Engle og Dæmoner //Dehvil - Privat//

S: Maison de fous
O: ikke nogen
V: regnen siler ned
D: irl
T: sen aften


Et tordenbrag slog hårdt imod Terre området da lynet opfarvede himlen i en elektrisk blållig farve. Alt imens regnen silede ned og rengjorde alt hvad der var omkring den gamle galeanstalt. Oppe på taget sad en skikkelse. Høj. Mørk men også ufattelig tiltalende allerede af selve silhuetten. Marmorhvid hud oplyste roligt den mørke skikkelse og om det lyde ansigt hang langt ravnssort bølgende hår, som klistrede sig til ansigtet og den lange gotiske jakke som han bar. Det var dog ikke hvad der var mest merkant ved denne person. Det var nærmere de røde øjne som stirrede ud igennem den regnfyldte nat imens regnen slog imod hans ansigt. Røde øjne. Røde som blod på hvid sne eller som satanisk imod helligt. Sugende.. dragende.. hypnotiske øjne der kunne få den mest barkse person til at ligge sig grædende på knæene.
Personens lange hvide hænder hvilede sig på de opslående knæer og foldede roligt fingrene sammen i hinanden.
Endnu et lyn slog imod himlen.
Derefter tordenskraldet. Uvejret var lige over ham.

Dehvil kom gående i det mørke aften. Hans kappe af en art sled den våde jord. Hans øjne stirrede tomt for sig. Anden dag han var her. Ikke rigtig meget at lave, efter hans mennig. Men hvem vil lige høre hans menning? Men han var jo ikke kommet her for at 'lege'. Dehvil lag mærke til noget, men troede dog bare at hans øjne bedrog ham. Tordenvejr. Det perfekte tegn på at han mødte nogen.

Grus der sled fra en kappe imod asfalten ramte Ahngels fintfølende hørelse. Han vendte kort blikket ned imod den tomme gade og fik øje på personen. Han smilte makabert for sig selv, dog med en lukket hemmelighedsfuld måne. *Jamen jamen.. hvad har vi her..?* han tog en dyb indånding med et tænkende udtryk. Vampyr.. 10 grader celcius... Rhesus.. Hm.. en skam. Han var ikke særlig stor tilhænger af blod fra sin egen art, men måske kunne det blive interessant?

Dehvil blev med et irriteret. Underligt nok. Han så op selvom det var sværet for ham. Nå, hans øjne bedrog han alligevel ikke. Dehvil betragtede personen. Kendte ham naturligvis ikke. Men alligevel. Personen som sad der og sikker også betragtede ham...ja bare underligt.
Dehvil's pegefinger fløj op til munden. Han bed den ikke, men den sad bare der i den underlige stilling.
"Jamen være hilset deroppe" sagde Dehvil, med en høj klang i sin stemme.

Ahngel smilte kort og makabert for sig selv. Jamen.. en vampyr der ikke var helt uden evner. Det var da altid noget. Han betragtede ham lidt. En nytilkommer huh? Spændende. "Bonnesoir, monsieur vampiré." sagde han med en lettere hvislende stemme i det korrekte fransk.
"Ude at spadsere?" sagde han derefter til ham med et kort skummelt smilende udtryk. Hans stemme lød mere normal når han ikke talte ved sit modersmål.

Dehvil smilte skævt. Hmm...fransk? Fedt nok. Dehvil bukkede.
"Ja sir, min første dag" sagde Dehvil og rettede sig op. Han fjernede fingeren som stadig lå tæt ved læben.
Han kunne ikke lade være med at kigge op igen. Mystisk fyr. Men det var da normalt et godt tegn?

Ahngel kiggede skruppeløst tilbage på den fremmede vampyr med det samme rolige, dog skumle smil som bare pokker. Ikke uvenligt stemt, men virkelig heller ikke i et sukkersødt lune. Hans rolige sugende røde øjne lå stille på vampyren idet han lagde hovedet lidt på skrå. En præsentation ville vel ikke være helt forkert?
"Je m'apelle Ahngel Mort De Sang.." sagde han præsenterende.
"...den trettende.." fortsatte han derefter på normalsprog igen.
"Et toi?"

"Dehvil. Dehvil Den Grumme sir" svarede Dehvil stille og lag sit hoved på skrå. Morte? Kunne man nu også hedde det? Dehvil kunne se, at der var meget han ikke vidste. Men mon dog. Han var trods alt ikke et barn.

"Den grumme huh?" sagde han tænkende og kiggede på vampyren inden han satte af fra taget og syntes derefter at forsvinde i den blå luft. Han stod nu kun få meter fra Dehvil med et undersøgende blik, som om han aldrig havde været på taget. Han var høj. Ret høj og tynd som bare pokker, men stadig med en merkant maskulinitet over sig til trods for det lange sorte hår og de lettere feminime træk i ansigtet og på hans hænder. "Mig en ære."

"I ligemåde" kom det fra Dehvil og bukkede endnu engang"dit navn sir"brgyndte Dehvil. Men kunne ikke fortsætte sin tale. Han var ikke bange. Men han var ike typen der talte. I været fald ikke med en han lige havde mødt. Han lod altid personen starte emnet og slutte det. Sådan var han skabt til. Sådan havde 'hun' da altid sagt. Men uanset hvad, var Dehvil dårlig til sådan noget. Nogen gange skulle man ikke tro at han var en vampy.

