The new journey - Marco

Tid: Lige blevet aften
Sted: Gyderne
Omgivelser: Kolde, klamme vægge osv.
Vejr: Køligt og let tåget

Kisune så sig omrking, hun vandrede tit rundt i gyderne og nød det kolde gys. Det var hendes første gang i denne by, Di Morga som den blev kaldt. Det var en ny oplevelse og hun syntes allerede rigtig godt om den, for der så ud til at være masser af lidende ofre og stakler. Hun nød inderligt og fascineret synet, af de ragmagre og syge mennesker, der lå hulter til bulter og var halv-død.

Skikkelsen gik alene. Tågen smøg sig om det mørke stykke stof, og skjulte de lette lydløse fødder. Hoved og krop var dækket, og kun hænderne og det nederste af ansigtet og halsen synes at være synlig. Skikkelsen var tavs. Tegnene, som normalt dækkede væsnets krop, var borte, og det var kun, hvis man virkelige så godt efter, at man ville se de lette udviskede streger, som aldrig helt kunne forsvinde. Om halsen kunne en spinkel kæde anes, men som det resterende, var vedhænget skjult.
Denne person, synes at være spundet af tågen, som han gik der, i samme lette gang. Svævende næsten.
..Om lidt vil månen komme frem.. og de vil samles!..
Fødderne og tågen førte denne skikkelse videre, til den Gaden, hvor det andet væsen befandt sig. Den Tavse skikkelse stoppede, da ordene ville kunne nå, det andet væsen. Munden let åbnet, og stemmen, der aldrig synes at minde om en mands, men lød kønsløst, Monotont, flettede sig sammen med tågen.
,,Du som går, blandt tåge og mørke, hvem er du?"

Hun vendte sig om med små, hastige skridt, indtil hendes øjne faldt på den mørke skikkelse. "Mit navn er Kisune og jeg er en kimone.. Hvis de da kender til vores race"
Hun glukkede let og lod armen falde på langs, mens den venstre strakte sig i sin fulde, lange længde og den ene tynde finger, pegede imod ham. Hun sys hans talemåde var aldeles sær og lød som fra en gammelt teaterstykke. Hun ville spille lidt med og gik med på samme tone. "Du som står, imellem liv og død, hvem er du?" Hun kunne ikke genkende hans køn på stemmen eller kroppen, da hans hylster var gemt væk af den sorte kappe.

De. Hun havde sagt De til denne skikkelse, der virkede halvt opslugt af tågen og mørket, som fulgte.
Månen havde endnu ikke vist sig, på den mørke himmel, da var spættet af skyer. Kimone, var hun. Og trods det, at han genkendte ordet, havde han ingen stor viden, om denne race. Ud over, at skikkelsen kunne konkludere, at hun, Kisune, som kimonen gik under, ikke var i kategorien dæmon.
Skikkelsen, svarede ikke, hvad angik race kendskabet, men gemte sine kønsløse ord, til hendes efterligning. Til spørgsmålet der fulgte.
Tungen gled let over underlæben, idet han fremsagde svaret, der ligesom sidst, synes at være en del af den tåge, som omgav dem.
,,Jeg er Marco.. Den velsignede." Han tav og lod ordene klæbe sig fast til den kommende nat.
Om lidt vil de dukke op, med tåge og måne følgende til top.
Tiden var som stoppet, og kun tågen var i dette øjeblik i bevægelse. Øjnene, som var skjult af den mørke skygge, som hætten frembragte, hvilede på Kisune.
,,Hvad bringer en Kimone til det østlige Di Morga?"
Samme neutrale tonefald, der fik denne skikkelse, til at ligge på grænselandet mellem mand og kvinde.

Hun stod og undsersøgte stadig lidt skikkelsen og navnet, Marco, som han havde pålagt sig. HUn opdagede tågen standsede og at han stadig betragtede hende. Hun svarede ikke først, ville lige gennemtænke svaret. Hun var oprindeligt faret vild og endte i Di Morga, men da hun havde nydt sit første syn, af dødsdømte mennesker der søgte håb, men vidste det var tåbeligt, tænkte hun det ville være spændende at blive. Hun fik sit svar på plads og sturderede igen hans tøj. "Jeg, en kimone, kom tilfældigvis forbi, men da jeg nyder synet af de stakkels, håbløse, menneske hylstre prøve at lede efter glæde, har jeg overvejet at blive og se byen an.. Hvad bringer dig her, en tåget aften, uden lykke eller andre former for glade følelser, da de jo er velsignet?.."
Hendes røde hår, kløbede sig let til hendes blide kinder, og øjnene var mere skumle og luskede end normalt, mest begrund af de mange ofre for ulykke og sorg, omkring hende.

