Galla med Heath.

Han sukkede stille og kiggede hen på folkemyldret der var ved at farer sammen over noget han ikke helt kunne gætte sig til. Han mumlede lidt og rynkede brynene, det så ud til at nogen gik sin vej, og efter hvad han kunne se var det Heath og Faith, hvad mon der forgik i mellem dem? Han anede det ikke men ville nok holde et øje med dem, han vidste godt at han ikke skulle føle sig jaloux på nogen måde, men han kunne ikke lægge tanken til side om der ville ske noget med Faith, og på den måde som Heath bare havde taget hende ud af armene på ham, uden at få en tilladelse til det, vidste han virkelig ikke helt hvordan han skulle reagere på, manden følte vel at han havde sejret på en eller anden måde, at han mente at han havde hende i sit varetægt nu, men vidste ikke helt hvorfor denne tanke, eller rettere de tanker kom over ham, han bed sig stille i læben og besluttede sig for at følge efter dem, hvad andet kunne han gøre? Han gik på lette fødder, men med et forsvandt de i mørket udenfor, dog lyttede han til de forskellige lyde der var rundt omkring og måtte lytte godt efter for at finde ud af hvor de kom fra, da der os var mange andre fulde her ude der pralede med hvem der kunne drikke mest uden at brække sig, han rystede kort på hovedet og gik lidt rundt før han igen hørte noget, denne gang en slubrende lyd, som var lidt svær at bedømme, men inden længe aftog den, og han besluttede sig for at gå hen imod lyden, da han så kom frem, var der en pludselig hvislen der kom fra nogle grene og hans øjne var automatisk rettet mod den, men vente så blikket mod Faith’s livløse krop. Hans øjne blev store som te kopper, og han var uden for viden til at reagere, alt var tomt i ham, men dog kunne han mærke hvordan denne stilhed der var over stedet blev afbrudt en halv kvalt lyd, han gik hen til hende og satte sig ned på knæ ved siden af hende, tårerne trillede ned af hans kinder, og han trak hende op i sine arme og kunne mærke et halv kvalt hyl, “F..Faith?” græd han stille strøg hende over håret mens han holdte hende i sine arme.

Asiha lå livløs i bagagerummet og var væk fra verden, hun havde det som om hun faldt men alligevel ikke, at hendes sind var mørkt og hun ikke længere vidste hvad der var op og ned, hendes vejrtrækning var død, havde den så os været i et godt og vel stykke tid. Manden i bilen kørte videre mens han skruede op for musikken for ikke at tiltrække sig opmærksomhed, men han var uviden om at Heath havde taget turen efter ham. Dog var der et godt stykke vej endnu før han kom til laboratoriet, hvor han kunne aflevere hende, denne skabning der lå i hans bagagerum, skulle han være ærlig håbede han på en forfremmelse for sin gode indsats men kunne vel ikke helt vide det endnu. I mens han lyttede til radioen var Asiha stadig ikke ved bevidstheden, hun var så langt borte man nu kunne være og dog så var hun i live, men det var pulveret der havde været i hendes glas som gjorde at hun ikke kunne vågne, hun vidste ikke hvad form for sovemiddel eller andre medicinske ting manden kunne havde på sig. Hendes blod sår fra panden piblede stadig ned, og det gjorde det ikke bedre da manden drejede over i et skarpt sving og hun slog hovedet ind i en kasse mere og fik et ekstra sår frem på kinden, utrolig god fødselsdag, det måtte man da sige! I hendes tanker skreg hun, hun ville ud, men kunne ikke huske hvad der skete, hun faldt og faldt bare som var det en besættelse, og det sted hun var i var bare sort, der var intet, hun var kold, og hendes arme og ben dryppede med noget hun ikke anede med og hvorfor de gjorde det, alt var så uklart for hendes sind og intet gav mening, der var ikke noget der kunne give mening, det hele ville ikke samle sig og forblev bare som en uklar gåde for hende. Manden kørte videre og det så ikke ud til at han ville stoppe sin færd lige nu, eller faktisk slet ikke.

Hun mærkede hvordan han tog fat under armen på hende "Nej.. Heath.. nej!" prøvede hun men han var bare væk, det var som om at en eller anden dæmon havde overtaget hans sin og der ikke var noget som kunne stoppe ham fra at gøre det som han var igang med, hun mærkede at der ingen vej var uden om. Hun havde altid ønsket at komme væk fra denne verden, men nu, ville hun jo ikke mere, hun havde Seth hun ville ikke dø! Kulden lagde sig om hendes krop og hun gøs prøvede igen at komme væk fra Heath med uden held han var besat, som om at han aldrig ville give slip på hende. "HEATH!" råbte hun og sprællede helt vildt da han sagde at hun nu var hans, hun ville aldrig blive hans, det viste han også godt. Hvad fablede manden om, inden hun noget at gøre noget yderligere mærkede hun tænderne i hendes hals. Et højt gisp kom frem mellem hendes læber og hun undrede sig for at kort øjeblik hvorfor dog ingen hørte hende!? Var alle da også ligeglad. Hun lukkede øjnene og kunne mærke hvordan det til sidst ikke nyttede at kæmpe imod, og håbe på at han ikke ville dræbe hende. Men et eller andet sted havde hun vist fra det øjeblik at hun så ham at dette ville ende galt, hendes minutter var talte, det var forbi forevigt.

Hun sank sammen og forsvandt ind i mørket hun hørte ikke Heath mere, hun var væk, væk forevigt eller var hun? Hun begyndte at falde, falde som om at det var det eneste hun nogen sinde havde gjort flammerene omkring hende gav et underligt hvidt lys, hun kneb øjnene sammen hvad skete der her? Hun bed sig i læben og kiggede ned af sig selv hun var nøgen som om at hun var blevet født på nu hendes vinger voksede ud og faldt af, mens hun skreg af smerte "hvad sker der her!?" Råbte hun af lungers fulde kræft, og en høj skygge tornede op foran hende og hun veg tilbage "Faith... du er blevet udvalgt til at få en ny chance" sagde skyggen og hun spærrede øjnene op, hun, hun skulle ikke dø!? "Du vil få en chance som dødsengel.. men du skal vide dette.. dit job vil stå op at være retfærdig.. du skal vide at dine drømme vil blive fyldt med ofre der skal have hjælp med at få opklaret deres mord.. du skal også fungere som snigemorder for folk der ønsker det, hvis du opfylder disse krav vil du få lov til at blive på moder jord, har du forstået?" hun nikkede og rejste sig op efter at været faldet af skreg over skyggen "Du har et år til at vise at du er jobbet værdig, ellers kommer du tilbage" hun nikkede "jeg forstår udenmærket" sagde hun stille og smilede skævt mens hun ikke kunne fatte at hun virkelig fik en chance til. Skyggen forsvandt og hun kunne mærke en velkendt sigende smerte i hendes ryg og nogle røde og sorte vinger begyndte at vokse frem. Da de endelig var fremme lukkede hun øjnene og rullede sig sammen.

Hun mærkede et suget i maven og inden længe befandt hun sig oppe på jorden igen. Hun rejste sig op og kiggede ned af sig selv. Alle hendes ar var væk, hun var indhyldet i et sort stykke stof der lige dækkede det hele, hendes hår bølgede ned af hendes skulder og skinnede smuk, hendes hud var kridhvid. Hendes øjne flækkede rundt for at lede efter hendes lig, og det gik ikke længe for hun fik øje på Seth der lå med det i sine arme. Hun bed sig i læben og kunne mærke tårerne at se ham ligge der, var værre end noget hun kunne forstille sige i hele verden, men hun tog dog mod til sig og gik langsomt derover "Se.. Seth.." sagde hun stille og bed sig i læben og viste ikke helt hvordan hun skulle reagere, faktisk ville hun takke Heath, han havde givet hende det liv som hun ville have uden at vide det, hun ville ikke være engel og ville meget hellere være dødsengel, nu havde hun fået det liv, dog med betingelser, men stadig. Hun sukkede og et lille smil kom frem på hendes læber.

