Galla, fortsættelse hos Heath

Han nikkede lidt og smilede skævt mens han ikke rigtig viste hvad han skulle sige, det var da rart at vide at hun ikke var disideret sur over at han havde bidt hende, han havde heller ikke følt det sådan, men efter det der var sket idag, kunne det jo havde været at hun havde ændret mening man kunne jo aldrig rigtig vide med folk, nogen gange var de glade og det næste øjeblik pisse sure, det var altså virkelig ikke til at finde ud af, faktisk utrolig forvirrende. Han faktisk selv sådan en person, det næste øjeblik nede på jorden det næste øjeblik helt oppe og ringe, med lynene øjne og det hele, det var ikke altid til at finde ud af det med ham og det viste han også godt, men der var jo ikke så meget andet at gøre ved det. Han Lagde sig ned på ryggen og kiggede op i loftet "det er egentlig utroligt hvordan man tager det.." sagde han stille "jeg havde et ønske om at leve videre efter jeg blev ramt af pest.. og jeg fik lov til det.. men jeg hadet alligevel at være vampyr.. jeg hadet at skulle drikke blod.. men det var kun lige i starten, efter noget tid blev det bedre og jeg kunne faktisk godt lide det, det eneste jeg ikke kunne lide var min skabers filosofi så jeg dræbte ham" han smilede lidt som om det ikke var noget at snakke om, som om at man faktisk dræbte sin skaber sådan bare lige "Jeg kan godt huske at der var utrolig mange der hadet mig for det, og mange der sluttede sig til mig, men efter noget tid så kunne jeg ikke holde det ud mere og jeg drog afsted for mig selv, jeg er en bedre enspænder end noget andet" grinede han lidt over at man skulle tænke på at han lige havde dræbt den han havde lsket mere end noget andet menneske, også var følelserne der alligevel ikke rigtig mere, bare at se hende sammen med, ja.. ham der Seth der, han havde ellers virket som en meget fin fyr da han havde mødt ham den dag ved bjergkæden, og han måtte indrømme at han gruede lidt over hvad der ville ske hvis de mødte hinanden, men et eller andet sted var han ret sikker på at det ville ske, så han kunne jo lige så godt forberede sig på det et eller andet sted? Han sukkede tungt og lukkede øjnene mens han prøvede at slappe lidt af.

Hun kiggede lidt rundt og lænede sin ryg op mod væggen, og tænkte lidt i et lille stykke tid, hun var ved at blive træt af at have en kjole på, og ville faktisk gerne have noget løst som man bare kunne slappe af i. Hun bed sig lidt i læben og kiggede ned på ham med et lille smil da hun kunne mærke hans forvirring, og tænkende ord omkring folks reaktioner på forskellige ting, “Det er jo forskelligt, men jeg må sige… at jeg er skuffet over du ikke kunne styre dig.. Men på den anden side er jeg ikke bedre selv…” sagde hun stille og tænkte lidt på den mand Faith havde været sammen med, hun kløede sig lidt i det blonde hår, og mumlede lidt ved tanken om at hun måske stadig var i live, og ikke havde nogen smerter på sig i lige dette øjeblik… “selvom du dræbte din skaber, vil det ikke betyde at jeg skal gøre det samme, om jeg så er tæt på at suge alt dit blod ud af dig, vil jeg stoppe lige inden da…” sagde hun stille og gabte lidt imens hun strejkede sig, “Hmm… har du ikke noget tøj jeg kan låne, er træt af at have en rank kjole på som man bare føler sig anspændt i..?” spurgte hun med et lille smil og kiggede rundt, inden hun kiggede på ham endnu en gang, hun havde i grunden ikke noget at hade ham for, muligt at han havde gjort hende til et blodtørstigt rovdyr, som normalt alle hadede, så var hun glad for det på en eller anden måde, men nu havde hun også altid været opdraget sådan at man skulle se det positive i det negative, og glemme de ting som der muligvis er negative, og så komme frem med det positive over sagen i stedet for, meget indviklet endelig, men det var jo helt forskelligt. Hun kiggede op i loftet med et let tænkende udtryk omkring hvad den næste morgen dag ville bringe, om hun måske ville få en af de der kræfter der som superhelte nu os havde, det var stort set det eneste eksempel på kræfter hun havde in mind. Hun pustede stille og kiggede lidt rundt.

