Chasing Birds

November kulden var begyndt at bide sig fast i huden som morbide frost igler. Sydfrankrig var herlig, om ikke andet var denne hidtil ukendte forstad ligeså elskværdig som resten af det franske kontinet, men der var alligevel flygtige tanker der længtes efter novemberens optakt til december. Det var ikke svært at falde i staver over minderne af de oplyste gader, pakke dekorationerne i alle vinduerne og ikke mindst duften af julemad og sødt. Imens man travede igennem Mayfair, i jagt på den perfekte gave. Det var snart den tid hvor mennesker søgte deres kære og tilbragte kvalitetstidsammen, uanset tidligere skænderier, årets kvaler og dog var der et individ der ikke havde familie trangen. Ikke endnu i hvert fald, hun ville ganske vist gerne se sin familie men der var et ønske om ensomhed der holdt hende igen. Jul, var for mennesker der havde noget at fejre.

Den første bog blev skubbet ind i reolen med en fingerspids. De gamle bøger havde en dato der gik helt tilbage til før den franske revolution, men deres indhold var ikke af særlig vigtighed og derfor var de endt i en ydmyg lille forretning som Abbey’s Antique Store, lige på hjørnet af et stille lyskryds hvor der sjældent om køretøjer ilende forbi. Det var en butik der bestod af fem rækker bøger til højre og venstre, man kunne gå frem forbi dem og der kom en mindre udstilling af gamle møbler og malerier på væggene, lyst op af små lamper der pegede imod kanvassets motiv, fastsat på rammens øverste kant. Sofa anordninger med de gamle møbler var sammensat i et idyllisk billede, med en foroverbøjet stue lampe der oplyste arrangementet, i et varmt og dog dunkelt skær. Selve ekspeditions disken havde en åben glasplade hvor smykker, bestik og urværk var smukt anrettet for kunder at skue. Andre nipsting kunne også findes der: hårnåle, sukkerstjælere, små skrin og meget mere.
Bag disken var der en åben dør indtil noget der lignede et lagerhus. Man kunne høre nogen pusle derinde, det var indehaveren af butikken Abbey, der var gået i gang med at sortere de nyankomne vare her inden lukke tid. Hun råbte noget som Juliet ikke kunne høre og valgte at ignorere for nu; det kunne lige så godt bare være et skældsord, som det kunne være en anmodning om hjælp eller noget hvilken som helst andet. Juliet stod på en skammel, med en vogn der var fyldt med bøger i alle former for brunlige, utiltalende, nuancer. Den ene efter den anden blev sat på plads, af slanke, feminine, hænder der dog ikke var plejet af nogen form for kosmetik.  Hun var iklædt en nederdel der gik hende lidt under knæende. Et par gamle sorte støvler og nogle varme gamacher under. Hendes overdel var dækket af en hvid top indenunder en over proportioneret striktrøje der ikke fortalte noget om hendes kropsform. Den var holdt i mørkefarver som nederdelen der var mørkegrøn, med hvide sting i et julelignende mønster. Hendes askeblonde hår faldt ned over ryggen på hende og spidsen hvide på midten, med emsige hårtråde der stak elektrisk ud til siderne! Hendes hår var holdt væk fra øjnene ved at det forreste var skubbet bagud og bundet i en løs hestehale. Hendes kinder var rødmossede fra en almindelig triviel snue og hun sniffede kort ind imens hun så ned på den næste bog hun satte på plads. De matte blå øjne gled over titlen: Chasing Birds. Hun åbnede den kort for at skimme igennem indholdet og konstaterede at det var skønlitteratur snare end en selvbiografi. Hun gik i stå med opmærksomheden rettet imod bogen.

Der var noget der manglede. Og dette, var helt forkert. Han kunne ikke leve uden den. Ikke længere. Han havde forsøgt at ignorere den, men det dik ikke. Han måtte finde den igen.. Men han havde ikke set den, i flere hundrede år! Ikke sidden før han var blevet forvist fra Rusland. Billederne af genstanden, var som svindene minder, der langsomt slørede hen. Kun få kunne huske alt hvad der skete, for flere hundrede år siden. Og specielt de ting man forsøgte at glemme. Sparke dem ud af ens minder, som uindbudte gæster af festen. Men ikke længere. Nu kunne han ikke ignorere det længere. Han blev nød til at finde den, igen.