Tankerne løb igennem hans hoved mens han spurtede afsted, hvordan kunne han gøre sådan noget!? Hvad var der helt seriøst gået af ham!? Han fattede det ikke, her løb en morder, på en kvinde som han elskede, en kvinde med en kæreste og var ved at skulle være mor til et barn. Og hende havde han dræbt, fordi, fordi!? Han viste ikke engang hvorfor, det var det værste, hvilket monster han var! Men han måtte tage sig sammen, ikke tænke i disse baner det ville ikke hjælpe Asiha, og når han havde redet hende, såret for at hun var okay, så ville han tage hen til Seth, og han ville give ham hans undskyldning velvidne af at han ville ende i et slagsmål, men han ville ikke slå igen, han ville mene at han fortjente vært eneste enkel slag. Selvom han havde på fornemmelsen at Faith ikke ville dø, hjælp det ham stadig ikke, det han havde gjort var utilgiveligt, og han ville aldrig nogen sinde kunne tilgive sig selv. Hans krop bevægede sig lydløst igennem skoven lige ved siden af vejen som alle biler skulle kører på og han håbede at han kunne nå dem inden de kom ind i byen, ellers ville de skabe for meget opsigt det som han havde i tankerne at gøre, men inden længe fik han dog øje på bilens baglygte og et lille smil kom atter frem på hans læber, selvom han ikke selv mente at han havde noget han kunne smile over, på ingen måde. Faktisk! Så burde han dræbe sig selv, græde skælde sig selv ud, men det ville ikke hjælpe nogen, så han valgte at smide alt skyld ud af hoved for en stund og nu bare rede Asiha, hvor havde han også været uansvarlig! Han var mere uansvarlig end hun nogen sinde ville blive, og dette må han også sige undskyld til hende fo at have sagt at hun havde været det. Hun havde da i det mindste ikke dræbt nogen. Igen måtte han stoppe sig selv i at tænke som han tænkte og løb hurtigere, bare lidt endnu også ville han være der! han tog tilløb og hoppede så op på bilen med den ønskede effekt, manden der inde måtte have været overrasket over lyden at han var blevet forskrækket og med det sammen stoppede bilen, han kom ud af den og kiggede rundt mens Heath stillede sig op på bilen og ventede toldmodig på at manden ville kigge op på ham, og det gik da heller ikke længe for at manden kiggede op på taget, han spærrede øjnene op og inden han fik noget at sige noget var Heath hoppede ned og smækket ham op af bilen "Så nu hører du rigtig godt efter min fine ven, ved du hvad der sker til folk som dig?" manden rystede forfærdet på hoved og et lille smil på Heaths læber kom frem og viste hans kridhvide tænder "mennesker som dig, burde rødne op, og nu går du lige så fint hen og åbner bagagerummet, er det forstået!?" han snerrede af manden og hans tone var iskold, han havde på ingen måder nogen form for sympati for denne mand, og han var meget tæt på at dræbe ham, bare for at dræbe ham ikke for at tage hans blod, hans blod var for urent til at de kunne smage særlig godt. Manden blev sluppet af Heaths greb og han gik langsomt over til bagagerummet og åbnede Heath kiggede kort på Asihas krop der lå livløst der, han slå derfor præcist sådan oven i mandens hoved at han med det samme faldt sammen og besvimede, han tog Asiha ud og lagde hende på bagsædet hel så forsigtig som han kunne og hviskede blidt "Det hele bliver okay.. du er i sikkerhed nu" han lukkede døren og gik over til manden smed ham inde i rummet, nu kunne han da selv mærke på egen krop hvordan det var at blive behandlet som skidt. Heath smækkede bagagedøren i og hoppede ind på føre sædet, satte bilen i gear og trådte på speederen og skyndte sig afsted.

Hun var stadig inde i sin verden, kunne kun mærke smerten af ensomhed og den intethed som brændte inde i hende, men så, så faldt hun mod grunden, og der kom et uhyggeligt knas fra hendes krop hvis knogler knækkede over. Det hele skete sjovt nok inde i hendes hoved, intet af det hun så var ægte, men noget hendes sind fortalte hende. Hun bevægede sig ikke længere i hendes hoved, hun så lige så død ud som hun gjorde i virkeligheden, det var så underligt, alting var så… langt borte, kunne man sige. Hun var ikke bevidst på det der skete rundt om hende, men hun slog hovedet da bilen brat standsede op, men slemmere var den heller ikke. Hun krummede sig lidt sammen da hun var ved at komme til bevidsthed, og frøs en del, hun lignede endelig en lille kugle sådan som hun lå i bagagerummet. Hun hørte en lille knirken i bilen langt borte i hendes verden, det var endelig underligt så meget et stykke pulver kunne gøre ved en, så meget en person ville en ondt, og man ikke var klar over det, men på en eller anden måde faktisk godt vidste det. Da Heath tog hende op i sine arme ømmede hun sig af smerter i hovedet og andre steder på kroppen sådan som hun havde tumlet rundt omme i bagagerummet. Hendes øjenbryn rynkede sig let sammen da hun kunne hører en masse lyde nu, men vidste ikke helt hvor det hele kom fra, hendes mund åbnede sig stille, men lukkede den så lige så stille igen, da hun ikke kunne sige noget eller ikke lige nu, lige nu var hun i en sovende og dog vågen tilstand, men hendes sind var atter mørkt, hvor inden billeder kom igennem og ingen ord formede sig ordentligt i hendes hoved. Hun mærkede det bløde sæde under hende og ikke længere det hårde underlag som hun havde ligget på i bilens bagrum, ingen skarpe ting der stak hende her og der, bare en blød undergrund. Hun åbnede svagt øjne, og det dunkede i hendes hoved, “H…He…Heath…?” kom det hvislende fra hendes mund, hun kunne mærke de mange slag fra de forskellige ting der havde været i bagrummet, hvordan hun havde ramt ind i dem så hårdt, hun stille øjne igen da alt var uklart og det fik hende til at være svimmel igen, hun kunne ikke huske hvad der var sket, og var heller ikke det fjerneste interesseret i det lige nu, lige nu var hendes tanker på intetheden, endnu en gang. Underligt sådan som det opslugte hendes indre, men det var måske også det bedste lige nu, at kunne fokusere på noget der ikke var der, bare tomhed. Hun tog lidt luft ned i lungerne men holdte hurtigt op da det gjorde ondt da hendes ribben bevægede sig op af fordi lungerne stødte ind i dem.

Han vente sig om da han hørte sit navn og smilede stille "ja.. jeg er lige her" sagde han stille og kørte igennem byen og hen på havnen, han ville få det til at se ud som om at han var taget der hen, røget en cigaret eller to, også var der kommet nogen og overfaldet ham, taget hans penge og plyndret bilen, han ville ikke kunne sige at han havde prøvet på at bortfører Asiha, og hvis han sagde hvem der havde gjort det, ville det jo være ham, og hvis han snakkede om Heath ville de fører hen til Asiha, også ville han bare være på spanden. Så han ville som alle mennesker gøre tage hjem, slikke sine sår nogle dage også tage på arbejde igen, så var den heller ikke længere. Han stoppede bilen og gik over til bagagerummet, og kiggede ned i det, han var stadig ikke ved bevidstheden, Heath sukkede og viste at han var nød til at gøre det hele selv, Asiha var da slet ikke til at tale om at hun skulle gøre noget som helst, hun skulle bare blive rask og ikke have det dårligt. Han fik ham ud af bagagerummet lagde ham ned foran bilen, slå ham i hoved så at der kom et hul, det måtte jo se ægte ud. Han smed nogle smøger rundt som han først havde fået manden til at rører ved den så at hvis man skulle tage dna ville hans sidde på derefter rådet han alt af værdig ud af bilen hans penge alt og smed det i havne bassinet. Der hørtes nogle plask og han kiggede lidt ned i den sorte vand, igen lod hans tanker tage ham tilbage til Faith. Men de tanker blev hurtigt rystet ud af hans hoved igen og han kiggede tilbage til bilen åbnede langsomt døren til bagsædet og tog forsigtigt Asiha op i hans arme, han lagde sin hånd på hendes sår på hoved og healede dem langsomt, det var tydeligt at hun var i smerter og han ville ikke sidde her og se på at hun havde det dårligt. Derefter kiggede han lidt på bagsædet og fjernede alt der kunne ligne dna fra hende, det samme gjorde han med bagagerummet inden han gik væk derfra med hende i sine arme. Han satte tempoet op og begyndte og løbe over mod den nye lejlighed, han skulle bare væk herfra, ind til et sted hvor han kunne få lov til at tænke over hvilket uhyre han var. Ødelagt liv var hvad han havde bestilt idag, intet andet.