Han sagde ikke noget til at hun var skuffet det måtte hun jo selvom, han var jo som han var og det var der ikke rigtig noget gøre ved, der var så mange der havde prøvet at ændret ham igennem tiden, mest hans tidligere kone som konstant mente at han skulle gøre det anderledes, kunne godt være at kvinder var undertrykte i den tid, men han fik da ikke lov til at sige noget for det havde været igennem hende, hun havde manipuleret med ham og bare gjort ham mere og mere til at være ikke en mand, måske var det derfor at det havde været så nemt for ham at sige at han gerne ville have et liv som vampyr? Fordi at han havde haft brug for at få sig et liv hvor det var ham der fik lov til at bestemme over sig selv, og det kunne man da sige han i den grad havde gjort. Han nikkede lidt til at hun gerne ville have noget tøj og gik over til hans skab med alt tøj i, han fandt hurtige nogle sokker hun kunne have på, nogle løse stoftræningsbukser som han faktisk ikke brugte, og en t-shirt som var alt for lille til ham, som han lagde ved siden af hende "her.." sagde han stille og gik ud af rummet og lukkede døren bag sig, han var i et lidt underligt humør og som sagt så havde han svært ved at styre dem, og især efter at han havde drukket så meget blod som han lige havde gjort, han havde det tit sådan at når han drak et væsens blod op lige meget hvad det var, så begyndte han at vise en underlige form for adfærd, og han havde aldrig været i stand til at styre det, det ene øjeblik rystede han af skam og sorg, andet øjeblik smadrede han ting og var slet ikke til at styre. Og som nu var han bare virkelig stille og ked af det, og han viste ikke engang hvorfor, men sådan havde han det altså bare nogen gange. han kiggede lidt rundt på rummet inden han gik over mod en af de mange vinduer og satte sig i vindue kammen og kiggede ud over den mærke gade som var oplyst af gadelamperne, det var utroligt at man kunne se så stor en forskel fra gyderne til terre? Hvorfor gjorde man ikke mere ud af at hjælpe dem som jo så tydeligvis ikke kunne hjælpe sig selv? Han fattede det ikke og ville nok aldrig komme til at fatte det, men nogen gange var det bare sådan at man ikke fattede halvdelen af hvad der forgik rundt omkring en. Han sukkede og trak sine ben helt inde til sig og lagde hoved på knæende og slappede af, dog kunne han mærke hvordan kroppen begyndte at ryste som om at han græd, men hans øjne var tørre som altid, intet vand dannede sig i dem, eller på nogen måde form for prikken, men nu havde han ikke grædt siden at han var 19 år gammel, gud hvor var man egentlig bare ung der, han havde haft en kone og en datter på 1 år, han savnede hans lille datter og et lille smil kom frem på hans læber, dog sørgmodigt, men det var der.

Hun bed sig lidt i læben og mente nok det havde været dumt at sige sådan som hun nu havde gjort, og vidste ikke længere hvad hun skulle stille op, han var svær at finde ud af, der var så mange ting man skulle tage højde for ikke at sige og hvad man nu måtte sige, hun bed sig i læben og rystede stille på hovedet, hun kiggede lidt ud af vinduet imens han sad inde i sin egen verden, hun kunne dog mærke nogle bevægelser eller viberationer som kom fra hans arme og ben, samt hoved der bevægede sig frem og tilbage for at finde det som hun havde spurgt om. Hun kiggede ned på den lille bylt som lå ved siden af hende, med det tøj som hun nu havde bedt om, hun kiggede stille hen mod døren som han var forsvundet ud af. Måske havde han bare haft en hård dag med det hele…? Hun rystede stille på hovedet og rejste sig så, hun tog sit corsage af, hun slappede så af i maven da det havde strammet en smule rundt om livet, og havde bare holdt hendes ryg så stiv som var det en lygtepæl. Hun vrikkede sine skuldreplader lidt rundt så de kunne føle sig fri og ikke så lige og ranke i det, imens hun gjorde det drejede hun os hovedet rundt får ligesom at få løsnet de mange lemmer. Hun tog nu ingen længe fat lynlåsen til hendes kjole og lynede den ned, så den slap sit tag rundt om hendes krop. Hun sukkede lidt over den tynde mager krop der ingen former havde udover en let fyldig barm. Hun hadede sin krop, og ville for alt i verden skifte sin barm ud for et par fine taljer. Hun rystede på hovedet og trak sine nylon strømper af og slappede atter af over endelig ikke længere at have noget af det stramme tøj på mere. Hun smilede lidt, da hun kunne mærke friheden ved ikke ligne en eller anden person der ikke vidste hvordan man slappede af. Hun tog den trøje som han havde tildelt hende, og trak den hen over hovedet og lod sine hænder glide ind i arm hullerne. Derefter tog hun joggingbukserne og lod sine ben glide ned i hvert bukseben lige så stille. Hun strakte sig let og følte endelig hun kunne slappe helt af uden at tage sig af hvad folk tænkte på omkring hendes tøj, selvom det var en smule for stort men det gik da. Hun kiggede på det tøj hun havde lagt fra sig og besluttede sig så for at rydde det lidt sammen så det ikke bare lå og roede. Hun lagde det på en stol og pustede let ud, inden længe gik hun så ud af værelset og kiggede lidt rundt for at kunne opsuge hvordan den nye lejlighed så ud, hun lod sine fingre glide hen langs murerne for at mærke deres værk, deres ånde og den måde de levede for sig selv bag det tykke lag maling. Hun smilede let, og kløede sig lidt i det let i det glatte hår. Hun gik så ud i køkkenet og betragtede bordpladerne med stor omhu, hun smilede en smule og sukkede lidt over dets fine struktur. Endelig fjernede hun sin interesse fra de mange ting og gik ind i stuen hvor hun fandt Heath, han så ud til at være for dybet i sine tanker men han rystede nu også lidt, men hun kunne ikke hører nogen form for gråd, med mindre han græd stille, hun vidste ikke og satte sig ned i sofaen lige så stille uden at sige eller gøre noget yderligere, bare kigge ned i gulvet og være stille, hun vidste heller ikke helt hvad hun skulle sige, men det gik vel nok.

