Friendly Meets Nervous (Jeanna _ Privatisme)

Natten lå hen over gaderne som et mørkt tæppe, kun oplyste enkelte steder af lampernes desperate forsøg på at skabe lys. En høj skikkelse traskede roligt langs det bredere fortov, henlagt i et konstant skyggelag. De brede skuldre rystede sig let, så en masse dråbe fløj omkring. Skyerne var allerede på vej væk igen, efter at have efterladt en byge af regn. Også håret var gennemblødt, der faldt i et med baggrunden, mørkere end før vandet gennemblødte det. Øjnene blinkede et par gange så vandet flød alle andre steder end lige der, som en adskilt flod¨, der passere et enkelt græslandskab, men omkredser det i sin vildskab.
Et svagt smil kunne næsten høres i dene forladte gade, hvor lyden af sko imod vandpytter pjaskede omkring alle vejne, og alligevel samlet fra ét sted. Den hvide skjorte der skjulte kroppens øverste var gennemblødt, men heldigvis dækket af en også gennemblødt, sort trøje. Bukserne klistrede sig ubehageligt til hans ben, men de blev ikke lagt særlig meget til, da hans opmærksomhed blev taget af en lampes særprægede blinken.
Han stod stille og så bare på det skiftelige glimt af lys og mørke. Det stod tændt i to sekunder, så blev lampen opslugt af nattens skygge, inden lyset igen brød igennem som en svag stråle. Han stod ikke i lysets skær, men det behøvede han heldigvis ikke, for at nyde det specielle lampeblink. Det optog hans sind så meget, som hvis man konstant holdte øje med en dirrende amulet, hvis sving var fangende for ens indre blik. Her var det ligesåledes, at dne var så særpræget smuk i sit forskelligt tonede farvelys og mørke, at det var særligt hypnotiserende. Selv hvis man prikkede ham på skulderen, skulle man være særdeles heldig for at bryde koncentrationen til lampens døende budskab om sol.
Det var.... Smukt

Jeanna sad på fortovet på en af gågaderne i Terre, hun sad foran en af de mange butikker som lå på gågaden og som nu var lukket, og snart ville lyset inde i butikkerne også blive slukket, og så ville mørket komme.
Hun havde siddet der i noget tid, selvom det havde regnet, så hun var helt gennemblødt og kold, men det betød ikke noget, hun elskede regnen, og følelsen af tusindevis af regndråber som ramte hendes hud, og gjorde hende kold og våd. Hendes tøj klistrede sig til hende, og hendes tyl skirt hang slapt ned af hende, hun havde taget sin jakke af da det havde stoppet med at regne, så hendes t-shirt var ikke våd. Hun smilede svagt og betragtede butikkerne omkring hende som nu slukkede alt lys, og det eneste lys der var tilbage var en lampe som skinnede svagt på hende. Eller, det var den eneste lampe hun lige kunne se.
Hun lukkede let øjnene og krøb sig svagt sammen, hun elskede mørket, det var dejlig beroligende, og når mørket opslugte hende føltes det hele så tomt og rumligt, som om der var mere plads end der egentlig var. Det var underligt.. Hun var jo en engel, så hun burde hade mørket.. Men mørket havde altid fascineret hende, og nu mindede mørket hende om de gamle dage. Sammen med Chris. Hun sukkede kort og skubbede tanken om ham væk.
Hun tømte sit hoved for tanker og trak sin jakke om sig som en dyne. Hun så kun mørke.

Eftersom at lampens styrke falmede for hvert blink, for hver kamp om at leve op i et mægtigt skær igen som i gamle dage, blev hypnosen også svagere. Endelig blev den brudt helt, og skyggerne åd lampen i en utrolig hast, så øjnene igen blev blinde. Han fniste med et frydene smil, imens øjnene igen fokusere på det dybe, altopslugende, tætte mørke. Fingrene lå i det trygge lommeuld, imens at skoene igen plaskede imod vandet, der samlede sig som små pytter. Husene blev ikke oplyst, men gemte på hemmeligheder, der fik hårene til at rejse sig i hans nakke. Det var uhyggeligt at tænke på hvad der gemte sig, lige for fødderne af ham.
"Man skal godt nok lede længe efter sådan et kuldegys..." Hans stemme var drenget, ikke voksen eller banrligt, men bare drenget. Hans trykkede armene tættere til kroppen og så både til højre og venstre af vejen, men uden grund. Der var ingenting. Kun mørke. Ingen biler med lyset rettet længere fremme. Ingen katte, hunde eller mus. Der var ikke engang fulde mænd på nederdelsjagt eller sultne rotter. Der var ingenting!
Han gik hurtígere frem, hurtigere og hurtigere. Tempoet steg hele tiden, ligesom den sorg indeni, der boblede som en kogende gryde olie. Det her gjorde bare ondt, var en smertefuld længsel og pinefuld stilhed. Intet afbrød dette, men mørket trykkede det bare tungere, til en dyb knytnæve. Hans tanker var for tæt på og dybe til at han opdagede pigen, han gik forbi, men denne gang, i et meget langsomt og klodset tempo. Den var ligeså klumpet som de ting han tænkte på. Brudstykker af fortabte minder, gamle venners snak og... Nærvær.
Det han savnede allermest... En kvinde.. En mand... Det var ligegyldigt, han ville gøre alt for et kærligt nærvær, med intimitet, som ville lægge den indre torden af smertefuld pinen væk. Smerte...

Jeanna trak vejret tungt, lyden af fodtrin fik hende tilbage til virkeligheden, hun sukkede dybt og vendte og drejede sig. Hun var kommet ud af sit mørke og kulden fra hendes gennemblødte tøj nåede hende endelig. Et gys gik igennem hendes krop, og hun åbnede øjnene. Hendes øjenlåg føltes tunge og det var nærmest en krig at få åbnet sine øjne.
Hun elskede at sidde her på gaden, men hun savnede en at sidde med. Varme. Hun manglede varme. Kærlighed. Den slags varme manglede hun. Hun sukkede igen, og prøvede igen at tømme sit hoved for tanker, men det var svære nu, nu hvor hun var kommet ud af sit mørke. Det trygge mørke, som var mere hendes virkelighed end alt andet, det var der hun tilbragte det meste af sin tid, for der kunne hun ikke føle noget. Ingen sorg eller smerte, bare mørke.
Hun drejede langsomt og søvn døsigt sit hoved og så rundt i gaden, hun bed sig i læben. Hun vidste faktisk aldrig om der var nogen på gaden på denne tid, da hun normalt altid var helt væk når hun sad der på fortovet. Hun betragtede bare gaden og lagde mærke til alle mulige detaljer ved butikkerne og husene.
Men pludselig blev hendes blik fanget af en skikkelse. En dreng. Et jag gik igennem hendes krop. Tanker fløj rundt i hendes hoved, og en masse minder kom tilbage. Hun blinkede med øjnene og prøvede at holde tankerne og minderne ude af hendes hoved, men det var næste umuligt. Hun lukkede øjnene hårdt sammen og trak vejret dybt.
"Hej" sagde hun med en stille og sårbar stemme. Nu var det forsent, hun havde gjort ham opmærksom på hendes tilstedeværelse.