~Blackbirds~

~Blackbirds~
Privat: Mi'serable
Sted: På tagene af Logements bygninger
Tid: Tidlig nat
Omgivelser: Tomt og søvnigt
Dato: En Septembernat
Vejr: Gråt og køligt

Månen stod højt på himlen den nat. Mørket var endnu ungt og få lysblå striber kunne enses i horisonten, let gemt væk bag bygningers sorte silhuetter. Det ville være en af de sidste resterende lyse nætter den sensommer og vinden bar et pust af kølighed med sig: Et løfte om en forhåbentlig hvid vinter, som kunne rense byen for endnu et års skidt og urenheder: Cigaretskodder ville løbe med tøsneen ned i rendestenen og den osede luft blev rengjort af store snefnug. Men for nu, var byen stadig beskidt af nikotin, kriminalitet, drik og hor. Som altid og Ahngel undrede sig igen om, hvorfor han havde gjort dette åndsforladte sted til hans frirum.. Det sted, hvor han kunne søge hen for noget tryghed og for velkendte dufte – stemmer, som gjorde sekunderne hurtigere og mere underfulde… Men nu var stemmerne borte og ej heller kunne han genkendte lugtene i luften. Igen var byen ødelagt i ukendthed og Ahngel havde glemt sit mål ved at være der. Byen var beskidt… lovløs.. og disse to termer havde Ahngel med de seneste svære år mistet noget forkærlighed til. Deres mennesker smagte af intet.. Deres skrig smagte af intet og sjældent gjorde deres kærlighed og tilbedelse. Han havde måske et sted dybt inde håbet på at genfinde nogen af de skatte, som han havde mødt fra starten af.. Da han første gang trådte på Terrisk jord. Han genkendte sin egen naivitet og det fik de røde øjne til at løfte sig fra det lærred, som havde mistet sin kunstneriske værdig. Længe havde han stirret igennem de høje, sorte firkanter med oplyste rubrikker og overværet nattelivet i Terre fra en mere stilfærdig plads på taget af Logement-områdets højeste bygning. Her kunne han se til midtbyen, men ikke til havet, hvilket arvede ham. At se intet bortset fra by.. Kilometer til kilometer.. Gjorde, at man følte sig fanget i en asfaltjungle uden grænser. Han kendte dog grænserne og vidste at de var der et sted. Han vidste at han kunne vænne byen ryggen den dag han opgav hans søgen på stemmer og ansigter han kendte og elskede.


Et lys slukkedes fra skråvinduet, få meter fra Ahngels side. Han havde siddet der før flere gange, så han havde regnet med, at forfatterdebutanten, som ejede den usle Bedsitter, ikke kunne holde sig selv vågen for endnu en side tættere på hans deadline. De sorte, skinnende tagsten mistede deres kompleksitet og blev kun oplyst af halvmånens ansigt, som kun svagt så igennem de tynde, grå skyer. Det havde regnet i dagtimerne, så stenene var fugtige og grusede. Trods det, omfavnede Ahngels lange, hvide, elegante fingre overfladen for at søge og smuldre gruset. Hans håndflader var blevet grå af snavset – samme skæbne, som undersiden af hans lange frakke, som udgjorde en tilfældig siddeplads under ham. Havde det ikke været for det marmorhvide ansigt, som herskede ved toppen af den slanke figur, havde man ikke ænset Ahngel alene på grund af den mørke beklædning og det sorte hår, hvis ende og spidser var forsvundne og sikkert optegnede i mørket. Når det dansede om hans hvide hals, kunne man dog ænse dets længde: Langt og for øjeblikket rodet og fugtigt af det tunge vejr. Midt i det hvide, samlede og i særdeleshed smukke ansigt, så to dybe røde øjne ud for sig: Udtryksløse for øjeblikket, hvor kun tanker stjal hans opmærksomhed, men stadig givende et væld af intense farver, dansende i et dragende og hypnotisk mønster, som var blikket et lille lysende liv i et ellers roligt og intetsigende ansigt. Uddybende og endnu så glansfulde når hans sind bevægede sig ned i de dybere lag af hans bevidsthed. Et mindre væld af fugle fløj fra deres træ i omegnen og tillod det lille lys at slukkes, som Ahngels øjne fulgte dem til himmels. Fugle i flugt var sjældent i nattetimerne.. Mon en kat havde forstyrret dem?


Han følte sig tung den nat.. For første gang i mange dage følte han sig ikke tynd og skrøbelig som en glasnål. Han ville igen sidde, røre jorden og stramme sine muskler, men det påsatte ham en skyld, som tyngede ham og tvang ham mere imod tagstenene end den indbildte og voldsommere tyngdekraft gjorde. Patetisk…

Endnu en tung nat over en beskidt, dog stadig formel by. Eller det er i hvert fald, hvad Terre ville have omverdenen til at tænke. Dem der så det sande ansigt, vidste hvad der var i de dybeste afkroge, af byens slum. Helt ned til kloarkernes forrådnede rør, der strakte sig under helle byen. Der er dem, der siges at tilbringe deres tid der. Beskyldt for meget, skyldig i det meste. Som rotter, holder de sig skjulte for omverdenen, så de kan udføre deres arbejde i skyggen af den majestætiske by's ego. Men de udførte ikke deres skygge arbejde, helt uden accept. Et Egern tager ikke skovenes nøder, uden accept. Og Rotterne kendte deres plads. Blandt de andre skadedyr, kunne de meget vel bide hovedet af de fleste. Men de vidste, at de ikke var flest. De vidste, at der var en Ravn, i spidsen af en Ravne flok, der kunne slukke for himlens lys, og slå ned på Rotterne, og ikke lade dem stå igen. Men med denne Ravn's accept, udførte Rotterne deres arbejde, og lod Ravnen tage del i deres bytte. Men nu, en dag hvor Rotterne blev truet af Kattenes magt. Måtte de sende bud efter Ravnen, og kalde på hans flok. Og hvem sender Rotterne, når de skal snakke med Ravnen? Den mest hvide af disse, der også bare de rødeste øjne.

