Forest, Forêt, Wald, Bosque - Skov!

Sted, tid, vejr og omgivelser: Vi befinder os i Forêt omkring klokken halv elleve med en stjerneklar himmel og en næsten fuld måne, der vil nå sit højdepunkt den kommende nat. Vores fortælling starter på en parkeringsplads for enden af en lang grus sti og er henvendt til Athene.

Motoren fra en skinnende BMW gav en lav behagelig lyd af civilistion i den mørke øde skov, men før man den rigtig blev en lyd i skoven, gik den ud, sammen med de to for- og baglygter. Den nye stilhed lage sig som et vattæppe, før bildøren gik op og et par sorte klassiske sko kom til syne. Iklædt mørke bukser, hvid skjorte og læderjakke, trådte Alexander ud i den fredfyldte nat og indsnusede den hjemmekendte duft af skov. Hans fine hørelse kunne opfange lyden af en let vind der pustede til en bunke tørre blade et sted som han ikke gad lokalisere. En nattetur ville være på sin rette plads efter en uge fyldt med arbejde og mad. Han værdsatte bestemt sit arbejde, men nogle gange ville han også bare ud i skoven, især denne aften. Der var sket meget den forgængende uge, men det der havde fyldt mest i hoved på den stilfulde mand var ikke om ham selv eller jobbet. Sofus havde givet ham en opgave der ville følge ham rasten af livet. Packleder for Chancer Dogs. Selv hvis han ikke ville have titlen blev han tvunget til det. Ikke fordi Alexander kunne forstille sig Sofus tvinge ham til det, men fordi han skyldte den mand så meget.
Der ville gå yderlig en måned før det ville løbe af stablen. Sofus skulle ordne en masse, der i blandt at få styr på nogle løse ender, så han fik den følgende nat som den sidste for sig selv. Selvfølgelig ville han ikke altid blive fulgt af sine kobbel medlemmer, men det var ved fuldemåne de havde mange af deres aktioner. Et lavt næsten uhørligt suk forlod manden. Lyden blev overdøvet af bildøren der blev smækket, hvor efter der kom en høj skinger lyd fra billåsen.

Alexander valgte at gå ned af den skovsti der lå længst til venstre for ham. Alle stier var afprøvet, men han havde altid bedst kunne lide netop den sti, fordi det førte ham ud i natur, ikke en masse stier der var maltrakteret af menneskets kommen. Møg dyr! Blot tanken fik det til at sitre svagt i hans læber, men i modsætning til hvis han havde været på arbejdet, gjorde han intet for at forhindre sine tænder i at blive en smugle blottet. Månens skær der blev kastet ned på ham, fik det også til at sitre i mere end blot hans læber. Det samme hver gang, men han skænkede det ikke nogle tanke, han havde andet at fylde sit hoved med. Sofus. Selvom han ikke var mange år ældre end Alexander selv var, så føltes han som meget ældre. Den måde han næsten besværet gik på og alle hans forbandet snot klude. Hvordan mon hans knægt havde det med at far var ved at blive gammel? Som en hver anden varulv måtte man lade livet før mennesket, men de fleste ulve levede også et fysisk hårdt liv, så det var sikkert også fortjent. Tanken om at Sofus skulle dø lå ikke godt i hoved på den engelskfødt ulv, der lige siden han kom til Frankrig havde kendt den snart afgående leder.

En ung, mørkhåret pige sad lænet op af en træstamme. Med ryggen mod stedet, hvor den tiltagende måne stod højt. Hun ønskede ikke at se på den. Hun ønskede ikke, at blive mindet om den hvert eneste øjeblik. Også selvom, det var meget svært, at få den ud af hovedet, når man sad ude i skoven, det samme sted, som hun altid forberedte sig på det hele.
Når det var ved at være tid, tog hun ud til en hytte, hun havde bygget i skoven. Den så ikke ud af meget, men den kunne da give hende ly i dagstimerne, når hun ikke ønskede at tage hjem til sin lejlighed i Terre.