Han græd stille mens han stadig holdte om hende, hvorfor skulle det ske, hvorfor hende?! Han forstod det ikke, hvad var det hun havde gjort for at komme ud for dette. Han holdte hendes lig i sine arme og kunne ville aldrig slippe det, aldrig nogensinde. Hvorfor skulle hun os lide sådan en død, hans øjne kiggede stille ned mod hendes ansigt, og kærtegnede det stille mens tårerne stadig gled ned af hans kinder, hvem fanden havde gjort dette ved hende?! Hans hænder gled langsomt ned mod hendes sår på halsen og lod stille sin finger kærtegne det, personen der havde gjort det var i hvert fald vampyr, så vidt han kunne se, kunne da os havde været en slange men hvilke slanger havde så tykke store hjørnetænder som en vampyr, han snøftede let og kærtegnede igen hendes ansigt mens han ikke anede hvad han skulle gøre nu, alt var bare dødt, alt var så … sort som om der nu ikke var mere at stille op, alt var væk, alt det han ville opnå med hende og sig selv var nu gået hen og blevet til ingenting, bare forsvundet for øjne af ham, og forsvundet lige så hurtigt det var kommet. Han tørrede sine kinder men de blev lige så hurtigt våde igen, første gang, første gang han nogen sinde havde grædt i sit snart 200årige liv, der var virkelig ingenting han kunne stille op nu, han lagde stille hendes lig ned mens hans øjne var rettet mod hendes ansigt og kunne ikke fatte hvad det var der lige var sket, han ville ønske det var en ond drøm, at alt det der skete lige nu, var en drøm, det var ingenting, bare en drøm. Han bed sig stille i læben og kunne ikke mere, gad virkelig ikke mere, han ville forsvinde til det sted hun var lige nu. Han tørrede sine øjne igen alligevel, men opgav til sidst da nogle nye tårer erstattede de gamle lige så hurtigt. Da han hørte en velkendt stemme fór han sammen og kiggede over sin skulder, der så han Faith, så god som ny, men med noget nyt hår, han vidste ikke hvad han skulle sige, hans mund var uden for tanken til at kunne snakke, han rejste sig stille op, og blev helt stille mens han stadig kiggede på hende, han vidste ikke hvad han skulle tro var det virkelig hende? Han løftede stille sin hånd og aede hende forsigtigt hen over kinden med en kroget finger, der ikke rigtig var i humøret til at bevæge sig i faste bevægelser, hans hånd faldt inden længe ned ved hans side igen, og kunne ikke fortage en lyd, før efter et godt stykke tid, “Er… det virkelig dig?” sagde han med en hæs stemme, og kunne intet sige udover de fire ord som kom ud af hans mund, de seks stavelser som kom frem.

Hun havde lukket øjne, og åbnede igen øjne lige så stille da hun kunne hører lyde rundt okring men sagde ingenting, hun havde ingen kraft til det, hun ville bare sove, lige nu var det det eneste hun ville lige nu, men hun kunne ikke, selvom hun var helt udmattet. Hun lagde sig til at sove inden længe, og lod sig selv glide ind i en tom verden igen, der var ingen billeder før et billede af den mand som havde bortført hende dukkede op i hendes sind, han havde ikke lignet en der kunne finde på sådan noget, men… han var trods alt os fra militæret, og hvad ville en mand derfra ikke gøre for at fange sin respekt? Hun sukkede stille igen og var ved at ignorere smerten i hendes ribben over trykket fra de mange genstande, men hun slap da billigt for skrammer, de var jo forsvundet hurtigt igen, da Heath jo havde healet hende. Hun kryb sig stille ind i hans favn da hun lå i hans arme og mærkede den samme trygge fornemmelse som hun altid fik når hun var nær ham, at hun kunne være sammen med en der kendte hende bedre end nogen andre, da hendes forældre næsten ikke havde været med i hendes liv, så hvordan skulle hun kunne relatere sig til dem, der var jo kun Heath, som kendte hende bedre end nogen anden. Hun åbnede stille øjne igen da hun kunne hører hans tanker i sit sind og kiggede ind på hans mave, hun havde øjne halvt åbne, og åbnede så munden lidt, “Det er ikke din skyld…” sagde hun så stille som en trøst til ham, hun mente ikke det var hans skyld, selvom nogen sikkert mente at han da havde været under fuld selvkontrol, men hun var da klar over at han elskede Faith, han havde tænkt på hende som besat i sine tanker, og havde da slet ikke sluppet hende en eneste gang overhovedet, “Det er bare… en dum dag… sådan er det altid…” mumlede hun stille og smilede svagt, og lukkede igen øjne så hun kunne slappe lidt af og ikke bruge for mange kræfter, hun havde ingen stedsans, og var heller ikke i stand til at kunne bruge den. Det lille svage smil sad stadig på hendes læber mens hun lod vinden som hastede forbi dem kærtegne hendes bare hud som var fremme for kjolen. Da den jo var topløs, hun sank stille noget mundvand, og lod sine tanker dø hen, selvom hun ikke helt kunne lade sig slappe helt af, hun ville ikke lægge sig til at sove selvom der var en stor sandsynlighed for at hun ville gøre det, men hun kunne ikke, hun var så lys vågen som overhovedet muligt.

Hun kiggede på ham da han virkelig viste at han ikke havde regnet med at hun kom tilbage, og kunne beskylde ham for det? Nej, hun havde jo også selv troet at det ville være sult nu, men det var det ikke, ville det aldrig være mere. Nu var hun herrer over liv og død, hun skulle være snigemorder og hun havde for første gang i hele sit liv faktisk et mål, faktisk et sted hvor hun skulle hen inde et år skulle hun have opfyldt sin opgave og derfor få lov til at leve igen. Hun betragtede ham lidt uden at sige noget, hvad var der også at sige? Det var ikke hver dag at man lå med sin kæreste i sine arme også for man viste af det så stod man der og kiggede på personen. "Ja... Seth.. det.. det er mig" sagde hun stille og bed sig hårdt i læben for ikke at begynde at græde for ikke at kaste sig ind i hans arme og sige at alt nok skulle blive okay nu. Men hun var ret sikker på at han ikke helt havde kaperet hvad der skete her, men det tog dog alligevel ikke lang tid for hun ikke kunne holde sig tilbage både med at omfavne ham og græde. Hun sprang i armene på ham og knugede sig ind til ham som om at hvis hun gav slip ville hun dø igen, og tårerne startede med at trille ned af kinderne på hende "jeg troede jeg aldrig skulle se dig igen" mumlede hun mod hans bryst og tårerne tog derefter til, det havde været en forfærdeligt følelse af vide at hun aldrig nogen sinde skulle se hans ansigt igen, at vide at hun aldrig ville kunne føle ham tæt ved sig, se ham stå op, se de dårlige tider med ham og de mange gode. At deres liv som de havde været ved at bygge op sammen var ved at forsvinde mellem hænderne på hende, på grund af at en gammel elsker ikke kunne styre sin trang til hendes blod. Hun var lidt vaklende når det kom til om hun skulle opsøge Heath og give ham verdens største skideballe? Eller rent faktisk takke ham for at give hende det som hun havde savnet så længe, og nu endelig kunne få? Hun kunne starte på en frisk med sin krop, hun kunne begynde at behandle sig mere med respekt, faktisk var det eneste som hun havde savnet, så var det at få en ny chance, og dette måtte man da sige at hun havde fået nu! Efter noget tid slap hun sit tag i ham og kiggede op på ansigtet og så tårerne, hun spærrede sine selv tåre fyldte øjne op græd han virkelig? Den fyr som hun havde nu kendt, hvor længe var det egentlig siden de havde mødtes? Det var faktisk næsten en måned siden at de havde mødtes, hun smilede stille og huskede tilbage på den dag hun var gået ned ad gågaden i Terre også havde hun som den eneste, af mange piger som havde haft lyst til det sat sig ved hans bord, derefter havde det mødt hinanden mange gange, og det var først til sidst at der virkelig var sket noget med deres følelser for hinanden, og hun takkede hverdag for at hun havde fået denne chance, og nu havde hun noget mere at takke for, nu også chancen for at leve videre.

