A stranger from the street

Sted: Hjemme ved Ichi og Yuu.
Tid: Middags tid.
Omgivelser: Yuu, Ichi og møblerne.
Vejr: Blæsende, overskyet og kunne se ud til at der kom til at regne.

Der var stille. Over det hele, i hele lejligheden. Det var søndag og hen af mod middags tid. Yuu sad i sofaen, og var i gang med at læse en bog. Fordi det var søndag, var Yuu ikke på arbejde. De havde lukket om søndagen. Egentlig var det meget behageligt. Så havde man i hvert fald en dag hvor man kunne være hjemme og slappe af. Og det var også hvad Yuu gjorde. Han havde sat og læst i godt og vel en time. Han var stadig ret sur på sig selv over hvad der skete med Ichi. Han skulle ha været der, sikret sig at der ikke kom nogen hen til Ichi. Men han var der ikke, og han havde fejlet.. Han vidste selvfølgelig godt, at der ikke var noget at gøre ved det nu. Og Ichi virkede heller ikke til at være mege sur, eller vred over det var sket, så det var nok fint nok.
Med et blev stilheden afbrudt af en knurren, og Yuu lagde bogen fra sig. Han så lidt ned på sin maven med en let brummen. Han var da vidst blevet lidt sulten! Kort efter rejste han sig og så på klokken. 12.42. Det var tid til at lave frokost. Og til at Ichi tog sine piller. Stille rejste han sig " Ichi? Du skal ha dine piller nu. " Sagde han roligt, inden han gik ud i køkkenet og fandt vand, piller og resten af den banan Ichi ikke fik spist sidste gang. Han skar det yderste af, så kunne den sagtens spises. Og de skulle jo også spise lige om lidt.
Mens han ventede på Ichi kom, begyndte han at finde det de skulle bruge. Brød og pålæg. Hna tænkte lidt. Hmm.. SKulle da ha 'lidt godt' til maden i dag? Det bestemte han sig for at han skulle, og fandt noget torskerogn. Så kunne de få varm torskerogn til deres frokost.

Ichi havde brugt det meste af sin dag inde ved malerierne. I sit atelier. Han følte sig stadigvæk en smule forvirret over det, der var sket for et par dage siden. For at få lidt mere styr på det, havde han malet nogle malerier. Omkring 3. Ichi sukkede lavt, lagde penslen fra sig og kørte en hånd hen over sit ansigt. Ret uventet tænkte han pludselig på sin familie. Han savnede dem. Mor, far og deres hund. Sidste gang han havde besøgt sine forældre, var han faldet i søvn sammen med hunden, imens han så fjernsyn. Heldigvis var sofaen meget komfortabel, så han havde ligget fint.
Måske kunne han lokke Yuu til at tage med ham? Ichi havde ikke lyst til at tage af sted alene. Men hvis Yuu ikke ville med, kunne han nok altid få sine forældre til at hente ham. Han kendte dem godt nok til at vide, at det ikke ville være noget problem for dem. De ville nok tilbyde det under alle omstændigheder. Om Yuu så kom med eller ej.
Ichi strøg det brune hår væk fra ansigtet, så det var muligt for ham, at se noget igen. Hans hår havde ret meget fylde, hvilket kunne få det til at sidde meget underligt.
Han samlede penslen op og gav sig til at male videre på den kvinde, han var ved at male. Indtil videre gik det meget godt med hende. Hun så ud, præcis ligesom han havde tænkt sig. Lige netop det her maleri havde ikke den store betydning. Det var noget fra en af hans drømme, som han nu prøvede at bringe til live. Han ville gerne have, at Yuu så det.
Ichi var næsten færdig, da han hørte Yuu kalde. Han lagde penslen fra sig, men skyllede den først. Ellers ville den være ødelagt. Han hoppede ned fra stolen og gik ud i køkkenet, hvor han regnede med, Yuu ventede. Ganske rigtigt. Det gjorde han. ”Yuu”, sagde han glad og sendte et smil, der passede til tonen. ”Er der frokost nu?”, spurgte han og satte sig på en af barstolene. Hans blik søgte hen imod et af vinduerne. Det så ud til, at det snart ville begynde at regne.
Imens han ventede på et svar, slugte han pillerne og drak lidt af vandet. Så vendte han opmærksomheden imod bananen og gav sig til at spise den, imens han holdt sit blik på Yuu, for at se, hvad han lavede.
Som sædvanlig havde Ichi maling i ansigtet. Denne gang i panden. En lyserød klat. Det var nemlig den farve, han havde brugt til kvinden.

Hovedt var rettet mod himlen, med de grå skyer, det var ikke ligefrem det bedste vejr og fare vild i den store by Terre.
Et lettere suk slippede på læberne fra denne unge mand, ved navn Ciel, håret var mørkebrunt og lettere sat, hans tøj var ganske nemt en mørkeblå cowboy west som var åben til hans bare overkrop, hans bukser var sorte jeans som var lettere lyse, et par mørkeblå convers var på hans fødder.
Smøgen i mundvigen for at den ikke faldt ud af hans mund, han gik der på gaden og vidste ikke rigtig hvad han ellers skulle gøre andet end finde nogle som kunne hjælpe ham på vej, men der var ikke rigtig nogle som ville hjælpe ham med det.
Ciel tænkte lettere inde i sig selv disse små onde tanker, selvom det var længe siden han havde tænkt det *Hvorfor skal folk egentlig være så ondsindet, de burde da havde hjerte nok til at hjælpe en der er faret vild her i gaden* Man skulle tro at Ciel var flink, men sommetider kom vrede frem på ham, selvom han vidste mange engle ikke kunne holde menneskerne ud, da nogle af de mennesker var så forfærdelige.
Han tog et lettere stor hiv af sin smøg, og pustede lettere ud, som var det kommt ind i hans krop, og så kun at røgen røg ud igen, og ikke alt det andet, som var det inde i ham stadig. Nikotinen kom ud i blodet på ham, selvom man skulle tro at engle ikke var afhængige af smøger var de, men kun nogle af englene.
Ciel besluttede sig for at dreje ned af en side gade, og længere hen af den gade, så han at nogle havde et vindue åbent, og da tænkte han nok det ville være nemmest bare og gå ind i et hus og spørge om vej, men nogle flippede sommetider ud når han kom der med et puf. Men hey de tænker sikkert hvordan er han kommet ind?
Ciel smilede et sødt smil på læbn, af tanken og besluttede sig for at gøre det, blot for at gøre det lidt sjovt, men han ventede dog til at der ingen mennesker va, og det var lidt svært da der vrimlede med folk ret mange steder, men de ville fade ud på et tidspunkt.
Ciel stillede sig ind af væggen og fik taget de få hiv der nu var tilbage af smøgen, hvor folk gik forbi og så på ham, som var han en model, men det var vel sådan at det var for en engel, folk kunne vel bare lide deres udseende. Ciel så op og han håbede på at et vindue ville blive åbent, eller om der overhovedt var nogle, men han havde vidste ikke rigtig tålmodighed, da han så skyerne komme tætter på Terre, som var godt mørke, mere end dem han så før, vidste han at det ville ende med at det ville regne, så han måtte vel se og finde sin vej hjem, selvom han elskede og gå i regnen, blev han nød til at finde hjem, og finde en der kunne vise vej, eller bare fortælle noget af vejen.
Et lettere lavt suk undslap hans læber.