Let's play..

T: Lige omkring midnat.
O: Ingen rigtigt, udover en masse gravsten.
S: Kirkegården.
V: En lun aften, med kig til stjernerne og en halv måne.

Amy gik med faste skridt gennem de mørklagte gader, hun havde sovet det meste af dagen, ikke fordi hun behøvede det, men fordi det var så meget en vane for hende, at hun ikke kunne lade være. Heller ikke selvom han havde givet hende den gave, at hun kunne gå i sollys. Hun var stadig lidt bange for det, men det var måske ikke så mærkeligt, når man så længe havde været nød til at gemme sig for solen.
Det ildrøde hår faldt flot om hendes porcelænshvide ansigt. De mørkerøde øjne glimtede en anelse faretruende. Den velformede krop blev kun dækket af en kort nedringet sort kjole, der gik til midt på lårene, samt en kort læderjakke der gik til lænden. Jakken stod åben lige nu. Skoene var et par Platou støvler, der gik til lige under knæene.
Hun mærkede den fugtige rustne låge under sin ene hånd, idet den fik et skub så den åbnede på hvid gab. Et kort øjeblik blev hun stående, mens hendes sanser nærmest scannede området, for at finde det mindste tegn på at der var andre. Men hun fandt ikke nogen, og da hun ikke opfangede nogen andre, gik hun lydløst ind på kirkegården. Kort efter satte hun sig på en stor stenlignende kiste, og så frem for sig. Tungen gled langsomt ud og fugtede de røde læber.

Det var en utrolig dejlig aften, eller rettere sagt nat som det nok mere var på klokkeslætten. En skikkelse gik igen skoven, men var på vej ud af den for at gå sig en tur. Manda, som han hed, havde fundet den klare himmel som tegn på at det ville være perfekt at få tiden til at gå med noget andet end at sidde og sove, eller hvad han ellers kunne finde på af tidsfordriv i skoven. Han kiggede op på månen og sukkede stille, halv måne... Det var vel tegn på at fuldmånen ville komme igen, selvom den for hans skyld gerne måtte blive væk.
Han stoppede op da han fandt kirkegården lige i nærheden, han kiggede mod den og havde et stille udtryk. Han havde egentlig ikk været der i rigtig lang tid, hvornår var han sidst? Han havde ingen afdøde der lå i graven der, eller nogen han kendte, men alligevel var det altid interessant at gå og kigge på de forskellige gravstene. Der stod altid noget nyt, savnet og elsket, en far mand og bror, alle dem der betød noget for folk. Han sukkede stille, gad vide hvordan hans ville se ud en dag, hvis han da fik en. Han rystede på hovedet ved tanken, ikk lige den tanke man skulle have allerede.
Han fik taget den beslutning at gå hen til gården, han ville se om der var nogen der havde efterladt blomster til deres kære. Han stoppede op da han så den lille mur foran sig, han kiggede stille på den før han hoppede op og kiggede rundt. Han gad ikk til at finde en indgang, så han valgte at kravle over. Han kiggede ned, en sti. Han hoppede ned fra væggen på den anden side og kiggede sig omkring. Hans gule øje lyste en smule i nattens mørke, mens hans andet forenede sig med det sorte mørke. Hans mørkeblå bukser og hvide T-shirt var nem at se i natten, men ellers var hans øje det man ville lægge mest mærke til.

