~Birds of Prey~

I den kolde nat, hvor de fleste for længst havde søgt ly for ubehagend ved mørket, i den by der var anset som den mørkeste af alle, fløj en livlig sort Ravn, med dybe blodrøde øjne. De røde øjne virkede nærmest som front lyset på en bil, der desperat søgte hvad end der var foran det hastigge køretøj for ikke at skulle ramle ind i det. De hastigge drejninger Ravnen gjorde med halsen, der sendte de røde lygter i forskællige retninger, gjorde det ganske tydeligt, at den søgte noget i den tågede, stinkende nat. Søgte den føde i den kolde nat, der normalt ville udgøre smådyr i gadernes rendesten. Eller insekter i den mørke nat. Men fuglen fløj forbi utallige muligheder for et nemt dyrisk bytte. Nej den søgte noget andet. Og de røde øjne stoppede ikke deres søgen, i den mørke nat.

De to kamaratter kom klukkende ud fra døgnkiosken med en bulrende latter, bærende på en pose vær, nok indeholdene alverden alkoholiske drikke, søde sager og måske en pakke cigaretter.
"Virkelig? Mig der betaler igen? Pff.. For fuck sake, tag og få dig en indkomst, hm?" Sagde den ene af de ung voksende mennesker, der efterfulgt af sine ord gav hans 'kammerat' et dask på skulderen, hvilket blot fremprovokerede endnu mere latter imellem de to. Det var som om, at venligt påført skade, pludselig var blevet et anerkendt og elsket begreb. Som om skade var okay, så længe man var venner bag efter. Hvor langt kunne sådan en mentalitet række? Ville mord være okay, så længe der var overlæg bag? En god grund? Kærlighed imellem partnerne?
Nettop i det øjeblik at de bevægede sig imod deres kendte gemakker, og slaget blev tildelt, skar en sort Ravn igennem luften over dem. Den vendte sig i luften, og fløj så tilbage imod dem, og landede få skridt fra dem. De mørke røde øjne stirede tomt op imod dem, og den skrappede en enkelt gang, med et gennemborende blik. De to herre stirede undrende på fuglen, inden den ene af dem slog ud i luften med en klukken.
"Fuck dog af med dig, fugl..." Brummede han, og begyndte at fortsætte på sin vej imod hans leglighed. Ravnen skrappede vredt, inden den rejste sig fra jorden, og skød imod en sidegade nær de to herre. Ham der havde råbt af fuglen, rystede på hovedet af kreaturet der nu var forsvundet, og satte imod legligheden imens han søgte sin lomme efter sine nøgler. "De skide kreaturer, bliver mere og mere nærgående.. De æder os snart ud af hænderne..." Mumlede den ene med en klukken.

Som Ravnen kom rundt om hjørnenet, forsvandt den i en sort sky, og en kvinde tog nu dens sted, og landede på de kolde brosten. De røde øjne kreaturet stadig besad, stirrede nu rundt i mørket, med et stort smil.
"Syntes du skal se, hvordan I.. Herrere.. Aldrig for lov til at jage.. For lov til at... Lege." Sagde den fine stemme, efterfulgt af et bredt lumskt smil. Imens smilet lå over hendes læber, ændrede de røde øjne sig langsomt til fine blå, menneskelige øjne, der stirede ud i mørket. Alt imens øjnene ændrede sig, ændrede selve pigmentet i hendes hud farve, og blev langsomt en blegere hvid, frem for den grålige farve den ellers bag. Alt undtagen hendes venstre øje, og højre kind. De tog begge en mere blålig farve, der lavede en forfalsket facade, der gav et billede af misbrug. Af hadefuld kærlighed, måske påført af en anelse for elskende og aggressiv kæreste. De nu blå øjne stirede så ned over de klæder hun bar, og med næsten hidsige bevægelser, rev hendes lange fine fingre nu revner i klæderne, der kunne matche den falske facade af misbrug og kamp, så det lignede at det alt sammen var kommet en anelse for tæt på. Og til sidst, som prikket over i'et, lagde hun begge hender imod hendes tops kraver, og rev voldsomt i dem, hvilket gjorde den allerede store V-udskæring endnu støre, så den nu fremviste midten af hendes BH, imens øjnene gled ud i mørket igen, med et legesygt smil.
"Man skal vel udnytte sine værktøjer." Sagde hun, med en ligeså legesyg stemme, inden hun satte i hastigt løb imod udgangen af den lille sidegade hun havde stået i, og et ubehageligt, lidelsesfulgt skrig, gennemskar så natten, og det før legesyge blik, blev nu skåret ud i dyb angst. En falsk facade, der kunne snyde selv den mest intelligente jæger i nattens dans.

