To read between the lines

Kunne en by have et hjerte og en puls? 
Det mente ihvert fald Millicent Walker, som netop nu befandt sig lige der hvor hjertet slår.
Dér hvor pulsens slag var lettest at føle,  på byen Terre. Hun elskede denne by, denne levende tue af folk og eksistenser,der i de flestes tilfælde , farede rundt som hovedløse høns....
Havde de intet formål , ingen agenda ? Man kunne undres...men det tillod dog for den enkelte ,midt i al virvaret , at fremstå mere anonym, hvilke smagte en person som Millie,utroligt godt.
Her i centrum, lå butikkerne side om side...uadskellige.
Alt hvad et sultent hjerte kunne begære og længes efter at fortære, kunne man finde her.Nogle butikker var meget besøgte, andre igen fik mere sjældent visit.
Een af disse var Bogslugeren.
Bogslugeren havde i det store hele alt inden for bøger. Bøger som ikke lige stod til at købe i det lokale supermarked eller den almindelige boghandel.Og hylderne bulgnede af støvede fristelser og mystiske glemte tryk.
Butikken var måske nok lidt falmet og lurvet i sit udseende, idet al inventar var holdt i gammel mørk maghony træ , ja...og selv kasseapperatet var et oldnordisk et, sikkert mere værd end mange af bøgerne tilsammen, hvis det kom til en kontant opgørelse.

Bag den rødbrune glatte disk, sad en ung kvinde i dyb koncentration.
Snuden havde hun  begravet i en bog , omkring ....ja, vampyrer.
Hendes lange hår skjulte ansigtet og man kunne derfor kun se den sortfarvet kjole , der svøbte  hendes krop ind, men efterlod de blege arme nøgne.
Et gult bælte markerede taljen, og et par sorte støvler med gul lynlås afsluttede påklædningen.På den høje stolryg, hang et rødt hæklet sjal, i et mønster der lignede en edderkops spind.
En kop kaffe med varm mælk...eller som man sagde, en latte...stod og dampede på disken, ved siden af hendes nye iphone.Den havde så ikke helt lært at blive brugt endnu...altsår mobilen.
Ikke mange gæster havde været forbi denne aften....en ungfyr der søgte nogle billige kulørte magaziner...og en ældre kvinde på rov efter Shakesperes samlede værker.Millie overvejede at dreje nøglen omkring for i dag....selvom butikken skulle være døgn åbnen...hvis ikke der skete noget snart.

En mørk bil drejede ned af den øde gade. Lygterne skar sig igennem mørket og viste vej hen til en butik der lå hengemt bag de flotte glimtende facader fra diverse tøj og smykkebutikker. Under normale omstændigheder ville Alexander på ingen måde have benyttet butikken, kort og godt fordi han fortrak at bruge det moderne bibliotek, internettet, men troværdigheden var ikke eksisterende, så hvis man skulle have noget kram der kunne holde vand måtte man finde andre kilder. Andre kilder bestod ofte af ældre lurvet bøger, med omslag der var ved at falde af, præcist som eventyr. Om datoen på den bog han skulle have fingre i var helt så gammel, tvivlede han på, men det skulle ikke undre ham at den var væk fra alle de moderne boghandler hylder.
Med et overdrevet sving, drejede først de to forhjul og derefter baghjulene op på den lille grus belagte parkeringsplads foran den mørke bygning. Efter motoren var kørt ud, steg Alexander ud, smækkede bildøren og låste med et velplaceret klik på nøglerne. Det aktiverede låsen i bilen, der med en høj morgenfrisk lyd fik bilen til både at larme og blinke. Efter at have sikret sig at bilen nu også var låst, gik han de få meter hen til trappen der førte op til døren. Knap var den åbnet, før en strøm af dufte, men mest lugte slog ham i møde.
Med en del år på bagen, havde han forholdsvis let ved at adskille dem fra hinanden. En velkendt næsten behagelig duft af gamle bøger lå i baggrunden for en stank af vampyr der ræv i næsen. Det var præcist som en synlig form for manden med leen. Det fik næsten køberen til at vende snuden om, men han ville under igen omstændigheder luske bort med halen mellem bene og den yndige kvinde bag disken havde sikkert bemærket ham. Ubevidst skød han brystet frem og fejede ind af døren med målrettet skridt op mod frøken blodsuger. "Godaften." Hilste han tørt. "Har du nogle bøger omkring byens fortid, historie."
Det hed sig selvfølgelig at man ikke skulle skue hunden på hårende, men Alexander kunne ikke rigtig komme fra at kvinden - hvis overhoved var en - mest af alt mindede om en forvildet unge der lige var blevet forvandlet og imens hun fik styr på sit nye liv, arbejdede hun i sin skabers biks. Han havde dog aldrig hørt om at det skulle være en vampyr der ejede stedet, så kunne det nu overhoved passe?

