The ink under my skin.

Tid: Det er omkring 18 tiden, lige inden at den famøse tatovør lukker og slukker.
Vejr: Forholdsvist godt med nogen sol og kun en enkelt brise fra sydøstlig retning.
Sted: En sidegade til gågaden.
Omgivelser: Enkelte lejlighedskomplekser, et par butikker og en ensom dame, der går med sin hund.

Thilde havde endelig fået taget sig sammen. Det var nu et par år siden at ideen spirede i hendes sind, men først nu fik hun gjort noget ved det. De grimme ar på hendes håndled skulle dækkes af blæk. Blæk der ville sløre dem og lede opmærksomheden væk fra der, hvor kniven havde sat sine mærker.
Som nytilfytter til Di Morga var det ikke let, at finde rundt. Det havde taget hende en evighed at finde ud af om der overhovedet lå en tatovør i det lille land. Der måtte der vel. Thilde fortrød, at hun ikke havde fået den lavet i England, hvor hun havde boet sidst. Der var sikkert et ocean af dygtige tatovører, der alle stod til rådighed for at skyde noget blæk ind under hendes hud. Mon ham her var lige så god?
Sofus hed han. Et spøjst navn, når man tænkte på at landet var fransk-talende og ikke ligefrem grænsede op til noget skandinavisk land. Måske han var tilflytter? Eller havde han mon skandinavisk familie, ligesom hun? Nysgerrigheden lurede, i det den strålende tatovør tonede frem på højre hånd. Egentlig havde hun forventet et snusket sted, uden stil eller nogen form for hygiejne. Det lagde navnet "Sofus" bare op til, i hendes verden. Men stedet var rent og der var faktisk en rød tråd gennem indretningen.

Thilde trådte ind og skævede hurtigt til de røde sofaer. Et hurtigt kig på uret, der hang ovenover, fortalte hende at der stadig var 5 minutter til hendes aftalte tid. Men hos tatovører var de vel aldrig helt punktlige. Der gik 5 minutter der, så fik man 10 minutter der. Det var vel et stort kaos af tider, der skulle passe sammen og tid i praksis, der ikke passede til de tider.
De mange tanker forvirrede hende og hun fik hurtigt skubbet dem på afstand, da hun var ved at støde ind i glasmontren der stod i midten af lokalet. Åndssvage udstilling. Hvorfor skulle den stå midt i det hele?
Et svagt suk kom over de blege læber og hun lod en hånd køre gennem det tykke, blonde hår alt imens hun orienterede sig. Sofaerne var tomme, så der valgte hun at gå hen, for at sætte sig. Der var ingen andre i butikken end hende, ingen andre lyde en den svage brummen af den lille maskine, der pressede den farverige blæk ind under huden på en frivillig.
Mens hun sad i sofaen, lagde hun benene over kors og glattede de lyse cowboyshorts ud, til trods for at de ikke behøvede det. Den store, hvide tanktop dækkede alligevel det meste af hendes shorts, mens at den sorte cardigan dækkede det sidste. Hun havde sjældent bare arme, det var ikke et syn som særligt mange brød sig om. Det hørte også til sjældenhederne, at hun havde bare ben. Hendes krop var meget tynd og mange års spiseforstyrrelse havde sat sit præg på hende. Hun var både lav og ranglet, til trods for at hun spiste nogenlunde normalt den dag idag.

Hans ryg havde åbenbart besluttet sig for at begå snigmord på Sofus denne aften. Smerten lå som et alen langt piskesmæld ned ad rygsøjlen, som i alt for mange timer havde været krummet ind over det lille lysbord, hvor han sad og tegnede. Han smed farveblyanterne fra sig, rettede sig ud og strakte sig med en jamrende grimasse.
"Jävla," beklagede han sig og fik Chef til at flytte blikket fra sit arbejde på en sorthåret kvinde. Hun var lækker, og Chef var heldig, siden af torso skulle tegnes lidt på, så man kunne næsten se hendes bryster. Sofus havde håbet på lidt kammeratlig opbakning, da han ømmede sig i Chefs retning, men fik i stedet et drilsk blik sendt i sin egen, et blik, der hviskede: Så kan du fandeme lære det, røvhul. Sofus kørte et par gange rundt på sin ryglænsfri arbejdsstol, hvilket gjorde ham en anelse rundtosset. Skeløjet rejste han sig og vaklede ud mod biksen, hvor han mente at kunne have hørt døren åbne og lukke sig. Han knyttede sin næve, og lagde den omhyggeligt om på sin lænd, forsøgte at massere den lidt, men forgæves. Ved første øjekast var butikken lige så tom som før, men efter at have trådt et par skridt længere frem, fik han øje på et velkendt ansigt ved sofaerne. Han glanede kort i retning af uret og valsede tilfreds med kundens præcision mod sofaområdet.
"Velkommen tilbage," bød han hjerteligt og trak sit let hærgede ansigt op i et smil, så smilehullerne skød frem og gjorde deres charmerende stykke arbejde. Afslappet kastede han sig ned i sofaen over for, smed armene op på ryglænet og mærkede enkelte led i rygsøjlen sætte sig på plads. Det var kraftedme rart. "Godt du kom - We've been expecting your arrival!" Under glasbordet i mellem dem var der en ekstra overflade, hvor adskillige magasiner lå og gjorde sig til, i stakkene fremdrog Sofus to blanke stykker papirer, blyanter stod klar i samme anordning, hvor kaffekanden og papkrus var placeret.
"Nåh... lad mig få en bid af dine tanker," bad han og så vurderende på hende, mens hans hjerne fortsatte: I'd definitely bite that.

Thilde havde siddet i sine egne tanker, da det slog hende hvor kraftig en duft af varulv der var herinde. Mon tatovøren var en varulv? Var Sofus mon en varulv? Det kunne da være lidt sjovt, hvis han var. Det kunne måske tænkes, at der var et pack der holdt til hernede! Ej, det ville være lidt for voldsomt.
Efter hun var blevet forvandlet, var hun kun stødt på få overnaturlige væsner. Men her i Di Morga var duften kraftig, i hvert fald kraftigere end den havde været i England. Her var hun stødt på den søde duft af engel, den kølige fornemmelse af en vampyrs tilstedeværelse og nu den velkendte duft af varulv. Var der virkelig så mange væsner her?
Det havde jo været noget af et tilfælde, at hun flyttede hertil. Hun havde stået i lufthavnen og blot købt en billet til den nærmeste afgang. Hun havde kun haft en enkelt kuffert med, resten havde hun købt sig til. Hvorfor ikke? Det var altid sjovt at købe ind til hele tilværelsen.

