Rescue me..

Rescue me

Fejekosten gled frem og tilbage, på den kolde jord. Blade, småsten og andre natursager blev fejret bort. Grønne øjne fulgte bevægelserne og et lille smil kom frem på de røde læber, efterfulgt af nogle lyse tænder. Ruby lage fejekosten fra sig og stillede den i et hjørne nær en meget udsmykket lygtepæl, som var skåret midt over. Resten af hytten så ligeledes ud. En sofa var placeret i midten, sofaens farve var rød med mørke pletter. Foran sofaen stod et ildsted, som omhyggeligt havde brugt tid på, og efter hendes mening, så var det virkelig godt klaret. Under sofaen og bordet, som stod imellem sofaen og ildstedet, var et gulvtæppe formet som en dråbe. Dog var farven på tæppet rødt. Over ildstedet stod et billede sømmet godt fast. På billedet var der to væsner med gifte grønne øjne, som kiggede direkte på kameraets linse. De begge havde det samme udtryk i ansigtet og de vil se direkte på en, hvis man trådte ind. Under billedet stod der med skråskrift: Sabrina og Jason Miller.

Det underlige smil som havde overtaget hendes læber stoppede brat op. Hun hørte sin dør knirke og potteplanterne, som stod udenfor vælte. Hendes hjerte raslede i hendes bryst, da hun vendte sig om og åbnede døren. Hun var positiv sikker på, at her ingen var udover hende. – Og ret fik hun. Da hun åbnede hyttens dør, fløj der alverdens sne i hovedet på hende. Hendes øjne kunne ikke holde det ud, men hun gik alligevel ud for at rette på planterne og de andre sager, som var væltet. Hun lag mærke til, at skiltet med kashmir var væltet og hun samlede det op og kastede det ind. ”Jeg skal have noget mad i dag. Jeg kan ikke afskyde det!” snerrede hun af sig selv. Hun kastede et blik ud og kunne ikke se en hånd for sig. Hun trak på skuldrene og snuppede sin jakke og låste døren efter sig. – Inden hun satte af sted lukkede hun øjnene og trak vejret dybt ind til lungerne. ”Argh man!” sagde hun samtidig med, at hun åbnede de grønne øjne. Også var det bare om at kæmpe sig af sted.

Hun valgte at tage ud af hotellet for i aften. Det havde egentlig bare generelt været et galeanstalt siden ferien, derfor havde hun ikke rigtig glæden i at være der. Enten så fik folk besøg eller så kom de og boede der ferien igennem. Og hun var da klar over at julen betød noget for folk, men der var ligesom grænser i denne her verden. Og det værste var, at hun virkede som den eneste der kunne se det. Bevares.
Aino, halv elveren, fandt sine bilnøgler frem og trak sit læder jakker over hendes nøgne arme. Hun tog en elastik i det vildfarende hår og smækkede døren efter sig. Hun hoppede ned af de sidste trappetrin og smilede irriteret for sig selv, da hun så hvordan menneskerne og de få væsner var ved at forlade hotellet. ”Tak for det” mumlede hun og maste sig forbi. Hun rendte over til sin røde bil, som efterhånden ejede mange ridser. Hun hoppede ned og startede bilen. Den lød da som den skulle, og kørte tværtimod godt. Da hun var halvvejs ud af byen, begyndte det stille at dale ned med sne. Hun havde tændt radioen for at få lidt musik til ørerne, men i stedet kom en dyb stemme og nærmest skreg ind i mikrofonen. Hun skulle til at skifte, da han sagde at der var en snestorm på vej og folk skulle være inde. ”Tsk. En snestorm skal ikke kunne standse mig” sagde hun hurtigt og slukkede radioen. Hun begyndte at råbe højt med ved at verdenen ikke var så spændende og alt var så røvkedeligt. Og ja.. at hun ikke gav et fuck.

Men Aino snakkede altid for hurtigt. Hun var noget til Di Morgas udkant over ved skoven, da hendes bil med et skred. Hun kunne ikke se en hånd for sig. Lige pludselig kom hun til at dreje ind til skoven og hun havde ikke længere styr over bilen. ”Man!” råbte hun og slog på instrumentbrættet, som om det skulle hjælpe. Og mere fik hun ikke gjort, da bilen stødte ind i en af de mange træer. Hun slog hovedet imod rettet og besvimede lige på stedet. Blodet, en bule som hun havde slået hul i, flød ned ad rettet og ned på hendes mørke bukser. Hendes blå øjne var lukket og hendes mund ligeleds. Hun trak dog stadigvæk vejret, men det var uregelmæssigt.