Hendes hænder rystede svagt og hun knyttede dem. Hendes ansigtsudtryk var neutralt, men indeni var hendes følelser ude af kontrol. Hun var bange. Selvom hun var født varulv og havde været igennem det her utroligt mange gange, var det stadig lige hårdt for hende. Faktisk værre. Hun var begyndt at kunne huske scenarier fra de nætter, hvor det bæst havde overtaget hende. Hun savnede uvidenheden.

Hun rejste sig i et ryk. Hun havde brug for at bevæge sig. Hun var ved at blive utrolig rastløs, og desuden var hun kold bagi af at sidde på jorden.
Naturen var faktisk utroligt smuk. Det chorkerede hende ind imellem, når hun lagde mærke til det. Hun forbandt typisk hendes tilstand med skoven, og glemte, at det ikke var dens skyld.
Mens hun gik, underholdte hun sig selv, ved at sparke til bladene og se dem flyve rundt omkring sig. Hun gjorde, hvad hun kunne, for ikke at tænke på noget konkret. Det gjorde det hele meget lettere. Ikke at tænke.

En pludselig lyd fik hende til at spjætte. Det lød som en bildør. Hvilken idiot ville rende rundt i skoven midt om natten? Vidste vedkommende ikke, hvilke bæster der lurede i mørket.
Hun var nysgerrig. Som den lille hvalp, der lurede inde i hende. Hun kantede sig igennem træerne for at finde ud af, hvem det var. Hvilken slags person, der kunne finde på, at gå rundt på dette gudforladte sted.

Hun havde oplevet folk derude før. Men de holdt sig til de andre stier. Da hun endelig kunne høre skridt længere fremme, fik en gren fat i hendes hættetrøje og da hun fortsatte fremad, knækkede den med et smæld. Hun stoppede op. Og lyttede.

En tankerække der efterhånden var blevet ret lang, begyndte at slå knuder på sig selv, i selv samme øjeblik som en ny anderledes duft bremsede tankerne og Alexander på en næsten brutal måde. Som hvis han var gået ind i en mur, stoppede han op i et ryk og kneb øjne en smugle sammen for at lokalisere duften. Som en form for hjælp, hørte han en gren knække ganske tæt på. Duften syntes også yderst intenst og mere skarp end hvad der lå for normale varulve, for at det var en af samme art, blev der ikke tvivlet længe på. Først var han ikke helt sikker på hvordan han skulle reagere, men besluttede sig efter en stund at være klar med et våben hvis der blev brug for det.
Alexanders blik vandrede hen over skoven omkring ham i et forsøg på at finde et våben, men der var ikke rigtig noget nyttigt at finde. Han måtte derfor gå ind i løvens gab og sætte lid til sine magiske og ikke magiske talenter. Det viste sig heldigvis hurtig at der ikke blev brug for nogle farlige våben, for den anden skabning, af næsten samme støbning som han selv, var en noget yngre pige med mørkt langt hår og runde fine kinder.
"Hvad laver du her?" De franske ord blev sagt med en blød let britisk accent, der fjernede alt tvivl om hvor han kom fra, men den var ikke så heftig at den ville genere et fransk ører. Muligvis hvis det var en anden person der var ved at lærer fransk, men de fleste burde forstå ham uden problemer. Stemmen lå i et roligt leje, næsten kølig rolig. Ikke venligt, men heller ikke direkte fjendtligt - endnu. Hvis den unge kvinde gjorde tegn på at ville angribe, ville Alexander ikke tøve med at forsvare sig selv på bedste vis. Det vil sikkert fungere i brug af hans fysiske styrke og den metalkniv han altid bar på dig. Til tider bar han også en sølvkniv, men ikke ved sådanne fredelige turer. Han havde slet ikke forventet at se nogle i skoven på dette tidspunkt, så det i sig selv var en overraskelse.