Koncentrationen blev brudt, da en fejende bevægelse gennem lokalet og lyden af fodtrin, så tunge at de nødvendigvis måtte tilhøre en mand...eller måske en svært overvægtig kvinde, skubbede til den og krævede plads.
Der var noget mere beslutsomt over måden de blev trådt på, måden foden blev sat i det knirkende trægulv på, der gjore at Millie instinktivt bare vidste , at kunden var en fyr.
Hun foldede hurtigt et lille æseløre på sidstlæste side, smækkede bogen sammen og lagde den fra sig på disken - idet hun kiggede op og mødte fyrens blik.
Det var lige tids nok til at nå at se DET udtryk i hans øjne og en lille rynken af næsen på ham, inden det aftog fra hans markante og meget maskuline ansigt.Hvad var det....udtrykket? Hun havde set det før...hos andre, men...forstod ikke hvad det var? Det virkede næsten som hun lugtede eller noget.Men det gav jo ikke mening, Millie var jo altid yderst velplejet og altid...ren...så hvorfor skete det nu, fra tid til anden at folk fik det udtryk ?
Det var begyndt at såre, såvel som at undre efterhånden kunne hun mærke.
Hun forsøgte diskret at snuse ned under sine arme, ja...diskret og diskret..manden stod og talte til hende og så på hende, men hun var bare nød til at tjekke at hun ikke lugtede af sved, det ville være...forfærdeligt.
Kun en svag parfumeret duft af hendes bodysæbe med rose kunne hun opfange, og hendes lugtesans var da ellers ikke blevet forringet, nærmere forstærket efter....dét...var sket.
Hun så lidt forvirret op på ham...da hun vist ikke havde fået hørt helt ordenligt efter.
Han skulle bruge noget historie om en by, men hvilken...hvilken...?
Pinligt..
Hun kom op at stå, og  den ene hånd blev lagt fladt på det glatte disk imens den anden, uroligt lod fingerspidserne løbe lidt frem og tilbage...
" Undskyld, var det..Paris..du sagde..eller ..Rom? " spurgte hun tøvende og var samtidig ved at blive helt trist.
Ikke over fyrens ønske hun ikke lige have fået ind første gang, det kunne der jo hurtigt rodes bod på, men mere over at folk synes at behandle hende...underligt.Det kunne vel for fanden ikke ligefrem lugtes at hun var forvandlet- eller kunne det?

Der var intet udtryk på Alexanders ansigt, der fortalte at han havde det morsomt. Men indeni ham var han ved at koge over i latter. Muligvis var vampyrer normalt noble væsner, med hjernen det rette sted, ligesom alt det andet, men det var tydeligt at de ikke alle sammen var lige så gode til at skjule dem selv bag den maske racen efterhånden var blevet så kendt for. At kvinden derefter heller ikke havde hørt efter, fordi hun havde så travlt med at lugte til sig selv, gjorde kun kunden endnu mere sikker på at hun var ny til det at lege vampyr. Hvor morsomt. Han fik helt lyst til at blive hængende bare for at se mere af hendes løjer og det fik han måske også mulighed for, men først skulle pligterne klares.
"Terre. Ikke Rom eller Paris, hør efter." Et par himmelvendte øjne var sikkert hvad pige barnet normalt ville få, men det var ikke noget Alexander havde gjort de sidste mange år af hans liv. Han kunne ikke huske om han nogen sinde havde gjort det. "Du lugter af vampyr, ikke af sved for du kan ikke svede. Du har ingen væsker ud over det blod du indtager." Lød det i samme lidt spidse tone. Han havde ikke tænkt sig at lege lærer for tøsen, men han blev alligevel nød til at rette lidt op på hende, så hun ikke faldt helt af sporet, for det var tydeligt hun lå og dinglede ude i kanten og var ved at falde af. "Hvorfor har din skaber ikke fortalt dig det? Er det ikke sådan noget man skal i jeres omgangskræse?"
Aldrig havde Alexander fundet interesse i at vide noget om vampyrer, både fordi det generelt ikke interesserede ham og fordi han ikke fandt det nødvendigt. Han havde mødt nok til at have sine egne meninger og finde det som tidspild at læse en eller anden latterlig neutral bog om at vampyrer nu alligevel var søde og havde blod der kunne hele. Hvis de havde blod med magisk effekt, jamen så glædeligt for dem, aldrig ville han selv drikke det. Han havde sin egen race at holde sig til og det med at suge sig fast på andre end sit kobbel var absolut ikke noget Alexander brød sig om at gøre eller bare at tænke på.