Det kappe/kutte lignende tøj, som denne Marco var iklædt, blafrede en smule.
Vinden som netop havde passeret denne gyde, var kold og ildevarslende. Dog rørte skikkelsen sig ikke. Han bemærkede de klassiske træk, ved hendes ansigt, som altid opstår, når hjernen sættes i gang, og ting overvejes og tænkes igennem, før ord senere kommer i brug. Marco var tålmodig, og lod sekunderne gå. Hendes svar, fik hans øjenbryn til at trække sig en smule sammen. Kimoner var ikke dæmoner, men indholdt den samme glæde ved at se andre lide. De var mørkets væsner, som Marco var dybt imod.. Eller Den som velsignede var. Tara.
,,Og du vil udnytte denne håbløshed, for egen skæg og vindings skyld? Du er den som træder på dem, der allerede ligger ned? .. "
Stemmen lød, for første gang både barnlig og voksen.. Sandheden var da også, at Marco var et barn. Eller lignede et i hvert fald. Hans krop, var som hans stemme, svær at kategorier.
,,Jeg bringes hen af den samme håbløshed, som tiltræk dig, Kimone. Jeg Træder blot ikke på de fortabte, men hjælper dem fri af de fortabtes spind, så de atter vil kunne stå. "
Modsætninger, det var hvad disse væsner var.. Absolutte modsætninger.

Hun smilte bar bredt og svarede hurtigt igen, uden at behøve at tænke svaret igennem. "Jeg træder ikke på dem der ligger ned, jeg samler dem op, og lader dem falde igen, rejser dem op, og lader dem igen falde. Og sådan har jeg tænkt mig at blive ved, ligemeget hvad du siger. Jeg er som naturen; 'lad falde hvad ikke kan stå'." Hun overvejede om hun skulle fortælle hvad hun var, sådan rigtigt, da han så ud til at overveje det. "Jeg kunne fortælle dig hvorfor jeg elsker lidelse og at lege med de fortabte, men det ville være for let, ikke mandsling?" Hendes smil var bredt som før og denne gang i en ondskabsfuld drejning. Hendes håndflade lænede sig imod hendes smalle hage, og øjnene spekulerede, ved at se rundt omkring. "Jeg vil fortælle dig om min slags - Hvis.. Du går med til at lege en leg, som jeg kalder for 'Håbløs gambling'."
Hun lod igen hænderne læne sig imod hendes talje, og gjorde hånden klar til at lave noget. "Tager de imod min udfordring, lille mandsling?"

Marco indså at en Kimone, slet ikke var så ulig en dæmon.. Samme primitive tankegang, hvad angik handling og humor. Hvilken skam, at der efterhånden ikke var andre slags væsner. Evaluationen synes altså at gå baglæns i visse tilfælde. Atter var der kun plads til tankerne, og besvarelsen til hendes sætning om natur og opsamling, fandt derfor aldrig sted. Denne samme tavshed forsatte. Det neutrale ydre, som næsten ikke bestod af andet end mørkt klæde, viste ingen synlige tegn på påvirkning over det yderst kreative ord mandsling.
Tågen krøb over den stenbelagte bund, og lignede på en vis måde flydende silke.
,,Jeg behøver ingen viden om din race, Kimone. Lød det hviskende lette tågelignende svar, fraskikkelsen af den kuttebeklædte unge person..,,Dette hindre mig dog ikke i, at deltage i din udfordring.. Sådan en, skulle jo nødig gå til spilde, og især når denne udfordring bliver sagt af en Kimone.. Kimoner var et sjældent syn, som 'De velsigende' optrådte de for det meste i ældgamle myter.
,,.. Men lad det handle om noget andet, end at du fortæller om dig selv Kimone.. Lad det handle om noget, jeg i stedet for finder interessant." Den neutrale stemme tav atter, lod de nævnte ord blive fordøjet.
,,Vil du godtage dette, Kimone?.. [/i]" Marco havde endnu ikke nævnt, hvad han ønskede, hvis han gik med på denne leg, men han ville give hende en chance for at afslå, før han kom med sin ændring. Med sit ønske.
Skyerne rykkede sig.