Han sukkede lidt og havde godt hørt at Asiha var kommet ud fra soveværelset og nu begyndte at gå rundt i lejligheden og derefter satte sig på sofaen, men han løftede stadig ikke sit hoved, han var lidt ligeglad hvis man kunne kalde det sådan? Hun kunne jo færdes hvor hun ville, han kunne da for syv sytten da også bare være ligeglad med andre folk som de fleste mennesker var med ham. Han kunne allerede mærke hvordan Seth måtte have det med ham, og han kunne faktisk mærke at han viste at det var ham der havde gjort det, han smilede lidt over sin nyfundene evner, han havde faktisk fundet to, han kunne mærke folk hvordan de havde det og hvad deres tanker var når han havde rørt ved dem, og ikke kun tanker når han var tæt på men når han ville. Dog havde han lige fundet disse enver og han kunne derfor ikke dem under fuld kontrol, faktisk så kunne han ikke styre det med at tanker og følelser fra andre mennesker, og nogen gange var det så forfærdeligt at han kunne ligge og vride sig i smerte fordi han havde rørt ved en person i supermarked der så senere hen havde begået selvmord det havde været forfærdeligt at opleve det. Men den anden evne havde han faktisk opnået til perfektion ret hurtigt, nemlig at forsvinde og genopstå af skygger, det var faktisk yderst praktisk, og han var glad for at han havde fået disse evner, men hans evne til at tiltrække folk var begyndte at fade ud, men det var nu ikke rigtig fordi at han havde brug for denne evne, der var så meget andet ved hans udseende der kunne tiltrække kvinder hurtigere end fluer blev tiltrykket af honning, hvilket han ikke andet en kunne grine over, da han synes det var en lidt sjov tanke at tænke over.
Det sjove ved det hele var at lige så meget folk hadet ham for hvad han gjorde, som ham Seth der gjorde lige nu, så meget vrede i en person der prøvede at bekæmpe den så godt, men nu mærkede han noget som var lidt anderledes end vrede nemlig kærligheden til Faith, den voksede inde i Heath som den var i Seth og det fik Heath til at ryste så voldsomt at han røg ned fra vindues kammen, men han var lige glad han lå bare og stirrede ud i luften, hvad havde han ikke gjort? Hvilket monster var han ikke. En sukken kom frem ham og han lukkede øjnene sammen og sagde ikke noget rullede sig bare sammen i en kugle og havde totalt glemt at der var andre folk til stede ud over ham, hvilket ikke skete særlig tit, men lige nu så var det eneste der gik rundt i hans hoved var hvor dum han havde været, hvorfor han ikke havde kunne styret sig mens han var gået rundt og blevet ved med at sige til Asiha hvor vigtigt det var at styre sig når det kom til andres blod.

Hun kiggede stille på ham, ja iagttog ham kunne man sige, vidste endelig ikke hvad hun ellers skulle tage sig til, hun bed sig lidt i læben og sukkede kort, lige nu hadede hun den stilhed der lå omkring i rummet, den var ikke speciel behagelig, og fik også hendes arme til at rejse sig af ubehag, hun bed sig lidt i læben og trak sine ben op til sig så hun kunne skjule halvdelen af sit hoved, hun tænkte, men i løse ender, bare ord, ja… billeder som bare ikke kunne danne sig til noget som helst, hun kiggede ned i jorden igen og gemte sig godt i den t-shirten som nu endelig var meget stor på hende, hun kiggede lidt rundt og vidste ikke helt om hun skulle bryde tavsheden. Et lille suk brødløs, da intet ville fungere inde i hendes hoved alt var ude af kontrol og intet ville virke som det skulle, men hvad var der endelig som skulle virke inden i hende, hun var jo ‘død’ så at sige, men det virkede bare som om der var noget grueligt galt inden i hende, hun kunne bare ikke sætte en finger på hvad. “Hm… jeg tror… du skal være lidt forsigtig med ham Seth… der er noget der ikke stemmer ved ham…” mumlede hun stille imens hun kiggede tåget for sig, hun kunne nu godt mærke at Heath var dybest set ret så ligeglad med om han døde eller ej, men det var hun dog ikke, hun havde ikke ret mange andre at skulle relatere sig til, nogen som hun kunne se op til, som et barn der så op til sine ældre søskende. Hun tog nogle dybe åndedrag selv om det ikke var nødvendigt, men hvorfor så gøre det? Hun fattede det ikke, men kiggede så ned på Heath der var faldet ned på gulvet, “hmm…” mumlede hun bare igen rejste sig efter en tid, hun gik hen til ham og satte sig op af væggen lige overfor ham så hun kunne se hans ansigt, “Det muligt, du ikke har noget imod at dø helt.. Men det har jeg… fordi jeg har ikke andre at skulle se op til, og ja du skider på hvad andre mener og tænker om dig, om der måske er nogen folk der ønsker dig noget godt… men der er altså folk der håber noget godt for dig, folk som ikke hader dig…” sagde hun og kiggede på ham, hun ville ikke give slip på den person som hun havde til at kunne komme videre, hvis man kunne sige det sådan, han var jo den person som indeholdte alt det hun skulle vide, og alt det som hun bør vide. Hvis han ville dø, så svigtede han ikke kun en person men sikkert os andre. “Men… hvad ved jeg, jeg er jo kun endnu en efterkommer hvis man kan sige det…” mumlede hun stille og kiggede rundt.

