Don't stop this.

T: lige omkring midnat.
O: en masse mennesker.
S: Logement - boligkvarteret.
V: Lunt, stjernerne kigger frem.


Aubreiane havde valgt at tage til en privatfest, i det lokale boligkvarter. Det var et snusket sted, men perfekt til en højrøstet fest. Og højrøstet var den helt sikkert. Selv på lang afstand kunne hun høre den høje musik. Hun glædede sig allerede, tanken om en aften fyldt med alkohol, stoffer og en masse mennesker, var lige noget hun så frem til.
Hun havde en kort sort kjole på, der gik til midten af lårene. Det lange sorte hår var sat op i en høj hestehale med et rødt bånd. Et par røde stiletter prydede hendes fødder, og en jakke i sort læder, stod åben om hende. Let skubbede hun døren op og lod blikket glide en enkelt gang rundt i lokalerne. Sikke en masse mennesker, tænk at alle dem, kunne være på sådan et lille sted som det her. Nogle gange var det lidt fascinerende, hvor godt festglade mennesker havde det med hinanden. Hurtigt var hun oppe ved baren og få en øl, som hun drak en tår af.
Fingrene rettede kort på det sorte hår, så det ikke skulle glide ud og sidde dumt. Let bed hun sig i læben, og strakte sig. Tog endnu en tår af sin øl, og vendte så ryggen til baren. Lod sig støtte op af den med ryggen, og grinte lidt over nogle gutter, der helt klart var på alt for mange stoffer, og dermed mente de var de bedste dansere i hele verdenen. Da hun tog endnu en tår af øllen, gik det op for hende at hun næsten havde drukket den hele. Et smil hvilede på de rødmalede læber. Da hun havde tømt den, indfandt hun sig ligeledes på dansegulvet, sammen med en masse af de andre folk. Hun var jo ikke kommet bare for at stå ude på sidelinjen, mens alle de andre have det sjovt. Nah.. Hun elskede også at more sig, og især at feste. Det var skønt at slippe tøjlerne på den måde.

Betjent Rider var netop mødt ind på arbejde. Et par timer - for ikke at sige en del timer - senere end han plejede, men det var også en vagt han havde overtaget fra en af sine kollegaer som skulle en tur til Spanien sammen med familien. Betjent O'Miller var en meget familienær herre, der altid var der for sin familie og aldrig meldte afbrud til familie gøremål og en tur med familien til de varme lande var selvfølgelig med i den kategori. Normalt plejede hans makker betjent Eliasson at tage sig af de ærter, men da Eliasson lå der hjemme med heftig høfeber havde Rider tilbudt sin assistance, hvilke var faldet i god jord ved chefen, politimeter Andrews. Nogle troede sikkert at Rider fiskede efter en forfremmelse, men dem der kendte ham godt - hans kollegaer i flere år - vidste at han bare elskede sit arbejde.
Det første han havde gjort, var at sætte sig ved sin computer og tjekke sine mail, hvilke ikke var helt den samme procedure mange af de andre folk på stationen havde. Det hed ofte først og fremmest en kop kaffe fra industrikaffemaskinen der lavede noget sort sjask og efterfølgende en tur hen til computeren for at tjekke mail og også gerne nyhederne inden dagens rapporter skulle skrives. Som dæmon havde Rider aldrig fundet nogle interesse i kaffe - til manges undren - men han havde altid undskyldt med at det ikke var sundt for hans krop, hvilke på den måde hurtig havde givet ham et øgenavn som sundheds guru. Det ville også være en løgn at sige at han ikke havde en ordenligt perfekt - eller næsten perfekt - krop som politimand. Veltrænet, høj og alt det andet. Der ud over var der også et par bonusser, men de lå ikke så meget til udseendet.
