Unavngivet historie! Opdateret med Kapitel 1!

af **Jay Wu** Fre 25 Mar 2011 - 23:08

Forord

Verden var gået for vidt, de mange tidligere ærefulde soldater, var hjernevaskede, idiotiske, og hamrede løs med deres nådesløse piske der aldrig rigtig syntes at stoppe deres gang, men blev ved og ved. Det var som om jordens overflade var gået hen og blevet til helvedes nye hjem. Sigøjnerne traskede langsomt afsted, med lænkerne forbundet omkring deres ankler, og gjorde det nærmest umuligt at flytte afsted på de mange tunge sække de var blevet sat til opgave ved. Hvordan dette var sket, hvor dette kunne være kommet til sådan en ende på den ellers så lystige natur sigøjnerne havde, eller knap så fredelige, sigøjnere var trods alt kendt for at stjæle under deres ophold, men de havde præg for deres underholdende shows som ingen andre kunne levere med lige så godt talent som dem.
”Hurtigere, hurtigere!” hylede en af de mange soldater, som piskede løs på den halvt nedbrudte mand som var svækket over de mange hårde slag som soldaterne leverede. Hvordan kongen var kommet på denne idé, hvordan folket var begyndt at hadede disse sigøjnere, var der ingen der vidste. Spillemænd og jonglører var atter på vej væk, imod deres ende. Hvordan dette ville ende, om de nogensinde ville kunne komme fri, havde de ingen anelse om, men de håbede inderligt at en helt ville komme og redde dem ud af klørene. Brat tav den piskene larm da en ung mand svang sin arm op i mod piskens lange hale, greb fat omkring den, imens dets fine fletninger af sammensatte tråde, snoede sig omkring hans arm hvis udsyn så forfærdelig ud. Der gik en kort øjenkontakt imellem soldat og slave, hvorefter den mørkhårede spinkle mand, trak hårdt fat i den lange fletning og sendte manden i jorden. Hvilket skabte øjeblikkelig uro og tilråb i den lange række, hvor flere og flere fangere begyndte at sætte sig op imod de nådesløse soldater der troede de var de overlegne.

Bort sendelsen af slaverne blev udsat, og udsat, og udsat. Flere af sigøjnerne døde for hver evig eneste dag, og til sidst, blev de skilt op i to grupper, de unge, og de gamle og svage. Ens alt dette skete, blev håbet omkring en frelser for det krænkede folk lige så stille at sive ud.

Efter tre år var slaverne endelig drevet ud af landet, og ført til koloni øerne i det fjerne.

Flugten – Kapitel 1

Regnen piskede ned som en var det evigheden selv, det var som om at dets mange dråber fik kastet skam over sigøjnerne, på den ellers så øde ø. Kongen havde sendt dem her hen, på grund af at de kastede et sort lys hen over de kongelige gader. Det var efter hånden fem år siden nu, han havde været en af de første der var blevet lænket fast i sindssygedragten fordi han var ’ustyrlig’ efter de mange overordnedes meninger. Endnu en gang som så mange andre aftner var han sat på natholdet, hvor med hans lyse øjne, kiggede ud over horisonten imens regnen gjorde de få klæder den spinkle krop bar på sig, gennemblødte helt ind til knoglerne.
Pisken slyngede sig igennem luften og skar igennem som var det et sværd, der splittede verdenen i to, som om at der brat var kommet en afskalning imellem to sider af verdenen, og nu havde dannet en verdens ende. Spidsen af pisken, hvis ende var af stål ramte hårdt ned i manden der ellers lige havde stået og taget sig et kort hvil, med tankerne afsted imod drømme verden, krøb sig sammen af smerte over slaget som var ramt ned imod et, af de mange andre rifter og ar han havde fået, fra samme totur - dag ud og dag ind. Han droppede dog hurtigt tanken omkring at hoppe på overvågningsmanden som skulle sørger for de gjorde det de var sat til. Selvom det nu var meget fristende, at skulle gribe fat i hans ben, banke baghovedet ned imod den højtidelige sten han nu stod på, hvorefter man brækkede kæben langsomt og smertefuldt, så man kunne gå videre til at knække hvert et led i rygraden på den oppustede røde mand som svedte som var det pesten selv der havde trængt ind i den oppustede mand. Den unge mand med det halvlange skæg der fik ham til at se ti år ældre ud end hvad han i grunden var, greb fat om den store sten, hvor han bar den op i sine trætte og muskuløse arme efter slid og slæb, og hen imod den ene grav bjælke af sten der tårnede sig op. Hvad disse racistiske mennesker ville med dem, var et spørgsmål der stod i luften blandt de arbejdende konstant.