Nøglen der nu var drejet omkring i løsen, blev nu stoppet da herren der holdt den, lod sit blik hastigt skyde imod sidegaden, da natten blev skåret ud i et skrig, efterfulgt af klagende kald efter hjælp. De brune øjne stirede, sammen med sin kammerat imod mørket, hvor en kvinde nu hastigt kom løbende fram fra mørket.
"Hjælp mig! Hjælp mig, jeg ber." Tiggede kvinden, der nu hastigt kom løbende imod dem. Hendes øjne bar røde render, og flydene mascara, der fik det til at ligne at hun havde grædt noget så voldsomt. Der var dog ikke længere tegn på tåre, som om de tåre der skulle have været grædt, ikke længere var til stede.
"Hey, hey.. Rolig nu.. Hvad er der sket?" Spurgte ham med nøglerne, som lavede et nik imod sin kammerat. "Hop du bare ind, kommer ind lige om et øjeblik." Sagde han, og tog et par skridt imod den lidende kvinde, der kom hastigt imod ham. Hans primitive sind, kunne ikke stoppe ham i at ligge mærke til hendes udfordrende påklædning, og specielt ikke den fine revne i hendes tøj, der gjorde det muligt for ham næsten at se, det hans øjne allerhelst ville se.
Og som kvinden endelig nåede ham, slog hun armende omkring hans hals, og klyngede kvindens varme krop imod hans, efterfulgt af utallige klynk.
"H.. Han kommer.. Han.. Han slår mig igen.. Please.. Please, lad ham ikke skade mig igen.." Tiggede kvindens stemme sørgende, i det hun forsøgte at hive herreren imod hans egen dør, og pegede med stirende angst imod gaden hun var løbet fra.
"Okay, okay.. Rolig. Han for ikke lov til at skade dig igen.. Kom bare med ind." Sagde herren blidt, og gik imod døren med hende.
"Åh tak.. Åh så mange tak.. Du er min Engel..." Sagde hun, imens han forlegent klukkede nikkede hovedet en anelse fra side til side. Kvinden bakkede nu imod indgangen til døren, med armende omkring ham og hendes læber takkende kyssende imod siden af hans nakke. Men i det de gjorde, gled de blå øjne ud imod mørket, og hendes ene arm rakte i samme retning, og viftede indbydene med en pegefinger. De blå øjne fik et skær af røde skyer, der flagrede omkring de blå iriser, i det et bredt lumskt smil blev vist, til ingen andre end mørket bag dem, hvor kvinden så ud til at vide.. Noget andet var tilstede, i den mørke nat.

Gaden omkring dem var hjemsøgt af et sæt anonyme øjne, som hang kamufleret et sted i det tætte mørke. Ikke en fugl. Ikke gadekatten, som stille sad og finkæmmede sin pote med tænderne for at fjerne snavs og sårskorper. Den sad veltilfreds ved en gydes tomme åbning, ved bunden af boligbyggeriets tagrende, hvis efterladenskaber fra vind og vejr dryppede ned til den tilsidesatte tagrende. Kattens hvide, sarte pels gav et let genskind fra lyset fra en fjern lygtepæl og fik den til at synes delikat og sølvlignende. En fin kat med en rank ryg, men trods det var der ingen blågrøn tatovering på indersiden af de trekantede ører og ej heller et halsbånd med et påpegende navn og adresse. Den herreløse feline afgav en tilfredsstillet spinden, som rejste sig fra dens lille krop imens dens hale skød i vejret. Den slanke, pjuskede hals drejedes ind imod den mørke baggård, hvor containere og affaldssække stod hengemt fra offentlig skue og dens grønne øjne med de tynde irisser fulgte en skygge med venlige blikke. Ud af mørket rakte en hvid, elegant, men armeret hånd ud og søgte ned imod den hvide kat. Den pelsede pande trykkede sig blidt imod håndfladens bløde kærtegn og lukkede øjnene, så den fik et nærmest stereotypisk orientalsk udtryk. Befippet over at have fået en ny ven i et så uimødekommende kvarter fik den lille katteskikkelse til at søge imod håndens tilhørende krops fødder, hvor den strøg sig imod sorte bukseben og glatte, sorte sko.