Han sukkede og satte sig langsomt op og kiggede på hende, og lagde derefter hoved langsomt på skrå "det kan godt være at jeg mener at ingen kan lide mig mere.. og jeg er parat til at dø.. men det budre ikke være grund nok til at blive fordi at du har brug for mig fordi at du mangler svar på tingene inden for vampyr verden" sagde han langsomt og sukkede mens han kiggede lidt rundt, det ligger i din hjerne og hvis du kigger grundigt nok efter vil du finde ud af svarende selv.. det har du ikke brug for mig til" han rejste sig op og gik lidt frem og tilbage inden han bare stod stille og kiggede ud i luften mens han sukkede lidt, han viste ikke helt hvad han skulle foretage sig nu, han mente nok der var mange der hadet ham, og der var også mange der burde have en grund til at gøre det, men derfor troede han alligevel ikke at alle hadet ham, men nu måtte han indrømme at han ikke lige slå om sig med venner, faktisk havde han næsten igen, men det var jo hip som hap når det kom til det stykke. For ham var det lige meget om folk hadet ham eller ikke, og dog alligevel ikke men sådan var det jo altid man gad jo ikke være en person som var hadet. Et lille smil bedre sig langsomt på hans læber og han gik langsomt over til Asiha og satte sig ved siden af hende "det kan godt være du føler du har brug for mig, men det har du inderst inde, du kender mig ikke engang så godt selvom du tror du gør det, efter som du kan læse mine tanker mine trak, men jeg aner altid med at gøre noget helt andet end hvad mine tanker siger jeg skal gøre.. jeg er bare en person i dit liv som gjorde dig til en anden end hvad du havde været før.. Asiha du kan uden mærket leve uden mig og har egentlig ikke brug for mig, ikke mere fordi det der skete idag ville også været sket hvis du ikke havde været vampyr, selvom chancerne ville have været mindre, og du skal også snart lærer at være alene, så jeg har overvejet at tage væk her fra for nogle måneder måske år, finder jeg lige ud af, og hvis ikke Seth tager livet af mig eller nogen anden af vampyrerne gør det" han smilede skævt til Asiha og viste ikke helt hvad han ellers skulle sige, der var jo ikke så meget mere, det han mente var jo rigtigt hun ville klare sig meget bedre uden ham, eller måske ikke meget bedre, men hun ville kunne klare sig lige så godt uden ham, der var jo igen grund til at han skulle være her for hende fire tyve syv, og hun ville også selv kunne finde svarende uden ham, der var faktisk ikke noget hun sådan rigtig havde brug for ham til, han var igen et mennesker i ens andens liv hvor man ikke helt viste hvor man skulle sætte personen, var det en man holde af eller en man følte man bare skulle være sammen med eller noget helt tredje? Det var aldrig helt til at vide, lige meget hvor godt man kendte personen, kunne personen også være den bedste løgner i verden og få en til at tro noget helt 6 af hvad man gik og troede, det var sket for ham nogen gange og nu var han blevet mere tilbage holdende og troede ikke helt på folk og hvad de sagde, lige meget hvad deres tanker sagde om ham, med mindre det virkelig skinnede igennem, hvilket det nogen gange gjorde, og der troede han på det, men ellers så ville han bare trække på skuldrene og sige det ikke var hans skyld eller hvad havde de så tænkt sig at han skulle gøre ved det? Det var forskelligt hvordan han var, og han havde nogle utrolig ubehagelige humør sving som han selv hadet. Men der var bare ikke rigtig kontrol over det og han havde vil også opgivet et eller andet sted? Han viste det ikke helt og gad heller ikke sidder og gruble over det.