Den lange tankerække blev afbrudt, da der lød beklagelser fra baglokalerne. Jävla. Et velkendt ord, der alligevel lå så langt fra hende. Det var svensk. Det kunne måske forklare navnet Sofus! Et smil bredte sig på hendes læber, nu da hun havde knækket koden. At tænke over alle de ting, som kunne komme i vejen for hendes konklusion, gad hun ikke bekymre sig med. Der kunne være en anden tatovør, måske det var ham der havde snakket. Måske havde han blot opsnappet det fra en svensktalende person, måske han var gift med en svensk kvinde? Men alle disse fejlfaktorer blev udladt.
Alle hendes spekulationer blev i midlertidigt sat på pause, da hendes tatovør dukkede op. Hans ord forvirrede hende, eftersom hun aldrig havde set ham før. Men hun havde jo været nede i butikken en enkelt gang før, for at bestille tid. Det var vel bare kutymen.

Thilde lagde benene over kors og betragtede den mand, der sad overfor hende. Han kunne have været hendes far, men alligevel var der et eller andet over ham, der skabte en tryghed hos hende. Måske var det hans smil, med smilehullerne. Thilde havde altid godt kunne lide smilehuller, men der var bare et eller andet over ham som hun allerede holdt af.
"Jeg tror, at det bliver en svær opgave.. For jeg tænker på et sleeve, men det skal være luftigt og let, ikke så tungt og dystert som så mange sleeves ellers er.." startede hun og sendte ham et forsigtigt smil. Han lugtede lagt væk af varulv, han måtte være en artsfælle.
"Men nu kommer udfordringen; det skal dække de her.." tilføjede hun, lidt lavere end før. Hun tog fat i ærmerne på cardiganen og hev dem langsomt op på begge arme, så begge underarme var blottet. Begge var fyldt med grimme ar, alle hvide og blegnede. Men de kunne stadig ses.
"Der må gerne være noget symbolik omkring at jeg gerne vil glemme min fortid og leve i nutiden.." foreslog hun og så kort op på ham. Ellers var hendes blik fikseret på hendes arme.

Sofus sad og lavede åndsfraværende kruseduller i papirets højre hjørne, mens han tænkte på, hvor lig pigen var med Vyvian. Deres tøj mindede meget om hinanden: Kort, kort og med kort på. Det var så forkert at tænke på Vyvian, han gjorde alt for at med tankekraft støde hende ud af sin hjerne i et bittert forsøg på at virke som en nogenlunde okay far, der ikke savlede over en kunde og tænkte på sin datter samtidig.
Han hævede overrasket begge bryn, da hun begyndte at tale om sleeves, og selvom han følte sig fristet til at afbryde, lod han hende tale færdig. Det var altid kunden, der havde ret, men alligevel fandt han det noget pudsigt, at en fin lille sag som hende, ville have tusset hele armen til. Dog fandt han en smule ære i at få lov til at gøre det, da det var en stor beslutning at træffe, og det var langt de færreste tatovører, man ville tiltro sin højre arms skæbne.

Det hun formidlede, var kun meget svage detaljer, der intet fortalte om det egentlige motiv, men alligevel var det nogle vigtige retningslinjer for det arbejde, der lå foran ham. Luftigt og let. Det krævede vel bare, at han ikke lavede sådan nogle tykke outlines ligesom Chef. Sofus havde altid ment, at det fik tatoveringen til at ligne et klistermærke, hvilket han altså tog afstand fra, men sådan var Sofus og Chef jo så forskellige, den ene tatovør ville aldrig kunne efterligne den anden hundrede procent - især ikke når den ene tatovørs speciale var tribals. Der var Sofus lidt mere fimset.

Han var ærlig talt forsvundet lidt ind i sin egen lumre verden, da hun trak op i sine ærmer, han ledte i alle kroge af sin thc-befængte hjerne efter lette og luftige elementer, der kunne pryde hendes arme og opfylde hendes ønsker. Han blev ved med at forestille sig nogle viktorianske fjer, der under alle omstændigheder kunne skabe baggrunden eller sammenhængen i tatoveringerne. Han vågnede først op, da hans brune øjne svømmede rundt i kaosset af hvide streger, der i førte omgang fik ham til at tænke på sin egen kiksede barndom, hvor ham og drengene var rebelske og skar omvendte kors og pentagrammer i overarmene på hinanden med passere fra matematik-timerne.
"Jeg havde også en hamster engang, der kradsede mig," kommenterede han med et blink i øjet og rykkede sig helt ud til kanten af sofaen for at få dem i nærmere øjesyn. Hamsteren havde han stadig, nu levede den bare indeni ham og gnavede i hans indvolde, gjorde hans liv et helvede og mindede ham om, at intet var gratis i den verden, han blev ved med at vandre rundt i som en kryster. "Hmm... Vi skal nok finde på noget... Hvor gamle er de?" spurgte han og gav sig til at tegne nogle af de fjer, der blev ved med at svæve rundt inde i hans kranium, mens han afventede det afgørende svar. Nye ar havde det med at ændre sig, synke lidt ind med tiden og blive bedre, hvis hun havde fået denne åbenbaring om at gøre en forskel med sit liv for nyligt, ville han nok blive nødt til at bede hende om at vente nogle måneder, til arene kunne falde lidt til ro i huden.
"Har du nogle ønsker til motiver? Religiøse? Bestemte dyr?" Mellem fjerene tegnede han tynde spindelvæv i baggrunden, og fik de forreste ben og ansigtet fra en edderkop til lige akkurat at gabe op over fjerene.

Thilde havde godt forventet, at han ville rynke brynene over hendes valg omkring sleeves. Det var ikke en tatovering som de fleste piger rendte rundt med. Nu hvor hun selv var meget barnlig af sit udseende og så sart at se på, kunne det forekomme underligt at hun havde taget den beslutning. Men det var en beslutning hun havde tænkt længere over. Hun ville hellere vende de grimme ar og den dystre fortid, til noget smukt og beundringsværdigt. Desuden elskede hun tatoveringer og kunne godt lide ideen om, at de ville være med hende hele vejen til enden.
Det var måske lidt et sats at vælge én tatovør, endda en ukendt tatovør, til at skulle fylde begge hendes arme ud. Hvordan mon det ville gå? Hun håbede på det bedste. Det var jo ikke for sjov at hun havde brugt lang tid på research. Hun havde gennemtravlet de fleste internetsider for billeder af, hvad lige netop Sofus havde lavet af kunstværker. Alle billederne var faldet i hendes smag, det var gennemført og tiltalende, det var ikke overdrevet og der var noget personligt over hver tatovering. Han satte sig præg, han formede blækken efter sit eget hoved og kundens ønsker.

