I love the sea..

T: Lige omkring solnedgang.
O: Ingen.
S: Stranden La Plage.
V: Lunt.


Hazelin havde gået rundt nede på stranden, og kigget på muslinge skaller. Noget hun virkelig nød at bruge tid på. Generelt nød hun at bruge tid nede ved havet. Ved alt vand faktisk.. Det ville dog være rart hvis hun ikke var alene. Det var altid lidt sjovere, når der var nogen at snakke med. Eller bare en at sidde sammen med. For man behøvede jo ikke at snakke hele tiden.

Nu havde hun sat sig i sandet, og betragtede solen kaste sine sidste stråler udover det rolige hav, som dermed fik et rødligt flot skær. Et ganske svagt smil hvilede på de røde læber, og de blå øjne glimtede blidt. Hun havde et par lyseblå cowboy shorts på, samt en hvid skjorte, som stod åben så der var kig til den blå bikinitop. Skoene lå nede ved hendes fødder, og tasken var smidt ved hendes side. Lige nu stod tasken åben, fordi hun havde lagt sine muslinger ned i den. En spinkel hånd gled gennem det naturligt meget blonde hår, og pjuskede det lidt, så det faldt blødt ned til lænden.

Når vandet hvilede roligt som det gjorde nu, lignede det næsten glas. Det var et dejligt tidspunkt når vandet var så stille, også selvom hun nød de store bølger.

Hvad gjorde man når man var ny i byen? når man havde fri fra sit arbejde, og bare ikke gad tage tilbage til det kedelig hotel. Så tog man da ud for at se sig omkring, denne aften havde det blevet strandens tur. Jackson havde altid nydt stranden, det havde det med at være så stille når alle var forsvundet. Når vinteren var på vej, var det som om menneskerne ikke så skønheden ved havnet længere. Han havde fundet en parkeringsplads, lige foran stranden som havde stoppet sin bil. Det var altid bedst, når man kunne holde lige foran noget og ikke behøvede at særlig langt. Han smed jakken i bilen, så han bare havde en lyseblå skjorte på og det sorte slip som var blevet trukket løs.
Han gik bare ud af bilen og låste døren efter sig, og tog en dyb indåndingen. Duften af havnet, var ikke til at beskrive... enden elskede man den, ellers så hadet man den. Jackson var en af dem som elskede den, og ville ønske at han kunne lugte den overalt. Han begynde bare at gå ned til vandkanten, med sine hænder nede i lommerne på sine mørkegrå bukser. Hans ny pudsede sorte sko, sank bare ned i sandet for hvert et skridt han tog.

Hazelin mærkede ham komme nærmere hende. Det var noget hun efterhånden havde opdaget, at hendes nye evne gjorde hende i stand til. Langsomt bed hun sig i læben, og så sig lidt omkring. Det var aldrig til at vide hvilke typer der kom derned, hun havde dog aldrig mødt nogle der var onde ved hende hernede, men man skulle stadig passe på jo.
Da hun fik øje på ham, rejste hun sig langsomt. Som aspara var hun smuk fra naturens side, noget hun godt vidste, men ikke udnyttede. Ikke som en masse andre asparaer der lokkede folk på den måde. I navlen hang som altid en stav med blå kugler på. Hun havde ventet længe med at få den, men en dag havde hun omsider taget sig sammen, og nu prydede den hendes slanke mave. Tænkende betragtede hun ham som han gik mod vandet. Han lignede ikke typen der normalt gik her. Faktisk havde hun aldrig set ham ved stranden. Og der var hun ellers ofte.
Han havde endnu ikke opdaget hende, hvilket måske var meget godt. Han ville sikkert tænke sit hvis han opdagede hende stå der og stirre på ham. “Godaften” hendes stemme skar blødt igennem stilheden. Hun kunne jo ikke bare blive ved med at stirre på ham, uden at sige noget som helst.

Jackson havde vel ikke ligefrem regnet med at se nogen der, eller jo måske et gammelt ægte par. Han havde ikke regnet med at se nogen at snakke med, det var nok derfor han gik i sine egne tanker. De afslappede skridt som bevægede sig mod vandet, og ikke ligefrem lignede nogle der ville stoppe op. De kastanjebrune øjne så bare udover havnet, men blev hurtigt vendt mod en stemme. Han fik øje på en eller så smuk kvinde, hun lignede en af de skønheder som burde låst inde i et glasskab... som en af de fineste og dyreste poselensdukker, som bare ikke måtte gå i stykke og derfor blev låst inde.
Han havde bare stoppet op uden at tænke på det, og holde bare sit blik på hende "godaften" sagde han og vende sin kurs og gik i stedet over til hende, hans blik var nysgerrig over hvad hun ville ham. Han havde alligevel et venligt svagt smil på sine læber, som bare fik ham til at se mere charmerende ud "frøken...?" spurgte han om og hentydet til om hvad hun hed.

