthavnens enorme glasruder duftede det af brændte gummi-hjul og våd asfalt, men folkene i security bemærkede det ikke; her duftede det ikke rigtig af noget særligt. Stedet var så sterilt, som noget kunne være, kun karakteristiske odører fra de omkringværende gav omgivelserne et strejf af noget levende.
Emmett strøg sine lysebrune håndflader mod den sorte rævepels, der, som en bred banke, udgjorde den øverste del af frakkens krave. Fra top til tå var han iklædt sort, kun skjorten under overtøjet og blazeren var hvid, men denne kunne ingen se i øjeblikket. Gav man ham en sort baggrund, ville han nok gå i et med den; det umenneskelig hvide om hans øjne ville være det eneste synlige, de ville svæve som to stivnede ringe, kun i selskab med et par blottede tænder, hvis han tillod et smil at vise sig. Men bag ham var ingen uendelig sort grund. Der var en forbandet lang kø, hvis utålmodige åndedrag slikkede ham i nakken, og mindede ham om, at han ikke være fuldkommen alene før om meget lang tid. Hans hjerne sukkede, mens hans krop forblev forstenet.
Foran ham stod en lille dame - ikke meget højere end 150, hvilket næsten var en halv meter lavere end Emmett - og blævrede hjælpeløs med al den løse hud under sin hage, mens hun så fra den ene security vagt til den anden. Af og til løb hendes blik undrende ned ad ryggen på personen foran, hvis hår (ifølge Emmett) var som én stor filtret tilgroning i vedkommendes nakke. I løbet af sit lange 'liv' havde Emmett set en hel del ting, fænomenet foran ham var skam heller ikke ukendt, men han tog alligevel mental afstand fra dets eksistens. Her gik han selv og kæmpede for ubemærket at ligne alle de andre, og så var der den slags som knægten dér, der kæmpede for at ligne alt det, som de andre ikke ville ligne.

Alexandre havde bevæget sig mod security området, i den fyldte lufthavn. Det var ikke fordi det var en speciel rejsedag, der var ingen helligdage eller skoleferier - lufthavne var bare altid proppet til randen.
Security-tjekket var det sidste stop inden et par timers venten i tax-free området, der var fyldt med diverse former for alkohol, parfumer og tobak. Hvis man var heldig, ville man også kunne finde chokolade, smykker og måske en enkelt restaurant.
Sidst Alex havde været i denne lufthavn, havde det været midt om natten og han var udmattet efter en lang rejse. Det tog altid så utroligt lang tid at komme udenfor Europa og tilbage igen. Men Australien havde dog været turen værd.

Køen han stod i, skred langsomt fremad. Imens han ventede lod han blikket køre henover de mange mennesker, der nu stod i kø til at blive tjekket af udtryksløse securityfolk. Der var et par i hawaiiskjorte og blomstret kjole, der så åh-så-glade-ud. De var midt i 50'erne og vejede begge mindst 10 kilo for meget. På kvinden viste det sig ved de mange dobbelthager, som Alex opgav at tælle. Manden havde kun en ølmave, der væltede udover livremmen der sad i de lyse bukser. Sikke dog et yndigt par.

Alt imens at Alex kom tættere på metaldetektoren, lod han sig opsluge af de mange mennesker der stimlede sammen i tre fine små køer. En enkelt person fangede dog hans opmærksomhed lidt længere end de andre; en høj, mørk mand med en fornem jakke. Fuldkommen klædt i sort, var han. Han virkede spændende og mystisk, men også farlig. Et nysgerrigt glimt strejfede Alex' grønne øjne, inden han fik besked på at fjerne alle smykker og andre genstande, der kunne påvirke metaldetektoren.
Det fik ham til at vende sig bræt om og sende kvinden, der havde bedt ham om det, et nærmest bedende blik. Med alle de smykker han bar, ville det tage sin tid.
"Okay, okay..." mumlede han, da kvindens ordre ikke lod til at være til diskussion.