Amy lod blikket glide mod himlen igen for en stund. Længe sad hun i tavshed, indtil et lavt bump fangede hendes opmærksomhed. Hun lukkede øjnene og lyttede længe, inden hun åbnede øjnene. Der kom helt klart nogen. Duften der blev båret med vinden fortalte hende hvilken race det var, hvilket fik hende til at tøve. En varulv? Måske.. Højst sandsynligt. Men hvorfor skulle der ikke komme andre til kirkegården, bare for at få tiden til at gå.
Hun hoppede ned på jorden igen, og skiftede form til en sort kat. Den forvandling havde altid været ret god, men i starten havde hun ikke kunnet finde ud af hvordan hun skiftede tilbage igen. Det var nærmest bare komme lidt af sig selv. På lydløse, lette kattepoter sneg hun sig hen mod den person hun havde fornemmet. Jo nærmere hun kom, desto mere forsigtigt blev hun. Man vidste aldrig hvad denne person kunne finde på.
Da hun nåede hen bag et træ, hvor han stod nær ved forvandlede hun sig tilbage til sin normale form. Hun rettede lidt på sin jakke, og tjekkede lige en ekstra gang, for at se om hendes hale, nu også var helt væk. Da hun havde forsikret sig om det, nikkede hun lidt for sig selv, og trådte et skridt nærmere vedkommende. “Sikke en behagelig overraskelse, hvad laver du herude så sent? Helt alene?” et drillende smil hvilede på hendes læber. Stemmen var dødbringende rolig, men med en forførende undertone. De røde øjne glimtede kort.

Han kiggede sig stille rundt, det var egentlig ikk særlig stort i forhold til sine indbyggere. Han trak på skuldrene, der var til gengæld også vampyrer og dæmoner, og alle mulige væsner der kunne leve i flere 100 år, måske for evigt. Han sukkede stille, han var vist selv en af de væsner der ville leve længere end én generation. Han gik stille på stien, gruset satte sig mellem rillerne i hans sko og man kunne høre ham traske mere end han gik. Det var vel ikk ligefrem det mest opmuntrende sted at gå rundt, men nogle gange var det vel rørende at se hvor meget en afdød kunne betyde for dem der levede videre.
Han bukkede sig ned foran en gravsten og kiggede på den. 'Michael Jensen. Savnet og elsket 1923-2009' Han smilede stille og kiggede ned på blomsterne der lå der, han havde måske børn og børnebørn der havde kommet og givet ham dem. Han løftede stille blomsterne op, de var ved at dø ud... Han rystede på hovedet og et lille grønt lys kom fra hans hånd der holdt blomsterne. De begynde at ligne de livede op og blev helt friske igen. Han lagde dem ned og smilede let, "Så pæne blomster skulle vel ikk dø ud allerede..." Han rejste sig og gik videre.
Han havde for længst opdaget "katten" der havde fulgt ham, lugten af vampyr stank fra den. Men han vidste ikk at nogle vampyrer var i stand til at forvandle sig til et dyr. Han ville gerne tro på flagermuse, men ikk en kat. Han gik hen og satte sig ved et træ, han kiggede op på himlen og sukkede let. Det var så stille, indtil han hørte en stemme. Han kiggede op og så på hende, så det var sådan hun så ud... Han smilede stille, skulle han lade som om han ikk havde opdaget hendes spionage på ham kort inden hun trådte frem. Han kiggede på hende, "Altså jeg får tiden til at gå, men skal jeg ikk mere spørge den unge dame hvad hun laver på en kirkegård helt alene? Det er jo ikk ligefrem det sikreste sted at stå alene." smilede han. Han kiggede på hendes røde øjne, hans gule øje gav et koldt skær fra sig.

