When A meets B.

Stilheden rungede i hendes ører. Hun vidste ikke om det bare var hende, men hun følte seriøst at et eller andet var galt her. Bare den måde tjenerne kiggede på hende fik hårende på nakken til at rejse sig op. Hun var ellers sikker på, at hun aldrig havde trådt ind her før. Men det vil også være umuligt for dem, at vide hvem hun var. Ikke? – I hendes tanker foregik der en del, men i hendes hjerte handlede det kun om en ting. Få spist og drukket så meget hun kunne, og derefter rende væk. rende væk, det var hun mester i. Snart vil hele byens butikker kende hende, eller i hvert fald starte en advarsel til de andre butikker. Også vil hun ryge ind i systemet. Og derefter kan hendes liv igen starte forfra. – Ruby sukkede glansløst og kiggede ned i sit glas. Glasset var fyldt med varm mælk med honning. Det eneste der faktisk kunne få hende ned. Hun var anspændt, nervøs og rasende. Og mælken hjalp stort. Honningen var så sød, at det fik hende til at glemme alt omkring hende. og mælken var så varm, at hun ikke længere tænkte.

Ruby, som denne varulv hed, bar’ en rød skovmandskjorte og nogle sorte bukser. På hendes hoved var der en rød hue og hendes fødder blev beriget med nogle miltærstøvler. Hun kunne huske hvordan hun måtte kæmpe for tøjet. Det sværeste at få fat på var helt klart støvlerne. Det havde nær kostet hende en finger. – Ruby rettede sig op på sin stol, og kiggede nu op. Mange væsner havde allerede taget plads, men stedet var skam ikke fyldt op nu. Nu følte Ruby sig mere fri, da tjenerne havde travlt med de ankommende. Med andre ord, her var hendes chance. Hun rejste sig op og kiggede nervøst omkring. Ingen lag mærke til hende. Hun tog sin rygsække og proppede glasset i. Derefter listede hun over til døren, mens hovedet var vendt imod disken, hvor tjenerne nu var samlet. ”Hey stands!” råbte pludselig en tjener. Hun blev så forskrækket at hun gav slip på tasken og løb over mod døren. Tjeneren løb efter hende, og idet hun ville åbne døren, kom der en mand ind, og hun fløj direkte ind i ham. Manden vil sikkert vælte, da han sikkert ikke var forberedt på det.

Baalichi var igen vandret ned ad Terres gader. Dog havde denne gang intet med gaver at gøre. Det lort var han sq færdig med.
Næææh, denne gang var han på vej på den lokale Cafe for at få sig en kop kaffe og slappe af. Nu var det nemlig snart længe siden, at Baal havde været nede på denne cafe. Han havde nemlig en meget speciel café, hvor han tog ned for at slappe af. Eller.... SÅdan var det for de 10 år siden. Så nu kunne tjenerne sikkert ikke huske ham. Men det var også fint nok, for han kom til at tale over sig en dag med sine projekter.
Butikkerne omkring ham virkede klaustrofobiske, da han altid havde haft det dårligt med at gå i butiker. Men nu da han intet havde med dem at gøre, var det lidt mere bekvemt. Sneen var lige så stille begyndt at falde, og Baal havde godt hørt om en kommende snestorm, men ligenu havde han bare brug for en tur til Cafeen. Det ville intet, selv ikke en skide snestorm, lave om på.

Da han kom ind i cafeen, blev han næsten omgående stødt ind i af en kvinde på godt 20 år. Han var overhovedet ikke forberedt, men han fik hurtigt grebet fat i dørkammen, så han fik sagtnet farten lidt, så han ikke slog hovedetfor hårdt. Da han var væltet, kom han hurtigt op og stå med et vredt ansigtsudtryk. "Hvad fanden tænker du på?" spurgte han arrigt. "Du må til at passe på, unge dame. Ellers kommer du til at træde nogle over tæerne ubevidst."
Det var så her han så, at en af tjenerne var efter hende. Og denne tjener var en gammel bekendt. "James! Godt at se dig. Hvorfor er du efter denne pige? Har hun gjort noget?" Baal fik trukket kvinden op og kigget hende i øjnene granskende. Hun lignede ham selv en del, med det hårde blik, han formentligt ville møde. "Hvad hedder du, min ven? Og hvorfor er tjeneren her efter dig?"

Hun havde taget om manden brystkasse. Bedede, uden lyd, til ham. Hun så på ham, som han så på hende. Forskrækkede og trætte øjne vil møde hans. Hendes hjerte bankede da også hurtigt. Hun synes endda selv, at hun kunne høre det. Men hjertet bankede, da manden begyndte at skælde ud. Ruby var så lille uden sin skov. Her var hun ingenting. Men hun var nødt til at få noget mad. Sådan var det. Nogle gange ville man ønske, at man kunne leve af dyr. Helt ærlig, så kunne ikke blive ved sådan. Hun manglede proteiner. Hver gang hun blev til ulv, så mistede hun mange negle. Hun levede just ikke sundt. Men døden var vel også det eneste udvej..

