The big rescue ~Athal::privat~

Mørket havde for længe siden taget Di Morga til dets gidsel og ville ikke slippe den fri før om mange timer, hvilket passede mange af nattens væsner meget fint. Det var underligt at se folk der gik alene på denne tid af døgnet, da der var varulve og vampyrer, der lurede omkring næsten hvert gadehjørne, men der var en der ikke gjorde. En ung vampyr, sad fanget nede i de mørke katakomber på den gamle og faldefærdige kirkegård, hvilket hun langt fra var tilfreds med, da hun var en af dem der havde brug for blod og spænding, men hun kunne ikke få det med mindre hun kunne komme fri af disse forbandede lænker, som holdt hende fast. Hun sad med knæene under hendes hage, så hun kunne ligge hovedet der på. Det var ikke til at se hendes ansigt, da hendes lange sorte hår faldt ned foran det. Hendes lilla og sorte kjole sad perfekt på hendes velformede krop, men den var bare ufatteligt kort og dækkede næsten ikke noget som helst af det den skulle. Hun fik frembragt et skævt smil idet hun kunne høre en lyd, hvilket kom fra en af de skygge dyr hun havde lavet " Har du noget mad?" vrissede hun og så på den hyæne hun havde lavet. I munden havde hyænen en kanin som den smed foran hende " Du får resten når jeg er færdig" sagde hun og samlede kaninen op og lod sine tænder glide ind i dens hals og dræne den for blod og da hun var færdig kastede hun den fra sig så hendes hyæne kunne spise resten, så hvis dem der havde lænket hende skulle dukke op ikke fandt ud af at hun rent faktisk havde fået blod alligevel, for det var meningen hun ikke skulle have noget, som en slags afvendning, hvilket aldrig ville komme til at virke, da hun altid havde lyst til blod. En ny lyd genlød i hendes ører og denne gang var det ikke fr aet af hendes skygge dyr, dette var fra en person der var dum nok til at have våget sig ind på hendes domæne, men hun kom i tanke om noget der kunne være sjovt. Måske hvis hun spilte død? og når denne fremmede så kom over ville hun bide ham eller hende, måske ville det virke, så hun afprøvede det

Athal havde samme dag fået købt sig en lommelygte, og det var han overmådenlig glad for. Alene tanken om at skulle vandre rundt på en kirkegård sent om aftenen uden noget som helst lys var meget skræmmende. Han havde aldrig i sit liv mødt et spøgelse før, og alene tanken sendte kuldegysninger ned af hans ryg.
De lavmælte trin i gruset knasede i den sorte nat og forenede sig med gravstedernes stilhed. Athal lod sit skarpe lommelygtelys falde på enhver gravsten, og hver gang mærkede han et lille stik af skuffelse, når han opdagede, at det, han søgte, ikke var der.
En ugle - eller hvad det var - tuede i det fjerne, og han bed klaprende tænderne sammen. En svag tåge svømmede over landskabet og lagde alting i et meget dystert perspektiv. For et kort øjeblik syntes han at kunne ane noget andet tåge af en slags Denne her lyste mere og svævede lydløst over jorden og forsvandt snart om bag kirken.
Hjerte sprang et slag over, og han tænkte stakåndet på, om det mon kunne have været et spøgelse. En isnende kulde bredte sig fra hans isse til fødderne, og han stejlede usikkert. Han skulle i hvert fald ikke komme i nærheden af sådan noget!
Men så på den anden side ... En lille stemme hviskede gådefuldt i hans underbevisthed, og han lyttede opmærksomt efter. Hvad nu hvis .. at spøgelset kunne .. hjælpe ham? Der lå jo mange muligheder i det, og chancerne kunne trods alt være ret store for, at denne faktisk vidste noget om det.
Håndfladerne klistrede svedigt sammen, da han, i pludselig løb, satte efter det hvide genfærd. Han drejede om det næste hjørne, hvor han havde set det forsvinde hen, men fandt kun gamle gravstene og en eller anden latterlig indgang.
Indgang? Endnu engang slog Athals hjerne klik, og han stirrede som forundret på det, der sandsynligvis var en af byens gamle katakomber. Bare at skulle vove sig i nærheden af den gav ham myrekryb, men hvad nu hvis det var der, spøgelset var forsvundet hen? Han ville ikke kunne holde ud, hvis det var tilfældet, og at han så ikke havde gjort noget ved det.

Der var fugtigt og klamt, og han klamrede sig skælvende til lommelygten. I et godt stykke tid havde han ikke set så meget som skyggen af den afdøde sjæl, og paranoiaen havde efterhånden taget groft til. Måske havde det hele alligevel været forgæves vås! Han var lige ved at vende om, da noget fangede hans opmærksomhed. Han trådte nærmere.
Og gispede. Dér, foran ham, lå en lænket pige med lukkede øjne. Grim ville ingen næppe kalde hende, og kjolen gjorde vist også sit for at fremhæve skønheden. Athal mærkede hjertet hamre helt oppe i halsen, da han rystende trådte nærmere. Kunne hun være død? Eller måske bare besvimet? Tvivlen stod malet i hans ansigt, og han knælede forsigtigt ned foran hende. Turde ikke rigtigt røre hende, som om han var bange for, at noget ville gå i stykker, hvis han gjorde.
"Hallo?" hviskede han prøvende.