Pedantisk løb hun igennem skoven. Faldt hist og pist og det så ikke ud til, at stormen lettede af, som hun havde troet. Sikke noget underligt noget. At stormen bare kom sådan? Men sådan fungerede det vel. Alting kom som en overraskelse. Men måske var dette her nævnt i nyhederne? Det eneste tidspunkt hun kunne socialisere sig var når hun skulle ud at handle. Men det var skam ikke altid, at det fangede hendes opmærksomhed.
Ruby væltede ned og fik et sår på hendes hånd flade. Små sten blev fyldt ind i såret og hun væmmes allerede af det. Sår var en af de ting hun virkelig ikke kunne holde ud. Det var ikke fordi det gjord ondt, men den måde det hele så ud på. Det kunne hun ærligt ikke tage.
Med et følte Ruby et rus i sin krop. Det var ikke på grund af stormen, men hun kunne mærke, at en eller andet havde kørt ind i skoven. Og rigtig nok, så hun en bil, som kørte ud af kurs og ind i et træ. Lygterne blændede hende halvt og hun stod som lammet. Hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle gøre, da dette her ikke var sket for hende før. Hun havde aldrig rigtig hjulpet nogen eller snakket med dem. Hun slugte sit spyt og begyndte at løbe imod bilen, som dampede op. hun gled det sidste stykke over til chauffør døren og åbnede den, mens hun sad på knæ. ”Hey! Er du okay!?” råbte hun og prøvede at overdøve stormen og radioen, som åbenbart var i gang. Til hendes overraskelse så hun en kvinde vids pande hvilede imod rettet. Hun havde allerede kunne lugte blodet, og hun følte sig allerede svimmel. Men hun blev enig med sig selv i, at denne her kvinde skulle hjælpes. Mens hun prøvede at rette kvinden op hørte hun radiomanden fortælle:
”Et radioaktivt udslip fra spansk grund vil med garanti sætte Di Morga i farezonen. ”sagde radiomanden også gik radioen død. Ruby kæmpede med at få kvindens krop ud. Det var ikke fordi kvinden vejede meget, for styrke havde Ruby, det var bare det, at hun var rystende nervøs. Hun tog kvinden bag ryggen og kastede et sidste blik på bilen. ”Fin farve” mumlede hun og holdte godt fast på kinden inden hun traskede hjem. Hun lukkede øjnene mens hun kæmpede sig af sted uden at skvatte af sted. Det var hun desværre efterhånden god til.

Ruby var uskadt hjemvendt. Hytten var heldigvis stadigvæk hel, og stormen vil snart sikkert tage den. Stormen som holdt radioaktivitet. Var det ikke det hun havde hørt? Men uanset hvad, havde hun andre ting at tænke på. – Hun lag kvinden på sofaen og rettede hende, så hun ikke stod op med smerter. Selvom hun sikkert vil få sig et ordentlig hovedpine. Hun fandt en karklud som var dyppet ind i varm vand. Det lag hun over kvinden hoved. Hun satte derefter ild ved ildstedet, som hun så inderligt ønskede at det skulle udvikle sig til en pejs en dag. Hun havde altid elsket pejsen. Men hun tænde dog for ilden, og varmen spredte sig allerede. Men det hele var faktisk ironisk. Ruby var skrækslagene for ild, men alligevel var pejsen den bedste opfindelse i hendes øjne. – Hun gik over til den fremmede kvinde og satte sig på hug. Hendes grønne øjne betragtede kvindens pæne kindben og læberne. Skulle hun mon tage hendes læder jakke af? Tanken blev ikke engang tænkt færdig, inden hun rev læder jakken af kvinden. Kvindens bare arme kom frem. ”Hvad er du for en?” sagde hun stille med en hæs stemme.