”M..” hun kiggede bange på sig, og så på tjeneren, som manden åbenbart kendte. Hun fjernede sig fra manden og kiggede nervøst på ham. Hun kunne intet sige. Hun var for svag lige nu. Hun kunne knap se ham! – Ruby gned sin håndflade på venstre hånd. Hun begyndte stille og ryste. Også kom det. Gråden. Egentlig, så græd hun ikke. Hun blev aldrig rigtig ked af det. Men gråden var til manden. Lad ham få medlidenhed med hende, hjælpe hende, så kunne hun da også stikke af bagefter.
Hun gned tårerne væk fra øjnene. ”J.. Jeg var sulte..sulten” stammede hun og faldt ned på knæ foran manden. ”Vil du ikke nok hjælpe mig..j.. jeg beder..” græd hun, så det skar inden i. Spørgsmålet med hvad hun hed, prøvede hun at springe over. Det sidste hun fortalte en fremmede var hvad hun hed. ”Vil du ikke nok?” med tårer fyldte øjne så hun op på ham. De grønne øjne, som var druknet i flydende væske. Selv hendes læber stak, de måtte sikkert være blod røde af gråden.

Baalichi stod lige så stille og kiggede på kvinden, der var faldet ned på knæ og nu græd og bad til ham om at hjælpe hende. Baal kiggede op på tjeneren og sagde: "Jeg betaler for hvad enten hun har stålet.. Her.." Han tog en del penge frem og rakte dem til tjeneren, der tog imod dem, og gik sin vej.
Derefter fik Baal trukket kvinden op og gik med et stramt greb om hendes arm til et bord og fik hende sat ned og bestilt noget mad til sig selv og sagde: "Bestil, hvad du vil have. Jeg betaler." Han kiggede stille på hende, mens han ventede på hendes bestilling. Hun var en meget køn pige, med et smukt ansigt.

Men han kunne mærke, at hun ikke var menneskelig. Hun lugtede ikke sådant, selvom hun opførte sig meget som et menneske, ligesom han selv var begyndt på for længe siden. Han lænede sig lidt over bordet og lod som om, han kiggede på en plet i bordet, mens han spurgte: "Du er ikke et menneske vel? Hvad er du? Og hvad er dit navn?" Baal vidste godt, at hun nok ikke ville svare, men det ville være forsøget værd.

Hun så hvordan pengene blev givet væk og ulve øjnene så dem som kød. Hendes hjerte hamrede da han tog fat i hende og rev hende med til et bord. Hun kæmpede ikke imod, da han ligesom lige havde betalt for hende lort. Hun blev sat ned og den røde hue, som havde siddet på hendes hoved, faldt ned. Håret hang ned over hende, da hun så på manden. Gengældte hans blik. Men som det dyr hun var, betragtede hun ham i længere tid end normalt. Som et bytte. – Øjnene klappede sig sammen og hun skød tankerne væk. Hun bestilte noget brød, og fik det serveret med det samme. Hun tog det til sig og flåede det med sine tænder, som var det kød. Hun begyndte dog at hoste, da manden stillede et spørgsmål. Hvem var han mon? Hvorfor var han sådan interesseret i hende? de grønne øjne så på ham, som fortsat kiggede ned i bordet. Ruby så sig omkring for at se, om der sad nogle og holdte øje med dem. Men folk passede blot deres ting. Blikket vendte tilbage til manden og hun tøvede. Skulle hun eller skulle hun ikke? Tænk hvis han var fra systemet og vil fange hende? Han lignede faktisk sådan en.

”Mit n..navn er Ruby” sagde hun med en lille stemme, da hun havde spist brødet færdig. Hendes grønne ulve øjne så på ham. Han så ikke så gammel ud. Hans ansigt, det kunne hun ikke rigtig se, men udefra hans krop, så levede han godt. ”Jeg er en varulv, som du kan se” sagde hun med et dødt blik. Hendes læber skilte sig fra hinanden. Hun vidste ikke om det var dumt, det hun havde gjort. Men hun vidste til gengæld, at hun altid kunne flygte. Ikke ind i skoven, det ville være al for farligt. For så kunne han finde hendes bosted og det ville ikke være godt.

"Hvem er du? Hvorfor hjælper du mig?" sagde hun. Ikke fordi hun ikke var taknemlig, for det var hun. Men hun forstod det simpelthen ikke. Hvis han ikke var fra systemet, hvem var han så?!

