I think I'd rather misbehave ~ Norman W.

Tid: 5:30
Sted: Logément-lejlighed i øst-Di Morga, stuen.
Vejr: Stjerneklart og drypregn.


Et skingert hvæs, en puslen og en blød klo over kinden forstyrrede hende tilstrækkeligt meget til, at hun rullede ud til kanten af madrassen. Hun ville ikke falde langt fra gulvmadrassen, hvis hun faldt, heldigvis. Hun langede ud efter noget loddent og lille, der væltede omkuld i en bunke snavset undertøj, selvom det var en forbier. Men værre var det ikke; han var jo en kat, han var hurtigt på benene igen! Hurtigere endnu var han henne i den alternative seng og lagde sig til rette i kvindens filtrede hårmanke, hvis udsøgte farve blev vasket væk i måneskinnet fra det nøgne vindue lige over dem.
Hun brummede, rev dynen over hovedet og begravede ansigtet i Felix' sorte, stride pels, mens hun trak ham til sig. Han viftede hende tilfredst om hendes befregnede næse med sin lange hale og gloede på hende med sine himmelblå øjne og sit permanente kattesmil. "Mjieux?"

I stedet for den maske, hun anstrengte sig for at bære om dagen, trak puden op i den ene side af hendes ansigt, som hun gled længere ned i sengen og boksede med sin nussede, lyseblå dyne, så hun lignede en mongol. Ligeledes var der på den anden side af ansigtet røde aftegninger fra puden, som åbenbart nød at vansire det sovende ansigt. Men det var ikke det eneste. Et smalt ar, der var stort nok til at gå tværs over brynet og først sluttede under øjet, var derfor synligt i mørket, som det forvrængede den manglende symmetri i ansigtet lidt mere. Næsen var dækket af solbrune fregner og munden halvt åbent efter en skideballe om at "Felix var for stor en dreng, til at lege nu." Felix puttede sig blot ind i mellemrummet mellem hendes hals og skulderen, der var trykket end i den slidte, hårde madras, og lod ord være ord, mens han nappede i hendes sorte bh-strop. Det var ikke til at se deres undernæring på sylfide-kroppene under dynen og igennem mørket, fordi de netop krøllede sig sådan sammen.

- Og så var rummet selvfølgelig organiseret på en smart facon. Madrassen var skjult i et hav af rod. Plettede papirer hang til tørre på en snor og krukkesamlingen i et hjørne af rummet, der var plastret til med avispapir, indhyllede en i en mistænkelig, kvalmende sød røgelse. Samlingen statuerede et dårligt eksempel på at få gjort orden i kaos – de var hver især kun sparsomt benyttede til at holde små pensler, klude, papirruller, duppesvampe, glitrende papirrester og slik. Det eneste andet interiør end madrassen var en overdådig stol af mørkt træ med bladgrønt, slidstærkt betræk og fine udskæringer - dækket i bunkevis af støv. For enden af madrassen stod fodtøjet, der var pladret helt op til anklerne med et tykt, tørt lag mudder, ved siden af en avis, der var blevet forfremmet fra avis til dyrets trone.