Hazelin havde vidst hevet fyren ud af sine tanker, i hvert fald virkede han for en stund lidt forbavset over at se hende. Han havde nok ligesom hende, ikke regnet med at opdage nogen dernede. Men selskab kunne man vel altid bruge? I hvert fald næsten altid. Efter hendes hoved.
“Silver.. Hazelin Silver” svarede hun smilende, som svar på hans hentydning. Han virkede nu venlig nok. “Og deres navn er?..” spurgte hun blidt, og lod hovedet glide lidt på skrå igen. Hun bed sig forsigtigt i læben. Det var egentlig meget rart med en og snakke med. Hun havde jo ikke som sådan haft en eller anden bagtanke med at sige noget til ham, det ville bare være rart med lidt selskab.
“Hvad laver de hernede?” spurgte hun efterfølgende, og smilte lidt. Måske havde han også bare brug for at koble lidt af. Ligesom hun selv havde haft. Ikke fordi hun havde noget job.. Så det var jo ikke efter en lang hård dag på jobbet, men derfor kunne man godt havde brug for det.

Han havde aldrig været en af dem som gad folk hånden, udover når det handlede om hans arbejde. Han kunne ikke se hvorfor man skulle, da det bare var en eller anden underlig ting som menneskerne havde opfundet "hyggeligt at møde dem Hazelin" sagde han og var stadig lidt overrasket over at se hende, men han havde bestemt ikke noget imod at få noget selskab. Det var da bedre at snakke med nogen, end at gå rundt alene "jeg er Jackson Scabbia.. men bare kald mig Jackson, eller Jack" sagde han og vende sit blik kort udover vandet, før han tog sine hænder op af lommerne og satte sig ned i sandet. Han satte bare en hånd ned på hver side af sig et stykke bagud, så han kunne læne sig lidt tilbage "jeg er ny i byen.. og skulle lige tjekke stranden ud, også er stranden et meget godt sted at slappe af på" sagde han mens han holde sit blik mod hende, han havde blevet opdraget til at være høfligt også holde man jo blikket på den som man snakkede til "hvad med dig?" spurgte han om, også selv om næsten regnede med at hun gjorde det samme.. altså at slappe af.

“I lige måde..” svarede hun smilende. Hun satte sig tænkende ned ved hans side, og strøg håret om på ryggen. Han var en ganske pæn mand.. Måske var det også derfor det havde undret hende at se ham her. “Jeg tror jeg vil kalde dem Jack så.. “ fortsatte hun efter en tænkepause. Jack var et pænt navn.. Men Jackson var også ganske pænt. Det var smart med sådan et navn, som man kunne gøre kortere. Hun lod fødderne grave sig ned i sandet, og smilte for sig selv. Så på ham mens han snakkede. Det virkede mest høfligt. “Jeg håber de kan lide stranden så? Personligt er det et af mine yndlings steder her” svarede hun mildt, og så lidt spørgende på ham. Hun håbede da at han kunne li stranden. Da han spurgte til hende, trak hun forsigtigt på skuldrene “Jeg elsker vand.. Og stranden er et af de steder jeg mest opholder mig, det er bare meget sjældent jeg støder på selskab så sent.” svarede hun blidt, og lænede sig en anelse tilbage. Tilfældigt sad hun faktisk samme sted som hun havde siddet før, hvilket gjorde at hun sad tæt på sine ting. Det var rart, så huskede hun forhåbentlig at få det med sig hjem.

Han havde aldrig været en af dem som kunne lide stilhed, og kunne lide at være alene. Hans liv havde bare endt sådan, og han klarede det så godt han nu kunne. Det var nok derfor at det var så rart, at han ikke havde været alene på stranden og derfor ikke skulle være alene. Det var nok også derfor han havde hotellet, at sidde der alene og intet at lave end at arbejde. Han gav et lille grin fra sig, som lød mere som en brummende "det er du også velkommen til" sagde han og havde ikke noget imod at blive kaldt Jack, det var jo en del af hans navn og det var nok derfor han ikke havde noget imod det.
Han nikkede kort og så lige så kort udover vandet "jeg har altid godt kunne lide strande.. og denne er fantastisk" sagde han og uden at lyde som om han overdrev, fordi det gjorde han bestemt ikke. Den var jo smuk og der var ikke særlig mange mennesker, bare dem og et gammelt ægte par som var langt væk
"så var du heldig.. at jeg kom her ned" sagde han og så kort efter hendes fødder, som begravede sig ned i sandet.

