I need a hero - Norman W.

T: Langt over midnat... Nok omkring de 2-3 stykker
S: Gyderne
V: Rimelig varmt og vindstille
O: Mørke og skumle skygger

Mallorie havde ingen ide om, hvad fanden hun lavede. Hun havde for nogen timer siden kedet sig gevaldigt og havde besluttet sig for at gå en tur. Ingen af hendes meget få venner havde tid til at være sammen og desuden var det også forholdsvist sent, da hun fandt kedsomheden. Hele aftenen var for en gangs skyld gået med at være sammen med sine forældre, men da de var gået i seng omkring kl 23 og hun stadig var frisk, så var det blevet til endnu en nattevandring. Med en øl i hånden var hun så vandret ud i byen, uden faktisk at vide, hvor hun ville hen. Der var ikke gået længe, før alkoholen steg hende til hovedet og hun blev en smule omtåget. Det hele virkede mere spændende, hvis det overhovedet kunne lade sig gøre og hun begav sig igennem gyderne. Mørket trak sig sammen, jo længere hun kom ind i en gyde, som hun havde gået i nogle minutter. Til sidst var der slet ikke noget lys tilbage. Kun den lygtepæl, som var 50 meter fra hende, så det gav ikke nok lys til, at det faktisk var brugbart. Hun vidste godt, at hun ikke burde gøre sådan noget. Hun var jo menneske. En svækling i forhold til så mange andre i byen. Den var befolket med alle former for magiske væsener, så hvorfor havde hun overhovedet begivet sig ud i første omgang? Det var dumt, men det var der jo så meget der var.

Hun vendte sig med et sæt om, da en mand kom gående i gyden. Hun kunne skimte hans omrids 20 meter fra hende. Hun troede i hvert fald, at det var en mand. Det var det også kunne hun så se, da han blev ved med at komme tættere på hende. Hendes lettere omtågede hjerne gjorde, at hun ikke rigtig fik de faresignaler, som hun ellers plejede at få i sådanne situationer. Hendes kønne og uskyldige udseende gjorde hende til et let bytte for alle omkring hende. En lille, lettere spinkel krop, med et kønt og feminint ansigt. Det mest markante ved hende, var hendes hår. Det tykke, røde og fyldige hår, som altid hang omkring hendes skuldre. De få gange hun satte det op, skulle det være pga noget helt specielt, da hun ikke kunne lide det. Hun hadede det. Hendes hår skulle være frit, ligesom resten af hende. Det var ikke før det allerede var for sent, at hun opdagede manden. Lige foran hende. Et kort skrig kom over hendes læber, da han fik fat i hendes håndled og skubbede hende op mod væggen.

"SLIP MIG!" sagde hun med en skinger stemme og prøvede på at vride sig fri af hans greb. Dog var det for sent. Han havde allerede fat i hende i et fast greb, som hun ikke ville kunne komme ud af, lige meget hvor meget hun prøvede. Manden lænede sig ned mod hende og skulle lige til at fange hendes læber i et påtvunget kys, da hun vendte hovedet og fik sparket ham over skinnebenet. "Din lille..." sagde han med en ond stemme og låste hendes ben fast med et af sine. Pis også... Han lænede sig ned for at skulle til at kysse hende igen. "Kom nu smukke, du vil jo gerne" hviskede han mod hendes ene øre. Mallorie vendte hovedet mod ham og skulle lige til at nikke ham en skalle, da han fjernede sig lidt fra ham. "Slip. Mig. Jeg har en kæreste! Jeg er ikke interesseret i at skulle noget som helst med et fjols som dig!" skreg hun og prøvede igen på at vride sig fri af ham. Nathan... Hvad ville han ikke sige. Hun måtte ud af den situation og det kunne kun gå for langsomt.

Ikke engang natten kunne være nogenlunde stille. I denne by, kunne han være sikker på altid at støde på det ene råb og det andet skrig. Lige meget hvor fanden han befandt sig. Folk her havde bare ingen manere og kendte tydeligvis ikke forskel på forkert og rigtigt. Den her by var så sindsfordrevet, på grund af væsnerne og alle de andre højre stillede regler. Det var virkelig underligt at hvert væsen havde forskellige regler. Man kunne dog næsten tro der ingen regler fandtes i denne by. Han håbede virkelig at komme væk fra stedet hurtigst muligt. Hvis det var muligt.