Da mail - mest spam - var tjekket igennem, gav han sin computermus et let dask som var det en gammel krække, som havde gjort et godt stykke arbejde. Næsten som havde det været en knap, ringede alarmen, rød og blinkende. Som altid gav det et sæt i Riders hjerte, dog var det sæt aftaget i løbet af årerne og var slet ikke på højde med menneskernes. Praktikanten Miss. Dayland hylede op som var hun blevet stukket af en hvibs.
"Så skal vi på stof tur! Find køterne!" Hylede betjent Morse, en lige så ung betjent som Rider, mens han kom løbende ud fra chefens kontor med sin walkie talkie holdt helt op til munden. "Rider, find din makker og af sted, sammen med Clearwater, Bennis og Babara! Husk selvfølgelig jeres partner. Politimesteren tager også med. AFSTED!" Hylede han.
Rider var kommet op at stå og gik mod udgangen mens han placerede sin kasket på hoved og fik sin pistol og stav på plads. Mest havde han lyst til at vende sig rundt og give den højrøvet idiot til Morse et par slag, men kampen måtte vente til senere. Sammen med sin makker betjent Chester forlod han stationen for at sætte sig ind i politibilen. Han satte sig bag rettet og startede motoren op for kort efter at flyve sammen med en mindre gruppe politibiler igennem byen med højlydte blå blink på taget.

Aubreiane hørte dem komme, før nogle af de andre gjorde. Og det havde netop været grunden til at hun havde taget sin jakke på. Heldigvis for hende, havde hun ikke taget nogle former for stoffer denne aften, men en del af de andre, var ikke helt så heldige. Mange af dem opdagede først de blå blink, præcist sent nok til at de ikke kunne nå at gemme stofferne væk. De fleste små poser også videre, landte på gulvet, i et forsøg (og måske også lidt et håb) på at de ville blive trampet væk.
Idet døren blev sparket op, begyndte den forvirrede masse af folk, at lede efter en ny udgang,. Men vinduerne havde været lukket til i årevis, og bagdøren var holdt fast af et gammelt væltet træ. Da folk begyndte at indse de på ingen måde kunne komme ud derfra, faldt der en smule ro på. Aubreiane blev stående oppe ved baren, med en ny øl i hånden, og betragtede opmærksomt folk. Det var faktisk sjovt at se, hvor meget panik et par blå blink kunne skabe. Hvad der havde startet som en hyggelig festaften/nat, var nu endt ud i en ret så kedelig affære.
Med et suk, og et kort ryst på hovedet, drak hun det sidste af øl nummer to, og stilte den tomme flaske på baren. Langsomt men sikkert begyndte hun at skridte hen mod døren. Måske var hun en anelse for optimistisk, i hvert fald gik det ikke helt som hun havde forventet. Nemlig at hun bare kunne smutte uset ud af døren, og slippe for alt det virak med politiet. Men det kunne hun godt glemme alt om. To betjente greb fat i hver sin arm på hende, og idet den ene holdt hende, ville den anden kropsvisitere hende. For hende at se, var det lidt en oplagt mulighed for at den tydeligt ældre politimand, kunne mærke lidt bedre efter på formerne. Og hun havde ikke i sinde at lade ham gøre det.
Hun mærkede vreden trænge sig på, og vidste godt hvor det ville føre hen. Men forskellen på denne gang, og alle de andre, var at denne gang var det okay med hende. Hun ville ikke stoppe det. Ikke prøve. Det havde nu heller ikke nogen effekt når hun prøvede, så uanset hvad, ville udfaldet blive det samme. Nogen ville komme til skade. “I skal ikke røre mig” hvislede hun advarende og lukkede øjnene. Den velkendte prikken i fingrene nåede frem. Og kort efter var hele hendes krop indesluttede i høje flammer. Politimændene nåede at trække sig væk, dog blev den ene af dem slemt forbrændt på hånden. Aubrei vendte sig roligt om mod dem, og efter et stykke tid, døde flammerne langsomt ud.