Det regnede, men han kunne intet mærke. Ikke andet end den måde dråberne nærmest bare valgte at falde gennem ham. Som var han luft. Han var vel også bare luft. Han var ikke andet end en brise, på denne tid. Igen kom frustrationen frem. Bare ganske lidt. Den forsvandt jo egentlig aldrig. Den lå altid og slumrede omkring ham, som monstret under sengen. Eller i skabet. Monstret kunne såvel også gemme sig ude foran ens vindue. Han var ved og vænne sig til din nuværende tilstand. Ikke helt, men der kom fremskridt. Han var i hvert fald stoppet med at tænke på mad eller drikke af nogen som helst art. Og han prøvede ikke mere at trække vejret. Det var hans lunger ikke i funktion til mere. Trist. Det betød også at han ikke mere kunne stå og nyde en smøg, på hjørnet. Alene. I fred og ro.
Norman sukkede højlydt, og hans øjne faldt automatisk i samtidig. Han lød så opgivende. Hvad lavede han med sit liv? Intet. Han havde ikke et. Han brød sig virkelig ikke om at være en del af de døde. Var det altid så sørgmodigt? Havde Ethel følt det samme som ham, da hun døde? Nej. Hun gik sikkert rundt og smilede til alle og en hver oppe i himlen. Skilte sig ud som sædvandligt. Tanken om den krøltop, fik ham vel til at smile. Bare lidt. En krusning i mundvigen. Han rystede svagt på hovedet, og lige i det han åbnede de brune øjne, gik et nyt chok gennem ham. Hvor i helvede var han? Han så sig, mere eller mindre panisk omkring. Han så det fremmede landskab. Han stod ikke mere ude i regnen. Han stod i stedet i en faldefærdig stue, efter hans mening. Det rodede som havde en vildhund, været på jagt. Lignede vel hans værelse, når han ikke fik besøg. Udover at dette virkede mere … klamt. Der var fugtigt og koldt. Ikke ting han følt,e men ting han kunne fornemme. Den eneste tanke der kørte gennem hans hoved var; Hvilket sørgeligt sted. Han forstod ikke hvordan han pludselig kunne stå der midt i det hele. Det havde sket før. Og lige som nu, kun da han var i sin spøgelsesform. Sin gennemsigtige form, som afslørede alt. Det friske blod der stadig dryppede ned på hans hvide T-shirt, fra hans brækkede næse. Den blege hud og det uglede hår. Han vidste ude mærket godt han ikke ligefrem lignede nogen man inviterede indenfor.

Det gav endnu et sét i det stakkels spøgelse, da noget endda rørte op sig. Der var noget levende i dette hjem. Overraskende nok, eftersom der ikke så helt tomt ud. Hans matte blik blev med det samme rettet mod lyden, af en raslende dyne, og han så med det samme det lille sengeleje ikke langt fra ham. Han trådte per automatik et par skridt tilbage. Ramlede ind i en stak med bøger, eller hvad anden dét nu var. Eller han ramlede ikke ind i dem. Han gik lige gennem det. Det som fik det til at vælte, og skramle ned på det slidte gulv, var den energi der strømmede fra ham. Forskrækkelsen fra hans egen side. ”Fuck!” mumlede han sammenbidt, samtidig med han vendte sig om, som ville han kunne få stoppet det. Det var noget for sent. Larmen var lavet, og det samme var rodet. Han satte sig hurtigt ned på hug, og prøvede desperat at få samlet tingene op igen, men som forventet gik hans hænder blot lige igennem. Han var jo blot luft. ”Fucking fuck..” blev han ved. Som om det ville gøre det hele meget bedre. En hånd fandt sin vej gennem hans kommune farvede hår. Hvad fanden skulle han gøre? Det var nok bedst art bare skride igen. Tanken forsvandt hurtigt igen, som han så så sig over skulderen og hen mod sove-stationen. Næsten i skræk for hvad der ville ske.

Det krævede sit at vække menneskepigen, og af samme grund var kattens gnaven med hjørnetænderne og kilden med den oliesorte halespids kun nok til at fremkalde nogle snøft. Kun hendes mareridt kunne tvinge hende tidligt ud af hendes slumren, men katten sov mindre tungt. Det var en sjældenhed at se de to sove sammen, selvom lejligheden var kold, for katten havde andre alternativer end den tarvelige dyne og det urolige menneske under den. Frakken, som lå krøllet sammen med nogle lånte bøger på stolen ved siden af døråbningen og ikke hang over stoleryggen, var dejligt lun og sikker. Som regel boksede hun med dynen, så hun ikke kunne komme fri, hvilket resulterede i mere brydning.
Men i de sidste par dage havde hun ligget stille og Felix havde denne nat vovet sig hen til hende, for at opfange den feberhede temperatur, der omgav hende. Hun havde langet ud efter ham, men han havde selvfølgelig undveget, var landet i noget kluns og havde set sit snit, til at invadere madrassen og mave sig så tæt på hendes febervarme, som det var fysisk muligt. Men åbenbart var der heller ikke sikkert der, for han var nær blevet totalskadet af den stak bøger, der var fløjet nedover dem fra den ornamenterede stol. Han fløj op med et hvin, for at søge flugt under stolen, og i sit hektiske forsøg på at komme væk slog han kløerne i kødet på sin sengepartner.