Ahngels røde øjne betragtede den lille kat imens han rettede sig op igen efter at have siddet på hug for at give den et kærtegn. Da gled hans distraherede tanker tilbage til sit spor og hans fod gav katten et blidt skub for at sende den tilbage på benene. Som den blev det, hoppede den lydigt op på den nærmeste skraldespand og så imod det samme spektakel, som Ahngel observerede: Den yndige Mi’serabel havde formået sig at svime sig ind på en af de stakkels byfolk. Ahngels kolde ansigt formåede at skabe et lille, skævt smil af morskab. Det ville synes anormalt på et ansigt så befriet fra tyngende følelser og påvirkning, men i sidste ende fandtes der ikke den grimasse, som kunne ødelægge den indgraverede skønhed den royale vampyrhans ansigt var støbt af. De dragende, røde øjne lod sig spænde til en opildet farve som han tog sine første skridt imod den smukke nosferatu, hvis vinkende hånd bevægedes i en lokkende gestus for at få Ahngel til at deltage i hendes leg. Desværre var dette ikke arenaen, hvor Ahngels rolle skulle spilles som en frigid hjælpeløshed med blottede kraveben og feberramte øjne. Det virkede kun en sjælden gang han yndede at ty til forførelsen af mænd langt større end han selv eller de kvinder, som fik et spark ud af den slags dominans.

Den høje, ranke skikkelse bevægede sig som på kattepoter over gaden – svøbt i selv samme stilhed, som den hvide kat, der ikke kunne opgive sit nye venskab så hurtigt: De fulgte trit, ikke mange meter bag ham imens den lange hale vejede i luften i et opmærksomhedssøgende mønster. Den kølige nattebrise gled som en ubetydelig modvind imod den marmorhvide, udøde hud og det lange, sorte hår, som let legede om Ahngels skuldre i en evig kamp om det bedste genskind fra nattens sparsomme oplysning. De tynde gevandter lod sig ligeså rokke let – En hvid skjorte udgjorde hans overkrops armering, lavet af et tyndt stof, som let lod sig bevæge over den glatte hud. Derover en lang, mørk frakke af en tykkere læderham, som lod sig holdes på plads af et metalspænde over brystkassen. Halsen var blottet af skjortens ukomplette opknapning og ledte blikket yderligere op til at møde det samlede, klassisk smukke ansigt og dets unormale fuldendthed som kun en Toreador formåede at fremvise. Det gjorde dog ikke hans udtryk fuldkommen gemt i misvisende, skønne masker fra et romerriges idealer. De røde øjne var konstante i modsat til Mi’serable, som formåede at gemme hendes uhyrlige farver når det passede hende. Disse øjnes farve var permanente røde som frisktappet blod på en snedrive og dets pupiller levende, som havde de deres egen puls og fleksibilitet som gadekattens egne.

Et sigende blik var givet Mi’serables mødende øjne. Et blik der lod hende tirres af et legende glit i de røde øjne. ’Voldtægtsforsøg? Virkelig?’ – Et tilfredst mørke dannede sig dog i helvedesvinduerne der udgjorde hans blikke. Han fornøjedes af hendes skuespil og den ironi, som ville påfalde den stakkels civile mand. Så meget for de svagelige kvinder af imperierne. Om det var menneskets empati eller liderlighed, som førte ham ud i denne redelighed, var dog endnu op til publikum at finde ud af.

Uden en lyd passerede Ahngel de to. Som han gjorde, ville han dreje hovedet på det uforvarende menneske med en blid, nærmest kærlig bevægelse over hans kind. Bevægelsen ville i sidste ende være kamufleret af en speciel indflydelse, som alfahannen var i stand til at påkalde over hans lemmer. Som havde det været mennesket selv, som drejede blikket væk imens den sorthårede vampyr gik forbi dem, som var han inviteret. Et blik blev givet Mi’serable. Et blik, som bad hende more sig med sin fangst imens Ahngel sørgede for sig selv. Og som han havde, blev hans fingerspidser neglet til muren til boligkomplekset og med en snilde som en edderkops bevægede han sig op af væggen på hænder og fødder og mødte via det nærmeste vindue, rummet eller opgangen på væggens modsatte side. De røde øjne ville knibes sammen, så den advarende farve ikke lod sig ødelægge hans kamuflering i mørket imens han bevægede sig i retningen af det allerede hjemvendte menneskeyngel. Personligt, ville han sørge for, at menneskets kammerat ikke skulle lide megen sorg efter deres besøg. Det ville være en skam at udnytte både medlidenhed og sorg for én nats arbejde. Udover det, var han ikke meget for at splitte sine ædegilder i to og dele de hurtigt tømte kroppe med andre af hans slags. Det var som to ufuldendte sessioner af elskov. Man nåede aldrig den fuldendte tilfredsstillelse, gjorde man?


Måske var det i sidste ende bare instinkt, ligesom med vildnissets rovdyr? Hanløven æder for sig selv? Hvilken parodi!