Norman havde i princippet stået og observeret det der tilsyneladende så ud til at være et voldtægtsoverfald. Han væmmes ved sig selv over det. Hvor var det klamt, bare at tænke på. Og hvorfor i helvede gøre det i en beskidt gyde. Udenfor. Hvorfor i det hele taget gøre det? Det eneste der rigtig kunne beskrive denne mand, var at han havde ladet sine lyster løbe af med ham. Eller at han bare nød at gøre det uden at have fået lov. Og hvor var han da bare heldig at finde en der var villig i at lege med i hans lille spil. Hvis man kunne kalde det det.
Han forstod ikke helt sig selv. Hvorfor stod han og gloede, som om det var en porno video på internettet? Han følte sig næsten medskyldig. Også selvom at han ikke var synlig, på nogen måde. Med mindre man havde den såkaldte infrarød kikkert. Så ville man nok kunne få øje på ham. Han begyndte at føle vreden boble. Han forstillede sig pludselig Ethel, som den kønne pige. Og underligt nok, forestillede han sig selv som manden. Han var endda tæt på at kaste op, ved den forestilling.
Med ét, satte han gang i sine ben. Og i en ubehagelig fart, følte han at han blev trukket mere og mere hen mod dem. Lige indtil at han fandt sig væk fra verdenen. Han åbnede øjnene og så direkte mod denne rødhårede pige. Han så hende klart. Som så han ikke ud af sine egne øjne. Han følte en form for fæstning der omgav ham. Han befandt sig i en anden krop. Uden at han behøvede tjekke efter, fandt han ud af hvad fanden han havde været gang i. Han kunne mærke så hjernebølger, og et bankende hjerte. Hvor syret! Han befandt sig faktisk inde i en anden persons krop. Hvordan det var sket, havde han inden idé om. Han følte han havde en form for kontrol. Ikke fyld kontrol, selvfølgelig, men der var en form for. Med besvær bevægede han benene. Bakkede et par skridt tilbage. Det var hårdt, og tog egentlig en del af hans energi.

Norman begyndte at føle sig utilpas i kroppen. Den afviste ham. Han tilhørte ikke kroppen, så det undrede ham ikke det mindste. Han fik det ligefrem dårligt. Han kæmpede med at komme ud igen. Udenpå ville det nok bare se ud som om at manden stod helt stille. Med anstrengende lyde, begyndte han pludselig at komme ud igen. Som havde han gået lige gennem manden og kom frem på den anden side. I sin normale form. Den gennemsigtige form, med det blege ansigt, det uglede brune hår og blodet der stadig dryppede fra hans ansigt. Præcis fra da han afgik med døden. Hurtigt rettede han de matte øjne mod pigen foran sig. Tog sig slet ikke at manden der tydeligvis bare var faldet sammen. Meget muligt bevidstløs. ”Fuck.” mumlede han svagt. Hun kunne se ham. Det var jo ikke meningen. Der var nok intet for at lade som ingenting.
”Jeg forstår virkelig ikke hvorfor i helvedet at piger tror det hjælper at råbe omkring sit privatliv, når en voldsmand tydeligvis ikke tager sig en skid af det.” begyndte han med en rimelig hård tone. Stammen var som altid, som et rungende ekko. En ting han havde vænnet sig mere eller mindre til. ”Og hvad fuck laver du overhoved her. Er du dum?! Selv et menneske burde vide bedre.” Måske var han lidt for hård ved hende, men han havde set og hørt om så mange unge piger der havde bevæget sig gennem de skimledele af Di Morga. Og det var ikke altid endt godt. Det var jo komplet idiotisk!

Hvorfor var det lige, at hver gang hun begav sig ud i mørket, så skulle noget som dette ske? Okay, det var måske alligevel ikke så underligt som det lød, men det var alligevel virkelig irriterende. Især ikke i den by. Hun havde boet der i knapt en måned og havde allerede fundet ud af, at manerer ikke var noget, som blev vægtet specielt højt imellem byens beboere. Det var vel ikke mærkeligt, eftersom de fleste af dem ikke var mennesker. Faktisk var der ikke ret mange mennesker, i forhold til alle andre former for væsener. Det var en smule uhyggeligt at tænke på, hvor meget i undertal de faktisk var. Dog elskede hun byen. Eventyret ved det hele. Spændingen ved ikke at vide, hvad der var omkring det næste hjørne. Det var noget af det, som holdt hende kørende.

