No need to seek for long.

Hendes skridt var som altid forsigtige. Men der hang ikke den sædvanlige nervøsitet hen over hende som gik hun hele tiden og troede nogen fulgte efter hende. Dog var det ikke ligefrem det mest muntre smil der sad på de bløde læber. Det var mere neutralt. Også selvom der i øjeblikket kørte så mange tanker gennem hendes hoved. Hun vidste hvad hun var. Men hun forstod endnu ikke hvad det indebar. Hun var ikke et menneske. Det stod klart. Det var mest hvad det hele gjorde ved hendes syn på verden og sig selv der gik hende på. Og som forvirrede hende. Nok også det der fordrev hende ud. Her i tusmørket igen. Trods kulden havde hun igen ikke iført sig den tykke vinterjakke og de varme vandrestøvler. Faktisk var hun gået udenfor uden sko på og det eneste stykke overtøj hun havde over sig var den almindelige, alt for store sorte trøje, som skjulte de ekstra blåmærker hun havde fået op langs armene. Dem på benene klarede hendes jeans. Lige meget hvad ville hun stadig gøre alt for at skjule skader og minder der var skåret ind i hendes hud.

Den lette støvregn stoppede endelig helt og efterlod blot aftenen med en let luftfugtighed. Af at afregne fra Autumn’s halvtørre hår havde hun forladt sit hjem for noget tid siden. Nok til at lade få totter af den brune manke til at klistre sig til hendes ansigt. Det at hun nu nærmede sig domkirken mere og mere havde ikke været planen til at starte med. Men efter nogle vandringer frem og tilbage blev hun altid trukket den vej. Hun kendte godt svaret. Det var nu bare underligt at hendes ben bare sådan gjorde hvad de ville. Uden den største kontrol af hendes hjerne. Også selvom at hendes hjerne meget muligt havde et træk med i spillet. Som bare lå i underbevidstheden.

Porten, der førte indenfor, var lukket godt til. Ikke at den kunne åbnes. Grunden var der bare ikke. Der var endnu ly for vindens skarpe bid der foran på trapperne, hvor hun havde placeret. Bogen hun havde haft under armen var blevet lagt ved siden af hende og benene var blevet trykket så godt op til hende som muligt. Hendes klare blå øjne syntes nærmest at lyse op i det lette mørke område. Hun havde lænet sit hoved på knæene og hun sagde ikke en lyd. Lyttede selv. Det var en smule ubehageligt at være så tæt på kirken. Den energi der omgav den gav nærmest modstand som blev en minus magnet rettet mod en anden minus magnet. Dog var det som om at den mørke skygge der lå over hende var lettet og at energien omkring var positiv. Modsætning til det dårlige. Som var det ikke en djævel der sad der. Men en engel. Der var hvad der gjorde det hele så underligt. Følelserne og fornemmelserne. Og den viden hun nu kunne få fra bøger. Det var skræmmende at tænke på. At hun var død. Blevet dræbt bare for at blive genoplivet i en ny form. Og blot for at blive en skuffelse i andres øjne.
ET suk løb over hendes læber og hun fik med et pustet tankerne ud af hovedet som var det blot en ligegyldig information hun havde fået i skolen. Hun lukkede blidt øjnene i og tog en dyb indånding af den friske luft. Måske skulle hun bare prøve og gøre det selv. Leve som hun altid havde gjort. I ro og mag. Hun blev nu siddende der ude foran den store hvide kalkbygning med det høje sorte tårn. Ventede. Ledte rundt i fornemmelsen i hendes hoved. Og hvis det ville lykkes ville hun rent faktisk kunne finde frem til andres tilværelse.