Da adressen var kommet frem i lyset gassede Rider op og næsten fløj igennem den halv øde by, hvor de fleste enten sov eller havde trukket sig tilbage til mere private steder, enten fester eller deres egne hjem. Det generede på ingen måde politiet der så problemfrit kunne komme fra stationen til deres destination. Efter højlydt - hvilke sikkert havde vækket et par spædbørn i deres sødeste drøm - at have tordnet igennem villavejende med deres blå sirener og larm, kom gruppen af biler frem. Bilerne blev ikke slukket men holdte i tomgang mens gruppen af politimænd - fire under tredve og en del over - forlod deres biler og fandt udstyret frem.
Da Rider var klart den stærkeste - grundet hans dæmongener som ingen dog kendte til - blev han kaldt hen til døren. Politimester Andrews gik ud fra at folk var fulde nok til ikke at åbne døren og politiet ville erstatte døren hvis det blev nødvendigt. Med et solidt velplaceret spark, fik det sparket døren ind så den slog hårdt mod muren bag ved og endda lavede mærker, noget som ingen bemærkede. Der gik et kvart sekund før de fulde påvirket mennesker - og mulige væsner - begyndte at løbe rundt som idioter - hvilke mange af dem sikkert også var - i et forsøg på at komme ud. Da gemytterne endelig var faldet til ro, blev Rider overrasket - hvad han sjældens ellers blev - over den måde de havde gemt deres stoffer. Han ville næsten begynde at le, hvis det ikke havde været yderst upassende.
Som en scanner løb hans øjne igennem rummet og satte sig fast på en ganske køn finke der stod ved baren. I modsætning til rasten af gæsterne så hun betænkeligt rolig ud, men det hindrede hende ikke i at blive utrolig naiv. "Godt, vi har dem her inde. Vi skal have fat i en vogn til dem der enten er påvirket eller har stoffer på sig." Bjæffede politimesteren. "Så bliver det jo en vogn der kan rumme alle gæsterne, de ser sgu alle stive ud." Mumlede Clearwater, men tog alligevel sin walkie takie op til munden.
"Hov hov unge dame, du skal ingen steder!" Udbrød Andres pludselig, da den bemærkelsesværdige kvinde pludselig syntes at ville hjem i en fart. Babara sprang frem sammen med sin chef og greb fat i kvinden så de kunne få hendes kropsvisiteret. De kunne lige så godt begynde et sted, for de skulle igennem alle gæsterne. Det ville blive en lang og sørgelig aften forudså Rider, der næsten fortrød at have taget vagten. Kvinden der var grebet og holdt tilbage syntes tydeligvis ikke om det, det lyste ud af hendes holdning og ord. Som med et bål der havde fået en god potion sprit, begyndte hun pludselig at gå i flammer, hvilke fik flere af betjentene til at komme med et udbrud.
"Satans kvindemenneske!" Hylede Barbara der havde fået sin hånd afbrændt. En slem stank af brændt kød kunne lugtes i lokalet. Rider rynkede på næsen før han blev kaldt hen til politimesteren. "Tag tøsen med til stationen, men pas på hende, som du ser er hun en fyrig kvinde."
Fyrig var i følge Kyle ikke det rette ord. Mere temperamentsfuld. Han næsten smilede, men undlod det. Hun virkede som en perfekt kvinde, eller nærmere ung kvinde for kvinde virkede hun knap nok til at være blevet. "Javel Sir." Rider tog imod sin ordre - dog uden hunør - og gik hen til den mørkhåret kvinde, der var brændt af. Med et tydelig mærkbar overnaturlig fysisk styrke greb tvang han - nogle brutalt - hendes hænder om på ryggen og lod med hurtig øvet hænder en stribs glide omkring hendes håndled så de blev låst effektivt sammen. "Prøv ikke at komme væk, for det bliver værst for dig selv." Med de ord tvang Rider kvinden ud af døren, over til sin bil, hvor han satte - nærmere skubbede - hende ind på bagsædet og satte sig selv ind foran.