Som tidligere nævnt, så var lejligheden kold, og man skulle have tøj på, hvis man skulle have en chance forholde sygdom stangen - og specielt på denne årstid. Ayde havde erfaret den vide på den hårde måde og var derfor nedkommet med feberen. Så det var en selvfølge, at hun var pakket ind i alt sit overtøj - sko og frakke undtaget - da hun vågnede for sent til at flytte sig og måtte skærme ansigtet med den arm, der ikke stadig sov.
En halvkvalt jamren brød frem fra hendes strube, mens hun hævede sig op på den bedøvede arm og den ømme hofte, så dyne og bøger selv fandt ud af, hvad der var op og ned og endte i sengen eller på trægulvet.
"For helvede Felix, dit lille satansyngel!" brummede hun og gned sig i øjnene, for at se, om kræet kunne spottes i helmørket. Her havde hun ligget i sin ellers mareridts-frie søvn, hvilket var noget af en hellighed i sig selv, og så havde vandalen væltet bogstakken. Hun opgav at se efter hårbollen, der så nemt kunne gemme sig i mørket grundet den matchende pels, og sværgede i sit stille sind, at den bølle skulle ud næste dag. Det var for meget spildt energi på et letløst problem at gøre det i aften. Hun var træt nok i forvejen.

Netop som hun tænkte tanken, at hun ville ligge sig ned igen, sprang lygtepælen udenfor ud i flammer og gloede anklagende på hende, som om hun var et dådyr i forlygters lyskegle. Det tog hende noget tid, før hendes ansigt kom tilbage i dets sædvanlige blanke folder og hjertet slog regelmæssigt igen. Ayde smed benene udover madrassen, lukkede øjnene, hvorfor der dansede pletter, og gned sine tindinger. Hvis ikke hun allerede var natteblind, så blev hun det da nu, brægede en stemme i hendes baghoved.
Ironien fremtvang et bittert smil i kanten af læberne, men kun ganske kort, før bitterheden faktisk nåede ind til hende. Hun skilte læberne, men holdt på sit suk, og maste sig i stedet op at stå for at maskere det. Hun gav slip på det, hankede op i sig selv og kørte en hånd over håret, for at fjerne det med et dog stadigt fraværende blik. Hvorfor havde hun ikke bare ladet sig selv synke ned i selvmedlidenhed? Hvem havde hun at skjule det for? Gamle vaner var vel bare svære at slippe, påstod hun og trak på skuldrene, selvom det ikke gjorde hendes humør meget bedre.

Hendes øjne blev store, da de opfangede en skikkelse på øjenhøjde med hende. Hun trak fødderne til sig, rynkede panden og snerrede, mens hun famlede blindt efter noget bag sig blandt bøgerne. Men ikke ét sekund fjernede hun det askegrå blik fra det, hun havde set.
Hårde linjer formede sig om hendes mund, da hun lukkede hånden om det sorte plastikskæfte på hobbykniven og jog den frem mod den indtrængende i dens fulde længde, så hele hendes krop røg med og hun endte på knæene med armen fuldt strakt, så kniven stak ud fra inden i ærmet på den engang-karrygule børnesweater, og knivspidsen et hårstrå fra det punkt, hun mente ville være kravebenet. Hvorfor var det så forbandet mørkt? Det var endda så mørkt, at hun ikke opdagede, at hun selv blødte fra siden af halsen fra Felix' seneste flugtforsøg.
"Hvad laver du her? Kom herud eller jeg snitter i dig!" Hun pegede med den frie hånd på gulvet, der hvor lygtepælens skær begyndte. En normal person ville have kunnet skimte den indvaderende hvor han var, men Ayde's begrænsede syn krævede mere lys, end der var til rådighed for hende.