Hun overvejde forslaget i en kort tid, men nikkede så.
"Selvfølgelig Mandsling, lyder interessant.." Inderst inde glædede hun sig over sit nye legetøj, og vidste allerede hun nok skulle få en masse sjov. Hun så dog på et lille tidspunkt, alvorligt og tænkende på ham, med spekulerende øjne.
"Hvis jeg, usandsynligvis, taber spillet, så vil jeg love at gøre mit bedste for at tilfredstille dit stadig ukendte ønske, og jeg vil måske overveje at skåne menneskerne i gyden, for mine lege.. Hvad siger du til det? Ukendte væsen?"
Hendes stemme var ik mere barnlig, men alvorlig og diskret. Det forhindrede hende dog ikke i at smile, så de sorte, men hvidlige tænder, viste sig som skarpe og halvtykke nåle. Tågen lod sig glide omkring og hun gik imod det stadig, ukendte væsen, der hed Marco.
"Dæmoner kan slet ikke måle sig med os Kimoner, de er måske stærke, iforhold til kimoner, men deres tankegang.. Deres intelligens er på et latterligt niveau" Hun kunne ikke læse tanker, men havde en temmelig klar ide om hvad han tænkte om hende, grundet hendes u-eksisterende medlidenhed til fortabte hylstere.

Marco bemærkede hendes skift. Svaret kom denne gang med det samme, uden form for tænkning. Under den dybe hætte, blev et øjenbryn hævet, af hendes simple kommentar.
Denne gang, gjorde han som hende, svarede promte. ,,Glimrende Kimone..Og hvad er det så, du har i tankerne, siden du er så sikker på, at vinderen kun kan tilfalde dig?" Skikkelsen rankede sig lidt.. ,,Og hvis nu, at usandsynligheden vil tilfalde mig, og gøre dig til taber, vil du høre mit ønske. "
Øjnene hvilede på hendes smil et øjeblik. Selvsikker var dette væsen, men uden nogen idé om, hvad hun havde indvilliget sig selv i. Marco var ikke blot velsignet, for navnets skyld.
Ukendt væsen, det var han.. Et væsen, der var så menneskeligt, at han lignede og lugtede som et menneske.. Ingen drabelig lugt, der advarede om mørke, kulde og død.. Ingen vinger, syrede våben, eller andet, der kunne gøre ham mindre menneskelig. Nej, Marco var et menneske, i alles øjne. Et menneske, der netop havde sagt god for udfordringen.
,, og alligevel er det netop jeres psyke, der er så ens.. Ikke fordi du skal tage det ilde op, Kimone, Du er den første der har foreslået underholdning,, Svarede den neutrale stemme, og lod Kimone'en komme tættere på.. ,,Skal vi gå i gang?"

"Jada, men forbered dig, her er ingen svindelnumre eller specielle evner indblandet." Hun sørgede for at tage jord, og smører detlidt ind i armene og på sin tunge.
Inden hun igen ser på ham. Tågen forsvinder ganske let.
"Hvis heldet tilfalder mig.. Skal du se på mig, imens jeg slår en uskyldig hjort ihjel, og dens øjne vil vile på dine, forskræmte, uskyldige, kærlige og rædselsslagne øjne"
Hun lo og gik en enkelt gang væk, men kom tilbage, med to nye og længere arme. De lange og stærke arme, klemte let om halsen på en hjort, af hunkønnet.
"Den var i nærheden, men slipper den løs hvis du vinder mandsling"
Hjorten kunne ikke andet end at ryste, som om den på mystisk vis var paralyseret, udover øjnene der var forskræmte og dens stemme, der peb.
"Rolig, jeg sætter den derovre, udenfor området." Hun lagde den pænt, som havde den været en kostbar vase, og gik imod ham igen. Hendes smil havde igen bredt sig, i en ondskabsfuld og frydelig drejning.
"Godt så, lad os så komme igang." Hun knyttede den fremstrakte hånd og åbnede den så igen. Før var den tom, og bagefter, lå der 2 terninger, med 3 tal på 3 af deres sider, og 1 dødningehoved i den 4.
"Det eneste du skal, er at tænke så ondt som muligt, hvis du ikke tænker ondt nok, vil dødningehovederne vise sig. Og det betyder ikke kun du har tabt, men at du kun vil have slemme, forfærdelige, sardistiske, groteske og aldeles modbydelige tanker i hovedet, i præcis 2 måneder. Plus hvad der er væddet. Jeg vil selvfølgelig opleve alle de gode, glædelige, lykkelige og kærlige tanker" Hun kløede sig let i det røde hår.
"Derfor er jeg sikker på at vinde, lille mandsling.. Eller er du en kvinde med en sær hobby?" Hun lo let, men regnede helt med at det var mand, eller ung herre, som nogle ville kalde sådan en så formel og mystisk, som ham (eller hende) hun nu stod foran.
"Klar?" Hun ventede ik på hans svar og tænkte på sit allerførste dobbelt mord, et sødt lille tvillingepar, beende og blev med at sige, 'drab ikke min søster! drab kun mig! lad min søster slippe!" Hun kastede endelig og terningerne rullede, og rullede.