Amy smilte legende for sig selv, idet han opdagede hende. Han havde nok duftet hende for længst, hvis han var en varulv. Og så var der jo ikke nær så meget sjov i det, men på den anden side måtte han da gerne vide hvad hun kunne. Hun var jo ikke ude på at myrde ham eller noget. Ikke lige nu i hvert fald. måske hun fik lyst til det senere hen, det var ikke rigtigt til at sige med hendes humør.
Hans ord fik hendes smil til at blive en anelse mere faretruende. “Åh jeg er ikke så let at skræmme.. Og desuden, så mødte jeg jo en stor stærk fyr ikke?” hendes stemme var forførende og flirtende som den oftest var. Det var yderst sjældent at hendes stemme faktisk lød anderledes end det. Måske lå det bare til vampyre med sådan et stemmelejde. For faktisk kunne hun ikke huske at hun nogensinde havde været sådan som engel. Når alt kom til alt.. Kunne hun ikke huske ret meget fra hun havde været engel. I starten havde hun kunnet huske alt, lige fra smerten ved at blive smidt ud af himlen, til kvalmen ved hendes første mord. Men nu var alt tåget. Hun var ligeglad med alt det hun havde gjort og passet på som engel, det var fortid nu.
“Det er sjældent jeg støder på andre her, så det er altid rart at møde nogle.. Også selvom vedkommende er varulv” smilte hun let og gik langsomt tilbage mode den stenlignende kiste hun før havde siddet på. Idet hun lod sig selv sætte sig på den igen, kunne hun mærke fugten fra mosset under sine fingre. Mon han kendte nogle der lå begravet her? Siden han kom her. Måske kendte han den der lå der hvor hun sad? Det kunne egentlig være lidt mærkeligt hvis han gjorde det. Men mon ikke at han så også ville blive vred på hende.
Fingrene gled kort henover den kolde sten. Mange af gravene var gamle, men nogle af dem var også nye,. Hun havde oplevet en del begravelser her, i starten havde hun sørget for der ikke skete de sørgende noget ondt. Nu var hun det onde de kunne komme ud for. Lidt ironisk egentlig. Hun var blevet det, hun engang hadede så meget. Og der var ingenting hun kunne gøre ved det. Men det var ti gange sjovere at være ond, end det var at være god. I hvert fald når man før havde været engel. Alle de regler man skulle huske.

Han gik som om intet var hent, han var ikk god til at mærke på aura som nogle varulve var pga deres dyre instinkt. Han trak stille på skuldrene, det virkede lidt til at denne kat var ude på lidt morskab, men igen var han ikk god til at læse sådan på aura. Han var bedre til at læse øjne og kropssprog. Men han var ikk helt sikker på om han kunne læse på en kats kropssprog. Medmindre de hvæste, så havde han da en idé.
Han kiggede op på hende, hun stod og tænkte lidt over hvad han havde sagt. Han kom med et let grin da hun snakkede om en stor stærk fyr. Han kiggede tilbage og derefter op på hende igen, "jeg ser ham ikk..." smilede han let. Han var en lettere muskuløs person, men han var ikk denne med sixpack og arme på størrelse med monstertrucks. Han pegede på jorden, "Du må gerne sætte dig ved siden af hvis det er." sagde han blidt. Han var en smule overrasket over hendes tankegang, en tidligere engel? Hvad mon der var sket med hende? Han trak på skuldrene ved tanken, måske en falden engel der blev bidt af en vampyr. Han kom med et lille grin ved tanken, den vampyr gjorde det nok kun for at være trodsig. Det var sjældent man bed andre væsner for at give dem den forvandling.
Han blev atter overrasket, da hun sagde han var varulv. Hun havde vist en skærpet lugtesans. Han smilede stille, "Skal jeg så sige i lige måde, selvom du er vampyr?" Han kiggede afslappet på hende. Han blev en smule forbavset da hun valgte siddested på en gravsten. Han rejste sig op og tog fat i hendes håndled. Han rev hende væk fra den og fik hende sat ved træet. "Du sætter dig ikk på andres gravsted!" snerrede han. Han kendte ikk personen, men han havde en vis vrede overfor folk der var respektløse mod de døde. Især det sted de lå begravet. Han var lidt underlig af en varulv at være, han havde en usædvanlig holdning til ting. Han tog en hånd til sin tinding og bed sig i læben, han tog sig en dyb indånding og prøvede at falde til ro, da han ikk ville snakke strengt til hende. Han aede hende opgivende på hovedet, "Undskyld, men jeg kan ikk tage når man er respektløs overfor de døde, da de har levet lige så meget som man selv har..." forklarede han.