Han blev helt forskrækket over at hun nu lige pludselig kom ind i hans favn, han fik lidt overbalance men fik hurtig kontrollen over det igen, og trak hende ind til sig mens tårerne stadig pressede sig frem i hans øjenkirtler, han strøg hende stille hen over håret mens han ikke kunne fatte at han holdte hende her i sine arme hvor hun før hen havde ligget i en livløs krop som nu lå på jorden, hvad var det lige der skete her?! Han fattede det ikke, det var helt utroligt, han lagde sin ene hånd på hendes kind da hun bakkede lidt tilbage og nussede den lige så stille, mens han ikke kunne beskrive hvor glad han var, alt var bare helt, ja utroligt! Hans hoved nærmede sig hendes lige så stille, mens hans øjne var rettet mod hendes øjne, han vidste ikke hvad han skulle sige, skulle stille op, men var der overhovedet noget man skulle gøre? Han vidste det ikke, og rystede så stille på hovedet af uvidenhed. Han sukkede stille og snøftede kort mens han nussede hende stille, men slap hende så efter lidt tid, “Hvad skete der?” spurgte han så og kiggede lidt ned på hendes lig, han kunne ikke helt fatte det, og lod så til sidst være da han ikke kunne holde synet ud at den han elskede var død, eller havde været død, men nu stod her ved hans side, hvordan kunne alt dette lade sig gøre? Det var over hans forventninger, og han fattede ikke hvad han skulle tro mere, alt var bare så … ja ufatteligt, uforklarligt, uforventet og meget mere. Hun kiggede igen på hende, og betragtede hendes ansigt, det nøddebrune bølgende hår som hang blidt ned over hendes skuldre.

Han rystede på hoved og kunne mærke tårerne som pressede på "Hvis det ikke er min hvem er det så?" sagde han lavmeldt mens han blev ved med løb hen mod den ene lejlighed, han havde fået bygget den om som han havde haft lyst til at de skulle se ud og den var faktisk blevet ret vellykket måtte han indrømme. Han sukkede lidt og endelig var de der. Han fik åbnet døren uden det store besvær selv med hende i hans arme og gik så op af de mange trapper, utroligt at man fik så meget motion bare ved at bo på øverste etage. Han smilede skævt da det ikke tog for ham mere end 4 minutter at komme helt derop. Han åbnede døren og de trådte ind i et rum der var utrolig oplyst af hvide vægge og vinduer der gik fra loftet og ned til gulvet, det var stuen der var slået sammen med selve entreen, på en lille forhøjning stod der et piano som han elskede at spille på, der var nogle bløde lænestole og en sofa som man kunne sidde på, og lige når man gik ind af døren var der til venstre et sted hvor at rummet ligesom var som et andet rum bare at der ikke var nogen væg der adskilte de to rum, der havde han sat sin fladskærms og to sofaer som var utrolig behagelig at sidde i, rundt omkring var der mange maleriger, kunst værker, skulpturer, faktisk var hans hjem nu meget mere personligt end hvad det hidtil havde været. Han tog hende ind i hans soveværelse da han ikke var færdig med gæsteværelset endnu og lagde hende i den blød dobbeltseng, det var meget køligt og mørk der inde, han tændte nogle stearinlys og satte sig ved siden af hende og strøg hende langsomt over håret "men hvis du også havde været død idag.. ville jeg aldrig kunne finde nogen grund til at skulle tilgive mig selv" sagde han stille og bed sig i læben "er der noget jeg kan gøre for dig?" spurgte han efter noget tid og blev ved med at kigge på hende, som om at han skulle gøre det sikkert for sig selv at hun virkelig var okay, at han virkelig havde noget at rede hende og hun ikke var i et eller andet form for laboratorium og skulle sprættes op fordi man skulle finde ud af hvad hun var, og hvordan hun kunne være det. Man skulle overlade ting til dem der kunne forstå og ikke skade folk fordi man ikke forstod. Han sukkede lidt og forstod jo ikke engang selv sådan rigtig hvad han var, så hvordan skulle det kunne hjælpe at sprætte ham op for at se at hans organer var lige som alle andres? Eller næsten da, hans hjerte behøvede ikke at banke, faktisk var det mere af vane at det gjorde det. Han tog en dyb indånding og sukkede lidt.

Hun vidste ikke helt hvad hun skulle svarer til ham omkring hvis skyld det så var, men faktisk var det jo hende der havde startet det hele, “Min…” sagde hun så til sidst, og havde stadig lukkede øjne, det var jo i grunden hendes skyld, hun kunne have ladet være med at sige til ham at han ikke skulle gå hen til Faith, lade være med at have sat sig ved en anden mand også var så dum at drikke af det glas, det var jo alt sammen hendes skyld, og hun ville med glæde gerne tage skylden for det, bare han ikke følte selvhad. Hun bevægede sig ikke det mindste da han gik op af de mange trapper eller åbnede dørene. Hun åbnede stille sine øjne igen og kiggede op på ham, inden han lagde hende ned i sengen, og lyttede til det han sagde, “Vi skal alle dø en dag…” sagde hun stille og sank en lille smule mundvand, hun lukkede øjne lidt før hun åbnede dem igen og kiggede op på loftet mens hun tænkte over det han havde sagt, noget han skulle gøre for hende, hun behøvede ikke noget lige nu, og var heller ikke vild med at bede ham om at gøre ting for hende, hun sukkede kort og lukkede igen øjne “Lad være med at hade dig selv, det er det eneste du kan gøre for mig lige nu..” kom det svagt ud af hendes mund, og vendte så hovedet lidt så hun kunne kigge direkte op på ham i stedet for at se ham ud fra øjenkrogen, hun smilede stille, lå helt stille udover at lukke øjne igen og derefter åbne dem, så de kunne blive fugtige og ikke ligefrem stirre, hun vendte så sit hoved væk fra hans igen og tog en dyb indånding selv og pustede luften ud, hun ville ønske at hun ikke var lysvågen i dette øjeblik, hun følte sig træt og udtørret, faktisk som en eller anden zombie. Hun bed sig lidt i læben men slap den så igen efter lidt tid og lå nu bare stille i sengen uden at foretage sig noget overhovedet, hun følte sig lidt dum sådan som hun lå her og følte sig som en der ikke kunne passe på sig selv, hun kiggede så op på ham igen, “Bliver du aldrig træt af at holde hånden over mig…?” spurgte hun så, da hun syntes at det var noget han gjorde for ofte, og ville vide om det var trættende eller ej. Ikke fordi hun havde planer om at være et problem barn, men om hun kunne forbedre det måske.

Hun nikkede som at hun nok skulle fortælle hvad der foregik men først skulle hun gøre noget ved hendes eget lig. Hun kiggede lidt rundt og satte sig på hug foran det inden hun langsomt lukkede øjnene og lagde hånden op hoved liget forsvandt med det samme. Hun rejste sig op og smilede skævt til Seth "Måske er dette ikke det bedste sted at snakke om det?" sagde hun stille og gik langsomt over til ham og tog hans hånd og nussede den blidt, nej dette sted var ikke det rigtige sted at fortælle omkring hvad der var sket, og hvorfor hun var tilbage. Hun tænkte over hvor de skulle tage hen og tanken slå hende at det nok var bedst at tage hjem, derved kunne de også snakke omkring hvad de ville gøre nu, hvad deres liv skulle bringe, faktisk ville hun gerne snakke omkring fremtiden nu, selvom det ikke var et emne som hun kunne lide at snakke om når det kom til stykket. Hun kiggede lidt rundt og trak ham om bag nogle træer så det var sikkert at ingen andre ville se dem "Lad os tage hjem til mig.. husk at forholde dig roligt" sagde hun stille og smilede skævt, hun trådte helt tæt på ham og holde begge hans hænder, lukkede øjnene og mærkede det velkendte sus i hendes mave, som viste at nu tog de afsted. Hun elskede faktisk den følelse af at nu forsvandt hun og dukkede op et andet sted, faktisk betød det at hun kunne tage hen hvor hun havde lyst.

