Jagtet igen

Hvad hun lavede i skoven havde hun ikke nogen anelse om selv, eller jo på en måde havde hun. Hun var blevet jagtet hele aftenen og nu var hun endt her ude i skoven. Hendes påklædning var ikke ligefrem det mest praktiske at have på ude i en skov og slet ikke om natten. Hendes åndedræt var meget dybt og man kunne høre på hende at hun havde løbet længe for at komme væk og det så ud til, at det endelig var lykkedes for hende. Lyden af en gren der knækkede kunne høres på miles omkreds, hvilket fik hende til at stoppe op og se sig omkring. Der var intet at se omkring hende udover en masse træer.

" Orianna? Hvor er du? Kom frit frem min kære?" lød en stemme i det fjerne. Stemmen kom fra en mand, eller nærmere to mænd som gik i skoven og ledte efter hende. Hun sukkede kort og så sig over skulderen " Orianna, hvor er det godt vi fandt dig" sagde den ene og begyndte stille at gå over mod hende. Langsomt vendte hun sig om mod mændene med et kort smil " Mine herre.. Hvor er det dejligt at se jer her ude" sagde hun og grinte hånligt.

Den ene mand stod nu foran hende, men hun var ligeglad "Var i ikke kommet for at jage mig ud af Terre?" sagde hun kort og sukkede "I er godt klar over i ikke kan.. I er sølle mennesker.. Jeg har kræfter i mig som kun i kan drømme om" hendes stemme var hånlig og det blev ikke bedre af at de stod og irriterede hende, da det bare gjorde det hele værre.

Baalichi var gået ud i skoven, da hans jobs var blevet færre og enklere. Desværre var hans adgang til kirkegårdene blevet svært bevogtede, pga. politiet ikke ville have at "ligene blev stjålet". Kæft de skide regelkneppere gik ham på. Virkeligt på. Cigaretten hang slapt ned i hans mundvig, og hans halvslidte jeans og frakke var relativt snavsede. Han skulle helst falde i med omgivelserne, så mulige ovefaldsmænd ikke ville se ham før han var et godt stykke væk.

En pludselig lyd af en gren der knækkede fik ham til at fare sammen og gemme sig. Da han kiggede, så han en kvinde, der lignede en engel. Og dog. Hun virkede mørkere end de engle, Baal kendte til. Hun var sikkert falden. Men hun blev forfulgt, hvilket han kunne høre på samtalen mellem hende og mændene. Godt han havde sin kniv og pistol på sig. Han kunne ikke lade være med at træde ud fra sit gemmested og sige højt til mændene: "Undskyld mig. Hvad sker der her?"

Lyden af en tredje mands stemme, fik hende til at synke en klump som hun havde i sin hals. Hun ville gerne indrømme, at hun havde allermest lyst til at ligge sig og falde død om, man da hun hørte den tredje mands ord lysnede det kort for hende. Denne fremmede var ikke en af dem som var efter hende? Sikke en forandring. Hendes blik faldt på denne fremmede der var ankommet og hendes mundviger fortrak i et kort smil "Hvad der sker? Ork der sker intet" sagde hun kort og skubbede manden foran hende væk.

Manden faldt ned mod jorden og lå kort stille inden han igen rejste sig op og farrede over mod hende, men med en hurtig bevægelse til siden kom han forbi hende, uden at ramme "Ja i mennesker er godt nok dumme" sagde hun og grinte hånligt af dem. Hun begyndte at gå over mod den anden mand som bare stod og så hende i øjnene uden så meget som at bevæge sig "Har du ikke lært at du ikke må se en falden engel i øjnene?" sagde hun og fnøs kort "Kan du mærke hvordan smerten breder sig fra dine øjne og ned mod dit bryst? Hvordan det langsomt begynder at fortærre dit hjerte og du til sidst ligger på jorden og vrider dig i smerte?" hun gik helt op til manden og lod en hånd hvile på hans skulder inden hun gik bag omkring ham. Manden faldt til jorden og ganske rigtigt som hun lige havde sagt begyndte han at vride sig i smerte.

"Så mangler vi kun en" sagde hun med et smil på læberne og så i retningen af manden som nu var på vej mod hende "Lige om lidt vil du sikkert undre dig over hvad det er der brænder sådan, hvorfor du få en pludselig smerte at du bliver nødt til at komme af med den på en måde... Men du ved ikke hvordan" hendes stemme var hård og hviskende som en slange der hvislede.

Baalichi tog en smøg op af jakkelommen, satte den i munden og fik sat ild til den, mens han holdte øjnene rettet mod kvinden, der åbenbart havde et par problemer med de to fyre. Men hun så ud til at kunne klare det helt fint uden hans hjælp.

Skovens ro fyldtes snart med den stående fyrs smertensskrig og Baal kunne ikke lade være med at nyde det. Baal gik hen til hende. Har du brug for lidt hjælp med at få den sidste ned? Han kunne overhovedet ikke lade være med at smile, selvom han vidste, at han så dum ud. Derudover havde han ikke lagt mærke til, at hans smøg var gået ud. Hurtigt opdagede han det, og han tændte den igen og kiggede afventende på elveren, mens han ikke kunne undertrykke det smørrede smil.