Amy smilte roligt for sig selv, i det han påpegede at han ikke kunne se den førhen omtalte store stærke fyr. “Årh hold op.. Du kan med garanti godt passe på en forsvarsløs dame som mig” svarede hun legende, og lod langsomt hånden hvile mod det træ de stod ved. Hun grinte kort, inden hun rystede på hovedet. Ja okay, det var måske meget løgn at hun var forsvarsløs, men hvorfor ikke gøre lidt sjov med ham. Det kunne jo ikke skade.
“Sandt sandt… jeg er vampyr. Jeg er helt forbavset over du ikke prøver at æde mig” svarede hun drillende, og lod hovedet glide en anelse på skrå. Hun havde ikke mødt en varulv før, kun duftet dem. Men hun havde altid fået af vide, at varulve og vampyre ikke kunne udstå hinanden. Lige nu kunne hun dog ikke se det store problem i ham, han gjorde hende jo ikke noget. Også havde hun heller ingen grund til at gøre ham noget.
Efter at have sat sig på gravstenen, så hun kort rundt. Det vil sige, lige indtil han brutalt rev hende væk fra den, hvilket i ren reaktion resulterede i hun langede ham en flad. der gik lidt inden hun fik sig selv under kontrol. “Undskyld” mumlede hun med et svagt skuldertræk, og så på de 4 rifter hun havde fået lavet på hans kind. Hun bed sig kort i læben. Der var nok stadig en rest af engel tilbage i hende, i hvert fald havde hun det lidt skidt med at have revet ham. Hun lod den spinkle blege hånd glide gennem det ildrøde hår, inden hun så mod lågen indtil kirkegården.
Da han selv begyndte at undskylde og forklare sin lidt pludselige reaktion, så hun længe på ham. “Hm… jeg deler desværre ikke dit synspunkt. Det er nok efter jeg er blevet hvad jeg er,” hun trak kort på skuldrene igen. Det var ikke for at være respektløs, men for hende var de døde så hvorfor tage sig af deres mening. Det kunne også være fordi hun var blevet forvandlet på den måde hun var,. “Og lige den gravsten, har jeg tænkt mig at sidde på, hver eneste dag, indtil jeg en gang falder død om. Det fortjener han. Eller det vil sige.. Han fortjener ikke en gang at have fået sådan et sted” sagde hun eftertænksomt.
Dog valgte hun at blive siddende sammen med ham. Hun burde nok prøve at gå hjem og få lidt søvn. Også alligevel ikke, hun kunne ikke rigtigt sove for tiden. “Nårh men… må jeg bede den herre om hans navn?” spurgte hun smilende og så ham i øjnene.

Han kiggede på hende, han smilede let og trak på skuldrene. "Altså jeg vil ikk kalde dig forsvarsløs, men ja jeg kan nok godt passe på dig." smilede han let. Han forstod ikk hendes tone, den var ikk fornærmende eller træls, men der var noget over den som gjorde ham meget i tvivl om hvad det var hun ville. Hun lød ikk til at være ude på kamp, eller på at drille ham, men hendes tone sagde ham bare noget han ikk kunne sætte finger på.
Han kiggede forbavset på hende, æde? Han satte hovedet lidt på skrå, "hvorfor i alverden skulle jeg æde dig? Har aldrig hørt om en varulv der har spist en vampyr." sagde han undrende. Han havde hørt om vampyrer der åd varulve, men det var fordi de drak deres blod og det var deres mad. Han trak på skuldrene ved tanken, måske var hun vant til at varulve var efter hende, eller også troede hun for meget på rygtet om varulve og vampyrer.
Han fik sig en stor overraskelse efter at prøve og fjerne hende fra stenen hurtigt, det endte i at han fik sig et sår på kinden. I starten var det almindeligt, men det begyndte at blive rødt i de 4 rifter og han begyndte at bløde fra dem. Han sukkede stille da hun rev ham, han havde lukket øjet der var ved kinden, da det gjorde ondt. "Jeg vil ikk rigtig sige det er ok, fordi det var ikk rigtig nødvendigt at skade mig bare fordi jeg fjerner dig." sagde han opgivende. Han tænkte lidt, han burde vel få det vasket væk. Han kiggede omkring, intet vand. Han kiggede på hende og trak på skuldrene, "Hver sin mening, bare ikk gør det igen når jeg er her. Kan ikk tage sådan noget." sagde han opgivende. Han kiggede stille på hende, det var en mærkelig reaktion hun havde fået, var det af frygt eller i forsvar? Han kiggede stille på hende, "Hvad har han da gjort?" spurgte han undrende. Han kløede sig i nakken og tørrede lidt blod væk fra sin kæbe, den nederste rift var tæt på kæben, så der var lidt blod der gled der. "Manda." svarede han. "Dig?"