De matte hvide øjne, stirrede tomt frem for den store Jætte, som den traskede ned gennem gaden. Det var ikke ligefrem det bedste sted, at have en forretning liggende. Et godt stykke væk fra gågaden, og de fleste andre butikker. Men det var perfekt for ham. Det han søgte, ville finde sin vej, ind i en forretning som denne. Og han vidste at Janet havde bragt den med fra Rusland, men også at den var forsvundet, da de havde allokeret til Nain Des' grotter. Han havde ikke manglet den der, da han vidste hvor den var. Men nu, var den væk. Nu, manglede han den.
Da hans lange skridt endelig nåede forretningen, stirrede de matte vide øjne søgende ind af dets store vinduer. Flere gange blev de knebet sammen, da de fokuserede på andre ting inde i den lille forretning. Pludselig fik de hvide øjne øje på en række af gamle urner, og de blev straks spærret op, og han tog et par hastige skridt hen til den del af vinduet, hvor disse stod. Øjnene strøg over de mange fine urner. De fleste var formegentligt replikaer, med måske et par enkelte autentiske, af de æld gamle urner. Øjnene åbnedes endnu bredere, da de fangede et bestemt syn, og den store man næsten skød imod døren.

Døren ind til forretningen blev skubbet så hårdt op, at glasset der formegentlig var deri, nærmest var ved at springe. Og hvis denne dør havde været låst, ville ødelagte hængsler og skader i træet gøre det klart, at den ikke længere var det. Den store kæmpe der hastigt trådte ind, satte direkte imod glaspartiet ved hans side, hvor han nettop havde set urnen. Han kiggede ikke rundt i lokalet, så vidste ikke om der overhovedet var nogen der så ham troppe op. Kreaturet stod iklædt en sort Duster der var åben foran, og med kraven rettet op af dens nakke. Dette gjorde at hvem end der kiggede imod hans ryg, ikke ville se den blege grå hud, der flere stedder så ganske flodset ud. Manden samlede den fine urne han havde på set sig op, og på vejen skubbede han ved et uheld to andre urner ned fra deres plads, hvor den ene af dem faldt til jorden, og smadredes med en høj kliren. Manden ledte nu urnen op foran sine hvide øjne. Kreaturet stirede da intenst ned på denne, og strøg forsigtigt fingrende over dens fine design. Urnen bar en ganske diskret, men elegant figur, der var omfavnet af fine detaljerede udskæringer i det skrøbelige ler. Udskæringerne viste et segl, formet som et halvt forrådnet æble, med en lilla banner, flodset i bunden af denne. Det var en forholdsvist ukendt urne. Men iblandt kendere, var den mange, mange penge værd, hvis den var autentisk. Det var en urne, lavet af en Russisk Baron's kone, en gang for tusinde år siden. De var blevet brugt til at huse hans families asker. Baronen holdt sig for sig selv, så ingen vidste helt hvordan han så ud. Ej hellere så man meget til resten af dennes familie, ud over konen: Olga Igoff Rasputin.

Manden stod nu bare der, og betragtede urnen. Han ture ikke prøve at åbne den. Stod der bare, og stirrede intenst ned imod den. Som håbede han, at den pludselig bare ville vise sig at være autentisk, og den han ledte efter.

”Noa lagde armene om Augustine og knyttde hende til sit bryst. Han lagde sin mund over hendes kind og hviskede i hendes øre at sangfuglen ville vende tilbage til dens rede –”

Juliet oplæste svagt hørbart for sig selv og til sidst var hendes ord ikke mere end bare bevægelser med læberne. Bogen fangede hende meget hurtigt og allerede efter at have skimmet de første ligner, havde hun besluttet sig for at købe den. Historiens detaljer var endnu ukendt, men den havde et potentiale idet at den var læselig. Hun lukkede den i og vendte den om for at se årstallet og forfatterens navn trykt ind i læderet på den hærdede bogryg. En Faustus D’leonce. Det sagde hende ingenting, men det gjorde forfatter titlerne på de andre bøger heller ikke. Det måtte være forfærdeligt at skrive en bog med sit hjerteblod, for så at få sit værk glemt igen. Hun åbnede den igen og begyndte at bladre hen imod forsiden før et brag fik hendes opmærksomhed vendt imod døren. Hun tabte bogen, der faldt fra sin sikre plads i hendes hænder og til det hårde gulv med et klonk der blev heldigvis blev overskygget af de urner som tyven skødesløst lød falde til gulvet. Juliet kunne mørke sit hjerte slå et ekstra slag i forskrækkelse, hun stivnede i et kort øjebliks overraskelse, hvorefter hun så ind imellem bøgerne og svagt kunne skimte skikkelsen der stod hende ved disken. Hun kneb øjnene mistroisk sammen, hvorefter at hun forsikrede skurken at han ikke ville slippe afsted med sit hærværk, inde i hovedet. Så lydløst som hun kunne trådte hun ned fra skamlen og bukkede sig for at tage et bolt træ der lå gemt i en lomme under vognen. Det havde aldrig været brugt og indtil nu havde Juliet ikke forstået hvorfor Abbey overhovedet havde erhvervet sig et, forstaden virkede til dels fredelig? Til trods for mange makabre mordsager - men hver by havde sin egen hemmelighed, sine egne mordere og galninge. Hun greb fat om det og begav sig langsomt ud på midtergangen hvor døren stod på hvidt gab og glasskår lå som et glitrende tæppe over stengulvet. En lok af ukæmmet hår havde lagt sig over hendes ene skulder, da hun havde bøjet sig ned for at tage bolttræet op. Den første tilkendegivelse af hendes tilstedeværelse blev lyden fra glasset der led under presset fra hendes sko. Hun tog fat om bolttræets håndtag med begge hænder og rettede blikket imod det store, sikkert asociale og narko-smuglende, drov der mente han var hævet over loven!

