I dont have to try ~Ray.

Charlie, den unge kvinde, der ikke just var et normalt menneske, hvis hjerte ikke bankede længere.. eller jo, men ganske svagt til at det kunne høres havde aldrig betrådt sine fødder sådan et sted før nu. Hun vidste ikke hvad hun lavede her.
Men i aften var hun taget på De strip tease og ville underholde dem som der kom ind af døren. Hun var iført et par sort sexed undertøj der bestod af en bh og g-streng. Hun havde en flot figur og havde da ikke noget imod at vise sig frem når det kom til stykket..

Et lille smil var plantet på hendes læber som hurtigt forsvandt igen, mens at hun stod bag ved baren, det var ikke hendes tur til at gå op og stå ved stangen og derfor hjalp hun ellers hvor hun nu kunne. Der var en del høj musik til de dansere som viste sig frem selvom der ikke var nær så mange kunder. Utroligt nok eftersom de fleste kunder nok kom mens at der var dårligt vejr, så de ikke behøvede at komme med en god undskyldning til deres kære, hvis at de var gift og havde børn.

Charlie havde faktisk en lille drøm om at hun en dag måske ville få en elsker.. en som hun kunne regne med og ikke mindst være forelsket døgnet rundt. Hun rystede kort på hovedet for at komme til virkeligheden i stedet for at tænke på en dum drøm der sikkert aldrig ville gå i opfyldelse. Og hvorfor skulle den gå i opfyldelse? Hun var et dødt råddent væsen, en vampyr som ikke havde følelser når det til stykket. Men det var egentlig godt nok at lade andre tro at hun stadigvæk var et menneske.. så folk ikke kom til at mistænke hende.


//Beklager længden, men skal nok skrive længere næste gang! :))//

Regnen faldt tankeløst. De små dråber, gennemsigtig af at være renere, end den helligste engel fra guds højre hånd, behøvede aldrig at skænke sit liv en tanke. Den ville ikke spørge til, hvorfor skyen lod den falde fra disse højder, i en oase af tidsfordriv, inden den ville ende på noget, dø af at blive skilt til atomer af små dråber, på en måde bare lave tusindfold af afkom på ramtes legeme. Det var regnens ypperste mål med livet, at nyde det, imens det stadig havde et. Den klagede aldrig, udstødte ikke en lyd og man kunne langsomt se et mønster tegne sig; snak er sølv, stilhed er guld. Hvis den faldne dråbe vand, så endelig ville ramme et menneskes kind eller spidsen på dennes næse, ville det ikke engang gøre andet end gavn for den ramte, måske også, den rammende. En svag fugt ville brede sig, køle personens kinder af, der måske var røde af den stadigt stigende kulde i udendørs arealet. Blodet indenunder de mange fletninger af hudstrenge, let skyllet af den indtrængende vandmængde, der på sit minimum, bare var det, der ville gøre underværker hos hjernens kreativitet og positive tankegang. Alt i alt, var regnen, jordens brøde og helt egen, usete gud.
Det var bare nogle af de funderinger, der svøbte sig om et enkelt individ, der havde bosat sin bagdel på vejens kantsten. Hunkønnet, med dets platinblå, fyldigt bølgende hår, fulgte sin arms bøjede håndled, cirkulere i lodrette cirkler. Faktisk var det ikke selve håndledet, men nærmere hånden på det. Men heller ej var det præcis det, pupillerne lod sig fæstne på, det var den eneste strakte pegefinger. Men pegefingeren havde ikke fanget hendes svage interesse, men den runde, væskede masse, ved neglens buede kant. Det var den genspejlende gud, de sorte, blåt omringede prikker fæstnede sig på. To andre fingre, på en helt anden arm, håndled og hånd, var placeret blidt imod den tænkendes hagespids. Deres stilling var bøjet, idet kun den tredje finger, tommelfingeren, lå strakt imod det, der var den begyndende halsstruktur. Overkroppen stødte sig fremad, var derfor den simple grund til at den ene arm formåede at støtte albuen, imod det bøjede knæ. Hvis en mand gik forbi, eller kørte ekstremt langsomt, hvilket var noget af en usandsynlighed i Di Morga, kunne man for den blege rosenfarvede, stropløse, stramtsiddende trøje, se antydningen til en rund, men ikke særlig bred barm. Imod klubbens farverige, storbarmede kvinder, der dansede skødesløst bag hende, gemt af et par mure og en tyk, solid, stålfarvet metaldør, var hun nærmest den lille, yngste pige i gruppen. Hende, der blev hakket på, for nedsat udvikling eller for spinkel kost, så ikke kun brysterne var ung piget, men også taljen, der kunne minde om en drengs i bredden, bare med en dobbelt så slank krop. Pigens tynde, nærmest hvide øjenbryn, blev begge løftet i et undrende udtryk, hvor underlæben blev sænket til munden var en rund miniput-kugle, den bøjede arm blev sænket ned til skødets varme, trygge men våde favn og hun måtte tænke sig en ekstra gang om, før hun endelig kunne sætte finger på sin milde forbavelse.
En smal brise .. nej, mindre end det, .. var blevet fanget i et af hendes luftsamlinger. Hvis det havde været munden, var hun aldrig blevet klar over denne aromas tilværelse. Regnen havde simpelthen hvisket den væk sekundet efter, hvilket i tilfældet, endda måske havde været bedre for hende. For lugtens medium. Tankefuldt begyndte de bare tær at rykke på sig, mærke hvordan mudderet skvulpede ind over deres hud, næsten blive dækket til af jordens formørkede bundvæske. I den sidste bevægelse, blev de begravet helt ned, indtil de få centimeter efter, kunne føle den rå asfalt imod det nederste af deres nervepunkter, der hvor trædepuden blev brugt mest, på grund af den balancerede vægtfordeling i kroppen. Kvinden havde rejst sig, og nu kunne man se, at trøjen, slet ikke var en lille del på den tynde krops hud. Den fortsatte i en lang køre, indtil den i højre side, et par milimeter over knæskallen, splittede ind til to dele af samme stof, som havde en saks brutalt skåret to flossede kanter, brugt af en enten uerfaren eller rystende hånd. Hun satte sig imod stripklubbens største rum.
Velkomsthallen.