“Se… jeg sagde jo du var stærk ikke?” smilte hun drilsk og strakte sig en anelse, hun trak benene op til sig. Lod kort de røde øjne hvile mod ham med et tænkende blik på blodet der løb ned af hans kind. Det var først idet hun begyndte at læne sig hen mod ham, at hun fik stoppet sig selv. Hun rystede lidt på hovedet af sig selv, og rykkede sig tilbage. Måske skulle hun se at finde sig noget mad. Inden han blev hendes næste måltid.
Let lod hun armene hvile om sine ben, og trak lidt på skuldrene. “Jeg ved ikke så meget om alle racer.. Varulve især ved jeg ikke så meget om..” sagde hun smilende, og bed sig ganske kort i læben. Hun sukkede for sig selv, og strakte sig, inden hun langsomt rejste sig igen.
“Det var ikke med vilje okay? Bare fordi jeg er vampyr, betyder det ikke at jeg skader folk altid.. Det er bare en reaktion” svarede hun på at han sagde det ikke var okay. Det var sjovt som folk altid troede at vampyre bare ville skade andre. Sandt nok kunne hun godt li at se blod. Det var jo ikke ligefrem nogen hemmelighed, hun elskede blod. Og hun elskede vel egentlig også at skade folk nogle gange.. Så måske var det alligevel ikke en så dårlig antagelse.
Hun gik en smule mere væk fra ham, for at kunne undgå en smule af den intense blod lugt der strømmede fra hans sår. “I starten var han den perfekte gentlemen.. Jeg vidste godt at han var vampyr, og alene det at vi så hinanden og var forlovet, måtte holdes hemmeligt, fordi at jeg var engel. Men en dag ændrede han sig.. Jeg ved ikke hvad der skete, eller hvorfor han gjorde det, men i hvert fald resulterede et skænderi, i at han forvandlede mig, jeg fik klippet mine vinger, og blev dermed smidt ud fra himlen,” sagde hun let, og trak på skuldrene. “Det fortrød han senere hen, da jeg slog ham ihjel” fortsatte hun med et drilsk smil og så om på ham.
“Amy.. Jeg hedder Amy” sagde hun smilende.

Han grinede let og nikkede stille, "Selvfølgelig, men jeg ved ikk ligefrem om jeg er stærkere end dig..." svarede han og lænede sig en smule tilbage. Han ville ikk bruge det som udfordring, men han kendte hende ikk, så det var svært at sige hvor stærk hun var. Han kiggede undrende på hende da hun begyndte at læne sig mod ham, han rynkede brynene og blev stille siddende. Hun var vist sulten efter blod, siden hun af så lidt lugt af blod kunne finde på at læne sig mod ham. En varulv.
Han kiggede på hende og smilede let, han aede hende blidt på hovedet. "En ting jeg ihvertfald kan forsikre dig om, er at varulve spiser ikk vampyrer, det har de aldrig gjort. Og tror kun det er sindforvirrede varulve der kan få sig selv til det." svarede han hende. Han tænkte stille, en vampyr der ikk kendte så meget til dem der skal forestille at være naturlige fjender. Han smilede stille ved tanken.
Han kiggede stille på hende, han sukkede let. "Det er ikk en slags fordom jeg har mod dig som vampyr, det er bare ikk rigtig noget jeg bryder mig om. Altså man gider vel ikk ligefrem blive kradset i ansigtet og bløde?" sagde han opgivende og kiggede stille på hende. Han kiggede undrende på hende og satte hovedet på skrå, han gik hånden under hendes hage og fik hende til at kigge. Han smilede opmuntrende, "Hør... Det er ikk fordi jeg er sur, men det er jo ikk okay, uanset hvem eller hvad der gør det." smilede han. Han kiggede stille da hun gik lidt tilbage, han lyttede til hvad hun sagde. Han grinede let, "Sådan er mange vampyrer, ihvertfald hankøn..." sagde han og kløede hovedet. Han kiggede på hende og smilede opmuntrende. Han aede hendes kind stille, "Du ved godt du kan opgive forbandelsen?" spurgte han og satte hovedet på skrå. Han ville ikk træde i det, ved at snakke om at hun mistede sine vinger. Han smilede let til hende, "Hyggeligt at møde dig Amy..." svarede han.