//Skal logge. Vi ses nok//

Ahngel smilte bredt og en smule dystert. "Mit navn er Lucifer Mort De sang Den trettende.." sagde han og nikkede formelt til Dehvil.
"Men.. det navn bruges ikke om min private person." sagde han og rettede sig op. "Normalt kaldes jeg bare for.. Ahngel." sagde han så og smilede endnu engang bredt, så hans sylespidse tænder let stødte imod hans marmorhvide undermund.

Dehvil nikkede.
"Stor ære, stor ære" sagde han, og bukkede endnu engang. Da han kom op igen, løftede han pegefingeren op til munden. Han betragtede længe, denne så kaldte 'Ahngel'.
"Hvad laver De her så sent på aften hr. Ahngel?" spurgte Dehvil med sin ellers så lysende stemme. Ahngel, Lucifer? Det navn, det havde et underligt klang i hans øre. Også var der, Morte. Morte De sang. Dehvil fasinerede Ahngel. Der var noget dyster i Ahngel's ord. Noget ikke så rart, altså få en anden person. Dehvil's læber ,var bare tilføjet i et tynd streg. Som om, han anstengede sig for ik' at grine.

Ahngel lagde hovedet lidt på siden så det lange sorte hår slog et slag i vinden.
"Ah. Jeg forsørger såmen bare mig selv.. indtil nu ihvertfald." sagde han og lod kort sin ringefinger stryge over sin marmorhvide mundvige og fjerne en anelse der var om en stribe blod fra et tidligere bytte. Hun smilte djævelskt.
Han betragtede Dehvil i en tid.. mærkede undringen bevæge sig om ham som en velduftende sky af følelse.. "Noget der plager Dem, monsieur Dehvil?" spurgte han så og lod sit smil udtones en lille smule.

"Nej hr. Ahngel" sagde han og smilte nu. Han så lidt på Ahngel og derefter på himmlen.
"Du fangede mig bare i et øjeblik" sagde han roligt, uden at se på ham. Hans smil var forvundet ligeså hurtig som den var kommet. Han kappe gav en lille lød fra sig, men Dehvil tog ikke notes af den.

Ahngel nikkede kort og betragtede Dehvil med omhug.
"Det sker en gang i mellem." sagde han så med et lille senistert smil, som tillod hans sylespidse hjørnetænder støde let imod hans tynde hvide læber. Han strøg stille tommelfingeren imod ringefingeren for at få blodets farve opløst fra de lyse bekloede fingerspidser. Måske var blod noget af det smukkeste han kendte til, men han var helst fri for at have det siddende på sig i længere tid.

Dehvil så på Ahngel igen. Nikkede og så mod blodet.
"Hvad laver du så sent på aften hr. Ahngel?" spurgte han og bøjede sig ned. Dehvil var altid nødt til at bøje sig. Altså det galdt selvfølgelig ikke når han sad.
Oh nu da han tænkte over. Så havde han ikke spist i flere dage. Men han vil slet ikke spise. Sådan var han.

"Lige nu.. der nyder jeg såmen bare udsigten over byen." sagde han og kiggede op på taget hvor han før havde siddet og kigget imod Terre området.
"Hvad med Dem? Har De et specielt formål ved at være herude hvor kragerne vender, Monsieur?" sagde han med endnu et fattet, dog ekstremt skummelt smil.
"Ude at gøre noget specielt?"

"Uden at gøre noget specielt?" gentog Dehvil.
"Altså jeg prøver bare at finde den indre stemme i mig selv" sagde han og lo hånt. En pluselig raseri væltede over Dehvil. Men han tog det i sig. Lige om lidt forsvandt hans høflighed, og den sande jeg vil sikkert komme. Dehvil sukkede bare træt.

"Indre stemme huh?" sagde Ahngel med et lille smil. Alt for længe havde han selv kæmpet med de forbastrede stemmer, men nu meldte de så sjældent sit besøg hos ham. Måske en smule ensomt i længden? Nej.
Han betragtede undrende Dehvil og lagde hovedet lidt på skrå. Hvad mon der var for hans pludselige skiften af attitude? Ahngel smilede skummelt og afventende.

"Eller retter sagt løber væk fra den. Men ja en indre stemme" Dehvil smilte ondt til sig selv. Hans blik fasthold Ahngel, uden så meget som en tøven.
"Damn jeg er sulten" sagde han og lød anderleds. Kappen beværgede sig underligt. Der var engtlig ikke nogen brise.

Ahngel smilede makabert derefter. Aha.. Spændende.
"Jamen.. så lad os da jage sammen?" sagde han med et koldt smil og betragtede Dehvil i en tid. Han havde heller ikke fået nok for sit eget behov, for at være ærlig. Man kunne aldrig drikke for meget, men selvfølgelig.. så havde det da visse effekter på ham, når det endelig kom til sit fulde udtryk.

"Kender du nogle gode steder?" spurgte Dehvil og kappen begyndte at blaffre meget. Han bøjede sig ned så han lå på alle fire. Som en ulv der skulle gå til andgreb. Det underlige var at Dehvil skiftede så hurtigt. Stemningen, stemmen.

Ahngel hævede et øjenbryn over Dehvils lettere pludselige dyriske optræden. Tilbage til sine rødder huh? Ahngel smilede kort og nikkede, hvorefter han drejede elegant om på hælen og begyndte at gå imod byen. "Det kommer an på hvilke typer der ligger i din smag, min ven." sagde han roligt og tænkte sig om.

Smag? Dehvil så på Ahngel. Han vidste naturligvis hvad han mente men. Smag?
"Alt" svarede han hurtigt. Dehvil havde ikke engang tænkt sig om. Også svarede stemmen bare? Typisk. Ahngel vil fortryde at han mødte Dehvil...bare vent og se.