Så lidt skulle der til før hun besvimede. Hun var alt i alt et menneske, men man havde altid håbet på, at den del vil forsvinde med tiden. Først, da en skinger stemme kunne høres lag hun mærke til, at hun ikke var helt væk, som hun havde regnet med. Men hun var ikke i stand til at bevæge sig eller noget i den dur. Det sidste hun erindrede var, at stemmen havde sagt fin farve. Også var hun igen væk, men denne her gang med en badass smil.
Hun mærkede varmen presse sig på og hun fik gåsehud. Hun blev lagt på noget blødt og det føltes virkelig rart, men det stank lang fra urter og andre natursager. Øjne åbnede det ene øje, da hun hurtigt fik et glimt af en kvinde med røde stripper i håret. Da kvinden vente sig om lukkede hun med det samme sit ene øje og lod som om hun stadigvæk var besvimet. I virkeligheden så gjord hendes hoved ondt som om nogen havde slået det med en hammer. Også havde hun også en forfærdelig pine i venstre øre. Men der var ingenting der kunne lindre smerten, ikke af det hun vidste. Måske var det hende elever ører, som var ved at vokse? Måske var det bare smerten, som et normalt menneske oplever igennem sit korte liv? Meget vidste Aino, men lige netop dette her var ikke til at vide. Hun gjord en lille bevægelse og gjord et slag med sin tunge. Hun lod en finger glide over hendes arm, og rigtig nok havde hun ikke sin læder jakke på mere. Hun åbnede sine øjne og følte en pludselig svimmelhed. Kvinden fra før sad på hug ved siden af hende, som åbenbart havde fundet en plads ved en sofa. Aino løftede sig selv op med besvær, men kom da op. Hun smågrinede og en hviskestykke gled ned på hendes skød. Hun så forvirret på hviskestykket, som var udsmykket med hendes blod. ”Det må du virkelig undskylde, Ruby. Det var ikke meningen at forstyrre din tur” sagde Aino, og havde helt glemt sin evne for at vide ting, som ikke skulle vides. Hun sukkede og lag hviskestykket til sin side. Hun kiggede ned på sig selv og smilede skævt. Udover de mørke busker, havde hun en sort undertrøje på. Alt i alt lignede hun en som havde været hjemme hele dagen. Men Aino’s stil var normal i forhold til så mange andre ting.
Hun kørte hånden igennem håret, som hun var så god til efterhånden. Hun havde ikke tal på hvor mange gange hun havde lavet de bevægelser, og håret var desværre ikke blevet mindre igennem året. Men til hendes egen overraskelse, tænk på hun aldrig bliver overrasket, havde hun ikke i sinde om at klippe det igen. Som resten af hende havde ændret sig i løbet af par år. Hun var ikke så vild så hun plejede at være og hun viste sin klogskab til folk i stedet for at spille dum.

”Mit navn er Aino, for resten. Jeg er en halv elver og jeg kan regne med, at de må være en ulv” sagde Aino og lænede sig tilbage, som var det, at hun ejede stedet. ”Bange ulv, en ulv som vil udrette noget stort, men skal have en stor grund til det hele. En ulv, som er så smuk, men alligevel lever alene. En ulv som..” Aino holdte inde. Reaktionen eller tankerne fra Ruby var ikke til at regne ud. Tankerlæser var hun jo ikke. Hun var oven i sin lille evne meget god til at analysere folk. De fleste blev fornærmet mens andre til tider havde kaldt hende en heks. Heks var hun ikke, hun var mere en omvandrende.. ”Jeg er lidt ligesom dig, ensomme ulv. Ikke ulv, men ensom” forsatte hun og kiggede væk. Hun gav sig tid til at studere Ruby’s lille hytte. Meget hyggeligt sted. Også havde hun placeret det midt i skoven. Et sted som de fleste ikke satte deres fødder. Og igen. Hvad vidste hun?

Hungeren sad i hendes hals og munden brændte. Hun var så sulten at det halve var løgn. Smerten fór igennem hendes mave, og det eneste hun kunne få sig selv til at gøre var, at holde om maven, som at berolige den. Tro det eller ej, men det hjalp. Hun pustede luft ud og lukkede sine øjne. Det endte med, at hun døde af sult på et tidspunkt. Det havde hun altid drømt, at en dag var hun så syg, at hun ikke kunne handle ind også vil hun ligge på sin sofa og døde hen? – Hun så bort fra kvinden og kløede sig på håndfalden ved venstre hånd. Hun vendte hånden, så hun så direkte ind i håndfladen. Hun gys lidt og lod fingerende lukke sig om sin håndflade. Man vil kunne se hendes krop ryste i stilhed. Hendes ansigt var stadigvæk vendt borte. Som var der en ved hendes side, som hun bare ikke kunne tage. Et flashback var på vej, men hun blev standset.