Millie rettede sig op og mødte hans blik.
Havde han lige beordret hende til at høre efter? Hun måtte lægge gode kræfter i at fokuserer på hans ønske " Terre...joo..det skulle jeg da mene."
Inden hun startede sin søgen på bogen, blev hun draget ind i en meget interessant snak og hun kunne umuligt skjule de store prangende spørgsmålstegn der poppede frem i hendes øjne.
" j-jeg lugter af vampyr?.....grimt?" Spurgte hun med svag stemme.
Tanken havde aldrig meldt sig, at hun skulle lugte på en særlig måde, og det gjore hende ilde til mode.
" Ingen væsker? ....slet ikke?" Hun lød næsten helt desperat...her hvde hun fået og troet det var sååå fantastisk at være vampyr, men ...det hele virkede jo...forfærdeligt!
Hun vendte sig om og begyndte at søge i den enorme reol, der stod bag disken og faktisk udgjore hele ende vægen i butikken.Hun måtte lige bruge et minut på at samle sig, så hun ikke begyndte at tude...hvis hun da overhovedet kunne det?
Det var lige før hun blev gal!
Hun bukkede sig, da hun var sikker på den stod på næstsidste hylde og..." Banko!" Udbrød hun og lagde bogen på disken, måske lidt hårdt..for flere papir lettede på sig og et enkelt dalede ned på gulvet.
Endnu et spørgsmål kom.." min skaber? Han øh...er ikke hjemme, han sejler og er væk i måneds vis" løg hun og så ned på bogen, som hun skubbede over til ham.
Hun var flov over ikke at kende sin skaber....og troede at hun nok var helt forkert, siden han ikke ville vedkende sit eget barn.
Måske var det enda ilde hørt blandt andre vampyrer? Så hvis hun ikke skulle ryge ud i ballade, måtte hun jo opfinde sig en skaber.

Men...ham her..synes at vide en del om dem, kunne det tænkes?? Naaa??
Hun lænede sig lidt frem mod ham...og sniffede ind..." Er du også vampyr" spurgte hun og så ind i hans øjne.Han så lidt overrasket ud, syntes hun.

En løgn. Lyve kunne pigebarnet heller ikke, hvad var det for en skaber der havde ladet den kvinde leve! Alexander fnyste hånligt af hende da hun slog blikket ned i bogen, som om hun ville se noget, men hun havde glemt at åbne så hun så kun omslaget af bogen, som i øvrigt var yderst kedeligt. "Hvad er prisen på den?" Han havde ingen intentioner om at blive hængende den halve nat, så at få prisen og komme ud af den stinkende hule ville passe ham ganske fint, men pludselig skete der noget uventet. Kvinden lænede sig frem og stak snuden frem, som en anden hvalp der ikke havde lært hvad den måtte og ikke måtte snuse til og det den ikke måtte snuse til var ham. Hun havde selv en næse der var yderst funktionel af hvad han kendte til racen, så der var ingen grund til at gøre det så oplagt.
Alexander langede hurtigt sin hånd over disken, for at gribe fat i pigens kæbe og holde det fast i et hårdt greb, mens han mødte hendes øjne som ikke lyste af vrede men heller ikke så jublende glade ud. "Hold din næse for dig selv. Det kan godt være du er en vampyr og du normalt skulle være stærk og vanvittig hurtig, men du er tydeligvis forsømt, så indtil du har lært at bide fra dig, burde du nok holde din næsetip for dig dig." Det hele blev sagt med en baggrundslyd af en svag knurren fra Alexanders hals, ikke noget han selv var bevidst om, men noget han aldrig gjorde når han blev sur og talte, før han derefter viste tænder som ... ja, en anden hund eller ulv. Det var hans naturlige adfærd, især når han var født ind i det hele som den han var og ikke var blevet det i løbet af tiden.

