Got 2 love ya!

Sted: Terre – Gågaden.
Omgivelser: Væsner over alt omkring en, som handler ind til jul og kamp.
Vejret: Det er gråt og rimelig koldt.
Tid: Vides ikke, men det er allerede mørkt.

Musikken som overdøvede folk, var for meget at høre på. Det var noget af det værste man kunne høre. Julesange. Helt ærlig, hvem havde tid til det pis? Det beviste bare, at der levede normale væsner i Di Morga. Trist faktisk. Man havde ellers lige håbet på, at komme til et land hvor alle var selvmordsbomber.
En halv høj kvinde med skulderlangt mørkt hår, banede sig vej igennem mængden af væsner. Hun lignede en der trængte til julestemning. Hendes sorte tøj fortalte, at ingen skulle lege med hende. Hun gemte kort sine hænder i sin jakkelomme, og kiggede blot for sig. Hendes tanker var andre steder. Væk fra denne her verden. De svømmede rundt i Di Morga’s søer. Aino smilede kort for sig selv og fnøs lavt.
”Marry Christmas, dear!” råbte en person bag hende. Aino løftede en finger til manden, og hun hørte ham gispe. Hun begyndte så småt at grine for sig selv. Hvor var folk egentlig dumme. Hvad kunne ’Marry Christmas’ bruges til, når du lige om lidt ligger i graven? Vil julemanden måske komme og hjælpe dig og være sød? Næ, julemanden burde også være på den sorte liste sammen med Aino. Han var ingen skid bedre. Går rundt i verden og fortæller løgne til alverdens grimme børn.

Aino kunne næsten ikke mærke sine ben mere. Måske var det en dum ide, at tage shorts på. Men hey, hun fik da opmærksomhed! Hun trak sine hænder ud af jakkelommen, og fandt sin nye høretelefoner frem og sin mobil. Hun tændte for det, og skruede op for Di Morga’s helt egen musiker: Ben Lirik. Hvis man ikke kendte ham, så var man sgu ikke helt fortabt. Så dårlig var han. Men heller ham end julemusikken. Aino tog sin jakke af, så hendes nøgne arme kom til syne, og hendes sorte store trøje. Hun lukkede kort øjnene og mærkede den kolde brise imod sin hals. ”Så er det hjem” sagde hun, og begyndte at løbe ligeså stærk hun kunne med musikken i øret. ”Ben” mumlede hun med lukkede øjne og løbende

Gråt og koldt var vejret, og mørket var allerede faldet på. Alligevel var Terre så oplyst som Zane nogensinde havde set den; Juledekorationer og -ophæng var overalt i gaderne, og den glade julemusik fyldte byen med en mere munter stemning end han havde turdet håbe på efter invasionen.
Zane sad på taget af et hus som lå på gågaden. Han var iført mærke bukser, sorte læderstøvler, en halvlang, sort frakke og et par sorte læderhandsker. Vejret var koldt, og han havde ingen intentioner om at blive syg... han ville kunne have holdt sig varm ved hjælp af sin magi... men at bruge magi hele tiden kedede ham, og desuden ville han gerne forsøge at mænge sig lidt med folket... Derfor dette varme tøj.

Zane sukkede med et smil mens han betragtede Di Morgas folk handle og være glade... og han hævede et øjenbryn da han fik øje på en velkendt skikkelse, som kom gående op ad gaden.
*Ja... hvorfor ikke...* tænkte han og rejste sig op.
Han satte af fra taget og sprang elegant ned på gaden, et par meter foran Aino.
Zane rettede sig op i sin fulde højde igen efter springet, og vendte ansigtet mod Aino med et ulæseligt blik, men med et halvt smil på læberne.

De første snefnug begyndte at falde, da han sagde: "Aino Halfblood.. shorts er en dårlig idé på denne årstid."

