Hmm.. Hvor lang tid skal jeg være her? //Eithan//

Jamie lå i et lille rum. Hun var i sin ulveform. Hendes smukke, bløde, hvide pels varmede. Der var koldt i gyderne. De fire mure der var omkring hende, det var som om de dannede et bur af en art tli hende. Hun havde ikke selv valgt at komme derind. Jamie lå bare på den kolde jord og kiggede på den låste dør. Hendes øjne var triste, men også.. Sådan at hun var besat af at komme ud. Hun så sig rundt i det lille rum. I et hjørne lå der en lille æske. Hun gik hen til den og puffede lidt til den med snuden så den drejede rundt.
*Hvad mon det er?* tænkte Jamie og lagde det søde hoved på skrå. Hvad mon det var? Kunne det være en mus? Nej dem var der mange af andre steder. Kunne det vare nøglen til døren. Nej, hvem ville dog lægge den i en æske og lægge den ind i det låste rum.
Jamie forsøgte nu alligevel at åbne den med snuden, men det var lidt svært for hende. Hun forvandlede sig til menneskeform i få minutter, og åbnede æsken med de tynde fingre. Hun blev hurtigt derefter til ulv igen uden selv at vide det. Hun hvade ikke rigtig kontrol over orvandlingen den dag, så det kunne godt være at mens hun var ved at løbe væk som ulv at hun lige pludselig blev til menneskeform og ikke kunne løbe så stærkt. Det var det hun gerne ville undgå.
Jamie bed fast i den ende af æsken der ikke var åben og rystede den lidt for at få det der var i æsken ud. Hun kiggede grundigt på en lille bitte klokken. Jamie tog fat om kæden der hang på klokken og ringede med den. Hvad skete der nu? Ville der overhovedet ske noget?

Et par høje og ligesom slæbende skridt kunne høres lidt derfra. Skridtene gav svagt genlyd i de mange tomme gyder, hvor der i ny og næ pilede nogen mus ud fra. En høj og ranglet skikkelse standsede, da vedkommende nåede hen til netop den mur, hvor der bagved lås og slå gemte sig en ung kvinde. Dette vidste han dog ikke noget om. Grunden til han var stoppet, var blot, at han ikke orrrkede at gå længere. Hele hans hoved føltes som om, det skulle eksplodere. Man kunne tydeligt fornemme, hvilket væsen han var. En vampyr. Hans aura og atmosfæren omkring ham var kold og tyngende. Pressede sig ned i ens lunger og lagde sig i dem som en stor, tung sten. Navnet på denne mandlige vampyr var Eithan. Ikke et videre kendt navn her i byen. Sikkert på det på grund af at han ikke kendte specielt mange, og at der heller ikke var særlig mange, der kendte til ham. Det passede ham nu også meget fint. Han havde det bedst i sit eget selskab - mutters alene. Eithan tog sig ømmende til hovedet. Det dunkede og gjorde så forfærdelig ondt. Selvom man måske var bekendt med ham, ville det nok have været svært at kende ham. Hele hans venstre øje var lilla. Ikke den smokey mørkelilla, det plejede at være. Det var både lilla, blåt, sort og grønt. Han havde fået det blå øje, efter at have fået en ordenligt knytnæve lige i hovedet af en eller anden idiotisk mand, han var kommet op at slås med. Eithan lod et højlydt og irriteret suk undslippe hans blege læber, før han lænede sig op af den dør, der sad i muren.

Jamie var stadig i sin ulveform. Hun studerede klokken nøje, men fandt ikke ud af hvad pokker det var man skulle med den når man sad og var spærret inde i et lille bitte rum. Hun kiggede igen rundt og hørte nogen læne sig på af døren. Hun knorrede og pev en gang.
De hvide poter bevægede sig hen mod døren. De skarpe kløer gned op af den og hun pev mere og mere som et 'hjælp mig ud herfra'.
Jamie lod sig falde ned og sidde på jorden.
Et let vindpust kom igen og vinden legede med hendes bløde pels. Hun pev igen. Mon den der nu stod udenfor ville hjælpe eller lade hende være.
Jamie's blik gled over på klokken og hun sukkede let. *Hvad pokker vil du ha' jeg skla bruge dig til?* tænkte hun mens hun stadig så på den. *Bare du var til nytte for mig* Hun så igen mod døren, men vidste ikke hvad hun skulle gøre, nu hvor hun var lukket inde i det lille rum.
Poterne landte under hende snudeskaft og hun lukkede øjnene for at vente på svar ude fra døren.

Eithan trådte et skridt væk fra døren, da han hørte et par lyde derinde fra. Hvad? Det lød som en hund. Kløerne der kradsede op af døren og den ynkelige piben. Hvorfor i al verden havde nogen spærret en hund inde dér? Selv var han faktisk ikke specielt glad for hunde. Ikke fordi han var bange eller frygtede dem. Hans mening den dyrerace var bare, at de var nogle latterlige kæledægger som savlede og snottede ud over en. Eithan skar en grimasse ved den sidste tanke. Skulle han åbne den? Nah. Det kunne han ikke tage sig af. Eller rettere sagt det ville han ikke tage sig af. Hvem der så end havde lukket den ynkelige køter inde, måtte selv sørge for at få lukket den ud igen. Det havde han i hvert fald ikke tænkt sig at hjælpe med. Han lænede sig atter op af døren og krydsede derefter sine arme. Lod sit blik glide rundt i området. Dette sted kendte han efterhånden lige så godt som hans egen bukselomme. Eithan drog endnu et suk og slog blikket ned mod sine fødder.