Amy smilte ganske kort til ham, “Da jeg blev forvandlet, var min eneste tanke at få så meget blod som muligt hele tiden, derfor har jeg til tider stadig svært ved at koncentrere mig hvis der er blod i nærheden” forklarede hun, efter hans noget forvirrede udtryk da hun nærmede sig ham.
Et svagt grin undslap hendes læber, idet han klappede hende på hovedet. “Jeg har ikke taget mig tiden til at finde ud af hvad der er en vampyrs naturlige fjender.. For mig er fjender, nogle der er onde ved mig, og ikke fordi de står i en eller anden bog.. Eller bliver beskrevet som onde” sagde hun tænkende, og så smilende på ham. Hvis folk ikke gjorde hende noget, hvorfor så frygte dem? Hvorfor frygte ham bare fordi nogle havde sagt at vampyre og varulve er naturlige fjender?. Han gjorde jo ikke hende noget.
“Åh det skal du ikke tænke på.. Det er rent forsvar, det sker bare når nogle uventet tager fat i mig. Jeg ved godt det er forkert, og jeg forventer ikke at folk skal tilgive mig, “ sagde hun let og så på ham. Hun gabte en anelse og strakte sig. Det var jo nok forkert at angribe folk, bare fordi folk tog fat i hende. Men sådan var hun bare, ligeså sød og forførende som hun kunne være, ligeså ondskabsfuld og blodtørstig kunne hun være.
Amy så på ham da han sagde hun kunne opgive forbandelsen, “Opgive den? Den er det bedste der er sket mig, jeg tvivler på vor herre havde regnet med at jeg ville blive som jeg er, fordi han klippede mine vinger, uden den mindste forståelse” sagde hun smilende, og rejste sig op. Hun var for det meste ligeglad med hvem hun myrdede, og tit gjorde hun det bare for sjov. “Også hyggeligt at møde dig Manda” sagde hun let.

Han grinede let og nikkede, "Det tror jeg på, siden du er vampyr..." smilede han og sukkede let. 'Og jeg kender følelsen...' tænkte han at han skulle svare. Han kløede sig i nakken, en ting han havde fundet ud af om sig selv for nyligt. Han kiggede på hende, "Men hvis det er, så bare spørg, har prøvet at blive bidt af vampyrer masser af gange." sagde han roligt og strakte sig.
Han kiggede stille på hende, han satte hovedet på skrå. Det var noget mærkeligt noget at sige, men så igen, det var fornuftigt. Han smilede bredt, "Det er nemlig sådan det hænger sammen, men jeg tror at grunden til at vi er naturlige fjender, er fordi vi ligner hinanden så meget med racen..." smilede han let og tænkte over det. Begge var blodtørstige, vilde væsner. De kunne dræbe for sjov, såvel som for overlevelse. Deres racer lignede hinanden så meget, at det måske var derfor de ikk ville være venner, fordi de ikk kunne acceptere deres ligheder med deres forskelle på form.
Han trak på skuldrene, "Det ved jeg godt, nogle gange reagere jeg også sådan, det er refleks..." svarede han og klappede hende på hovedet. Han tænkte ikk over det som noget utilgivelig, men selvfølgelig skulle hun ikk tro at hun bare kunne gøre det igen og han bare ville sige det var ok. Han kom til at gabe efter hende, det smittede af på ham, og det var også sent om natten i sig selv.
Han kiggede overrasket på hende, i forhold til hvordan hun fik det til at lyde lige før, så lød hun stolt over det nu. Han kom til at grine lidt over den måde hun sagde det på, "Fair nok, det måtte være en overraskelse..." mumlede han let og kløede sig på nakken. Han kiggede op på hende og satte hovedet på skrå, han smilede let. "Du har en interessant historie, forbudt kærlighed, mistet din race og blev bidt af den du elskede..." han strakte sig. "Ved ikk om jeg har ondt af dig, eller hvad jeg har." forklarede han.