Sne, kulde, vådt sjap. Ikke noget Andrija var fan af, han hade det nærmere, og brugte det mest af den kolde tid hjemme i sit hummer, under et tæppe, eller et andet sted han kunne mase sig ind, Andrijas måde at overleve på, og da der ikke var nogle der havde sagt noget til den overlevelses strategi, havde han fortsat med den de sidste mange år.
Julen var en højtid der var ved at forsvinde ind mellem alle de andre for dæmonen, der traskede ned af gaden, med lugten af julemad, og brandte mandler hængene i bihulerne. Sikke dog de mennesker dog kunne, men hvorfor beklage sig, verden faldt jo ikke sammen af at menneskerne én gang om året gik fuldstændig shop-amok og flåede ned fra hylderne, mens de snakkede om julemænd og nisse land. Først og fremmest var det slet ikke sikkert at Jesus var født i julen, hvilke jo var en katastrofe i sig selv, men at Rodolf var en pige, og Julemanden rigtig skulle være grøn, var heller ikke små problemer at kæmpe med.
Andrija var udstillet i det normale kluns, den eneste forskel der var, var at han var iført et slips, så det normale, jeans, støvler, og en hvid skjorte der hang løst ned af hans krop, som dog blev dækket af en vinterjakke, som mest af alt minde om en sommerjakke. Slipset hang løst, dog stadig bundet, men fire timer til en julefrokerst var altså hårdt hvis man spurgte Andrija, som ikke kunne se der var noget interessant i gæsterne der var kommet.
Han traskede tavst ned af gaden, da hans blik blev fanget af en høj kvinde, med sort hår. Det tog ham to sekunder at genkende skikkelsen som han havde fået nogle uforglemmelige tider med. Han satte farten op, i et forsøg på at nå efter Aino, men var for hurtig på hendes lange ben, hvilke var meget utilfredsstillende for Andrija, der dog fulgte efter hende. Han drejede ned af vejen hun var drejet ned af, for at se hun allerede var flere hundrede meter foran. Han sukkede, og satte selv farten op, til noget der kunne minde om noget der mindede om løb, men alligevel var det for langsomt til at være rigtig løb.
Da han ud af øjenkrogen pludselig så der kom noget faldene ned fra himmelen, stoppede han brat op, og gloede på væsnet der snakkede til Aino, hvilke heller ikke faldt i god jord ved Andrija, men han valgte at se bort fra det, og bekriger sin veninde for sig selv.
Han gik hen mod dem, som om han bare skulle forbi, men da han kom hen til Aino, smækkede han hænderne op foran hendes øjne, og hindrede hende i længere at se elveren der stod foran hende, og kommenterede hendes short. Hvorfor fanden gjorde han det, det kunne hun sgu da selv bestemme!

Mens hendes lange ben løbede, kunne hun mærke, at hun allerede var forpustet. Simpelthen træt. Det var jo ikke en overraskelse at hun stoppede op. Hun havde jo fuldkommet ødelagt sig selv inden i med at drikke og ryge. Aino fik tårer i øjnene på grund af vinden. Hun standsede helt op, og tørrede heftigt sine øjne af, da det lige pludselig skete. Alt. Da hun hørte en velkendt stemme, åbnede hun øjnene, men hendes øjne så kun sort. En person bag hende havde nemlig dækket hende for øjnene, og en anden person stod foran hende og kommenterede til hendes shorts. Aino smilede skævt, mens hun lag en hånd over de hænder der holdte hende for øjnene.

Hun vidste ikke hvem der var foran hende, men hun havde en fornemmelse af, hvem der stod bag hende. ”Jamen dog” kom et fra hende, og hun var næsten sikker på, at hun vil dø af grin. Men hu holdte da masken. ”Undskyld herre. Men jeg elsker nogen gange af at være en speciel en. Ikke som alle andre” hun hostede stille, mens hun legede med, personens hånd, der holdte hende for øjnene.
”Men jeg kender Deres stemme. Jeg ved, at jeg har hørt det mange steder. Radioen.. tja.. hotellet.. måske. Hvem er De herre, jeg kan desværre ikke se Dem takket være, en elskede ven”. Aino’s hjerte hoppede gevaldigt, men det vil man slet ikke kunne lægge mærke til, da hendes stemme lød fuldkommen rolig. Kunne det være. Kunne det være .. ham? Måske.. ikke?

Zane smilede og kastede et målende blik på Andrija.
En dæmon.. interessant.

Han nikkede kort til dæmonen før han sagde: "Du genkender min stemme, Aino Halfblood. Jeg er Zane D'tarion. Og jeg må sige at jeg havde forventet at du ville passe bedre på dig selv. Du virkede bestemt ikke dum..." sagde han med et smil.
"måske din kære ven skulle støtte dig i at holde op med at ødelægge dig selv... det ville jeg ihvertfald sætte pris på... du er trods alt en god bekendt, og en halvelver." sagde han. Han sendte et udfordrende blik til Andrija.
*Kom nu dæmon... er du hendes ven, eller er du bare en deucheback...?* tænkte han.