En klikken kom fra taget overfor Ahngel's hvile. En klikkende lyd, som metodisk kom nærmere, som elskers høje elegante hæle, der langsomt nærmede sig. Lyden ville nemt ramme det nattens hersker's øre, der sad på det modsatte tag. Og langsomt kom lydens bære til syne, i form af et ansigt, der langsomt kom til syne over hus taget overfor Ahngel. Den grålige hud, gjorde det tydeligt at den der kom nærmere, ikke var af de dags glade væsner, og de røde øjne, som fulgte det røde hård, gjorde det lige så tydeligt. Det røde hår gik i lange lokker, ned bag kvindens ryg, med undtagelse af en enkelt lok, der gav en perfekt kontrast til den grå hud, ned over det højre øje. En mørk, rødlig øjenskygge omkring øjnene, gav underligt liv, til det døde ansigt, der kun blev forstærket af de ligeså rødlige læber, der havde bredt sig i et lille smil. De røde øjne stirede brat imod Ahngel's, som kvinden bevægede sig op på sidsen af tagtoppen.
Kvinden's ansigt, var måske at kende, bortset fra de rødlige farver, der gav det døde liv. Men beklædningen, var noget ganske andet siden Ahngel sidst så kvinden. Den sorte og røde top, der kun nettop dækkede det mest intime af hendes overkrop, og lod resten af den feminine krop være vist, var langt mindre formel, end den tidlige kjole. Et sort skørt, dækkede til lige over hendes knæ, og et par sorte net strømpebukser, tog resten af vejen ned til de sorte højhælede sko. Tøjet virke kaotisk, hvis det ikke havde været for farvernes harmoni.
Mi'serable rejste sin højre hånd ud foran sin egen brystkasse, hvor hendes venstre hånd mødte den, og rettede på den sorte nethandske der lå over den, imens hendes smil voksede.
"Min kære... Jeg mener.. Min herre, Ahngel.. Det glæder mig, at møde dem igen." Sagde den fine stemme, imens den før røde storm i hendes øjne, langsomt tog et hint af gult, inden hun tog overbalance, og lanede på tagstenen på den modsatte side af taget, end hvor hun før havde gået op. Hun gled ned af den stejleste del af tage på siden af de sorte sko, for så at lade hælen sænke imod det aller yderste stykke af taget, for at stoppe sin nedgang, hvor hendes perfekte balance, tillod hende at forblive på begge ben.
"Det er alt for længe siden.." Sagde hun, med et voksende smil. Nu hvor hun stod nærmere, var de sølvfarvede øreringe også mere til syne. "Hvad bringer dog dem til dette.. Sted..." Sagde hun, med et hint af afskyelighed i stemmen, tydeligvis ikke tilfreds med den by de havde forladt, for Bjergendes skyld. Bjerge, der nu blev truet med at blive taget fra dem.

Fuglene forsvandt eventuelt i mørket – selv for et kyndigt syn af nattens egne væsener. Kun en lille silhuet forblev om det hjørne, hvor den mindre flok forsvandt. Og da fornemmede han en mulig skyldig for den korte aflivning af den dødeligt sovende natur. Det var dog ikke en kat. Ahngels blik vendte sig og den røde farve blev rettet imod det langsomt manifesterede kvindelige væsen, som trådte frem fra månens skygge. Grå, døde toner omgav hende, men oplivet af en flammende rød farve, som syntes at få hende selv til at lyse en smule op og farve den tunge luft med eksotisk dødelighed. En dødelighed, som var sjælden at se på vampyrer, som han selv. Som et sjældent og dyrt smykke, som desværre var taget forgivet af de fleste udøde, der stræbede imod en perfektion Ahngel kendte som en ækel skal. Det var vel noget af det samme, som havde gjort at Ahngels første blik, der havde lagt på hende kendte samme ord som nu. Hun var en sjælden skønhed blandt udøde, var hun ikke? Og Ahngel huskede hende. Selvfølgelig gjorde han det. Mi’serable. Escorte eller partner til audiencen han for en del tid siden havde mødt hjemme i frankrig. Der havde de diskuteret fredsaftaler.. Partnerskab endda. Der havde Ahngel taget et skridt, som hans forfædre nok havde forbandet ham over. En toreador, som accepterede de, til tider, gyselige sider af de hulelevende slægtninge. Trods Ahngels levetid blandt hans egen underskønne slags, havde han mærkeligt nok aldrig udviklet den stolthed og forfængelighed, som gjorde ham generaliserende og fjendtlig overfor denne gren af vampyrisme. Og hvem kunne dog? Specielt nu, hvor en af de smukkere afstamninger fra deres gange trådte frem foran ham? Hun mindede ham om Lorena – hendes røde farver og det stædige smil over læberne. Elegance syntes at herske mere i Mi’serable dog. Hun virkede mere afdæmpet. Mere kvindelig i den traditionelle forstand. Den velkendte følelse lettede en smule på Ahngels hjerte og hulrummet fra jord til himmel udvidede sig en smule.


