Dårlig retnings sans-Aurye

Tid 20:23
Vejr ved at være lidt mørkt.
Sted skoven.
Omgivelser ingen.
Påklædning sorte jeans, en hvid top, en jakke samt nogle helt slidte tennis sko.


Tiden var knap lige omkring 20:23, men dog alligevel var Annika gået ud i skoven, selv når hun havde verdens dårligste retnings sans. Hun sukkede tungt, og betragtede stedet det skov agtige sted hun nu var. Hun var ikke særlig glad for at vandre i skove, specielt ikke når det var ved at blive mørkt. Mørke det hadede hun, der for kunne hun bedst lide at være ude i den dejlige sol, hvor solens varme kunne varme hende. Når hun frøs, eller bare havde det koldt. Et smil var dog placeret på Annikas læber, hun måtte vel bare prøve sig frem til at finde ud af skoven, sådan lærte man den jo at kende, Det var det i hvert fald med nogen, hendes engle vinger var trukket ind. Da hun ikke gad at folk ville kigge på hende, hun ville mere betragtes som et menneske, selv om de fleste af racerne nemt kunne fornemme hvad man var, men der for til tider lod hun som om, hun var et menneske. Og hun kunne jo godt lide at lege et menneske, også selv om hun 100% var en engel. Hun gik videre igennem skoven, selv om det var ved at være lidt mørkt. Kunne hun alligevel skimte en sti, lidt længere henne. Som hun med et muntert smil løb hen til. "Hvilken vej skal jeg nu?" Sagde hun og begyndte stille at betragte stedet. En engel, som kunne lide at lege et menneske, alene på en sti i en skov som snart kunne blive mørk.

Vinden fejde hen over grusset der udgjorde den snørklede sti, som bredte sig mellem skovens høje træer. De knasende skridt afslørede en skikkelse som kom listende gennem mørket, som havde lagt sig over landet. Hun gik med bøjet hoved, mens hendes lange hår blidt svajede i vinden, som omfavnede hendes spinkle krop. Hætten, på hendes sorte hættetrøje, var trukket op, og hendes hænder var begravet i den store mavelomme. Hendes brune øjne kiggede træt ned på sine fusser der var beklædt med et par slidte ballerinasko. Hendes lange, brune stænger spændtes hver gang hun tog et skridt, og man kunne tydeligt se musklerne presse sig mod huden.
Endnu en vind smøg sig om hende, og hun åndede tungt ud. Hun følte sit hjerte brænde af indædt had, som en lille knotten ildmand, løb det igennem hendes krop, og fik hende til at skælve. Hun burde egentlig være glad for han ikke havde myrdet hende endnu, hun havde ikke ligefrem været en let en at beholde. Hendes hænder blev knyttet, i læ af det sorte stof, og hun mærkede hvordan neglene borede sig ind i de bløde håndflader.
Hun vidste at længere fremme ville der komme en skille vej, og hun ville bare følge den lige ud, for ellers ville hun næsten bare gå tilbage af samme vej som hun var kommet. En vind kom hende i møde, og hun indåndede den med en mistænksom mine. Den lugtede af fremmed.
Hun bed tænderne sammen i en irriteret grimasse, inden hun rettede blikket op, og selvom hun kun kunne se mørke, var hendes krop spændt som en flitsbue, klar til kamp..

Som for det meste lagde Annika overhoved ikke mærke til at der var andre til stede ude i skoven, hun bed sig i læben og betragtede stedet med disse arvede grønne øjne, som hun havde fra sin mor. Hun lod forsigtig en hånd glide igennem sit flamme agtige røde hår, som kun to fra hendes familie havde, hende selv og hendes kusine som hun snakkede med til daglig. Hun gik stille men lidt nervøs hen af stien. Hun lod en finger lege let med en af de røde totter, som jo var hendes hår. Hun gik stadig længere og længere ind på stien. Hun vendte sit ansigt op mod himlen, som var ved at blive mørkere og mørkere. "Gid hvis solen var fremme" mumlede hun og forsatte frem, dog uden at lægge mærke til at der rent faktisk var andre ude i skoven, hun var dårlig til at fornemme om der var andre til stede, lige som hun havde verdens dårligste retnings sans. Hun kunne endda vare vild i et indkøbs centre hvis det var der hun blev lukket ud. Men nu var hun ikke lige frem i et indkøbs centre, nej dette var en skov. En skov som hun var faret vild i.