Hun pegede på bogen..." Det står lige der...8 euro" sagde hun og mente at der engang havde stået 6 på omslaget, men det var nu så utydeligt at det ikke kunne ses længere, så hun kunne lige så godt snuppe et par euro ekstra.

Med næsen fremme...fik hun sig lidt af et chok.
En stærk hånd for frem og lagde sig om hendes kæbe.
Hun stirrede ind i hans øjne, fortumlet var hvad hun var lige nu...og kunne måske godt finde på at undskylde for sin uhøflige opførelse, men ...noget i hende begyndte at røre på sig.Noget der skræmte hende.

" Du må hellere slippe mig...nu" fik hun mast ud, og bad en stille bøn til han gjore det, for hans knurren havde helt bestemt vækket noget i hende...noget der ellers havde sovet og hun var ikke helt sikker på hvordan hun skulle styrer det.
Der var jo ikke en skide træningsskole...som der var for...hunde, vel?!

Hun strøg tungen hen over sine tænder, og mærkede til sin gru at hendes nye spidse tænder var kommet frem.De satans hugtænder.et lavt utilfredst hvæs flød fra hendes læber.
Hun trak hurtigt en hånd over sin mund..." Undskyld...men du må nok heller gå nu" , hun tog hans reaktion som et ' nej...jeg er ikke vampyr' men hvorfor knurrede manden så?

Mest af alt ville Alexander himle med øjne, men han måtte huske at hun nu en gang var vampyr og hvis de blev hidsige blev de lige så frygtelige som gifte kvinder, bare langt værre. Der fulgte han hendes råd, smed otte euro op på disken og snuppede bogen med en bevægelse som at hun gav stød, jo tætter han var på hende. "Du er fandme ynkelig." Var hans kommentar, da han snurrede rundt på hælen og satte kursen mod døren, som han hvis han ikke blev stoppet, ville åbne og smutte uden for i den frie velduftende vind. Det var skønt at komme væk fra hendes intense stinkende stak og fra hendes klosethed.
Aldrig i sit liv, der ikke var så langt målt for en vampyr, havde han mødt noget der var så pinligt for racen og jordes befolkningen. Alexander forstod ikke hvorfor hun overhoved havde fået lov til at leve, var vampyrerne virkelig blevet så kedelige og ynkelige med tiden? Han forstod dem ikke, en gang havde han faktisk været imponeret af dem, men det måtte han indse var fortid. Nu var de blevet endnu værre. What a shame.

Millies samlede mønterne op og fik dem anbragt i det gamle kasse apperat.
Det var i sig selv en bedrift at gøre, uden at få det til at falde fra hinanden, men det holdte åbenbart også ved dette køb.
Hun havde stadig ikke helt kontrol over den vrede der lå på lur og truede med at tage over, som en anden Jekyll and Hyde, og hendes hænder greb fat i diskens bord...så stramt, at en flækkende lyd lød...sekundet efter manden havde kaldt hende ynkelig.

Oh..han var da dummere end gennemsnittet...måske havde hun masser af empati og var en kærlig person, men da alle synes kun at finde hende frastødende og beskylde hende for alt muligt...som at lugte..og nu være ynkelig, var hende bæger så fint fyldt op, og Alexander havde skænket det sidste der nu fik vredens dråber til at glide stille ned af glassets kant.

Et lavt hvæs der vidnede om fare, lød helt nede fra Millicents svælg, da døren lukkede efter ham.
I en hast , kun en vampyr kunne ligge for dagen...eller natten...fik hun sine ting ned i tasken og slukket og lukket butikken, og satte efter den forfærdlige mand.

Hun så ham ved en bil, og så hurtigt at det menneskelige øje ikke kunne følge hende, kom hun over og skubbede ham op af køretøjet.
" Undskyld? Du må være meget lidt interessant, for jeg synes helt at have glemt at jeg kender dig! Ynkelig ? du må fandme kende mig godt siden du tillader dig at kalde mig det....måske er du virkelig...uintelligent? måske er du en skide sølle mand der kun kan få erektion ved at disse damerne...er det sådan? Er det det eneste du kan?" Millicent havde fat i hans krave og talte nær hans øre, ville han kunne rive sig løs? Hvis han var menneske havde han ikke en jordisk chance.
Men han have knurret...på besynderlig vis....så måske??

