Chasing The Sun...

Sted: Parken
Omgivelser: Få mennesker, meget få
Vejr: Vindstille, stjerneklart
Tid. 02.00

Amber kunne ikke sove, endnu engang kunne hun ikke sove. Hun havde mareidt og hun var ved at blive sindsyg over det, hvorfor kunne hun ikke bare lukke sine øjne og få en hel nats søvn uden at skulle blive vækket af minder som hun egentligt mest bare ønskede at glemme, det var så forfærdeligt... Hvordan at de ting man gerne ville glemme mest, var de ting man aldrig kunne glemme og som man altid tænkte på. Hun var gået udenfor og havde sat sig på en af de store sten nede i parken, sådan en Tirsdag nat var der næsten ingen mennesker ude, folk havde jo arbejde og meget andet, det havde Amber nu også, men det gjorde hende nu ikke mere søvnig.

Hun kunne let ud i natten og sukkede for sig selv, hendes hår var en smule pjusket efter hun havde vendt og drejet sig de sidste mange timer, men når hun ikke kunne sove gik hun altid udenfor, natten gjorde hende rolig, hun hadede tanken om at være indenfor for længe af gangen. Den friske luft var så befriende og den virkede så stille, som om at intet kunne gøre heende ondt, hvilket vel var ret så ironisk når man tænkte på at de fleste andre mennesker helst ville være indenfor.

Hun redte let sit hår ud med sine fingre så det sad en smule bedre, hun havde løse lysegrå bukser på, som næsten lignede træningsbukser, en sort bh og en sort top de passede så fint til, hun tog altid bare noget hurtigt på når hun skulle ud, over hendes skuldre hang en sort trøje og på hendes fødder var et par helt almindelige sneakers, ikke ligefrem hendes fineste festtøj.

Ved indgangen til parken kunne man se en tom flaske blive smidt ind i en busk, mens dens gamle ejer, Andrija, spankulerede rundt som om han ejede hele parken. Med en cigarret i kæften gik han længere ind i parken der kun her og der var oplyst af et par enkle lygter der på en eller anden mystisk måde altid stod lige over en bænk, der i de fleste tilfælde var beslaglagt af en hjemløs. Blandt dem var Andrija aldrig, ikke med mindre han i alt hast manglede noget at spise hvilke aldrig var sket, så der var ingen undtagelser. Han kunne heller ikke se sig selv sammen med de snusket mennesker. Til trods for at han ikke mente han havde det mindste til fældes med vampyrer, så var der alligevel det at han fortrak 'ordentlige' ofre, men det valgte alle vampyrer ikke.
Inden han formåede at forvirre sig selv, med sine tanker, syntes han at opfange noget ud af øjenkrogen. Et ensomt menneske, en kvinde at bedømme ud fra tøjet og håret. Det fik ham til at smile, et triumferende ikke specielt venligt smil. Cigarretten blev smidt på stien og tværet ud med hans skosål, før han med lange skridt gik hen til pigen der så ham en smugle malplaceret ud.
"Godaften ..."

Amber bemærkede ikke engang at nogle kiggede på hende og hun gemte for et øjeblik sit ansigt i sine hænder, hun græd ikke, men hendes indre var så fuld af fustrationer at hun ikke anede hvad hun skulle gøre af sig selv eller præcist hvordan hun skulle takle hendes liv eller gribe fremtiden an, hun vidste bare at hun havde lyst til at forsvinde væk fra alting og bare grave sig ned i et dybt hul.

Hun stivnede da hun hørte en mandelig stemme snakke til hende og hun løftede stille hovedet og kiggede op på ham i frygt for at det var en hun kendte, men hun blev strakt en smule mere rolig da hun bemærkede at denne mand var fremmed og hun fremtvang derfor et lille venligt smil: "Godnat, er vel ordet" sagde hun med et grin og rystede på hovedet, hvor var det dog latterligt at være vågen på dette tidspunkt: "Aftenen forsvandt vidst for et par timer siden" konstaterede hun og rettede let på uret om sit håndled imens hun kiggede ned på det. Hun kiggede op på manden igen, han var nok start eller midt tyvverne, og hun kunne egentligt ganske godt lide hans hår, det var umilbart det første hun bemærkede, han mindede en smule om Lawrence, bare let yngre.