I det hun trak ærmerne op på sin cardigan, begyndte hun at frygte for hans reaktion. Mange tog afstand til hende, når de så hendes arme. Med tiden voksede hendes nervøsitet for folks reaktioner og hun havde trukket sig ind i sig selv. Men armene var ikke det eneste sted hun havde ar. På ryggen var der også et par ar og enkelte på indersiden af lårene. Men de var ikke så tydelige, det havde været nogen af de første. Men efter kort tid, havde hun opdaget hvor meget lettere det var at lade det gå ud over sine arme.
Hans kommentar om hamsteren fik hende til at grine, et oprigtigt, kærligt grin som dog lød noget rustent. Hun grinede sjældent, men han havde i løbet af få minutter, fået hende til det. Sofus måtte være magisk.
”Oh those hamsters..” svarede hun smilende. Det var nok første gang at hun nogensinde havde kunne grine over sine ar. Det var egentlig befriende, at kunne grine over noget så traumatisk og tragisk. Det hjalp faktisk. Så det var stadig med et smil på læben, at hun begyndte at berette om deres alder.
”De ældste er omkring 8-9 år, mens de yngste er godt og vel 4 år gamle.. De burde ikke ændre sig så meget mere, de bliver nok aldrig pænere..”

Hun lænede sig ind over bordet, for at følge med i hans tegninger. Fjererne virkede spændende og det var en interessant idé, noget hun ikke selv havde tænkt over. Motivet var egentlig ikke det hun havde spekuleret mest over i de søvnløse nætter.
Dog blev Thilde ikke siddende særligt længe, pludseligt rejste hun sig op. Impulsiv som hun var, begyndte hun at gå rundt, kigge på de udstillede billeder af diverse tatoveringer.
”Det skal være et kunstværk, jeg vil gerne være et kunstværk. Noget smukt.. Det må ikke være religiøst, men der må gerne være et dyr eller to. Jeg tænker en ulv, gerne hvid. De er så smukke! Eller en fugl – en flot fugl!” begyndte hun, alt imens hun fortsatte sin tur rundt i butikken. Hun kunne ikke fokusere på ham lige nu, så i stedet flakkede hendes blik rundt fra den ene interessante montre til den næste.
”Det skal ikke være tekst og det må gerne være i farve, men kun i pastel. Ingen kraftige farver, kun den sorte må være skarp og kontrastfyldt.. Måske der skal være noget grønt og håbefuldt?“
Hendes ideer stablede sig op ovenpå hinanden, tankerne kørte rundt og hun havde svært ved at gribe dem alle.
Pludselig stod hun ved den sofa, hvor han sad. De dybe, mosegrønne øjne med den svage gule kant betragtede ham. I et øjeblik strøg noget undrende sig indover hendes blik, men det var væk lige så hurtigt, som det var kommet.
”Det skal være noget du har lyst til at lave, noget du finder smukt. Du skal have lyst til at færdiggøre det her projekt, lige meget hvor mange timer det vil tage, ligemeget hvor meget smerte jeg skal igennem. Okay?” spurgte hun, i et nærmest hviskende tonefald. Hendes ansigt var rykket tættere på hans og hun havde lagt hovedet en anelse på skrå. Impulsiv og barnlig ville være keywords i en beskrivelse af hende.

"Bahaha, you might don't want a hamster in it -" grinte han, men trodsede sine ord ved at tegne en skeløjet Gorillaz-style hamster med abnorme lange kløer og vilde tænder i udkanten af alle blyantstregerne. Hans smil fortsatte lidt over hans egen genialitet, mens hans hånd var gået fuldkommen i stå, som en maskine, der var løbet tør for brændstof.
"Ah okay fint nok, super duper - bare procedure, du véd. Det kan jo gøre allerhelvedes ondt sådan noget." Da hun rejste sig, lænede han sig endnu engang tilbage i sofaens kærlige favn og tørrede sit ansigt med håndfladerne. Han trængte til en barbering, om sommeren brød han sig ikke om skægvækst, det var nok på grund af varmen, men allermest hans kærlighed til soft ice. Det blev så let griset, akavet og diskretionen forsvandt.

Hendes ivrighed efter at få billederne i hovedet formidlet til ord fik smilehullerne til at bore sig ind i Sofus kinder, og han lænede sig over bordet for at skrive nogle små notater. Han nåede dog ikke at få skrevet særlig meget, før han slog lettere opgivende ud med hånden og med en mine, der efterspurgte noget lidt mere præcision.
"Nu findes der jo mange fuglearter ude i verden. Kan du indskrænke det lidt? En nordisk ravn? Krage? Råge? Solsort? Svale? Føniks? Det kommer lidt an på, hvad fuglen skal symbolisere jo..." Han kløede sig bag øret med pennen. "Og ulven - skal den være lige så blød som dine pastelfarver eller skal den rive sig ud af huden på dig? Prøv at... prøv at give den et... hvad kalder man det... skit skit skit... prøv at give den et humor... hum... humør..." Hans hjerne greb fat i ordet "pastelfarver" og ruskede det lidt rundt. Pastelfarver var noget pis - med mindre det var til blomster, så var det acceptabelt - det fik meget let billedet til at ligne en blegnet forside fra et 90'er magasin. Han måtte tale hende fra det senere.

Hendes film-agtige prædiken fik ham til at vende blikket mod hende og trække ansigtet op i et smertefuldt smil. Han kunne aldrig smile hundrede procent oprigtigt, ikke længere. Hver en streg i hans ansigt bar en del af hans historie, de sørgmodige om hans mund, der var fra tiden, hvor Maris depression var værst og virkede uoverskuelig og drengen med det forkerte hjerte inde i hendes mave, der sparkede lejlighedsvis som alle andre fostre. Han kunne mærke sine håndflader blive fugtige, men han fortrød ikke at have ladet være med at lægge hånden på for at mærke. Et smilehul gjorde sig synlig i den ene side.
"Og hvis du skriger for meget, binder vi dig bare fast til stolen, bare rolig, det skal nok gennemføres det her..." Hendes ansigt var skræmmende nært hans, hun mindede om Vyvian, når hun lokkede byturspenge ud af ham. "Bahah... På det seneste har jeg lidt af overspringshandlinger... for din skyld, vil jeg sætte et mål: Hold overspringshandlingerne under 100 om dagen, så når vi det nok alt sammen. Men pres nu ikke på, jeg er en gammel mand -" og så kløede han sig fremvisende i de grå stæng i siden og opfangede lyden af kvinden i baglokalet, der hvinede ivrigt ved synet af sin nye hud. Chef var heldig. Fandens heldig. "Det er svært at afgøre, om det er ens manglende evne til at leve op til idealerne, der gør en trist eller om det er selve idealerne..." Så blinkede han svagt med det ene øje, og tvang blikket tilbage til tegningen, hvor hamsteren gav ham fingeren.