Hvad der mødte Mi’serable var dog ikke just den samme figur, som hun havde mødt på Point Du Lac. På den skæve tagryg sad der ikke en konge lige nu. Hans følelseskolde maske og stive, korrigerede bevægelser var lagt tilbage og nu lignede han blot en ung mand, hvis status ikke betød eller fremsagde noget. Som hun selv kaldte ham, bar han mere et ansigt, som var kendt for navnet ’Ahngel’. Ingen habit, eller smukke omgivelser pyntede ham nu.. Ikke engang hans påklædning æbbede af noget kongeligt.. Noget højere stillet. Og til den omvæltning af arenaer, blev Ahngels ansigt en smule ubestemt… Som var han et øjeblik usikker på hans færden på dette sted, men med en kvinde, som kun var mødt fra indersiden af hans scene; Point Du Lac. Nu omgav smukke rum hende ikke og stearinlys oplyste ikke hendes ansigt. Kun natten lagde lys over hende og gjorde at hun atter så fremmed ud selvom han huskede hendes ansigt og navn. Langsomt blev Ahngel klar over sin egen krop: Fugtigheden fra tagstenene på hans håndflader og håret, som gled over hans øjne når en brise ramte ham. Han var ikke præsentabel, var han vel? Ahngel udstødte et lydløst suk og rejste sig endelig op og overvandt hendes højde. Hendes stemme var velkendt såvel som hendes ansigt og selvom det tog ham tid om at svare, syntes han atter urørt af stilheden imellem dem.
”Mi’serable, hvis jeg ikke tager meget fejl.” konstaterede han og tillod hans stemme at fylde luften. Mørk, men på en måde androgyn og fremmedartet. Sjæleløs rolig også, som han havde talt til hende sidst de havde mødtes.. Som genskabte han en mental kopi af Point Du Lac i sin baggrund og ligesåstille genskabte et miljø, som var mange hundrede kilometer fra ham. Trods han ikke lignede en regent som han stod der, tynget af fugtig luft og endda snavs, talte han stadig som en og lod hende kun kende den venlighed, der var blevet ham lært. ”I sandhed.. Længe siden.” Han lavede et halvt buk imod hende så det lange, sorte hår gled ned over hans ansigt for den korte stund. Som han rettede sig op igen, tog vinden atter i håret og fremviste hans ansigt, som prydede som sit helt eget smykke. ”Jeg har for vane at besøge Terre fra tid til anden.” Guderne vide hvorfor.. Han tillod en kort pause inden han trådte frem over tagstenene og satte af, men som vejede han knapt et gram rørte hans fødder det andet tag og han førtes til det kvindelige selskabs side. ”Men.. Jeg er ikke den, som er meget langt fra hjemmets trygge vægge.” bemærkede han og betragtede hende med en undren. ”De burde være hvor luften er tynd og vinteren… konstant.” Med en galant bevægelse ville hans, nu besynderligt rene hånd, søge hendes og forhåbentligt stjæle den til et let kys på hendes håndryg trods handsken gjorde følelsen af hans læber en afskærmet fornøjelse.

Som de ikke var i Point Du Lac, var Mi'serable ikke iklædt sine fine klæder. Denne gang var hun ikke en escorte. Denne gang var hun ikke den yndige dukke, der skulle bringes med for tilskuernes skyld. Ikke at Mi'serable bebrejdede Adamedis det. På det tidspunkt, kendte de ikke til Ahngel. På det tidspunkt, regnede de med en søn af sin fader. Noget, de bestemt havde frygtet. Mi'serable ville have været en Courtesan for en nat, havde det givet hendes familie chancen for Ahngel's støtte. Mi'serable var loyal, men dette kun for sin familie. Kun for Rotterne, hvis blod hun bar.
Men de fandt ikke Ahngel's far, men Ahngel i stedet. Stærk. Stolt. Magtfuld. Og mest af alt, villig til at hjælpe sin brødre i Blod. Men det der gjorde Mi'serable mest interesseret, og gjorde at hun var elendig til at lege formel omkring ham, var et møde som dette. Han bar ingen habit, eller smukke facader, der skulle gemme hvor ødelagt alle af deres blod var. Kompensere for det mange havde mistet, for at bære det der var en forbandelse for de fleste. Det var blot, dem. To af den samme forbandelse. Den ene født ind i det, den anden bidt til det. Mi'serable elskede sådan møder som dette. Nu følte hun sig ikke på tvunget at klæde sig på som en dukke, for at ligne noget hun ikke var. Hun var ikke længere Dronning. Det havde hun accepteret i flere hundrede år. Nu.. Var hun blodt Mi'serable.

Mi'serable bukkede næsten formelt hovedet, og bredte et stort smil, over de levende læber, som et nik til hans hukommelse. Den svigtede ham ikke. Hendes røde læber blev fastklemt i det store smil, der næsten kunne mistros at være følelses ladet. Men et smil var præsentabel. Pænt i sig selv, og gav mere liv over helle billedet. Liv var fascinerende, for de fleste der ikke havde det. Dog mistænkte hun Ahngel for, at være en af de få der ikke var så fascineret. Så dette var ikke hendes grundlag, til det brede smil, der brød det døde billede. For henne, var alt en leg, så længe det var uden for grotternes sikre væge.
Rotten's iltre søgen efter Ravnenes leder, for at kalde på hjælp til sine brødre. Ravnen blev fundet i et dødt træ, frem for et levende blandt sin flok. Ravnen behandlede Rotten, som var den alt andet end en Rotte. Det helle var så fantastisk sjov en leg, som hun nød noget så grufuldt.