Hun kiggede stille ned uden at sige noget, hvad var der endelig os at sige? Hun følte sig bare forrådt af en eller anden grund, hun så ham som en broder skikkelse, muligt at han ikke havde mere at vise hende eller give hende, men hun var ligeglad hun vil have noget hun kunne se op til, men kunne hun jo ikke når han engang var væk. Hun bed sig lidt i læben og rejste sig så, hun kunne ikke se hvad der var at smile af, men det kunne være lige meget, hvad betød det endelig. ”Det er muligt.. at du mener jeg ikke længere har brug for din hjælp, og at jeg da sagtens kan klarer mig selv… men skal jeg være ærlig, så ser jeg dig som en broder skikkelse, om du bryder dig om det eller ej…” hun trak lidt på skuldrende og gik så sin vej så han kunne være alene, lige nu havde hun ikke had i sig, bare smerte kunne man vel sige. Hun rystede kort på hovedet af sig selv, og gik ind i soveværelset hvor hun satte sig op på den nærmeste vindueskarm og kiggede ud i mørket, lige nu ville hun ikke være i nærheden af ham af en eller anden grund, hun syntes ikke han kunne være det bekendt, også endda muligvis et helt år… hun sukkede lidt, hvad skulle man endelig stille op så? Hvem skulle hun i grunde kontakte for at kunne komme til at snakke med en eller anden, lige meget hvem bare en som hun kunne snakke med, hun gad endelig ikke spekulere på det, hvor i det hele taget gøre det? Hun forstod det ikke helt. Et lille suk kom atter frem, hvad skulle hun endelig gøre? Han havde vel ret i at han vel ikke havde den store grund til at være i hendes liv når hun nu ikke længere havde behov for det, men hun kunne ikke se grunden til at tage væk i så lang tid. Hun ville måske ikke kunne forstå det på nogen måde endelig? Hun var ikke længere sikker og var os ligeglad lige nu, lige nu mente hun nok at hun bare trængte til at være alene, men så alligevel ikke, hun sukkede lidt og kiggede ud af vinduet imens en fugl fløj forbi og begyndte at synge i en masse lyse toner som hun bare ikke var i humøret til at hører på lige nu, hun bed sig i læben og prøvede at lukke lyden ude men kunne ikke, lige nu ville hun ønske at den forbandede fugl ville holde sin mund og lade hende tænke i fred, *Så brand dog op i helvede* Tænkte hun lige så stille, men inden det var sket, gik fuglen op i flammer, og sank til jorden som en lille regn af aske. Hun kiggede forbavset på fuglen, eller det der nok var tilbage af det… hun vidste ikke helt om det havde været hende der havde gjort det, men forholdte sig tavs, det kunne lige så godt være en anden, hun lænede sig op af væggen og mumlede lidt for sig imens hun kiggede rundt og ikke anede hvad hun skulle lave, hvad skulle hun give sig til nu, skulle hun gå ind til ham igen? I så fald hvad var der at sige, ingenting endelig, så hvorfor i det hele taget gøre det? Hun fattede det ikke og ville nok heller aldrig komme til det. Hun tippede lidt med sine fødder, idet hun trak knæene helt op til sig, og lagde sit hoved på knæhaserne, imens hun lukkede øjne, og lod sig glide ind i en om verden uden tanker, farver og eller nogen form for billeder, alt var bare sort og havde ingen mening over hovedet, som det plejede, hun mumlede lidt for sig, og havde på en eller anden måde lyst til at hoppe ud af vinduet og se hvad det var hun kunne klarer af skader og smerter, men hvad skulle det endelig hjælpe? Hun mumlede lidt igen om at livet da os bare var noget skod noget, når man ikke længere kunne finde ud af noget mere, man var bare død for handlinger og ikke længere i stand til at gide eller tage sig sammen til noget som helst.

Han sukkede lidt og lukkede øjnene for en stund mens han sukkede lidt, hvorfor ødelage han også altid ting som disse, eller ikke ødelage men mere at han gjorde folk ked af det fordi at han ikke længere kunne mere, han havde brug for at komme væk her fra denne by, få lov til at trække noget frisk bjergluft ned i lungeren, få en bekraftigelse at der faktisk skulle være mere at leve for, steder som han ikke havde været steder som skulle prøves igen, ting der skulle ændres. Men lige nu kunne han bare ikke finde det han gad at ændre ved sig selv selvom der var mange ting han kunne gøre bedre. Han sukkede lidt og rejste sig op, og gik langsomt over mod døren og ville gå ind, dog stoppede han lige foran døren og rystede på hoved han troede ikke hun ville forstå hvorfor han ville væk, hun ville bare have han blev og fandt det uretfærdigt at han bare sådan kunne sige at han ville tage afsted. Han sukkede og rystede på hoved inden han vente sig om tog sin jakke og lukkede sig ud af lejligheden, han havde brug for at være alene. Hvilken aften dag det ikke havde været, han var udmattet, sur ked af det og mest af alt på sig selv over at han var som han nu engang var. Han ville for alt i verden gøre sin gerning ugjort at han bed Asiha, hun fortjente bedre lige meget hvad hun troede, hun kunne havde været blevet et andet væsen, men næ nej han kunne ikke styre sig og havde derfor for udsaget. Han gik hurtigt ned af trapperende ud af døren som han smækkede op, han kunne mærke hvordan halsen snørrede sig sammen og øjnene begyndte at prikke fordi at tårerne var på vej, men han gad ikke nu, ikke nu. Han begyndte at små løbe og efter hånden gik det hurtigere og hurtigere med at komme afsted, han skulle bare mere og mere væk, han løb ind i den fælles garage der var og åbnede den der var hans. Han trak hurtigt luften ned i lungerne der ikke længer havde brug for luften. Inde i hans garage stod en sort harley. Han sukkede lidt og lod hånden glide hen over sædet og kunne bare mærke hvor stor en lyst han havde til at hoppe op på den og kører så langt væk han kunne, men der var alligevel noget som holde ham igen, noget der ikke fik ham til at gøre det, og den person sad nok op i hans soveværelse lige nu. Han sukkede igen mere irriteret og satte sig ned på den kolde asfalt, eller ikke kold for ham men for andre. Et lille smil kom langsomt frem på hans læber dog ikke noget rigtigt smil. Efter nogen minutter kom han dog langsomt op på benene igen og gik op til lejligheden igen, han fik nok alligevel aldrig taget sig sammen til at tage nogen steder hen som han plejede, han havde altid været en som rejste meget, og kunne ikke lide at være et sted af gangen.