Forskrækkelsen var malet i hendes ansigt, da kvinden havde bevæget sig. Lyden som hun havde lavet med tungen rungede i hytten som ekko. Blot var det en harmløs lyd, men det lød mere som noget dramatisk. – Da kvinden prøvede at komme op, sprang hun nærmest for at hjælpe, men tøvede og satte sig tilbage, da hun tydeligvis havde styr på det. Hendes hjerte bankede da kvinden begyndte at le. Le? På sådan et tidspunkt? Hvis Ruby selv lå der, hos en fremmede, så havde hun taget halen mellem benene og løbet væk.

Ruby åbnede sin mund. De syrlige grønne øjne var rettet imod kvinden, som lige havde sagt hendes navn. Ruby vidste, at hun aldrig i sit liv havde set kvinden. Og hun havde ikke rigtig haft kontakt til folk de sidste par måneder. Hun så bare forvirret ud og en smule nervøs. Hjertet var på fuldt udtryk, det var som om der snart ville komme røg ud af hendes ører. Så varmt følte hun sig inden i.
Aino, havde kvinden præsenterede sig. Ulv? Ruby havde stadigvæk ikke sagt et ord. Hun sad og betragtede Aino, halv elveren, me det blik der sagde: Hvad? – Og at hun blev ved hjalp skam ikke. Og som hun lige troede, at det ikke kunne blive værre, åbnede Aino’s læber. Hun trak vejret hurtigt, da Aino sad og beskrev hende. Den fremmede beskrev hende! Endda meget godt. nogle af ordene havde hun aldrig tuer at tænke, og her sad en kvinde og kastede dem ud, som var de kærlighedserklæringer. Også sluttede hun af med at sige, at hun var lidt ligesom hende. Ensom..
Ruby rejste sig op og kiggede på Aino. Ventede på flere ord, men hun så ud til at koncentrere sig om hendes hytte. Det var ikke fordi der var meget at se. Hvorfor havde hun overhoved sagt al det? Well.. hun havde i det mindste takket.

”Undskyld mig... Jeg skal lige udenfor et øjeblik. Mangler lidt frisk luft” løj Ruby og bevægede sig ud. Hun kiggede ikke engang på Aino, men fortsatte ud. Ud til lorte vejret som herskede. Og det så ikke ud til at stoppe. Hun lukkede sine øjne, da sneen ramte hende som piskesmæld. Hun samlede potteplanterne op, mens håret fløj om hendes ansigt. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige, når hun endnu engang vendte tilbage til Aino. Halv elveren. Hvad skoven bringer, tænkte hun og sukkede.

Hytten var ret ensom. Der var ikke særlig mange ting og de ting, som nu var der var sørgelige. Prøvede Ruby virkelig at leve her? Det var ikke fordi det var umuligt, men når stormen rejste sin vej, så tvivlede hun på, at hytten stadig ville står der. Men på den anden side måtte hun give kvinden et plus for at det overhoved holdt.
Aino mærkede at Ruby rejste sig op. Hun vendte hovedet og så kvindens bløde og smukke træk. Hun kunne lide en rigmands datter, men i stedet valgte hun at ligne en bondeknold. Hun så på de grønne øjne hun ejede og kom i tanke om skoven om sommeren. De grønne blade, græsset og bare i det hele taget skoven. Det var som at se sommeren, i hendes øjne.
Aino blev trukket fra sine tanker, da Ruby endelig sagde noget. Hendes stemme, den lød ikke hulemandsagtig, det var da altid noget. ”Javel” nåede hun at sige inden den grøn øjet kvinde forlod sin egen hytte. Løgnen var jo skrevet over hendes pande. Hvem kunne trænge til frisk luft i denne her hytte? Selvom hun havde tændt … var det en form for pejs? Aino rejste sig op forvirret gik hun over til det sted som hun regnede for at være pejs. Men det lignede bare en dårlig kopi af en pejs. Hun smilede lidt for sig selv og kiggede yderligere på stedet. Først nu blev hun overvældet af et billede. To mennesker, nej to varulve, så på hende. De så ikke ud til at smile, men derimod bare nedestirrede hende. De havde begge sammen udtryk i ansigtet og Aino havde set udtrykket hos Ruby for par minutter siden. ”Så det må være mor og far” mumlede hun og gik et skridt tilbage for at kunne se dem ordentligt.