Mi'serable gik en anelse i knæ, og lod sit hoved ydmygt bukke, i kontra til Ahngel's buk, så hendes eget hår gik foran det røde hav, med gullige bølger, der udgjorde hendes øjne. Som hun rettede sig op, var der flere lokker, der havde lagt sig foran øjnene, men hun lod dem hænge, og fortsatte blot med at betragte Ahngel. Hun vidste, at de havde brug for hjælp, så hun ville have gjort hvad som helst for at virke ydmyg og formel overfor denne Toreador. Men selv hvis dette ikke var tilfældet, så nød hun deres dans af formaliteter.
Som han indrømte at besøge Terre fra tid til anden, rejste Mi'serable's øjne sig, en anelse undrene. Det var tydeligt at se på hende, at hun ikke forstod denne gerning. At besøge et sted så beskidt og uselt som Terre, frem for det majestættiske Point Du Lac? Det var som at rejse fra Penthouse suiten, og til gaderne i en papkasse. Men hendes smil voksede igen, hendes øjne roligt tilbage til et næsten fnisende blik, som Ahngel hoppede til hendes side. Hun tog et småligt skridt til hendes side, som ikke gjorde at hun tog afstand fra ham, men stillede hende mere skråt imod ham, så han ikke bare stod med fronten imod hendes side.
Nu fik han hendes ord til at bukke hovedet til den ene side, i et spørgende blik. Kunne han mene det? At et sted som Terre, ikke passede til en kvinde som hende? Af hendes Blodlinje? Så åben kunne hun ikke forestille sig denne Herre. Leder af så mange Vampyrer, men stadig plads til Blodlinjer, der ikke var hans, i hans bog? Hendes blik faldt så på hans hånd, og hendes egen forsøgte ikke engang at trække sig, som han tog den til sig, og rejste den imod hans læber. Hendes øjne blinkede et par gange, og som de åbnedes igen, blandede der sig et grønt hint iblandt de røde bølger, og hun bredte endnu et smil med de ord han havde sagt.
"De smigre.. Min Herre, Ahngel.." Sagde den bløde feminine stemme, som hun lod sig gå millimeter ned i knæ igen, for endnu engang at rejse sig. "Men.. Hvis jeg var Rotten, der bevægede sig ud af de bekendte omgivelser, og ud i kloarkerne.. Så var de Ravnen, der fløj blandt måger.." Sagde hun med et voksende smil, og et grinene ansigt, inden hun lod sig selv tage et hop, for at svæve over på det tag Ahngel havde befundet sig på, dog uden at tage øjnene fra ham, så hun fløj baglæns igennem luften, og uden at slippe hans hånd, før det var nødvendigt, og stadigt holdt hun sin arm ud, som var det en invitation til at fortsætte den lille uortodokse dans over hustage.
"Men denne Rotte forlade ikke de smukke grotter, uden et formål.. Ikke denne gang.. Selvom den bestemt kunne overveje dette selskab, selv hvis hun ikke var sent ind i det.." Hendes stemme gjorde det klart, at hun ikke var uinteresseret i hverken hans selskab, eller hans nærvær. Der var bare så meget bedre ved en dans, end en simpel samtale. Og med hendes ord, lod den ene kant af hendes læber sig rejse, en anelse højere end den anden, og et næsten usynlig vink kom fra det venstre øjenbryn.

Kysset over hendes håndflade var kort og formelt. Var knapt et kys.. Nærmere en blid berøring med de kølige læber inden han atter rettede sig op og tårnede sig over den rødhårede vampyrinde. Hendes smil var ikke gengældt, men trods det, kunne man fornemme imødekommenhed i hans øjne og bevægelser. Hans afklædte ansigt skyldtes hverken foragt eller arrogance. Nærmere var han tilbagetrukken og fjern på et vidst plan, til trods for at hvert enkelt blik han sendte, syntes at være så insisterende, som det røde lys fra en riffels sigtekorn og mindst ligeså skarpt og intenst rødt. Som hendes smil bredtes, hævede Ahngel et øjenbryn og betragtede hende forlade tagstenene til fordel for Ahngels forhenværende siddeplads.

De lange fingre tillod hendes elegante flugt imens blikket stædigt fulgte hende med sine fattede og samlede nuancer. Så hun var en rotte? Og mindst ligeså billedligt var Ahngel tilgivet dyrerollen, som ligeså herskede som beskytter på familiens våbenskjold. En ravn. Oftest stemplet i skinnende metaller og hængende over pejse og indgange i hans såkaldte hjemstavn. En ravn med kløerne begravede i skallen på et elfenbenskranie og tildelt en tornet, sort rose som beskytter. Det var så grusomt et billede, som det var middelalderligt. Billeder om en svunden tid, hvor kun kaos mødte kongehuset og kongehuset gengav dobbelt så meget af samme. Var Ahngel virkelig ravnen nu? Måske det ødelagte kranium eller måske endda den tornede rose med de giftige brod? Ahngel lukkede øjnene for et øjeblik: Lyttede til Mi’serables fødder, som let og elegant landede på de sorte, skæve tagsten. Fingrene lukkede sig atter og han så atter på hende med et blik, som syntes at tage blidt fat i hud og hår. ”En omvæltning er fra tid til anden forfriskende.” Sagde han til sit eget forsvar, til trods for at det var svagt. Sandt som det var sagt; Han havde atter ikke meget at hente på de anarkistiske gader og ved de villige og naives halse. Det var som om Terre havde mistet den groteske skønhed Ahngel engang havde beundret. Enten det, eller han manglede de termer, som gjorde byen hver at beundre. ”… Også selvom det er ’blandt måger’.” Uddybede han og lod blikket falde til gaden under dem, hvor et vindue åbnedes og en kat blev lukket ud efter mange minutters øresønderrivende miaven. Kattens grønne øjne skænkede dem et blik og forsvandt i en fart, raslede med skraldespandene på dens vej og efterlad atter Ahngel og Mi’serable alene. Ahngel smilte skævt for kun et lille øjeblik. Paranoide dyr, var det ikke? Enten det eller den havde travlt med at jage den lille flok fugle, som Ahngel før havde været vidne til. ”… Eller.. ’rotter’?” Han rettede sig op og betragtede hende, nu med spørgsmål i øjnene. I sandhed, det havde ikke været en nem sag at finde ham på hans uvante besøg og han tog ej heller hendes eskorte, Karaktar, for at være en vampyr, som holdt af svinkeærinder eller småsnak af den kaliber. Han sendte personligt bud når der var noget galt? Det var i hvert fald hvad Ahngel ville antage i den første, dristige runde… Havde Jean mon givet dem anvisninger? National søgning.. Ku ikke have været nemt at fuldføre.. Medmindre de havde et interessant es i ærmet? Måske var Ahngel slet ikke så diskret, som han gerne ville være i sidste ende? Det var vel også en kliché, der var kommet til live? En prins, som søger et frirum og klæder sig i normens kostumer. Det var trods alt ikke første gang han havde udlevet den lille fantasi om frihed og ligegyldighed. Ligegyldigt hvor han trådte, fulgte en lang skygge af regler, sceneskifte, akter, masker, kostumer, replikker, ansvar og stemmer, der påmindede ham og samme liste og deres altoverskyggende vigtighed.