Det gav et pludselig bump, da Alexander pludselig stod med ryggen klemt op i mod sin bil og en hidsig tøs stående og råbe op i hans ansigt ... eller der omkring. "Min hørelse fejler intet, du behøver ikke råbe så højt." Brokkede han sig og puffede til butiksassistenten for at komme forbi hende. "Jeg kan meddele mig at jeg ikke får nogle erektion ved din race, beklager, men det skal du ikke tro." Bare tanken virkede frastødende for ham. Sex med en vampyr ville han aldrig kunne udføre, uanset om det handlede om liv eller død. Det var kun noget for idioter der var overfladiske og tog alt hvad de kunne få, unge mennesker der troede de kunne styre verden fordi de kunne knipse og få ting til at svæve.
Hvis kvinden valgte at slippe Alexander, ville han rette lidt på sit tøj så det sad ordenligt igen. Da den bevægelse knap var færdig, ville han bukke sig sammen og forsøge at slå fødderne væk under den unge vampyr, men hvis hun valgte at springe over hans, ville han i den efterfølgende bevægelse rejse sig op og gribe ud efter hendes hals med den ene hånd, hvis det var en mulighed og den anden ud efter hendes arm. Chancerne ville være små hvis han tumlede med en ældre vampyr, men denne var ung og hun havde sikkert aldrig været ude og kæmpe på den rigtige måde. Det forsøgte han at drive til sin egen fordel. Hvis ikke han fysiske udfald ville hjælpe, ville han gøre brug af en af de utallige våben han altid bar på sig, netop til samme formål. At komme af med irriterende kryb.

Millicent mistede lige fokus da han slog ud efter hende med hans ' hendes race'.
Yup! Der bar da noget hun havde regnet rigtigt ud....det lå ikke lige i kortene for en vampyr...kærlighed og dets lige, hvilke også var helt fint.Hun var ikke typen der ønskede kærester eller sex anyway...og skulle hun få lyst, så kunne hun fandme bare tage og undlade at spørge!
Hun snerrede af hans ord, og ville ikke indrømme at de sved...langt mere end hans forsøg på at skade hende fysik.
Millicent slap grebet i ham, skulle hun pile af eller sætte ham på plads, en gang for alle? Inden hun besluttede sig , var han ved at feje benene væk under hende, på den eneste måde han nogensinde ville have en chance.Fysisk.
Hun reagerede reflektorisk og flyttede adræt fødderne,så hun ikke blev fældet og da hun skulle til at gribe fat i ham og slynge ham mod jorden, spærrede hun øjnene op i forbløffelse da et jernstærkt greb med et lå om hendes hals, og hendes arm blev pasificeret.
Hendes tænder gled frem og hun snerrede, helt nede fra halsen af.
Uden at kunne kontrollerer det, snappede hun efter hans håndled og hendes frie hånd slog ud efter hans hoved.
Hvad have hun dog gjort ham, foruden...ja de ekstra par euro...
Var det dem? Dem kunne han da godt få retur, hvis det var.
Hendes øjne fyldtes med rødt blod da hun hviskede " Du skal nok få dem...dine euro" og så gjore hun endnu et forsøg på at komme fri, hun var altsår ikke helt tilpas med at have en hånd om sin hals....det var virkelig ikke særligt rart, hun opdagede dog, at hun sagtens kunne få luft.eller nærmere at luft ikke var nødvendigt mere....et overrasket udtryg opstod i hendes øjne og hun hviskede...." Du kan ikke kvæle mig?"

Lille triumf, men der var ingen tid til at falde i den slags fælder. Alexander greb hårde fat i sit bytte, bare for at sikre sig at hun ikke løb, da hun snakkede om penge, men det trick virkede ikke, så lavt var han ikke. Hun måtte virkelig være naiv! "To euro, åh nej, min verden bryder sammen." Lød det dramatisk fra ham, mens han vred endnu mere rundt på hendes hånd, bare for at få hende til at skære en grimasse af en art. Han håbede det, for det ville vise hvor hendes smertetærskel gik. "Hvor er du dog blevet forsømt." Endnu en pinlighed, men der var ikke rigtig tid til at tænke så fandens meget over, han skulle videre i programmet og tog derfor en dumdristig chance. Hånden omkring hendes arm forsvandt, gled kort hen til hans bulksekant og kom ud med en fin lille kniv, der var skarp nok til at skære et fint snit i de fleste materialer. Hvis han kunne, ville han presse det imod hendes hals, ved at tvinge hendes ryg ind mod sin brystkasse, men hvis hun ikke fandt det nemt at føje ham, ville han sende kniven ned i hendes lår og ende med at trække, hvis hun flyttede sit ben. På den måde kunne han lige få lidt ekstra tid at løbe på, hvis hun da ville hoppe på den, dumme tøs!
"Måske kan jeg ikke kvæle dig, men jeg kan uden problemer skille dit hoved fra rasten af din krop, hvis du ikke passer på og så kan du være nok så død i forvejen." Knurrede han vredt og var klar til at finde endnu en knvi om nødvendigt, ellers bar han en pistol i brystlommen. Et egentligt harmløst våben i længden, men hvis man var kvik var det de små våben med mindst effekt der kunne give størst skade i sidste ende, især fordi de ofte var langt mere håndterbare.

