skal vi være venner - david

tid: sen aften
vejr: irl
sted: skoven
omgivelser: ingen

moka sad under et træ og skrev. solen var lige gået ned, så hun kunne være udenfor. hun sad og skrev ned i en bog, da hun ville være forfatter. men hun savede at have nogle venner. hun så på månen og lagdesin bog og rejste sig og dansede rundt i måne lyset. hun havde mistet alle sine venner på nær en, da hun var blevet vampyr

Stilheden kørte rundt. Vinden blæste roligt i det skulderlange hår på en elver. Langsomt hørtes små klire lyde fra en let carbon rustning. Samt våbens holdere som ramte i sidderne og på ryggen. Med langsomme skridt gik denne mystiske elver igennem måneskindet. Søgende. Efter fjender. Denne elver havde navnet David. David var en forvist elver. For et mord han ikke havde begået. Nu var han på flugt fra alle de dusørjægere og elverjægere som var efter ham. Men David gav ikke så let op. Han havde overlevet i nogle år nu og havde ikke tænkt sig at give op før hans navn var blevet renset. David var trods alt hans tidligere klans bedste jæger.

moka fornemmede ham og gemte sig. hun kendte folks had, så hun vidste ikke om det var en ven eller en fjende. moka gemte sig i et hult træ. hun var meget bange, mest for om det var en som der ville skade hende

I det øjeblik hun bevægede sig havde David skubbet sit sværd op af sin holder fra hoften. Op i luften foran sig og knaldet det på skaftet med sit hoved. Klingen var tungest så selvom at sværdet startede med skaftet først drejede det rundt og fløj med klingen først. Et hurtigt snit kom som lyden af en klinge skære igennem træ. Og derefter sad sværdet direkte igennem et hult træ ikke langt derfra. Måneskindet fløj ned på den vandrette klinge direkte foran denne ukendte person i det hulte træ. Det gjorde at hun ikke kunne komme ud derfra uden vold. Derefter tog han sin bue frem en pil. Og med et voldsom spring var David løbet hen foran det hule træ og sigtede nu med en pil direkte ind mod hulet.

moka rystede bange. "Skån mig sir" sagde hun. hun fik tårer frem i sine øjne. "Skån mig" græd hun og græd ned i sine hænder. hun var rigtig bange for ham, og frygtede at han ville så hende ihjel. "Mit navn er moka heart, jeg er elev på forfatter skolen i Terre, skån mig ædle herre" sagde hun

Da David så denne kvinde. Smuk og ung stå og græde. Tænkte han at han nok havde været lidt for hurtig. Roligt afspændte han sin bue og satte pilen på plads i hyldsteret ved siden og satte buen i sin holder på hans ryg. Roligt gik han hen imod træet. Kort bøgede han sig ind mod hende. "Det må de undskylde frøken jeg har været pænt paranoid for tiden." Han greb fat i sværdet og med et ryk gled sværdet roligt ud af træet. Derefter satte han det i holderen igen og rakte så høfligt sin hånd til hende for at hjælpe hende ud.

hun tog fat i hans hånd og kom frem fra træet. hendes lange pink hår var helt uglet, fordi hun havde siddet fast, da hun gemte sig. "Hvorfor går de rundt med et sværd sir, vil De da kæmpe mod nogen" sagde Moka og børstede sin nederdel af. Hun havde nemlig fået lidt jord på den. hun rev hånden på en lille kvist som sad fast i nederdelen. "Av" sagde hun og satte sin blødende finger mod sin mund

David satte sig på et træ. Han så ned kort. "På grund af min klan. De forrådte mig alle sammen. De kaldte mig en forræder fordi jeg hjalp et menneske. Jeg var forelsket hvad skulle jeg gøre. Men siden dengang er dusør jægere kommet efter mig og vil slå mig ihjel. De vil dræbe mig. Flænse mig i småstykker hvis jeg ikke går rundt med våben hele tiden." Han rettede blikket op igen. "Udover det er denne skov farlig om aftenen du burde ikke være her." Sagde han roligt med et roligt smil.

heller skjule mig i skoven, end i et kosteskab på min kostskole, min far afskyede mig efter jeg blev vampyr, han blev rasende efter at jeg tog mit gamle navn igen, han nægtede altid at kalde mig moka, og kaldte mig for helena, et navn som jeg afskyer" sagde hun trist og frøs.

Han nikkede forstående. "Men de burde stadig ikke gå rundt alene frøken så det lidt underordnet om hvorfor de er her ude. Denne skov er stedets lovløse kvarter. Ingen kan bestemme herinde. For der er ingen regler. Og politiet er for bange for at gå herind. De kunne blive slået ihjel og ingen ville få det af vide." Sagde han roligt mens han så på hende fortsat.

hvem vil dog tænke på det, folk er da ligeglade sir, folk ler bare, fordi min tvillinge søster er spærret inde i min krop" sagde moka. hun lagde sine hænder for sin mund, det skulle hun ikke have sagt. hun kunne høre skæld ud inde i sit hoved

Han så på hende. "Ligesom en skizofren?" Spurgte han roligt med et undrende blik. Hvorefter han satte sig ned. på en sten. "Eller bogstaveligt talt spærret inde." Spurgte han undrende mens han fortsat så på hende med et tænkende blik.

bogstavligtaget spærret inde" sagde hun og viste ham et barnebillede af hende og hendes søster. "En der ville skade min familie, spærrede mika inde i min krop" sagde moka trist.

Han lukkede øjnene og lagde en hånd på hendes pande. "Jeg kan mærke en urolig ond kraft." Han fjernede sin hånd. "Jeg tror dig. Men hvorfor har i ikke bare splittet jer ad igen" Spurgte han roligt med et tænkende blik rettet mod hendes ansigt

vi ved ikke hvordan,og ingen vil hjælpe os" sagde hun. hendes hår begyndte at skifte farve. hun så på ham med bange øjne. "Rettelse vores onkel kunne ikke lide os, havde altid troet det var vores far" sagde hun

Han så tænkende ud. Undrende over hvorfor det virkede som om ligemeget hvem han mødte havde de ikke hjertet på det rette sted. Denne tydeligt unge kvinde var tydeligvis i stor knibe. Den måde hun virker bange så snart hun ændre sig en smule. Det var et tegn på hun var bange for sin anden side. Alligevel var der ingen der ville hjælpe hende. Mystisk.