”Hvad søger De af mig?” spurgte han endelig med en tålmodig stemme.

En vind rev en anelse i de lange lokker hår, der hang ned foran Mi'serable's ansigt, og skubbede dem væk fra hendes øjne. Hun bevægede ikke hovedet i irritation, fortsatte blot det intense blik imod Ahngel. For det var intenst. Det var en 'Konge'. En 'Hersker' hun stod foran. Og stadig stod hun iklædt sine mest informelle klæde, der bestemt ikke passede ind i et billede med den store Ahngel. Men på denne nat, gik Ahngel ikke iklædt habit og maske. Nej, denne nat spillede han eventyret, som den trætte Prins, der ikke længere gad de faste linjer af lederskab. Der var træt af de rige liv, og ville ud i det fri. Og hun. Spillede rollen som den hun var. En af nattens Monstre, der kun bevæger sig ud om natten.

Hendes smil skævede en anelse med hans kommentar, og lod blikket glide ud over Terre. De røde øjne, med det smålige hint af en blå farve, var tydeligvis uimponerede, inden de gled tilbage imod Ahngel. Terre kunne aldrig blive forfriskende. End ikke for en, der søgte noget beskidt. Terre var et tjørn i siden. Et huld, fyldt med desperate Rotter, der så gerne ville ud og væk fra hysteriet. Men alligevel bliver de, og æder hinanden op. Nej. Terre kunne aldrig være forfriskende. Ikke i Mi'serable's øjne.
Mi'serable fnøs lavt, med et voksende smil, da han fortsatte, og lod sit blik følge hans, og opfatte den samme kat. Hun lænede sin overkrop fremad, imens hendes ben skævede den modsatte, og hendes arme strakte sig ud bag sig, for at holde balancen. Nu balancerede hun på hendes sko's stakkels hæle, imens hendes store smil stirede imod katten, der hastigt løb sin vej. Hun fniste stille, og diskret, som et barn der vidste det ikke burde fnise af situationen. Hun skulle huske hvorfor hun var der. Der var ikke plads til..
Hun tog sig selv i at tænke som Karaktar, og rystede det hastigt ud af hovedet, i det Ahngel talte igen, og hendes røde øjne slog op på hende. Hans ord fik hendes smil til at vokse enden engang, inden hun slog sine knæ fremad, og satte af på kanten af taget, for næsten at svæve tilbage på det hustag Ahngel befandt sig på, og lande på den modsatte side af ham, end hvor hun havde befundet sig før. Fortsatte den dans hun sådan nød.

"Jammen os.. Ved du hvor du kan finde.. Mig. Ved du hvor du kan finde.." Sagde hun med et voksene smil, og et glimt i øget, der gjorde et vink med øjenbrynet unødvendigt. Hun stod nu med siden til ham igen, med hendes hoved drejet imod ham.
Og så kom det. Det hun egentlig var der for, skulle på bordet, og hendes iltre dans og leg måtte skubbes til siden. Og sammen med dette, gjorde hendes smil. Det faldt til et mere følelsesløst blik, inden hun rettede kroppen op, for at svare.
"Jeg er her, for at bringe Klan Rasputin's bud. Ademidis Barabas, har hidkaldt alle af vore Blodlinje han kunne få kontakt til. Vores tilflugtsted, er ikke længere sikkert. Men vi er trætte af at flygte. Vi er trætte af, at lade andre skubbe rundt med os.." Sagde hun fast, og tog et skridt nærmere Ahngel, så hun nu måttte rette blikket opad, for at møde Ahngel's røde øjne.
"Di Morga's Dværge, vil ikke dele Bjergende.. Og vi vil ikke flygte længere.. En krig banker på døren, og Nosferatuerne vil ikke kunne klare dette alene. Men Nain Des er også vores nu.. Vi lader os ikke blive skubbet længere. Nosferatuerne er trætte af den modgang vi er blevet vist, siden den store udryddelse.." Hun brød sig ikke om at nævne udryddelsen, da hun godt vidste, at Ahngel var søn til den Toreador, der havde kaldt denne ordre. Der havde startet udryddelsen, der skar Nosferatuerne ned, som ukrudt. Mi'serable's øjne blev næsten bønfaldene, i det hun tog et skridt nærmere Ahngel, så deres kroppe næsten mødtes. Hun ville gøre alt, for at skaffe sin familie den støtte de skulle bruge nu. Og hun kendte stadig ikke Ahngel nok, til at vide om hendes charme overhovedet var nødvendig. Men alle kneb i brug.
"Jeg er kommet, for at hidkalde hjælp. Vi er ikke populære iblandt de fleste af de andre Blodlinjer. Men vi er en del af Vampyrenes Blod. Vi blev skabt af det.. Hvis vi bliver tilbagekæmpet fra Nain Des, vil det være en ydmygelse for de andre Blodslinjer. Vi har brug for hjælp.. Og jeg er her, for at bede om din.. Ahngel.. Ikke som taler for Klan Rasputin. Men som Nosferatu.. Vores Blodlinje, vil ikke overleve endnu en udryddelse.." Hendes stemme var lavere, finere og mere klar nu, som hun ynkeligt og ydmygt bad om Ahngel's hjælp. De røde øjne, fik nu et hint af en gullig nuance, der blandede sig i den røde storm, de sorte pupiller fokuseret imod Ahngel's, hvis altså han lod blikket falde imod hende. Dette var ikke pinligt for Mi'serable. Intet ville være pinligt, når det blev gjord for hendes familie. Intet.

