And artist is growing.

Klokken er ikke mere en et om eftermiddagen (13.07).
Placeringen er lidt omme bag ved Eau. Afstand til indgangen.
Vejret er fint. Vinden er lettere kølig men solen skinner da endnu bag de skyer der svæver over himlen.

Påklædningen består af et par almindelige mørke cowboybukser, en lås sort t-shirt med teksten "life is bitch. Kill it!" (Detaljeret med trykte blodpletter) og så sluttet af med et par slidte røde converse.
________________________________________________


De tunge skridt stoppede endelig. Foran det enorme center der lå midt i Di Morga. Det lignede mest bare en stor betonklods fra den unge animagus’ synsvinkel. Så klodset og unødvendig. Der var ikke engang nogle gode butikker der inde. Eller jo. Men han indrømmede det aldrig. Det var der ingen grund til. At gå rundt og snakke som en eller anden bitch på skøjter. Det eneste tidspunkt at han overhoved trådte ind i Eau var når der var brug for det. I modsætning til hans familie kunne han sagtens overleve med et jakkesæt. Det kunne da godt bruges flere gange.
Et tydeligt opgivende suk løb i al hast hen over Phonix’s læber idet den store idræts tasken, med et slam blev smidt på jorden ved siden af sig. Der var ingen tvivl om at han nød at få lettet vægten fra sin skulder. Han fik i hvert fald hurtigt efter ført sin ene hånd ind under det halvlange sorte pjuskede hår og lagt masserende på nakken mens han drejede sit hoved lidt frem og tilbage indtil det sagde knæk og den sad på sin plads. Og ikke generede ham. Han lukkede afslappet sine øjne i og tog en dyb indånding af den kølige luft der omgav ham. Lod det sive helt ned i lungerne før han lod ilten vende og pustede resterne af kuldioxiden tungt ud gennem munden. I mellemtiden fik han sneget den ene af hans hænder med i en af de lommer der befandt sig i de normalløse mørke cowboybukser og træk kort efter en lille rød pakker cigaretter. Uden at bruge den anden hånd fik han rystet en rulle tobak op ad pakken og satte den fast mellem sine læber inden pakken atter røg ned i lommen. Der kunne den sidde så fint imens han satte sig på hug foran tasken. Lynede den nemt op og afslørede en masse ragelse der mest bare bestod en af en masse forskellige spraydåser. Men som det første fik han fundet en almindelig sort hue frem og i nærmest samme bevægelse blev den sat på hovedet for at få det lange pandehår væk fra hans ansigt. Som faktisk var ret kønt når man så væk fra hvor bleg han var. ”I’m no fucking kid..” blev der svagt mumlet så godt han havde mulighed for med en cigaret siddende i mundvigen. Endnu engang kom hånden ned i lommen og fandt en ældgammel metallighter frem. Og med hjælp fra den anden hånd blev den vanedannende rulle tændt. En veltilfreds lyd lød fra ham. Åh! Hvor var det god! Han følte allerede hvordan at han var mindre stresset og skulderne var faldet ned igen så de ikke dinglede omkring hans øre.

Spray flasken blev rystet omhyggeligt for at få blandet malingen godt med det der fortyndede det. Han tøvede ikke. Stod bare som han plejede. Med den ene hånd i lommen og ryggen lettet svajet. Og røg der af og til pustede sin vej ud af hans mund. ”Hvad fuck tænker den gamle idiotiske udgave af et menneske..” blev der svovlet videre inden han rettede flasken mod den rene mur. Han trykkede ned på tuben og begyndte så endelig at bevæge rundt på sin arm. Lavede små strøg i forskellige retninger og tykkelser. Og kort efter blev den bare smidt fra sig og han tog fat om en anden af de flasker der stod nede omkring hans fødder. Og forsatte så. Og mønstret begyndte at tage mere form. Det var vad han kaldte kunst. Det her var ikke det samme som hvad man så på et museum. Han syntes endda at få et smil formet og koncentrationen hvilede i hans klare grønne øjne.

Giselle kom gående ud fra centeret med poser fra stort set alle designer-butikker der fandtes i centeret. Hendes far var taget af sted samme dag, sammen med hendes mor på en forretningsrejse, de havde glemt at fortælle hende om, før næsten en time før, det tog af sted. Dette havde resulteret i, at de havde givet Giselle et kort, så hun kunne hæve fra forældrenes konto, så meget hun orkede, indtil de kom hjem igen. Hvilket var præcis hvad hun havde gjort. Hun havde købt tasker fra Prada, støvler fra Gucci, kjoler fra Chanel, sko fra Louboutin, Make-up fra Mac, solbriller fra Dior osv.
Hun tænkte tit over, om hendes shoppeture var det der holdt hende i så god form. Hun gik jo nærmest rundt med sin egen vægt, båret i poser.

