Et Nyt Kapitel

Sted: Våbenhuset.
Tid: Kort før begravelsens begyndelse.
Vejr: Regn og blæst.
Omgivelser: Beskrives i teksten nedenfor.
Status: Emnet er forbeholdt Zak og indeholder et plot.

En tænderklaprende vind blev pustet ind i det tætpakket våbenhus. En blanding af forskellige dufte (og lugte) slog Alexander i møde, da han trådte ind og lod blikket glide hen over den nærmeste menneskemængde, der indeholdte enken til den afdøde mand. En god ven, men ikke en person han havde haft helt nær. Alligevel skulle han med til begravelsen, alt andet ville også have været en skuffelse. "Alex!" Hylede kvinden så det skar i ørerne. Hendes øjne lignede noget der tilhørte en vampyr, da hun slog armene omkring sin nye gæst og hulkede hæmningsløst i et meget lange sekunder op af hans skuldre.
Tørstende lage Alexander en arm omkring kvindens rystende skuldre, til hun kiggede op på ham. "Jeg er så ..." Snøft. "... glad for at du kun ..." snøft. "... kunne komme." Snøft. Han måtte virkelig kæmpe med sig selv, for ikke at vise afsky over den snotklat der var på vej ud af hendes ene næsebord. Den blev til alt held også fjernet med et papir lommetørklæde. Sådan et Sofus også ville bruge. Mon det snart ville blive hans tur? "Jeg er glad for at kunne give min støtte i disse hårde tider." Ærligt måtte han indrømme at han ikke gav meget støtte af nogle form, men det var kun ham selv og enken der vidste det. Dem imellem.
En ny gæst kom ind af døren og scenen gentog sig. Alexander listede væk fra indgangen med kursen imod kirketjeneren. "Kunne du ligge denne ind for mig?" Han rakte en beskeden bunke blomster frem der lige var fanget i farten ved den nærmeste blomsterbutik. Det var ikke noget man plejede at ligge blandt de store kranse foran kisten, det var tydeligt at se i tjenerens ansigt, men hun nikkede og drejede omkring på kælen. Hun efterlod sig en fantastisk duft af lavendel og noget andet der bestemt ikke var i harmoni med det første.

Det var en sjov fornemmelse at stå og kigge på endnu en død ven. Det var ikke nyt at se en ven ligge sådan i kisten. Flere gange havde der ikke været noget, og det havde i stedet været en symbolsk kiste fyldt med sten, så det at der var en krop var vel en stor ting.
Zakariya stirrede flere sekunder på hans ven, flere end visse andre, men lagde så den enkle blomst på kisten før han vendte sig om og gik væk fra kisten. De havde ikke været bedste venner. Mere end bekendte, tæt på fortrolige, men ikke noget nær gode venner.

Men selv sådan venner var værd at holde fat i. Specielt hvis man var, som Zakariya var, en ikke særlig god mennesketype. Når der var så mange folk samlet på et sted, som der var her. De mange dufte og lugte der udsprang fra folk var, på ingen måde, behagelig hvis det hovedsagligt var sved, for meget parfume og andre kemiske lugte som folk sprayede sig med for ikke at lugte normalt… Hvilket flere gange forvirrede Zak.
Mens han gik væk, spottede Zak enken som kiggede efter en til at græde sine tårer udover. Selvom han aldrig havde haft noget imod hende, så drejede han hurtigt væk for at blande sig med folkene og samtidig søge efter en plads han kunne tillade sig at sætte sig på. For langt oppe og så ville det virke som om han kendte ham bedre end han gjorde og for langt bagved… Ja, det tillod han vel egentlig ikke bare selv.

Han stoppede midt i et skridt da duften fra en anden varulv skar sig igennem folkemængden for så at forsvinde igen blandt tæppet af de andre lugte. Zak drejede rundt på stedet og overvejede kort muligheden for om det var en anden varulv der var kommet for at lave problemer, eller en som bare var her af samme grund som ham…

Sådan cirka på samme tid, eller måske lang tid efter, bemærkede Alexander også en anden langt mere spændende duft. Det var ikke sådan lige for ham at beslutte hvilke duft det var, for hundrede vis af andre dufte (mest af alt fra parfume) som stod i vejen, men da han havde kæmpet sig igennem urskoven af dem kunne han bedre placere duften. En varulv. Havde den døde mand kendt en anden varulv? Det havde han aldrig hørt nævnt, men måske havde vedkommende ikke sagt det.
Med sin næse som GPS system, begyndte han derfor at navigere rundt i folkemængden til han fandt en mand der lignede kilden. Ældre end gennemsnitsalderen i Terre, men ikke ældre end ham selv. Efter en kort snak med sig selv, besluttede han sig for at træde hen til manden, der også et sted havde sat en klokke i gang. Der var noget bekendt over ham, Alexander var bare ikke sikker på hvad det var. "Undskyld, men kender vi ikke hinanden?" Han kunne have sagt så meget andet. F.eks. Hej, davs du, halløj eller noget helt andet, men det andet lød langt mere kort og kontant. Plus der var en høflig undskyldning. Så fulgte han alle kunstens regler.
Hvis manden ville gøre sig den ulejlighed at vende sig imod manden der talte til ham, Alexander, så ville den kontaktsyge muligvis kende ham, med mindre han i en fart pludselig tog en maske på eller råbte 'bøøh!' lige ind i fjæset på ham. Så ville han nok starte med at blive forskrækket, men der var absolut ingen grund til den velkomst. Hvis det alligevel skulle ende sådan, ville Alexander nok gøre et eller andet, hvad der lige lå situationen bedst.