Thilde rynkede på næsen ved hans idé. Det var ikke fordi hun ville have så meget humor ind i kunstværket, hun ville kun have værkets ynde og mening indprintet i huden. For evigt og altid. Men hvor meget mening ville der være i blækken? Ville det hele ikke bare være et ligegyldigt kunstværk? Sirligt prikket ned under hendes sarte hud. I et øjeblik eller to, var hun ved at få kolde fødder. Men så mindede hun sig selv om alternativet og rystede på hovedet. Det skulle gøres. Hun skulle måske udvide og inddrage ryggen også? Det kunne give Sofus mere plads til at arbejde, men samtidig ville hun måske gabe over lidt for meget.
Det uhyggelige hamster på papiret stirrede på hende, til trods for at den skelede og hun skyndte sig væk fra den. Hun ville ikke mindes om sin fortid, ikke på nogen måde. Så hellere finde en anden tatovør.

Imens hun gik rundt i sin egen lille verden, i den lille shop, ænsede hun slet ikke hans smil. Smilehullerne der trådte frem, smilehuller der kunne smelte de fleste pigehjerter. Han måtte have knust mange hjerter da han var ung. Manden var jo flot nu, så måtte han vel være dobbelt så flot som ung.
Ved hans opgivende forsøg på at få hende til at specificerer fuglen var forgæves. Hun kastede et enkelt blik på ham, inden hun vendte sig mod en ny montre for at studere nogle svale-chestpieces. En traditionel, klassisk tatovering – det kunne hun også overveje. Den var køn. Men nu hvor hendes kraveben stak så meget ud, ville hun ikke have lyst til at skulle flashe dem på den måde. Et næsten lydløst suk kom over hendes læber og hun lukkede kort øjnene, bare for at forestille sig selv 10 kilo tungere. Det gad hun godt tage på. Hellere have lidt for meget end lidt for lidt.

Da Sofus spurgte ind til ulven, var hun dog mere villig til at svare.
”Ulven skal være mørkere i det, den skal være sammen med en fuldmåne.. Den skal sidde på skulderen og så må du finde en eller anden form for overgang mellem den og resten af tatoveringen..” var alt hun havde at sige. Hun overlod det meste til ham, han havde stort set frie tøjler. Hun ville bare have et let og elegant stykke kunst på sine arme, lavet af ham. Der var ikke de store krav, kun enkelte retningslinjer.
"Jeg har egentlig ikke tænkt særligt meget over motivet, det meste er bare.. Ideer der dukker op nu? Men jeg kan godt lide ideen om fjerene.."

Da deres blikke mødtes, syntes Thilde at hun så noget genkendeligt i hans blik. Der var ingen oprigtighed over hans smil, det nåede ikke hans øjne. Det var som om at han levede i et tragisk fængsel, som han hver dag drømte om at bryde ud fra. Men hun sagde intet. Det var blot en notering hun gjorde sig, en ting hun ville tage med sig. Hendes fortolkning af den skandinaviske tatovør. Smilehullerne virkede heller ikke så overbevisende som før, men hun lod sig lokke af dem alligevel.
”Just hold me tight until you are finished..” brummede hun og trippede væk fra sofaen og ham. Thilde var ikke synderligt høj, kun omkring 164 centimeter. Dette var tydeligt, eftersom hun havde et par flade Adidas sko på, som bevægede sig hurtigt hen over det rene gulv i butikken.
”Overspringshandlinger...?” spurgte hun, men hendes tanker blev afledt af en række piercingsmykker der lå henne ved disken. Hun havde svært ved at sidde stille, hendes opmærksomhed blev hurtigt afledt og hun skulle næsten kommanderes til at være stille, før end at hun kunne gøre det.
”Ved du overhovedet hvad jeg hedder?” spurgte hun pludseligt og så i retning af ham. Hun var et stort spørgsmålstegn og hele kroppen var gået i stå, hun var stivnet midt i en bevægelse. Hun havde rakt ud efter et blad og det hang nu kun fra hendes tommel- og pegefinger.
”Jeg hedder Thilde..” tilføjede hun så, uden at vente på svar fra ham. Bladet blev sat på plads og hun tog endnu en runde i butikken inden hun satte sig på armlænet, ved siden af ham. Hans sidste ord forvirrede hende. Hendes blik hvilede et ubestemt sted på væggen overfor og hun lod sig synke hen i en række af tanker, der prøvede at forstå hans ord.

Som lynet i Harry Potters pande skød nogle rynker frem hos pigen. Hun delte åbenbart ikke samme humor som ham, eller hun måtte i hvert fald være af sarkasme-fjendsk afstamning. Sofus tænkte dog ikke så meget over det, han havde gennem adskillige år som voksen lært, at man ikke skulle tage tingene i livet så tungt, de var aldrig rigtig helt det værd - især ikke de små ting. Sofus misbrugte denne holdning til at være røvligeglad med det meste.

Hurtigt gjorde han op med sig selv, at hun var en meget besværlig kunde. Hendes inputs var minimale, det var som om, hun ikke rigtig hørte, hvad der blev spurgt om. Eller havde hun sagt noget, han bare ikke havde opfanget? Misbrugte at han var syg og skæv ligesom så mange andre hunkøn havde med at gøre det. Måske han skulle gætte sig frem til hendes tanker, det var han vel nødt til for at få tryllet et resultat frem, som hun ville blive glad for. Gå på kompromis med hinandens hjerner - det var næsten ligesom et forhold. Det var rigtigt, at det var kompromiser, der var nøglen til et langt parforhold. Jo flere man indgik, jo længere føltes parforholdet.
"Tavshed er guld," mumlede han uhørligt - faktisk udtalte han knap nok ordene, det var i stedet bare en hakkende vejrtrækning over hans læber. Han rystede rastløst med sine lår, tegnede videre på de viktorianske fjer, som han ikke rigtig kunne give slip på og lod ørene stå på stilke, mens hun talte.

"Varg... Måne... Fjäder..." remsede han for sig selv og skrev ordene ned. "Mörk.. gröna blad.. kvistar..." Han så op fra papiret, gloede i hendes retning, men så hende ikke rigtigt. I stedet så han tatoveringen udspille sig i 3D på hendes krop, grene og de håbefulde grønne blade stak ud i følgeskab med et ulvehoved, fuldmånen havde ikke rigtig fundet sin placering, men grenene fortsatte omme på den anden skulder, blev assisteret af en sort sangfugl, der mindede ham om hans ungdom, i det den gav sig til at kvidre: Spread your wings and learn to fly. Han nikkede anerkendende, forsøgte at forblive i virkeligheden. Hvis det at leve på kanten var det samme som at hænge i med neglene, så ja, levede han på kanten.
"Det er helt fint, fint fint fint... vi improviserer bare..."