Først satte Rider kursen mod stationen, men da han var væk fra villavejende, drejede han fra og fortsatte ud af byen. Hvis ikke hans passager var tungnem ville hun hurtig finde ud af at turen ikke gik til stationen.

Aubrei grinte roligt for sig selv, idet politimanden, åbenbart den der var højere end alle de andre, bandede af hende. Så havde hun da heldigvis gjort det hun havde haft i tankerne. Hun ville ikke have at de udnyttede hende, så svag var hun ikke. Og det ville hun heller aldrig blive. Hun kunne sagtens bide fra sig, og det gjorde de klogt i at huske. Også selvom hun så risikerede at ryge i fængsel for det. Mon ikke hun alligevel ville ryge ind, så kunne hun ligeså godt bare gøre det.
Aubrei så koldt på manden der kom hen til hende, men noget i hans blik fik hende til at lade ham tage fat i hende. Idet han satte en strips om hendes håndled, så hun roligt frem for sig. “Hvis du vil kropsvisitere mig, lider du samme skæbne som den klamme stodder af en betjent, jeg har ingen våben på mig, og ingen nåle eller nogle stoffer” sagde hun roligt, og kastede det sorte hår om på ryggen. Han virkede ikke menneskelig. Han virkede lidt alla hende. Forsigtigt bed hun sig i læben og trak på skuldrene. På vejen ud, lossede hun til en betjent der sad på knæ, og var ved at samle nogle af de mange stoffer op fra gulvet, så betjenten gled på siden og hev en anelse efter vejret. Hun smilte for sig selv.
Langsomt bed hun sig en anelse i læben, og prøvede kort at vride sine hænder fri, men opgav hurtigt den ide. Måske kunne hun være heldig at smelte plastiken, så hun kunne slippe for at have sine hænder på den måde. “De strammer, er det meningen sådan nogle skal få håndleddene til at bløde? Eller er det kun fordi du er sur?” spurgte hun flabet og fulgte med ham. Af gode grunde gjorde hun ikke nogle former for modstand, men lod ham bare skubbe sig ind på bagsædet af hans bil. Let så hun på ruden, for at se om det var muligt at sparke den ud.
Da han drejede fra, og dermed ikke tilbage til politistationen, holdt hun dog op med at lede efter en udvej. “Hvor skal vi hen?” spurgte hun tøvende, og bed sig kort i læben. Langsomt så hun rundt på gaderne, havde vidst ikke været nede af de her veje før. Eller også havde hun.. Det så meget mere anderledes ud når man kørte i en bil.
Hendes grønne øjne hvilede på hans spejlbillede i bakspejlet. Hun så en anelse tænkende ud, inden hun pillede ved sædet bag sig. Hun smilte en tand, og fik fisket en hårnål ud af sin baglomme, som hun begyndte at sidde og fifle med. Men den var med garanti ikke skarp nok til at skære strippen over, det havde nu ellers været rart.

Med jævne mellemrum flyttede Rider sit blik op mod bakspejlet for at se om til sin fange, som det første stykke tid tydeligvis havde søgt en udvej. De flyvske aldrig stille øjne afslørede hende, ligesom den forundring hun næsten lyste af, da han drejede fra vejen. Spørgsmålet undlod han at svare på. Hun skulle nok finde ud af det. Det havde ikke fremkaldt nogle rigtig reaktion, det gjorde hendes forsøg på brug af hårnål, til at komme fri, derimod. "Det kan godt være man kan lirke låse op med dem, men ikke strips." Det var ikke direkte muligt for Rider at se at hun brugte en hårnål, men han formodede det. Hvad skulle kvinden ellers have på sig?
Efter at have kørt en halv times tid, stoppede de op ved et sortmalet sommerhus. Rider steg ud af bilen og gik med sine lange selvsikre skridt hen for at trække kvinden ud, mens han fiskede en kniv op fra sit bælte. Med lidt magt fik han knivens blad igennem det hårde plastic og løsnede offerets arme. "Hvad laver du med sådan en bunke mennesker?" Lød det første spørgsmål køligt, mens dæmonen gik hen til sin bil for at hente et par nøgler der kunne låse op til sommerhuset. Han trådte ind i entreen og slog alarmen fra, hvorefter han tændte lyset.