//Out//

Han kiggede med store øjne på hende da hun sagde det var hendes skyld, faktisk, så var det ingens skyld. Det var et spil livet, der var en skæbne, og nogen gange skete der ting som man ikke ønskede, men de skete, og så måtte man tage det der fra. Han kunne jo ikke gøre noget ved den ugerning som han nu havde gjort "Det er ikke din skyld" sagde han stille og smilede til hende, faktisk havde han det bedre nu selvom at det var svært, svært at sige til sig selv at man havde dræbt den person som man havde elsket, og for hvad? For at få personens blod? Det var jo ikke fordi at han ikke væmmes ved at han havde brug for blod, men stadig, så havde han ikke noget imod det i længden. Han havde jo trods alt selv bedt om det, nej ikke bedt, han havde tryglet vampyren om at hjælpe ham, han huskede stadig tydeligt hvordan det havde været at ligge med den pest, det havde været frygteligt. Han sukkede lidt og kiggede på hende da hun sagde at han ikke måtte hade sig selv "Nogen gange er det svært ikke at hade sig selv, men jeg hader ikke mig selv.. jeg forstår bare ikke hvorfor at jeg var nød til at gøre som jeg gjorde.." sagde han stille med et lille smil på læben mens han blev ved med at ae hende hen over håret, og rystede så på det næste spørgsmål "Du holder mit liv kørerene" små lo han lidt og satte sig ved siden af hende på sengen da han ikke gad at stå mere, han kiggede lidt rundt og lod derefter blikket glide ned på hende igen. Han valgte at lægge sig ved siden af hende og trak hende ind i hans arme "Du kan ikke gøre for at der sker de ting for dig som der gør, der er bare noget som man ikke kan gøre for, og derfor må vi stoppe med at give os selv skylden for tingene" sagde han stille "Se køn lærer ikke, siger ting til andre hvad de skal gøre, men gør det ikke selv.. men stadig.. jeg holder af dig lige meget hvor meget jeg skal gøre for at holde dig i live.. jeg er her for at lærer dig hvordan det er at være vampyr, du er jo trods alt ikke helt gammel endnu vel.. og du har brug for tid til at lærer det du skal.. og jeg skal nok være her for dig så du kan lærer de ting, jeg har været for hurtigt med at sige at du er klar.. og hvis du har brug for mere tid så kan jeg godt forstå det.. det hele kommer hen af vejen og til sidst bliver du stærk nok til at beskytte dig selv.. og selv der vil jeg være og hjælpe dig.. det bliver jo helt kedeligt hvis jeg ikke skal rede dig mere, hvad skal jeg så lave?" små lo han igen og strøg hende langsomt over kinden mens han stadig havde hende i sine arme.

Hun tænkte lidt over det, og kiggede op på ham igen, utroligt at han kunne smile, han havde virket så, ja, ikke ligefrem i det bedste humør. Hun tav lidt da han sagde at han ikke hadede sig selv, hun lukkede stille øjne og kiggede lidt op på loftet med de store øjne mens hun ledte efter et svar til det med at hade sig selv, “Du var ikke nød til det, det ligger i dine gener, fra den vampyr som havde bidt dig, du kunne ikke stå imod hendes blod lige som jeg heller ikke kan stå imod dit, eller jo når jeg engang lærer ikke at drikke noget i længe perioder…” mumlede hun stille og sukkede stille hun kiggede igen på ham og smilede lidt. Hun sagde ikke noget til at han satte sig ned ved siden af hende men blev lidt overrasket over at han så lagde sig ned og derefter trak hende ind i sine arme, det var ikke noget hun havde forventet, men gjorde ikke modstand hun havde heller ikke kræfterne til det, men lige nu ville hun bare lægge hos den person hun havde mest tillid til, “Det kaldes et paradoks…” smilede hun stille til det med at folk sagde ting til andre som de ikke måtte men selv gjorde, og ja det var måske muligt, hun vidste ikke helt hvad han mente omkring holde af, og rynkede panden lidt der var mange måder at holde af en på, det kunne være af færdigheder, at man holdte af de færdigheder en person havde, eller udsynsmæssigt, andre gange personlighed, eller det kunne være venskabs måde, eller mere end det som i at man holdte så meget af person at man måtte erstatte ordene med elsker. Det var en meget forvirrende tanke, og hun gad endelig ikke helt at tænke på den selvom den ikke ligefrem gad at forsvinde igen, hun bed sig lidt i læben og åbnede sine øjne stille, hun kiggede op på ham, “Du kunne leve dit eget liv, gøre ting som du ville i stedet for at spilde tiden på mig…” sagde hun så og smilede lidt, det var jo rigtigt, han kunne gøre så mange andre nyttige ting i stedet for at holde hende over hånden.

Han smilede lidt over det hun sagde for at han svarede "Eller også så er man bare dobbelt moralsk.." sagde han stille "man kan bruge begge ord, igen er det jo in matter of hvad man ligesom føler man vil bruge" han slap hende og rullede om på hans ryg og kiggede op i loftet og tænkte lidt over hvad der var sket i aften og sjovt nok havde han det som om at hun ikke var død, der var sket et eller andet der gjorde at hun var vente tilbage "jeg tror ikke hun er død" mumlede han for sig selv og kiggede igen tomt ud i luften og hørte i første omgang slet ikke hvad Asiha sagde om at han jo bare kunne leve sit eget liv og han vente sig om mod hende "Asiha.. lyt til mig, jeg er skyld i at du ligger her idag, jeg er skyld i at du har trang til blod jeg er skyld i det hele som sker i det hele, hvis du tænker over det ville du jo aldrig været blevet kidnappet af manden aldrig blevet behandlet på den måde fordi at du ville havde været et menneske, okay?!" Han tog en dyb indånding og rejste sig op i siddende stilling og vente sig mod hende "Hvis dette er nogens skyld så er det da mig, jeg er den der næsten dræbte dig den aften, jeg er den som tog et liv væk fra dig hvor du ikke engang fik lov til at bestemme om du ville have det eller ikke ville have det, så derfor er det også min opgave, mit ansvar at du skal komme godt igennem det hele, og hvis jeg skulle være ærlig fortjener jeg også ikke at kunne leve mit liv fuldt ud nogen gange" han trak på skuldrene og kiggede væk, inden han rejste sig "prøv nu at få noget søvn, jeg må lave mit arbejde færdigt til i morgen" dette var det sidste han sagde for han lukkede døren og gik ind i hans arbejdsrum, han havde været heldig han havde fået to lejligheder lige ved siden af hinanden til en meget fornuftigt pris som han så havde slået sammen. Han sukkede lidt og åbnede døren der ind til, satte sig på stolen og kiggede lidt rundt mens han mumlede noget for sig selv, hvis han skulle indrømme det, så var han faktisk mere eller mindre træt af aftens strabadser, og selvom at han ikke behøvede meget søvn, var det stadig en nødvendighed nogen gange. Men han ville ikke sove nu, han skulle lave sit arbejde færdig også var den heller ikke længere!

Hun nikkede stille og ville sige noget, men lod være da han begyndte på en ny sætning, hun måtte tænke lidt før hun fik en idé om hvad han mente, og ligesom hun var ved at forstå det begyndte han endnu engang på en sætning, hun ville protestere over det han sagde, men fik ikke muligheden han blev ved med sin talestrøm og gjorde så hun ikke fik indviet et ord over hovedet, hun måtte bare ligge der med den flod af ord som hun holdte inde for ikke at afbryde ham da hun ikke kunne lide den slags, hvis hun kunne og ikke var nervøs for at afbryde ham ville hun have gjort det, men fik langt fra muligheden, hun syntes at det var urimeligt det han sagde, havde han ikke lige selv sagt at det ikke var nogens skyld, så hvis det virkelig var nogens skyld så måtte det da være skæbnen men ikke dem! Hun kiggede op på ham da han nu rejste sig og atter forlod værelset med en sidste sætning om at hun skulle sove, men… hun kunne ikke sove, hun ville ikke. Hun sukkede og lukkede øjne kort, hvorfor skulle de endelig os være kommet ind på sådan et dumt emne!? Hun trak vejret dybt ned i lungerne men slap det hurtigt igen da det gjorde ondt, og måtte leve med ikke at trække vejret, hun stadig som da han havde forladt hende i sengen og vidste virkelig ikke om hun kunne sove eller ej, hun mumlede lidt om at den her da ikke kunne blive bedre, og vendte sig så om på siden på trods for smerterne, hun ignorerede dem bare, de skulle ikke forhindre hende i at gøre det hun ville. Hendes drømme blev atter sat i gang, og en masse billeder fløj igennem hendes hoved, hun drømte at hun faldt, lige som da hun havde været besvimet, og havde været inde i hendes verden. Men det var det samme hun så, hun faldt, der var ingen vind, ingen udvej, slet ingen ting, bare mørke, og atter mørke, hun kunne dog lugte blod nu, om det var det der dryppede ned fra hendes arme og ben anede hun ikke, pludselig blev alt hvidt i hendes hoved, og sindsbevidstheden kom først tilbage efter et halvt minut, hun følte noget hårdt under sig, og det som hun lå på var et operations bord, en ung kvinde trådte frem for hendes sind, hun havde en kittel på, som var blå, en blå operations hue hen over hovedet og nogle gennemsigtige handsker, i hånden havde hun en lille fin pudset kniv i hånden hvis blad måtte være næsten lige så skarpe som hendes egne tænder. Den blå klædte kvinde satte knivens blad mod hendes hud lige under det yderste af kravebenet, og skar et fint dybt snitsår ned langs til hendes tredje ribben, hun gjorde ligeledes ved den anden side, da de to snitsår mødte hinanden på midten, og derefter ned af maven til hun kom til underlivet. Asiha vågnede med et sæt og satte sig op mens hun lod hænder glide rystende rundt på hendes krop for at mærke om den var hel. Tak helvedes skaber for at den var, hun lænede sig lidt forover og stødte hovedet mod sengens madras da hun ikke kunne være mere lettet over at hun stadig var i live.