Imellem tiden kom butikkens ejer styrtende inde fra lagerrummet: en høj, slank, kvinde med farvet rødt hår og brune øjne. Hun var iført et par normale jeans og en striktrøje med et bælte omkring livet. Hun kastede ét blik over bæstet inden hun skreg og smækkede døren i til baglokalet, imens hun panisk hulkede og religiøst bedte om at blive ladt alene. Skreg at han bare skulle tage hvad han ville have.

Det undrede Juliet, da hendes bekendtskab ellers ikke lod sig kue af kriminelle no brains. Men hun tog ikke lang tid til at fundere over det, før hun samlede sig selv og stod rodfast med blikket rettet imod den fremmedes ryg.

,, Slip hvad end du har i hænder. Omgående!”, sagde hun i en urokkelig men lav tone.
,, Hænderne på ryggen så jeg kan se dem!”

De matte hvide øjne fra Jætten, fjernede sig ikke fra den skrøbelige urne i hans hænder, slev da han kunne lugte nogen nærme sig. Det var et menneskebarn der kom, og han var alt for distraheret, til at kunne give plads til tanken om, at sådan et kunne udgøre nogen fare. Hvade kvinden fundet sig et gevær, havde Vladimir nok fortrudt dette. Men da det 'bare' var et bolt træ, var der ikke så meget fare at vente.
De hvide øjne blev knebet en anelse sammen, inden de lange stærke fingre, begyndte at dreje på urnens låg. Men som om han var et barn, eller blot fuldkommen uvidende, drejede han låget den forkerte vej. Spejlvendt. Imod uret. Mange ting burde sige ham, at dette var helt forkert. Men det vidste han selv, at han gerning ikke var. Olga havde altid foretrukket, at gøre de ting hun gjorde, anderledes end andre. Sagde hun, i hvert fald. Men Vladimir var ret så sikker på, at lågende på deres urner var vendt forkert, bare fordi hun var kommet til at gøre det ved den første.
Vladimir tog kort en pause fra at dreje på urnen, da ejeren af butikken var kommet ud. Han drejede kun meget kort hovedet imod denne kvinde, med et gennemborende, sammenknebet blik. Da han kiggede den anden vej end den vej Juliet stod, fik hun endnu ikke hans ansigt, eller noget af hans hud at se. Men det gjorde ejeren, og bar nok den meste grund, til at hun skrigende løb sin vej. Stille fnøs Vladimir, og rystede kort på hovedet, inden han kiggede ned imod urnen igen, nu med en lav knurren. Hårdt begyndte han at dreje på urnen, indtil det sagde klir i hans hænder, og urnens top i stykker grundet hans press.
De tvar tydeligt at dette frustrerede den store kæmpe, da den begyndt at stå og ryste en anelse med hænderne, og urnen knirkede imellem hans fingre, grundet det press han lagde imod den.

"Yebat'.. Pozhar. Chertovskiy! Poddel'nyy! Urna!! Ad! YA ub'yu kto sozdal eto chudovishche!!"

Bandede det store kreatur, imens hans hænder blev holdt en anelse ud til siderne, med urnen's rester i hans håndflader, vendt imod loftet. Og i det sidste ord, vendte han sig hastigt om imod, den kvinde der havde talt til ham, med et hidsigt hvæs. Dette ville formegentligt lede til et angreb ud af refleks fra hende, da hun endelig kunne tage ækelheden, der var Vladimir ind. Skulle hun svinge træet imod hans ansigt, ville det varme træ brage imod siden af Vladimir's ansigt, og han ville blive nødsaget til at dreje hovedet en anelse til den side, med et brokkende hvæs. Hans øjnes fokus blev dog også lagt direkte tilbage imod hende, med et hidsigt udtryk. Efterfølgende på slaget, stod Vladimir et kort øjeblik og stirrede på Juliet, med et ansigt der spurgte, om ikke hun fortrød den gerning nu. Og endelig skød han en hånd ud imod bolt træet, forsøgte at gribe fat i det, og hive det ud af hendes hænder.

”Giv mig det!”