Hele sommerhuset havde et tydeligt præg af at ejerne var velhavende, men dog uden at stedet var en skattekiste for røvere og andre småtyve. "Ønsker du noget at drikke?" Spørgsmålet kom imens Rider stod ved køleskabet og kiggede ind, før han med skosnuden skubbede lågen i igen. Hurtigt fandt han skabet der inderholdte husets sprut og et et passende glas til noget vodka. Hvis hans gæst ønskede noget at drikke, ville han skænke det op og tage det med hen til sofaerne hvor Rider slog sig ned.
Da glasset/glassne var placeret på bordet, tog han kasketten af og lænede sig mageligt tilbage med sine lange ben stukket ind under det lave kaffebord.

Aubrei lod de grønne øjne hvile længe på hans i bakspejlet. Han holdt øje med hende, det havde hun hurtigt fundet ud af. Hvad han ikke vidste, var at hun havde en kniv siddende i en sele om låret, kun lige usynlig for det blotte øje. Men med armene på ryggen var det ikke ligefrem det nemmeste at få fat i den. Og så.. Så var der jo også lige nysgerrigheden.. Hun kunne ikke se sig fri for at være noget så nysgerrig, efter at han var drejet væk fra vejen.
“Bare fordi det ikke åbenlyst virker, kan jeg jo godt håbe på det” sagde hun roligt, og lod blikket glide ud mod deres omgivelser mens de kørte. Langsomt bed hun sig i læben, og hvilede øjnene på sommerhuset. Det måtte vel være hans, når nu han stoppede bilen her. Det gjorde hende faktisk lidt mistroisk, for hvorfor i alverden havde han taget hende med herud? Hun vidste godt at hun havde været lidt dum at brænde hans chef, men stadigvæk. Det virkede lidt mærkeligt for hende. Måske havde han en plan med det. Måske ikke. Han var ikke helt til at regne ud.
Idet han hev hende ud, fulgte hun bare med, hun lod ham skære stripsne af sine håndled, og gned dem kort. “Hvad jeg laver med den bunke mennesker?.. Noget skal jeg jo lave” sagde hun let, og trak kort på skuldrene. Hun tog langsomt sine sko af, da de var kommet indenfor, og stilte dem. Det havde været noget af en kamp at komme hen til døren, med den bløde jord om huset. Men hun klarede det vidst egentlig okay, og med værdigheden en smule i behold.
Tøvende fulgte hun med ham, og takkede ja til noget af drikke. Hun stod nu med sit glas i hånden, og så sig lidt omkring i hans stue. Den var ganske pæn faktisk, den virkede ikke for dyr, selvom hun godt vidste at det her kvarter var et af de mere velhavende. Og det fortalte nogle af hans ting da også, men ikke for meget. Det var ikke sådan pral, men lignede mere at han valgte hvad han kunne li. “Hvorfor tog du mig ikke med på stationen? Er du bange for jeg stikker af?” spurgte hun med et drilsk smil. Det ville ikke være første gang hun var undsluppet et fængsel pågrund af sine evner.

Kyle mødte kvindens øjne uden at vise tegn på at have det sjovt. Hans mørke øjne gled omkring hendes ansigt for at aflæse det, hvorefter han meget bevist og tydeligt lod blikket glide ned af hendes krop. Fulgte hver en form og kurve på hendes krop der så kanske yndig ud. Ligefrem nydelig. Da turen var færdig, placerede han omhyggeligt blikket på hendes ansigt, ved hendes øjne, så han kunne se hende i øjne mens han talte - hivs hun kiggede ham i øjne. "Hvis du ville ud ville du vel have gjort noget." Tonen skifte fra den neutrale tone, til at blive direkte hånlig. "Eller måske kunne du ikke andet end at lege med din lille hårnål? Var det derfor du var blandt mennesker, for at være sammen med nogle du bare var lidt stærkere end. Engle er altså for stærke til dig?" Den hånlige tone havde taget til i styrke ligesom det provokerende smil på hans læber.