Endnu en vind syntes at være den bærende kraft, som tillod den rødhårede nosferatu at glide over gyden og tilbage på det tage, hvor Ahngel selv havde et let forgivende fodfæste. Hans øjne bevægede sig i samme retning som hun gjorde og betragtede for en stund hendes hårspidser, som efterlod hendes kølvand tomt og mørkt. Han havde lagt mærke i hendes blikke som hun kastede det imod den mørke by, hvor kun centrum dannede et lille hjerte af lys og måske endda et øjebliks berusende lykke og ekstase. Hun yndede ikke byen et blidt blik. Kun foragt og mistillid til de tårnende bygninger og den tygge luft, hvor mord, synd og hor kunne beskrive livet i byen i stedet for en duft af blod, jord og kød. Ahngel bebrejdede hende ikke.. Specielt ikke når hun var hvem hun var. Ingen by eller samfund havde nogensinde overvejet en renvasket, hjælpende hånd til de forsømte i hendes blodlinje. De havde kun sig selv og de ubeboede kloaker, hvor menneskene og de gemte efterlod deres svovl og skidt. Hun ville kunne efterlade det, hvis hun ville, men hvad var en vampyr uden sin kin og hvad var en kvinde uden sin familie at tildele loyalitet og godhed? Alene… Og hvorfor også efterlade noget, hvis grunde kunne bringe hende helt til Ahngel side for en bøns skyld? Hvis ikke en smule hengivenhed eller såvel kærlighed førte hendes fødder i hendes ’families’ navn, hvad ville så drive hende til de gader og mennesker hun forbandede med sine øjne? Ahngel kendte ikke meget til den knytning og loyalitet. Selv var han født i den og straffet når den ikke blev opfyldt. Han var der kun, fordi det var hvad han var bestemt til. Trods det.. ville han nok gå i døden for hans våbenskjold, hvis det var hvad der var ham pålagt. Med eller uden vilje. Men nu var ej en tid at dømme sin egen bortgang. Hvem vidste om han i sidste ende kunne ynde en dødelig luksus som den, eller om omskoling og hvidvaskelse af senatorernes metoder ville komme ham i forkøbet? Ahngel turde knapt overveje det, men som så mange andre gange, var det svært at frigøre sig tanken når den først havde lagt frø i de mørke kroge af hans sind.


Som Ahngels tanker omkredsede familie, ære og loyalitet, kom Mi’serable med sin anklageforespørgsel. Der var problemer. Vist var der problemer og Ahngel havde set dem komme før eller siden. Bjergene var også beboet af et stædigt folk, som ikke brød sig om at dele miner og sten med andre end deres egne.. trods for deres mangfoldige antal og egentlig eksport fra de mange miner. Ahngels øjne blev tankefulde imens den rødhårede femme fatale fremlagde sine grunde til at opsøge Ahngel. De havde brug for støtte og vel sagtens den støtte Ahngel havde lovet dem ved deres fredsaftaler, mange måneder før dette møde. Trods Ahngel kom fra det blod, som havde ført sværdet for at endegøre nosferatuernes bestanden, så bar Ahngel en diplomat, som sjældent var set i hans families bånd. Bortset fra hans oldefar, var der ikke mange, som havde set fred og samarbejde for en progressiv metode. Ahngel havde dog set gamle dage blive til et nu og set hvordan krig og kaos gjorde verden mere hullet en frodig. Alliancer var vejen frem og fællesskab gjorde stærk i en verden, hvor vampyrerne ikke var de eneste væsener, som herskede natten og lagde hånd på deres kvæg og eksporterende; Mennesker. Alt handlede nu om varsom træden, for national fred og venlighed var et minefelt uden lige.


Som hendes ord løb mod en ende, stod de op ad hinanden, som lagde de op til en formel dans. Ahngels øjne var uforandrede. Han selv var af racen, som opfandt forførelse i de ædlere arter og vampyrernes fingerspidser. Der skulle mere til for at få ham til at sukke efter hendes kærtegn og læber, men trods det, havde hun allerede hvor hun ville have ham, for Ahngel det havde altid været i forhold til hendes ’familie’.


”Der bliver ingen udryddelse.” Forsikrede han hende med en silkeblød stemme, hvis gavmilde tryghed syntes malplaceret, da den kom fra læber med så hvidt og køligt et skind. ”Din klan tilhører nogle af de stærkere sind blandt os.” Han pausede og betragtede hende et øjeblik – vurderende, men ikke skeptisk. ”I ville overleve, selv uden min hjælp. Jeres tal ville ringes, men i ville overleve.” I et øjeblik kunne det tyde på Ahngels ligegyldighed i sagens holdning, men hans ’nej’ kom aldrig. ”…Men vi lever ikke i primitive tider længere.” sagde han. De sorte bygninger bag ham gjorde hans tale sandfærdig. ”At ’overleve’ er ikke den eneste luksus vi bør tillade os selv… Og det er ej heller den eneste luksus jeg vil give jer.”