Vinden bar lugten af ham direkte imod hende. Hun rynkede lidt på næsen. Varulv. Afgjort varulv. Hun var ikke sikker på, om det var en god eller en dårlig ting. Hun havde ikke været i kontakt med en anden af hendes slags, siden hun havde efterladt hendes far.
Hans skridt kom tydeligvis imod hende. Hun kunne høre den diskrete lyd af blade, der knusedes under skosåler. Hun kunne se ham nu. Men i modsætning til, hvordan hun ellers reagerede, gik hun i defensiv og blev stående. Hun lænede sig forsigtigt op af en træstamme. Hvis der var flere ude i mørket, kunne de i det mindste ikke angribe hende bagfra. Hun følte sig lettere afkræftet, på grund af månens nuværende fase, men hun var forberedt på at forsvare sig til sidste blodsdråbe, hvis det var nødvendigt. Hun var både dumdristig og stolt. Hun ville aldrig flygte. Hvilket helt sikkert var en negativ egenskab, når det var sådanne ekstremer, det handlede om.
Det gibbede svagt i hende, da hun hørte en mands stemme. Hun havde ikke troet, han ville snakke til hende. Hun havde været forberedt på, at han ville komme løbende direkte imod hende. Men ... han lød da ikke, som om han ville gøre hende ond. Han var måske ikke venligsindet, men han på den anden side, havde han heller ikke angrebet endnu. Hun rettede sig op, så hun ikke stod op af træstammen, og gik et par skridt imod den fremmede skikkelse. Langsomt og roligt. Hun ville ikke have, det skulle forveksles med et angreb.
"Det samme som dig, vil jeg tro." Hendes stemme var hård og monotom. Hun havde ikke som sådan en accent heller. Ingen speciel mærkbar dialekt. Han så ud til at være oppe i årene. Måske endda dobbelt så gammel som hende selv.
Hun løftede det ene bryn, mens hun tog ham i øjesyn. Hun havde svært ved at forestille sig, at fyren ville angribe en uskyldig, lille pige. Så hvis hun bare holdt sig i ro ...
"Så ... Hvad laver du herude?" I al den tid, hun havde brugt området under fuldmånen, havde hun aldrig mødt en anden af hendes slags. Men nu begyndte hun at overveje, hvor mange der mon i virkeligheden var i området. Pludselig fik hun følelsen af, at være trængt ind på fremmed territorium.

Normalt var Alexander venligt indstillet overfor folk, men lige efter denne uge var han ikke indstillet til rapkæftet unge kvinder. "Jeg går en tur på stierne." Han brød sig fra første færd ikke om kvinden, hvilke sikkert var fordi han ikke følte han energi eller overskud til at have en længere samtale om hendes problemer med den mand der havde gjort hende gift. Sådan var mange unge kvinder i følge Alexander. Han var ikke en type der havde mange fordomme, men han havde nogle og kvinden med den rapkæftet bemærkning kunne godt lyde som en kvinde der havde det vildt med mænd, netop på grund af den mund hun var udstyret med.
Et kort blik blev kastet mod stien han netop var kommet fra. Alexander måtte indrømme at det ikke lignede nogle sti, men mere en nedtrampet vej der var tilfældig anlagt mellem træer og og større sten, men det var stadig noget sti, det var ikke inde blandt træer som kvinden. "Der må være noget spændende der inde i skoven." Det var der, han følte sig selv tiltrukket af den, men han mente ikke det var nødvendigt at løbe inde mellem træerne og gnide sig op i mellem dem.
Alexander fandt ingen grund til at fortsætte deres tynde samtale og valgte derfor at vende sig om og begyndte at gå. Det var en besynderlig kvinde han netop lige havde mødt, men hun skulle bestemt ikke ødelægge hans aftenstur. Trods månen var den afslappende og ville meget muligt tømme hans tanker, med mindre den unge kvinde mente at det nu også var dejligt at gnuppe sig op af artsfæller.

Hun rullede udmattet med øjnene af ham. Hun forstod ikke, hvorfor han bed sådan af hende. Det var hans egen skyld, at samtalen havde taget sådan en negativ drejning allerede fra starten af. Hun sukkede irriteret med armene over kors. Hvad var der dog galt med folk? - Inklusive hende selv. Det var som om alle var ubærligt pessimistiske for tiden.
"Mere spændende end at gå på stierne i hver fald," mumlede hun. Om han hørte hende eller ej var hun egentlig rimelig ligeglad med. Sådan et kedeligt vanedyr som ham. Hun forstod ikke rigtig meningen med at følge stier. Det med at gå en vej, så mange folk allerede havde gået før. Det måtte være en kedelig og flad oplevelse. I hvert fald i hendes bog.