Rider ville have et vredes udbrud, temperament! Han ville se det han havde set til festen. Han kunne ikke rigtig se en anden måde at få det på, ud over at provokere, men han kunne selvfølgelig også forsøge det hun beskyldte politichefen for at have gjort. Gramse. Det var ikke lige hans normale stil, men han var bevidst om hvad han ville have og hvis det kunne give ham det, ville han være glad.
Det var at lege med ilden - måske mere bogstavligt end hvad Rider først havde antaget - men det var sjovt og selvom han skulle komme til at brænde sig, var han sikker på at han havde det stærkeste kort på hånden. "Men måske burde jeg bare kører dig til stationen og overlade dig til idioterne der tror de er stærke." En anden tanke eksisterede også i hans hoved. Han kunne klare hende ude i sommerhuset - som desuden heller ikke var hans eget. Rider var selvsikker nok til at tro at han kunne trække livet ud af kvinden og så lade hendes krop ligge til skræk og jag, når husets ejer ville komme tilbage. Måske lugtede liget på givent tidspunkt?

Aubreiane mødte hans blik længe og smilte så ganske roligt for sig selv. “Jeg kunne sagtens have sluppet fri, det rager mig hvad du tror, jeg behøver heldigvis ikke at høre på dig” sagde hun smilende, og drak resten af væsken i sit glas, inden hun strakte sig. Han var en spøjs type, hvad mon han egentlig var ude efter? Havde han villet opnå noget, havde han vel prøvet. Men der var nok noget andet han ville have.. Hvad kunne hun bare ikke lige se frem til. Godt nok begyndte han at irritere hende lidt. Også slog det hende. Mon han ville se ilden? Hun havde det jo ellers med at gå for netop at undgå den del. Hun fik altid skadet nogen. Det var kun når det var nogen hun kunne li det gik ud over, at hun blev sur på sig selv.
“Undskyld hvad sagde du?” spurgte hun roligt og så om mod ham, Det var fint han gjorde nar af hende, men at tro hun var direkte svag.. Det var lidt mere end hun kunne ignorere. Med en hurtig bevægelse, knaldede hun glasset ind i væggen bag sig, og gik hen mod ham. “Hør så her, du kan gøre nar af med så meget du vil, men du skal aldrig, og jeg mener ALDRIG betvivle min styrke.” hvislede hun roligt. Varmen strømmede allerede fra hende. Ingen flammer dog, men varmen fortalte tydeligt der ikke gik lang tid inden. “Åndssvage strømer” fortsatte hun med en rolig hvislen, inden hun gik ud og tog sin sko i hånden. Typisk pansere at tro de var bedre end alle andre, normalt var hun vant til det, men ham her virkede direkte arrogant. Eller var det bare noget han spillede? Igen blev hun lidt forvirret. Han spillede det godt hvis det var det han gjorde.
Let så hun tilbage på ham i stuen, “Virkelig? Hvis du vil have mig med på stationen nu, må du jo fange mig først” sagde hun roligt, og gik langsomt ud af døren. Det ville ikke være nogen sag for hende at slippe væk hvis han kom efter hende. På ingen måde. Hendes problem lige nu, lå i at hun ikke havde nogen ide om hvor hun var henne.

Kyle strålede næsten af fryd, da han så et kort glimt af glasset der fløj igennem lokalet for at briste mod muren og falde klirrende mod jorden bag ham. Skulle der virkelig ikke mere til?! Triumfen var stor og det gav ekstra bonus at hun ikke brandte hytten ned, selvom temperaturen pludselig syntes at stige betragtelig. Han lyttede ikke rigtig efter hendes ord, da det var den samme sang som alle de andre. Jeg er stærk, stærkere end du tror og du skal ikke pisse på mig. Dårligt omkvæd, dårlige værds kun sangeren var næsten - for ikke at sige helt - ophidsende. Køn, lækker og temperamentsfuld.