Skikkelsen rørte sig endnu ikke. Han svarede heller ikke på hendes ord, om evner og særlige kræfter, men nøjes med at betragte Kimonen, der puttede jord på henholdsvis arme og tunge. Hvilke kræfter hun gemte i sig, var Marco endnu ikke klar over, men havde fået et peg om det nu.
Skikkelsen, nikkede. om det var fordi, han ikke havde noget imod at se en hjort dø, eller fordi han var sikker på at vinde, nævnte han ikke. Spørgsmålet var blot, hvad en hjort lavede i Den østlige del af Di Morga, men også det var forbeholdt hans egne tanker. Kimonen her, havde stort set planlagt alt fra begyndelsen.
Det skyggefulde ansigt, fulgte hendes bevægelser, i det hun nærmest nænsomt, lagde hjorden fra sig, og derefter betragtede han hende gå tilbage, og finde to terninger frem. Endnu var han ikke kommet med indvendinger, og så meget som sagt et eneste ord.
Hvis man kunne se ansigtet der lå henlagt i evigt mørke, ville man kunne ane en lille trækning omkring den ene mundvig.
Ikke af det, at hun kaldte ham kvinde, men af det, som denne udfordring gik ud på. Marco, der ikke åbenlyst havde sagt god for reglerne og gået med på at lade de magiske kræfter være, havde dog ingen idé om at gøre brug af dem.
Ikke med det samme i hvert fald. Terningerne blev kastet, og i det sekund, skyllede det første minde over ham.

Hendes mund var halvt åben, og en stribe blod, havde fundet sin vej over underlæben, og dryppede, med et bestemt mellemrum fra hendes hage. Øjnene var spærret op af skræk. Hun lå ned. For hans fødder, og synes ikke at ligge mærke til at hun blødte fra munden. Hendes vejrtrækning var hivende. Han nød synet. Han nød magten. Han nød hævnen. Pigen var uskyldig, det var han klar over, men hun skulle tage den andens straf. Straffen for, at den skyldige var forsvundet. 'Luk øjnene' lød hans stemme. Pigen begyndte at hulke. Hun vidste det, tænkte han. Hun vidste at hun måtte tage skylden, og dø. At uskyldighed ikke ville redde hende. Hun rørte sig næsten ikke, da han tog fat om hendes hals, og lod kniven røre hende. Hun sitrede da han skar et let hul, og lod knivbladet glide over den blege hud. Hun hulkede, da såret, fik blodet til at pible, og åbnede sine forskræmte øjne. Hun vidste at hun skulle dø, af mangel på blod, som i dette øjeblik gled ud af såret på halsen. Hun havde vidst at hun skulle dø, da Hånden var blevet skåret over, og pulsåren brudt. Hun vidste det. Og alligevel var det, hvad hendes øjne så, der skræmte hende mest. Han smilede, og det hvide smil reflekterede sig i hendes øjne.
Der var intet så godt, som at spejlede sig i døden..

Under hætten havde Marcos øjne været lukket, lige så snart at mindet var kommet væltende. Nu, da lyden af terninger var stoppet, slog han øjnene op. Følelserne efter mindet, synes stadig at klæbe til ham.
Terningerne lå nu stille, og han ventede kun på, at hun ville sige det resultat højt, som han netop nu betragtede.

Hun åbnede øjnene. Terningen tættest hende, og den der havde mærket hans tanker, var nu endelig stoppet. Hendes læber, blev igen smalle og hun bed sig lidt i underlæben, med en lang kindtand.
"Nådada, mandslingen gav mig sgu en god konkurrence, utroligt, men som sagt, det her var en håbløs gambling" Hun fjernede tågen, så skikkelsen også kunne se resultatet.
"Du kan jo være ondsindet, Marco" Hun så på sin egen og tog den op, den var kun landet på det mindste af de 3 tal, nemlig 4. De to andre var 6 & 12. Hun sukkede let og så smilende på hans, den var landet på et smukt 6 tal. Hun lo højt og ondskabsfuld. Hendes øjne plantede sig på den lille hjort og hun slap den fri, ved at fjerne jorden fra hendes tunge, og slikke på den en enkelt gang. Hjorten galoperede afsted og hun lodf igen blikket fæstne sig på skikkelsen.
"Nå Marco, den lille mandsling, hvad ønsker du så? Jeg har ca. 5 minutter inden alle de lykkelige billeder viser sig" Hun vidste det ville blive en hård omgang, men hun var ik uforberedt.