Hun var ikke bange for at tale til fremmede, tværdimod var hun næsten mere tryg omkring dem end når hun mødte et af de få mennesker hun kendte.

Hun havde sikkert ret, pigen, den unge kvinde. Andrija trak let på skuldrene og satte sig ned på den sten der stod tættest på. "Selvom det officielt nok er nat, så kan man stadig godt kalde det aften." Forsvarede han sig selv med, mens han studerede kvinden, som han endnu ikke havde givet en titel som kvinde, ung kvinde eller blot en pige. Hun havde former, men det havde ældre piger også, men hun havde noget der mest af alt mindede om noget der ikke kunne være en kvinde. De var altid så fandens selvsikre og tiltrækkende, hvilke også var tilfælde for denne. Alderen havde han svært ved at dreje, ligesom så meget andet ved hende.
"Må jeg så spørge hvad du laver her alene ude om natten?" Han var meget omhyggelig med at sige 'om natte', så det passede ind. Normalt ville han have sagt om aftenen, men det passede tydeligvis ikke ind i frøkenens hoved. "Er du blevet efterladt?" Hun lignede ikke en der havde siddet og tudet i flere timer, men det kunne også være at hun havde siddet der i lang tid og bare gloet ud i luften. Ventet på at hendes prins skulle komme og redde hende. Andrija ville gerne være prinsen, det ville han altid, så længe han kom i godt lys, så var alt andet ligegyldigt.

Amber grinede let af hans modsvar: "I suppose" sagde hun og kiggede op på ham imens hun snøftede en enkelt gang og holde sit ærme under sin næse for at sikre sig at hendes læse ikke begyndte at løbe. Det var vel aften, eller... Nat. Egentligt så var det vel også ligemeget, pointen var at hun burde sove, og at hun ikke kunne og nu derfor sad udenfor, om det så var aften eller nat, det var jo bare som det var.

Hun smilede let til ham: "Nej" sagde hun som svar til om hun var blevet efterladt: "Men gid et var så vel" grinede hun imellem en enkelt tåre der løb ned af hendes kind, hun snakkede som var det hele latterligt, og inde i hendes hoved var det også dybt dybt latterligt, og alligevel så var det hele så følsomt: "Jeg kunne ikke sove" smilede hun let og dubbede sine øjne så tårene let forsvandt: "Så jeg gik herned, jeg kan ikke så godt lide at være indenfor når jeg har det dårligt" bekræftede hun og kiggede over på ham.

"Hva med dig selv? Går du bare rundt og jagter unge piger her om natten?" sagde hun med en let drillende stemme imens hun kiggede på ham og let gemte sine hænder i sine ærmer så de ikke blev kolde.

Det var som en månemand der gloede på det udefinerbare kvindemenneske, da hun begyndte at græde! Andrija håbede ikke han havde gjort noget forkert, for så ville han skynde sig at komme af sted, for det med følsomme kvinder der kunne bryde ud i hjerteskærende gråd hver gang chancen bød sig, var absolut ikke hans yndlings kvinde. "Aha ..." Blev hans svar, mens han nikkede meget klogt, som om han forstod hvad hun mente. Det gjorde han heldigvis ikke, men han kunne stadig godt lade som om han gjorde det.
"Jagter unge damer, ryger og drikker." Hun havde ret, det var hvad han gjorde, men Andrija ville have alle de saftige detaljer med. Det var den måde det bedste gossip kom på og hvis der endelig skulle komme noget sladre, så skulle det hele da med fra starten. Hvorfor han stod og tænkte de tanker, anede han ikke, men de syntes at hænge godt sammen med alt det andet. At gå godt i spind med det, hed det sig vel.
"Men måske har jeg fundet et lille offer der vil med ud og vække søvnen?" Han gjorde klar til at rejse sig og forlade parken, om hun så var frisk på den eller ej. Det der med at sludre over et par græsstrå var ikke lige hans kop te. Han drak slet ikke te. "Det kan blive alt hvad du ønsker." Lokkede han med et strålende falsk smil og lod blikket vandre rundt i parken, før han gjorde mine til at begynde at gå. Ikke mere snak, handling.