Hun mærkede hvordan denne fremmede kom nærmere, men var det hendes hyæne der havde lokket ham her ned? Næppe, for den var lige så sort som natten, så måske var det et genfærd eller noget i den stil. Hun kunne mærke han var tæt på hende nu, nærmest foran hende, hun kunne mærke hvordan hans frygt spredte sig, hvilket fik et skævt smil frem på hendes læber idet hun så op på ham i et ryk " Tænk at en dæmon våger sig her ned, trods den er så bange " sagde hun stille og så sig omkring " Der er ikke nogle andre med dig vel kære?" sagde hun med en blid stemme, bare for ikke at skræmme ham væk med det samme, for hvis hun var heldig, var denne dæmon dum nok til at slippe hende fri. Hun så op på sine lænker og hev kort i dem * forbandede lort* tænkte hun og så derefter ned på jorden for at se efter om der var noget blod fra det måltid hun lige havde fået, men heldigvis var der intet. Hun bed sig kort i underlæben og udsendte et dybt suk " Jeg ville ønske jeg kunne gå fri som andre på denne jord, men der er nogle der mener jeg er.. Hvad kalder man det..." sagde hun og stoppede da hun ikke kunne sige hun havde dræbt en masse mennesker bare fordi hun ikke kunne styre sit had? Jo det kunne hun jo godt, men så var hun mere end sikker på at denne dæmon ville løbe skrigende bort, da den lignede en der var ved at dø, eller noget i den retning. Et svagt smil kom frem på hendes læber, men viste ikke hendes tænder, da hun uden tvivl ville skramme ham mere " Mit navn er Amy Malou Amore" sagde hun og nikkede kort som en hilsen på denne fremmede og så på ham med et lettere nervøst smil idet hun kunne høre en lyd der kom oppe fra kirkegården " Nej... Ikke nu... " vrissede hun kort og så på dæmonen " Hvis du ikke vil dø eller se mig blive.. Ja mishandlet ville det være smart du smutter, ellers kan jeg få skyggerne til at gemme dig" sagde hun og bed sig kort i underlæben da hun nu hørte skridt inde i katakomberne

Det måtte være skyggerne, der kreerede kvindens smil, forsøgte at spille puds og lege med Athal - eller var det nu også det? Athal var lige ved at fare bagover i ren forskrækkelse, da hun pludselig satte sig op og snakkede til ham. Havde det blot været en snedig rævesøvn?
Som havde skyggerne taget hans stemme, så han blot målløs på hende. Lyttede til hendes bløde stemme og så ind i øjnene. Øjnene, der virkede så gennemborende, som de vidste, hvad de havde gang i.
Og så gik det op for ham, hvad hun var. En vampyr. Vampyr! Ordet lagde sig bittert på hans tunge og fristede med at blive spyttet ud i hån. Foragten steg, og han stirrede mistænksomt på hende. Hvorledes var det overhovedet muligt at stole på sådan en som hende? Hun var jo allerede lænket, var hun ikke? Måske var det en slags straf for alle de mennesker, hun havde slagtet.
"Nej, det er kun mig," svarede han med fjern stemme og rystede svagt på hovedet. Han kneb øjnene en smule sammen og stirrede intenst på hende. "I mit liv har jeg kun mødt én vampyr, der ligger på grænsen af venlighed. Hvad skulle få mig til at tro på dine bønner?"
Hans blik gled rundt i det uhumske domæne og faldt langsom tilbage på den lænkede vampyrkvinde igen. "Jeg er Athal," svarede han koldt. "Og du er mindst lige så meget 'den' for mig, som jeg er for dig." Han hentydede til hendes ord fra før, og der var intet spor af den varme, som ellers lå så godt til denne vanddæmon. Der var visse væsner, man bare ikke kunne blive venner med.
Først nægtede han at gøre noget som helst af det, hun sagde, men da han hørte trinene fra en ubestemmlig gæst, för hjertet endnu gang op i halsen på ham. Tvivlen og mistroen lyste ud af ansigtet, men han kom hastigt på benene. At flygte ville være for sent nu.
"Så skjul mig," sagde han lavmælt og trådte tilbage mod muren. Et stille klik lød, og lommelygtens inssisterende lys gik ud.