Baal smilte, da hun hostede. Han kunne godt forstå, at hun blev så forskrækket over hans spørgsmål. Det virkede meget som om, at hun var en forhutlet lille pige, der havde brug for støtte. Han modtog sin egen øl og brød, som han lige så stille nippede til og drak af. Det var derfor han elskede stedet her. Maden kom altid ret hurtigt efter, at man havde bestilt.
Men da hun, Ruby som hun kaldte sig, rent faktisk svarede, blev han selv så overrasket, at han kom til at få øl op i næsen. Hurtigt tørrede han det bort med en serviet fra bordet, hvor han derefter igen kiggede på hende. "Ruby siger du? Pænt navn..." Han studsede lidt over, om hun vidste, at Ruby var engelsk for rubin. Hun lignede også lidt en rubin med sit røde hår.

Men derefter fortalte hun, at hun var varulv, hvilket han, da hun sagde det, egentligt godt kunne se på hende, at hun var. Hele hendes forhutlede væsen, og hendes sultne blikke. Det passede meget godt sammen. Lidt efter spurgte hun til, hvorfor han hjalp hende. Han kiggede på hende med venlige øjne. "Jeg gør det, fordi du minder mig om mig selv. Selvom jeg går i fine klæder, er jeg selv..." Her hostede han kraftigt og kunstigt, hvorefter han hviskede. ".. en tyv. Jeg stjæler liv, hvis du forstår." Han blinkede til hende. "Ikke fordi jeg vil slå dig ihjel. Men jeg mener, at man skal hjælpe dem, der er ens ligemænd eller har det værre end én selv. Er det svar nok for dig?" Han smilede venligt til hende, indtil han kom i tanke om hendes andet spørgsmål: nemlig, hvem han var. Han turde godt stole på hende, selvom hun var varulv. Baal var sikker på, at varulve ikke ville kunne lide blandingen af dæmon og englekød. "Mig navn er Baalichi Iman, og jeg er en hybrid. Engel og dæmon forstår du."

Hun rynkede sin pande, da hans mad blev sat foran ham. Inderst inde hoppede hun rundt og var klar til at løbe ud af døren. Men udenpå sad hun helt roligt og kiggede på ham. Rolig og rolig, hendes ene ben rystede, men det var fordi hun var spændt. Hun havde nemlig altid haft den vane at hendes ene ben hoppede frem og tilbage. Når hun ventede, jagede, eller bare når hun sad og stirrede ud i det blå. – Ruby kørte sin hånd over håret, så det ikke sad ned over hende. Hun så forskrækket på manden, som nærmest kastede sin øl tilbage .. igennem næsen. Sådan noget kunne få hende til at grine, men i dag frøs hele hendes kæbe fast. Hun stirrede blot på ham, som en lille hvalp, der skulle til at fodres. Men helt ærlig, så var hele hendes jeg frossen. Udover følelsen ’forskrækket og bange’, så var der ikke andre følelser at spå.

Havde han lige sagt, at hun havde et pænt navn? Hun trak på sine skuldre og kiggede ned i bordet. Pænt navn. Det sagde man jo. Men Ruby så ikke det pæne i det. Selv betydningen var hæslig. Hun bed sig på underlæben og så nu på manden, som havde givet hende sit navn. Hun forstod slet ikke, at han var så flink. Men folk her i byen var ikke bare flinke, i sidste ende så vil de have noget. Det havde hun efterhånden lært. – Ruby blev endnu engang skubbet væk fra sine tanker. Havde han lige kaldt hende en tyv? Egentlig var hun en tyv, men det havde hun aldrig tænkt over. Hun sank en klat spyt, som havde siddet fast i hendes hals, da han hostede med ét. Hvorfor troede hun på ham? Måske fordi han fortæller dig sandheden, tænkte hun. Hun fnøs af sig selv og lag sine albuer på bordet. Det venstre hånd var knyttet og det højre lå over den. Beskyttende.

”Hm..” sagde hun uden at tage øjnene fra ham. Det var svar nok for hende, men hun vidste ikke om hun skulle være forvirret eller skræmt. Hun valgte ingen af delende. I stedet sad hun blot og gloede på ham. Da han endelig sagde sit navn, nikkede hun og prøvede at give et smil fra sig. Et pine fyldt grimasse var det eneste der kom ud af det. Hun rejste sig op og bukkede sit hoved imod ham. ”Tak for hjælpen, Hr. Iman” sluttede hun og bevægede sig væk fra ham. Hun så sig nervøst tilbage og ingen så hende, da hun tog sin taske. Hun åbnede døren og det første der mødte hende var sne. Sne i massevis. Stormen som de fleste havde snakket op. ”Fuck!” kom hun til at råbe. Hun holdt sig for hovedet og faldt ned i knæ, mens døren lukkede sig foran hendes ansigt. Hun sad stadigvæk indenfor og her vil hun blive et stykke tid. Hendes hjerte bankede og hun håbede for alles skyld, at det ikke blev fuldmåne i aften. – Hun holdt tasken ind til sig og vidste ikke om hun skulle gå tilbage til Baalichi. Hun blev derfor siddende og klamrede sig til sin taske. ”Fuck fuck fuck” blev hun ved..