Idag var hun iført en løs, men kort sommerkjole fra Gucci, som dansede om hendes hofter, når vinden fik fat i den. Hun havde intet udenover, da hun havde regnet med at vejret var varmt, fordi solen skinnede. Men vinden var kold - noget hun ikke havde taget højde for.
På hendes fødder var et par sølvfarvede Louboutin-stilletter, med den klassiske røde sål. Hendes hår var bølget, istedet for naturligt krøllet, da hendes hår havde været glattet dagen før..

Noget fangede hendes opmærksomhed på vej hen til bilen. Hun havde ikke kørekort endnu, og måtte ikke lovligt køre rundt i den, men helt ærligt? En bøde, ville hun være ret ligeglad med at betale.. Dog ændrede hun kurs, og gik i stedet over mod muren, hvor en eller anden var godt i gang med at male grafitti. Hun stoppede op få meter fra ham, og betragtede hans værk. Der var noget ved ham, hun kunne genkende, men på daværende tidspunkt kunne hun ikke sætte fingeren på, hvad det var..


//Undskyld det ringe og forsinkede svar!n.n//

Den forbandede lyd af høje hæle blev med det samme opfanget af Phoenix og fangede hurtigt hans opmærksomhed. Ikke at det så sådan ud eftersom han stadig havde blikket stift rettet mod muren som han så smukt udsmykkede. Han så ikke ud til at have interesse i at faktisk stoppe med hvad han lavede. Også selvom at lyden af stiletter hen over jorden virkelig generede hans hørelse. Han var vant til lyden. Men i øjeblikke som den her blev han blot irritabel omkring det. Hvorfor skulle kvinder, sågar som mænd, gå rundt i sådanne sko bare for at få dem til at virke højere og mere feminine? Det var da direkte åndsvagt. Og man havde altid en større risiko for at vrikke om på fødderne. Samt skulle man være en ekstrem professionel for at kunne løbe fra voldtægt forbrydere og drabsmænd, som uden tvivl befandt sig her i Di Morga.

Denne gang var de klikkende lyde dog anderledes. De nærmede sig nærmest ham. Og de forsvandt ikke så hurtigt som de andre. Samt befandt der sig kun et par sko i det hele taget. Det var nok den overvågede følelse der faktisk fik ham til at stoppe med hvad han havde gang i. Han stoppede med at spray og lod efterfølgende sin arm falde ned langs siden. Med den anden hånd fik han fat i cigaretten mellem fingrene for så at fjerne den fra sine læber. Han rystede resterne af røgen ud og tog en indånding af den friske rene luft. Kort efter blev hans læber svagt fugtet af tungespidsen.
Overraskelsen kom dog først da han rent faktisk fik vendt sig halvt om for så at få øje på denne tøs der havde valgt at bruge sin tid på at glo på ham. ”What the hell are you looking at?” spurgte han noget bittert men samtidig ligegyldigt med den sædvanlige hint af charme som altid lå i hans stemme. Han borede nærmest sine nærmest overnaturliggrønne øjne ind i pigen lidt fra ham. Der gik dog ikke lang tid inden hans hjerne fik bladret gennem bekendte og denne person dukkede op. Han prøvede stille at roligt at se væk igen men det blev en anelse hurtigt. Det var dog utroligt at den forbistrede rigmandsdatter skulle være her. Ingen overraskelse egentligt. Hun var af hunkønnet. De kunne aldrig få nok. Og eftersom han bar på flere poser en han havde der hjemme til sin skraldespand og den negative energi der omgav hende var det endnu en trøstetur til Eau. Men det skulle lige være hende der tog ham i sine små forbrydelser. Den lille tøs. Det passede jo perfekt!

Giselle stod længe og betragtede den fremmede, og bliver mere og mere sikker på, at han ikke var så fremmed alligevel. Og så slog det hende. Selvom det - efter hendes mening - var skjult godt, var hans økonomiske situation omkring på højde med hendes. Hendes forældre kendte hans, og ved nogle få lejligheder havde hun også fået et glimt af ham. Og nu stod han altså her, udenfor shoppingcenteret og malede grafitti. Det var svært at gætte - ja, nærmest umuligt - at han kom fra en lige så fin familie som hendes. Han passede slet ikke ind. Han opførte sig jo nærmest som nogle af de tabere hun gik på samme skole som. Dem, der røg i frikvartererne, gik sammen i små gruppe og lavede alle mulige former for hærværk, inklusiv grafitti. Den type mennesker, holdt Giselle og hendes familie, sig langt væk fra. De hørte ikke til i de rigere kredse, men nu stod hun altså foran en, der rent faktisk var født ind i dem, uden at opføre sig derefter. Hun kendte ham selvfølgelig ikke, men vidste, at hendes familie i hvert fald ville se ned på ham, for det han nu var i gang med. Hele hans adfærd skiltede på ingen måde med, at han havde penge. Mange, endda.

Det undrede hende, at han snakkede engelsk til hende, men både det, og hvad han sagde, ignorerede hun, med et charmerende smil på de fyldige læber, og spurgte i stedet for: "Kender jeg ikke dig?", og lod på samme tid en hånd glide igennem det mørke, gyldne hår, så det ikke hang over hendes skulder, men ned langs hendes ryg. En bevægelse hun efterhånden gjorde ubevidst.
Hun lænede sig op af væggen, og sørgede omhyggeligt for, at der hvor hun rørte væggen, ikke var noget der lignede maling.