Hun himlede kort med øjnene " Så man spiller kostbar? meget fint.. Det er op til dig selv om du vil slippe mig fri, men jeg kan ikke se hvad jeg sidder her for" sagde hun lige så koldt som han selv snakkede til hende. Trinene blev tydeligere og tydeligere, da personen var på vej " Klar?" spurgte hun og lod en kæmpe sort skygge glide op foran hans krop og hans ansigt * håber det virker* tænkte hun og så mod udgangen, da denne person nu var foran hende " Jamen jamen.. Er du vågnet nu Amy?" sagde en hæs og kold stemme idet han gik over til hende og skubbede hende op af væggen " Rejs dig op kvindemenneske" vrissede af hende og hev hende op i håret " Slip mig!!" Hvæste hun og så koldt på ham og lod derefter sit blik glide over i hjørnet hvor denne dæmon stod gemt af hendes skygger. Denne fremmede, der var kommet over til hende, tog om hendes underkæbe og løftede hendes hoved op af " Jeg ser dine ar stadig er der" sagde han koldt og lod grebet om hendes kæbe forsvinde " Du fortjente at blive dræbt på stedet den gang du tog blodet fra min bror " vrissede han og blottede sine tænder, han var selv vampyr, men hvad var hans problem så? Problemet var ganske enkelt at først havde hun bidt ham og gjort ham til vampyr og derefter drænet hans bror og bare efterladt ham " Du var selv skyld i det! Det var dig der forelskede dig i en vampyr, som havde fortalt dig hvad der kunne ske" vrissede hun og kneb sine øjne sammen " Pas på hvad du siger Amy! Du skulle jo nødigt så noget for munden så du ikke kan tale mere" sagde han koldt og hev et stykke stof frem og gik over mod hende " DU GØR DET IKKE!!" Hvæste hun og vred sig for at undgå at få det i munden, men det hjalp intet. Han øje begyndte at studere hendes krop med et lumsk smil på læberne " Det er så længe siden jeg har mærket din dejlige krop mod min min kære Amy" sagde han og pressede hende op af væggen og lænede sig ned mod hendes hals og lod hans tænder strejfe kort * nej.. nej... nejj.. nej* tænkte hun og lukkede sine øjne og prøvede at vride sig fri, men inden hun fik vredet sig ret meget sad hans tænder i hendes hals og han var begyndt at tage noget af hendes blod. Et dybt suk undslap hende idet hun kneb sine øjne hårdt sammen i smerte, hun syntes det var nok da hun skulle laves til vampyr selv, men denne mand havde længere tænder end ham der forvandlede hende, hvilket fik det til at gøre ufatteligt ondt

Følelsen var uvant og beskidt, og i et øjeblik føltes det som om, han skulle kvæles. Men det var nok kun ren fantasi. Underligt var det dog, at stå her mod muren og være fuldstændig usynlig for andre end vampyren med de mystiske skyggekræfter. Hvilke andre egenskaber var hun mon også i stand til at indeholde? Hvad hvis det hele bare var det pure opspind, et forsøg på at holde ham fanget i skyggernes lag for altid?. Athals ører stod på stilke, og han følte en stærk trang til at løbe rundt om hjørnet for at finde ud af hvem (eller hvad) det var. Se om det, hun sagde, overhovedet passede.
Det viste sig dog snart, at det gjorde. Athal gjorde store øjne, da han så personen troppe ind på deres lille skjulested og truende bevæge sig over mod Amy. Det var tydeligt, at denne var en vampyr, og dennes opførsel viste sig som lige lovlig hårdhænet efter Athals standart - endda selv om det var mod en vampyr -, og han betragtede med stenansigt det optrappende sceneri.
Nå, så hun havde altså haft to mænd som bloddonere på én gang og derefter dræbt den ene? Eller hvordan var det lige, det var stået til? Han var ikke helt sikker, men det var vel også ligemeget. Pointen var, at hun havde gjort noget forfærdeligt. Noget utilgiveligt. Og Athal havde pludselig medhold med ham, der fangeholdt hende.
Altså lige indtil han begyndte at drikke af hendes blod. En usynlig næve lukkede sig hårdt om Athals luftveje, og han spærrede målløs øjnene op. Den anden vampyr havde virket så opfyldt af vrede, og det kunne han, Athal, godt forstå, men så snart det gik over til voldsangreb, gik bolden en anden vej.
Amys stønnende vejrtrækning gik lige ind og skar i Athals høregange og gav ham lyst til at bryde løs af det hele og bandende overfalde gerningsmanden. Men havde hun ikke lige sagt, at han netop skulle lade være? At han ville blive dræbt? Måske ville andre se det som et dårligt argument at sætte sit liv i fare for en morderisk vampyrs skyld, men Athal kunne simpelthen ikke holde det ud mere.
Han samlede al kraft i sig, til han havde en usynlig, vibrerende energikilde pulserende i hele kroppen Han hævede armen og sendte en hel kanon af vand af sted lige mod den grådige vampyr. Kraften ville være stor nok til at skubbe denne væk fra Amy.
Nu, med fuld vingesæt og vrede øjne, trådte Athal frem af skyggerne. "Jeg synes, du burde lade være med det der," sagde han med en stemme, der ville kunne brække knogler. Han hævede armen igen og sendte endnu en kaskade af vand mod vampyren.