Hun så efter ham, da han begyndte at gå, og hendes hårde udtryk faldt. Det var nu alligevel en smule rart at vide, hun ikke var den eneste, der skulle igennem alt det imorgen. Og på en eller anden måde, var hun ked af, han vendte ryggen til hende.
"Jeg troede, du var her, fordi det snart er tid." Hun havde hævet stemmen en smule. Bare så hun vidste, han hørte hende. Men hun prøvede at snakke lidt blidere. Bare fordi fyren var uhøflig og bed af hende, kunne hun da i det mindste prøve at være venlig mod ham. Det faldt hende dog ikke naturligt og hun rynkede brynene af sig selv ...
Hun forventede ikke, at han ville vende om igen. Eller svare hende. Faktisk, så havde hun på fornemmelsen, han ville komme med et kvalt grynt og fortsætte sin tur på stien.
Hun så opad. Månen skinnede ned igennem trækronerne og skoven virkede pludselig langt lysere.

Der var noget i den ellers harmløse sætning, der fik Alexander til at vende sig om og glo lidt sin artsfælle. Måske var det fordi den var så hamløs, sætningen, og endda helt ynkelig at høre på. "Nej, jeg er her ude fordi det er min natur at være her ude ... det siger de i hvert fald." Hans udtryk gled over i en tænksom mine, før et smil trak op i den ellers kedelige kurve. I bund og grund var det ikke så fantastisk sjovt, men det var alligevel lidt sjovt. Et eller andet sted morede det ham. "Er du her ude af den grund?"
Efter at have stået med ryggen til kvinden og talt ud i luften, drejede han rundt og betragtede hende med pludselig ligefrem nysgerrige øjne. Det skete ikke tit, det indrømmede han. "Eller har du andre grunde til at være her ude?" Der kunne være mange, f.eks. hans egen grund, men det kunne også være tilfældigt eller at hun skulle mødes med nogle, selvom det ikke ligefrem så sådan ud. Der var masser andre muligheder, eventuelt at hun var kommet i god tid eller at han skulle være knap så mistænksom.
Da det hele var gemt væk i lurvet kasser i en kælder, rettede han sig op og lignede næsen en der lige var vågnet.

Hun stod stille uden at sige noget i et godt stykke tid. I hendes hoved var der både kaos og en rasende stilhed, hun ikke kunne kontrollere. Hun overvejede ikke, om det var klogt at snakke med ham eller ej. Hun tænkte ikke på, hvad han ville mene om hende. Og i det korte øjeblik følte hun heller ikke noget som helst. Hun virkede pludselig frygtelig tom.
Rynken mellem hendes øjenbryn blev dybere og hendes øjne blev smalle. Den eneste følelse, hun var bekendt med, skød op i hende som et lyn. En ustyrlig vrede - som heldigvis for hende ikke var rettet imod manden foran hende, som tydeligvis var ældre, mere erfaren og stærkere.
"Jeg," mumlede hun. Hendes stemme var lav og knækkede. Hun rettede sig op, rømmede sig og begyndte igen med en myndighed og selvsikkerhed der virkede malplaceret for hendes unge alder.
"Jeg er altid herude omkring fuldmånen." Måden han sagde 'de' på, havde gjort det klart for hende, at han ikke var alene i verden, som hun selv. Hvis hun havde været mere fornuftig, ville hun have været bange for, at hun var inde på fremmed territorium, men hun så stedet som hendes eget. "Jeg vil helst ikke slå et eller andet væsen ihjel inde i Terre," hun forsøgte at gøre sætningen henkastet og det lykkedes også nogenlunde. Det var vel også en udbredt holdning mellem varulve, at de ikke ønskede at slå ihjel. Men egoistisk, som hun var, gjorde hun det kun for ikke at skulle se glimt af sine natlige handlinger, når hun blev sig selv igen.