Vie la Mort og venskaber.

Det sker ofte når jeg sidder for mig selv i min stue i stilheden, at jeg kommer til at tænke over små ting; glade ting såvel som triste. Og idag kom jeg til at tænke på de venskaber jeg har fået over Vie la Mort. Nogle hænger ved og er blevet til en vital del af min hverdag og mit liv, andre er forblevet et varmt bekendtskab. Det er sjovt at tænke på at jeg faktisk kunne have forbi passeret det hele med et enkelt ord: nemlig, "nej". Invitation til Vie la Mort hang fra første dagen i skepsis, jeg var ikke sikker på at jeg ville kunne passe ind med min skrivestil og mine fortæller-ønsker, men jeg blev hurtigt modbevist. Det har åbnet op for en helt ny virkelighed, og uden den ville jeg sikkert stadig være dybt deprimeret.

Der er mange der vil afskrive rollespil som en usund virkelighedsflugt. Det ville være forkert at modsige det, det ville være forkert at benægte at det ikke netop er lige præcis er en virkelighedsflugt! Men at det er usundt kan debatteres: alle mennesker har brug for en virkeligheds flugt engang imellem, og vi finder det forskellige steder. Man kan læse bøger, se en film, spille et spil, lytte til musik - alt dette kan kategoriseres som en virkelighedsflugt, da vi ikke forholder os til virkeligheden men til fiktion. Vi lever os med andre ord ind i en anden virkelighed. Rollespil er dog nok den mest kreative måde at få et pusterum fra virkeligheden, efter min mening. Her skaber du ikke bare scenen, du fortæller også historien og former rolle-personer. Du komponere et helt univers ud fra intet andet end fantasi! Og hvad der er smukt ved forum tekst-rollespil er at det ligesom med Live rollespil, giver dig rig mulighed for at møde andre mennesker. Noget som så mange andre tilflugtssteder ikke gør. Man laver en historie sammen! Ikke alene, men ved hjælp af de strenge der former sig når to mennesker lader deres idéer flyde sammen til en brilliant og episk fortælling. Vores karakterer danner forhold til hinanden og vi danner forhold til hinanden. Vi begynder at turde åbne os op overfor et andet menneske - tekstbaseret eller ej - vi udtrykker os som kunstnere i vores karakterer og genopliver følelser af sorg, vrede, kærlighed, mod, håb, ect. og rent underbevist udtrykker vi os selv - og bearbejder måske også en gemt følelse på samme tid.

Og så langsomt... ganske stille uden den mindste grund til hast, begynder man at finde mennesket bag skærmen. Man kommer måske endda til at holde af personen. Man udveksler chat-beskeder uden relation til rollespillet, og pludselig befinder man sig i en telefon samtale med en ligesindet. Man mødes måske. Knytter sig mere og mere til en person(er) der før bare var et svar i et emne. En person man aldrig ville have kendt havde man ikke fundet Vie la Mort, eller et andet tekst rollespil. Havde man ikke haft brug for det pusterum og taget sig tiden til at skabe et fiktivt billede for at kunne udtrykke sig, helt som man selv ønskede. Og uden forklaring!

Det der startede som et stykke tekst, blev startskuddet til en udvikling af jeg'et:
Dem der før var ensomme har fundet fællesskab og venskab. Dem der havde brug for at blive hørt, har fundet nogen der vil lytte. Dem der havde brug for at føle de høre til og er accepteret, har fundet personer der gør lige præcis det. Og Dem der gerne vil vide de er gode nok og holdt af, har fundet det.

Kom ikke og sig at rollespil er usundt! Kom ikke og sig at det er asocialt og ødelæggende! Det er den flugtvej som kræver at man tør vise sig for andre i sidste ende. Til dem der ikke finder det uhyre let at valse op til vildt fremmede og sige: 'Go'dav doh!' - men gerne vil ses alligevel. Der er mange måder et menneske kan bygges op på, og rollespil er en kreativ og ganske glimrende måde at gøre det på. Og en måde at få venskaber og selvtillid på.

Jeg er GLAD for det jeg har fået af at være en del af Vie la Morts sociale-netværk. Jeg har ikke altid været sød ved mine medspillere - men jeg har lært noget hen af vejen. Og var det ikke for Vie la Mort, var det ikke for Ma'lakel, for alle de venskaber og bekendtskaber jeg har fået herinde, ville jeg stadig være en stille mus der ikke turde tale i store forsamlinger, og helst ville være fri for rampelyset. I dag føler jeg mig stærk og næsten uovervindelig. Jeg har lært at acceptere mig selv, og jeg hader at blive ignoreret. Jeg taler i store forsamlinger og tager tit lederskabet. Og det har jeg tildels rollespil at takke for. Det byggede mig op og lod mig komme ud med alt den vrede jeg har haft følt, alt det skyld jeg har villet smide i face på folk omkring mig, som jeg syntes behandlede mig uretfærdigt. Nu tør jeg godt sige fra og give min mening.

Jeg håber der er andre der har fundet stærke venskaber som jeg selv har, eller opnået det samme, eller begge dele!!

Så tak til Vie la Mort for dets eksistens, for at være der for alle unge og for at være det tilflugtssted vi sommetider har brug for, og den hobby vi alle elsker! :3