Han kiggede ned på hans arkitekt papirer, og sukkede, det var et smuk hus som han var ved at forme, han elskede faktisk sit arbejde og kunne blive ved med det forevigt, og han elskede at synge i hans band, faktisk elskede han bare sit liv, men lige nu ville han faktisk ønske at pesten havde taget ham og han aldrig havde været med til at bringe denne skæbne over så mange folk. Hvor mange havde han egentlig dræbt nu?! Han var holdt op med at tælle, men han glemte dem aldrig og havde begravet vær og en givet den afsked som deres tro havde sagt man skulle, givet dem en værdig død hvis man kunne sige det sådan. Når han endelig drak af menneskeblod for at dræbe dem, så tog han folk der ingen familie have, folk som gerne ville død intet liv have mere, folk der lå på dødens rand men heller ikke ville leve videre, de havde intet liv at leve videre med, så hellere være død. Han havde derefter givet dem en afsked, også forsvundet så ingen ville mistænkte ham for de mange dødsfælde der var sket. Men sådan var det jo nogen gange, nogen gange begik man fejl, og det var som om at der var sket fejl på fejl på det sidste og lige meget hvad han gjorde, så gjorde han det bare forkert. Han fattede faktisk slet ikke hvad der gik af ham nu om dage!? Hvad skulle han stille op med sig selv? Han viste det faktisk ikke mere. Han rejste sig op og bankede hoved hårdt mod væggen og kunne mærke hvordan der kom et hul i hoved, han sukkede irriteret og fjerende langsomt blodet og slikkede på det, det duftede stadig af hende sjovt nok. Han vrissede af sig selv "jeg væmmes ved dig" mumlede han stille til sig selv og huskede de mange ord han havde fået gennem hele sit liv, af folk som han havde betroet sig til med hans hemmelighed, grinet af ham, sagt det ikke passede og han bare jokede. Men når de så så man var seriøst, fortalte de ting man havde gjort så blev ordrende anderledes valgt, nu var man lige pludselig et monster, et uhyre der burde brændes, til sidste havde han været nød til at flygte eller dræbe personen, og nu, ja nu var han stoppet med at sige noget omkring hvad han var til andre, med mindre han havde tænkt sig at dræbe mennesket, så gjorde skaden jo alligevel ikke noget hvis de viste hvad man var, et eller andet sted fortjente det måske lige frem at vide hvad det var der nu ville begyndte at drikke af deres blod og hvorfor? Mange der fandt ud af det og havde det dårligt tryglede ham om at gøre det af med dem, hvis de altså var lange nok ude, andre begyndte som alle de andre at snakke om at han burde brændes. Han sukkede og rejste sig op, og gik ud af værelset og ind i køkkenet han stod lidt og kiggede på de mange køkken ting han havde, og undrede sig egentlig lidt over at han havde gjort noget ud af køkkenet, det var jo ikke fordi at han fik så mange på besøg, og han kunne jo ikke længere spise menneskemad, eller jo nogen gange, men det var yderst sjælden at han gjorde det, og han kunne ikke lide smagen mere, men jo han savnede da den menneskelig mad fra nu til anden, den var alligevel noget af ham, og meget af det smagte også rigtig godt så han måtte indrømme at han savnede det. Han rynkede brynene da han kunne hører noget inde fra værelset som om der var nogen der skreg. Han løb der over og åbnede hurtigt døren "Asiha!?" råbte han, dog ikke særlig højt, han så hendes skikkelse sidde og ryste over det hele og han gik ud fra at hun måtte have haft en meget dårlig drøm og gik derfor hurtigt over til hende "Shh.." mumlede han stille og trak hende atter ind i hans arme da hun virkede totalt ude af sig selv over et eller andet, og da han rørte ved hende var det som om at han fik hendes drøm boret ind i hans hoved, han rystede lidt og blinkede forvirret med øjnene inden at han kom til sig selv igen "du er ikke død.. bare rolig.. du er her.. ingen kan rører dig okay" sagde han et et beroligende og roligt tonefald.

Hun kiggede forstenet ned i madrassen da endnu et billede kom frem i hendes sind og hun kunne ikke længere klarer det, hun rystede nu som hvis hun var blevet lukket ind i en fryser, da Heath råbte reagerede hun ikke, hun følte sig fanget af billeder der ikke ville forlade hendes sind, men bare hoppede op hele tiden, da han trak hende ind i sine arme greb hun fat om hans trøje og hulkede let, “De…de er ef..e..efter mig…” græd hun og kunne ikke få billederne ud af hovedet, hun ville bare glemme den, om hun så skulle rådne op i en kælder kunne ikke tage dem, Hun begravede sit hoved ind mod hans bryst og kunne mærke tårerne der igen brød frem, det var utroligt så meget hun kunne græde lige nu, “D…de vil…d..dræbe mig…” sagde hun med en stammende stemme, hun lukkede øjne hårdt i, og rystede stadig som var det på en kold vinter nat, hun rystede stille på hovedet mens hænder stadig holdte fast om hans sorte skjorte, hendes læbe dirrede og hun kunne ikke holde styr på om hun var vågen eller ej da hendes drøm ikke ville ud men bare fortsatte, de var i gang med at åbne hende op mens hun stadig var i live, mens hendes organer stadig virkede, de fandt en sav frem så de kunne skærer hendes ribben op, og komme ind til lunger og hjertet. Asiha åbnede stille munden og fik en lille stammen frem, “je…jeg vil ikke mere!” sagde hun som et halvt hyl og slog ham lidt i brystet som om det ville få drømmen væk, hun ville have den væk lige nu, den skulle bare ud om hun så skulle gå ned til helvede som ventede hende når hun en dag døde, for at kunne få denne drøm som bare fortsatte ud i det uendelige til at stoppe. Hun sank efter lidt tid sammen igen da hun i sin drøm fik fjernet hjertet og alle former for organer i sit indre, hvilket gjorde at hun nu ikke længere levede, selvom hun i virkeligheden stadig var ved livets lunefulde omgivelser, lægerne havde konsterneret at det bare havde været et fup nummer, indtil de havde tjekket hendes tænder som jo havde de to lange hjørnetænder. Med et blev alt sort og drømmen forsvandt som den var kommet, hun åbnede stille øjne og kiggede ind i Heaths brystkasse, hun kunne mærke hvordan tårernes fugtighed, og håret klistrede sig fast til hendes kinder, hendes make-up hang ned i lange tråde fra hendes øjne bevægede sig op mod Heath’s ansigt og kiggede svagt på det med et forgrædt ansigt, “un…undskyld…” mumlede hun stille og slap lidt efter lidt taget på hans fine skjorte og følte sig som et hysterisk barn der ikke kunne klarer sig selv uden at få sin vilje, hun vendte blikket ned af, mens hun stadig prøvede på at få styr på sin rystende krop, “d…det var ba..bare en drøm… ikke andet, k..kun en drøm..” mumlede hun stille og tog en dyb indånding for at klarer lidt op selvom det var svært for hende.