Marco havde ikke snydt. Og dog, var det lige præcis, det som det ville blive betegnet som; snyd. Ikke fordi at Kimonen havde nævnt noget om det, men fordi, at Marco var overbevidst om, at hvis hun nogen sinde fandt ud af det, ville hun kræve at det skulle laves om. At han skulle tabe.
Sandheden var, at det ikke var Marcos egne billeder, som var vist. At det aldrig havde været hans egne. Det var et minde, der i virkeligheden stammede fra en helt anden, nemlig en dæmon. Dette minde, som netop havde gjort, at Marco havde vundet, var Minder, som aldrig forsvandt. Minder der indholdt så meget ondskab, at han ikke kunne andet end at vinde. Derfor var det, som Kimonen netop sagde forkert. Marco var ikke ondsindet, og havde aldrig været det. Ikke at han var godsindet. Marco var velsignet, og det var noget ganske andet. Så fandtes der intet godt, eller dårligt.
Skikkelsen nævnte det ikke for kimonen, der netop havde tabt. Hvad man ikke ved, har man ikke ondt af.
,, Jeg ønsker.. " Marco tog en indånding..Stemmen var hviskende og neutral anlagt. ,,..en tjeneste.. Ikke en som skal betales nu, men som, når jeg ønsker det, kræver, at du følger mit ord.." Stemmen stoppede, og i et kort øjeblik synes et glimt at kunne anes i det skyggebelagte ansigt.

HUn granskede over valget. Efter lidt tid bliver læberne en smule længere og former et ondskabsfuldt smil.
"Selvfølgelig.. Som du ønsker, skyggeklædte skabning" Hendes skridt var nærmest lydløse, og bevægede sig langsomt imod den kutteklædte.
"3..2..1..0" Hun glimtede en gang med øjnene, så et billed af de to nu døde tvillingepiger, som lo og havde det yderst prægtfuldt. De løb omkring forklædt, som en vampyr og en varulv. Halloween var det idag, og de fik deres plastikgræskar fyldt, med de lækreste godter. Øjnene gik ikke i vand, selvom hun havde dem åbne hele tiden. Men det gjorde kun, at billederne var smågennemsigtige. Hun holdt stadig øje med skikkelsen, der faldt i med den smålette tåge.
"En tjeneste.. Kalder du mit navn, Kisune, vil jeg være der max. efter 1 minut, det lover jeg dem hermed, Marco. Men hvis du er svækket, så meget at du kun kan udtale det halve, vil jeg flå deres bankende hjerte ud og spise det med et stort smil. Så vent ikke for længe i en dødelig kamp" Hun lo stille men stod der stadig, hun slap ikke skikkelsen af syne, selvom de lykkelige billeder kørte foran hende.

,,udmærket Kimone." lød svaret til sidst. Udtalen af kimonens navn, skulle ikke blive noget problem. skikkelsen rørte på sig.
En tjeneste havde denne lovet ham. En tjeneste, som Marco til hver en tid kunne kræve. Glimrende.
,,Hvor mange har du dræbt, Kimone?" lød den hviskende stemme pludselig.. Tom og neutral som før. Og alligevel var der noget andet over disse ord. Noget ildevarslende, som det vindstød, der endnu engang havde fået tågen til at røre sig, og krybe over bunden.
Skikkelsen ventede. Ventede på svaret.
Imens denne ventetid begyndte at finde sted, synes tågen langsomt af krybe væk fra de to væsner, og efterlade dem alene i gyden, med kun den lette dis som selvskab.
Endnu en vind, fik de spættede skyer til at rykke sig en smule, fra den ellers tildækkede måne. En let stribe månelys fandt sin vej ned over den nærmeste mur. Derudover medbragte vinden en ny lugt... En lugt om forandringer, om ukendthed og nyskabelse.
Skikkelsen i det mørke klæde, rykkede sig endnu engang. Der var ikke tale om andet end få enkle centimeter. Også dette væsen fornemmede det vinden tog med sig, og skyerne som fjernede sig.
Endelig Tænkte væsnet Endelig..