Selvfølgelig skulle den her tøs nærme sig ham mere. Kunne hun for helvede ikke bare gå væk. Og forblive væk. Godt nok var han meget muligt blevet afsløret men det betød ikke at han rent faktisk gad snakke med hende. Godt nok lå deres familier måske i samme række. Og måske have de nogle forskellige forhandlinger i gang. Men han ville stadig ikke have noget med dem at gøre. Han var stadig blot en del af en snobbet verden med penge. Han forstod at en god økonomi var en ufattelig god til at have. Men han hadede hvordan at folk med penge faktisk reagerede. Samt hadede han over alt i verden det faktum at han ikke var hvad hans forældre havde håbet på. Han var anderledes. Og det vidste de jo fra fødslen. Han var jo ikke et menneske som resten af familien. Så det var nok presset det også lå på ham som den første fødte der gjorde at han havde taget valget at gå direkte imod systemet.

”Nej. Nej, du kender mig ikke.” svarede han med det samme. Stille og roligt og rimelig overbevisende. Han tog slet ikke blikket væk fra sit mesterværk der langsomt begyndte at blive dannet. Han gad faktisk ikke se på hende. Han ønskede at hun på mystiskvis bare ville forsvinde. Men af en eller anden grund bestemte han ikke rigtig selv over sin krop. Hans hoved drejede af sig selv, efter hans egen mening, og han rettede de grønne øjne direkte mod pigen der nu havde stillet sig op ad muren. Man kunne se hvordan at han havde lidt svært ved at holde masken til et lille hånligt smil men han klarede den mere eller mindre. ”Burde du ikke også være på vej hjem, Giselle? Din mor og far venter nok..” fik han så frem. Med stadig den ligegyldige neutrale ansigts udtryk. Og det var tydeligt at han kendte hende. Og at hvad han havde sagt før var en skarp løgn. Han var ikke typen der ikke var bange for at lyve. Og han var en af dem hvor man ikke kunne se om han løj eller ej. ”Og lige en ting til. Det er en god idé ikke at så op af den mur der. Den grå maling er ikke helt tør fra i nat.” Det var dog sandt nok. Enhver kunster havde hun brug for et jævn lærred. Så selvfølgelig havde han malet et større område af denne mur i en farve der matchede murens rigtige farve. "Bare så du ikke ødelægger din lille fine kjole alt for meget."

Hun var ellers overbevist om, at hun havde set drengen før. Hun var også sikker på, at hun vidste hvad han hed. Eller havde vidst det, og glemt det igen, fordi det ikke var i hendes interesse at huske det.. Det skulle findes frem igen. Phillip... nej.. det var ikke det. Men et eller andet derhenad, var hun ret sikker på. Hun stod og betragtede hans "kunstværk", som bare var malling sprøjtet på en mur. Det var ikke det hun ville kategorisere som værende kunst, men hun vidste at "hans slags" så det sådan. Hun betragtede det lidt, og forsøgte at finde ud af, hvad det forestillede. Det kunne hun ikke. Hun regnede heller ikke med, at maleriet var færdig.. eller "maleriet" var nu ikke dét hun ville kalde det - men uanset hvad var det ikke færdigt, og hun havde en fornemmelse af, at selv om det havde været færdigt, ville hun stadig ikke have haft en anelse om, hvad det skulle forestille. Eller hvad formålet var med, at lave det.

Da han sagde hendes navn, og talte til hende med det hånlige smil, var det tydeligt at han havde løjet. Hun kendte ham godt, og han kendte også hende. Om han havde sagt det om hendes forældre, fordi han regnede med at de var hjemme, eller fordi han vidste, at de ikke var, var ikke til at vide. Uanset hvad havde hans udtalelse ramt hende. Om det så var med vilje eller ej.. Hun skjulte det dog, ved at gengælde hans hånlige smil.
"Mine forældre er på forretningsrejse, Phillip", svarede hun, og sørgede omhyggeligt for, at få hendes stemme til at lyde som om, at hun henvendte sig til et lille barn, der ikke forstod noget, selvom hun jo henvendte sig til ham, og han var jo faktisk et par år ældre end hende, hvis hun huskede rigtigt. Hun vidste udemærket godt, at hans navn ikke var Phillip.. hun vidste bare ikke, hvad hans navn så var, så hun kaldte ham bare det, og understregede dermed også, at hun ikke havde gidet at besvære sig med, at huske hans navn.

Giselle sendte den gråmalede mur et vredt blik, da hun gik et skridt væk fra den, for ikke at få maling på sit tøj, men da var det allerede for sent. Gucci-kjolen var fyldt med grå maling på den venstre side. Hun sukkede irriteret, ved synet af det, og noterede sig mentalt, at hun skulle have købt en ny.. den var vel alligevel også en uge gammel, så det var ikke en kæmpe katastrofe..