Om den seksuelle undertone var hendes hensigt, vidste han ikke, faktisk tvivlede han så meget på det, at han helt valgte at lade den falde til jorden, eftersom at seksuelle misforståelser altid var så akavet. Han krummede tæerne, smilte fjoget og bad sig selv om at tage sig lidt sammen. "Overspringshandlinger," gentog han i et bekræftende tonefald og gav hamsteren på tegningen lidt tøj på.
"Niks..." svarede han på en måde, som om det var bedst, at de ikke kendte hinandens navne - der var noget engangsknald over de to, syntes han pludselig. Kendte hun mon til hans? Det kunne faktisk være sjovt, ikke at kende hinandens navne. Eller alder. Så kunne man lægge identiteten andre steder og måske endda... Thilde... nåh okay... Germansk navn. Det betød vel noget i retning af stærk, selvstændig kvinde. Sofus betød sikkert blød, nuttet, bamsefar med rygrad som en regnorm.
"Så fik vi det på plads..." klukkede han og rejste sig med papirerne. Han bemærkede godt, at hendes navn ikke var lokalt, men han så ingen grund til at kommentere det, ligesom han ikke kommenterede hendes race. Han var gammmel, havde mødt mange folk gennem tiden, hvis han skulle vade rundt og gå op i den slags småting, ville folk jo tro, han var idiot.
"Kender du The Beatles?" spurgte han og gik om bag disken, hvor adskillige tegninger hang fast i hjørnerne med tape på en lang hylde. Han satte sig på konstorstolen, gloede lidt på den lille computer, der rummede alt fra porno til regnskaber. "Du minder mig om sangen Blackbird... Take these broken wings and learn to fly - you were only waiting for this moment to arrive - da da da dahdahdah..." Youtube. Søg. Afspil.

Han lænede sig omhyggeligt tilbage og lyttede. I hans øresnegl hørte han delvist Beatles, delvist Chef, der blev rost til skyerne. Idiot. Manden med de store overarme, skaldede hoved og med en kattekilling tatoveret på ballen - en hemmelighed, kun Sofus og få andre kendte til - trådte ud i resten af butikken med sin erobning. Hendes ben var lange, hendes nederdel alt for kort, og hendes top hang løst om de frie bryster. Når hun talte, var det på engelsk, hun lød som en katolsk skolepige, en dialekt, der virkede orgasmisk i enhver persons øre, der ikke havde engelsk som modersmål. Sofus rømmede sig, sendte Chef et sigende blik, der blev mørkt af bitterhed, da han blot fik et flabet smil tilbage. Da kvinden trippede ud af døren, gloede de to mænd umætteligt efter hende.
"Hun er lige flyttet til..."
- "Er hun født eller bidt?" spurgte Sofus og bed i toppen af sin blyant.
"Født. Det kunne man da også se -"
- "Er hun med i en pack?"
"Jeg tvivler..."
- "Og du lod hende bare gå?" Sofus begravede sit ansigt i en håbløs hånd. "Du er en idiot." Men så fremviste Chef et lille stykke papir med en tilfældig nummerrække mellem to stærke fingre, og han slugte sit had, virrede let med hovedet og kaldte ham i stedet et røvhul.
"Oh you..." dvælede Chef og gav Sofus et solidt klap over baghovedet.
- "Det ville ikke være så slemt at være syg, hvis ens kollega havde forståelse for, at det er dårlig stil at håne en døende....."

Deres samtale varerede ikke mere end et minutstid, sangen nåede lige akkurat at runde af, da de begge flettede næbet og Chef gik udenfor for at tage en smøg. Nu var det snart officiel lukketid, med mødet med denne Thilde var jo bare hyggesnak, Sofus betragtede det ikke som arbejde, og måtte derfor godt fortsætte over tid.

Alt imens Sofus snakkede med sig selv og noterede diverse ting, fortsatte Thilde sin rundtur i butikken. Hun lyttede til hans svenske ord, som hun kun forstod halvdelen af. Men et ord fik sneget sig ind og lod sig oversætte, så hun forstod det. Fjäder. Forår. Det var da en god idé! Langsomt udfoldede der sig et mønster, som kunne hænge sammen med hans ord og tanker, samt hendes egne forventninger og håb til tatoveringen. Hun fortsatte med små skridt langs de udstillede billeder, af diverse tatoveringer mens hendes egen tog form inde i hendes hoved.
Alle de billeder af tribals. Adr. Hvis der var noget hun aldrig ville, så ville det være at få en tribal-tatovering. Det lod til at være den anden tatovørs speciale, siden der var så mange billeder med hans navn stående i bunden. Sofus' værk var noget helt andet. Det var spændende og interessant, fangende og flot. Det var kunst.

”Japanske kirsebærblomster!” udbrød hun pludseligt og lyste op i et stort smil.
”Fjer, kirsebærblomster, ulve, forår..” fortsatte hun og tog et enkelt dansetrin i retning af ham. Hun elskede den flotte, skønne blomst der symboliserede alt det dejlige ved det japanske forår. Hun havde også drømt om at tage til Japan i foråret, bare for at se blomsten folde sig ud og nyde synet. Det kunne være skønt. Måske med en eller anden ved hendes side, der kunne være med til at dele oplevelsen?
Mh, tanken gjorde hende glad. Hun burde rejse noget mere, det var virkelig livet at rejse. Hun elskede at opleve nye ting og se verden fra et andet perspektiv. Indtil videre havde hun ikke rejst så meget. En enkelt tur til Paris, et par år i London, et liv i Wales med privatundervisning og kostskole. Der havde bare ikke været plads til rejser. Men med hendes formue, ville hun kunne rejse langt og ofte.

Thilde var rig, hun havde en kæmpe formue som hun havde arvet efter sin far. Det var de penge der gav hende muligheder. Hvis man så på hende, ville man ikke tro at hun havde så mange penge. Hun gik sjældent i dyrt tøj, det var kun hvis hun fandt en særlig kjole eller et par sko, hun bare måtte eje. Det var kun hendes smykker der gav et prej om hvor mange penge hun havde. Hendes ringe, halskæderne med de fine sten, armbåndet med fabelagtige perler. Hendes tatovering ville også blive dyr. Det ville tage mange timer. Måske omkring de 50.000 hvis hun var heldig.

Seksuelle undertoner kunne ofte være at finde i hendes opførsel, ord og kropssprog. Men for det meste var det ubevidst. Hun kendte ikke til de signaler, hun sendte til andre. Ingen påpegede dem, ingen kommenterede dem. Hun var blind overfor dem, døv overfor dem. Til trods for dette omgik hun stadig bedst mennesker af det modsatte køn. Hun følte sig bedre tilrette i selskab med en god ven, end i selskab med en god veninde. For det første havde hun ingen veninder, og for det andet forstod hun ikke pigesprog. Det var for indviklet og for mystisk, direkte åndssvagt. Så hellere sno sig op af en eller anden mand end at lege rundt med en eller anden trunte.