Hun tænkte lidt, og rejste sig så inden længe, hun burde vel gå ind til Heath. Hun sukkede lidt og kiggede hen mod døren, hun kunne endelig ikke være det bekendt, hvis han gerne ville rejse skulle en lille dum tøs som hende da ikke stå i vejen, bare fordi at hun så ham som en broder skikkelse, og om han kunne lide det eller ej. Hun sukkede lidt, og gik med stille skridt hen til døren, og åbnede den efter en tid hvor hun bare havde stået og kigget på håndtaget, i håb om at den kunne tage beslutningen for hende, men den gjorde jo ingenting endelig, hvilket irriterede hende, hun lagede hånden på håndtaget og den føltes så tung, dog fik hun kræfter nok til at åbne døren, og kiggede stille ud imens hun ikke helt vidste om der var nogen eller ej, det virkede ikke sådan vibrationerne var helt anderledes, Asiha kunne mærke at der ikke var andre end hende i lejligheden, men for at være helt sikker tjekkede hun alle rummene, da hun var overbevidst lænede hun sig op af en af væggene i gangen og kiggede tomt ud i luften, gid hun havde en eller anden sporingssans lige som hunde havde. Hun rystede på hovedet og kiggede lidt rundt og blikket landede inden længe på nogle sko som var Heaths, hun tog en kort beslutning og var nok sikker på at han ikke ville have noget imod at hun lige lånte dem til dette, hun trak dem hurtigt på sine fødder med de store sokker på. Hun åbnede hastigt døren, og lukkede den så efter sig igen, det hele gik så hurtigt at det ikke engang blev registreret inde i hendes hjerne, hun spænede ned af trappen og inden hun vidste af det var hun ude af døren, havde kigget sig på hver sin side af gaden, også bare valgt den mest oplagte vej til at løbe hen af, hun håbede da det var den vej, og at han ikke var taget af sted allerede. Hun havde endelig ikke nogen idé om hvordan hun skulle bærer sig ad med at sige det til ham, hvad hun i grunde skulle gøre for at sige undskyld? Alting virkede bare så fjernt på en eller anden måde, måske fordi der var så mange tanker rundt omkring i folks hoveder som gik igennem hendes sind og gjorde det besværligt at kunne koncentrer sig om sit eget, hun kiggede lidt rundt og syntes at have set Heath for et øjeblik siden, men var lidt usikker, hun stoppede dog op efter at have løbet omkring 10 til 15 meter væk fra stedet og kiggede hen mod det igen, hun gik stille derhen, og minsandten der sad han ved siden af en sort harley, han var måske på vej til det, hun kiggede stille på ham, og gik så hen til ham og satte sig på hug ved siden af ham. I en kort stund kiggede hun bare ned uden at vide hvad der var at gøre eller sige. Hun omfavnede ham så rundt om nakken fik sin tunge på gled, “Undskyld… jeg har ingen grund til at føle mig skuffet på nogen måde, og skal da heller ikke bestemme om du skal rejse eller ej…” det hele kom meget lavt fra hende, og tænkte nok at det var bedst at give slip på ham da han ikke brød sig om det, måske? Hun løsnede grebet og trak sig lige så stille tilbage på grund af usikkerhed.

Han sukkede på vejen hen til lejligheden og gik tilbage til hans Harley og satte sig igen ned han havde alligevel ikke den store lyst til at gå op, mere lyst til bare at forsvinde for evigt, aldrig komme tilbage, bare glemme alt omkring ham og, ja hvad ved han, bare være væk fra dem han kendte og få lov til at være sig selv som den han nu var i stedet for hele tiden at tage stilling til hvordan han skulle være overfor andre. Han havde ikke lagt mærke til at Asi havde set ham da han var gået tilbage igen eller at hun i det hele taget var gået ud af lejligheden, men at hun stadig sad inde i soveværelset og var sur over at han tog afsted. Men inden han viste af det stod hun foran ham og kiggede på ham "ja?" spurgte han måske en anelse kold men han viste ikke rigtig hvad han ellers skulle sige, hvad var der at sige når det kom til stykket? han sukkede lidt da hun krammede ham og sagde som hun gjorde, da hun slap ham igen kiggede han lidt på hende og viste ikke rigtig hvad han skulle sige "Du forstår det ikke rigtig vel?" sagde han og kiggede på sin harley "Du mener stadig jeg skuffer dig hvis at jeg tager afsted og ikke mener at du har brug for mig mere, du mener at lige meget hvad skulle jeg da stadig kunne blive for den sags skyld fordi at du jo stadig kan få brug for mig? Du føler dig skuffet fordi at den person som du ser op til gør ting som du ikke mener at forbillede skulle gøre, som for eksembel at tage af sted nu og sådan næsten løbe fra de problemer som jeg har skabt.. men jeg har brug for at komme væk den eneste grund til jeg blev var fordi jeg følte at jeg ikke havde opnået det jeg skulle.. mit liv er værdig løst når jeg ser der fra min siden, jeg har ikke engang haft nogen som jeg var så meget væk i som jeg så mig selv blive gift med, som jeg faktisk virkelig elskede mere end noget andet, men Faith var det som en som jeg var virkelig meget tiltrykket af, jeg elskede hende ja, men på andre måder end hvad jeg gerne ville have jeg elskede en, jeg har haft flere fyre som jeg har haft kærlighed til, men også der ikke den helt ægte.." han sukkede og kiggede på hende og tog hende så ind i sine arme "jeg vil altid være her Asi, jeg forlader dig ikke rigtigt selvom jeg gør og du vil altid kunne finde svarende inde i dig selv, og hvis du virkelig ikke kan så må du jo opsøge mig, men jeg er en fri sjæl og frie sjæle som mig har behøv for at komme væk fra verdens støv og larm, piger der skriger efter dig og mest af alt mennesker, jeg har brug for at finde mine tanker for mig selv, som jeg har gjorde hele tiden, jeg kan ikke blive sat på et bestemt sted også få at vide at her skal jeg blive hele mit liv, for mig findes sådan en verden bare ikke" han sluttede langsomt og kyssede hende langsomt på håret og sukkede mens han trak hende tættere ind til sig og havde ikke lyst til at give slip på hende "men du for mig til at ikke have lyst til at rejse.." sagde han så og lukkede øjnene mens han langsomt indåndede hendes duft.