”Kønne væsner” sagde hun efter at kunne se dem bedre. Hendes fortid var egentlig et mysterium for alle undtagen hende selv. Men var det noget Aino hadede, så var det at snakke om hende selv.
Billedet svulmede op i hendes øjne og hun fik et tilbage blik på forældrene. De havde elsket Ruby, de havde flygtet og beskyttet deres datter. De havde lidet. Og hun kom dybere og dybere ind i historien. Hvordan familien egentlig bare ville leve i harmoni, men loven åbenbart forbød det. de flygtede, familien blev skilt. Ruby kom et sted hen, et sted hun så forlod. Flygtede hertil...

Hun rettede på de sidste potteplanter, mens hendes tanker fløj forvirret rundt. Det var ingen hemmelighed at tankerne var rettet imod Aino. Det vil hellere ej overraske hende, hvis kvinden kunne læse hendes tanker. Hun havde måske blot givet udtryk for at kende hende og det havde måske ikke noget med tankelæsning at gøre, men hun tvivlede stort. Hvad skulle det næste blive?

”Det er mine forældre” lød hendes trætte stemme, da hun kom ind med sneen i håret og tøjet. Hun lukkede døren efter sig og stillede potteplanten fra sig. Hurtigt børstede hun sneen væk. Hun så langsomt imod kvindes ryg og smilede skævt, da hun kiggede op over pejsen. Hvor de sidste minder om hendes forældre hang. ”De blev jagtet, og en dag gik det helt galt” hun lukkede sine øjne og bevægede sig op ved siden af Aino. Hun lag en hånd på den fremmedes nøgne skulder og gav det et klem. ”Men sådan er livet nu engang, ikke?” hun smilede og slap taget om Aino’s skulder. Hun gik over til den lille vask og fandt en flaske med vand i, hun havde jo ingen el her. Hun hældte vandet ned i en gryde og tog gryden med til ildstedet. Hun satte si på hug, mens hun lod skålens ende pege ned mod flammerne, der med det samme omfavnede den. Hun så ned så sig selv og sukkede. ”De vil bare leve normalt, men menneskerne tog alt fra dem” hun så vredt ind i flammerne. – Vandet begyndte at koge over. ”For fanden” mumlede hun og tog gryden. Hun skyndte sig over til vasken og sætte et tebrev ned i den kogende vand. Hun smilede fornøjet, da hun så hvordan indholdet i brevet farvede det kogende vand. ”Men ingen lever for evigt, Aino. Selv de udødelige” hun vendte sig imod kvinden og smilede. Et af hendes rigtige smil. – Hun vendte sig tilbage til teen og tog brevet ud. Hun tog to fine kopper frem og hældte teen ned i dem. Derefter tog hun dem med over til bordet og lagede dem forsigtigt ned. Hun satte sig ned på gulv tæppet med ilden bag hendes ryg. Hun så på Aino og nikkede imod den anden kop, som så rygende varm ud. ”Sæt dig ned, Aino, og nyd en kop te indtil stormen dæmper sig” hviskede hun lavt og nippede til sin kop. Teen var en magisk te, som hun havde lært af en gammel troldkælling. Teen indeholdte nemlig alle form for smag og den mættede en del. Det plejede hun at drikke, når hun ingen mad havde. Men teen varede desværre ikke for altid.

Da døren gik op vente hun sig om. Kvinden med de røde stripper i håret kom ind og snakkede til hende. Aino smilede og nikkede. Hun kiggede imod billedet og valgte at være sød imod hende. For nu. Så hun slukkede for sin charme og lod kvinden snakke ud. Ordene var ikke nye i hendes hoved, men alligevel følte hun en vis ømhed da Ruby sagde dem.
Da Ruby lag en hånd på hendes skulder kiggede hun ned på hånden. Blikket blev løftet op til den fraværne kvinde og et lille smil dansede om hendes læber da hun vendte blikket imod billedet. Det hele virkede idyllisk omkring kvinden. Ulve havde vel også en form for et idyllisk liv.. ikke? Altså Ruby strålede af natur. Hun måtte da også være skør at bygge et hytte herude. Men så skør så hun heller ikke ud til at være.
”Du har fuldkommen ret” smilede hun tilbage og så på hende, da hun fjernede sig fra hende. Hun så imod Ruby, der begyndte at hælde ting og sager op. Hun beundrede hende. Aino vil aldrig selv kunne leve herude helt alene. Hun var altid tørstig efter andres selskab, lidenskab og bare fest. Hun mærkede jo selv, at hun var ved at ændre sig og festerne i hendes øjne ikke var så sjove som før. I det hele taget så tænkte hun mere over tingene og satte sig altid et mål inden. Hun kunne ikke lide det. Hun kunne seriøst ikke tage sig selv.