Han var spøjs, ham Sofus. Thilde havde altid troet, at en tatovør tatoverede fordi han ikke kunne lade være, fordi han elskede det og gik ind i det med hjertet og sjælen. Men det virkede slet ikke til at Sofus var synderligt interesseret i sit arbejde. Måske var det bare hans kunder, der ikke interesserede ham? Måske tog hun fejl? Hun vidste det ikke, hun kunne jo ikke gennemskue ham efter blot 5-10 minutter i selskab sammen med den ældre varulv.

Thilde fulgte ham med blikket, da han gik om bag disken. Tegningerne fangede hendes interesse i et kort sekund, men lige nu var Sofus mere spændende. Hun mindede ham om en Beatles sang? Hm. Spændende.
”Arise.. Ikke arrive..” tilføjede hun med et smil. Selvfølgelig kendte hun The Beatles. Hvem gjorde ikke det? Hendes mor havde spillet en del af deres musik da hun var lille. Hun savnede tiderne med sin mor og elskede at synke hen i mindet om fortiden, til lyden af The Beatles.

Da den anden tatovør trådte ud i lokalet, tog Thilde et skridt tilbage. Han var skræmmende, høj og bred. Farlig. En følelse af angst sneg sig ind på hende og hun følte et behov for at flygte fra stedet. Men hun gjorde det ikke, hun forsøgte at skjule angsten for den store mand. Men hendes blik var let at aflæse, hvis man gad tage sig tiden til det.
Kvinden var bare.. Ulækker at se på. Vulgær. Tøjet, der var et nummer for lille og lidt for kort, den væmmelige, tunge duft af parfume der hang omkring hende og en udstråling, der fortalte alle hankønsvæsner hvor nem hun var. Adr.
Både Sofus og den anden tatovør syntes at finde hende.. Interessant. Dyriske hanskønsvæsner var de værste. Lysten til at løbe ud af butikken blev forstærket, nu var hun alene med to mænd der nemt ville kunne overmande hende. Ingen vidste hun var her, butikken lukkede nu, der ville ikke komme flere. Ingen ville savne hende, før end at hendes postkasse syntes alt for fuld eller hendes lig skyllede op ved stranden. Billederne kørte rundt og skabte en rædselsfuld film. Hun lukkede øjnene og forsøgte at skubbe det hele af helvedes til, men det var svært. Hun måtte synke flere gange, lukke øjnene hårdt i og langsomt lod hun sine negle synke ned i huden, ved hendes håndflade.
Deres samtale hjalp hende væk fra billederne, især Sofus' spørgsmål til den anden. Om hun var født eller bidt. De var begge varulve, de lugtede i hvert fald sådan. Ordet ”pack” satte sig fast. Hun havde hørt om packs, hun var stødt på et enkelt udenfor London. Men hun var aldrig blevet tilbudt at være med i et. Hun var jo ikke født, hun var blevet bidt. Når fuldmånen trådte frem, forvandlede hun sig til et bestialsk væsen. Det var voldsomt, nu hvor hun ikke var født varulv. Men biddet havde dets kraft og hun havde da sine styrker.

Thildes tanker blev for alvor afledt, da Sofus sagde ”døende”. Var han syg? Sådan alvorligt? Hvorfor så joke om det? Men det var vel hans måde at overleve på. Overleve til han endelig forlod verden. Stakkels ham..
Da den anden tatovør gik ud af døren, turde hun godt bevæge sig tættere på. I løbet af få skridt var hun henne ved disken, hvor hun tillod sig at sætte sig. Et enkelt afsæt med fødderne og så sad hun der. Disken var heldigvis ikke så høj igen.
”Såå.. Hvad finder vi frem til?” spurgte hun.

"Nu minder du mig bare om min kone," klukkede han og kløede sig på brystet. "Når jeg giver hende komplimenter, bliver jeg også altid bare rettet på." Han stak underlæben frem i et falsk bedrøvet øjeblik, men ødelagde det med et smil. "Altid så sød og kærlig, men aldrig værdsat - aldrig god nok," sagde han med en gispende stemme, som var han en sørgmodig kvinde i en dårlig spillefilm. Et flabet smil og en omdrejning på kontorstolen afslørede dog seriøsiteten i dette udsagn. Han var rent ud sagt røvligeglad; ligeglad med Mari, ligeglad med hendes holdning til ham, ligeglad med problemer. Måske ikke helt sandt, faktisk ville han ikke vide, hvad han skulle gøre, hvis kvindemennesket pludselig ikke længere var i hans liv. Hvem skulle så tage sig af Viktor og Vyvian? Han kunne vel ringe rundt til familie og bekendte.

Severin Jokinen var fin nok. 48 år, født varulv, udlænding fra Skandinavien men alligevel langt mindre et røvhul end Sofus. Han var principfast, men på en fair måde. Det ville sige, at hvis man trykkede på de rette knapper længe nok, skulle man nok få overtalt ham til at bryde sine principper. Så sagde Sofus altid supportende: "Inden jeg fik børn, havde jeg tre principper omkring børneopdragelse. Nu har jeg tre børn og ingen principper." Det havde sikkert noget at gøre med, at den tredje var død ved fødslen, og at han ligesom aldrig havde taget sig ordentlig tid til hverken Viktor eller Vyvian. Kun da de hver især var i den alder, hvor de selv kunne gå på toilettet og bar en ubegrænset kærlighed for ham, da de ikke kunne se, hvilket røvhul han var. Nu var Vyvian teenager, og hun havde det med at fylde lille, og ellers så godtroende, Viktor med smertefulde sandheder. Dog vandt historierne om stærke varulve altid, så mens Vyvian havde udviklet sig til at blive animagus efter sin mor, håbede Viktor på at arve bæstmanden fra Sofus. Severin gruede efter at hans lille datter skulle blive varulv, gennemgå den smertefulde forvandling ved hver fuldmåne. Nu var hans ekskone en ganske almindelig kvinde, hvilket også var grunden til, at hun i sin tid havde forladt ham, så chancerne var der selvfølgelig, selvom varulvegenerne var de dominerende.

Uden Severin som medejer, ville der ikke være nogen Tantes Tusser. Det gik pludselig op for Sofus, hvor afhængig han var af andre mennesker, til trods for at han gjorde alt for at virke som det modsatte. Severin var kun fraværende i det tidsrum, hvor fuldmånen hærgede nattehimlen, hvorimod Sofus kunne blive dårlig dagen op til og kvæstet dagen efter. Severin holdt trådene sammen. Severin sørgede for alt. Severin tog ansvar.

