They don't care about us

Sted: I en af de mere lurvede dele af Terre.
Tid: Det er sen aften, klokken er cirka kvart i elleve.
Omgivelser: Der står nogle få skummeltudseende typer og hænger i krogene.
Vejr: Det er vindstille, men temperaturen er under frysepunktet.

Vinteren var på vej. Det kunne både ses og mærkes overalt i byen. Det tynde, hvide lag frost lå henover bygningernes tage, gaderne og låget på dén container som var blevet lukket op af den gennemsnitshøje, magre skikkelse der stod bøjet indover den med hele overkroppen nede i den sorte sæk fyldt med skrald. Der blev skramlet med både tomme dåser, knuste flasker, knitrende plastikposer og sammenkrøllet sølvpapir. Var der virkelig ikke noget som helst spiseligt her? Jack, som den spinkle fyr hed, rettede sig op med et opgivende støn og børstede det værste snask væk fra sine arme, inden han rullede ærmerne på den sorte striktrøje ned. Den var efterhånden temmelig slidt, og der var kommet en masse huller i den, efter at han havde haft den på i snart over en uge i træk; men han havde ikke andet varmt tøj og det blev jo ikke varmere med tiden. Eller jo, men der var lææænge til endnu, og han ville helst undgå at fryse ihjel, før det blev forår. Han snøftede for at forhindre næsen i at løbe, hvorpå han smækkede den grønne containers låg i og luntede hen imod en ny en, hvor der stod en skudtrygget mand med hår stående ud til alle sider, som fik ham til at se rimelig skør ud. Netop som Jack skulle til at tage fat i den store skraldespands låg for at åbne den, greb den fremmede særling ud efter hans hånd og tvang den væk derfra. "Find din egen cointaner!" fik han smidt i hovedet med et utilfredst grynt, og han tøvede ikke med at trække sig tilbage for dernæst at trave hen mod en lille, bulet metalskraldespand som var placeret i 'åbningen' af den gyde, han befandt sig i. Der var mange regler, man skulle overholde i det her miljø, og gudske lov for hans velbefindende var han bekendt med dem alle, for hvis man ikke respekterede dem, så var det ude med en. Der var også steder, som han helt undgik at gå hen, udelukkende fordi han frygtede at støde ind i en af de personer som lå øverst på rangeringslisten i dette lavtstående, primitive samfund. Bare man sagde eller gjorde den mindste ting forkert, kunne man lige så godt vinke farvel til verdenen. Ja, det var et hårdt miljø, men man vænnede sig hurtigt til det og lærte at overleve under selv de værste omstændigheder. Såsom nu hvor årstiden så småt var ved at skifte til vintertid. Det var ikke altid nemt. Man frøs konstant og kunne derfor ikke sove ordentligt, ens immunforsvar blev endnu mere medtageligt end det i forvejen var, og man blev nødt til at købe større og større dosiser for at kunne få en pause fra den grumme virkelighed bare engang imellem, hvilket kostede krævede flere og flere penge og... Han blev helt ør i hovedet af alle de tanker, der fes rundt i skallen på ham, så han prøvede så godt han nu kunne at lukke dem ude og fokusere på noget andet i stedet for. Som at finde et sted, han kunne sove i nat; skønt han tvivlede på at han ville få særlig meget søvn. Det var vel lidt ligemeget, hvor han slog sig ned. Han kunne lige så godt gøre det her, så han slap for at skulle slås med nogen af de andre igen. Et lettere opgivende suk lød fra ham og fik hele hans brystparti til at hæve sig markant, idet han rakte ud efter en papkasse, der stod ved siden af den blanke skraldespand, som han stillede foran sig på jorden og begyndte at trampe løs på den, indtil den var mast helt flad. Det flade pap blev anbragt på den ru asfalt på dén side af skraldespanden, der vendte ud mod fortovet udenfor gyden, så han kunne sidde og betragte de få folk der kom gående forbi og et par fugle, der hoppede rundt og ledte efter brødkrummer. Jack smilede svagt ved synet af de to duer, der var kommet op at toppes over en stump vaffel, hvornæst han satte sig ned på den ødelagte papkasse og trak som det første knæene op under hagen. Hans hænder blev løftet op til munden og formede en slags skål, som han pustede ind for at få bare lidt varme, eftersom hans fingre var begyndt at blive følelsesløse. Brrrrr...