Et eller andet sted, morede det ham. Hendes reaktion. Hun virkede så uskyldig. Og alligevel truede hun ham med en kniv. Hvis han havde været et levende væsen, ville han nok havde passet lidt mere på, men fra den dag hvor han mistede livets gave, havde han været ligeglad. Det ville jo ikke gøre specielt ondt på ham. Og han ville ikke kunne dø af det. Sjovt nok.
Norman forholdt sig endnu i stadiet af usynlighed, som han var gået ind i af fra og skær forskrækkelse. Selv han var blevet forskrækket af den sorte kat der var spændet lige gennem ham. Tværs gennem rummet. Han kunne stadig se hende. Eller han kunne se omridset af hende. Det var da en pige. Stemmen ville ikke kunne tilhøre en pige, og den form og den måde varmen havde fordelt sig fortalte ham skam også at hun havde en større, og mere velformeret barm en nogen som helst mand. I hvert fald hvis det var en mand der ønskede at være en mand. Han holdt godt øje med hende. Slog ikke det matte blik væk. Han fik tonet smilet en tand ned. Ingen grund til at smile over sådan en åndssvag ting. Hvem fanden morede sig også over en forskræmt lille pige? Men så igen, hvem ville føle sig bange for en forskræmt lille pige? Det kunne godt være at hun var bevæbnet, men hun udviste ikke den gejst der skulle til at skade et andet menneske. Eller væsen, for den sags skyld.
Han sad bare helt stille, på hug. Det så ud til at hun endnu bare fægtede i blinde. Hendes øjne havde tydeligvis ikke vænnet sig til mørket endnu. Hun ville nok ikke engang kunne se ham ordentligt, hvis han kom tilbage til den synlige verden. Han bevægede sig tættere på hende. Forholdt sig stadig i den anden dimension, eller hvad man skulle gå hen og kalde det. Igen kom han helt ned på hug. Lige foran hende. Hun ville uden tvivl kunne mærke kulden fra hans aura. Han havde endnu ikke evnen til at gøre så han ikke ville være der. Han betragtede hende på tæt hold. Så godt han nu kunne. Han så stadig ikke andet end et omrids. Hvilken frustration. ”Dit så kaldte ’snit’ vil ikke kunne bruges mod mig, tøs.” lød det så endelig fra ham. Nok lidt mere hånligt end han havde håbet. Tonen var stadig ligegyldig, og hans stemme rungede som var der ekko. En ret fed detalje, efter hans mening. Et plus!
Med ét, kom han tilbage. I sin synlige form. Han var stadig gennemsigtig, men med al held ville menneskepigen kunne se ham. Med mindre hun var helt blind. Den slags befandt sig jo stadig her omkring. Han ventede vel blot på at hun ville hugge ud efter ham, med hobbykniven, og den bare ville gå gennem ham. Hvor ville det være komisk. ”Jeg har ingen idé om hvad fanden jeg lavet her, så tag det roligt. Og jeg er bestemt ikke efter dig. Hvem har brug for en pige med febervildelser og uglet hår.” Han burde nok bare holde sin kæft. Han kunne jo ikke få noget ordentligt ud. Han havde altid problemer med at tale ordentligt i første stadie. Han følte sig altid ophidset lige når han tog imod socialt selskab. Lige meget hvad. Og undskyld var altid det sværeste ord at komme frem med.
Norman blev ved med bare at sidde og stirre på hende. Som håbede han at hun ville blive mere synlig for ham. Han ønskede ikke at bare glo på en skikkelse af streger og varme pletter. Af rent frustration bøjede han hovedet dybt ned i hans egne hænder. ”Jesus Christ!” svovlede han svagt, mens han kraftigt gned sine øjne. Som om det ville virke. Hah!