Baalichi kunne mærke, at hun var utryg i større forsamlinger. Sådan virkede det i hvert fald på hele hendes opførsel, da hun mente, at de var færdige med at snakke, og hun begyndte at gå hen mod døren.
Han kiggede underligt efter hende, da han ikke var vant til, at folk uden videre bare gik. Hun havde godt nok sagt tak for hjælpen, men de folk, han plejede at hjælpe, plejede oftest at give udtryk for at ville gøre noget til gengæld. Ikke fordi han havde håbet på noget, men han blev meget overrasket. "Nå", han trak på skuldrene og tog et dybt åndedrag. "SÅdan er det jo bare med denne pige her. Hun kan ikke gøre for sin angst for andre mennesker, når hun er varulv."

Det gibbede voldsomt i Baal, da hun begyndte at råbe "Fuck!" Han vendte sig om og så hende sidde på knæene, mens det sneede voldsomt derude. Han kunne se, at de andre gæster i kroen kiggede skævt til hende og talte om hende, selvom hun ikke lagde mærke til det.
Langsomt rejste Baal sig fra sin stol og gik hen til hende. Stille langde han hånden på hendes skulder. "Hey... Tag det roligt... Det skal nok gå... Kom med mig op til bordet igen... SÅ kan vi lære hinanden lidt bedre at kende... Desuden ved jeg, at der ikke er fuldmåne i aften... Det er først om et par dage..." Han prøvede at få øjenkontakt med hende. "Du kan stole på mig.." Baal prøvede lige så stille at smile til hende.

Hun holdte stadigvæk stramt om sin taske. Det virkede som om der var en formue i den, men det var der vel også for hende. Selv brød var en formue for hende forfanden!
Hun kunne mærke en hånd på sin skulder. Langsomt så hun op på manden, som hed Baalichi og trak på smilebåndet. Hvis det var et scorereplik, så var han mere end plat. Hun så først ned og vidste ikke rigtig hvad hun mere skulle sige. Hun hadede selv når en person ikke deltog i samtalen, men hun havde en god grund. Hun rejste sig op og hun fik øjenkontakt med ham. Hun lo langsomt, mens rygsækken blev skubbet væk med foden, i håb om han ikke havde set den. Hun så ned, mens hun prøvede at skjule sit smil. Ikke fordi hun hadede smilet, men hun var bare ikke den type der smilede sammen med en fremmede. Hun skulle lige vende sig til det. No hate.

Hun sukkede, da han havde sagt at hun godt kunne stole på ham. ”Desværre.. det gør jeg allerede” hun puffede til ham med skulderen. Venskabeligt og drillende. Derefter bevægede hun sig tilbage til bordet og bed sig hårdt på underlæben. Hun var ude i et sted hvor hun ikke kunne bunde. Det indså hun først nu, da hun satte sig og kiggede imod manden. Intet godt ville komme ud af det her, men det skadede ikke at prøve.. vel?
Hun prak sig selv på panden, mens Baalichi sikkert fandt plads. Hun vil kigge på ham, men dog ikke som før. "Så du er ondheden blandet med godheden, eller hvordan hænger det sammen, engel-dæmon tingen?" sagde hun, så kun han hørte det. Hun vil nødig trække opmærksomheden imod dem.. ikke fordi, at få blikke var rettet imod dem, takket være hendes 'åh jeg er så dum'-flip..

Baalichi var glad for, at hun kom med ham så hurtigt. Men han kunne godt mærke på hende, at hun følte, at han var lidt plat, da han jo virkede som om, at han prøvede at få hende med i seng.
Men det var jo ikke hans intention.... I hvert fald ikke lige nu... Lige nu håbede han bare på, at han kunne få hende til at falde til ro.
Men han kunne godt mærke på sig selv, at hans vejrtrækninger og hjerterytme var blevet hurtigere. Det var ret uvant for Baal... Det var ret sjældent at han begyndte at føle sig sådan over for folk.
Det var nok bare noget at han forestillede sig. Fjollede ham. Han kunne jo ikke være forelsket, og da slet ikke nu.

Han grinte lidt, da hun puffede til ham, og han kunne mærke hvordan blodet røg op i hans kinder. Men han prøvede at ignorere det. I stedet smilte han varmt til hende. "Tjaaa, ja, sådan kan man godt sige, at det fungerer.... I hvert fald er jeg oprindeligt dæon, men blev genoplivet som halvt af hvert. Så ja... Der er både noget godt og ondt i mig.... Hvilket er møgirriterende.."