Det havde været så hyggeligt henne hos Vincent. Og inden hun rent faktisk havde nået selv at opdage det var klokken blevet mange. Hun skammede siglidt over den måde hun bare var smuttet ud af døren uden at sige ordentligt farvel. Hun ønskede vel bare at komme hjem i god tid. Hun brød sig virkelig ikke om at gå grund efter mørket havde lagt så. Men det trak hendes ikke væk fra den måde hun elskede julen højt. Trods de kolde vinter nætter. Hun løb stille og roligt gennem de små gyder der befandt sig inde i Terre. Hun havde taget dem før og hun vidste hvornår hun skulle dreje. Hun havde aldrig rigtigt oplevet noget ubehageligt lige i dette område så hun følte sig altid tryg nok til at tage denne genvej. Hun kunne svagt fornemme hvordan kulden prikkede i hendes fine små hænder, der havde et godt greb omkring de ene strop af hendes noget slidte skoletaske. Det ville nu være godt at komme hjem i varmen. Også selvom at hun ikke ligefrem frøs som andre mennesker. Der var nok eller ikke så svært at se, via den påklædning hun havde iført sig i. Som sædvanlig var den let og behageligt. Den lille røde nederdel havde en fin længde som lige dækkede det som der skulle dækkes, også selvom en vind ville gå fat i den. Skjorten var som altid en smule for stor til hende men dejlig tyk så de kraftige briser ikke ville nå igennem. Men i modsætning til hvad hun normalt havde på var hendes ben, fra fødderne og op til midten af lårene, dækket i et par sorte sokker og over sig havde hun en mørk frakke, som hun meget muligt ikke havde gidet knappe i sin hast. Skoene var som de plejede. Enkle og flade. Hun lignede mest af alt bare den typiske skoletøs. Og højden på hende hjalp hende ikke lige med at få et mere voksent udseende. Men der var nu få trak i hendes ansigt der gjorde hende mere moden at se på.
Amelia havde ikke problemet med at holde balancen i sit løb. Og hun syntes ikke engang at være ved at glide på den glatte asfalt. Hun var næsten sikker på at der snart ville falde en masse små. Åh, hvor håbede hun. At der kom sne, altså. Sne var så smukt og det bragte altid minder med sig. Et lille smil formede sig i smug på hendes læber. Hun nød at se den lette tågede dis hver gang hun pustede den varme luft ud gennem munden. Det havde egentlig været en meget god dag. Intet drama og ingen forhindringer. Bare som den skulle være. Stille og roligt stoppede hun dog op efter at have løbet forbi en skikkelse der tilsyneladende sad op ad muren. Uden at hun tøvede specielt meget endte hun bare med at tage et par skridt bagud til hun landede foran denne person. En ung mand. Han så rimelig smadret ud af hvad hun nu en gang kunne se i mørket. ”Hey?” I en elegant bevægelse kom den lille aspara ned og sidde på hug lige foran hybriden. Hun rettede med det samme sine dybe brune øjne mod ham og så en smule spørgende med et hint af en bekymret minde. ”Er du okay?” Hendes hoved blev lagt let på skrå så nogle af de lange hasselnøddebrune totter faldt ned over hendes ene skulder. Hun sad lidt i noget tid og så egentlig bare på ham med de store dådyr øjne og hænderne hvilende mod hendes lår. ”Åh…” lød det kort fra hende inden hun endelig tog blikket fra ham og fik forsigtigt trukket sin taske frem så den stod foran hende. Hun lynede med det samme den op og rodede et kort øjeblik inden hun igen trak sin hånd op. En form for papirspose kom til syne og inden længe havde hun også fået stukket sin hånd ned i den og trak en uberørt hvedebolle frem. ”Her.” lød det muntert fra hende og et smil havde brudt frem. Ikke bare et lille svagt et. Men et varmt og imødekommen. Det smil der virkelig kendetegnede Amelia.