Okay, så det var ikke på grund af hun havde snydt ham at han var så åndsvag mod hende, men hvad så? Foragtede han hende bare fordi hun var vampyr?
Og i så fald hvorfor? Havde en vampyr haft sat sine tænder i ham eller på anden måde gjort ham fortræd? Tankerne for rund,som små hovedløse høns, og hun opfangede ordet forsømt.." han kommer tilbage...han....sejler" jamrede hun, alt...hun kunne tage alt han havde at diske op med, bare ikke det med hendes skaber, det var et stort åbent og voldsomt blødende sår...hun var faktisk afgrunden nær og kæmpede for ikke at ryge i,så det pis skulle han nok imke messe med.
" Adskille mit hoved fra min krop?" Peb hun og glemte helt at gøre modstand.
Surely han måtte joke med hende? Hvorfor nogen skulle ville decaputerer hende, kunne hun ærlig talt ikke lige se...var det ikke en smule...dramatisk?
Men kniven mod hendes hals viste hende at han nok talte sandheden.
" kunne vi lige tale....lidt om det her " bad hun indtrængende, hvis han ikke lyttede hvad skulle hun så? Hun havde sku da ingen kamptræning fået...hun vidste ikke engang hvordan man skulle eller ikke skulle drikke af nogen, så hun drak af donorblodposer, hvilke iøvrigt kostede stort set alle hendes penge, da portøren Patrick var særdeles grådig.
Hvad skulle hun gøre? Adskille hans hoved fra kroppen også....pokkers til dilemma? For ikke at nævne et vanvittigt svineri det ville blive.

// Mike ? Han hed Patrick, så det er nu ændret XD

Det lød som sød musik i Alexanders øre, da Millicent begyndte at pive som et andet såret dyr, hvilke hun også hurtig kunne blive, hvis hun trådte forkert. Så ville bjørnefælden klappe omkring hende. "Hvad er der at tale om?" Det hele ville have været meget lettere, hvis han bare fik et par dråber på sit tøj, men hans bedre jeg rendte alligevel af med ham. Som var hun et ulækkert dyr, blev hun smidt ned mod den hårde asfalt, mens han pakkede sin fine kniv sammen og gemte den væk hvor den hørte hjemme. "Men hvis din herre sejler rundt på de syv have, hvorfor tager han ikke dig med så? Du vil sikkert kunne tjene vedkommende fint som både tjener og frille." Hun var køn, så absolut. Måske var det derfor hun var blevet valgt, for han kunne ikke se andre kvaliteter.
"Men hvis du nu vil have mig undskyldt, så er det ikke os alle der har arbejde i dette nabolag." Hvis ikke Alexander blev hindret, ville han sætte sig ind i bilen, smække døren i med et demonstrativt træk så det hele næsten gyngede og starte motoren, for så med flyvende sten at dreje ud fra parkeringspladsen og ned af vejen i god fart.