”…”


”Mit ord står ved sin magt, men forstå, at jeg ikke gør dette for at forstærke jeres krigsadfærd. Dværgene har deres jord som i har jeres, men forsøger de at fordrive jer, sender jeg mine mænd og deres overtrædelse skal blive modgået. Med eller uden blod – det er dværgenes beslutning.” Ahngels røde, dybe øjne betragtede hendes ansigt: Forhåbentligt ville han genkalde det smil på hendes læber og liv i hendes øjne, der endnu gjorde hende mest yndig at se på.

Tålmodighed havde altid været Mi'serables dyd. Hun havde ventet i flere hundrede år, for en plan at komme i spil. Brugt alt den tid på at flytte skak brikkerne, for så først at se en ende på det, da der endelig kunne kaldes 'Skak Mat'. Men denne gang.. Hun kunne mærke hendes ubehag ved situationen, og vægten der lå over hendes skuldre, blev tungere med hvert ord hun brugte for at forklare deres situation. Den forførende og tiggende udstråling, der udviste en hvis form for underkastelse og ydmygende knækastelse. Det var alt sammen ægte. Intet forsøg på at forføre. At tale til en mere dyrisk side af Ahngel. Denne en gang, i blandt de mange gange hun havde set sådan ud, var det fuldt ud hendes følelser. Hun ville gøre alt for denne situation, selv kaste sig på knæ foran Ahngel, hvilket hun næsten havde gjord ved dette.
Men det kunne lige så godt have været det, det lignede. Det var ikke altid muligt at se på kvinder som Mi'serable. Specielt ikke Mi'serable.

Mi'serable ville have sunket en klump da hun færdiggjorde sin sidste sætning, men hendes system magtede det ikke. Hun var anspændt, og nervøs. To ting der meget sjældent optrådte i Mi'serable's sin. Det kunne siges at det ikke var nødvendigt, da Ahngel havde været sand ved sit ord før, og havde været en langt mere diplomatisk leder, end sin fader. Men det ville være som ikke at være nervøs for ens eksamens resultat, efter at have forladt eksamens lokalet. Lige meget hvor meget man siger til sig selv man ikke er nervøs, så er man det. Og Mi'serable, var nervøs. Man kunne se hende gå imod sin egen natur, og virke utålmodig.
Og endelig kom der ord fra hans læber, og et unædigt suk trak sig fra kvindens læber, og ydrekanten af hendes læber rystede i et hint af et forsøg på et smil. Men som han forsatte, stoppede de, og blev i stedet åbnet i en letter forbløffelse. Jovist ville du nok kunne holde igen, og give Dværgende modstand, men det ville ende ud i endnu en flugt, eller nær udryddelse. Sidste gang dette skete, havde det næsten ødelagt Blodlinjen, og splittet dem så meget at det ville være uhelbredelig. Det kunne de ikke gå igennem igen. Det kunne hun ikke. Hun skulle til at give grunde til at det ville være meget skadeligt for Nosferatuerne, men hendes ord blev taget fra hende, som Ahngel fortsatte, og i stedet rejste hendes øjenbryn sig en anelse.

Denne gang lod hun ham tænke. Lod ham tage al den tid han ønskede. Hvad end der skulle til. En hvilken som helst form for luksus, de kunne modtage. Og i det det endelig kom frem, kom der en lysere farve i den røde storm hendes øjne bestod af. Som effekten af en latter, bredte den lyse røde farve sig, og overtog det meste af det ellers dybt mørke røde farve, inden hendes læber også delte den samme entusiasme og bredte et stort smil over hendes læber. Hun stod med det smilende ansigt i et stykke tid, inden hendes læber gjorde sig klar til at tale. Men inden ord kom frem, hoppede Mi'serable næsten op på sine tær, og svang armende omkring Ahngel's kolde hals, og lagde sin kind imod hans, hvis ikke han stoppede hende.
"Tak.." Startede hun med en lav stemme. Bestemt ikke formelt. Stort set intet var formelt, punktlig eller 'korrekt' i følge bøgerne. "Beklager in formaliteten, men du er ikke i et flot slot, eller iklædt en fin habit.. Så det gælder ikke.." Sagde hun med en stille stemme, inden hun fjernede sit greb. og stillede sig normal igen, dog stadigt med sin krop tæt op af hans, og hendes hænder gled kun væk fra hans hals, for at plassere sig imod hans brystkasse. Hun lagde så sit hoved på skrå, og kiggede ned til siden. Hun rullede på øjnene, og lod blikket glide tilbage imod Ahngel's øjne.
"Jeg skal takke dem fra Klan Rasputin. De vil stå dem i gæld.. Og en hel masse andet skulle jeg sige fra Barabas, men det kan så sandelig vente, til han selv for tid til at rejse sig, og møde dem... Beklager.. Barabas lyttede med.. Jeg kunne have stoppet ham, men han er så forbandet besværlig at holde ude.." Sagde hun, og rystede på hovedet, imens hun kiggede væk igen, og tog så endelig et skridt tilbage, og fjernede sine hænder fra Ahngel. Hendes blik lagde sig tilbage på Ahngel, og hendes smil blev igen det hun havde båret før. Det sledske, legesyge og barnlige smil, imens hendes øjne kort kiggede op og ned af Ahngel.
"Han er.. Ekstremt dårlig til at vide, hvornår en samtale er.. Privat.." Sagde hun, og lod øjnene glide lidt væk igen, imens hun foldede hænderne bag sin ryg. "Er denne.. Nyhed.. Noget du skal informere folket i Point Du Lac om med det samme? Eller.. Har du tid til at.. Lege?" Spurgte hun med det samme legesyge smil, inden hun hoppede tilbage over på det modsatte tag, og tog et par skridt hen af kanten, med blikket rettet imod Terre.
"I en posisseion som din.. Og.. Min, egentlig.. Glemmer man ofte, de sjovere delle af sulten.." Sagde hun, stadig med blikket rettet imod midtbyen. Hendes smil voksede til et mere ondskabsfuldt et, inden hun lod blikket glide tilbage imod Ahngel. "Har du tid til at jage?" Spurgte hun så endelig mere konkret, og lagde hovedet på skrå. "Er længe siden jeg har haft glæden af at jage i.. Flok.." Uddybede hun, imens hendes hoved lagde sig en anelse fremad. Godt nok kunne to jagere ikke rigtig betragtes som en flok, men det var bedre end at gøre det alene. Og så gav det en mærkelig form for glæde, at sætte sig selv i et begreb som 'en flok', sammen med Ahngel. Med en 'hersker'. Som i de gamle dage.

