La mort va me sauver...

Endnu en søvnløs nat. Amber vidste at hun burde ligge i sin seng, men den sidste uge havde hun ikke fået meget søvn, mindre end hun plejede, hvilket var helt igennem latterligt. Men hun kunne ikke sove, det varsom om at jo mere hun gerne ville sove jo mindre kunne hun. Hun ville bare gerne væk fra alle hendes tanker, men selv hvis hun endeligt faldt i søvn var det ofte mareridt der kom til hende og spekulation på om hun nu havde truffet de rigtige valg, hun vidste godt at hun var håbløs og lige nu var hun også fortabt og fattig.

Hun sad op af væggen inde i en lille gyde med sine knæer trukket op til sit ansigt. Hun havde siddet sådan det sidste lange stykke tid, ude af stand til at bevæge sig, at bare bekymringer. Det var som om det lammede hende. Hun kendte ingen i byen - og dog var det en løgn, hun kendte 5 mennesker, engang kendte hun 5 mennesker. Men hun ønskede ikke at se nogle af dem igen, heller ikke selvom de alle havde været sød imod hende, så minderne de gav med sig, var ikke noget hun ønskede at genopleve.

Hun sukkede stille og kiggede hen imod udgangen af gyden på de mange mennesker der gik forbi, mange havde travlt og skyndte sig, det var som om at hele verden havde travlt, og at hun selv var stødt på en stopklods. Hun havde små hvide sko på, et par stramme jeans og en sort top, intet til at dække hendes arme, heller ikke selvom det ikke var særligt varmt, men hun frøs ikke, det var som om at bekymringer og ord i hendes hoved slog alt andet ihjel. Alle følelser, alt udefra - alt.

Langsomt gi han hed ad gaden, uanfægtet af de blikke som fulgte ham, nogen var beundring andre var frygt og til sidst var der dem der så på ham med had og ikke ønskede sig andet end at han døde på den mest grufulde måde overhoved mulig. Andres blikke og tanker havde aldrig rigtigt fyldt noget i Alexanders verden, han var kort sagt bedøvende ligeglad med hvad andre mente om ham, der var kun én person i denne verden som han søgte hengivenhed fra, og han skulle mene at det efterhånden var lykkedes at få det til at ske, dog med mere vold og magt end han havde håbet det var nødvendigt.
han sukkede dybt og trak en pakke cigaretter op fra den sorte frakke, de var lige så ubrugelige som luften omkring ham, men gamle vaner var svære at give slip på, selv efter man var blevet en af nattens børn. Vinden fangede den åbne frakke og blæste den bagud, mens han pustede tung grå røg ud mellem læberne, under den sorte frakke havde han en trøje med Ravenwood-logoet, hans bukser var i hvid militærsstil og et par nypudsede soldaterstøvler sad på hans fødder. De syregrønne øjne spejdede frem i mørket, lugte og lyde var meget mere fremtrædende for ham end det var for mennesker, det var måske også derfor han fornemmede noget fra en gyde han gik forbi, han tænkte kort og stoppede op før han gik tilbage.

Synet af kvinden der sad for sig selv i den mørke gyde fik ham til at smile grumt, det var også ved at være på tide at få stille nattens tørst. Roligt gik han frem mod hende og satte sig på hug mens han kiggede interesseret på hende, i et forsøg på at fange hendes blik, hvis hun kiggede tilbage ville hun se de syregrønne øjne der havde samme form som en kats, han vidste han var skræmmende og det var som oftest også det bedste, men ligenu ville han lege lidt med sin mad inden han kastede sig over hende og gjorde en ende på menneskets afskyelige liv.
Han fjumrede lidt med sin frakke og fandt pakken med cigaretter frem og rakte den mod hende uden at sige noget, han bevægede bare hoved som om han var et dyr der undersøgt noget interessant.

Amber kunne mærke hvordan hendes hjerte næsten sprang et slag over da hun hørte skridt der gik hen i mod hende. Hun var ikke særlig tryg ved dette område og hun var slet ikke særligt tryg ved fremmede mennesker for tiden, ihvertfald ikke når det var nogle hun ikke mødte i supermarkedet eller et andet behageligt sted. Hun vidste ikke engang hvorfor - eller hvordan hun var landet hvor hun var, hun kendte ikke byen særligt godt og farede hurtigt vild, når hun gik rundt i sine egne tanker om natten vadede hun ofte bare uden at vide hvor hun var på vej hen, blot for at få tankerne lidt væk og for at prøve at gå sig selv i søvn...

Amber holdte et øjeblik sine øjne lukkede som et lille barn er håbede at lyden af skridt ville forsvinde og det hele bar var inde i hendes hoved, men da lyden stoppede fornemmede hun en aura foran sig, som var der nogle nær hende og hun åbnede ganske langsomt sine øjne, hun spærrede øjnene op af skræk da hun så en yderst skræmmende sidde foran hende og hun rykkede en smule tættere på væggen bag hende imens hun endte blot havde et stift blik på ham. Skulle hun forsøge at løbe? Skulle hun bare lukke øjnene eller skulle hun blive siddende og stirre på ham med de øjne der nu engang var placeret i hovedet på hende.

Hun rystede på hovedet med små hurtige bevægelser da han tilbød hende i cigeret og overvejede et øjeblik om han mon ikke kunne tale, man vidste aldrig med de væsner denne by besad: "Please, lad være med at gøre mig noget" fik hun fremstammet imens hun lukkede øjnene og kneb dem let sammen som forventede hun at han ville slå ud efter hende eller noget i den stil.