"Strømer, det er nok den fine måde at kalde en strisser." Lød det overbærende i en latter fra betjenten, der havde rejst sig op. Hvorfor stoppe mens legen var god? "Du siger du er stærk, men alligevel stikker du halen mellem bene." Hånede han bevist og greb ud efter sit eget glas for selv at få noget ned. Det var ikke det bedste, men det bedste var slet ikke noget mennesker indtog, de havde det i sig, så selvfølgelig var de ikke interesseret i at få noget af det de allerede havde. Sådan var mennesker evig og altid.
Det endte med at Rider bundede glasset, før han satte det fra sig og forlod stuebordet uden at tænke videre over det knuste glas. "Hvorfor også blive fornærmet over sådan en detalje?" Fortsatte han i sin nedlagende tone, mens hans arrogante målbevidste skridt førte ham igennem huset, ud mod køkkenet hvor døren de var kommet ind af befandt sig og husets kvindelige gæst, hvis hun var stoppet med at flygte.
Hvis hun dog alligevel havde besluttet sig at stikke halen mellem bene og flygte som en lille køter, skulle jagten med sikkerhed gå i gang. Planerne blev ændret, det blev ikke helt efter hans hoved, men det skulle nok blive en sjov og underholdende nat, det var Rider sikker på, uanset hvad den bød sig. Selv at lege med døden var sjovt.

Idet han fulgte efter hende udenfor, måtte hun tage sig sammen for ikke at stikke ham en flad. langsomt vendte hun sig om mod ham, og lod kort hånden løbe gennem det lange sorte hår, som ikke længere da i en hestehale, men nu var løst. Idet hans sidste kommentar forlod hans læber, eksploderede hans bil i et flammehav. Hun mærkede den tydelige varme stige ud fra sin krop, hendes fingre sitrede let af varme, og af vrede ikke mindst. “Hvad er det du er ude på? Hvad er det du vil opnå?” hvislede hun koldt, og lod armene glide over kors. Hendes hud var nærmest rødglødende, på nippet til at gå i flammer.
“Jeg stikker halen mellem benene, fordi at jeg ikke kan kontrollere det okay, du sys sikkert det er morsom, men når jeg bliver vred, springer jeg bare ting” sagde hun let og trak på skuldrene. Hun så på det enorme flammehav hun havde skabt ud af hans bil, og smilte så for sig selv. “Men på den anden side, du er jo også bare en simpel strisser ikke? Du kan sagtens klare dig uden din bil,” smilte hun og strakte sig. Hun begyndte at slappe af igen, og dermed virkede hun heller ikke mega varm mere. Nærmere afslappet.
Hun smed skoene i græsset, og bed sig kort i læben. “Er det flammer du vil have? Så skal jeg give dig flammer” Mumlede hun roligt, og rettede hånden mod hans hus. Flammerne omsluttede hurtigt hans sommerhus, nu hvor bilens flammer ellers var ved at forsvinde. Hun mærkede sig selv blive svagere, det tog altid hårdt på hende når det her skete. Sidst hun mistede kontrollen, lå hun besvimet i flere timer, før hun omsider vågnede igen. Hun gik hen og tog ham om armen. Hendes hånd var stadig brændvarm, og efterlod et mærke på hans arm, da hun slap. Roligt mødte hun hans blik, og lod hovedet glide på skrå. “Du leger med døden” konstaterede hun.