Generalen traskede frem og tilbage imens han dikterede de seneste nyheder fra obersten inde fra fastlandet, hans skridt var velovervejet, tænkende, og yderst alvorlige. Når han havde gået fem skridt i den lille hytte på toppen af øen, slog hælene klik ind imod hinanden, og generalen vendte om igen og gik den modsatte vej. Den blonde, og let buttede sekretær med den grimme grisetryne sad med sveden dalende ned fra panden som gled videre ned til halsen der syntes at gå i et med hagen på grund af den meget fedt der sad på halsen.
”Vi nærmer os målet, pladsen er næsten ryddet til at vi kan begynde at give os til at grave ned imod jorden. Alt hvad vi mangler er at få samlet så meget regn vand som muligt, også går vi i gang…” Dikterede han og vendte sig om, hvormed armen hævede sig op, og pegefingeren strittede ud ad, i en meget direkte bevægelse, nærmest bestemt – hvormed resten af hånden var foldet sammen, og den dybe rynke i Generalens pande syntes at brede sig imens overskægget strittede eftertænksomt frem.
Alt dette så den unge mand fra sin udkigs post, nogle halvfjerds meter længere væk fra selve hytten, han var gået lidt væk fra de andre fangere for at få et bedre gik på hvordan generalen traskede fra den ene side til den anden, og prøvede med de trætte øjne at finde ud af hvad hans mund frem sagde, selvom skægget var en stor forhindring. ”Samuel, hvad sker der?” kom det helt tæt på det snavsede ører, der fik manden til at farer let sammen og kiggede arrigt op på den noget yngre knægt der var kommet til. ”Jeg ved det ikke, jeg er ligesom ikke en ørn vel?” snerrede han vredt tilbage over at blive forstyrret, Jamiel vidste hvordan han havde det med at blive forstyrret når han prøvede at få informationer ud fra generalen ved at overvåge deres hus. I det samme gled tanken omkring hvilken straf de ikke ville give dem, hvis de fandt ud af at de på en måde overlyttede dem, trods for afstanden. ”Men det lyder ikke til at være godt…” brummede den unge mand, hvis brune hud var overdækket af ar, og sår der syntes at kunne sprænges hvert øjeblik det skulle være. Hurtigt kiggede han ned på den lange lænke som var bundet til hans fødder og forhindrede ham i at gå ret meget længere end hvad selve lænken var lavet til. Hvis han bare kunne få presset fødderne ud af lænken, eller få hænderne ud i det mindste, ville det måske kunne lykkes for ham at kunne komme fri, og søge imod kysten hvor han så ville sejle imod fastlandet. Men tanken forsvandt, idéen blev til sand ved vand kanten der blev skyllet væk og ud i det store hav hvor intet kunne vække den til live. En af de mange soldater havde givet manden et sådan slag, at Samuel faldt afkræftet til jorden, og forsvandt ind i en tåge dis af jord der fløj op da den slappe krop ramte jordens hårde grund.

af Gæst Fre 25 Mar 2011 - 23:36

Det ser godt ud. (y)

af Gæst Fre 25 Mar 2011 - 23:48

den bliver et hit Ida! rigtig godt skrevet ^^

af **Jay Wu** Fre 25 Mar 2011 - 23:54

taaarkøøørh! :DDD havde nu tænkt på en rimelig drengestrenge start Oo... men så tænkte jeg, nej det blev sq for kedeligt i længden xD... men er igang med kapitel 1, sender ind for hver anden side ^^

af Gæst Lør 26 Mar 2011 - 0:06

Det skal nok blive sjovt at følge med i din historie. ^^

af Sponsoreret inhold

Unavngivet historie! Opdateret med Kapitel 1!

Unavngivet historie! Opdateret med Kapitel 1!

Sv: Unavngivet historie! Opdateret med Kapitel 1!

Sv: Unavngivet historie! Opdateret med Kapitel 1!

Sv: Unavngivet historie! Opdateret med Kapitel 1!

Sv: Unavngivet historie! Opdateret med Kapitel 1!

Sv: Unavngivet historie! Opdateret med Kapitel 1!