"Nu ved jeg ikke, hvor godt en solsort vil passe ind i et japansk billede, det er ikke lige, hvad man normalt vil forbinde med japansk forår, men jeg synes, det ville være et smukt symbol. Især hvis man har Beatles kørende i baghovedet. Jeg tænker, at solsorten vil kunne stå frem på en pæn måde, blandt de grønne farver og blomsternes... pastel... Og fjerene fra solsorten kunne jo også svæve over på ulvesiden..." Så havde man i hvert fald et dyr på hver skulder, det gjorde proportionerne lidt mere ligevægtige. Hans øjne lagde sig instinktivt på glasdisken, da hun satte sig. Under hende var der smykker til udvidede ører udstillet. Nogle matte sorte spiraler, nogle blanke sorte spiraler, nogle sorte tunnels med glitrende røde sten i kanten - det var nok Sofus' yndlings, han havde bestilt dem hjem fra et smykkeri i Danmark.
"Men jeg kan jo prøve at tegne noget, så giver jeg dig et kald, når den er færdig. Så kan vi tage den derfra..." Han stak blyanten bag øret, fandt en blok og kuglepen frem fra noget af rodet på skrivebordet og skubbede det over disken til Thilde. "Here you go, navn, nummer, kærlig hilsen -" Han blinkede spøgt med det ene øje og drejede rundt på kontorstolen. I forbifarten løb hans øjne over nogle af de tegninger, der hang dateret på hylden. To af dem var inspireret af nordisk mytologi, så var der et hjerte med et bånd, hvorpå der stod "Ina" med kursiv, en orange koi fisk omgivet af spiraler af vand og et virvar af blomster. Det var nogle typiske motiver, som uundgåeligt gik igen flere gange i løbet af et arbejdsår.

Da Sofus atter åbnede munden for at fortælle hende, at solsorten ikke ville passe ind, blev hun noget slukøret. Hun havde lige drømt om de japanske blomster og nu var drømmen revet fra hende. Nå, han vidste vel bedst. Det lød vel også meget godt, det han havde fundet frem til. Af at hun var kommet ind i butikken for godt og vel 20 minutter siden, var de da nået langt. Til trods for at hun ikke kendte Sofus, så havde hun både lyst til at elske og hade ham lige nu. Det skulle nok blive et meget interessant forløb, nu hvor de snart indgik en aftale, der ville binde dem til hinanden i et godt stykke tid. Uger, måske måneder. Det kom vel an på helingstiden og hvor meget hun kunne tage af gangen. Der var vel en grænse for hvor meget, hun kunne holde ud.

Thilde tog imod papiret og kuglepennen, for derefter at skrive ned. I et øjeblik tøvede hun, men så skrev hun ”Mathilde”, i stedet for bare ”Thilde”. Det var vel ligegyldigt om han kendte hendes rigtige navn eller ej. Han ville glemme hende igen, den dag hun forsvandt ud af døren og kunstværket var færdigt. Han ville vel næppe kigge sig over skulderen eller huske hende.
Hendes telefonnummer blev skrevet ned og så tilføjede hun en lille kommentar, hvorefter hun overlod blokken til ham. Nede under hendes nummer stod der; ”Call me anytime”. Det var egentlig mest en hentydning til, at hun kunne nås hele dagen og ikke kun i et bestemt tidsrum. Om det var en opfordring til andet, havde hun ikke taget stilling til endnu. Måske? I så fald lå bolden hos ham.

Efter at have fulgt hans anvisninger, rejste hun sig fra disken og lavede et enkelt hop, inden hun vendte sig om for at sige farvel. Eller på gensyn, måtte det vel være.
”Then.. I'll see you around, I guess?”
Et smil brød frem på hendes læber og hun løftede hånden en enkelt gang, inden hun sprang mod døren, syngende.
”Blackbird singing in the dead of night, take these broken wings and learn to fly. All your life, you were only waiting for this moment to arise. Blackbird singing in the dead of night, take these sunken eyes and learn to see. All your life, you were only waiting for this moment to be free”

Han betragtede hendes håndskrift på hovedet, kunne ikke rigtig opfange hvad det præcist var, hun skrev, men noget sagde ham, at hun gjorde, som der blev sagt. Ved det sidste punktum snuppede han blokken og kuglepennen og lod sine øjne hvile på navnet og de otte cifre. Normalt havde han gjort krav på et efternavn, men han havde aldrig haft en kunde, der hed "Mathilde", så hun kunne uden problemer være den eneste ene. Hendes note gav ham en sang på hjernen, Vyvian skruede altid op for radioen i køkkenet, når den blev spillet, skrålede med som en... ja... som en teenager allerbedst ville gøre det. I just met you and this is crazy og så videre og så videre. Ordene ville ikke give slip på hans hjerne.

"Merci merci merci..." takkede han og smed blokken tilbage på skrivebordet, mens han besværligt forsøgte at klø sig søvnigt i øjet samtidig. Det gjorde kastet en smule skævt, og det var rent held, at lortet ikke faldt ned på gulvet. Man burde kunne trække søvnunderskud fra i skat, det havde fandeme gjort hans arbejde en helt del nemmere, tingene ville bedre kunne løbe rundt. Sofus havde samme døgnrytme som Batman. Men mens han bekæmpede ondskab, stirrede Sofus blot op i loftet og bekymrede sig om fremtiden. Fuck. Dertil prøvede han at bilde sig selv ind, at han ikke vågnede om natten, fordi han var bekymret, men fordi hans hjerne levede i en anden tidszone end hans krop. Det måtte være forklaringen, den burde ikke være anderledes.

Chef skodede sin halve smøg, da hun vimsede mod udgangen, og han kiggede en smule vemodigt efter hende. Vedmodighed: følelsen af at have mistet noget, men man kan ikke huske hvad. Havde han nogensinde haft noget? Det var ikke helt til at sige.
"Nåh, det var så det, du ville måske ikke med ud at... nej okay... det... tjp tjp tjp..." mumlede han bøvet i læ af hendes sang. Chef tog fat i dørgrebet før Thilde, så de mødtes i den der akavede "Højre, venstre, højre, venstre" men Severin taklede det meget let med sin åbenhed og udbrød bedrevidende i Sofus' retning: "Nææh har du slet ikke inviteret hende med på aftensmad i byen?"
Sofus slog opgivende ud med armene. Tavshed og tale var underlige størrelser. Afhængig af situationen kunne begge dele få en til at fremstå som et geni. Eller som en idiot. Hans øjne faldt skiftevis på Severin og Thilde. Når de landede på Severin sagde de: Fede fucking lortespasser. Når de landede på Thilde, sagde de undskyld.
"Altså faktisk skulle jeg lige til at... jävla..." Han rejste sig, klappede computeren ned og tog sin læderjakke fra stoleryggen. "Hvis... duikkeharnogetimodchinabox... så... skal du være velkommen... It's on me..."