Med armende omkring det kolde etui der udgjorde Ahngels krop, var det nemt at mærke at herren ikke var vandt til den nærvær Mi'serable udstrålede. Den livsglæde der udgjorde den kvinde, Mi'serable havde udviklet sig til. Der var en mangel på følelser og behag ved hans eksistens, Mi'serable kunne huske fra sin ungdom. Hun kunne ikke vide om dette var tilfældet, men hun huskede hvordan hun selv havde været. Ubehaget ved de lænker der holdt hende fast ved hendes dødelighed. Haddet af at se andre forælde, og ende deres dage i et behageligt bliss, der knapt nok kunne nå at føle sorgen ved tab. Og det var ikke fordi Mi'serable havde fundet denne glæde. Havde lært at leve med hendes tilstand. Men hun havde lært at det ikke var at ændre. Og at få andre til at tro, man var fyldt med følelser, var så meget mere tilfredsstillende, og profit fyldt, end at udvise den følelsesløse skal hun nu engang var. Præcis som alle de andre af nattens børn.
Og dette ydre, var langt nemmere og sjovere at udnytte. Der var så meget at kunne vinde. Så meget at tjene. Igennem den uskyld, kærlighed og glæde hun kunne udstråle. Ting, andre aldrig ville lære billedet bag. Og som hun stod med den høje skikkelse i armende, lod hun blidt sin grålige kind glide imod den andens kind, og hendes finger glide i blide cirler på hans ryg, imens hendes tænder stod til fint skue for ingentingen bag ham, i et bredt smil. For hun nød blodt nærværet endnu mere, i det Ahngel ikke gjorde. At bryde den barriere, der normalt lå imellem ham og hans publikum. Kun ganske få blev tilladt denne nærvær. Iblandt dem, Mi'serable i nettop dette øjeblik. Og som hun slap ham igen, og lod sig selv falde ned på hendes sko's lange hæle igen, lod hun også en fingre blidt stryge over Ahngel's fine hvide kæbe linje, og lod de nu gullige øjne stire ind i det dybe røde der var Ahngels.
"Du er ikke så vandt til.. Nærvær.. Med nattens forførere, er de.. De Sang?" Spurgte hun med et drilskt smil, i det hun tog sit skridt væk fra Ahngel, inden hun gav ham hans forslag.

Hans accept af Karaktar's tilstedeværelse blev tilladt at lade sig lyde for den ældre Nosferatu, men efter dette blev han lukket ude. Frigjorde Mi'serable sig, for at få tid med Ahngel alene. Og efter hans ord, lagde Mi'serable sit hoved på skrå, og betragtede ham med et voksende smil.
"Jeg er ikke den eneste, med nysgerige fluer i baghovedet, er jeg?" Spurgte hun med et voksende lumskt smile, og en blid fnisen, inden hun nejede halvt med et bøget hovedet. "Selvfølgelig husker jeg Jean. Og du må give min hilsen tilbage, og sige jeg håber at se ham, og Point du Lac igen, meget snart." Sagde hun imens hun rejste sig igen, med det samme blide smil hun havde haft før, uden nogen hint af drillerier og lumske tanker.

Hun betragtede den høje skikkelse, i det han begik sig over hustaget og stirede ud over midtbyen, nettop som hun havde gjort. Hendes hoved stadig let på skrå, og et spørgende blik, afventede hun livligt hans svar. Og som det blev givet, voksede hendes smil gradvist til et stort lumskt smil over hendes læber. Hun bakkede et par skridt tilbage, og vendte sig igen imod Ahngels tag. Med et let hop, fløj hun over mellemrummet, med sorte skygger følgende hende, lg landede et lille stykke bag Ahngel.
"Så galant..." Sagde hun med en kort fnisen, inden hun hoppede tæt forbi Ahngel, og i hendes færden igennem luften, lod hun de indbydene, farverige læber blidt kysse imod Ahngels kind, i det hun drejede rundt i luften, og så faldt med ryggen imod brostenene under hende. Han ville nå at se hendes brede lumske smil, og nu dybt rødlige øjne, inden hun langsomt blev opslugt af en sort røg, som til sidst, ganske kort inden hun ramte jorden, opslugte hende fulstændig og en stor sort Ravn slog med vingerne og forlod røgen i ald hast. Ravnen satte så imod midtbyen med en lav skraben, imens den legede med vinden igennem den mørke nat, ved at dreje lystigt i luften.

Forsættes i ~Birds of Prey~