Det gav et mindre gib i Rider, da hans politibil pludselig gik i flammer, men frem for et overrasket udtryk, kom der et lille smil. Det måtte være et godt tegn, selvom det var en skam bilen var gået i stykker. Han skulle sikkert erstatte bilen, hvilke han ikke havde så meget lyst til, men det problem kom senere, først måtte han klare den fyrige tøs. Som et vandhane der blev tændt, væltede ordne ud af hendes mund, som et fossende voldsomt vandfald, der ikke gjorde det mindste ved betjenten der stod og lyttede som om det var en videre interessant samtale de var i gang med. Da vandet blev slukket, skulle Rider lige til at besvare nogle af hendes ord, da der pludselig gik ild i huset.
Uden at se alt for panisk ud, gik han med overlegne skridt ud fra det brændende hus, hvis flammer slikkede sig op imod den sorte himmel. Hvis han før havde forsøgt ikke at få nogle opmærksomhed var det i hvert fald gået voldsomt i vasken. Rider var ikke tilfreds med resultatet, mest af alt fordi at det nu var ham der måtte stikke halen mellem bene, men så langt kom han aldrig. En ubehagelig brændende smerte blev tilsat hans arm, da kvindens hånd greb fat i hans. Han skar kort tænder, før han med en øvet bevægelse vred sin arm ud af hendes greb og brugte den anden til at få fat i hendes håndled, som han vred rundt og ignorerede hendes kropsvarme.
Med et fastlåst greb i kvindens håndled, udnyttede han sin evne til at få dem væk fra stedet, hen i en tom have, hvor huset på grunden, virkede til at skulle rives ned en af de nærmeste dage. I samme øjeblik Rider havde fast grund under fødderne, vred han hånden fast om på kvindens ryg og fik hende ned på knæ. Hvis hun yndede at gøre modstand, ville han ikke et sekund tøve med at lade hendes knogler give efter, men det ville ikke blive en nødvendighed hvis hun lystrede. "Lad mig sige at det ikke er mit sommerhus du har futtet af."

Aubreiane så ham smilende i øjnene. Hun havde det en hel del bedre, efter at hun havde brændt hytten og bilen af. Det gjorde hende altid i bedre humør, at hun kunne brænde noget af. Men hans bil, havde helt klart været bedst at brænde af, hun havde næsten kunnet se han blev en smule irritabel. Eller var det fordi hun brændte huset? Det var ikke til at sige. Uanset hvad, havde hun da givet ham hvad han ville have. Hvilket var at vise ham en masse flammer.
Idet han trådte ud af huset, og nu gik hen mod hende med hurtige skridt, blev hendes smil bare mere roligt. Hun var ikke bange for ham, hun havde helt klart været ude for værre, end en eller anden strisser, der troede han var verdens hersker. Også selvom han så aldrig ville indrømme det, var det tydeligt han ikke anede hvad han stod overfor med hende. Joo han havde nok set hendes mere fyrige side, men han havde stadig ingen ide om hvad der gemte sig bag hendes øjne. Hendes sind. Hvilke evner hun besad. Men det ville han snart opdage.
Hun mærkede hans hånd om sit håndled, og lod ham holde det fast. Idet de forsvandt, for så kort efter at dukke op et andet sted, regnede hun også ud hvad han var. Han var jo, nøjagtigt hvad hun var. En dæmon. ingen tvivl om det. Måske var det også derfor hun havde mærket noget andet ved ham, end bare et menneske.
Et let gisp slap fra hendes læber, idet han vred hendes arm om på ryggen af hende, hun mærkede den sigende smerte i skulderen og albuen, for slet ikke at snakke om håndleddet. “Åh var det ikke? Jeg kunne ikke være mere ligeglad med, hvis sommerhus det var” sagde hun ligegyldigt. “Du burde ikke stå så sikkert på jorden.. Tænk nu hvis noget væltede dig?” spurgte hun mystisk. Let lukkede hun øjnene, og fik jorden til at flytte ham overfor hende, så hun kunne få viklet sin arm ud. Derefter lod hun jorden opsluge ham, optil anklerne og så let på ham. Inden hun fejede håret om på ryggen, og gik væk fra ham med lette skridt.