Vi ses nok igen

Sted: ved søen
Tid: eftermiddag
Dato: 13/6
Vejr: lunt
Omgivelser: træer, søen osv.

Ino no Taisho kom gående ud mellem træerne.
Han havde sit sædvanlige hvide tøj på, hvide posede bukser, hvid trøje som blev holdt på plads af et bælte om maven.
Bare tæer og hans lange hvide hår var samlet i en heste hale.
Han gik helt ned til søens kant og stod og kiggede ud over den, mens en lun brise legede blidt med hans hår.
Ovre på den anden side af søen var der mose og alt mulig andet, men her ovre var der græs, træer med blade og ingen mose.
Han så sig lidt omkring, men var tilsyneladne alene.

Asma gik i sit stille sind. Hun så ikke rigtig hvor hun gik, for hun sad i sine egne tanker.
Mon hun vil møde nogen? Eller skulle hun bare være alene endnu en dag?
Dagen var dejlig, synes hun. Den mindede om, de korte dage af hendes menneske-liv.
Asma smilte kort for sig selv, og sukkede dybt. Dog forblev hendes blik satdig rettet på hendes fødder.

Han hørte hende, længe før han så hende.
Han gik ind mellem nogle træer og kravlede op i et med mange blade så han næsten ikke kunne ses.
Han var efterhånden blev jagtet så meget på det sidste og han gad for an gangs skyld ikke slås lige nu...Men man kunne aldrig vide hvem der kom, derfor sad han bare og ventede på at se hvem det var.

Asma hørte noget rasle. Ikke så højt, men alligevel kunne man høre det.
Hun så sig om. Tænk hvis det er en der lå på lur? Hun havde trods alt ikke prøvet at blive jagtet endnu, men hvem ved, at det ikke er hendes første gang?
"Some one?" sagde Asma, med sin lille sødme stemme. Hun var ikke bange, men nervøs..

Stemmen lød ikke skræmmende, men man kunne aldrig vide.
Han sad helt stille og sagde ikke en lyd, lyttede bare anspændt.
Han var klar til at forvandle sig, vis det blev nødvendigt, men lige nu blev han alligevel i tvivl.
Selv om det kunne være en fælde lød person nervøs og ikke bange....Normalt lød en lokke-person bange, bange for hvad der kunne ske....han så ned mellem bladene for at se om personen, nok af hun køn, kom frem.

"Hmmm" sagde Asma stille, og gik stille frem. Hun vidste selvfølgelig ikke hvem det var, men alligevel kunne man ikke være sikker.
Hvad nu hvis det bare var noget hun bildte sig ind? Det var hun jo så vandt til efterhånden.
Så hvorfor ikke?

Efter hånden kom hun tilsyne.
Han snusede stille ind...Hm, kun en havde lugtet sådan før og det var en engel.
Men hvilken slags engel? han så lidt på hende.
Så hoppede han ned og lænede sig op af træet, vis hun ville kunne hun se ham nu.
Han så hårdt på hende, som han plejede for at se folk reagsion, for at se om de ville udfordre ham eller ej.

Asma så en dreng ved et træ. Ikke just et venligt blik, men sådan var de fleste jo?
"Øhm, goddag" sagde Asma lidt stille. Det var en dæmon, hun elskede dæmoner, sådan var hun, og hun kunne kende en med et!
Hun lød nervøs, tænk hvis han angreb?

//dreng? Stor fornærmelse, Asma, er en mand, lidt gammel endda...//

Han så lidt på hende.
Han ville ikke angribe, for hun lignede ikke selv en der ville angribe, faktisk lignede hun mere en er var, hvad kaldte man det, begejstret?
"Hvem er du?" spurgte han, men blev stående hvor han var.

//Tst...jeg kalder alle drenge :P//

Asma så på MANDEN og løftede sin hånd for at hilse.
"Er det ikke meningen at en mand skal hilse først?" spurgte Asma og lag sin hovede i en kattestilling.
"Nuvel, mit navn er Asma" sagde hun et kort tid efter, hvor manden bare så på hende.
Hun havde stadig sit smil på.