Da han havde fortalt at han var nu, forstod hun bedre hvorfor at hun aldrig havde set ham før. Han virkede nu meget venlig, og heldigvis ikke som om at han var irriteret over at hun snakkede. Når alt kom til alt.. Kunne han jo også bare have sagt at han ikke var i humør til at snakke med hende, hvis han ville være alene. Men han syntes vel egentlig også, at det var ganske rart med en at snakke med.
“Jackson lyder nu også ganske godt.. Men Jack virker ikke nær så formelt.. Det virker mere afslappet” smilte hun blidt, og så tænkende frem for sig. Hun kunne godt li at snakke med ham. Det var et eller andet over ham.. Hvilket også fortalte hende, at han nok ikke var menneske. “SÅ.. Race?” spurgte hun ganske stille og så indgående på ham.
Da han sagde at han elskede strande, smilte hun lidt for sig selv. Det var også en dejlig strand.. Ingen tvivl om det. “Jaa.. Jeg var meget heldig at du kom herned.. Ellers måtte jeg jo bare gå ud og bade igen” sukkede hun grinende, og pillede ved en tot af det lange blonde hår.

Han havde aldrig hørt at der var nogen der synes at hans navn var formelt, men det kom vel an på hvem det var og hvad folk synes. For ham var det jo bare hans navn, også selv om han var stolt over at hedde det han hed... det var jo det navn som hans forældre havde givet ham "du kalder mig bare Jack" sagde han og jo ikke noget imod det, ellers havde han ikke tilbudt hende at hun kunne kalde ham det. Så ville han da først være skør? og det mente han ikke selv at han var.
Han hævede sit ene øjebryn mens han så på hende, men holde smilet på sine læber "blanding" sagde han og vende sit blik udover havet "min far var Animagus og min mor var en Dæmon" sagde han og var ikke en af dem som nød at snakke om sine forældre, men det var bare sådan han var.
"bade.. igen?" sagde han og vende sit blik mod hende igen.

Hazelin så tænkende på ham, og lod hovedet glide en anelse på skrå. Hun havde altid haft sine egne meninger, og rykkede sig som oftest ikke fra dem. Ikke medmindre hun virkelig tog fejl.
“Du kalder mig bare… hvad du vil?” smilte hun drillende, og bed sig en anelse i læben. De fleste kaldte hende bare Haze, eller Hazel. Det var nok også nemmere, fordi hun havde et lidt langt navn, og ikke alle vidste hvordan man udtalte det. Så det gjorde hende nu heller ikke noget, at folk kaldte hende andre ting.
“Jaa bade igen… Jeg er aspara” smilte hun blidt, og så udover havets blide bølger. Så han var alsa en blanding.. Nu kom nysgerrigheden for alvor op i hende, for hun ville gerne vide hvad for en slags animagus han var. Men hun ville heller ikke snage. “Det må være meget rart at være en blanding..”

Han nikkede kort til det hun sagde "jamen tror bare jeg holder mig til Hazel, det er jo et kønt navn" sagde han og sende hende et venligt smil, som alligevel var ret så charmerende i det. Han var nok en af dem som ikke tænke over at være charmerende, det kom bare naturligt til ham.
"Aspara" sagde han lidt tænkende "det forklare.. synes nemlig ikke du lignede en vampyr" sagde han og havde aldrig synes det var noget skidt ved at være vampyr, de var jo utrolig smukke og det var hun bestemt også.
Han træk lidt på skuldrene "det ved jeg ikke" sagde han og viste jo ikke hvordan det var at være en race kun, så han kunne ikke sige om det var mere rart.

Hazelin smilte lidt til ham, og lod hovedet glide på skrå. “Sys du virkelig det?.. Det var sødt sagt” svarede hun blidt, og strøg håret om på ryggen. Hun trak vejret dybt ind, og nød duften af havvandet om dem. Hun gad ikke tage hjem lige nu.. Kort overvejede hun at tage hjem til Khá og kigge i hans bøger, men det var hun heller ikke i humør til. Egentlig ville hun bare gerne sidde her.
“Hvad forklare det?… nej.. Nej jeg er ikke nogen vampyr, det kan jeg da heldigvis ikke blive.. Jeg ville slet ikke vide hvad jeg skulle gøre, hvis jeg skulle undvære solen” sagde hun eftertænksomt, og strakte sig.
“Hvad.. Vil du fortælle mig lidt om dig selv Jackson?.. Hvis jeg må spørge” smilte hun undskyldende, og bed sig forsigtigt i læben.