Hun skulle ikke have drukket den aften. Hvis ikke hun havde været halvfuld, havde hun så let som ingenting kunne få den mand væk, som lige nu holdt fat i hende. Han prøvede gradvist at komme tættere og tættere på hende, men til hendes egen fordel, så blev han nødt til at holde på begge hendes håndled, for at få hende til at stå stille. Dette gjorde, at han ikke kunne rage på hende, hvilket hun var lykkelig over, hvis man nu skulle se bare lidt positivt på den situation, hun lige nu stod i. Det var hendes egen skyld, jaja. Det var hun godt klar over, men derfor havde folk sku ikke ret til halvt om halvt at voldtage hende, bare fordi hun havde forvildet sig ud i gyderne midt om natten. Hvorfor man havde behovet for at voldtage folk i denne by af alle steder, det fattede hun ikke. Der var så mange steder, hvor man for billige penge kunne få et knald og så ville det ligesom være det. Hvorfor gå efter uskyldige, unge piger, som ville få dem meldt på stedet? Det var noget af det, hun ikke fattede ved drenge. Deres konstante lyst til sex. Okay, nok ikke alle drenge, men størstedelen af dem.
Hun havde været så meget væk i sine egne, slørrede tanker, at hun ikke have nogen ide om, hvad manden havde foretaget sig. Men det havde ikke været noget slemt, for hun havde ikke kunne mærke noget som helst ske ved hende. Ingen kys, ingen berøringer. Han havde bare stået stille og kigget på hende med et ondt blik, da der pludselig skete et eller andet med ham. Hun kunne mærke grebet omkring sine håndled løsne sig og manden træde tilbage fra hende. Hendes hjerte bankede i dobbelt hastighed og hun havde ingen anelse om hvad fanden der foregik. Det var lige før den reaktion var mere uhyggelig end den foregående. Dog gjorde hun ikke andet end at kigge på ham, imens han trådte tilbage. Havde han pludselig kommet på bedre tanker og faktisk fået en samvittighed? Det kunne hun næsten ikke tro. Det kunne umuligt være det.

Manden stod bomstille. Hun var fristet til at stikke ham en flad for at gøre sådan mod hende, men et eller andet fik hende til at lade være og i stedet betragte ham med hovedet en smule på skrå. Manden gav nogle lyde fra sig og hendes øjne blev pludselig betydeligt større. En eller anden var på vej ud af kroppen på manden. Men det var ikke et menneske. Denne... Dreng var helt gennemsigtig med et blegt ansigt og blod ned af sig. Det var nok her, de fleste ville have været bange, men det var hun ikke. Hun var fascineret. Manden lå nu på jorden tydeligt bevidstløs, men det var hun sådan set ligeglad med. Hvad var denne person for et væsen? Det var i hvert fald ikke noget, som hun nogensinde havde set før. Hun nåede dog ikke at tænke mere over det, før et fuck røg over hans læber. Hun havde stadig ikke helt forstået sammenhængen i det der lige var sket.
Hendes fascination blev dog betydeligt mindre efter han havde sagt den første sætning. Hun kunne ikke fordrage folk, der snakkede i sådan en tone til hende. "Det kaldes at gå i panik. Kender du til det ord?" spurgte hun i et spydigt toneleje og kiggede på ham med et surt blik. "Og nej smartass, jeg er ikke dum. Jeg er i udmærket stand til at klare mig selv, når jeg ikke er omtåget. Hvis du så gerne vil vide, hvad jeg laver her, så kedede jeg mig og besluttede mig for at få en tur" svarede hun i det samme toneleje og gik helt tæt hen til ham. Hun lagde hænderne klar til at skulle skubbe ham i brystkassen og bede ham om at skride, men da hun rørte ved ham, røg hun i stedet lige igennem ham med et lille skrig.

Norman tog sig egentlig ikke af hendes spydige kommentar. Han var udmærket vant til at få smidt ubrugelig information tilbage, som et forsvar efter han havde angrebet. Og sådan startede et typisk skænderi for det meste. En såkaldt slåskamp med ord. Ret sjovt at tænke på faktisk. Ord kunne jo tit slå meget hårdere end et direkte slag. Det havde han skal selv fundet ud af. Oplevet det hele selv. Også selvom at han havde denne hårde skal udenfor. Han ventede med at tale, til han forventede at hun var færdig. Han ønskede ikke at bare bryde ind. Eller han kunne ikke få sig selv til det. I hvert fald ikke efter at hun pludselig begyndte at læne sig mere hen mod ham, med hænderne foran sig.