Besværligt begyndte han at tage den ene halskæde efter den anden over hovedet og forsøgte at undgå sit hår. De trykke dreadlocks ville ikke have godt af et møde, med en af hans mange halskæder. Armbåndene skulle også af og det samme skulle ringene. Endelig kom det hele af, men da han skulle gennem metaldetektoren, bippede den hidsigt. God damn, hvorfor skulle det dog ske for ham?
Kvinden fra før spurgte ikke engang om lov, før end at hun begyndte at gennemsøge hans krop. Han blev trukket hen til en markering på gulvet, hvorefter hun nu fik raget på hele hans krop.
Bag ham kunne de andre i køen blot se til, mens at han nu trak tiden ud for godt og vel de 25 personer, der stod bag ham.

Det var med en professionel varsomhed, at Emmett trak sit ærme til side med en finger og informerede sig selv om tiden ved hjælp af Rolexet. Tik tak. Tik tak. Klokken var snart elleve, flyet ville selvfølgelig ikke lette før om to timer eller noget i derhenad, men forsinkelser gik ikke særlig vel hånd i hånd med Emmetts øvrige ærinder, som han havde her i lufthavnen. Inden han kunne begive sig ud i den sædvanlige ventetid, skulle han hente en kuffert på herretoilettet nærmest Starbucks og foretage sig mindst fem opkald for at forsikre alle parter om, at alt gik, som det nu engang skulle.
Fyren var som en svale, let og hurtig, men hans hænder var langsomme. Hvorfor havde han dog også iført sig al den slags denne aften? Hvorfor? Han var vel klar over, at han skulle gennem dette tjek, så hvorfor fanden i helvede kunne han ikke spare os andre… Emmett gloede igen på sit armbåndsur. Han havde intet imod ventetid. Det meste af hans liv var ventetid – uroen lå dog i, at han ikke helt var klar over, hvad han gik og ventede på – men nu havde han trods alt noget, som han skulle nå. Han skulle i bevægelse, han kunne ikke stå her og gøre ingenting.
Emmett lagde en enorm hånd på den gamle dames svagelige skulder, der let kunne smuldre under hans berøring, trådte ind foran og nærmede sig den besværlige fyr og security-arbejderen med samme voldsomhed, som når en hugorm sprang frem fra sit skjul i græsset. Kvinden rettede blikket mod Emmett. Hun smilte, men der var ingen glæde i hendes smil, det var en mekanisk muskeltrækning fra et udmattet og fjendsk menneske. Det var alt sammen ren procedure, hun gjorde jo bare sit arbejde, men hvad havde fyren gang i? Det var svært at klargøre, hvem der skulle være syndebukken i denne sag, men det var jo ikke til nogen nytte, at vende sig mod fyren.
”Ma’am, jeg hader at skulle skynde Dem, men…” Kvindens ansigt var allerede krigerisk og hænderne hævet og parate til at uddele afsluttende black-mama-knips, så Emmett måtte arbejde hurtigt og sank derfor ned i hendes sorte øjne med sine egne, klar til at påbegynde den nødvendige glamour.

Til trods for at Alexandre var ubevidst om sin egen overnaturlige egenskaber, kendte han til andre væsner. Han havde i mange år studeret disse, i håb om at finde et væsen der passede på hans egne overnaturlige tegn. Det tog ham altså ikke lang tid at gætte, at dette mørke væsen også bar på en mørk hemmelighed. Den velklædte herre var langt fra menneskelig.
Han lod til at være synligt irriteret over denne ekstra ventetid, mens Alex blot morede sig. Jo, det var skam ikke ligefrem underholdende at blive raget på af denne sikkerhedsforanstaltning i form at denne kvinde, men folk omkring ham underholdt ham. Deres travle, korte liv som de hastede sig igennem uden evne til at leve i nuet. De blev nærmest helt forskræmte, når der blev tilføjet ekstra ventetid. Årh, hvem der dog bare kunne leve efter den famøse african time.

African time var et skønt begreb, som Alex havde stiftet bekendtskab med gennem en rejse der startede i Kenya og sluttede i Tanzania. Her tog folk sig tid, de hastede sig ikke gennem tilværelsen og tillod sig, at være tilstede i nuet. Det var en smuk ting. Alle de aftaler og tidspunkter, som blot blev en abstrakt ting i livet. Maybe today, maybe tomorrow. En sætning han holdt meget af.