Amber kiggede op på den fremmede mand og grinede let af hans ord over hvad han selv rendte og lavede, det lød ikke ligefrem som om at livet var en stor fest.

"Hvad har du i tankerne?" sagde hun nysgerrigt og rejste for at følge efter ham, hun var klar på eventyr lige nu, egentligt klar på alt der kunne få tankerne en smule væk: "Så fortæl mig noget om dig selv, jeg kender ikke engang dit navn?" sagde hun nysgerrigt og smilede stille til ham imens hun let tørrede sin løbende næse af i sit ærme, også selvom er ikke rigtigt kom noget ud af den.

"Jeg hedder Amber" smilede hun stille: "Amber Palomino gentog hun og sukkede let for sig selv imens hun kiggede op på ham. HUn vidste ikke helt om hun var tryg ved at gå efter ham sådan en sen aften, hun kendte ham jo ikke, han var vildt fremmed og alligevel så følte hun lige at hu absolut intet havde at tabe, hendes liv kunne umuligt blive værre end det var lige nu i dette øjeblik og netop derfor var hun både dum og naiv og gik naturligvis med denne mand, også selvom hun ikke engang kendte hans navn.

Andrija gjorde et stort nummer ud af at se tænksom ud. "Måske en bar eller noget, hvad kunne du tænke dig?" Det handlede kort og godt om bare at hælde noget i hende, så kunne hun efterlades et eller andet sted, med eller uden livet i behold. Det var ikke helt besluttet endnu, men han hældte mest til bare at efterlade hende, for måske kunne han bruge hende sener i sin master plan, som ikke helt var udregnet endnu eller bare på tegnebordet. Det lød bare godt at sige det.
"Andrija Luzar, mig en glæde at møde Dem Amber." Lød det overdrevet formelt fra ham, mens han storsmilede, som aldrig før. Hvorfor helt, var ikke til at sætte en direkte finger på, men ingen tvivl om at han havde det sjovt og nød at have kontrollen over situationen, hvilke han i den grad følte han havde. Amber virkede som et helt normalt menneske, noget der snart var en sjældenhed at møde i Terre, hvilke kun gjorde det hele endnu bedre.
Sætningen "gå aldrig med en fremmed." Var kendt vidt og bredt, men ingen syntes at følge den, hvilke kun var til stor fryd for Andrija, som problemfrit kunne få mad stort set hver gang han ønskede det. Kun de gange hvor han var for doven til at tage ud i byen, trods sultens klokker ringede, måtte han sulte.

"Ja det er fint nok" sagde hun bare og rystede let håbløst på hovedet med et lille smil: "Jeg kunne godt drikke et eller andet" fik hun ligesom konstateret ret så hurtigt, hun var træt af altid at være vågen på denne tid, hvorfor kunne hun ikke bare sove dejligt lange nætter ligesom normale mennesker.

"Andrija?" sagde hun og smilede let for sig selv, det navn havde hun aldrig hørt før, det lød næsten let som Andrea inde i hendes eget hoved,bare lidt mere fint og mandigt. Men nu vidste hun jo heller ikke om han nedstammede fra et eller andet helt vildt.

"Sååh" sagde hun og mærkede hvordan hendes ord ikke rigtig ville ud, hun vidste ikke helt hva hun skulle sige til denne fremmede: "Hvorfor er du ude så sent? Eller.. De... ude så sent?" rettede hun sig selv og anede ikke hverken hvor magtsyg eller formeldt et menneske han var, det skræmte hende at hun havde mødt væsner der var flere tusinde år gamle og nogel af dem snakkede så fint at hun næsten ikke forstod hvad de sagde.