Øjnene fulgte ulvens bevægelser. Hun sukkede da Ruby satte sig på hug og valgte at nedestirre flammerne. Var det på den måde hun varmede vandet? Klogt… ”Det er jeg virkelig ked af” mumlede hun og kløede sig på nakken.-Efter par minutter og Ruby’s lille bande ord valgte hun at bevæge sig lidt da hendes ben begyndte at sove. ”Man..” sagde hun træt og strakte sine arme ud. Hun så på Ruby da hun sagde noget. Kvindens smil fik hendes hænder til at falde ned. Hun smilede forsigtigt tilbage og hun kunne føle hvordan hendes hjerte racerede afsted. Det smil.. de øjne.
”Helt klart” sagde hun da Ruby begyndte at gå imod bordet. Hun vendte sig om og gjord som kvinden sagde. Hun lag først mærke til, at gulvtæppet var formet som en dråbe. Hun løftede det ene øjenbryn og satte sig på sofaen i skræderstilling. Hun tog koppen og holdt om den for at varme sig. Hun så ned på Ruby. Dybt inde i hendes grønne øjne, der varmede hendes is blå. Hun smilede forførende. ”Det får vi at se” hendes stemme lød med et hæs og hun drak lidt af teen. Hendes øjne blev store og hun så ned i teen. Nej, det var te. ”Hvor..” hun rystede på hovedet og trak på skuldrene. Lidt komisk at hendes te smagte af sort kaffe.
”Men sig mig, Ruby, har du en eller.. forelsket?” smilede hun og sænkede koppen fra læberne. Hun havde fået gåsehud. Ikke fordi det var koldt, men det var bare så længe siden hun havde smagt rigtig sort kaffe!

Ruby fnøs i mens hun nippede endnu engang til sin kop. Den smagte af varm mælk med honning. Noget af det bedste hun kendte til. Hendes far plejede at lave den når hun havde mareridt. Han sagde, at det var en form for drømmefanger, men den var bare ti gange stærkere. Hun havde altid følt varmen når hun drak det. Det beroligede hende og gjord hende mere.. klar.
Det var lidt ligesom, efter en lang dag og man så gik i bad og sad på sofaen med en rigtig god bog. Den følelse og meget mere fik hun når hun drak varm mælk med honning. Og der skulle være honning og mælken skulle være varm, for ellers var der ikke noget over det.


Ruby grinede ad Aino, da hendes øjne blev store og hun kiggede ned i koppen. Hun vil ønske, at hun kunne læse tanker. Ligesom Aino.. Så behøvede hun aldrig at spørge. – Hun brændte sin tunge over Ainos spørgsmål. Hun smilede og kiggede ned på sig selv. Forelsket? En? – Hun havde ikke haft tanken i rigtig lang tid. Hun havde faktisk aldrig rigtig været forelsket. Men på en måde ønskede hun det heller ikke. Hun havde set hvad kærlighed havde gjort ved folk. Det var ikke særlig kønt. ”Hm..” sagde hun og studsede sin mund. Hun så på Aino og lignede en, som talte alle sine forelskelser ned. I virkeligheden tænkte hun på et godt svar. Aino havde tydeligvis haft gang i mange.. på en gang. Hun havde selvtilliden lidt for højt oppe, men det skadede vel aldrig? ”Jeg har aldrig rigtig været.. forelsket” sagde hun og løftede det ene øjenbryn og lod læberne holde om koppen og væsken stille gled ned. ”Men,” hun lag koppen mellem sine ben og kiggede ligeud. ”hvordan skulle man være forelsket, når man aldrig har tid til at se folk?” hun trak på skuldrene og rejste sig op. ”Og desuden..” hun sukkede, da hun satte sig på bordet. Så var de da på øjenhøjde nu. ”.. hvem vil elske et uhyre som ikke kan styre sig?” hun lag hovedet på skrå og smilede. ”Men jeg overlever. Jeg har der også bedst sådan her. Ingen mænd, ingen kvinder og ingen venner.. ingen problem”
- Hun så på Aino og nikkede. "Nu da du spørger. Har du så en i tankerne?"