//hehe....//

Han rettede sig helt op og kom hen imod hende, stoppede dog inden han nåede helt hen til hende.
"Ino no Taisho" svarede han
"Aldrig hørt om noget med at manden hilser først"

Asma rakte sin hånd imod ham og smilte skævt.
"Mit navn er Asma.. Asmamix" sagde hun"og jeg har heller ikke hørt at mænd skulle hilse først, jeg skulle bare drille, du ved"

Han så lidt på hende, men ga hende så hånden og mønstrede et lille smil.
"Jaså" sagde han
"Det har jeg ikke oplevet længe"

Asma rystede hans hånd smilende men trak den til sig efter et stykke tid.
"Når men, det er da hyggeligt at møde dig Tai" sagde Asma og nikkede glad.
Hun forkortede hans navn, for hun kunne hverken udtale den, eller huske den.
en Tai, det kunne hun huske, og lide.

han så lidt på hende, men accepterede det så, at hun kaldte ham Tai.
Det vidste godt nok at hun ikke direkte frygtede ham, men det var der jo heller ingen grund til.
"hvad laver du så her?" spurgte han for at få en samtale igang

Asma pegede bare rundt.
"Når, altså jeg betragtede bare den smukke natur" sagde hun og smilede. sanheden var dog, at hun altid kom her være nat og sad for sig selv mens hun betrag månen hvis den nu var der.
"Hvad med dig Tai? Jeg synses ikke at jeg har set dig før" sagde Asma stille og smilede skævt.

"Jeg er alle mulige steder" sagde han
"Nogen gange her, andre gange andre steder" han så sig lidt omkring
"Jeg håbede at møde noge hernede, hvilket jeg gjorde, bare ikke den jeg ledte efter...." han så på søen

Asma så på Tai. Hvem mon han ledte efter? En speciel?
Mon ikke det gik at spørge? "Når, jeg renget også med at du ikke altid var den samme sted" sagde Asma og bed sig på underlæben. "Hvem var det du ledte efter?" tilføjede hun lidt nysgerrigt.

Han så lidt på hende, men rystede på hoved og så trist ud.
"Det kan være lige meget" han så op på himlen

"Nej, nej" sagde Asma og så på ham."Sig det nu, jeg vil altid hjælpe dig"
Hun så på Tai. Hvad mon han gemte inde i sig? Han minede om så meget lige nu.

Han sendte hende et hårdt blik
"Pas nu på, lille engel" sagde han, skulle han begynde at snakke om noget, der forresten kunne få ham til at lyde svag, til en vildt fremmed?
Aldrig i livet!

Asma så ned. Han havde ret. Hun var alt for hurtigt, hun havde jo lige mødt ham, så hvorfor alt det sødme? Hun kendte ham jo ikke sådan rigtig..eller hvad?'
"Undskyld, men jeg gik vist for langt" sukkede hun halt, og så på Tai.
"Alt for langt"

Han nikkede, hun var gået lidt over stregen.
Han så igen ud over søen, så hvordan himlen blev afspejlet i den.

Asma så bare den modsatte vej. Hvorfor kunne hun ikke tale med Tai?
Hvorfor var han ikke som de andre? Hun kunne ikke komme ham til hjertet, selvom hvor meget hun smilede. Tai manglede noget. Måske en vigtig person? En person som betød meget for ham, en han elskede. "Tai" sagde Asma stille men så ikke på ham. Hun så på et meget høj træ, som om det var noget vidunderligt.

Han så lidt på hende og ubevidst blev han lidt nervøs, over den måde hun var på, opførte sig.
Han havde altid været van til at kæmpe mod andre, så bare at stå og snakke med en engel...Det var ikke ligefrem hverdags kost.
"Ja?"

//er lige væk i et par dage, men svare igen nå jeg er hjemme//