Hvad? Jack så op fra sine hænder, netop som en skikkelse ud af det blå dukkede op foran ham og kort efter kom ned i samme øjenhøjde som ham selv. Hans skelende, heterokromi-ramte øjne blev med det samme rettet mod den fremmede piges, og i dét sekund han fik oprettet øjenkontakt faldt hans skæve underkæbe med et smæld ned til jorden, og fremhævede det svage underbid. Han havde mest af alt forventet, at det var en af de andre fra gyden som var kommet for at fortælle ham, at han altså ikke kunne sidde der fordi pladsen allerede var optaget, eller måske en politibetjent der var var på patrulje og sørgede for at gaderne var rene - hvilket ville sige, at sådan nogle som ham måtte finde et andet sted at være. Præcis hvorhen ordensmagten havde i tankerne at de skulle gå hen, vidste han ikke. Hvis han havde haft et hjem at sove i, havde han jo nok ikke siddet her. Men det var hverken det ene eller det andet, der mødte hans blik. Det var en brunhåret, brunøjet, smilende pige der ikke så ud til at være meget mere end seksten år gammel, hvis ikke yngre. Først sad han bare og stirrede måbende og åbenlyst på hende, som om han var frosset til is i samme øjeblik, som hun var kommet til syne, men efter et stykke tid kom ham omsider tilbage til den virkelige verden ved at ryste svagt på hovedet. Han havde helt overhørt det første, hun havde sagt, og det var kun med nødt og næppe at han fik fat i det sidste af hendes spørgsmål. "Jeg... jeg har det fint..." svarede han mumlende, stadigvæk med et rimelig forundret udtryk malet i det hærgede ansigt med den usunde, grålige kulør, der fik ham til at se ud som om han var dødeligt syg. Hans blik gled fra hende og ned på dén taske, hun stillede imellem dem, og som hun senere rodede rundt i, ledte tydeligvis efter ét eller andet, hvilket han fik bekræftet, da hun hev en pose op derfra. Nysgerrigt fulgte han enhver lille bevægelse hun udførte og glemte næsten helt at trække vejret. Hvad var det, hun lavede? Han spærrede kortvarigt øjnene op, idet hun trak en bolle op fra papirsposen og med et smil rakte den hen mod ham. Skulle hun ikke selv have den? Jack så tøvende fra bollen og op på hende og førte meget forsigtigt den ene hånd i retning af hendes, hvornæst han tog imod den. "Tak..." sagde han i et dæmpet toneleje og trak endelig på smilebåndet, så et lidt akavet men muntert smil trådte frem på hans læber. Det hørte godt nok til sjældenhederne. Der var ikke så mange venlige sjæle rundt omkring i byen, og det kom lige meget bag på ham hver gang. Smilet på hans læber spredte sig, alt imens han lod sine ben glide ned og krydse hinanden, så han kom til at sidde i skrædderstilling og lagde efterfølgende hvedebollen over i venstre hånd, for derpå atter at række den højre frem mod hende: "jeg hedder Jack!"

I hendes øjne så han ikke helt ud til at have det for godt. Men et sted ville hun ikke begynde og træde i det. Det eneste hun rigtig kunne gøre nu var at være beæret over at hun var i den situation hun nu var i og ikke behøvede at sidde her ude i kulden. Lige som ham og så mange andre. Det var synd for dem. Men det var stadig sjælendt at hun faktisk fik en trang til at bare stoppe op. Også selvom at hun mest af alt ville hjem. Eller det var før. Nu syntes hun pludselig det var ufattelig interessant at sidde og stirre på en komplet fremmed som meget muligt kunne have været farligt for hende. Hun vidste godt hun burde passe bedre på sig selvom, men små ting i livet fascinerede hende nu stadig. Idet han endelig fik taget bollen ud af hendes hånd var det som om hun blot lyste mere op og smilet der endnu befandt sig på hendes bløde læber voksede en del mere. ”Det er intet problem.” forklarede hun muntert. Det var tydeligt at, det at han havde taget imod hende lille gave, virkelig fik hendes humør længere op ad trappen til glad. Det var næsten lige som, havde hun havde siddet i flere timer på at han valgte at tage imod det. Hun havde været så bange for at blive afvist. Hun var jo ikke vant til at bare stoppe op. Og det kom vel ikke bag på nogen, den måde som den lille aspara igen lyste op. Her tøvede hun ikke med at få fjernet sin taske fra sine lår, og lagde den ved siden af sig, tæt på ad sine ben, for så bagefter at rakke sin egen lille fine hånd hen mod hans. Hun lukkede sine fingre let omkring hans hånd og klemte let som en gestus. ”Jeg hedder Amelia.” præsenterede hun sig stille og roligt. Hun var selv stolt af sit navn og det kunne man, hvis man hørte godt efter, nok også høre i hendes stemme. ”Hmm.. Jack.. Det er ikke et navn man hører specielt meget her omkring. Er du måske ikke oprindeligt fra Frankrig?? Eller jeg er helt på forkerte spor?” Hun tog igen sin hånd til sig og i en blid bevægelse fik hun sat røven mod den kolde jord. Dog havde hun endnu sine ben trukket op til sig. Hun så lidt ud som om spørgsmålet for hende havde været akavet og hun kløede sig samtidig let på sin ene kind med sin pegefinger. Men smilet var stadig plantet. Hun fik efterfølgende igen lagt sine arme omkring sine ben og så nu direkte mod Jack, overfor sig. Hun tog sig ikke så meget af øjenkontakten. Det var normalt for hende at se den anden i øjnene når hun snakkede med dem. Det var ren opdragelse fra hendes side. ”Hvordan kan det egentlig være at du sidder her ude??” Forsigtigt lagde hun sit hoved ganske lidt til den ene side, igen. Og blikket i hendes brune øjne var blevet mere undrende. Nysgerrigt.