“Åh nej det skal du ikke tænke på.. Jeg har faktisk spist for ikke så længe siden, tror bare det er en vane” sagde hun tænkende og så smilende på ham. Hun lod blikket hvile tænkende på ham. “Det vel lidt det samme for dig? Du spiser vel bare hele mennesket eller hvad?” spurgte hun og strøg nogle røde hår, om bag sit ene øre. Det gjorde hende ikke noget at han var lidt anderledes, det var rart at han tilbød at hjælpe, men der var ingen grund til at bide ham, når nu hun ikke var sulten.
Da han begyndte at snakke igen, smilte hun for sig selv. “Jaa.. Det kunne sagtens være at det havde noget med det at gøre” svarede hun langsomt. Det lød jo egentlig meget logisk, at de var naturlige fjender, fordi de lignede hinanden så meget, og dermed sagtens kunne blive uvenner. Det kunne i hendes hoved, godt lyde som om at det var netop grunden til, at de to racer ikke kunne finde ud af at fungere som venner.
“Det ligger nok bare i vores natur, at reagere på sådan en måde” sagde hun smilende, og så frem for sig. Blikket gled langsomt op mod himlen, det var stadig en dejlig aften, lidt kølig dog.
“Du skal ikke have ondt af mig.. Min forvandling er det bedste der er sket for mig, men derfor betyder det ikke, at det han gjorde mod mig var retfærdigt. Jeg hader ham for det” sagde hun smilende. Og så tilbage på ham. Det kunne godt være det lød meget mærkeligt, men hun kunne ikke rigtigt forklare det. Hun elskede at være vampyr, men at det hele tiden havde været hans plan at forvandle hende, bare af den simple grund, at hun var en engel. Det gjorde hende virkelig vred,.

Han kiggede stille på hende, han nikkede stille og lagde hånden tæt på sin kind. Han havde sådan lyst til at klø det. Han lod som om han kløede det på afstand og sukkede stille. Han kiggede undrende på hende, "Hvorfor tror du at varulve spiser folk?" spurgte han opgivende. Han rystede på hovedet, "Jeg spiser ikk mennesker eller væsner, jeg spiser dyr som mange andre." sagde han og kiggede træls på hende. "Selvom vi har størrelsen til at kunne gøre det, betyder det altså ikk vi gør det..." Hun havde nogle mærkelig idéer om varulve, han ville næsten sige at hun kunne spørge, istedet for at konstatere hvad en varulv foretog sig.
Han kiggede på hende og trak på skuldrene, der var nok aldrig svar på om det var sådan verdenen mellem dem hang sammen, men det var vel en mulighed? Han sukkede stille ved tanken, en måde han selv var på engang, at hade vampyrer så meget at han jagtede dem for at myrde dem. Eller... Black gjorde ihvertfald, men han var vel egentlig selv med til det da han ikk prøvede at stoppe det dengang.
Han kiggede undrende på hende, han nikkede let da hun begyndte at rose sin forvandling. "Det giver sådan set ikk helt mening, du er glad for forvandlingen, men ikk at det skete alligevel?" sagde han undrende. Det var faktisk det hun sagde, at hun var glad for sin forvandling, men ikk den måde det skete på. Han trak på skuldrene, heldigvis var det mere simpelt for ham. Han kiggede stille på hende, han observerede hende. Hun så ud til at give et smil, men at der var bagtanker som ikk var hendes smil værd.