~Eros Sans son Graal~

Titel: ~Eros Sans son Graal~
Sted: Ved en mindre Diner i en af de mindre gader i Terre midtby.
Omgivelser: Knapt nogen kunder – sjældne forbipasserende udendørs.
Vejr: Koldt og blæsende samt tiltagende regnskyer.
Tid: Omkring halvt et om natten.
Sidenote: Vil meget gerne emne med en, som kan skrive et produkt i nærheden af min egen længde. Derudover kun åbent for en eller to andre bruger, da mit overskud sættes på lidt af en prøve ved flere. Tak.

Lange, hvide fingre smygede sig om en kaffekop og halvhjertet efterlignede dets hvide porcelæn-ydre. Koppen var varm: En mærkelig fornemmelse imod de kolde fingerspidser.. Et lille, beskedent lag af fugt blev lagt om fingrenes omkreds af den drastiske temperaturforskel, men undlod samkvem med de lange, spidse negle, som gav en klirrende lyd imens de bevægede sig over overfladen. Dovent lå en te-ske i koppens indhold og viste knapt hele sit sølvskaft for den røde væske og dens intense, mørke farve. Opvarmet, syntetisk blod af asiatisk ophav. Langt mere multinationalt lovligt, men ikke meget af et pust for sanserne. Men ir for sig var det vel en genial opfindelse.. Specielt for de vampyrer, som søgte tilflugt for deres egen… Psykose? Ahngel tilhørte ikke den del af sin race, men han forstod hvad det indebar og respekterede det. En sjælden egenskab i en Mort De Sangs sind, men meget havde sket de sidste århundreder og modernismen var mere en sindstilstand end nogensinde før. Ahngel fangede genspejlingen af sit eget blik i det opvarmede ’blod’ i koppen. Som to helvedesporte flammede de røde øjne op og overhalede selv væskens farve med sin intensitet. Han fandt sig selv en smule forundret over den hemmelighedsfulde servering. Koppen var Diskret forklædt som en form for kaffe, hvis lugte ellers flød stærkt i hele etablissementet, hvis man spurgte Ahngel. En liflig duft måske, men det gjorde ham ikke lystig nok til at drikke det. Den diskrete service der var blevet ham givet var dog lidt et spild. Han var den eneste i baren udover en lokal, som hang over disken et par meter væk og han var for beruset til overhovedet at løfte øjnene fra hans billige cognac. Ahngels røde øjne beklædte den fremmedes ryg og den søvnige servitrice bag disken, som var i færd med at slukke for maskinerne og rengøre de sidste glas. Der var endnu en time til lukketid, men hun var nok ikke en af de håbefulde sjæle, som stræbte efter en kundeflok så sent på aftenen. Omkring seksten år og lyshåret. Mangelfuld på make-up'en og æblekindet var hun også. Dækkende et blåt mærke under sit halsskærf og et over hendes overarm, der var beklædt i en langærmet sweater trods varmen indendørs. Hun havde nok ikke meget af et hjem at vende hjem til taget hendes sene arbejdstimer i sammenlignet betragtning. De røde øjne bevægede sig tilbage til koppen: Halvt tom og nu ligeså kvalm at indtage som den lunkne bundslat af en cider på en sommerdag. Han drog et rastløst suk og lod sit flammende blik vendes imod mørket bag vinduet. Tilbage på ham stirrede en marmorhudet vampyr tilbage som refleksion. Farveløs, hvis man undlod at beskue til dragende øjne og lampernes gullige genskær i det lange, skyggesorte hår, der gik i et med natten udenfor.

Hvad laver du her? – Spurgte hans sind ham. Ahngel sænkede blikket tankefuldt og undlod sin egen øjenkontakt. Hvorfor bliver du ved? Han svarede aldrig sine spørgende tanker, men rejste sig endelig op og frigjorde hans lange frakke fra stolen han havde siddet på og lod den dække den hvide skjorte, samt misvisende normale mørke bukser. Det lille spænde over brystet var alt der holdt den fra at stå åben trods vejret hev, sled og lod omgivelserne fryse udenfor. En pengeseddel blev taget fra hans inderlomme og lagt på disken foran pigen, som han gav et overfladiske smil. Høflighed. Havde hun ikke været en skrøbelig fryd for øjet, havde han sikkert ikke skænket hende et blik. Måske en smule medlidenhed? Måske ikke? … Som hun forsvandt fra hans tanker efter de første par sekunder i hendes fravær tyede det ikke på det. En klokke bag ham hørtes fra fordørens karm og inden længe overtog lyden af vind og trafik i det fjerne. Ahngels hænder gled ned i hans lommer og det lange hår frigjorde sig kraven med vindens hjælp - efterlod hans gudesmukke ansigt frit for natten og nærmest selvlysende i sin blege natur og i kontrasten til det sorte læder. Lysene var mangelfulde i de søvnige alléer, men langsomt levede natten lidt op som han nærmede sig de stadigt vågne gader.