The Owl And Mouse

Kulden var kommet godt over landet, nattene havde haft længe minus grader og tiden til sne var kommet, sneen havde lagt sig som lag over sten, jord, træer. Alt var blevet dækket af sneen, så det ligne et beklædning få der før nøgen natur. Bænken som før havde været løbet gennem skovbunden, var blevet frosen og dækket af sneen, så den var blevet til en fælde i natten.
Dyrene kunne høres, i baggrunden, kunne en ugles tudende, som havde gjort den før stille skov, til et livligt sted.
Som om det var tegn til nattens dyr, at nu var natten her, ligesom en hane som galler morgen velkommen, en mus kiggede frem fra sit bo, men kom hurtigt inden igen, ved en stor vingene ramt den indgang, uglen havde angrebet, et evigt spil om overlevelse.

Skyerne var begyndt at klar sig op, mens sneen stoppede med at falde fra før grå skyer, et par øjne blikkede og vendt igen tilbage til synet af himlens bevægelse, tilhøreren af disse øjne havde ligge stille i et stykke tid, et pr. timer Max. Men var nu begyndt at bevægede sig. Som et af naturens natdyr.
Laget af sneen som havde lagt på person faldet mod jorden og begravede en mus, som efter lidt tid kom frem, med et næsten forbastet opførelse, den stak af inden mod skoven.

Adriana lod benet glid op af gren, som hun lå på. For at få sneen af sig, hun flyttede hånden fra sit hoved og begyndt at børstede det sidste sne af sig, det havde ikke smelte af falde på hende, hendes krop havde det med at havde temperaturen som hendes omgivelser, men hun følte sig ikke kold eller varm, blot tilpas. Hun lod blikkede mod sit knæ og lod en suk komme fra sin stemmebånd, som et udtryk af kedsomhed.
Hun tog sin hue af og rystede den og bagefter tog den på igen. Kroppen vendes mod højre så hun kunne se hvad var på jorden.
Hun kiggede ned....

P: En sort T-shirt. En sort læderjakke som nok ikk er så forfærdelig varm, og lange cowboybukser på.

Det var koldt. Nok fordi der lå al den sne. Det var for tidligt til at Godric kunne sove. Han plegede først at sove omkring to halv tre tiden. Han gik bare rundt og vidste ikk helt hvad han skulle foretage sig. Det var for længst blevet mørkt, og fuglene var flygtet til et varmere sted. ”Gid jeg også nogle gange bare kunne flygte til et varmere sted” sukkede ham stille. Han gik stille i sine egne tanker, og da han så op, så han en person som rejste sig op. Hun havde været helt dækket af sne, så man havde ikk kunne se hende før. Han standsede op, og ledte efter en anden vej at gå. Han var ikk rigtig i snakke humør lige nu, men kunne ikk rigtig lige finde en anden vej, udover der hvor han var kommet fra. Godric stod bare og stirrede på personen.

Adriana gned sig omkring øjne, med den ene hånd holdene og den anden omkring grenen så hun ikke faldt.
Men duften af menneske med skær af dyr, vækkenede hendes sanser hurtigt op, den søde men skær af natur, var kun ved et væsenet 'Animagus' tænkt hun og lod blik mødes med person, under hende.
Dog kom et chok i hende, person stirrede lige mod hende, var hun ikke vantil, hun mærkede suset i kroppen, den var ikke spor bevægligt, en vis skuffelse og opmærksomhed mod person. hun var på vagt...

Måske lidt for meget......
Hun glemt alt om sine hænder og gav slip...

..... Hun faldt ned......

Det overraskede blik, var tydeligt for hende og så foran et måske offer. det kunne godt glemme alt om nu... hun vidste ikke hvad hendes sande væsen var mere...

Et monster ... En drøm om at være menneskelig ...
Måske begge

Vis han ikke flyttede sig vil hun falde ned på ham.

Godric så at pigen faldt ned. Han vidste ikke hvad han helt skulle gør. Skulle han prøve at gribe hende eller flytte sig? Hvis han ikk snart fandt ud af det ville hun lande på ham. han valgte at prøve at gribe hende, men hun var faktisk en smule tungere end han lige havde regnet med, så han vaklede en smule under hendes vægt. Han skyndte at sætte hende ned på jorden, og smilede meget genert til hende, og så ned. Han viste ikk helt hvilken race hun var, men det var vel på en måde godt, eller var det enlig skidt?”Du må altså passe en smule bedre på en anden gang.” mumlede han, og blev ved med at se ned. Han så kort op på hende, og netop i det øjeblik syntes vinden åbenbart at den ville drille ham en smule, så den blæste hans lange hår ind i øjnene på ham, og han fjernede det med en irriteret håndbevægelse.

Adriana fik sin balance op at stå igen, da han satte hende så hurtigt på jorden, det havde hun ikke været helt klare til, men hun var taknemlig for han havde grebet hende, hun slap for smerte at ramme mod jorden.
Hun rettede på sin tøjre som havde vidste hendes bleg hud, hun så med et overrasket blik mod ham da han sagde de ord, det havde været så lang tid siden normale havde talt, men også behandlet hende som en normal person, hun lagde hånden over sin hånd for at gemme sine hugtænder, fordi hun udtrykket et lille grin over hans ord, der stadig vandre rundt i hendes hoved 'Du må altså passe en smule bedre på en anden gang.'.

Hun tænkt blot * Sikke en opvågning*

hun lagt sig frem som en refleks hun aldrig helt var kommet af med, hun lod sin finger glid over hans panden og flyttede hans hår, så han kunne se lige på hendes ansigt.
det var bleg og uden ansigt udtryk, udover det ligne hun et menneske, med brunt hår og nødedbrune øjne, som gav hende en form for liv.
Hendes hud var kold, men det sneen, det virkede normalt her i sne, med hendes påklædning.
Hun tog hurtigt hånden til sig og rødmede sig "Det må d... du undskylde" , det lod som om hun rettede sit ord, hun havde næsten sagt de til ham.

Godric smilede genert. ”Det gør ingen ting” sagde han. Hvad fanden skulle man sige? Han vidste ikke rigtig hvad hun var, men hun var så sandelig hverken menneske eller animagus. Han kunne ikke rigtig placere hende, og måske var det også det bedste for alle parter, eller måske ikke. Når, men det måtte tiden jo vise. Godric bed sig frustreret i underlæben. Han hadede at møde nye. Han stolede ikke på noget overhoved. Han trippede en lille smule, og begyndte at bide negle. Det var tydelige tegn på at han var meget nervøs, men ikke over for hendes race, men over for hende i sig selv. Han havde det altid sådan her, når han mødte nye. Det var faktisk til tider irriterende, men det var jo også et godt forsvar på en måde.