Da det mørke væsen nærmede sig og sprang damen mellem dem over, vente Alex sin fulde opmærksomhed mod ham. Hans ord til den menneskelige sikkerhedskontrol fik ham til at trække på smilebåndet.
"Hvorfor skynde på noget som helst? Du har alverdens tid, du burde ikke have så travlt.."
Hans smil var overbevisende, han virkede som en der kunne plante et smil på alles læber. Måske med undtagelse af det væsen, der havde valgt at blande sig i hans tur gennem security?

Alex skiftede taktik overfor kvinden, der nu havde sluppet ham, kun halvvejs gennem kropsvisitationen af ham. Et charmerende smil spillede på hans læber og han fik hurtigt sine smykker på igen - langt hurtigere end han havde fået dem af.
"Kæreste Susan, den blå farve står virkelig godt til dine øjne!" bedyrede han indsmigrende og fik hurtigt snuppet sine ting. Et enkelt blik på hendes navneskilt og hendes højre hånd afslørede, at hun var gift.
"Du burde overraske din mand, han vil helt sikkert elske dig i den farve!" tilføjede han og valsede så bort, fra den lamslåede sikkerhedsvagt. Hun havde næppe været forberedt på komplimenter på arbejdet og de næste i køen passerede uden at blive tjekket.
Det tog ikke Alex lang tid før end at han gik i et med mængden.

Emmett var fristet til at lægge sin enorme hånd over munden på fyren, der hurtigt begyndte at knævre. For sit indre så han hele sin plan smuldre, hvorved han forblev tavs lidt endnu. Andre security folk havde vendt deres skarpe øjne i deres retning, klar til at angribe, hvis blot damen bad om assistance; på mange måder var dette alt for risikabelt. Hans lugtesans blev kærtegnet af en sød duft, der i høj grad antydede, at blodet der løb i den spinkle krop var engleblod. Det gjorde situationen langt mere provokerende. "Tik tak tik tak, that's the sound of your time running out." Hviskede han som svar i en så lind og koncentreret strøm, at den kun nåede englens skarpe hørelse. Security-damen ville selvfølgelig ikke kunne høre det, men det var vel også begrænset, hvad der kom igennem hendes tykke kranium.
Sparsommeligt stak han begge hænder i sine buksers lommer og udvidede sine næsebor, så han ved lejlighed kunne suge knægten ind i dem og holde ham indespærret til evig tid. Det varede ikke længe, før spasseren fik viklet sig ud af damens kløer, og så snart han var smuttet ud i Emmetts øjenkrog trådte han hen til kvinden og fangede hendes blik. Med samme målrettede stemme brummede han med sin dybe stemme: "Giv tegn til dine kolleger om, at alt er, som det skal være." Uden at flytte blikket fra Emmett løftede damen sin arm i retning af den anden del af personalet, der trak sig lidt tilbage. "Nu... Når jeg løsriver dig, vil du kunne huske, at alt er gået som smurt. Du vil ikke kunne huske mig som andet end en tilfældig rejsende. Du vil føle en stor uro, føle behov for at skifte post og ringe til din mand." Emmett virrede lidt med øjnene, trådte direkte forbi hende og forsvandt ud i samme menneskemylder, som fyren med håret. Bag ham konfronterede damen en af sine kolleger, og efter kort tid overtog han kropsvisiteringen.
Emmett blev forført af duften af masseproduceret kaffe og fandt derved hurtigt Starbucks. Dens grønne farver lå i et buet hjørne, ikke så pokkers langt væk fra en butik med parfumer på alle hylder. Bestemt tårnede han i retning af herretoilettet, hvis dør bandt en smule, da han forsøgte at åbne den. Som aftalt var bås nummer fem låst, som aftalt skulle Emmett også bare skubbe tilpas hårdt nok for at få døren op og som aftalt stod den metalliske kuffert på det nedslået bræt. Adskillige låse var blevet monteret, nogle hvor man skulle dreje en 8-cifret kode og andre primitive, der kunne lirkes op med forsigtighed og præcision.
"Come to daddy..."