Thilde betragteede den anden tatovør, som hun måtte passere på sin vej ud. Han var skræmmende og stor. Sikkert flink nok, men hun ville ikke blive uvenner med ham. Eller møde ham i en gyde midt om natten. Det løb hende koldt ned af ryggen ved tanken. I et kort øjeblik forsøgte hendes sind og tanker at trække hende tilbage i tiden, til hendes barndom. Hendes frygtelige barndom. Hun havde ikke fået lov til at være barn særligt længe, hendes far havde ødelagt det for hende. Det havde taget hende så uendeligt langt tid at komme sig bare nogenlunde over det, eller i hvert fald lægge det bag sig. Hun ville for evigt være traumatiseret og ødelagt, på grund af ham. Det bar hendes krop også et tydeligt præg af. Hendes opførsel gjorde det samme, hvis man lagde mærke til det. Det var sjældent hun sagde nogen af hankøn imod, hun ville helst gøre dem tilfreds og ikke komme på tværs. Det blev dog ødelagt af hendes, til tider, heftige humørskift. Men hvis hun bare tog sin medicin, så blev livet lidt nemmere.

Sofus' ord druknede bag hende og hun opfattede knap nok hans forsøg på at få hende med ud at spise. Dog var den anden tatovør noget mere klar da han talte. Men tilbuddet undrede hende. Var det standard at de inviterede deres kunder ud at spise? Eller var det kun varulve? Eller var det mon kun hende? Ej, det kunne det da ikke være, det ville ingen mening give.
Måske var det standard for dem at inviterer varulve med ud at spise. De havde jo lige snakket om, at hende den frastødende trunte fra før havde de bare ladet gå og det var dumt. Thilde var da i hvert fald glad for at hun ikke skulle med. Det ville have hylet hende helt ud af den.

Men ville hun med dem ud at spise? Thilde vendte sig mod Sofus og lagde hovedet let på skrå, hvorefter hun lod en hånd køre gennem det tykke hår. Hvorfor det undskyldende blik? Ville han da ikke have hende med? Eller var det bare den andens opførsel han beklagede?
Hans ord fik hende dog til at smile, hun var ikke længere i tvivl; hun ville gerne med ud. Men hun havde en lidt anden idé en chinabox. Desuden brød hun sig ikke om at andre betalte for hende.
”Well, hvad så med at vi smutter hen på den italienske restaurant på gågaden og så er det my treat?” foreslog hun. Sofus skulle ikke bruge unødvendige penge på hende, hvis hun kunne betale selv.

Alt imens hun snakkede, famlede hendes hånd frem til hendes taske og hun begyndte at rode rundt. Hun ville sikre sig at hun havde sin medicin på sig, hvis hun skulle ud at spise. Men jo længere tid det tog hende at finde det lille plastikglas, jo mere svandt hendes smil ind. De skulle være der. Dog nåede hendes smil ikke helt at forsvinde, før end at hun fangede den velkendte, runde plastikform der raslede beroligende.

Hans hjerte klikkede løs som en lille maskine, der hostede og hakkede og forsøgte at følge med i stemningen, der blev blæst op omkring ham. Han pustede luften ud af næsen, blæste en tynd boble om sig og stak armene ind i læderjakkens ærmer. En lille rund bøtte fik hurtigt bekræftet sin syndige eksistens med et panisk klap, men den var der, i sikkerhed blandt en ølkapsel og et par cigaretskodder midt i al lommeulden.
Sofus åndede lettet op, trykkede på stikkontakten og slukkede alt lyset i rummet på nær de røde lyskæder, der lå på gulvet i udstillingsvinduet, og skabte hvad Chef beskrev som en hyggelig stemning, selvom Sofus personligt blev mindet om et horehus i Amsterdam, hvor han engang havde tilbragt halvanden time, udelukkende fordi det regnede udenfor. Men lyskæden havde ingen egentlig effekt - hverken hyggelig eller erotisk - ved denne tid, solen hang stadig i horisonten med sine aftenstråler.

Situationen virkede akavet, det fik en lettere nervøs varme til at lægge sig på lænden, og Sofus kunne ikke andet end at konstatere, at man var voksen, når man håbede på, at tingene ville blive bedre, selvom ens erfaring fortalte en det komplet modsatte. Det smagte grimt i munden, men han smilede alligevel, fordi der var en fremmede i lokalet, som ikke kunne aflæse ham ligesom Severin kunne det.
Udenfor havde vejret været strålende det meste af dagen, men fordi det havde været sådan i et par dage, var folk så småt begyndt at brokke sig over det rundt omkring.
Enten var det for koldt eller også var det for varmt. Folk var aldrig tilfredse, men det var godt, så havde de - hende og Sofus - noget at tale om, når de sad overfor hinanden på restauranten. Hvad? Restauranten? Jamen for helvede. Han håbede, at hun havde et pizzaria i tankerne, eller at de i hvert fald solgte take away. Nej okay, det kunne vel blive hyggeligt nok.

"Hmm..." mumlede Sofus og raslede med nøglerne, mens han trådte hen mod dem for at genne begge med ud af butikken, da hun var færdig med at rode tasken igennem, så han kunne låse stedet af. "Alright. Treat yourself." Det måtte de slås om senere.
Han kom til at tænke på noget. Det førte til en hel masse tanker, en kædereaktion af råb og jammer, for hvis hun havde pizzariaet længere nede i tankerne, kunne han ikke holde det inde: Var hun mon med i den rivaliserende varulve-pack, der bestyrede stedet? Et eller andet sted håbede han det lidt, for så ville han omvende hende og stjæle hende fra dem, men en fordrukken gammel mand dybt inde i ham hviskede, at det orkede han næsten ikke.

"Arrhh, bare vi kan få noget mad, jeg er så sulten, jeg kunne spise en ko..." Med de ord fulgte et blik i Sofus' ansigt, der spøgfuldt udtrykte, at hvis der rent faktisk kom en ko vandrende ned ad gaden, så ville han ikke tøve et sekund med at sætte tænderne i siden på den.
"Gå I bare i forvejen, mine laster skal plejes," klukkede Severin og listede forbi de parkerede biler modsat Sofus og Thildes retning og forsvandt ind i en indisk kiosk.
"Ciao Chef!" Råbte Sofus over skulderen, da han låste forretningens dør og stængede mod hovedgaden i følgeskab med Thilde.
"Hvor hører du egentlig til?" spurgte han nysgerrigt efter et stykke tid med tavshed.