Han kunne ikke lade være med at morer sig bare lidt, over hendes lille stund. Hvad hun havde prøvet på kunne da have været lige meget, det havde stadig set umådeligt sjovt ud. Dog kunne et smil stadig ikke findes på hans læber. Han elskede når tingene ikke gik som folk havde håbet på. Men hver gang kom tanken så at han ikke havde nogen krop, og det var grunden til at denne pige var gået lige gennem. Hvor ubehageligt.
Han vendte sig lidt om, fik taget nogle skridt omkring hende, til han igen var foran hende. Bøjede sig så meget ned der skulle til, inden han så stod med ansigtet lige ud foran hendes. ”Jeg kender skam panik. Jeg er død, min lille ven. Tror du ikke man panikker over at finde ud af det?” forklarede han hende, med den samme ligegyldige tone. Han ønskede ikke at få smidt lort i hovedet, når han blot prøvede og gøre lovet lettere. ”Men panik styrer ikke din hjerne. Og det er din hjerne som får dig til at sige de ting. Jeg siger skam ikke at du ikke skal råbe. Skrig så højt på kan. Og lad os håbe nogen hører dig.” Han rettede sig op igen, strakte ryggen og gemte sine hænder i lommen. Han knejsede med nakken, der gav nogle knagende lyde fra sig. ”Og lige en ting til. Du sagde du kunne klare dig selv når du ikke er omtåget. Jeg antager at du har drukket? Kan du selv se logikken i hvor jeg er på vej hen?” Han lagde hovedet en smule på skrå og så stadig mod hende med de matte brune øjne. Hans ansigt vidste ingen følelser, som sådan. ”Ik’ drik. Problem solved.” Han burde faktisk bare holde sin kæft. Han var jo alligevel altid i dårligt humør, og han vidste aldrig, hvornår han skulle stoppe med at tale. ”Men godt du er uskadt nu, right?”

Hvis ikke Mallorie allerede var i dårligt humør, så blev hun det da i hvert fald af at høre hans åndsvage kommentarer. Dog var hun ikke i stand til at skændes med ham, eller.. Det var hun vel i grunden altid, men hun gad ikke. Hun orkede ikke at skændes med nogen den aften. Verbal slåskamp var heller ikke det, hun brugte mest. Hun ville langt hellere bruge sine næver til at snakke med. Det gik som regel meget nemmere for hende, end det gjorde med ord. Hun havde aldrig været god til det med at tage en diskussion ret seriøst og det endte alligevel altid med, at hun stak personen en flad, fordi hun til sidst blev så træt af samtalen, at den bare skulle slutte på en eller anden måde. Hun trak vejret dybt og kiggede i stedet blot på ham uden rigtig at gøre noget som helst. Hun var kommet ud med sine frustrationer, og det måtte så være det. For nu i hvert fald.

Hun fik sig et chok af den anden verden, da hun røg lige igennem ham. Dog havde hun stadig så meget balance, at hun ikke stod på snotten. Det kunne ellers være kønt. Det var virkelig ikke noget, hun havde prøvet før og vidste derfor ikke rigtig, hvordan fanden hun skulle reagere på, at hun bokstavlig talt var gået gennem en person. Det var faktisk temmelig klamt at tænke på, men nu kunne hun i det mindste regne hans race ud. Han kunne ikke være andet end et spøgelse. Det måtte virkelig ikke være sjovt, ikke at have en krop og der var pludselig en hel del spørgsmål, som poppede op i hovedet på hende. Ikke at hun kunne stille dem. Ikke lige nu i hvert fald. Stemningen mellem dem var ikke ligefrem positiv og det kunne godt være, at den lige skulle, om muligt, gøres en smule bedre, før hun begyndte på det.
Hun kiggede blot på ham, da han gik rundt omkring hende. Hun mødte hans blik, da han lænede sig ned foran hende og kunne et sekund ikke lade være med at få en smule dårlig samvittighed. Det var ikke noget der skete tit, og følelsen forsvandt også hurtigt igen. Hun havde en spydig kommentar klar på tungen, men i stedet for at sige den, kiggede hun i stedet på ham med et mere nysgerigt blik. "Jo. Det tror jeg. Det må ikke være videre sjovt at finde ud af" sagde hun stille og tog et skridt bagud, da han rettede sig op igen, så hun bedre kunne se på ham. "Jeg ved det, jeg ved det" svarede hun blot til det med at skrige. Det var også det, som hun altid havde fået af vide. Skrig, hvis du kommer i sådanne situationer. Skrig så højt du kan og håb på at nogen kommer dig til hjælp. En sød lille pige i nød. Det var til at brække sig over. Det var bestemt ikke det hun var. Hun var ikke svag. Langt fra. Hun kunne ikke lade være med at kigge lidt underligt på ham, da der kom lyde fra hans ryg. Hvordan var det muligt? Hun kiggede på ham igen, da han kom med sin næste kommentar omkring situationen. "Det er jo ikke fordi jeg går ud og drikker mig i hegnet hver dag" svarede hun i en neutral tone og sendte ham et forsigtigt smil. "Men jo, jeg kan godt se hvad du mener" tilføjede hun og kiggede kort hen mod manden. Han kunne vel bare blive liggende der. "Jeg har det helt fint og tak for hjælpen" sagde hun en anelse flovt. "Jeg hedder forresten Mallorie og hvem er min redningsmand så?" spurgte hun og slog over i sin normale, flabede tone igen.