Hun var stille imens han snakkede sagde ikke noget, ville ikke engang rører sig. Han havde vel ret i at hun ikke forstod det som sådan, men ja hun følte sig skuffet, selvom hun ikke havde nogen form for grund til det, og ja, hun mente vel nok selv at hun havde behov for at have ham til at rådgive hende på vej, at hjælpe hende med de ting som hun ikke selv forstod. Men at han ikke skulle løbe fra problemerne, ville hun også have stået fast ved at det skulle han ikke, det var muligt at man ikke kunne magte at være i nærheden af de steder hvor problemerne fandtes men derfor skulle man stadig holde hovedet højt, og ikke tage sig om man havde nogle problemer eller ej, fordi en eller anden dag skulle man vel nok klarer dem, lige meget hvad. Hun sagde stadig ingenting, hvad skulle hun i det hele taget sige, i grunde var der ikke helt noget at sige, hun kunne vel godt forstå at nogen gange blev problemerne vel bare for meget, men hun ville ikke slippe ham uanset hvad, han havde en bestemt rolle i hendes liv lige meget hvad. Et lille suk kom frem fra hendes mund da hun ikke helt anede hvad hun skulle sige, der var jo ikke noget at sige. Hun havde sagt det hun ville, og ja, nu sad han vel bare og sagde det han mente hun tænkte, eller han vidste det stort set. Hun kiggede så op på ham da hun kunne mærkede nogle arme omkring hende som trak hende ind til ham, hun kiggede forundret op på ham da hun ikke havde regnet med det, men det var der vel ikke helt noget at gøre ved, hun kiggede ned næsten helt lukkede øjne, hun tog en dyb indånding selvom hun ikke havde behov for det, den sidste sætning som han havde sagt forstod hun overhovedet ikke, “hvordan det?” mumlede hun stille ind i hans bryst og kiggede lidt op på ham, med et let og undrende blik, da hun gerne ville vide det, hun havde sin hånd på hans bryst imens hun undrede sig over hvad det var han mente med det, hun vidste det ikke helt og kunne heller ikke komme på nogen form for sammenhæng i det, “Hvis det er fordi at jeg bare ikke vil have at du skal rejse synes jeg det er en dum grund…” mumlede hun endnu en gang og kiggede lidt frem for sig. Hun bed sig lidt i læben og tænkte lidt over hvordan det mon ville have været hvis han endelig var taget afsted, hvad hun så var løbet ud efter, om hun var taget hjemtil sig selv igen eller om hun ville have været blevet der ? Hun var ikke sikker på noget mere, måske var det over at fuglen som havde provokeret hendes tankegang pludselig var blevet til aske og dalet ned i jorden, bare fordi hun havde sagt at den skulle skride til helvede, men det var jo ligefrem sådan ment, men det kunne vel ligeså vel være en anden som bare kedede sig? Hun var ikke sikker, og vidste heller ikke om der var noget at være helt sikker på overhovedet, alting virkede så uforståeligt, det gav bare ikke mening hos hende.