Han sad bare med hende i hans arme uden at sige noget, hun at gøre noget, han holde hende bare tæt ind til sig og ventede på at hun var ved at få det ud af hoved, dog kunne han se det lige så tydeligt som om det var hans drøm han var i gang med at drømme, som om at han stod og kiggede på mens de gjorde det uden at han kunne gøre noget ved det, og det fik en vrede op i ham at han havde ladet den mand gå som ville havde gjort dette forfærdelige mod hende, han havde dræbt ham lige så forfærdeligt som de ville havde gjort med hende "Rolig.." hviskede han beroligende "jeg er er lige her.. intet kan ske mod dig" sagde han stille og vuggede hende langsomt frem og tilbage, han var ligeglad med at hun slog ham, at hun skreg, at hun græd. Hun skulle have lov til at lukke de hele ud, at hun kunne få lov til at sige at hun ikke kunne lide det hun så, og det ville også udre ham hvis at hun ikke ville have det sådan som hun havde det nu. Da hun var færdig og sagde undskyld rystede han bare på hoved "Du skal ikke sige undskyld, det er normalt at være bange for ting som alle frygter" sagde han stille og strøg hende langsomt og forsigtigt over håret "det var kun en drøm, og jeg er her for at hjælpe dig" sagde han stille og trak hende tættere ind til sig "Jeg vil aldrig.. nogen sinde, lade nogen gøre det imod dig.. dette må du stole på.. vil du gøre det for mig?" spurgte han stille og løftede hendes hoved op så han kunne kigge ind i hendes røde øjne, han smilede skævt og hans øjenfarve flakkede fra de røde til den rigtige mosegrønne farve som han havde haft som menneske, faktisk havde han nydt sit liv som menneske, han havde været en simpel farmer, en bonde. Han var lige blevet gift faktisk havde han fået et barn da de begge var blevet ramt af pesten. De døde nogle måneder for han også fik den, det var faktisk frygteligt, der havde han mødt en mand, en mand som havde vist ham en vej ud, han sagde han ville hjælpe ham, og Heath havde taget imod hans hjælp med glæde. Han overlevede og begravede sin familie. Han havde set hvordan at livet var gået igennem flere forskellige forandringer, måden hvordan man fangede vampyrer, hvordan man så på dem skiftede helet tiden, og han var faktisk meget overrasket over hvordan han var kommet fra den tid og nu var her. En lille suk kom frem fra hans læber og han smilede skævt over det han sad og tænkte på inden han igen kiggede ned på Asiha "der vil altid være noget vi er bange for, og derfor skal vi ikke være bange for at sige at vi er bange for det.. du skal ikke sige undskyld, jeg er her for dig.. lige meget hvad.. jeg holder af dig mere og mere som en ven.. og jeg vil ikke miste dig.. forstået" sagde han stille og kyssede hende blidt på panden og aede hende kind og kæbe for at få hende ned på jorden igen.

Hun bed sig stille i læben og nikkede stille men hun kiggede ned, men blev dog nød til at kigge op på ham da han tog fat om hendes og løftede det, hun kiggede ind i hans øjne og betragtede de røde øjne, som var lige som hendes egne, hun blev dog undrende da de pludselig skiftede farve. Hun bed sig stille i læben og prøvede at lukke hans tanker ude, men det var svært, når man første hørte blev de bare ved med at komme, og det var svært at holde styr på, hun vente blikket ned igen efter lidt tid, da hun prøvede at fortrænge de billeder der kom op i hendes sind af hans familie. Hun hørte igen hans stemme og nikkede igen lige så stille, hun puttede sig ind til ham ved hans hals og lukkede øjne mens hun prøvede at slappe af, “okay…” sagde hun så som svar til at hun havde forstået. Hun følte sig endelig helt lille i hans favn, det var lidt underligt, men Heath var jo også høj, så det kom ikke bag på hende. Hun åbnede sine øjne igen, og rettede dem mod ham, “Elskede du hende virkelig, jeg mener Faith?” spurgte hun så stille, af nysgerrighed, da det jo godt kunne være at det kun havde været udseendet han havde kigget mest på under den tid de var samme, hun åbnede så munden igen, “Du behøver ikke at svarer hvis du ikke vil…” sagde hun så stille, og krummede sig lidt sammen, hun ville ikke spørge ind til hans familie, det var for personligt efter hendes mening, og hun skulle jo i grunden slet ikke have set det på nogen måde!? Hun bed sig lidt i læben igen, mens hun tænkte lidt over dagens begivenheder, det hele havde startet sådan okay, indtil ham Thomas var kommet, derefter gik det meget fint da hun fik snakket med Heath, men igen så var den gået dårligt så snart hun var gået væk fra ham. Hun sukkede stille på hans hals med sin iskolde ånde. Hun var stadig træt men hun vil ikke længere sove, hun var for bange for at drømmende ville komme igen. "Hva...hvordan slukker man for at læse tanker?" spurgte hun og tilføjede så: "... Det er lidt irriterende hele tiden at hører dine nemlig..." det hele kom ud med en lille stemme i hop om at han ikke ville blive sur over at hun måske havde aflæst alle hans tanker fra da han havde slået manden som havde svinet hende til, til nu..? Hun bed sig lidt i læben og kiggede ud af vinduet imens hun tænkte over det, men så kom hendes tanker over på noget andet, hvis han skulle lære hende at være vampyr, ville det så sine hun skulle træne som var det i militæret? Hun gøs lidt over tanken da det var noget hun bestemt ikke ville, og kunne slet ikke forstille sig tanken, men hvad nu hvis det var sådan? Hun kiggede igen op på Heath for at få et svar på hvordan man slukkede for det, skulle man tænke, sluk? Eller var det noget helt andet og mere indviklet noget ens hjerne skulle igennem før den kom frem til den rette stop knap, eller hvordan det så hang sammen. Hun slap stille sit greb om hans skjorte, og ville ikke ugle den mere end hvad det var, hun tænkte lidt tilbage på aftens begivenheder, da Heath havde været ude og danse sammen Faith havde de kigget over på hende og manden, hvad Faith så var en skummel mand som var ude på noget, og hvad Heath så var en fremmed mand som han følte en mindre jaloux følelse til, det undrede hende endelig lidt, og havde tænkt sig at spørger om det også, men ville komme med for mange spørgsmål da det jo bar ville være tarveligt, og samtidig vildt forvirrende for ham, så det var nok bedst bare at tie stille.

Han smilede stille og blev ved med at vugge hende frem og tilbage uden at sige noget, ventede på at hun ville starte en samtale når hun var klar til det, og lige nu var hun stadig ret meget ude af den. Han kiggede dog på hende da hun åbnede sine øjne og så ud til at ville sige noget, og ganske rigtigt lidt efter kom hendes stemme og sagde ordrerne, han kiggede lidt ned på hende og sukkede inden han svarede "Jeg.." mumlede han stille og viste faktisk ikke hvad han skule sige? Jo, han elskede hende vist stadig, men han viste ikke rigtig hvor stærkt det var mere, han havde bare været så overvældet af at se hende, det med at hun havde stået der efter alle de år hvor han havde troet at han havde dræbt hende "hmm.. det er svært.. jeg elsker hende, men ikke.. jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare det, det var bare at da jeg så hende igen, vækkede det alle de gamle følelser, men jeg er ikke engang sikker på at de var ægte når jeg virkelig mærker efter, og det er hvad der gør mig endnu mere sur på mig selv at jeg ikke engang kan styre mig overfor en pige som jeg muligvis har elsket, men ikke gør mere?" Han tog en dyb indånding og viste virkelig ikke hvad han skulle sige, han væmmes stadig ved sig selv, og tanken om at han havde dræbt to personer idag, boret sig ind i hans sind, og det samme med at han nok havde dræbt en anden inden i, var lige så slem. Han havde jo ikke bare dræbt Faith og hendes ufødte barn, men også Seth inden i, han ville ikke være særlig overrasket hvis han en dag så Seth på hans dørtrin med kors, vie vand trækæppe og hvad der ellers skulle bruge til at dræbe ham og så fik han da en dejlig, langsom pinefuld død? Luften kom langsomt ud af hans mund mens han vædet sine læber og sank det spyt der langsomt var kommet op i hans mund "Men.. nej jeg tror faktisk ikke jeg elsker hende som sådan mere.. jeg gjorde.. men ikke mere" han smilede skævt og kiggede lidt rundt i rummet og fandt det egentlig okay at hun spurgte ind til det, han havde godt lagt mærke til at hun havde haft et specielt bånd til hans tanker, go derfor havde hørt alt som han havde tænkt på den aften, og sikkert også på hvad han tænkte nu, han lagde hoved lidt på skrå da han fik et glimt af at hun var bange for at det ville blive som en militær lejer og begyndte så at grine "Altså.. jeg kan godt være hård.. men så hård er jeg ikke" sagde han drillende og nikkede lidt til det med at hun godt ville kunne styre sine tanker, det var da også normalt at alle nyfødte vampyrer ikke kunne finde ud af det, han havde også kunne læse sin mester ud og ind selvom at mesteren prøvede at lukke ham ude, faktisk var det ikke sådan at det skulle skride til værks, han satte sig bedre til rette "Sæt dig op med dine ben over hinanden, altså så du sidder i skrædderstilling" sagde han og satte sig selv sådan overfor hende, han ventede lidt på at hun gjorde det og rykkede så tættere på hende, lagde begge hænder på hendes kinder og kiggede hende ind i øjnene "Okay.. nu vil jeg begynde at tænke en masse tanker, og hvad jeg vil have dig til at gøre er at du tommer dit hoved, og langsomt prøver at skubbe mine tanker væk, det vil være svært til at starte med, og når du tror du har lært det vil du finde ud af at du skal starte forfra igen, det er ikke nogen sjov process men du vil komme der til sidst, også vil du kunne slukke på knappen til at læse mine tanker og ikke læse dem, og med andre vil det så være det samme, når du mærker en som er svær at lukke ude, må du sætte dig ned og fokusere på at lukke lige hans, eller hendes tanker ud.. forstået?" spurgte han med et lille smil på læberne, og var faktisk ikke sur over at hun havde læst hans tanker, han havde intet at gemme, eller jo men ikke for hende.