Sagde han hidsigt. Han stod så kort med træet, hvis han fik fat i det, og kastede det så fra dem. Træet ville flyve hen og ramme nogen andre fine ting, der også ville blive smadret. Havde Juliet ikke svunget imod ham, havde han stadigt gjort det samme, og trukket træet ud af hendes hænder.
Vladimir holdt så den ødelagte urne frem foran hende, med et vredt, spørgende ansigt.

”Dette! Er en forfalskning! En forfalskning af 'Urna Rot'! Vidste de det? Og hvis ja!! Den ægte vare.. Har de nogen sinde set nogen af disse, hm?”

Hun havde aldrig været den type der lod sig kue af mænd. Store eller små, muskuløse eller senede som et udsultet fuglekreatur. Tvært imod havde hun haft mangfoldige bekendtskaber der ikke gjorde andet end at finde asociale bomber af idioti og dominans, fordi de blev tiltrukket som fluer til honning af deres sprudlende fysik og derved såkaldte mandighed. Disse overpumpede torskehjerner med et gigantisk alfahan symptom, som følge af deres fatale men langvarie sygdom: et alt for stort ego! Stupide piger med lavt selvværd og utallige mentale mangler søgte dem som besat, og Juliet kunne ikke lyve, hun kunne godt se det attraktive i nogen af dem. Men så åbnede de typisk munden eller så på hende med det der grimme, selvoptagede, glimt i øjnende – og så var den betagelse forsvundet. Dyr! Seksuelt frustrerede dyr der burde nedlægges! Eller det var i hvert fald sådan hun var kommet til at tænke det seneste år eller tre.

Hun hævede sit boldtræ overhovedet ligesom vasen blev knust af den uforsigtige indbruds tyv og ganske rigtigt, ligesom indbrudsmanden forudså ville et boldtræ smække sig imod panden, næsen og mund med et heftigt og præcist slag der ville have været nok til at sende et menneske i gulvet, blødende og forhåbentligt en smule pivende. En mild straf for at have ødelagt hoveddøren og nu én af de kostbare relikvier! Gud ved hvor mange penge den måtte være værd? De ord der var blevet sagt på russisk blev opfanget men ikke genkendt og derfor tildelte Juliet det ikke mere betydning. Hun trak battet til sig i en hurtig refleks imens hun til sin overraskelse betragtede gerningsmanden stadig stående. De matte øjne blev spærret op i et moment af forvirring – det burde have slået ham ud? Men det lod ikke til at have megen effekt? Hvæset undrende hende dog, dets dyriske lyrik stemte ikke overens med noget hun ville forvente af et menneske. Men da fik hun indbrudstyvens ansigt at se og tav et gisp imens at hendes hænders greb om boldtræet strammede sig! Hvad i alverden var det for en modbydelig sygdom? Endnu en biokemisk blow-back af de mange stoffer der i omløb?! Hun havde godt hørt om krokodille-pillen. Dette afskyelige stof der skulle få huden til at rødne væk ligeså stille. Til og med øjnende syntes inficerede? Hun klemte øjnede sammen næsten vurderende, imens at det dræbende blik blev sendt hendes vej. Det løb hende dog ikke koldt ned af ryggen. Hun havde engang været udstationeret i Wales, hvor en lidt for glad Jack the Ripper fan havde forsøgt at gøre kunsten efter, ikke med hende dog – hun stod her jo stadig – men under dokumentationen af ligets funden og den trivielle undersøgelse af ligets tilstand på gerningsstedet, havde hun set ham da de havde trukket ham op af kælderen. Mordere, psykotiske vrag, menneskeligt affald: hun havde for længst haft sine nervøse og paranoide rookie år, men nu… man bliver vel bare ikke skræmt på samme vis mere når man nu befinder sig i folks værste mareridt konstant. Da han rakte ud efter bolttræet handlede hun hurtigt, uden at lytte til hans kommando: hun trådte et skridt til siden og hamrede så målrettet battet imod hans hage – dette var et sving trukket fra gulvet af og burde svare til en rimelig solid knock-out. Nyttede det heller ikke ville spørgsmålet om vasens afkomst, få hende til at løfte et uinteresseret øjnebryn, men det fik hendes opmærksomhed uanset hvad. Hun trådte nogle skridt tilbage med et vagtsomt blik på sit mål, imens at hun forsøgte at huske noget brugbart med hensyn til krokodille-stoffet.
Hun stod som et uldent får med det lysehår over sin eneskulder, ikke særlig afskrækkende i sig selv, men i hendes øjne var der en klarhed, ingen frygt eller angst, kun et roligt og kontrolleret sind, med et mål: at få ham ud af vagten!

,, Hvad det er du har ødelagt det kommer ikke mig ved, det er ikke min butik! Men hvad det her er, er privat ejendom og jeg foreslår du skynder dig fra den så hurtigt som muligt, inden politiet ankommer!”, truede hun fattet.