A walk for the air and thinking - Anya

T: 23:21
S: Havnen
O: Skibe, lagerhuse,gangbroer ud til både skibe og privatbåde
V: Stjerneklart, men det blæser

Det var dejligt for Baalichi at gå udenfor. Også selvom det blæste, for han kunne mærke, at han havde brug for at få hjernen blæst igennem. Lejemordertilværelsen var ved at tage livet af ham. I hvert fald som hans primære indtægtskilde. Han følte ikke længere, at dette var, hvad han kunne bruge mere af sit liv på. Muligvis burde han finde en anden levevej.
Hvad, han følte, var blot, at han havde levet størstedelen af sit liv som lejemorder. Men han kunne da blive underviser på universitetet? Han var jo god til både samfundsfag og filosofi. Og han kunne jo også blive lingvist. Måske skulle han gøre det, men nu havde han svært vil at forlade omgangskredsen, som han havde fået. Så han kunne jo vælge, at forblive deri og klare tingene, når han ikke var på uniet.

Vinden tog til, selvom der endnu ikke var skyer. Baal holdte godt fast i sin bowler, og fortsatte videre. Det virjede underligt, at vejret opførte sig sådan. Men nu havde han heller ikke nogen forstand på vejret. Specielt efter, han havde oplevet, hvordan verdensbillederne havde ændret sig gennem de forskellige aldre. Men han var sikker nu. Han skulle vælge at være underviser på uni. Baal havde gået i sine egne tanker, da han lagde mærke til noget i vandet.
Det var et lig. "Fuck", tænkte Baal, da han bøjede sig ned og kiggede på det. Det var smidt i for nyligt, så hvorfor havde han ikke hørt noget? Hurtigt kiggede han sig omkring, men der var ikke nogen. Så han fik fat på liget og fik trukket det op. Han kendte ikke personen, men det var en mand. Baal begyndte at lede i lommerne på manden. Muligvis havde liget identifikation på sig.

Vinden nede ved havnen var ved at tage livet af hende, men hun vidste godt at der normalt var hunde koldt der nede. Hvad det netop var som havde lokket hende ned til havnen denne aften, havde hun ingen anelse om, men nu var hun her og der var et godt stykke tilbage til den kælder hun nu boede i. Hendes lange rødlige hår blev kastet rundt med i vinden, der strøg ind over landet og fik havets lugt til at sprede sig ud over havnen. Lyden af skridt fik hende til at være på vagt, eftersom hun sikkert ville blive stoppet, sådan som hendes kjole var kommet til at se ud. Man kunne se hendes sorte kjole var våd på en måde, men det var ikke vand, eoler en drink. Hvis man kiggede godt efter kunne man svagt skimte den røde farve som væsken på hendes kjole havde.... Det var blod, hun havde fået det på kjolen dengang hun jagede sit bytte. Hun stak af fra nogle mænd som havde opdaget hende i færd med at fortære et andet menneske.

Hun kunne ikke høre nogle stemmer nede på havnen, hvilket undrede hende, da der næsten altid var folk der nede, måske var det også bare blæsten, der gjorde så hun ikke kunne høre dem. Hun fortsatte ned af havnen og så en mand et stykke fra hende, men han så ikke yderligere ud til at være en af dem som var efter hende.Langsomt gik hun tættere på personen, dog altid halv skjult af skyggerne, bare for at være på den sikre side.

Baalichi blev ved med at rode i ligets lommer, men han kunne ikke finde noget, der kunne identificere vedkommende. Han havde ingen pung eller telefon på sig, hvilket Baal syntes var underlgt. Men det var der ikke noget at gøre ved. Hurtigt kiggede han sig rundt, da han mente, at han havde hørt skridt. Men han kunne ikke se noget, ud over nogle ting inde i mørket, som bare virkede som nogle store tønder. Så han fortsatte med at kigge på liget, han havde trukket op fra vandet. Efter et par minutter smed han liget tilbage i vandet. Vinden havde også lagt sig lidt, så han følte ikke længere, at han var ved at blive kastet rundt af vinden. Derefter rejste han sig og gjorde sig klar til at gå videre. Men han syntes, der var nogle bevægelser inde i mørket. Så han begyndte at gå stille nd mod der, hvor bevægelserne er. "Hallo? Er der nogen?"