Andrija lod hende lege løs med sine hænder, men holdte dem stadig fast mod hendes øjne, dog ikke hårdt, eller det var bestemt ikke tiltænkt at det skulle være. Da elveren som stod foran ham kvækkede sit navn, måtte Andrija virkelig kæmpe for ikke at vænne øjne. Han havde hørt rygter om at det skulle være blevet den nye kejser, konge, diktator eller hvad folk nu ville kalde ham. Folk gik vel og håbede det gik bedre end med de to forrige, hvilke det selvfølgelig også kunne tyde på, da han havde hørt, at sortelveren der stod foran dem, havde været placeret på tronen før, men tiderne var jo skiftet og bla bla bla ...
Andrija skubbede kongerækken ud af hoved, og koncentrerede sig om hvad der blev sagt, eller han prøvede. Et let fnys kunne høres fra ham, da den tydeligvis omsorgsfulde elver begyndte at snakke om at han skulle passe på Aino! Ha, det måtte være en joke, bare fordi han gik klædt i kluns der passede til årstiden var han ikke den udvalgte læge. Det ville være latterligt at tro at han kunne påtage sig det job, for at passe på sig selv, var et fuldtidsjob nok for ham, at skulle trække Aino under vingerne var noget han kunne, hvis han lystede, og kunne, men han orkede ikke at tilpasse sig et menneskes behov når det kom til hverdagens gøremål, trods Aino var en smugle specielt. Måske kunne det overvejes.
"Jeg tror bestemt at Aino kan klare at passe godt på sig selv. Hvis du bemærkede det, så løb hun faktisk før du stoppede hende, så hun tænker da også på sin krops ve og vel." Kom det fra dæmonen, mens han lod hænderne falde, så Aino igen kunne se ud af øjne hun i sin til havde fået tildelt.

Om folk omkring dem var gået i stå, eller det var noget der foregik oppe i hendes hoved, var svært at sige. Selvom musikken var til at høre, og væsnerne snakke, så føltes det bare fjernt. Men sådan var det altid med Aino, måske havde hun skadet sig selv. Men ærlig talt, så tænkte hun ikke så meget over sig selv. Ikke helbredsmæssig, altså.

Aino smilede skævt, da Zane præsenterede sig. Inderst inde havde hun regnet ham ud. Hun kunne jo sådan noget. Hun var bare aldrig sikker på sig selv, og slet ikke nu da! Aino begyndte at bevæge sine ben, mens hun tænkte over hvad der var klogt at sige. Hvis Zane havde været en som hun knap kendte, så havde hun spyttet ham i ansigtet, også have forladt ham. Total forvirret over situationen. Kort rømmede hun sig, og åbnede de halv blå læber. Hun tav dog, da den’ velkendte’ person bag hende begyndte at snakke. Hun kunne mærke, at hans hænder blev løsere og løsere, hvor til sidst de var fjernet fra hendes øjne. Hendes mørke øjne så direkte på Zane, og hans kendte ansigt. Ansigtet som alle i forhånden havde set. Aino sænkede sine hænder, og kiggede nøje på Zane. Zane, Zane, Zane. Manden som skabte liv og død. Hun nikkede blot, og glædede sig at vende sig om, og se i de grønne øjne der ventede på hende. Håbede hun. Det var nu lang tid siden hun havde set de øjne. Lysende grønne øjne. Andrija’s øjne. ”Han siger noget”, lød hendes hæse stemme, og så stadig på Zane, mens hun prøvede at regne ud hvordan Andrija så ud. ”Længe siden, Zane. Jeg kan se, at alt går bedre end sidst”, Aino blinkede til ham med det ene øje, og formede sine fingre sig til pistol og placerede dem på sin tænding. ”..For du har jo aldrig virket dum” hun sænkede endnu engang sine hænder, og lukkede kort øjnene, da en brise tog fat, og lod Andrija’s bekendte duft hænge over hende. Hun havde løst til at spise ham.
Kort lag hun en hånd over sit hoved, og mærkede hvordan snefnuggene smeltede i hendes hænder. Hun kiggede op på den halve mørke himmel og derefter tilbage på Zane. ”Og endnu længer siden, Andri” sagde hun så stille, at Andrija vil være den eneste der hørte. Hun bevægede ikke engang læberne. Og den måde hun sagde det på. Det var en blanding af glæde og sorg. Men hvis man kendte Aino, så vidste man, at hun aldrig viste følelser for folk. Man skulle aldrig regne med hende. Aldrig.