Djævle og Engle (Privat: Angelika)

Sneen faldt som et tæppe der dækkede skoven, mange mennesker, så ud til at nyde dette natur fænomen, børnene kastede med snebolde efter hinanden, og familierne som var ude og gå tur lod blot til at de alle kunne lide denne årstid, dog så var det ikke ligesådan for Ramiel, manden gik i sin lange blå-hvide jakke, med den grønne foring, de brune læderhandsker, og de brune militær sko, selvom at jakken stod åben, så bar han ikke noget inden under, sneen lagde sig som små perler på den bare overkrop, hvilket ikke så ud til at irritere ej heller overhovedet at påvirke Ramiel, et selvtilfreds smil bredte sig på hans læber, da han løsnede en cigar fra sin jakke, der var nok omkring, syv eller otte stykker alle sammen spændt fast over hans venstre brystlomme, nogle drenge begyndte at lege lidt vildt omkring Ramiel, og en af dem stødte ind i ham, med et smil plantet på læberne, og en så ellers god dag, så skulle sådan noget ikke ødelægge hans humør, Ramiel tog ud nogle små skillinger og gav dem til drengen som var stødt ind i ham ”Sørg for det ikke sker igen” lød det fra Ramiel. Forældrene til børnene, kaldte dem hurtigt sammen, nogle ord undslap deres læber, dog så hørte Ramiel ikke dem alle, kun nogle få ord, fik han opfanget, ordet ’misfoster’ var det som nok gjorde ham mest, vred, dog, så satte det alligevel nogle spor i ham, dog så utydelige, at de ikke var til at spore, hvis man ikke kendte ham, hvilket at kun de færreste gjorde, da han havde en smule svært ved at skabe sig, disse såkaldte, venskaber, som alle gik og talte om, dog, så havde Ramiel da nogle bekendte, og nogle få venner hist og pist, men ellers ikke det store.
Ramiel, stoppede op og samlede en bunke sne op, sneen, var fin og hvis Ramiel havde rørt ved den med sine fingre, så havde han gættet på at den også var kold, sneen tog hurtigt form af en snebold, og for sjov, så kastede Ramiel den også, dog så var han i tvivl om der var nogle i den retning han havde kastet, men på trods af det, så smilte han hurtigt, og fik da også smilet til at blegne igen, hvorpå han begyndte at tage nogle yderligere skridt imod en sne klædt bænk.
Bænken var beklædt med fint sne, helt urørt, man kunne næsten se de små iskrystaller, som var dannet, samt at se tiden som var blevet brugt af modernatur, på at skabe sådanne, næsten små mirakler, dog så ville Ramiel aldrig nævne, ej heller blot udtale sådanne ord, på trods af at han havde været en djævel i hvad der kunne minde om, flere tusinde år, så havde han også engang været en engel, hvilket blot betød at nogle gange, så var han i et bedre es, end andre gange, hvilket at denne ene gang var.