Han kiggede lidt ud i den blå luft og tænkte over hvordan han havde det med hende, hvad det var der gjorde at han ikke ville tage væk fra hende, nej det var ikke kun fordi at hun ikke ville have det og så ham som en bror, men også fordi så mange andre ting, der var noget ved hende som bare gjorde at han havde brug for hende. Han kunne som sådan ikke rigtig beskrive det hvis han skulle, men et eller andet sted forekom det ham alligevel ikke svært. Han havde det jo hyggeligt med hende, hun havde noget af ham som bare ville føles tomt hvis han tog sin vej, som om at noget meget vigtigt var blevet stjålet fra ham, men bare lige det kunne han ikke beskrive hvad var det var som var stjålet fra ham, det hele var lidt svært når han tænkte over det. "jeg.. kan ikke rigtig forklare det, men det er som om at du har noget af mig som virker så tomt når jeg ikke er i nærheden af dig.." han smilede stille til hende "Jo det kan godt være at du ikke vil have jeg tager afsted bare gør at jeg mere ikke vil tage afsted, men det ville ikke stoppe mig, det er at jeg finder dig interessant og jeg ved jeg kommer til at savne dig mere end hvad jeg selv aner " han holte stadig om hende og måtte vel indrømme at han følte hende som en lille søster eller bare en meget nær ven som han ikke ville mistet. Der var så mange andre ting han kunne finde på at gøre, men det ville bare virke underlidt. Hans øjne veg ikke fra den mur som han sad og kiggede på mureren der var foran ham, egentlig flyttede han slet ikke hans blik, mens han hånd langsomt aede Asi på håret og tænkte lidt over hvad det egentlig var der gjorde at han ikke følte han kunne forlade hende, det var ikke kun det han havde sagt der var noget mere noget som hans ord bare ikke rækkede nok til at forklare. han synes selv at hans ordforråd var ret bredt og godt, men stadig han fandt ingen ord der kunne hjælpe ham til det her. Han trak langsomt vejret som fik hans bryst kasse til at ryge op og ned langsomt selvom han ikke havde brug for det, det var egentlig sjovt sådan en mur. Det var et objekt der ikke havde nogen tanker, følelser noget andet formål end at stå og lege mur. De mindede ham lidt om de folk der var i koma og bare lå og var fængslet i deres egen krop og den seng de lå i, uden nogen form for tanker, måde at kunne bevæge sig, bare ingen ting. Han sukkede og vædet langsomt sine læber med sin tungespids "jeg e.. holder virkelig meget af dig Asi.. at jeg skulle tage væk fra dig ville være utrolig svært for mig selvom jeg føler jeg burde gøre det, selvom jeg gerne ville få noget frisk luft til hoved og bare få lov til at være mig selv.. og nej jeg gør det ikke for at løbe fra mine problemer som sagt, jeg havde tænkt mig at opsøge Seth inden jeg tog afsted, også se om jeg stadig fik lov til at gå levende der fra" hvilket fik ham til at tænke på hvad fillen han skulle sige til Seth, men det ville nok komme når han så ham, og han gad ikke tænke over det nu.

Hun kiggede ind i hans brystkasse imens han forklarede hende det som hun havde spurgt om, eller rettere prøvede at forklarer det, det var nu endelig os okay for hende, bare han ville dele det med hende var hun da tilfreds nok med det. Det var jo i grunde hans eget valg at bestemme det, men det virkede bare rart når folk ville dele noget med en. Hun kiggede op på ham da han snakkede, forholdte sig tavs som hun havde gjort før, vidste heller ikke nu hvad hun skulle sige, hun havde været så opsat på at finde ham og så han ikke rejste, eller ville nok nærmere prøve at forhindre ham i at rejse. De fleste tanker drejede nu bare rundt i hans hoved om at han jo ikke var lænket og sagtens kunne gå sin vej hvis det var det, men at hun stadig ville forhindre ham i det på den eller den anden måde, sådan var det bare. Hun lænede sit hoved mod hans kraveben og kiggede stille frem for sig imens, faktisk kiggede hun over på nogle hjul lidt længere henne af garagens indre, og bare ja… tømte sit hoved med de tanker der fløj inde i hende, så snart de var blevet tænkt fløj de væk fra hende. Hun lukkede hans tanker ude, og koncentrerede sig om sit eget hul af mørke, hvor ingen billeder, farver eller nogen form for lys fandtes, bare mørke, det var derhen hun tog hen for at gøre et holdt på tankerne når hun virkelig ikke gad at tænke mere, det var hendes eget lille drømmested, hvor alt bare var som man ville have det, men for hende, hun ville gerne have mørke. Det gik så op for hende hvor meget hun havde ændret sig siden den gang hun var et menneske til nu, hun kunne næsten ikke huske den tid, det forekom hende helt fjernt at hun havde været et menneske, som om hun altid havde været en vampyr, og aldrig havde været et menneske, at hendes forældre, bedsteforældre, ja alle i hendes familie havde været vampyrer, og at hun selv havde været det, altid… men hun var dog klar over at hun var et menneske inderst inde, hun havde alle former for menneskeligegenskaber, og det ville hun altid være, hun var i grunde dødelig, hvis man tænkte på det i den version af at hun ikke var vampyr af blod, men bare en tilsættelse af det. Hun var ikke eneren men følte sig som en, sjovt nok, det var så ikke ment i en egoistisk sammenhæng men hun havde det som om hun var født som en vampyr, og bare havde fået fjernet sine vampyrgener, men havde fået dem tilbage igen så snart hun var gået hen og blevet en. Hun veg tanken fra sig og kiggede op på Heath med et roligt blik imens han snakkede, eller sagde noget kunne man vel nok os godt sige, hun betragtede ham lidt og kyssede ham kort på kinden med et lille smil, “Jeg holder os meget af dig Heath…” Sagde hun roligt og lagde sit hoved på hans brystkasse igen og krummede sig helt sammen i hans favn.