Hun nikkede stille til det han sagde omkring Faith, det var vel normalt at man ikke elskede sine gamle elskere mere, men de havde dog stadig en plads i ens hjerte. Men ja når man ser en person, tror man at det hele var som det var før, at intet var forandret og det kun var de to der skulle være sammen, indtil man opdagede at det man følte bare var en gammel følelse af det man havde før, men så havde mistet eller givet bort. Hun bed sig lidt i læben og svarede ikke på det selvstillede spørgsmål, var det overhovedet noget hun skulle svarer på? Hun mente det ikke, og lod så os være. Hun brød sig ikke om at han tænkte på at Seth, hendes mand eller kæreste gik hun ud fra, ville komme og slå ham ihjel, den tanke ville hun faktisk helst undgå hvis hun skulle være ærlig. Et lille skævt smil kom frem på hendes læber da han sagde at han godt kunne være hård, og regnede sig til at han havde læst hendes tanker ligesom hun læste hans. Hun satte sig til rette ligesom ham i en skrædderstilling hvor benene lå hen over hinanden og kiggede igen på ham med et roligt blik, og nikkede et par gange som svar på at hun havde forstået det hun skulle gøre, men ville hun da gøre et forsøg os selvom det ville være svært, eller muligvis gøre ondt, hun ventede til at han ville begynde at tænke alle de mange tanker, men tømte først sit hoved for alle sine egne tanker og tog en dyb indånding mens hun kiggede på ham og var klar til de mange tanker han ville give hende. Det var nu meget rart at vide at en person ville hjælpe en når man havde brug for hjælpen og ikke bare vende en ryggen. Hun blinkede kort med øjne og kiggede ind i hans øjne og blinkede derefter et par gange, inden hun slap luften som hun havde nede i lungerne ud igennem næsen. Det var måske lidt underligt af en helt nyfødt vampyr ikke havde fået blod i to-tre dage, men hun havde ikke været sulten, og ville nok heller ikke blive det i et godt stykke tid. Hun kiggede lidt ud i det blå som om han ikke sad der foran hende, som om hun var inde i sin egen verden som rent faktisk ikke var nogen verden over hovedet. Men vendte dog hurtigt tilbage igen og betragtede ham lidt stadig klar og tom i hovedet som hun havde været for lidt tid siden. Spørgsmålet var bare, hvor længe kunne hun holde det sådan uden at tænke overhovedet, hun tænkte jo stort set hele tiden, og der var endelig så meget hun godt ville vide.

Han smilede over at hun gjorde som han havde og lukkede øjnene mens han tænkte lidt over hvad fanden han egentlig skulle begynde at tænke? Det var jo ikke noget man sådan lige fandt på ud af det blå, som regel så tænkte man jo bare, uden rigtig at tænke over hvad det var man tænkte. "Okay" mumlede han for sig selv og rynkede brynene lidt da han langsomt begynde at tænke den dag de mødtes, han var gået fra byen for at være for sig selv, han havde brug for noget at drikke men havde snart sultet sig i flere uger, han viste hvordan han led uden at han ingen blod i meget lang tid havde fået, hvordan at hans tænder føltes tunge i hans mund, blodet han længdes efter men ikke kunne få, han ville ikke lade ham gøre det. Han sukkede lidt inden han fortsatte sin tanke gang hvordan at han så Asiha, han tøvede men gik så over mod hende, hvordan han fortrød med det samme og ikke kunne lade hende være, og han skammede sig stadig over det, han viste egentlig ikke hvorfor? Han havde aldrig haft noget problem omkring hvad han havde bidt og hvis han havde dræbt nogen så trak han bare på skuldrene af det, det fik ham til at tænke på den gang han var nyfødt vampyr, han havde ikke kunne styret sig og hans mester havde ikke hjulpet ham, han havde gået på gaden og prøvet at styre sig da et lille pige barn var gået ind i ham, han havde ikke kunne styre sig og havde dræbt hende. Han bed sig i læben og rystede lidt på hoved, videre døden blev han næste tanke, han tænkte på hvordan det ville være hvis han en dag ville være død, hvad smerten ville være hvordan at han ville dø og hvem der ville dræbe ham, dette førte ham ind på tanken igen om at Seth sikkert ville eftersøge ham så snart han fandt ud af hvem der havde dræbt hans elskede, hvis han ikke allerede havde gjort det, og derfor ville Heath faktisk forvente at der vært øjeblik kunne være nogen der bankede hårdt på hans dør, og når han så ikke var hurtig nok til at åbne ville den blive sparket ned, der efter ville han komme ind og dræbe ham, eller måske ikke, men Heath ville nok gøre det hvis det var ham der var i hans sted, han åbnede det ene øje og lod hans tanker glide hen på totur, hvordan det var at se folk blive totureret som man elskede, han ville holde lidt igen nu se hvordan hun havde klaret det for de fortsatte, så han begyndte langsomt at tømme sit hoved og slappede langsomt af så hun kunne få sig en pause.

Hun hørte en del af hans tanker allerførst og prøvede at lukke dem ude, men det var svært, og krævede mere koncentration ind hvad hun havde forventet. En lille rynke kom frem i hendes pande mens hun stadig prøvede på at holde dem væk, men hans tanker gik igennem hendes blokade og fik en masse billeder frem, først da hun havde mødt ham for første gange, mindet om det fik hendes hår til at rejse sig på hendes krop. Hun bed sig i læben og havde hele tiden hovedet tømt for sine egne tanker, mens hun tog trangen til at tænke fra sig, og bare sørgede for at få så mange som muligt af hans tanker væk fra hendes hoved. Det var utrolig så meget energi det krævede fra hende, og de mange tanker og billedstrømme som gik igennem hendes hoved var udmattende at blokere for, faktisk. Den lille koncerteret rynke der lå i mellem hendes tynde øjenbryn forblev der stadig. Hun greb lidt fat i sin underlæbe og bed lidt i den, det fik det til at gøre ondt i hovedet af at koncentrer sig så meget, gid det endelig gad at holde op. Hun mimede en lille bøn til satan, underverdens herre om at få lov til at bestå denne prøve som nu var kommet, da hun var færdig med sin mimende bøn tømte hun igen sit hoved for tanker og var inden længe ved at få stoppet hans tanke strøm som sivede igennem hendes hoved, men så snart han kom hen til totur slap hun taget om at få hans tanker stoppet, og alverdens billeder røg igennem hendes hoved endnu en gang. Et dybt suk røg ud igennem hendes læber og hun lænede sin pande mod sin hånd da hovedpinen tog til og tankerne fortsatte, men inden længe opfattede hun at han ikke tænkte mere, men at hendes tanker stadig fokuserede på det, hvorfor man gjorde, om folk var sindssyge oven i låget, om de havde brug for hjælp, hvor man gjorde det, hvad fik folk i grunden til at gøre det, hvor stammede det fra, og mange andre spørgsmål som varede ud i det uendelige. Hun rystede svagt på hoved og lod hovedpinen være som om den aldrig var kommet og prøvede at få tankerne væk fra hendes sind så hun kunne starte på ny. Hun tog en dyb indånding, og rystede kort på hovedet, inden hun åbnede sine øjne og kiggede lidt rundt for at få noget andet at tænke på, så hovedpinen bare kunne fortrænge sig når man ignorerede den.