Andrija, der havde hørt Andrea en hel del gange, ville gå op i en spids hvis hun nævnte det, så for hendes egen sikkerhed var det sikkert godt at Amber ikke nævnte noget omkring det. Det ville ikke have hjulpet på den ellers så venligstemte situation imellem dem. Om mulig lidt kunstig og ligeskåret i kanten, men venlig og på ingen måde vred - endnu.
"Du behøver ikke at kalde mig De." Han huskede at ligge godt med tryk på det første ord. "Jeg er tit sent ude, det er min normale døgnrytme som man nok vil kalde det. Nogle, for eksempel dig selv, lever om dagen, vampyrer om natten og så er der nogle som mig, natte ravne, som lever både om natten og dage, fordi en hel nat bliver lige så kedelig som en hel dag." Ævlede han løs mens han skred frem som om han ejede hver en mand og mus der var i hele gaden og i tusinde mil omkring. Sådan gik han bare og det mente Andrija ikke selv han kunne gøre for, så hvis der var nogle der havde noget imod det, var det bare ærgeligt.
"Har du et yndlingssted, eller er du for fin til at rage rundt om natten." Normalt ville han have sagt det i en hånlig tone, men der var lige det der med at holde sig inde in the friend zone, som nogle ville kalde det. Et meget fancy menneskeligt ord der kunne få selv Andrija, der ellers normalt følte sig meget med på beatet, til at føle sig lidt gammel, hvilke han også var. Han var ældre end de fleste ikke dødelige væsner, hvis man lige kiggede på detaljerne, men det var jo de færreste der ville det, det inklusiv ham selv.

"Sorry" sagde hun med et lille uskydigt smil da han sagde hun ikke behøvede at sige De: "Jeg tror bare det er en vanesag" sagde hun og trak let på skuldrende, hun var efterhånden vant til at have den afstand med folk så hun talte som var hun næsten 50år, selvom hun kun var en sølle menneskepige der kun lige var fyldt 19: "Du lever både nat og dag?" sagde Amber med et lille skævt smil: "Hvornår sover du så?" drillede hun, alle væsner havde vel brug for at sove, havde de ikke?

"Jeg går bare sådan lidt rundt omkring" indrømmede hun og kiggede op på den ganske kønne mand: "Så hvis du har et foreslag så siger du bare til" sagde hun og smilede let, hun kendte ikke byen så vildt godt og gik nok mest bare rundt udenfor, lige for at lære det hele at kende og også bare for at få tiden til at gå: "Tror bedst jeg bare kender... naturen, hvis man kan sige det sådan" sagde hun med et lille smil, hun kendte ikke til de mange steder der var inde i byen, det sagde hende måske bar ikke så meget. "Så... Hvad laver du egentligt? Altså... Arbejder du?" spurgte hun nysgerrigt og kiggede på ham med et roligt smil, hun kunne jo lige så godt lære ham bedr at kende når de sådan gik rundt her.

Humor havde pigebarnet, bare ikke noget der rigtig fulgte med Andrija, der som løsning smed et falsk smil på læberne og kort efter svarede på spørgsmålet. "Jeg sover tidligt morgen og sen morgen." Det var sikkert lidt svært at forstå, men hvis hun kunne se det for sig som en tallerken med nat og dag på hver sin halv side og så forstod at han sov om morgenne, så ville hun sikkert kunne se mønsteret. Det var ikke så svært, det var bare at forstå et par simple ting.
Naturkender. Så længe hun ikke gik rundt med en kikkert og en fuglebog under armen skulle Andrija nok kunne holde hendes selvskab ud, selvom det at være naturkender lød helt og aldeles fælt i hans tanker. "Jamen så lad mig vise dig et sted hvor vi kan få lidt i ro og mag." Tempoet blev sat en smugle op, så der ikke skulle herske tvivl om at nu var de altså på vej et sted hen. Et af alle de steder han kendte som sin egen bukselomme.
"Arbejde gør jeg når jeg har lyst, det med fast arbejde er jeg ikke så god til." Forklarede han og undrede sig lidt over hvordan det høflige samtaleemne var kommet ind. Det genrede ham ikke synligt men han fandt det irriterende og kedeligt. Der var så mange emner de kunne tale om og så valgte hun noget af det mest kedelige og normale. Det måtte han ændre på, men ikke endnu. Først måtte han fortsætte i samme spor for det kunne vise sig at være gavnligt sener hen. "Arbejder du?" Eller er du bare en møgforkælet unge der har forældre der betaler din lejlighed, studie og din overlevelse? Det ville ikke være godt at indlede med det, så det forgik kun inde i hoved på ham, til han åbnede døren til at diskret hengemt bygning der rummede en bar af ældre dato.