Millicent nåede ikke at svare før hun lå nede på vejen, kasseret som et vammelt stykke affald.
Hvad fanden var der galt med den her by? Hun havde da aldrig pisset på deres vejskildte eller vandaliseret deres kirkegårde og skæmmet de hellige, hvis man ellers dyrkede den slags? Hvorfor var folk så....onde ?
Da hun lige fik sundet sig..hvæsede hun til ham" Hør her...det er mu,igt at du er en stor og farlig...mand men at du behøver våben for at forsvare dig imod en som mig , det er da...tamt?"
Hun kom meget hurtigt på benene og over til ham igen.Millicent kiggede med forundret øjne ind i hans..." frille? Hvorfor i al verden skulle jeg være det? Er det ikke en smule old fashion ?" Hun lagde hovedet på skrå...og sniffede igen.. Der var altsår noget med den mands lugt.
" Undskyld...j -jeg ville ikke ...." Hun rystede på hovedet.
" Jeg kender ingen her.. Og min skaber er langt væk...jeg behøver...information, kan du hjælpe mig?"
Hun så på bildøren og lænede sig op af den, hun kunne næsten se for sig, hvordan han steg ind og susede afsted.. .men nej, ikke uden hende eller før de havde talt færdig....
" Hvad er du?" Spurgte hun og og tappede fingrene let uroligt mod hans bil, hun kunne ikke knække koden her, og det var ret nyt for hende.

Hvad Alexander skulle gøre ved hendes ene udfald og derefter det andet, vidste han ikke. Hun virkede håbløs på alle kanter og leder og alle der ville bare trække hende lidt op af den forkerte grøft hun var endt i, måtte være sindsyge og psykisk nedbrudt af et eller andet. Der var heldigvis heller ingen der virkede til at have fået den latterlige idé og så måtte han bare håbe det ikke skete, for så ville han da gerne lige spørge hvorfor det var sket.
"Jeg bruger et våben fordi jeg ved du skal bruge et våben før eller siden." Han sendte hende et kort tydeligt irriteret blik, stadig med døren halvt åbnet, da han ikke havde fået lov til at vise sin irritation igennem det smæk med døren. En mulighed ville være bare at køre af sted, men han ville ikke have ridser i lakken og ærligtalt måtte der være grænser for hvor lang tid hun ville stå og ligne en undskyldning for sig selv, med først at være farlig og vise tænder, for derefter at krybe ned i et musehuld.
"Jeg er noget du ikke vil møde når fuldmånen stiger op og jeg er en person der er voldsomt træt af dig og dit ynk. Hvis du virkelig vil vide bare lidt mere, så hop ind og spar mig for dit ævl til jeg er hjemme." Med de ord flåede han døren i og startede bilen som ville hoppe frem imens han trykkede speederen i bund og lod hjulende hvine under sig. Hvis hun var hurtig nok ville hun selvfølgelig sagtens kunne komme ind i bilen og hvis hun absolut ville det, så kunne kun guderne fortælle hvad det hele ville ende med.

—————

Millicents øjne slap ham ikke , og hendes opmærksomhed var skarp.Hun havde ikke tiltro til ham, han kunne sikkert finde på hvad som helst.
Ikke om hun ville lade ham fordufte.Magen til dum mand, skulle man da lede længere efter , end en nål i en høstak.
Om det var af ren og skær irritation, bare for at han ikke skulle have sin vilje, og hans frækhed dermed belønnes- eller om det virkelig var hans duft der fik hende til at holde ved, det vidste ikke engang Millicent.
Men..da bilen var ved at gasse op, svingede hun sig med en hast , et menneske aldrig ville kunne opøve, ind på bilens passagersæde, og døren lukkede med et smæk, ved hendes side." Ved fuldmåne siger du? Det eneste jeg kender der er relateret til månen er.....en varulv?" Hun skulle passe på ikke at komme til at grine.Nu skulle man lige have i mende , at indtil for få uger siden, var Millicent uvidende om der eksistede væsner som vampyrer og da slet at de havde bopæl ,som naboer til menneskerne.
Og nu....nu var hun selv en....forvirret og uden skaber....og så sad denne her meget uvenlige og tildels højrøvet fyr og påstod at han var varulv? "Sig mig....gør du grin med mig?" Sagde hun og slap ham endelig fri af hendes blik, da hun istedet begyndte at følge med i hvilken rute han tog bilen.
En skam han var så....tarvelig, hun kunne godt lide hans lugt.
"Ævl...jeg ævler da ikke....sig mig, fører du aldrig en samtale eller er den del ny for dig?" Tirrede hun bevidst , men klappede dog også i , da hun i bund og grund var tilfreds med at han havde taget hende med.
Hvis han nu var varulv , så måtte han vel have mange gode fif i hvordan man overlever, sådan generelt som væsen?
Eller nogle navne...nogle steder hvor hun måske møde ligesinde? Det ville jo være dejligt.
" Er vi på vej hjem til dig? Millicent huskede at destinationen ikke helt var opgivet eller aftalt, så måske de lige skulle få den del på plads?